Skabelse

Definition: Skabelse, som ordet bruges i Bibelen, betegner at universet samt åndeskabningerne og alle de grundlæggende livsformer på jorden er udtænkt og frembragt af den almægtige Gud.

Er det fornuftigt at tro på en skabelse i vor videnskabelige verden?

„Naturlovene i universet er så nøjagtige at vi ikke har svært ved at bygge et rumskib til en månerejse og at fastlægge tidsplanen for turen med en brøkdel af et sekunds nøjagtighed. Disse love må være fastsat af en eller anden.“ — Citat efter Wernher von Braun, som var med til at sende amerikanske astronauter til månen.

Det fysiske univers: Hvis du fandt et præcisionsur, ville du så mene at det var blevet til ved at nogle støvpartikler tilfældigt var blæst sammen? Det siger sig selv at der måtte stå en konstruktør bag — en der kunne tænke og planlægge. Der findes et „ur“ som er endnu mere storslået. Planeterne i vort solsystem og stjernerne i hele universet bevæger sig med større præcision end de fleste ure. Den galakse hvori vort solsystem befinder sig, består af mere end 100 milliarder stjerner, og astronomerne regner med at der er 100 milliarder sådanne galakser i universet. Hvis et ur er bevis for tankevirksomhed, hvor meget mere må det så ikke gælde det langt større og mere komplicerede univers? Bibelen kalder hjernen bag alt dette „den sande Gud, Jehova, . . . himmelens Skaber og den Mægtige der udspænder den“. — Es. 42:5; 40:26; Sl. 19:1.

Planeten Jorden: Hvis du ude i en øde ørken kom til et smukt hus, godt indrettet og udstyret i enhver henseende og med mad i kælder og køleskab, ville du så tro at det var kommet der ved en tilfældig eksplosion? Nej, du ville vide at nogen med udmærkede evner havde bygget det. Videnskaben har endnu ikke fundet liv på nogen planet i vort solsystem med undtagelse af Jorden. Så vidt det kan konstateres er de andre golde. Vor planet må, som bogen Jorden udtrykker det, „betragtes som verdensaltets underværk, en enestående klode“. (København, 1966, Arthur Beiser, s. 10) Den befinder sig i netop den rette afstand fra solen til at mennesker kan leve på den, og den bevæger sig med netop den rette fart til at den kan holde sig i sit kredsløb. Dens atmosfære, som der ikke findes magen til nogen steder, består af luftarter i netop det blandingsforhold der er betingelsen for at der kan være liv. Lys fra solen, kuldioxid fra luften, og vand og mineraler fra jordbunden forbinder sig på enestående måde til føde for jordens beboere. Er alt dette et resultat af en eller anden tilfældig eksplosion i rummet? Science News indrømmer: „Man skulle næppe synes at sådanne specielle og ideelle forhold kan være opstået ved et tilfælde.“ (24. og 31. august 1974, s. 124) Det er sund fornuft når Bibelen siger: „Ethvert hus bygges jo af en eller anden, men den der har bygget alt er Gud.“ — Hebr. 3:4.

Menneskehjernen: Moderne datamater bliver til efter intensiv forskning og omhyggeligt ingeniørarbejde. De opstår ikke tilfældigt. Hvordan så med menneskets hjerne? I modsætning til dyrenes hjerne vokser et spædbarns hjerne til det tredobbelte i løbet af det første år. Hvordan den virker er for størstedelen endnu et mysterium for forskerne. Mennesker kan lære vanskelige sprog, glæde sig over naturen, komponere musik og tænke over hvordan livet er opstået og hvad der er meningen med det. Hjernekirurgen Robert White siger: „Ud fra et rent videnskabeligt synspunkt forekommer det mig, at forbindelsen hjerne-ånd hos mennesket i den grad er hinsides alt, hvad videnskaben nogen sinde har frembragt, at vi må forestille os en Skaber, en højere intelligens . . . jeg er nødt til at tro på, at en eller anden form for intelligens tog initiativet til alt dette, at Nogen fik det til at ske.“ (Det Bedste, oktober 1978, s. 68) Dette mirakels udvikling begynder med en lille bitte befrugtet celle i livmoderen. Med en bemærkelsesværdig forståelse heraf siger bibelskribenten David til Jehova: „Jeg vil prise dig fordi jeg er dannet så underfuldt at det indgyder frygt. Underfulde er dine værker, ja, det ved min sjæl til fulde.“ — Sl. 139:14.

Den levende celle: Man taler somme tider om cellen som en „simpel“ form for liv. Men et encellet dyr kan fange føde, fordøje den, udskille affaldsstoffer, bygge sig et hus og udfolde seksuel aktivitet. Den menneskelige celle er blevet sammenlignet med en befæstet by med et bystyre til at opretholde orden, et kraftværk til at frembringe energi, fabrikker til at producere proteiner, et indviklet transportsystem, og vagter til at kontrollere hvad der kommer ind i byen. Og mennesket består af ikke færre end 100 billioner celler. Hvor sandt er det ikke hvad der siges i Salme 104:24: „Hvor er dine værker mange, Jehova! Dem alle har du udført med visdom.“

Åbner Bibelen mulighed for at Gud kan have brugt evolution til at frembringe de forskellige arter af livsformer?

Første Mosebog 1:11, 12 siger at græs og træer blev skabt til at bære frø og formere sig, hver „efter deres arter“. Versene 21, 24, 25 tilføjer at Gud skabte havdyrene, fuglene og landdyrene, hver „efter deres arter“. Dermed åbnedes ingen mulighed for at en oprindelig art kunne udvikle eller forandre sig til en anden art.

Hvad mennesket angår, fortæller Første Mosebog 1:26 at Gud sagde: „Lad os frembringe mennesker i vort billede, så de ligner os.“ Mennesket skulle altså have guddommelige karakteregenskaber, ikke karaktertræk der blot var en videreudvikling af dyrenes. Første Mosebog 2:7 tilføjer: „Så dannede Jehova Gud mennesket [ikke af en allerede eksisterende form for liv, men] af støv fra jorden og blæste livsånde ind i hans næsebor.“ Der er ingen antydning af evolution her. Der er udelukkende tale om nyskabelse.

Har Gud skabt alle de millioner af varieteter af organismer der findes på jorden i dag?

Første Mosebog, kapitel 1, siger ganske enkelt at Gud skabte dem „efter deres arter“. (1 Mos. 1:12, 21, 24, 25) Som en forberedelse til den verdensomspændende vandflod i Noas dage forordnede Gud at der skulle føres nogle af hver „art“ af landdyr og flyvende skabninger ind i arken. (1 Mos. 7:2, 3, 14) Hver „art“ har de genetiske muligheder i sig for at frembringe mange varieteter. Der skal således findes ikke færre end 400 forskellige hunderacer og henimod 250 hesteracer. Alle varieteter af dyr der kan formere sig indbyrdes, udgør kun én Genesis-„art“. På samme måde forholder det sig med varieteterne blandt mennesker — orientalske, afrikanske, europide, hvad enten de er så store som en dinka fra Sudan på over to meter, eller så små som en pygmæ på mindre end halvanden meter — de stammer alle fra det samme oprindelige par, Adam og Eva. — 1 Mos. 1:27, 28; 3:20.

Hvad skyldes den fundamentale lighed der er i livsformernes opbygning?

„Gud . . . har skabt alt.“ (Ef. 3:9) Alt kommer således fra den samme store Arkitekt.

„Alt er blevet til gennem ham [Guds enestefødte søn, som blev Jesus Kristus da han var på jorden], og uden ham er end ikke én ting blevet til.“ (Joh. 1:3) Der var således bare én værkmester ved hvem Jehova udførte sit skaberværk. — Ordsp. 8:22, 30, 31.

Hvor kommer det råmateriale fra som universet er lavet af?

Videnskabsmænd har fundet ud af at stof er en koncentreret form for energi. En kernevåbeneksplosion demonstrerer dette. Astrofysikeren Josip Kleczek siger: „De fleste, og muligvis alle, elementarpartikler kan dannes ved materialisering af energi.“ — The Universe (Boston, 1976), bd. 11, s. 17.

Hvor kunne en sådan energi komme fra? Efter at have spurgt: „Hvem har skabt disse [stjernerne og planeterne]?“, siger Bibelen om Jehova Gud: „Fordi hans vældige styrke er så stor, og hans kraft så stærk, mangler end ikke én.“ (Es. 40:26) Så Gud er selv ophavet til al den energi der var nødvendig for at skabe universet.

Blev hele det fysiske skaberværk frembragt på kun seks dage engang i løbet af de sidste 6000 til 10.000 år?

Kendsgerningerne støtter ikke en sådan tanke. (1) På den nordlige halvkugle kan man på en klar aften se lyset fra Andromedatågen. Det tager dette lys 2.000.000 år at nå jorden, hvilket vil sige at universet må være i hvert fald nogle millioner år gammelt. (2) Slutprodukter efter radioaktivt henfald i jordens klippelag viser at nogle klippedannelser har været uforstyrrede i milliarder af år.

Første Mosebog 1:3-31 taler ikke om stoffets eller himmellegemernes oprindelige tilblivelse. Der tales her om hvordan den allerede eksisterende jord blev gjort egnet til bolig for menneskene. Hertil hørte skabelsen af de grundlæggende former for planteliv, havdyr, fugle og landdyr, samt det første menneskepar. Alt dette siges at være sket inden for et tidsrum af seks „dage“. Det hebraiske ord der er oversat med „dag“ har imidlertid forskellige betydninger, blandt andet ’en lang tid; et bestemt tidsrum hvor en særlig begivenhed indtræffer’. (Old Testament Word Studies, Grand Rapids, Michigan; 1978, W. Wilson, s. 109) Det anvendte ord kan forstås sådan at hver „dag“ kunne have haft en længde på mange tusind år.