Kan fuglekiggeri blive din hobby?
„Fuglekiggerens liv er en endeløs række af overraskelser.“ W. H. Hudson — The Book of a Naturalist.
VED Kosibaai, nær grænsen mellem Sydafrika og Mocambique, gik Keith, Evelyn, Jannie og deres guide 22 kilometer for at se en fugl. Men det var ikke en helt almindelig fugl. De søgte efter gribbeørnen — en stor sort-hvid fugl med orange hud om øjnene. Gribbeørnen lever af døde fisk og frugten fra oliepalmer.
Keith fortæller: „Efter den lange vandretur var vi skuffede da vi kom hjem. Vi havde nemlig kun set én gribbeørn, og den fløj på lang afstand. Men hvad så vi da vi kom tilbage til lejren? Tre gribbeørne der sad i et palmetræ lige oven over os. Vi nød deres selskab i omkring en halv time inden de lettede og vi kunne betragte det smukke syn af fuglenes fuldt udstrakte vinger. Samme dag så vi også en Pel’s fiskeugle for første gang. Det er en ugle som kan fange fisk.“
En betagende oplevelse
Overalt i verden er det en smuk oplevelse at betragte fugle og lytte til deres sang. Der findes over 9600 fuglearter, så der er rige muligheder for en vågen iagttager. Hvem bliver ikke betaget af at se det lynhurtige farveglimt af en kolibri eller en isfugl? Eller hvem stopper ikke op og fængsles af sangrepertoiret hos en spottedrossel, en nattergal eller en australsk pragtlyrehale, eller af gøgens særprægede kald eller den australske fløjtefugls melodiske sang?
En fuglekigger eller amatørornitolog har den hobby at iagttage fugle i naturen. Man kan selv bestemme hvor meget man vil gå op i det. Man har måske ikke lyst til at vade gennem sumpe eller bestige bjerge for at finde sjældne fugle. Men mange synes at det er sjovt og berigende at iagttage fuglelivet i deres have. Mange sætter vand ud til fuglene og anskaffer sig et fuglefoderhus for at tiltrække det lokale fugleliv. Hvert år stiger antallet af entusiaster. Flere og flere synes at det er anstrengelserne værd.
Hvorfor er det så populært?
Ifølge bogen An America Challenged af Steve H. Murdock forventes antallet af fuglekiggere at stige hurtigere end den amerikanske befolkning i perioden fra 1990 til 2050. Tidsskriftet New Scientist beretter at „flere og flere i Indien bliver grebet af at følge de fjerklædte tobenede dyr“. Og Gordon Holtshausen, som er formand for et redaktionsudvalg der udgiver et tidsskrift om fuglelivet i Sydafrika, mener at „salget af fuglebøger i Sydafrika kun overgås af salget af bibler“.
Når først man har set en fugl med en fuglekiggers øjne, bliver man bidt af det. Interessen for fugle virker ligefrem smittende. Det kan være en billig fornøjelse der fører en ud på åbent terræn i naturen og udfordrer ens evner. Det minder lidt om at gå på jagt uden at skyde noget. Eftersom børn og voksne hurtigt lærer at iagttage fuglene, kan man glæde sig over det sammen med sin familie eller en gruppe venner. Det kan også være fornøjeligt selv om man er helt alene. Fuglekiggeri er en forureningsfri, sund og lærerig hobby der kan dyrkes hele året uanset hvor man opholder sig.
Fuglekiggerens ABC
Har du nogle gange betragtet en fugl og spekuleret på hvad den hed? Der er en vis glæde ved ikke kun at kende navnene på de imponerende ørne, påfugle og svaner, men også på de forskellige natravne og ovnfugle som man ellers nemt kan overse. Desuden er der mange arter som af størrelse og udseende ligner ryler og sangfugle i vinterdragt, for ikke at nævne alle de andre.a
For at kunne artsbestemme de fugle man ser, har man brug for en felthåndbog over de fugle der findes i det land eller område hvor man bor. Det er en bog i lommeformat med illustrationer og beskrivelser af hannen og hunnen inden for hver art. De bedre håndbøger har også en beskrivelse af fjerdragtens årsvariation og ungfuglenes fjerdragt.
Hvad har en nybegynder ellers brug for? En god kikkert er for fuglekiggeren hvad en fiskestang eller et fiskenet er for fiskeren. Det er overraskende så meget man får øje på når man betragter de stedlige fugle gennem en kikkert. For eksempel er det nemt at få øje på en stor flodhest i Afrika, men man er nødt til at bruge en kikkert hvis man vil betragte de små rødnæbbede oksehakkere der lever af parasitter på flodhestens ryg.
Det er ikke alle kikkerter der egner sig til fuglekiggeri, men det bedste man kan gøre, er at sammenligne de forskellige modeller. To populære modeller blandt fugleinteresserede er 7 × 42 og 8 × 40. Det første tal angiver forstørrelsesgraden, og det andet frontlinsens diameter i millimeter. Field Guide to the Birds of North America (Felthåndbog over fugle i Nordamerika), der er udgivet af National Geographic, forklarer at „den bedste lysstyrke opnås ved et forhold på 1 til 5 mellem forstørrelsesgraden og linsediameteren“. Hvis man følger dette råd, kan man skelne farver selv under dårlige lysforhold. En højere forstørrelsesgrad er derfor ikke nødvendigvis en fordel. Skarpheden er vigtigst.
Hvor skal man begynde? I nabolaget?
Hvis man begynder med at lære de lokale fugle at kende, er man langt bedre forberedt til at tage andre steder hen for at finde sjældnere eller mindre synlige fugle. Ved du hvilke arter der permanent opholder sig der hvor du bor? Hvilke fugle passerer blot forbi, måske på vej til en nærliggende sø eller mose? Hvilke trækfugle kommer forbi på deres årstidsbestemte rejser? I sin bog The Birdwatcher’s Companion skriver Christopher Leahy: „I Nordamerika trækker omkring 80 procent af de rundt regnet 645 ynglende arter.“
Måske er der nogle af disse trækfugle som fouragerer og hviler ud i nærheden af ens bopæl. Ivrige fuglekiggere har kunnet identificere mere end 210 fuglearter i deres baghave. Man vil opdage at det er interessant og lærerigt at have en notesbog ved hånden. Heri kan man hvert år skrive datoen ned for hvornår man iagttog en art første og sidste gang.
Måder hvorpå man kan iagttage fugle
Med en kikkert om halsen og en felthåndbog i lommen er man parat til at udforske områder der ligger længere væk end ens baghave. I parker og naturreservater findes der ofte lister over de fugle der kan træffes i området. Disse lister viser som regel hvilke fuglearter der kan iagttages på de forskellige årstider, og hvor stor sandsynligheden er for at finde dem. Ved hjælp af felthåndbogen kan man få bekræftet sine iagttagelser. Hvis den fugl man har set, står opført som sjælden, vil det være godt at skaffe sig lidt mere viden om den, især hvis man er nybegynder. (Se rammen „En enkel bestemmelsesnøgle“.) Hvis den derimod står opført som almindelig, har man sandsynligvis artsbestemt den rigtigt.
Forsøg i forvejen at få fat i et kort over de veje, stier og biotoper (levesteder) der findes i området. Fuglelivet er som regel rigere der hvor to eller flere biotoper grænser op til hinanden. Uanset om man går rundt eller står stille, må man bestræbe sig for at falde ind i omgivelserne og tålmodigt vente på fuglene.
Nogle steder kan entusiaster ringe til en telefonsvarer der oplyser hvilke interessante fugleiagttagelser der for nylig er gjort i området. En sådan service findes også i Danmark. Dansk Ornitologisk Forening har nemlig oprettet noget de kalder Fuglelinjen, som man kan ringe til på telefonnummer 90 23 24 00.
Forberedelse lønner sig
Det er en stor oplevelse at finde frem til bestemte fugle, men det er en fordel i forvejen at læse om de fuglearter man gerne vil iagttage. Hvis man er i Caribien, er man måske opsat på at finde en todi, uanset om det er den cubanske, puertoricanske eller jamaicanske varietet. Det er en lille rund juvel med en fjerdragt i skinnende grønne og røde farver. Herbert Raffaeles Guide to the Birds of Puerto Rico and the Virgin Islands siger at „[todien] er vanskelig at få øje på, men ofte kan høres“. Den cubanske todi er kendt for sin glubende appetit og det hurtige tempo hvori den fodrer sine unger. Efter en beskrivelse af fuglens fodremetode giver Herbert Raffaele dette råd: „Man kan ofte lokke dem tættere på hvis man slår to sten mod hinanden.“
Man kan tage ud i naturen for at iagttage en bestemt del af en fugls årsrytme, som for eksempel skovsneppens betagende flyveopvisning i det tidlige forår, eller det imponerende antal hvide storke ved Gibraltar eller ved Bosporus der forbereder deres træk til Afrika om efteråret. Eller måske fugletrækket over Israel.b
Det skal indrømmes at fuglekiggeri, eller det at forsøge at finde en bestemt fugl, er meget anderledes end at besøge et historisk museum som man véd altid vil være der. Fugle er hele tiden på farten. De er livlige, forskelligartede og fulde af overraskelser. Men ens tålmodige søgen er anstrengelserne værd.
Det er en kombination af alt dette der gør fuglekiggeri til en spændende oplevelse. Selv om man har lagt en strategi, er det ikke sikkert at fuglene er der — i hvert fald ikke de fugle man havde håbet at få øje på. Men man kan ikke forudsige hvilke andre overraskende opdagelser der venter en. Én ting er sikker: fuglene vil aldrig skuffe en. Vær blot tålmodig. Glæd dig over fuglene, og glem ikke at tænke på deres Skaber. — 1 Mosebog 1:20; 2:19; Job 39:13-18, 27-29.
[Fodnoter]
a Fugle kan opdeles i otte hovedkategorier: (1) svømmefugle som ænder og andelignende fugle, (2) måger og mågelignende fugle, (3) langbenede vadefugle som fiskehejrer og traner, (4) små vadefugle som hjejler og ryler, (5) hønsefugle som grouser og vagtler, (6) rovfugle som høge, ørne og ugler, (7) spurvefugle og (8) landlevende ikkespurvefugle. — A Field Guide to the Birds East of the Rockies af Roger Tory Peterson.
b I Danmark er der flere gode steder hvor man kan iagttage fugletræk. Om foråret skal man tage til nordvendte pynter, som for eksempel Gilbjerg Hoved på Sjælland eller Skagen. Om efteråret skal man vælge de sydvestvendte pynter, som for eksempel Stigsnæs på Sjælland eller Blåvands Huk i Jylland. Falsterbo i Sverige er også et glimrende træksted.
[Ramme på side 26]
En enkel bestemmelsesnøgle
Når man får øje på en ukendt fugl, kan man måske identificere den ved at tænke over følgende spørgsmål:
1. Hvilken farvetegning har fuglens fjerdragt? Er den ensfarvet, stribet, plettet eller broget?
2. På hvilken biotop findes fuglen? Ved vand, sump, mose, eng eller skov?
3. Hvor stor er fuglen i sammenligning med en kendt fugl som spurven, rødkælken, duen eller høgen?
4. Hvordan opfører fuglen sig? Jager den insekter? Flyver den højt? Svirrer den med halen? Holder den halen oppe eller nede? Opholder fuglen sig på jorden?
5. Hvilken form har næbet? Er det kort og spidst, kort og kegleformet, langt, buet eller kroget?
Ved at kigge efter disse kendetegn og rådføre sig med en fugleguide kan selv nybegynderen lære at genkende de almindelige arter. — Exhibit Guide, Merrill Creek Reservoir, New Jersey, USA.
[Illustration på side 24]
Blå skovskade — Nordamerika
[Illustration på side 24]
Ara — Mellem- og Sydamerika
[Illustration på side 24]
Hvidhovedet havørn — Nordamerika
[Illustration på side 24]
Snegås — Nordamerika
[Kildeangivelse]
U.S. Fish and Wildlife Service, Washington, D.C./Glen Smart
[Illustration på side 24]
Kolibri — Nord- og Mellemamerika
[Illustration på side 24]
Pelikan — Nord- og Sydamerika
[Illustration på side 24]
Rød kardinal — Nord- og Mellemamerika
[Illustration på side 24]
Rovørn — Afrika, Asien
[Kildeangivelse]
Med tilladelse af Green Chimney’s Farm
[Illustration på side 24]
Tukan — Sydamerika
[Illustration på side 24]
Rød ibis — Sydamerika
[Kildeangivelse]
Med tilladelse af San Diego Wild Animal Park
[Illustration på side 24]
Sølvhejre — Hele verden
[Illustration på side 24]
Franklins måge — Nord- og Sydamerika
[Illustration på side 25]
Bogfinke — Europa, Nordafrika
[Illustration på side 25]
Mandarinand — Kina
[Illustration på side 25]
Stork — Europa, Afrika, Asien
[Illustration på side 25]
Krontrane — Afrika
[Illustration på side 25]
Flamingo — Troperne
[Kildeangivelse]
Med tilladelse af San Diego Wild Animal Park
[Illustration på side 25]
Goulds amadine — Australien
[Illustration på side 25]
Latterfugl — Australien
[Illustration på side 25]
Påfugl — Hele verden
[Illustration på side 25]
Struds — Afrika
[Illustration på side 25]
Rosella — Australien
[Kildeangivelse på side 23]
Fuglebillederne på siderne 23-27: The Complete Encyclopedia of Illustration/J. G. Heck
[Kildeangivelse på side 24]
Kort: The Complete Encyclopedia of Illustration/J. G. Heck