Vore dages religiøse intolerance

„Enhver har ret til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed: denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller tro og frihed til enten alene eller i fællesskab med andre, offentligt eller privat, at give udtryk for sin religion eller tro gennem undervisning, udøvelse, gudsdyrkelse og overholdelse af religiøse forskrifter.“ Artikel 18, Verdenserklæringen om Menneskerettighederne, 1948.

ER DER religionsfrihed i det land hvor du bor? De fleste lande i verden har tilsyneladende anerkendt denne ædle grundsætning, som ofte er blevet taget med i internationale erklæringer. Det skønnes imidlertid at der i utallige lande hvor intolerance og diskrimination er barske realiteter, er millioner af mennesker der ikke har religionsfrihed. Som en modsætning hertil lever mange i samfund der består af flere forskellige racer, etniske grupper og religioner, hvor frihed er garanteret ved lov, og hvor tolerance tilsyneladende er en del af landets kultur.

Men selv i disse lande er nogles religionsfrihed truet. „Religiøs diskrimination findes i næsten alle økonomiske, sociale og ideologiske systemer og i alle dele af verden,“ siger Angelo d’Almeida Ribeiro, der tidligere var specialrapportør for FN’s Menneskerettighedskommission. Forfatterne Kevin Boyle og Juliet Sheen skriver i deres bog Freedom of Religion and Belief — A World Report, som blev udgivet i 1997: „Forfølgelse af religiøse minoriteter, . . . forbud mod religionsudøvelse og den omsiggribende diskrimination . . . er hverdagsbegivenheder her i slutningen af det tyvende århundrede.“

Religiøs diskrimination berører imidlertid ikke kun religiøse minoriteter. Professor Abdelfattah Amor, FN’s specialrapportør vedrørende religiøs intolerance, siger at „intet trossamfund kan føle sig sikkert“. Det er derfor højst tænkeligt at der i det land hvor du bor, er trossamfund som bliver udsat for intolerance og fordom.

Forskellige former for diskrimination

Religiøs diskrimination kommer til udtryk på mange forskellige måder. Nogle lande forbyder alle religioner undtagen én, som så i realiteten bliver landets statsreligion. I andre lande vedtages der love som lægger restriktioner på visse religioners virksomhed. Nogle lande har indført love der er blevet fortolket på en vilkårlig måde. Tænk hvilke muligheder for misbrug der ligger i et lovforslag i Israel som gør det strafbart at importere, trykke, uddele og besidde brochurer eller andet materiale „der tilskynder til religiøs omvendelse“. Ikke overraskende stod følgende at læse i avisen International Herald Tribune: „I Israel er Jehovas vidner blevet udsat for chikane og overfald.“ Ultraortodokse fanatikere har tre gange brudt ind i en rigssal i byen Lod og to gange øvet hærværk mod den. Politiet undlod at gribe ind.

Bogen Freedom of Religion and Belief henviser til flere eksempler på intolerance: „Kætteri og kættere er ikke kun noget man kendte til i fortiden. . . . Afvisning, forfølgelse og diskrimination af anderledestroende er stadig en af hovedårsagerne til intolerance. Som eksempler kan nævnes den måde hvorpå man behandler tilhængere af ahmadiyya-bevægelsen i Pakistan og [bahaierne] i Egypten, Iran og Malaysia samt Jehovas Vidner i Grækenland, Singapore og i flere østeuropæiske lande.“ Religionsfriheden er tydeligvis truet i mange dele af verden.

I den forbindelse har Federico Mayor, der er generaldirektør for UNESCO (FN’s Organisation for Uddannelse, Videnskab og Kultur), sagt at fremtidens verden ’ikke vækker udelt begejstring. . . . Frihedens vinde har pustet liv i hadets gløder.’ Denne frygt deles af lederen af Menneskerettighedscentret ved University of Essex i England: „Alle vidnesbyrdene peger på at religiøs intolerance . . . ikke er i aftagende, men snarere i tiltagende i vor moderne verden.“ Denne tiltagende intolerance er en trussel mod religionsfriheden, måske også mod din religionsfrihed. Men har det så stor betydning?

Hvad står på spil?

„Religionsfrihed er en grundlæggende betingelse for at et samfund kan kaldes frit. . . . Uden retten til frit at udøve sin religion og til at udbrede sin religiøse overbevisning kan der ikke eksistere samvittighedsfrihed eller ægte demokrati,“ skriver sociologen Bryan Wilson i sin bog Human Values in a Changing World. Og som en fransk domstol for nylig har anerkendt, ’er trosfrihed en af de fundamentale borgerrettigheder’. Så uanset om man er religiøs eller ej, burde man være interesseret i at religionsfriheden sikres.

Et lands holdning til religionsfrihed har også stor indvirkning på dets omdømme og internationale troværdighed. I en rapport der blev fremlagt i 1997 ved et møde for Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, som består af 54 medlemsnationer, hed det: „Religionsfrihed er en af de mest grundlæggende menneskerettigheder og en forudsætning for menneskelig værdighed. Intet styre der krænker sådanne rettigheder eller tillader systematisk overtrædelse af dem, kan med rette gøre krav på at høre til de retfærdige og demokratiske stater som respekterer fundamentale menneskerettigheder.“

Religionsfrihed er som en del af en bygnings fundament. Borgerrettigheder samt politisk, kulturel og økonomisk frihed bygger på religionsfrihed. Hvis fundamentet er undermineret, vil hele bygningen lide skade. Professor Francesco Margiotta-Broglio siger meget rammende: „Når religionsfriheden krænkes, er det kun et spørgsmål om tid før det går ud over andre former for frihed.“ At religionsfriheden sikres, er en betingelse for at også andre friheder kan sikres.

For at kunne bedømme hvordan religionsfriheden bedst kan sikres, må man forstå dens beskaffenhed. Hvor stammer begrebet religionsfrihed fra? Hvordan blev det indført, og hvad var prisen?

[Illustration på side 4]

Religiøs intolerance har en lang historie

Religionsfrihed — en velsignelse eller en forbandelse?

Begrebet religionsfrihed kom til verden under store veer i kristenheden. Det var en kamp mod dogmatisme, fordom og intolerance og kostede utallige tusinder livet i blodige religionskrige. Hvad kan vi lære heraf?

„FORFØLGELSE har været et gennemgående tema i de kristnes historie,“ skriver Robin Lane Fox i bogen Pagans and Christians. De første kristne blev kaldt en sekt og anklaget for at forstyrre den offentlige orden. (Apostelgerninger 16:20, 21; 24:5, 14; 28:22) Af samme grund blev nogle udsat for tortur og dræbt af vilde dyr i de romerske arenaer. Denne hårde forfølgelse fik nogle, blandt andre teologen Tertullian, til at kæmpe for religionsfrihed. I år 212 skrev han: „Det er en grundlæggende menneskerettighed, et medfødt privilegium, at enhver skal kunne praktisere sin tro i overensstemmelse med sin overbevisning.“

I 313 sluttede Romerrigets forfølgelse af de kristne da Konstantin udstedte Ediktet i Milano, som gav både kristne og ikkekristne religionsfrihed. Da „kristendommen“ således blev en juridisk anerkendt religion i Romerriget, ændrede situationen sig for de kristne. Men i 340 opfordrede en skribent der bekendte sig som kristen, til at hedningerne skulle forfølges. Da kejser Theodosius I i 392 forbød den hedenske religion i Romerriget med Ediktet i Konstantinopel, fik religionsfriheden en brat afslutning. Med den romerske „kristendom“ som statsreligion indledte kirken og staten en forfølgelseskampagne der varede i flere hundrede år. Den kulminerede i de blodige korstog der blev udkæmpet fra det 11. til det 13. århundrede, og de grusomme inkvisitioner der begyndte i det 12. århundrede. De der vovede at drage den etablerede ortodoksi, kirkens monopol på fortolkningen af lærespørgsmål, i tvivl, blev stemplet som kættere og jagtet i den nærmest hetzagtige stemning der kendetegnede den tid.

Man undskyldte den religiøse intolerance med at religiøs enhed var det sikreste grundlag for staten, og at religiøse stridigheder var en trussel mod den offentlige orden. „Staten vil altid være i fare så længe den tolererer to religioner,“ hævdede en af dronning Elizabeths ministre i England i 1602. Det var i realiteten meget lettere at forbyde religiøse afvigere end at undersøge om de udgjorde en reel trussel mod staten eller statsreligionen. The Catholic Encyclopedia skriver: „Hverken de verdslige eller de gejstlige myndigheder skelnede den mindste smule mellem farlige og fredelige kættere.“ Men det skulle snart blive anderledes.

Den svære kamp for tolerance

Det der gav stødet til forandring i Europa, var de omvæltninger som blev forårsaget af protestantismen, en sekterisk bevægelse der nægtede at lade sig knuse. Med forbløffende hurtighed splittede den protestantiske reformation Europa religiøst og bragte tanken om retten til samvittighedsfrihed i forgrunden. I 1521 forsvarede den kendte reformator Martin Luther sine synspunkter med ordene: „Min samvittighed er bundet af Guds ord.“ Det var også splittelse der udløste Trediveårskrigen (1618-48), en række grusomme religionskrige der hærgede Europa.

Det gik imidlertid op for mange at religiøse stridigheder ikke var vejen frem. Man forsøgte derfor at indføre fred i det krigshærgede Europa ved hjælp af en række edikter, som for eksempel Nantesediktet i Frankrig (1598), men uden særligt held. Disse edikter har haft stor betydning for vore dages opfattelse af begrebet tolerance. I begyndelsen havde ordet „tolerance“ en negativ klang. „Hvis vi under visse omstændigheder blev nødt til at tolerere sekterne . . . ville det uden tvivl være et onde, endda et stort onde, men ikke så slemt som krig,“ skrev den berømte humanist Erasmus i 1530. Af samme grund foretrak nogle, som for eksempel franskmanden Paul de Foix i 1561, at bruge udtrykket „religionsfrihed“ frem for „tolerance“.

Med tiden blev tolerance ikke betragtet som det bedste af to onder, men som noget der beskyttede folks rettigheder. Det ansås ikke længere som et udtryk for svaghed, men som en sikkerhed. Da religions- og tankefrihed begyndte at blive betragtet som grundlaget for det moderne samfund, blev fanatismen trængt i baggrunden.

I slutningen af det 18. århundrede blev tolerance forbundet med frihed og lighed. Det kom til udtryk i love og erklæringer, som for eksempel den franske Erklæring om Menneskets og Borgernes Rettigheder (1789) og den amerikanske Bill of Rights (1791). Efterhånden som disse dokumenter fremmede en mere liberal holdning fra det 19. århundrede og fremefter, blev tolerance, og dermed frihed, ikke længere betragtet som en forbandelse, men som en velsignelse.

Relativ frihed

Hvor dyrebar friheden end er, er den kun relativ. For at sikre alle borgere deres rettigheder vedtager staten love der begrænser visse personlige friheder. Vi vil se på nogle af de spørgsmål vedrørende frihed der for tiden debatteres i mange europæiske lande: I hvilket omfang bør lovgivningsmagten have lov til at gribe ind i den enkeltes privatliv? Hvilken virkning har det? Hvordan berører det religionsfriheden?

Medierne har på ny sat gang i debatten om borgerrettigheder og personlige friheder. Beskyldninger om hjernevask, afpresning, børnemisbrug og en række andre alvorlige forbrydelser er blevet rettet mod nogle religiøse grupper, ofte uden håndgribelige beviser. Nyhedsrapporter om minoritetsreligioner har fået meget presseomtale. Nedsættende betegnelser som „kult“ og „sekt“ er nu blevet almindelig sprogbrug. Under pres fra den offentlige mening har nogle regeringer lavet lister over såkaldt farlige sekter.

Frankrig er et land der er stolt af sin tradition for tolerance og sin adskillelse af kirke og stat. Det bryster sig af at være ’frihedens, lighedens og broderskabets’ land. Men ifølge bogen Freedom of Religion and Belief — A World Report er der i dette land blevet fremlagt forslag om at føre „en oplysningskampagne i skoler for at fremme modstanden mod nyreligiøse bevægelser“. Mange mener at et sådant tiltag vil udgøre en trussel mod religionsfriheden. Hvordan?

Religionsfriheden trues

Sand religionsfrihed eksisterer kun når staten giver alle religiøse grupper som respekterer og adlyder loven, den samme behandling. Et land der egenmægtigt bestemmer hvilke religiøse grupper der ikke skal anerkendes som trossamfund og opnå de privilegier som staten tildeler anerkendte religioner, kan følgelig ikke siges at have sand religionsfrihed. I 1997 kunne man i bladet Time læse: „Den ædle tanke om religionsfrihed klinger hult når staten tilraner sig retten til at godkende religioner på samme måde som den ville udstede kørekort til bilister.“ En fransk appeldomstol har for nylig erklæret at en sådan fremgangsmåde ’bevidst eller ubevidst fører til totalitarisme’.

Grundlæggende friheder undertrykkes også når én gruppe har monopol på medierne. Desværre er dette i stigende grad tilfældet i en række lande. I et forsøg på at definere hvad der er religiøst korrekt, har antisektorganisationer for eksempel udnævnt sig selv som anklagere, dommere og nævninge og derefter gennem pressen prøvet at påtvinge offentligheden deres fordomsfulde opfattelser. Men, som det udtrykkes i den franske avis Le Monde, viser disse organisationer derved til tider „den samme sekterisme som den de efter sigende prøver at bekæmpe, og risikerer at skabe en stemning af ’heksejagt’“. I avisen stilles spørgsmålet: „Er det da ikke en trussel mod fundamentale friheder . . . når offentligheden stempler religiøse minoritetsgrupper?“ Martin Kriele siger ifølge et citat i Zeitschrift für Religionspsychologie: „Heksejagten på sekterne giver større grund til bekymring end langt flertallet af de ’såkaldte sekter og psykogrupper’ gør. Kort sagt: Lad borgere der ikke overtræder loven, være i fred. Valg af religion og ideologi bør være frit og forblive frit, også i Tyskland.“ Lad os betragte et eksempel.

„Mønsterborgere“ stemplet som farlige

Hvilken religiøs gruppe har katolske myndigheder ifølge Spaniens kendte avis ABC omtalt som „den farligste af alle sekter“? Det vil måske overraske dig at høre at avisen skrev om Jehovas vidner. Hviler beskyldningerne imod dem på et fordomsfrit og objektivt grundlag? Læg mærke til følgende kommentarer fra andre kilder.

„Jehovas Vidner lærer folk at de skal betale deres skat, at de ikke skal tage del i krig eller i krigsforberedelser, at de ikke må stjæle, og at de i det hele taget bør følge en livsform som, hvis den blev efterlignet af andre, ville føre til en forbedring af normerne for menneskelige relationer.“ — Sergio Albesano, Talento, november-december 1996.

„I modsætning til de insinuationer der fra tid til anden fremføres, mener jeg ikke at [Jehovas Vidner] udgør nogen som helst fare for statens institutioner. De er fredselskende borgere der optræder samvittighedsfuldt og er respektfulde over for myndighederne.“ — Et belgisk parlamentsmedlem.

„Jehovas vidner er tydeligvis de ærligste mennesker i Forbundsrepublikken.“ — Den tyske avis Sindelfinger Zeitung.

„Man kan godt betragte [Jehovas vidner] som mønsterborgere. De betaler omhyggeligt deres skat, passer de syge og kæmper for at udrydde analfabetismen.“ — Den amerikanske avis San Francisco Examiner.

„Jehovas vidner har i højere grad end medlemmer af andre trossamfund formået at opretholde varige ægteskaber.“ — Tidsskriftet American Ethnologist.

„Jehovas vidner er blandt de ærligste og flittigste borgere i de afrikanske lande.“ — Dr. Bryan Wilson fra Oxford University.

„Igennem årene har medlemmer af dette trossamfund i stor udstrækning bidraget til større trosfrihed.“ — Nat Hentoff, bogen Free Speech for Me — But Not for Thee.

„De har . . . afgjort ydet deres bidrag til bevarelsen af noget af det allermest værdifulde i vort demokrati.“ — Professor C. S. Braden, bogen These Also Believe.

Som ovennævnte citater viser, er Jehovas vidner i hele verden kendt som eksemplariske borgere. De er også kendt for at give gratis bibelundervisning og for at fremme familieværdierne. Deres læseklasser har hjulpet hundredtusinder, og deres humanitære arbejde har i årenes løb hjulpet mange tusind mennesker, især i Afrika.

Vigtigheden af objektivitet

Samfundet er fyldt med skruppelløse mennesker der udnytter uskyldige ofre. Der er derfor stort behov for at være på vagt når nogen fremsætter påstande om en religion eller et trossamfund. Men hvor objektivt og hvor fremmende for religionsfriheden er det når journalister frem for at rådspørge uhildede eksperter stoler på oplysninger fra kirker der har et dalende medlemstal, eller antisektorganisationer hvis objektivitet er af tvivlsom karakter? Den avis der kaldte Jehovas Vidner for „den farligste af alle sekter“, indrømmer for eksempel at dens definitioner kom fra „eksperter inden for den katolske kirke“. Et fransk tidsskrift har endvidere skrevet at hovedparten af artikler om formodede sekter stammer fra antisektorganisationer. Man kan spørge sig selv om det er den bedste måde at få saglige oplysninger på.

Internationale domstole og organisationer der beskæftiger sig med menneskerettigheder, som for eksempel FN, siger at antisektorganisationernes „sondring mellem en religion og en sekt er for konstrueret til at den kan accepteres“. Hvorfor holder nogle da stadig fast ved brugen af det nedsættende ord „sekt“? Det er endnu et tegn på at religionsfriheden er truet. Hvordan kan denne fundamentale rettighed beskyttes?

[Ramme/illustrationer på side 8]

Forsvarere af religionsfriheden

De blodige religionskrige i Europa i det 16. århundrede medførte et stigende krav om religionsfrihed. De argumenter der dengang blev fremført, er stadig aktuelle i dag.

Sébastien Chateillon (1515-63): „Hvad er en kætter? Jeg kan ikke nå til nogen anden konklusion end at vi betragter alle der ikke deler vores synspunkter, som kættere. . . . En der betragtes som rettroende i én by eller egn, kan blive betragtet som kætter i en anden.“ Her rører den berømte franske bibeloversætter og ivrige forsvarer for tolerance et vigtigt punkt i debatten om religionsfrihed: Hvem kan definere hvem der er kætter?

Dirck Volckertszoon Coornhert (1522-90): „Vi læser at . . . Kristus i Jerusalem og senere mange martyrer i Europa . . . forstyrrede [samfundet] med deres sandhedsord. . . . Betydningen af ordet ’forstyrrede’ må klart og præcist defineres.“ Coornhert fremførte at religiøs afvigelse ikke måtte ligestilles med en trussel mod den offentlige orden. Han spurgte: Er de der samvittighedsfuldt adlyder og respekterer loven, virkelig til fare for den offentlige orden?

Pierre de Belloy (1540-1611): Det er „tåbeligt at tro at religiøs pluralisme kan føre til, og fremme, tumulter i landet“. Belloy, en fransk sagfører der skrev i tiden omkring religionskrigene (1562-98), hævdede at den nationale enhed ikke er baseret på religiøs ensartethed medmindre selvfølgelig at regeringen ligger under for pres fra religiøst hold.

Thomas Helwys (c. 1550–c. 1616): „Hvis hans [kongens] undersåtter er lydige og trofaste mod alle menneskelige love, er det alt hvad han bør forlange af dem.“ Helwys, der var en af grundlæggerne af baptistmenigheden i England, var fortaler for en adskillelse af kirke og stat, og han tilskyndede kongen til at give alle kirker og sekter religionsfrihed og at være tilfreds med at have verdslig myndighed over folk og besiddelser. Hans skrifter satte fokus på et spørgsmål der stadig er aktuelt i dag: I hvor høj grad bør staten have lov til at bestemme over folks åndelige liv?

Anonym forfatter (1564): „For at sikre trosfriheden er det ikke nok at tillade en person at fravælge en religion han misbilliger, hvis det ikke samtidig er ham tilladt frit at udøve den religion han synes om.“

[Illustrationer]

Tertullian

Chateillon

De Belloy

[Kildeangivelse]

Alle billeder: © Cliché Bibliothèque Nationale de France, Paris

Hvordan kan vore rettigheder beskyttes?

ETNISKE grupper i den lille indonesiske by Rengasdengklok havde i mange år levet sammen i fred. Men den 30. januar 1997 endte denne tilsyneladende gensidige tolerance. Volden brød ud da en troende mand begyndte at slå på tromme klokken tre om morgenen på en religiøs helligdag. En nabo fra en anden trosretning reagerede på lyden ved at overøse manden med skældsord, hvorefter de begyndte at råbe og at smide sten efter hinanden. Dagen brød frem, og optøjerne tog til efterhånden som flere begyndte at tage del i slagsmålet. Ved slutningen af dagen var to buddhisttempler og fire kristne kirker blevet ødelagt. Episoden blev omtalt i avisen International Herald Tribune under overskriften „Intolerancens gnist antænder etniske uroligheder“.

I mange lande bliver etniske minoriteter med grundlovssikrede rettigheder ofte udsat for intolerance. At sikre den enkeltes frihed gennem lovgivning fjerner tydeligvis ikke selve årsagerne til intolerance. At intolerance ligger skjult lige under overfladen, er ikke ensbetydende med at den ikke eksisterer. Hvis omstændighederne på et senere tidspunkt ændrer sig og der opstår en atmosfære af fordom, kan intolerance let komme til syne. Selv om nogle ikke udsættes for direkte forfølgelse, bliver de måske betragtet fjendtligt eller nægtet retten til at komme til orde. Hvordan kan det forhindres?

Intolerancens årsager

Vi mennesker har en tilbøjelighed til at afvise eller være mistænksomme over for alt hvad der er anderledes eller fremmed, især synspunkter som adskiller sig fra vore egne. Vil det sige at det er umuligt for os at vise tolerance? Ifølge FN-publikationen Elimination of All Forms of Intolerance and Discrimination Based on Religion or Belief er uvidenhed og manglende forståelse „nogle af de største årsager til intolerance og diskrimination på det religiøse og trosmæssige område“. Men uvidenhed, som er årsagen til intolerance, kan bekæmpes. Hvordan? Gennem en ligevægtig undervisning. „Undervisning er måske det bedste middel til at bekæmpe diskrimination og intolerance,“ hedder det i en rapport fra FN’s Menneskerettighedskommission.

Hvad bør være målet for en sådan undervisning? Ifølge bladet UNESCO Courier bør man i stedet for at fremme modstand mod religiøse bevægelser „koncentrere sig om at oplære folk til at være tolerante og til at imødegå de påvirkninger der får dem til at udelukke og frygte andre. Undervisningen bør også hjælpe unge til at udvikle evnen til personligt og fordomsfrit at kunne vurdere en sag og bedømme de etiske aspekter.“

I forbindelse med en sådan undervisning kan medierne spille en vigtig rolle. Mange internationale organisationer erkender at medierne har magt til at påvirke folks holdninger og tilskynde til gensidig forståelse. Hvis medierne skal fremme tolerance i stedet for at tilskynde til intolerance, som nogle gør, er der brug for ansvarsbevidst, objektiv journalistik. Til tider må journalister sætte sig op imod almindeligt udbredte opfattelser. De bør benytte sig af objektive analyser og upartiske iagttagelser. Men er det nok?

Den bedste måde at bekæmpe intolerance på

Tolerance betyder ikke at alle skal have de samme holdninger. Folk kan være uenige med hinanden, og nogle kan mene at den trosopfattelse andre har, er meget forkert. Nogle taler måske endog offentligt om deres meningsforskelle. Men så længe man ikke spreder løgne i et forsøg på at skabe fordomme, er der ikke tale om intolerance. Intolerance er når en gruppe bliver forfulgt, underlagt særlige love, diskrimineret, forbudt eller på anden måde hindret i frit at følge deres religiøse overbevisning. Når intolerancen føres ud i yderste konsekvens, er nogle villige til at dræbe, og andre må dø for deres tro.

Hvordan kan man bekæmpe intolerance? Én måde er at afsløre den offentligt, ligesom apostelen Paulus afslørede datidens religiøse lederes intolerance. (Apostelgerninger 24:10-13) Men det bedste middel til at bekæmpe intolerance er ved om muligt at oplære folk til bedre at forstå hinanden. Føromtalte FN-publikation om afskaffelse af intolerance skriver: „Eftersom alle former for intolerance og diskrimination på det religiøse og trosmæssige område opstår i menneskesindet, er det først og fremmest menneskesindet man bør søge at ændre.“ En sådan undervisning kan måske endog få nogle til at undersøge deres egen tro.

Generaldirektøren for UNESCO, Federico Mayor, har skrevet: „Tolerance er en dyd hos den der har en overbevisning.“ Dominikanerpræsten Claude Geffré har skrevet følgende i tidsskriftet Réforme: „Sand tolerance hviler på en stærk overbevisning.“ Er man tilfreds med sin egen tro, vil man sandsynligvis ikke opfatte andres tro som en trussel.

Jehovas vidner har bemærket at en god måde at fremme tolerance på er ved at tale med andre som har en anden religion end den de selv har. De tager Jesu profeti alvorligt: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne,“ ja, de er kendt for deres offentlige forkyndelsesarbejde. (Mattæus 24:14) Dette arbejde giver dem mulighed for at høre hvad folk fra mange forskellige religioner, også ateister, tror på. Jehovas vidner er til gengæld forberedt på at fortælle dem der vil lytte, om deres tro. På den måde bidrager de til større viden og forståelse mennesker imellem, en viden og forståelse der fører til øget tolerance.

Tolerance i fremtiden

Trods de bedste intentioner og fælles bestræbelser er religiøs intolerance tydeligvis stadig et problem. Der skal mere til for at skabe virkelige forandringer. I sin behandling af problemet har den franske avis Le Monde des débats skrevet: „Vort moderne samfund befinder sig ofte i et følelsesmæssigt og åndeligt tomrum. Loven kan beskytte borgernes ret til religionsfrihed, og den kan og bør garantere lighed for loven, uden vilkårlig diskrimination.“ Bogen Democracy and Tolerance indrømmer: „Der er stadig langt igen før vi når det mål at gøre gensidig forståelse og respekt til en universel adfærdsnorm.“

Bibelen lover at menneskeheden snart vil være forenet i den rene tilbedelse af den eneste sande Gud. Denne enhed vil frembringe et globalt brodersamfund hvor alle viser hinanden gensidig respekt. De vil ikke længere være plaget af uvidenhed, for Guds rige vil undervise folk i Jehovas veje og derved dække deres intellektuelle, følelsesmæssige og åndelige behov. (Esajas 11:9; 30:21; 54:13) Til den tid vil sand lighed og frihed dække hele jorden. (2 Korinther 3:17) Ved at få nøjagtig forståelse af Guds hensigt med menneskene kan man bekæmpe uvidenhed og intolerance.

[Ramme/illustration på side 11]

Trossamfund truet

I de senere år har myndigheder forsøgt at undertrykke Jehovas Vidners arbejde i Frankrig ved at nægte dem retten til de samme privilegier som andre trossamfund nyder. For nylig pålagde de franske myndigheder Jehovas Vidner at betale en skat på cirka 310 millioner kroner (skat og bøder) af de frivillige bidrag der indkommer til støtte for deres religiøse aktiviteter. Myndighedernes klare mål er at lamme denne gruppe, der i Frankrig tæller 200.000 Jehovas vidner og sympatisører. Det er et groft eksempel på religiøs fordom der krænker alle principper om frihed, lighed og broderskab.

[Illustration på side 10]

Intolerance fører ofte til vold

[Illustrationer på side 12]

Trods Jehovas Vidners religiøse aktiviteter anerkender visse franske embedsmænd dem ikke som et trossamfund

Rettigheder uden pligter?

„ANERKENDELSE af den mennesket iboende værdighed og af de lige og ufortabelige rettigheder for alle medlemmer af den menneskelige familie er grundlaget for frihed, retfærdighed og fred i verden,“ hedder det i indledningen til Verdenserklæringen om Menneskerettighederne. I december 1998 markerede man 50-året for dens vedtagelse. For nylig fremsatte 24 tidligere præsidenter og premierministre der repræsenterer alle kontinenter, imidlertid et forslag om at FN som en tilføjelse til denne erklæring vedtager en verdenserklæring om menneskepligter. Hvorfor mener mange at der er behov for det?

„Rettigheder og pligter er uadskillelige. Men efter et halvt århundrede har man sørgeligt nok enten glemt denne kendsgerning, eller man betragter den som upassende. Mange kræver deres rettigheder uden at være villige til at leve op til de dermed forbundne pligter,“ siger professor Jean-Claude Soyer, der er medlem af Den Europæiske Menneskerettighedskommission. Denne ansvarsflugt er noget der berører mange. Pariseravisen International Herald Tribune skrev: „Der er en tydelig længsel, især blandt unge, efter en eller anden form for forenende fremtidsvision, nogle anerkendte idealer som kan sættes ind mod og tæmme de kræfter der står bag begærlighed, selviskhed og tab af fællesskabsfølelse, som synes at gennemsyre hele verden. . . . Den megen debat om behovet for en universel etik viser at der mangler noget.“ Derfor arbejder politikere, teologer og filosoffer på „et projekt om en universel etik,“ som FN’s Organisation for Uddannelse, Videnskab og Kultur kalder det, der skal tilvejebringe ’det der mangler’ og fastslå hvad menneskepligter er. Men de er stødt på nogle problemer.

Mens det er forholdsvis let at afgøre hvilke menneskerettigheder der bør beskyttes, er det ikke altid så let at definere hvilke menneskepligter der skal være gældende for alle. Nogle af værdierne i den foreslåede verdenserklæring om menneskepligter kan imidlertid spores tilbage til den eviggyldige og universelle gyldne regel der blev fremsat af Jesus for cirka to tusind år siden: „Alt hvad I ønsker at folk skal gøre mod jer, skal I også gøre mod dem.“ — Mattæus 7:12.

Bibelen har ofte været inspirationskilden til love der beskytter menneskerettighederne, men den lægger også stor vægt på det personlige ansvar. „Den der ved hvad der er ret at gøre og dog ikke gør det, for ham er det at synde.“ (Jakob 4:17) Ligesom Jesus altid var på udkig efter anledninger til at gøre godt mod andre, forsøger sande kristne også at gøre godt mod deres næste. De nøjes ikke med blot at nyde deres rettigheder; de forstår at de også har pligter, og at Gud vil kræve os alle til ansvar for vore handlinger.