Unges tragiske død

„Jeg har nærmest en fornemmelse af at vores generation er ved at uddø.“ — Johanna P., 18-årig universitetsstuderende fra Connecticut, USA.

DET var et uhyggeligt syn der mødte politibetjentene på en farm i udkanten af Hobart, hovedstaden i den australske østat Tasmanien. Inde i huset lå fire piger i alderen fra 10 til 18 år. De var alle døde, dræbt af deres far, som lå i nærheden med et sår i hovedet fra et dødeligt riffelskud. Han havde hugget sin højre hånd af med en økse. Disse mord chokerede hele Tasmaniens befolkning og efterlod et uafklaret spørgsmål i folks sind: Hvorfor? Hvorfor skulle disse fire uskyldige piger dø?

I Belgien er man endnu rystet over følgevirkningerne af det seksuelle misbrug af seks piger, hvoraf fire blev myrdet af en prøveløsladt voldtægtsforbryder. Også her stiller man spørgsmålet: Hvorfor? I Argentina er der mødre der mener at omkring 30.000, heriblandt deres egne sønner og døtre, er forsvundet i det man i dag kalder den beskidte krig.a Nogle af disse stakler blev torteret, bedøvet, fløjet ud over vandet og kastet i havet fra flyet. Mange af dem var på det tidspunkt stadig i live. Hvorfor skulle de dø? Deres mødre venter stadig på svaret.

I 1955 stemplede the World Congress of Mothers (Mødrenes verdenskongres) al krig som formålsløs og erklærede at kongressen„først og fremmest var en kraftig protest, et advarselsråb fra de kvinder der kæmper for at beskytte deres små og store børn mod den ondskab som krig og krigsforberedelser medfører“. Ironisk nok er antallet af unge der har mistet livet i blodige konflikter siden afholdelsen af denne kongres, steget i hele verden — et stort tab for menneskehedens genetiske potentiale.

Historiens lange beretning om død blandt unge

Verdenshistoriens sider er gennemvædet med unges blod. Selv i vort såkaldt oplyste 20. århundrede har unge været det foretrukne mål for nedslagtning i race- og stammekonflikter. Det ser ud til at de unge må bøde med livet for de voksnes fejltagelser og ambitioner.

Tidsskriftet The New Republic rapporterer at man i et afrikansk land har indoktrineret en gruppe religiøse teenagesoldater som kalder sig the Lord’s Resistance Army (Herrens modstandshær), til at tro at geværkugler ikke kan skade dem. Forståeligt nok var artiklens titel „Spild af teenagere“. Familier der har mistet deres sønner og døtre — fordi de kunne skades af geværkugler — spørger med rette: „Hvorfor skulle vore børn dø? Hvad var formålet?“

Til al denne ulykke og lidelse skal man så føje antallet af unge som begår selvmord.

[Fodnote]

Selvmord — en plage blandt unge

SOM om krige, mord og ugerninger ikke var tilstrækkeligt til at ødelægge vore unge, må man dertil føje selvdestruktion i form af selvmord blandt unge. Misbrug af alkohol og stoffer ødelægger de unge på sind og legeme, og mange dødsfald kan relateres til dette. Stadig hyppigere møder man en gravskrift som fortæller at den pågældende døde af en overdosis — forsætligt eller som følge af et uheld.

Ifølge tidsskriftet Morbidity and Mortality Weekly Report for 28. april 1995 var „selvmord i USA den tredjestørste dødsårsag blandt unge i alderen 15-19 år“.a Dr. J. J. Mann skriver i tidsskriftet The Decade of the Brain (Hjernens årti): „Mere end 30.000 amerikanere [i 1995 var tallet 31.284] begår selvmord hvert år. Tragisk nok er ofrene hyppigt unge . . . Ti gange så mange som de 30.000 forsøger selvmord, men overlever. . . . Det er en stor udfordring for lægerne at afgøre hvem der er risikopatienter, eftersom det blandt patienter der lider af dyb depression (major depression), rent klinisk er vanskeligt at skelne dem der vil forsøge selvmord, fra dem der ikke vil.“

Simon Sobo, lederen af psykiatrisk afdeling på New Milford Hospital i Connecticut i USA, bemærker: „I løbet af dette forår [1995] har der været flere selvmordsforsøg end jeg har oplevet i alle de 13 år jeg har været her.“ I USA er der hvert år tusinder af teenagere der forsøger at begå selvmord. Hvert eneste af disse forsøg er et råb om hjælp og opmærksomhed. Hvem vil give disse unge støtte før det er for sent?

Et globalt problem

Situationen er den samme mange andre steder i verden. I Indien var der ifølge bladet India Today hen ved 30.000 unge der begik selvmord i 1990. I Canada, Finland, Frankrig, Holland, Israel, New Zealand, Schweiz, Spanien og Thailand er selvmordsprocenten blandt unge steget. En rapport fra FN’s Børnefond (UNICEF) fra 1996 fortæller at man finder de højeste selvmordsprocenter blandt unge i Finland, Letland, Litauen, New Zealand, Rusland og Slovenien.

Også i Australien har man en af de højeste selvmordsprocenter i verden. Ifølge en rapport i avisen The Canberra Times var selvmord i 1995 årsag til 25 procent af alle dødsfald blandt unge mænd og 17 procent af alle dødsfald blandt unge piger. Hyppigheden af gennemførte selvmord blandt drengene er i Australien fem gange større end blandt pigerne, og noget lignende gør sig gældende i de fleste andre lande.

Betyder det at risikoen for selvmordsforsøg er større blandt drenge end blandt piger? Ikke nødvendigvis. De data man har til rådighed, viser at forekomsten af selvmordsforsøg stort set er ens hos de to køn. Der er imidlertid „omkring fire gange så mange unge mænd som piger der begår selvmord i de industrialiserede lande, ifølge de seneste tal fra WHO [Verdenssundhedsorganisationen].“ — The Progress of Nations, udgivet af UNICEF.

Og måske fortæller selv disse skræmmende tal ikke den fulde sandhed om dette problem. Statistikker om selvmord blandt unge, udtrykt i kliniske og analytiske vendinger, er forholdsvis lette at forholde sig til. Men hvad man sjældent ser eller fornemmer bag den kolde, upersonlige statistik, er de chokerede familier og den hjertesorg, lidelse, smerte og fortvivlelse de efterladte føler i deres søgen efter en årsag.

Er det muligt at forebygge tragedier som selvmord blandt unge? Man har fundet frem til nogle grundlæggende faktorer, som det kan være en hjælp at kende til i bestræbelserne for at undgå disse sørgelige situationer.

[Fodnote]

[Ramme på side 5]

Motiver til selvmord

Der findes mange teorier om motiverne til selvmord. „Selvmord er en reaktion på noget der af den pågældende opfattes som et overvældende problem. Det kan være ensomhed, dødsfald blandt pårørende (især en ægtefælle), en opløst familie i barndommen, alvorlig sygdom, alderdom, arbejdsløshed, økonomiske problemer og stofmisbrug.“ — The American Medical Association Encyclopedia of Medicine.

Ifølge sociologen Emile Durkheim er der fire grundlæggende former for selvmord:

1. Egoistisk selvmord — „Årsagen antages at være individets manglende integration i samfundet. Eftersom ofrene for egoistisk selvmord stort set er overladt til sig selv, er de hverken i forbindelse med eller afhængige af samfundet.“ De er som regel enspændere.

2. Altruistisk selvmord — „Den pågældende er så integreret i fællesskabet i en gruppe at han eller hun ikke føler at noget offer er for stort.“ Eksempler på dette er de japanske selvmordspiloter fra den anden verdenskrig og religiøse ekstremister som sprænger sig selv i luften for samtidig at dræbe deres formodede fjender. Andre eksempler er dem der ofrer deres liv ved selvbrænding for at henlede folks opmærksomhed på en sag.

3. Anomisk selvmord — „Den der begår anomisk selvmord, er ikke i stand til at reagere rationelt på en krise og vælger at løse problemet ved at begå selvmord. Denne form for selvmord sker når individets vante relationer til samfundet ændres pludseligt og radikalt.“

4. Fatalistisk selvmord — „Årsagen antages at være omfattende samfundsregler der fundamentalt begrænser individets frihed.“ Sådanne selvmordsofre „føler at de ikke har nogen reel fremtid“. — Adolescent Suicide: Assessment and Intervention af Alan L. Berman og David A. Jobes.

[Illustration på side 5]

Skadelige vaner som kan føre til selvmord blandt unge

Når håbet og kærligheden forsvinder

EN CANADISK pige på sytten skrev ned hvorfor hun gerne ville dø: ’Ensomhed og frygt for fremtiden; mindreværdsfølelse i forhold til mine kolleger; atomkrig; ozonlaget; jeg er grim og vil aldrig få en mand, men ende med at være alene; jeg tror ikke der er så meget at leve for, så hvorfor vente; det vil være en lettelse for andre; aldrig mere vil nogen gøre mig fortræd.’

Kunne det tænkes at nogle af disse grunde er årsag til at unge begår selvmord? I Canada „er selvmord nu, bortset fra motorcykelulykker, den mest almindelige dødsårsag blandt [unge]“. — The Globe and Mail.

Professor Riaz Hassan fra Flinders University i Sydaustralien skriver i sin afhandling „Unlived lifes: Trends in Youth Suicide“ (Afbrudte liv: Tendenser i forbindelse med selvmord blandt unge): „Der er adskillige sociologiske faktorer der har tilknytning til dette spørgsmål, og som tilsyneladende har haft indflydelse på det stigende antal selvmord blandt unge. Den store arbejdsløshed; ændringerne i det australske familiemønster; det stigende forbrug og misbrug af stoffer; den øgede forekomst af vold blandt unge; mentale sygdomme og et voksende skel mellem ’frihed i teorien’ og erfaringer med selvbestemmelse i praksis.“ Afhandlingen nævner at undersøgelser har afsløret en følelse af pessimisme med hensyn til fremtiden og lader formode at „en stor del af de unge betragter både deres egen og verdens fremtid med frygt og bæven. De forestiller sig en verden hærget af atomkrig og ødelagt af forurening og miljømæssigt forfald, et umenneskeliggjort samfund hvor teknologien har taget overhånd og arbejdsløsheden er stor.“

En gallupundersøgelse blandt 16- til 24-årige anfører andre grunde til selvmord: Den voksende forskel mellem rig og fattig, det stigende antal eneforsørgerfamilier, den øgede brug af skydevåben, børnemisbruget og den udbredte „mangel på tillid til morgendagen“.

Ifølge en rapport i tidsskriftet Newsweek „spiller tilstedeværelsen af skydevåben måske den mest afgørende rolle [for selvmord blandt teenagere i USA]. I en undersøgelse hvor man sammenlignede unge selvmordsofre som tilsyneladende ikke led af mentale forstyrrelser, med børn som ikke begik selvmord, fandt man kun én forskel: et ladt skydevåben i huset. Så meget om påstanden om at våben ikke slår folk ihjel.“ Og der findes ladte skydevåben i millioner af hjem.

Frygt og samfundets manglende omsorg kan bringe sårbare unge på randen af selvmord. Hyppigheden af voldelige forbrydelser mod unge mellem 12 og 19 år er mere end dobbelt så stor som hyppigheden af den slags forbrydelser i almindelighed. Undersøgelser har vist at „kvinder mellem 14 og 24 år er dem der oftest bliver overfaldet,“ siger tidsskriftet Maclean’s. „I de fleste tilfælde bliver kvinder overfaldet og myrdet af dem der hævder at de elsker dem.“ Frygten for den slags og andre former for frygt „underminerer disse kvinders tillid og tryghed“. Ifølge én undersøgelse havde næsten en tredjedel af de interviewede voldtægtsofre overvejet selvmord.

En rapport fra New Zealand omtaler et andet perspektiv vedrørende selvmord blandt unge: „De fremherskende materialistiske, verdslige værdinormer som gør at succes vurderes på baggrund af folks rigdom, skønhed og magt, får mange unge til at føle sig værdiløse og udstødt af samfundet.“ Tidsskriftet The Futurist siger: „[Unge] har en stærk trang til at få tilfredsstillet deres ønsker. De vil have det hele nu. Deres yndlingsprogrammer på tv er sæbeoperaer. De så gerne at verden var fyldt med de samme flotte, checkede mænd og kvinder som er klædt i den sidste nye mode, har masser af penge og ikke behøver at arbejde så meget.“ De mange urealistiske forventninger den slags programmer vækker, giver tilsyneladende anledning til en vis fortvivlelse og kan føre til selvmord.

En livreddende egenskab

Shakespeare skrev: „Sol efter Regn — saa kvæger Kærlighed.“ Og Bibelen siger: „Kærligheden svigter aldrig.“ (1 Korinther 13:8) Denne egenskab indeholder en nøgle til løsningen på problemet med unges selvmordstanker — nemlig deres længsel efter kærlighed og et lyttende øre. The American Medical Association Encyclopedia of Medicine skriver: „Folk der tænker på selvmord, føler sig ofte håbløst alene, og blot lejligheden til at tale med en medfølende og forstående tilhører kan være nok til at forebygge den fortvivlede handling.“

Unge har behov for kærlighed og følelsen af at have et tilhørsforhold til andre. For hver dag der går, bliver det vanskeligere at tilfredsstille dette behov i denne kærlighedskolde og destruktive verden — en verden som de unge kun har ringe indflydelse på. At blive forkastet eller afvist af en far eller mor på grund af skilsmisse og opløsning af familien kan være en medvirkende faktor til selvmord blandt unge. Og en sådan afvisning kan komme til udtryk på mange forskellige måder.

Lad os forstille os et forældrepar som sjældent er hjemme. De er opslugt af deres arbejde eller optaget af en eller anden adspredelse uden børnene. Den indirekte afvisning af børnene er ikke svær at få øje på. Den fremtrædende forsker og journalist Hugh Mackay gør opmærksom på at „forældre bliver mere og mere selvcentrerede. De sætter sig selv først for at bevare deres livsstil. . . . For at sige det som det er, så er børn gået af mode. . . . Livet er hårdt, og alle bliver lidt selvoptagede.“

I nogle kulturer bryder mænd der opfatter sig selv som machoer, sig ikke om at blive set i rollen som børnepassere. Journalisten Kate Legge siger: „Mænd der gerne vil gøre noget for samfundet, foretrækker opgaver som livredning eller brandslukning frem for rollen som pædagoger . . . De synes bedre om den stærke, tavse heroisme der bekæmper udefrakommende kræfter, end om medmenneskelige opgaver med kommunikation og omsorg for andre.“ At være forældre er nok et af de mest medmenneskelige job man kan påtage sig. Dårlige forældre forkaster i virkeligheden deres børn. Resultatet bliver måske at deres søn eller datter udvikler en negativ selvopfattelse og ikke fungerer ret godt rent socialt. Tidsskriftet The Education Digest bemærker: „Uden et positivt syn på sig selv har børn ikke noget grundlag for at træffe afgørelser som er til deres eget bedste.“

Håbløshed kan blive resultatet

Forskerne mener at følelsen af håbløshed er en af hovedårsagerne til selvmord. Gail Mason, der har skrevet om selvmord blandt unge i Australien, bemærker: „Man mener at selvmordstanker i højere grad er forbundet med håbløshed end med depression. Håbløshed bliver af og til beskrevet som et symptom på depression. . . . Hos de unge kommer den almindeligvis til udtryk som en følelse af fortvivlelse og modløshed med henblik på deres fremtid, især deres økonomiske fremtid, og i mindre grad en følelse af håbløshed angående verdenssituationen.“

Eksempler på manglende ærlighed hos embedsmænd motiverer ikke de unge til at højne deres egen moral og etik. De tænker: „Hvorfor skulle jeg bekymre mig om det?“ Tidsskriftet Harper’s Magazine har følgende kommentar om de unges evne til at afsløre hykleri: „De unge er faktisk, med deres fine næse for hykleri, dygtige læsere — men ikke af bøger. De aflæser skarpsindigt signalerne fra samfundet i den verden hvor de skal kunne klare sig selv økonomisk.“ Og hvad fortæller disse signaler? Skribenten Stephanie Dowrick siger: „Aldrig før er vi i samme grad som nu blevet oversvømmet af oplysninger om hvordan vi bør leve. Aldrig før har vi været så velhavende eller så veluddannede, og dog er fortvivlelsen udbredt.“ Desuden er der kun få gode eksempler blandt folk i de højere politiske og religiøse samfundslag. Stephanie Dowrick stiller et par rammende spørgsmål: „Hvordan skulle meningsløse lidelser kunne bibringe os visdom, gåpåmod og en mening med tilværelsen? Hvordan opdyrker vi kærlighed i et selvisk, modvilligt og grådigt miljø?“

I den følgende artikel kan du finde svaret på disse spørgsmål, og måske vil svarene overraske dig.

[Tekstcitat på side 6]

„En stor del af de unge betragter både deres egen og verdens fremtid med frygt og bæven“

[Tekstcitat på side 7]

„En lejlighed til at tale med en medfølende og forstående tilhører er somme tider nok til at forebygge den fortvivlede handling“

[Ramme på side 6]

Faresignaler hos potentielle selvmordere

● Problemer med at sove, manglende appetit

● Isolerer sig og trækker sig ind i sig selv, tilbøjelig til at komme ud for ulykker

● Løber hjemmefra

● Opsigtsvækkende ændring af udseendet

● Stof- og/eller alkoholmisbrug

● Ophidselse og aggressiv adfærd

● Taler om døden; skriver meddelelser af selvdestruktiv art; fremstiller kunst der skildrer vold, især rettet mod den pågældende selv

● Skyldfølelse

● Håbløshed, ængstelse, depression, grådanfald

● Forærer personlige ejendele væk

● Kan ikke koncentrere sig i længere tid

● Manglende interesse for behagelige aktiviteter

● Selvkritik

● Seksuel promiskuitet

● Pludseligt forringede præstationer i skolen, skoleforsømmelser

● Medlemskab af en kult eller en bande

● Eufori efter depression

Baseret på bøgerne Teens in Crisis (Teenagere i krise), udgivet af American Association of School Administrators, og Depression and Suicide in Children and Adolescents (Depression og selvmord blandt børn og unge) af Philip G. Patros og Tonia K. Shamoo

[Illustration på side 7]

Kærlighed og medfølelse kan hjælpe unge til at værdsætte livet

Når håbet og kærligheden vender tilbage

FORÆLDRE, lærere og andre der har med unge at gøre, erkender at hverken de, de unge selv eller nogen andre kan ændre verden. Stærke kræfter der er som flodbølger, er i virksomhed, og dem kan ingen standse. Alligevel kan vi alle på mange måder bidrage til at gøre de unge lykkeligere og sundere og bringe dem mere i harmoni med deres omgivelser.

Eftersom det er bedre at forebygge end at helbrede, bør forældre omhyggeligt gennemtænke hvordan deres livsstil og måde at prioritere på kan være med til at forme deres børns holdninger og adfærd. Sørger man for kærlige og trygge omgivelser i hjemmet, giver man sine børn den sikkerhed som bedst kan forebygge en selvdestruktiv adfærd. Et af de mest påtrængende behov unge har, er behovet for nogen der vil lytte til dem. Vil forældrene ikke lytte, er der måske andre med mindre ønskværdige egenskaber der gerne vil.

Hvilken betydning har dette for forældre i dag? De må give sig tid til deres børn når børnene har behov for det — fra de er helt små. I mange familier er det imidlertid ikke så nemt. Hvis forældrene skal have det hele til at løbe rundt, har de mange gange ikke noget valg. De er nødt til at arbejde begge to. De der har været villige til og har haft mulighed for at bringe ofre for at få mere tid til deres børn, har ofte høstet den belønning at se deres sønner og døtre få større succes med deres liv. Men som tidligere nævnt kan der, skønt forældrene har gjort sig de største anstrengelser, alligevel opstå alvorlige problemer.

Venner og andre voksne kan være til hjælp

Forældre som har omsorg for deres børn, må for at reducere de skader som krig, voldtægt og børnemisbrug forvolder, yde en ekstraordinær indsats. Unge der har fået traumer som følge af sådanne forfærdelige oplevelser, reagerer måske ikke positivt, ikke engang når man prøver at hjælpe dem. Det kan koste megen tid og mange kræfter. Men det er hverken klogt eller kærligt at afvise de unge eller bagatellisere deres problemer. Kan vi mobilisere lidt flere af vore egne følelsesmæssige ressourcer og vise dem den kærlighed og godhed der skal til for at nå dem der er i fare?

Ikke kun forældre, men også venner og søskende må være særligt årvågne for tendenser hos unge som kunne tyde på at de befinder sig i en sårbar og muligvis uligevægtig følelsesmæssig tilstand. (Se rammen „Professionel hjælp nødvendig“, side 8.) Er der tegn på at det forholder sig sådan, må man ikke tøve med at lytte. Man må om muligt prøve at få bekymrede unge til at udtale sig frit ved at stille dem venlige spørgsmål der viser dem at man er en sand ven. Uden dog at overtage forældrenes rolle kan venner og slægtninge som man stoler på, muligvis hjælpe forældrene i vanskelige situationer. Unges tendenser til at ville begå selvmord er ofte en fortvivlet, indtrængende bøn om opmærksomhed — forældrenes opmærksomhed.

En af de bedste gaver man overhovedet kan give unge, er et solidt funderet håb om en lykkelig fremtid, en grund til at leve. Mange unge har fået øjnene op for Bibelens pålidelige løfter om at der snart vil komme en bedre verden.

Reddet fra at begå selvmord

En ung kvinde fra Japan som flere gange overvejede selvmord, siger: „Hvor ofte har jeg ikke ønsket at tage dette skridt? Som lille blev jeg misbrugt seksuelt af en jeg stolede på. . . . I den tid der er gået, har jeg skrevet ’jeg ønsker at dø’ på så mange sedler at jeg ikke længere har tal på dem. Siden er jeg så blevet et Jehovas vidne og tjener nu som heltidsforkynder, men trangen kommer stadig over mig en gang imellem. . . . Men Jehova har ladet mig blive i live, og det forekommer mig at han blidt siger ’lev videre’ til mig.“

En 15-årig pige fra Rusland har forklaret: „Da jeg var otte år gammel, begyndte jeg at føle at der ikke var nogen der havde brug for mig. Mine forældre havde ikke tid til at tale med mig, og jeg prøvede at løse mine problemer på egen hånd. Jeg trak mig ind i mig selv. Jeg var altid uvenner med de andre i familien. Så var det at tanken om selvmord dukkede op. Hvor var det godt jeg traf Jehovas vidner!“

Cathy fra Australien, som nu er i begyndelsen af trediverne, har følgende opmuntrende kommentar som viser at fortvivlelse kan forvandles til håb: „Jeg drømte altid om forskellige måder at tage mit eget liv på, og til sidst forsøgte jeg at begå selvmord. Jeg ønskede at slippe væk fra denne verden, der er så fyldt med fortræd, vrede og meningsløshed. Depression gjorde det vanskeligt for mig at komme ud af det ’edderkoppespind’ jeg følte mig fanget i. Derfor syntes selvmord dengang at være løsningen.

Da jeg første gang hørte om muligheden for at jorden kunne blive et paradis hvor alle levede et fredeligt og lykkeligt liv, længtes jeg efter det. Men det virkede som en drøm der umuligt kunne gå i opfyldelse. Langsomt begyndte jeg imidlertid at forstå hvordan Jehovas syn på livet er, og hvor dyrebare vi alle er i hans øjne. Jeg begyndte at få tillid til at der virkelig er håb for fremtiden. Og til sidst lykkedes det mig at komme ud af ’edderkoppespindet’. Men det var ikke så nemt. Nogle gange blev jeg overvældet af depression, og jeg følte mig helt fortvivlet. At se hen til Jehova Gud hjalp mig imidlertid til at få et meget nærmere forhold til ham og føle mig tryg. Jeg takker Jehova for alt det han har gjort for mig.“

Ikke flere dødsfald blandt unge

Gennem studium af Bibelen kan unge få øjnene op for at der er noget bedre at se frem til — nemlig det den kristne apostel Paulus kalder „det virkelige liv“. Han gav den unge Timoteus følgende råd: „Befal dem som er rige . . . at sætte deres håb, ikke til en usikker rigdom, men til Gud, som giver os rigeligt af alle ting for at vi kan nyde dem, at øve godt, at være rige på gode gerninger . . . og derved samle sig værdier som en god grundvold for den kommende tid, så de kan få et fast greb om det virkelige liv.“ — 1 Timoteus 6:17-19.

I realiteten indebærer Paulus’ råd at vi bør interessere os for andre, idet vi hjælper dem til at få et sikkert håb for fremtiden. „Det virkelige liv“ er det som Jehova har lovet os i den kommende verden med „nye himle og en ny jord“. — 2 Peter 3:13.

Mange unge som tidligere var i farezonen, har indset at stofmisbrug og en umoralsk livsstil ikke er andet end en lang, snørklet vej der fører til døden, og at selvmord blot er en genvej. De har erkendt at denne verden med dens krige, had, mishandling og mangel på kærlighed snart vil forsvinde. De har forstået at den nuværende verden ikke står til at redde. De har fået en fast tro på at Guds rige er vort eneste virkelige håb, og at det vil være begyndelsen til en ny verden hvor hverken unge eller ældre der vælger at adlyde Gud, nogen sinde vil behøve — eller ønske — at dø. — Åbenbaringen 21:1-4.

[Ramme på side 8]

Professionel hjælp nødvendig

The American Medical Association Encyclopedia of Medicine siger at „mere end 90 procent af alle selvmord sker som følge af psykisk sygdom“. Den opregner i den forbindelse sygdomme som dyb depression (cirka 15 procent), skizofreni (cirka 10 procent), alkoholafhængighed (cirka 7 procent), psykopati (cirka 5 procent) og visse former for neurose (mindre end 5 procent). Dette opslagsværk giver følgende råd: „Alle selvmordsforsøg bør tages alvorligt og behandles seriøst. Tyve til tredive procent af dem der forsøger at begå selvmord, prøver igen inden for et år.“ Dr. Jan Fawcett skriver: „Over 50 procent af alle selvmord i USA begås af personer som ikke har haft kontakt med en professionel behandler af sindslidelser.“ Et andet opslagsværk siger: „Det vigtigste aspekt af behandlingen er at den pågældende hurtigst muligt konsulterer en psykiater som kan hjælpe ham eller hende ud af den tilgrundliggende depression.“