„Et helligt symbol“ pryder de engelske kirkegårde
AF VÅGN OP!-SKRIBENT I ENGLAND
I 1656 skrev en præst i den engelske statskirke: „Vore forfædre hægede i særlig grad om takstræet på kirkegårdene. Disse træer mistede aldrig deres grønne farve og var som følge heraf, et symbol . . . på sjælens udødelighed.“ Hvad ligger til grund for denne opfattelse, som har været fremherskende ned gennem tiden?
Stedsegrønne planter er fra gammel tid blevet forbundet med udødelighed. I Wales går denne tradition helt tilbage til druidernes lære og skikke. Længe inden den kristne tidsalder blev der i England plantet takstræer på hedenske tempelpladser. Efterhånden valgte kirken at bruge dem som „et helligt symbol“. Folk uden for statskirken var imod denne brug, men traditioner er som bekendt sejlivede, så man kan stadig se træet på nutidens engelske kirkegårde.
Hvad lærer Bibelen om sjælens udødelighed? Ingen steder bliver ordet „sjæl“ brugt i sammenhæng med „udødelighed“ eller „udødelig“. Den engelske ærkebiskop af York holdt for nogle år siden en forelæsning med titlen „En teologisk forståelse af livet og døden“. Her stillede han den „overforenklede forestilling om at sjælen forlader legemet“ op som en modsætning til en grundlæggende bibelsk sandhed. „Der er intet i vore legemer som på en eller anden måde forlader os når vi dør,“ sagde han.
Takstræet og dets anvendelse
Almindelig taks er et imponerende stedsegrønt træ som vokser langsomt og kan blive mellem 7 og 10 meter højt. Mange af de større takstræer i England er i virkeligheden to eller flere træer som er vokset sammen, men hvor barken har slettet alle spor. I Skotland findes der en sådan taks — den har en omkreds på 17 meter og menes at bestå af to sammenvoksede træer.
En taks kan blive flere hundrede år gammel — ja, nogle eksperter siger tusinder af år. Nogle steder er de gamle engelske takstræer det eneste som er tilbage af landsbyer fra middelalderen. Her er der senere opstået anden bebyggelse.
Taksens modne frø er dækket af en højrød, blød og tyk bægerformet hinde, også kaldet en frøkappe. Men frøene kan ligesom træets nåle og bark udgøre en fare for husdyr der græsser i nærheden. Engang sagde man at hvis et hus blev beklædt med taks, ville det føre til et dødsfald i familien.
Taks har smukke åretegninger ligesom mahognitræ, og man kan fremstille solide møbler af dets orangerøde kerneved. Træet er også sejt og elastisk og blev derfor i middelalderen brugt til fremstilling af langbuer, som dygtige engelske bueskytter brugte i krig.
Takstræer er et almindeligt syn på gamle kirkegårde i Storbritannien og i de dele af Normandiet som tidligere var under engelsk herredømme. Én kirkegård i England er berømt for sine 99 takstræer, men det er også usædvanligt mange. Taks bliver normalt plantet parvis, en ved hovedindgangen til kirkegården og en ved kirkedøren. I dag pryder takshække begge sider af stien mellem hovedindgangen og kirkedøren. Man planter også taks ved grave og gravsteder.
At sjælen er udødelig er ikke desto mindre en hedensk græsk idé som har tilknytning til Platons lære. Det Gud vil gøre for mennesker, er at oprejse de døde til evigt liv og fjerne døden. — Johannes 5:28, 29; Åbenbaringen 21:4.
[Illustration på side 31]
En tusindårig gammel taks på St. Andrews-kirkegården i Totteridge i Hertfordshire
[Illustrationer på side 31]
Til højre: Højrøde frøkapper med giftige frø
Længst til højre: Trimmede søjletaks på St. Lawrence-kirkegården i Little Stanmore i Middlesex