Hvem var Jesus Kristus?

På denne tid af året er mange i hele verden optaget af julefestligheder. Millioner af mennesker tror at Jesus Kristus blev født den 25. december for cirka 2000 år siden. Malerier og skulpturer viser ham ofte som et lille barn i en krybbe. Men som bekendt blev han en voksen mand og levede på jorden i 33 ¹/₂ år.

HAR du nogen sinde spekuleret over hvordan Jesus så ud som voksen? Hvilken hudfarve havde han? Var han muskuløs og smuk, eller var han en spinkel mand med et sygeligt udseende, sådan som forskellige kunstnere op gennem århundrederne har skildret ham? Var han glatbarberet, eller havde han skæg? Havde han langt hår?

Man kunne også spørge om Jesus udstrålede hellighed i form af en glorie om hovedet — som visse kunstnere har afbildet ham med. Eller var virkeligheden en helt anden — at han ikke havde sådanne karakteristiske træk, men kunne gå ubemærket rundt i en menneskemængde?

Historikere og kunstmalere er op gennem tiden kommet med forskellige bud på hvordan Jesus så ud. Bibelskribenter der levede i det første århundrede, og som færdedes med Jesus, har imidlertid gennem deres øjenvidneskildringer om ham givet os nogle troværdige fingerpeg angående hans udseende.

Nogle spørgsmål der har langt større betydning end hvordan Jesus så ud, er: Hvem var Jesus Kristus? Hvilken plads indtager han i Guds hensigt? Har han udfyldt denne plads? Hvad er han i dag, og hvor befinder han sig? Indtager han en stilling der er så betydningsfuld at den vil berøre hele menneskeheden, også dem der er døde?

Lad os først se på hvad vi ved om hans udseende.

Hvordan så Jesus ud?

DEN verdslige histories vidnesbyrd om hvordan Jesus så ud, er stærkt påvirket af mange faktorer. Det er forklaringen på hvorfor kunstnere har afbildet ham på vidt forskellige måder.

En af faktorerne har at gøre med kulturen i det land hvor kunstværket er blevet fremstillet. En anden er tidsperioden. De religiøse opfattelser hos kunstnerne og dem der bestilte deres værker, fik også indflydelse på hvordan Jesus blev skildret.

I århundredernes løb fokuserede berømte kunstnere som Michelangelo, Rembrandt og Rubens meget på Kristi ydre. Deres værker, der ofte var fyldt med symbolik og mysticisme, har øvet en stærk indflydelse på den almindelige opfattelse af hvordan Jesus så ud. Men hvad byggede de deres fortolkninger på?

Den verdslige histories fremstilling

Kunst fra tiden før den romerske kejser Konstantin, der levede fra 280 til 337, skildrede ofte Jesus som den unge „gode hyrde“ med enten kort hår eller langt, krøllet hår. Men herom hedder det i bogen Art Through the Ages: „Temaet ’den gode hyrde’ kan spores tilbage via den [hedenske] græske arkaiske stil til ægyptisk kunst, men her bliver det et symbol på den kristne hjords loyale beskytter.“

Denne hedenske indflydelse blev med tiden endnu mere udtalt. Bogen tilføjer: „Jesus kunne let identificeres med Middelhavslandenes velkendte guder, især solguden Helios (Apollon) [hvis glorie senere blev anvendt til Jesus og derefter til „helgenerne“] eller hans romaniserede østlige modstykke, Sol Invictus (Den Ubesejrede Sol).“ I et mausoleum som man har fundet under Peterskirken i Rom, fremstilles Jesus som Apollon „der styrer solvognens heste over himmelen“.

Skildringen af en ung Jesus varede imidlertid ikke længe. Adolphe Didron fortæller i sin bog Christian Iconography hvad der skete: „Kristusfiguren, der i begyndelsen havde fået et ungt udseende, bliver ældre og ældre som århundrederne går . . . i takt med at kristenheden selv bliver ældre.“

En tekst fra det 13. århundrede der foregiver at være et brev fra en vis Publius Lentulus til det romerske senat, indeholder følgende beskrivelse af Jesu udseende: „Hans hår havde samme farve som en umoden hasselnød [lysebrun] og var glat næsten til ørerne. Fra ørerne og nedefter var håret krøllet, lidt mørkere og mere skinnende, og det lå hen over skuldrene. Han havde midterskilning . . ., et fuldskæg der var af samme farve som hans hår, ikke langt, men lidt tvedelt ved hagen; øjnene var grå . . . og klare.“ Dette opdigtede portræt havde indflydelse på mange kunstnere i tiden derefter. New Catholic Encyclopedia siger: „Hver tidsalder skabte den Kristustype som den syntes bedst om.“

Der var også forskel på hvordan Kristus blev afbildet af folk fra forskellige racer og religioner. Religiøs kunst fra de kristnede dele af Afrika, Asien og det amerikanske kontinent skildrer den langhårede Kristus fra Vesten. Men som encyklopædien tilføjer, blev han undertiden fremstillet med „de indfødtes karaktertræk“.

Protestanternes kunstnere havde deres egen mening om hvordan Jesus så ud. F. M. Godfrey siger i sin bog Christ and the Apostles — The Changing Forms of Religious Imagery: „Rembrandts tragiske Kristus er en emanation af den protestantiske ånd — sorgfuld, udtæret, asketisk, . . . et billede på den selvransagende og selvfornægtende protestantiske sjæl.“ Han siger at det afspejles i „Hans udmagrede legeme, kødets selvfornægtelse, den ’ydmyghed, sindsbevægelse og højtidelighed’ som [Rembrandt] forbandt med det kristne epos “.

Men som vi vil se, er kristenhedens fremstilling af en skrøbelig, gloriekronet, kvindagtig, sørgmodig og langhåret Kristus ikke korrekt. Faktisk ligger den meget langt fra Jesus som Bibelen omtaler ham.

Bibelen og Jesu ydre

Som „Guds lam“ havde Jesus ingen legemsfejl og var derfor uden tvivl en smuk mand. (Johannes 1:29; Hebræerne 7:26) Og det altid sørgmodige udtryk i ansigtet som man ofte ser inden for populær kunst, har afgjort ikke været kendetegnende for ham. Han gennemlevede ganske vist mange foruroligende begivenheder i sit liv, men af natur var han glad, for han genspejlede til fuldkommenhed sin Fader, som er ’den lykkelige Gud’. — 1 Timoteus 1:11; Lukas 10:21; Hebræerne 1:3.

Havde Jesus langt hår? Det var kun nasiræerne der ikke måtte lade deres hår klippe og ikke måtte drikke vin, og Jesus var ikke nasiræer. Han har derfor uden tvivl ligesom andre jødiske mænd ladet sit hår klippe i en moderat længde. (4 Mosebog 6:2-7) At Jesus også drak vin med måde når han var i selskab med andre, taler for at han ikke var en glædesløs person. (Lukas 7:34) Som bekendt frembragte han vin ved en bryllupsfest i Kana i Galilæa. (Johannes 2:1-11) Og han har øjensynlig haft skæg, hvilket underbygges af en profeti om hans lidelser. — Esajas 50:6.

Hvad med Jesu hudfarve og fysiske træk? Han havde sandsynligvis arvet semitiske træk fra sin mor, Maria, der var jødinde. Hendes forfædre var jøder, i hebræernes slægt. Jesu hudfarve og karaktertræk må derfor have lignet de andre jøders.

Rent fysisk var Jesus tilsyneladende ikke meget anderledes end sine apostle, hvilket fremgår af at Judas måtte identificere ham ved hjælp af et kys da han forrådte ham til hans fjender. Det var derfor ikke svært for Jesus at færdes i ubemærkethed. Ved mindst én lejlighed rejste han fra Galilæa til Jerusalem uden at blive genkendt. — Markus 14:44; Johannes 7:10, 11.

Nogle mener dog at Jesus må have været skrøbelig eller svag. De anfører blandt andet at han måtte have hjælp til at bære sin marterpæl, og at han var den af de tre mænd der blev pælfæstet, som døde først. — Lukas 23:26; Johannes 19:17, 32, 33.

Jesus var ikke svag

I modsætning til den gængse opfattelse var Jesus ifølge Bibelen hverken svag eller kvindagtig. Den siger derimod at han selv som ung „gjorde stadig fremskridt i visdom og legemlig vækst og i gunst hos Gud og mennesker“. (Lukas 2:52) I størsteparten af 30 år arbejdede han som tømrer. Det var ikke et erhverv som en der var skrøbeligt eller spinkelt bygget, ville egne sig til, især ikke på den tid hvor man ikke havde moderne, arbejdsbesparende maskiner. (Markus 6:3) At Jesus drev okserne, fårene og pengevekslerne ud af templet og væltede pengevekslernes borde, tyder også på at han var stærk og fuld af energi. — Johannes 2:14, 15.

I de sidste tre og et halvt år Jesus levede på jorden, gik han flere hundrede kilometer på sine forkynderture. Men ikke en eneste gang foreslog disciplene at han skulle ’hvile sig lidt’. Derimod sagde Jesus engang til sine disciple, hvoraf nogle var hærdede fiskere: „Kom I nu selv med til et øde sted hvor I kan være for jer selv og hvile jer lidt.“ — Markus 6:31.

M’Clintock og Strongs Cyclopædia skriver at „hele den evangeliske beretning viser at [Jesus] havde en robust konstitution“. Hvorfor måtte han da have hjælp til at bære sin marterpæl, og hvorfor døde han før de andre der blev pælfæstet sammen med ham?

En af hovedårsagerne er at Jesus var udsat for en ekstrem følelsesmæssig belastning. Da tiden for hans henrettelse nærmede sig, sagde han: „Ja, jeg har en dåb jeg skal døbes med, og hvor jeg knuges indtil den er tilendebragt!“ (Lukas 12:50) Den sidste aften i hans jordiske liv ændrede denne knugende følelse sig til dødsangst. „Da han kom i dødsangst fortsatte han med at bede endnu mere inderligt; og hans sved blev som bloddråber der faldt på jorden.“ (Lukas 22:44) Jesus vidste at hele menneskehedens håb om evigt liv afhang af om han forblev uangribelig til døden. Der lå en kolossal byrde på Jesu skuldre. (Mattæus 20:18, 19, 28) Han vidste også at Guds eget folk ville lade ham henrette som en forbryder der var „forbandet“, og den vanære dette ville bringe over hans Fader, bekymrede ham. — Galaterne 3:13; Salme 40:6, 7; Apostelgerninger 8:32.

Efter at Jesus var blevet forrådt, blev han udsat for en grusom behandling. Under en skinproces der fandt sted midt om natten, blev han latterliggjort, spyttet på og slået med knytnæver af landets mest højtstående embedsmænd. Tidligt næste morgen blev der holdt endnu en retssag for at give den natlige retssag et vist skær af lovformelighed. Her blev Jesus forhørt af Pilatus, derefter af Herodes, der sammen med sine soldater gjorde nar af ham, og så igen af Pilatus. Til sidst lod Pilatus ham piske. Lægetidsskriftet The Journal of the American Medical Association beskriver hvordan romernes specielle form for piskning foregik:

„Standardredskabet var en kort pisk (flagrum eller flagellum) med mange snoede eller usnoede læderremme i forskellig længde, hvortil der med mellemrum var fæstnet små jernkugler eller skarpe stumper af fåreknogler. . . . Når de romerske soldater gentagne gange piskede offerets ryg af al kraft, forårsagede jernkuglerne dybe læsioner, og læderremmene og knoglestumperne skar sig ind i huden og det underliggende væv. Efterhånden ville pisken rive flænger i de dybereliggende skeletmuskler og efterlade sitrende strimler af blodigt kød.“

Alt dette har forståeligt nok tæret på Jesu kræfter længe før han segnede under vægten af pælen. The Journal of the American Medical Association siger: „Den fysiske og mentale mishandling som jøderne og romerne udsatte ham for, såvel som mangelen på mad, vand og søvn, bidrog til hans svækkede tilstand. Allerede før selve henrettelsen var Jesu fysiske tilstand meget svækket, hvis ikke kritisk.“

Har det betydning hvordan Jesus så ud?

Fra Lentulus’ uægte skriftlige beskrivelse til berømte kunstnere og moderne mosaikvinduer synes kristenheden at være meget betaget af det der tiltaler øjet. Torinos ærkebiskop, vogteren af det omstridte ligklæde i Torino, har sagt: „Den helt usædvanlige, stemningsskabende kraft Jesu billede har, bør bevares.“

Guds ord udelader imidlertid bevidst sådanne „stemningsskabende“ detaljer vedrørende Jesu ydre. Hvorfor? Fordi de højst sandsynligt ville aflede folks opmærksomhed fra det der betyder evigt liv, nemlig bibelkundskab. (Johannes 17:3) Vort ypperste forbillede, Jesus, „ser ikke på menneskers ydre“ og tillægger det ikke nogen større betydning. (Mattæus 22:16; jævnfør Galaterbrevet 2:6.) At lægge stor vægt på Jesu ydre til trods for at de inspirerede skrifter slet ikke nævner noget om det, ville afgjort være i modstrid med selve ånden i Guds ord. Som vi vil se i den følgende artikel, er Jesus ikke længere iklædt den menneskeskikkelse han havde da han var på jorden.a

[Fodnote]

[Illustration på side 7]

Den skrøbelige og blege Kristus afbildet af kristenhedens kunstnere samt et billede af Jesus baseret på den bibelske beretning

[Kildeangivelse på side 7]

Jesus forkynder ved Galilæas Sø af Gustave Doré

Hvad er Jesus i dag?

HVORDAN Jesus så ud, kan have en vis interesse, men det har langt større betydning at hæfte sig ved hvad han er nu, og hvor han befinder sig. Hvilken plads indtager han i Guds hensigt med menneskeheden?

Den verdslige historie kan ikke give os svarene. De findes kun i det dokument som Gud har forfattet til gavn for sandhedssøgende mennesker, nemlig Bibelen, det mest udbredte værk i verdenshistorien.

Bibelen kan ikke sammenlignes med bøger der blot er skrevet af mennesker. Gud brugte ganske vist mennesker til at nedskrive Bibelen, men han er dens Forfatter. I Andet Timoteusbrev 3:16, 17 siges der: „Hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig til undervisning, til retledning, til reformering, til optugtelse i retfærdighed, så Guds-mennesket kan være fuldt ud dygtigt, fuldt udrustet til enhver god gerning.“

Apostelen Paulus erkendte dette, for han skrev: „Da I modtog Guds ord, som I hørte af os, tog I ikke imod det som menneskers ord, men, sådan som det i sandhed er, som Guds ord.“ — 1 Thessaloniker 2:13.

Gud er den almægtige Skaber af universet med dets milliarder af galakser, der hver består af milliarder af stjerner. For at kunne skabe alt dette må han være i besiddelse af en ærefrygtindgydende magt. Når Gud kunne skabe det fantastiske univers, kunne han naturligvis også forfatte en bog der ville være en pålidelig vejleder for alle der søger sandheden.

Hvad Bibelen siger

Guds ord skærer igennem de utallige teorier og spekulationer der er om Jesus. Læg mærke til nogle af de detaljer Bibelen giver os om ham:

• Jesus var den første og eneste der blev skabt direkte af Gud i himmelen for uendelig lang tid siden, før englene og det fysiske univers blev skabt. Det er derfor han kaldes Guds „enestefødte søn“. Alle andre skabninger blev skabt gennem denne Søn, Guds „værkmester“, i hans førmenneskelige tilværelse. — Johannes 3:16; 6:38; 8:58; Ordsprogene 8:30; Kolossenserne 1:16.

• For cirka 2000 år siden overførte Gud Jesu liv til en jødisk jomfrus moderliv for at han kunne blive født som menneske. Mennesker kan i dag ved hjælp af kunstig befrugtning udføre noget der i visse henseender kan sammenlignes med dette. — Mattæus 1:18; Johannes 1:14.

• Jesus var ikke kun god. Som voksen afspejlede han til fuldkommenhed sin himmelske Faders, Jehova Guds, kærlighed, medfølelse og retfærdighed. — Johannes 14:9, 10; Hebræerne 1:3; 1 Johannes 4:7-11, 20, 21.

• Som Guds udsending til jorden hjalp Jesus de fattige og de undertrykte, uden dog at diskriminere de rige. Med støtte fra Guds magtfulde hellige ånd helbredte han de syge og oprejste endog døde. Ved at udføre disse mirakler viste han i mindre målestok hvad han ville gøre på hele jorden efter at han var blevet oprejst fra de døde til himmelsk liv og indsat som konge i Guds himmelske rige. — Mattæus 11:4-6; Lukas 7:11-17; Johannes 11:5-45.

• Det er dette himmelske rige Jesus lærte sine disciple at bede om og at sætte først i livet. Når det er blevet oprettet i fuldt omfang, vil det „knuse og gøre ende på alle disse riger [der eksisterer i dag], men selv bestå evindelig“. Riget vil da være den eneste regering over jorden. Det er det eneste håb for den nødstedte menneskehed. — Daniel 2:44; Mattæus 6:9, 10.

• Gud var Jesu Fader, og Jesus var trofast mod ham. Da Jesus blev dræbt, var han derfor et fuldkomment menneske. Han bragte villigt sit fuldkomne liv til Gud som et genløsningsoffer for at købe det tilbage som Adam havde forspildt da han gjorde oprør mod Gud. Derved gjorde han det muligt for alle der tror på ham, at opnå evigt liv. — Johannes 3:16; Romerne 3:23, 24; 1 Johannes 2:2.

• Som Guds indsatte konge i himmelen vil Jesus gennemføre Guds hensigt, idet han vil fjerne ondskaben på jorden og gøre de mennesker der vælger at adlyde Gud, fuldkomne på sind og legeme. Til den tid vil menneskene leve i fred og lykke på en paradisisk jord med gode boligforhold og en overflod af mad til alle. Sygdom, sorg og død vil være forsvundet for altid. De døde vil blive oprejst og få mulighed for at leve evigt på jorden. — 1 Mosebog 1:26-28; 2:8; Salme 37:10, 11, 29; Ordsprogene 2:21, 22; Esajas 25:6; 65:21-23; Lukas 23:43; Apostelgerninger 24:15; Åbenbaringen 21:3, 4.

Det fremgår således tydeligt af Bibelen at Jesus indtager en central plads i Guds hensigt med at skabe en ny, retfærdig verden her på jorden. Derfor kunne han med rette sige: „Jeg er vejen og sandheden og livet. Ingen kommer til Faderen uden gennem mig.“ — Johannes 14:6; 2 Peter 3:13.

En medfølende hersker

Ydmyge mennesker vil gerne have Jesus som deres hersker i den nye verden, og vi kan være overbeviste om at han vil være en ganske enestående og tiltalende hersker. Det viste han blandt andet ved de mirakuløse helbredelser han udvirkede da han var på jorden. (Mattæus 15:30, 31) Det er værd at lægge mærke til hvordan han vil blive som hersker.

Lad os først se på de resultater denne verdens herskere har opnået. Historien viser at de ofte har været hårde og hjerteløse og har udsat deres undersåtter for utallige krige, grusomheder, inkvisitioner og massakrer. Alene i dette århundrede er langt over 100 millioner mennesker blevet dræbt i krig.

Sammenlign engang denne verdens herskeres indstilling og gerninger med den måde hvorpå Jesus behandlede de fattige, de underkuede og de magtesløse: „Da han så folkeskarerne fik han inderligt ondt af dem, for de var medtagne og omtumlede som får uden hyrde.“ Han sagde derfor til dem: „Kom til mig, alle I som slider og slæber og er tyngede af byrder, og jeg vil give jer ny styrke. Tag mit åg på jer og lær af mig, for jeg har et mildt sind og er ydmyg af hjertet, og I vil finde ny styrke for jeres sjæle. For mit åg er skånsomt og min byrde er let.“ — Mattæus 9:36; 11:28-30.

Jesus havde stor medfølelse med andre. Også på dette område efterlignede han sin himmelske Fader. Jesus var selve indbegrebet af kærlighed, og han lærte sine disciple at de skulle have sand, principbetonet kærlighed til hinanden. Forskelligheder med hensyn til race, nationalitet, økonomisk stilling, tidligere religion eller andre forhold ville derfor ikke få lov til at ødelægge deres internationale enhed. (Johannes 13:34, 35; Apostelgerninger 10:34, 35) Jesus elskede menneskene så højt at han gav sit liv for dem. (Efeserne 5:25) Det er en sådan regent verden har brug for, og som den vil få.

Jesus nu en ’smuk’ konge

Guds profetiske ord hjælper os til at forstå at Jesus nu er en mægtig himmelsk Konge. Om ham skrev salmisten profetisk: „Du er den smukkeste af menneskesønnerne. . . . Og i din pragt — vind sejr; drag frem for sandheds og ydmygheds og retfærdigheds sag . . . Du elsker retfærdighed, og du hader ugudelighed. Derfor har Gud, din Gud, salvet dig med glædens olie frem for dine partnere.“ — Salme 45:2, 4, 7.

Som Guds indsatte konge i himmelen har Jesus bemyndigelse til, som udtryk for sin kærlighed til retfærdighed og sit had til det onde, at gribe ind over for dem der modstår hans herredømme. I Bibelen beskrives han som en udødelig sejrherre, „Kongers Konge“, som inden længe vil udslette alle Guds fjender. Han vil desuden omdanne jorden til et paradis og føre de mennesker der kan genløses, tilbage til fuldkommenhed. — Åbenbaringen 19:11-16.

Som jordens nye konge vil Jesus ikke være den ’lidende Messias’ der blev hånet, slået og dræbt af sine modstandere. Han vil da være en „Vældig Gud“ og regere over hele jorden. (Esajas 9:6) For de fleste jordiske herskere er dette en dårlig nyhed, for deres riger vil snart blive tilintetgjort, sådan som det forudsiges i Daniel 2:44. Med Kristus som sin domsfuldbyrder vil Gud „sønderslå konger på sin vredes dag“ og „holde dom over nationerne“. — Salme 110:5, 6.

Esajas forudsagde at Kristus ved denne handling ville „forskrække mange nationer“, og over for ham ’ville konger lukke munden’. Hvorfor? „For de skal få noget at se som ikke er blevet fortalt dem [af deres religiøse venner], og de skal få noget at tænke over som de ikke har hørt om.“ — Esajas 52:15.

De ’høster storm’

Med disse ord forudsagde Esajas at de religiøse ledere ville gøre sig skyldige i pligtforsømmelse. De lærer for eksempel ikke deres hjorde sandheden fra Bibelen, men ubibelske læresætninger som for eksempel læren om evig pine i et brændende helvede, treenigheden og sjælens udødelighed, læresætninger der alle er af hedensk oprindelse. De gejstlige har desuden støttet de krige deres nationer har ført, selv når det betød at mennesker der havde samme tro som de selv, blev dræbt. Dette er en direkte overtrædelse af Guds bud. — 1 Johannes 2:3, 4; 3:10-12; 4:8, 20, 21.

Hertil kommer at de gejstlige byder deres hjorde noget som tager sig imponerende ud, men som i Guds øjne er værdiløst, for eksempel religiøse billeder, præstedragter, kostbare katedraler og malerier der er udsmykket med hedenske symboler, deriblandt solgudens glorie. Og det til trods for Guds befaling til sine tjenere: „Vend jer bort, vend jer bort, drag ud derfra, rør ikke noget urent . . . I som bærer Jehovas redskaber.“ — Esajas 52:11; 2 Korinther 6:14-18.

De der hævder at repræsentere Gud, men som overtræder hans befalinger og lærer andre at gøre det samme, vil høste hvad de har sået. De vil få en ugunstig dom og må betale prisen når denne tingenes ordning bliver tilintetgjort. Det er som profeten Hoseas har sagt: „Vind sår de, og storm skal de høste.“ — Hoseas 8:7; se også Åbenbaringen 17:1-3, 15, 16.

Retsindige lærer sandheden at kende

Præsteskabets forkerte fremstilling af Gud og Jesus kan ikke hindre retsindige mennesker i at lære sandheden om Jesus at kende. Det kunne den heller ikke i det første århundrede. Paul Barnett skriver i sin bog The Two Faces of Jesus: „Kristus er ikke nogen faldskærmsudspringer som helt uanmeldt faldt ned fra himmelen.“ Bibelprofetierne indeholdt nøjagtige profetier vedrørende Messias, og de bekræftede over for hans loyale disciple at han var kommet. I dag er der mange flere vidnesbyrd der bekræfter at Gud har givet Jesus magt til at regere som den herliggjorte himmelske „Kongers Konge“. — Mattæus 24:3-13; 2 Timoteus 3:1-5, 13.

„Denne gode nyhed om riget [Guds rige med Kristus som konge] vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ (Mattæus 24:14) Dette arbejde udføres af Jehovas vidner, som nu tæller over fem millioner i hele verden. De der ønsker at lære „den sande“ Jesus at kende, har alle muligheder for det. (Johannes 10:14; 1 Johannes 5:20) Og for at overleve „den store trængsel“, der snart fejer hen over jorden, er det nødvendigt at vi både kender og adlyder ham. — Åbenbaringen 7:9-14; Johannes 17:3; 2 Thessaloniker 1:6-10.

Jehovas vidner vil derfor med glæde hjælpe dig til at lære mere om Bibelens tiltalende beskrivelse af Guds søn.

[Illustration på side 9]

Som konge i Riget vil Kristus fjerne al ondskab

[Illustration på side 10]

Under Kristi kærlige styre vil jorden blive et paradis