Giver flere valgmuligheder større tilfredshed?
FOLK i USA har i dag „flere valgmuligheder på mange af livets områder end de nogen sinde før har haft,“ siges der i en artikel i tidsskriftet Scientific American. Det gælder i forbindelse med valg af varer, tjenesteydelser, arbejde og også i forholdet til andre. Det vil være logisk at mene at større valgfrihed giver større tilfredshed i livet. Men overraskende nok giver det ofte problemer. Hvordan det?
Artiklen nævner at indstillingen til valgmulighederne har indflydelse på om man er tilfreds. For eksempel bruger nogle meget tid og energi på omhyggeligt at læse varedeklarationer og undersøge nye produkter for at kunne træffe det bedste valg, og bagefter sammenligner de deres køb med det andre køber. Så er der forbrugerne som slår sig til tåls med at varen er „tilfredsstillende“, selvom der måske er større udvalg andre steder. Sådanne forbrugere holder op med at lede når de har fundet en vare der dækker deres behov.
For dem der altid vil have det bedste, bliver beslutningerne sværere jo flere muligheder der er. Når de så endelig har valgt, „plages de over alternativerne som de ikke fik tid til at undersøge,“ oplyser Scientific American. Når alt kommer til alt, er sådanne personer „mindre tilfredse med livet, mindre lykkelige, mindre optimistiske og mere nedtrykte.“ Hvad er artiklens konklusion? „Der er god grund til at tro at det overvældende udvalg er med til at bidrage til den epidemi af utilfredshed der breder sig i det moderne samfund.“
De der står bag undersøgelsen, nævner imidlertid at stress på grund af de mange valgmuligheder kan begrænses. Hvordan?
● Beslut dig for hvor meget du vil se på hvis indkøbet ikke er vigtigt. Gør det for eksempel til en regel kun at kigge i få butikker når du køber tøj.
● Vær tilfreds med at finde noget der dækker dine grundlæggende behov, i stedet for at søge efter det ultimativt ’bedste’. Slå det derefter ud af tankerne.
● Vær besluttet på ikke at dvæle ved de tilsyneladende attraktive tilbud du afviser. Lær dig selv at fokusere på fordelene ved de valg du træffer.
● „Forvent ikke for meget, og du vil ikke blive skuffet.“ Dette er godt nok en kliché, men rådet er fornuftigt hvis du ønsker større tilfredshed i livet.
[Kildeangivelse på side 31]
Kilde: Scientific American