-
Hvad skyldes konflikter i familien?Vågn op! – 2015 | December
-
-
HOVEDEMNE | ET FREDELIGT MILJØ I HJEMMET
Hvad skyldes konflikter i familien?
“VORES skænderier handler som oftest om penge,” fortæller Saraha fra Ghana, der har været gift med Jacob i 17 år. Hun forklarer: “Jeg bliver vred fordi jeg gør rigtig meget for at tage mig af vores familie og Jacob aldrig fortæller mig om vores økonomi. Og bagefter taler vi ikke sammen i flere uger.”
“Ja, der er tidspunkter hvor vi kommer på kant med hinanden,” siger hendes mand, Jacob. “Det er som regel på grund af misforståelser og fordi vi ikke har fået talt ordentligt sammen. Der kan også opstå konflikter fordi vi overreagerer i forskellige situationer.”
Nathan, der er nygift og bor i Indien, fortæller hvad der skete en dag hvor hans svigerfar råbte ad hans svigermor: “Hun blev stødt og gik sin vej. Da jeg spurgte ham hvorfor han havde råbt sådan, blev han fornærmet over at jeg som hans svigersøn blandede mig. Inden længe råbte han ad os alle sammen.”
Måske har du selv oplevet at ord der er uovervejede eller sagt på det forkerte tidspunkt, kan føre til en større kontrovers i hjemmet. Det der måske begynder som en helt almindelig samtale, kan hurtigt udvikle sig til en verbal slåskamp. Der er ingen der altid siger det rigtige i alle situationer, så derfor kan man let komme til at misforstå det den anden siger, eller fejlfortolke vedkommendes motiv. Ikke desto mindre er det muligt at opnå en vis fred og harmoni.
Hvad kan du gøre når bølgerne begynder at gå højt? Hvordan kan du genoprette en fredelig atmosfære i familien? Hvordan kan familier bevare freden i hjemmet? Du finder svaret på de næste sider.
a Nogle af navnene i artiklerne er ændret.
-
-
Hvordan man stopper konflikter i hjemmetVågn op! – 2015 | December
-
-
HOVEDEMNE | ET FREDELIGT MILJØ I HJEMMET
Hvordan man stopper konflikter i hjemmet
HVAD nu hvis jeres familie er kommet ind i en ond cirkel af konflikter? Det kan være at der oftere forekommer skænderier, og at de er blevet mere heftige. I ved måske slet ikke hvordan uoverensstemmelserne begyndte. Men I elsker hinanden og ønsker ikke at såre hinanden.
Det er vigtigt at huske at store meningsforskelle ikke nødvendigvis betyder at jeres familie er ved at gå i opløsning. Det er ikke uenighederne i sig selv, men hvordan I tackler dem, der er afgørende for hvor fredeligt eller fjendtligt et miljø I får i jeres hjem. Her er nogle skridt der kan hjælpe dig til at stoppe en konflikt.
1. HOLD OP MED AT SVARE IGEN.
Der skal mindst to til for at holde et skænderi i gang, så når den ene begynder at lytte i stedet for at tale, kan det lægge en dæmper på en ophedet diskussion. Modstå derfor trangen til at give igen når du bliver provokeret. Ved at beherske dig bevarer du din selvrespekt og værdighed. Husk at freden i familien er vigtigere end at vinde diskussioner.
“Hvor der ikke er noget brænde, går ilden ud.” – Ordsprogene 26:20.
2. ANERKEND DEN ANDENS FØLELSER.
Hvis man lytter opmærksomt og med empati og undgår at afbryde eller at være forudindtaget, kan det i høj grad dæmpe vrede og genoprette freden. I stedet for at tillægge den anden dårlige motiver så anerkend hans eller hendes følelser. Husk at mange ting ikke skyldes ondskab men bare er et udslag af ufuldkommenhed. Hårde ord udspringer måske snarere af tankeløshed eller et såret hjerte end af ondskabsfuldhed eller hævntørst.
‘Ifør jer inderlig medfølelse, venlighed, ydmyghed, mildhed og langmodighed.’ – Kolossenserne 3:12.
3. GIV DIG SELV TID TIL AT FALDE NED.
Hvis dine følelser er ude af kontrol, er det måske bedst at du stille og roligt går din vej for en stund så du kan køle af. Måske kan du gå ind i et andet rum eller gå en tur indtil du har genvundet fatningen. Det er ikke ensbetydende med at du er defensiv eller usamarbejdsvillig, eller at du ignorerer den anden med en mur af tavshed. Hvis du er oprevet, er det måske et passende tidspunkt at bede Gud om hjælp til at være tålmodig og forstående.
‘Forsvind før striden bryder ud.’ – Ordsprogene 17:14.
4. TÆNK GRUNDIGT OVER HVAD DER SKAL SIGES, OG HVORDAN DET SKAL SIGES.
Det vil ikke forbedre situationen at du bruger din energi på at formulere en skarp og bidende bemærkning. Forsøg i stedet at sige noget der kan lindre de sårede følelser. Og frem for at diktere hvordan den anden bør føle, så bed ydmygt vedkommende om at sætte ord på sine følelser, og vis taknemmelighed for det han eller hun fortæller dig.
“Der findes nogle der taler tankeløst som med sværdhug, men de vises tunge læger.” – Ordsprogene 12:18.
5. UNDGÅ AT HÆVE STEMMEN, OG TAL I ET VENLIGT TONEFALD.
Et familiemedlem der er irriteret, kan let fremkalde vrede hos en anden. Modstå trangen til sarkasme, fornærmelser eller til at hæve stemmen, uanset hvor forurettet du føler dig. Undgå sårende beskyldninger som “Du er ligeglad med mig”, eller “Du lytter aldrig til mig”. Det er bedre på en rolig måde at fortælle din ægtefælle hvordan hans eller hendes adfærd påvirker dig (“Jeg føler mig såret når du ...”). Der findes ingen undskyldninger for at skubbe, slå, sparke eller bruge nogen anden form for vold. Det samme gælder fornærmende eller hånlige bemærkninger og trusler.
“Lad al bitterhed og harme og vrede og skrigen og spot være fjernet fra jer, sammen med al slethed.” – Efeserne 4:31.
6. SIG UNDSKYLD, OG FORTÆL HVAD DU VIL GØRE FOR AT RETTE OP PÅ SITUATIONEN.
Lad ikke negative følelser få dig til at glemme dit primære mål – at slutte fred. Husk: Hvis I kæmper mod hinanden, taber I begge, men hvis I slutter fred, vinder I begge! Så tag din del af ansvaret for jeres diskussion. Selv hvis du er overbevist om at du ikke har gjort noget forkert, kan du stadig undskylde for at du blev irriteret, svarede på den måde du gjorde, eller kom til at forværre situationen. Et fredeligt forhold til andre er vigtigere end ens stolthed og det at få ret. Og hvis nogen undskylder over for dig, så tilgiv vedkommende.
‘Lad os jage efter det der skaber fred og er til indbyrdes opbyggelse.’ – Romerne 14:19.
Hvordan kan man skabe et mere fredeligt miljø i familien efter at konflikten er overstået? Det vil den næste artikel tage op.
-
-
Hvordan man skaber et fredeligt miljø i familienVågn op! – 2015 | December
-
-
HOVEDEMNE | ET FREDELIGT MILJØ I HJEMMET
Hvordan man skaber et fredeligt miljø i familien
TROR du at Bibelen kan hjælpe familier med at skabe et fredeligt miljø i hjemmet? Prøv at sammenligne Bibelens råd med hvad nogle siger har været en hjælp for dem. Overvej hvilke punkter der kan hjælpe dig til at undgå konflikter, holde fred og styrke sammenholdet i din familie.
BIBELSKE PRINCIPPER DER FREMMER FREDEN
LÆR AT HAVE ET POSITIVT SYN PÅ HINANDEN.
‘Gør intet af stridbarhed eller selvoptagethed, men agt i ydmyghed de andre højere end jer selv, og hav ikke hver især blot øje for jeres egne interesser, men også hver især for de andres.’ – Filipperne 2:3, 4.
“Vi har lært at det er godt at betragte sin ægtefælle som mere vigtig end en selv og andre.” – C.P., gift i 19 år.
LYT OPMÆRKSOMT MED ET ÅBENT SIND.
“Bliv ved med at minde dem om ... ikke at være krigeriske, at være rimelige, at udvise al mildhed mod alle.” – Titus 3:1, 2.
“Mange gnidninger kan undgås hvis man lader være med at svare sin ægtefælle i et krigerisk tonefald. Det er vigtigt at lytte uden forudindtagethed og at respektere den andens holdning, også selvom man ikke er enig.” – P.P., gift i 20 år.
OPDYRK TÅLMODIGHED OG MILDHED.
“En anfører kan overtales med tålmodighed, og en mild tunge kan bryde ben.” – Ordsprogene 25:15.
“Der vil opstå konflikter, men udfaldet afhænger af den indstilling vi har. Vi har virkelig brug for at være tålmodige. Når vi er det, oplever vi at tingene løser sig.” – G.A., gift i 27 år.
TY ALDRIG TIL VERBAL ELLER FYSISK VOLD.
‘Aflæg dem alle: vrede, harme, slethed, spot og skammelig tale af jeres mund.’ – Kolossenserne 3:8.
“Jeg beundrer min mands selvkontrol. Han bevarer altid roen, og han råber aldrig ad mig eller er grov over for mig.” – B.D., gift i 20 år.
VÆR IVRIG EFTER AT TILGIVE OG AT FÅ LØST KONFLIKTER.
“Bliv ved med at affinde jer med hinanden og frit at tilgive hinanden hvis nogen har en grund til klage imod en anden.” – Kolossenserne 3:13.
“Når man er under pres, er det ikke altid nemt at bevare roen, og man kan let komme til at sige eller gøre noget der sårer ens ægtefælle. I sådanne situationer er det smukt at kunne tilgive. Det er umuligt at have et godt ægteskab hvis man ikke kan tilgive.” – A.B., gift i 34 år.
GØR DET TIL EN VANE AT GIVE OG DELE.
“Gør jer det til en regel at give, så vil man give til jer. ... For med det mål som I udmåler med, vil man udmåle til jer igen.” – Lukas 6:38.
“Min mand ved hvad jeg godt kan lide, og er altid fuld af overraskelser. Og jeg tænker tit: ‘Hvordan kan jeg gøre ham glad?’ Det har gjort at vi har haft det sjovt sammen, og stadig har det.” – H.K., gift i 44 år.
GIV IKKE OP
De personer Vågn op! har interviewet, er bare få af de millioner rundt om i verden som gennem Bibelen har fået hjælp til at opdyrke egenskaber der bidrager til fred i hjemmet.a Selv når nogle i deres familie ikke ser ud til at gøre en indsats for at samarbejde, har de erfaret at det stadig er umagen værd at forsøge at stifte fred, for Bibelen lover: “De, der stifter fred, bliver fyldt med glæde.” – Ordsprogene 12:20, Bibelen på hverdagsdansk.
a Flere oplysninger om hvordan man kan få et lykkeligt familieliv, findes i kapitel 14 i bogen Hvad er det Bibelen virkelig lærer?, udgivet af Jehovas Vidner og tilgængelig på www.pr2711.com. Se også under BIBELENS LÆRE > HJÆLP TIL FAMILIEN.
-