KAPITEL 17
Hvad bør jeg vide om venskaber i skolen?
„Når jeg så nogle unge stå og snakke sammen, tænkte jeg ofte: ’Wow, de er virkelig gode venner. Bare jeg var med.’“ — Joe.
„Jeg havde ingen problemer med at få venner i skolen. Det var let nok. Det var dét der var problemet.“ — Maria.
ALLE har brug for venner — nogle man kan hygge sig med når det går godt, og betro sig til når det går dårligt. Jesus havde venner, og han kunne lide at være sammen med dem. (Johannes 15:15) Og da han stod over for at skulle lide døden på en marterpæl, var hans nære ven Johannes, „den discipel som han elskede“, lige i nærheden. (Johannes 19:25-27; 21:20) Det er den slags venner du har brug for — nogle der vil følge dig i tykt og tyndt.
Måske føler du at du har fundet sådanne venner i skolen — en eller to af dine klassekammerater som du kommer godt ud af det med. I har nogle af de samme interesser og kan godt lide at tale sammen. Set med dine øjne hører de måske ikke til i kategorien „dårligt selskab“. (1 Korinther 15:33) „Man omgås disse unge næsten hver dag,“ siger Anne. „Derfor føler man sig godt tilpas sammen med dem. Det er ikke som at være sammen med sine åndelige brødre og søstre, hvor man indimellem føler at man skal tænke mere over sin opførsel. I skolen kan man være afslappet.“ Det kan også være at du mener det samme som Lois, der siger: „Jeg ville gerne have at mine venner i skolen skulle se at Jehovas Vidner ikke er så anderledes som alle går og tror; jeg ville gerne vise dem at vi er normale.“ Er dette fornuftige grunde til at opdyrke nære venskaber med sine skolekammerater?
Hvorfor er det nødvendigt at være forsigtig?
Lad os se hvordan det gik Maria, der blev citeret i indledningen. Hendes udadvendte natur gjorde det nemt for hende at få venner, men svært for hende at vide hvor hun skulle trække grænsen. „Jeg kunne godt lide at være vellidt, af både piger og drenge,“ indrømmer hun. „Det gjorde at jeg gled længere og længere ned i denne verdens kviksand.“ Lois oplevede noget lignende. „De andre unges holdning smittede af på mig,“ fortæller hun. „Jeg begyndte at opføre mig ligesom dem.“
Det er ikke overraskende at det går sådan. Hvis man skal blive ved med at være gode venner med nogen, bliver man jo nødt til at have de samme interesser og værdier som dem. Hvis du knytter nære venskaber med nogle der ikke tror på Bibelen og holder sig til dens normer, vil det uundgåeligt påvirke din adfærd. (Ordsprogene 13:20) Det var med god grund at apostelen Paulus skrev: „Lad jer ikke spænde i ulige åg med ikketroende.“ — 2 Korinther 6:14.
Hvad du kan gøre
Betyder Paulus’ råd at du skal undgå dine klassekammerater og holde dig for dig selv? Nej! Hvis kristne skal kunne fuldføre opgaven med at ’gøre disciple af folk af alle nationerne’, er de nødt til at vide hvordan man omgås mænd og kvinder af alle racer, religioner og kulturer. — Mattæus 28:19.
Apostelen Paulus var et glimrende eksempel hvad det angår. Han vidste hvordan han skulle omgås „alle slags mennesker“, selvom han ikke havde samme tro som dem. (1 Korinther 9:22, 23) Du kan følge Paulus’ eksempel. Vær venlig over for dine kammerater. Lær at kommunikere godt med dem. Men modstå trangen til at lade din tale og adfærd forme efter dine klassekammeraters måde at tale og handle på. Forklar dem i stedet så tidligt som muligt og på en respektfuld måde hvorfor du har valgt at leve efter Bibelens normer. — 2 Timoteus 2:25.
Det er rigtigt at du vil komme til at skille dig ud som en der er anderledes, og det er ikke let. (Johannes 15:19) Men hvorfor ikke betragte det på følgende måde: Hvis du befandt dig i en redningsbåd omgivet af folk der var ved at drukne, hvordan ville du så virkelig kunne hjælpe dem? Ved at forlade båden og hoppe ned i vandet til dem? Selvfølgelig ikke!
I skolen er du på lignende måde omgivet af nogle der mangler den beskyttelse som venner af Jehova nyder godt af. (Salme 121:2-8) Hvis du forlod Jehovas normer blot for at blive gode venner med dine klassekammerater, ville det eneste du fik ud af det, være at du satte din åndelige sundhed og din lykke over styr. (Efeserne 4:14, 15; Jakob 4:4) Det ville være langt bedre hvis du prøvede at hjælpe dine klassekammerater til at komme op i „redningsbåden“ til dig ved at vise dem hvordan man tjener Jehova. Kunne du på nogen bedre måde vise at du er en sand ven?
NØGLESKRIFTSTED
„Alt gør jeg for den gode nyheds skyld, for at kunne have del i den sammen med andre.“ — 1 Korinther 9:23.
TIP
Hvis nogle af dine klassekammerater gerne vil vide noget om din tro, så lad også dem give udtryk for deres synspunkter. Lyt oprigtigt til det de siger. Når du taler, så gør det „med mildhed og dyb respekt“. — 1 Peter 3:15.
VIDSTE DU DET . . .?
Mange der tjener Gud i dag, lærte om Bibelen fordi en klassekammerat havde mod til at fortælle om sin tro.
HANDLINGSPLAN!
Hvis jeg føler at forholdet til en af mine klassekammerater er blevet for nært, vil jeg ․․․․․
Hvis en skolekammerat gør nar af min tro, vil jeg ․․․․․
Hvad jeg vil spørge mine forældre om i den forbindelse: ․․․․․
HVAD MENER DU?
● Hvorfor tror du det kan føles lettere at få venner i skolen end i den kristne menighed?
● Hvilke farer er der ved at bruge tid sammen med en ikketroende klassekammerat efter skoletid?
● Hvilke fordele er der ved at fortælle dine klassekammerater at du er et af Jehovas Vidner?
[Tekstcitat på side 143]
„Jeg plejede at opføre mig nøjagtig ligesom de andre unge i skolen, så det var nemt for mig at få venner der. Men jeg lærte af mine fejltagelser. Nu har jeg venner i menigheden — venner jeg kan stole på.“ — Daniel
[Illustration på side 146]
Hvordan kan du bedst hjælpe en der er ved at drukne? Ved selv at hoppe i vandet eller ved at sørge for en redningskrans?