-
1. del Den kristne troOrganiseret til at gøre Jehovas vilje
-
-
SPØRGSMÅL TIL DEM DER ØNSKER AT BLIVE DØBT
1. del Den kristne tro
Gennem dit studie af Bibelen med Jehovas Vidner har du lært sandheden at kende. Det du har lært, har uden tvivl hjulpet dig til at få et godt forhold til Gud og har givet dig håb om fremtidige velsignelser i et jordisk paradis under Guds rige. Din tro på Guds ord er blevet styrket, og ved at komme sammen med menigheden har du allerede fået mange velsignelser. Du har oplevet hvordan Jehova leder og tager sig af sit folk i dag. – Zak. 8:23.
Som en forberedelse til din dåb vil det være godt for dig at drøfte grundsandhederne i den kristne tro med en af menighedens ældste. (Hebr. 6:1-3) Vi er overbevist om at Jehova vil fortsætte med at velsigne alt hvad du gør for at lære ham at kende, og vil give dig den lovede belønning. – Joh. 17:3.
1. Hvorfor vil du gerne døbes?
2. Hvem er Jehova?
• “Jehova er den sande Gud oppe i himlen og nede på jorden. Der findes ingen anden.” – 5. Mos. 4:39.
• “Du, hvis navn er Jehova, du alene er Den Højeste over hele jorden.” – Sl. 83:18.
3. Hvorfor er det vigtigt at du bruger Guds personlige navn?
• “I skal derfor bede på den her måde: ‘Vores Far i himlene, lad dit navn blive helliget.’” – Matt. 6:9.
• “Enhver som påkalder Jehovas navn, vil blive frelst.” – Rom. 10:13.
4. Hvilke udtryk i Bibelen er med til at beskrive Jehova?
• “Jehova, Skaberen af hele jorden, er Gud til evig tid.” – Esa. 40:28.
• “Vores Far i himlene.” – Matt. 6:9.
• “Gud er kærlighed.” – 1. Joh. 4:8.
5. Hvad kan du give Jehova Gud?
• “Du skal elske Jehova din Gud af hele dit hjerte og hele din sjæl og hele dit sind og hele din styrke.” – Mark. 12:30.
• “Det er Jehova din Gud du skal tilbede, og det er kun ham du må udføre hellig tjeneste for.” – Luk. 4:8.
6. Hvorfor vil du gerne være loyal mod Jehova?
• “Vær vis, min søn, og glæd mit hjerte, så jeg kan give et svar til den der håner mig.” – Ordsp. 27:11.
7. Hvem beder du til, og i hvis navn beder du?
• “Jeg [Jesus] siger jer som sandt er: Hvis I beder Faren om noget, vil han give jer det i mit navn.” – Joh. 16:23.
8. Hvad kan du blandt andet bede Gud om?
• “I skal derfor bede på den her måde: ‘Vores Far i himlene, lad dit navn blive helliget. Lad dit rige komme. Lad din vilje ske på jorden, ligesom i himlen. Giv os det brød vi har behov for i dag. Og tilgiv os vores gæld til dig, ligesom vi har tilgivet dem der er kommet i gæld til os. Hjælp os så vi ikke giver efter for fristelser, og befri os fra den onde.’” – Matt. 6:9-13.
• “Vi har tillid til at Gud vil høre os uanset hvad vi beder om, når det er i overensstemmelse med hans vilje.” – 1. Joh. 5:14.
9. Hvad kunne føre til at Jehova ikke vil høre ens bønner?
• “Så vil I råbe til Jehova om hjælp, men han vil ikke svare jer ... fordi I handler ondt.” – Mika 3:4.
• “Jehovas øjne hviler på de retfærdige, og hans ører lytter til deres bøn, men Jehova er imod dem der gør det onde.” – 1. Pet. 3:12.
10. Hvem er Jesus Kristus?
• “Simon Peter svarede: ‘Du er Kristus, den levende Guds Søn.’” – Matt. 16:16.
11. Hvorfor kom Jesus til jorden?
• “Menneskesønnen er ... ikke kommet for at lade sig betjene, men for at tjene og give sit liv som en løsesum i bytte for mange.” – Matt. 20:28.
• “Jeg [Jesus] skal også forkynde den gode nyhed om Guds rige i de andre byer. Det er jo derfor jeg er blevet sendt ud.” – Luk. 4:43.
12. Hvordan kan du vise at du er taknemmelig for at Jesus ofrede sit liv?
• “Han døde for alle, for at de der lever, ikke længere skal leve for deres egen skyld, men for ham der døde for dem og blev oprejst.” – 2. Kor. 5:15.
13. Hvor stor myndighed har Jesus?
• “Jeg har fået al myndighed i himlen og på jorden.” – Matt. 28:18.
• “Gud ophøjede ham til en højere stilling og i sin godhed gav [han] ham det navn som er over alle andre navne.” – Flp. 2:9.
14. Er du overbevist om at Jehovas Vidners Styrende Råd udgør “den trofaste og kloge træl” som Jesus har udnævnt?
• “Hvem er egentlig den trofaste og kloge træl som hans herre har sat over sine tjenestefolk til at give dem deres mad til tiden?” – Matt. 24:45.
15. Er den hellige ånd en person?
• “Som svar sagde englen til hende: ‘Hellig ånd vil komme over dig, og kraft fra Den Højeste vil beskytte dig. Derfor skal den der fødes, også kaldes hellig og Guds Søn.’” – Luk. 1:35.
• “Hvis altså I, selvom I er onde, giver jeres børn gode gaver, hvor meget mere vil så ikke Faren i himlen give hellig ånd til dem der beder ham!” – Luk. 11:13.
16. Hvordan har Jehova gjort brug af sin hellige ånd?
• “Ved Jehovas ord blev himlen skabt, og ved hans munds ånd blev alt i den til.” – Sl. 33:6.
• “I skal få kraft når den hellige ånd kommer over jer, og I skal være vidner om mig ... til de fjerneste dele af jorden.” – Ap.G. 1:8.
• “Ingen profeti i Skrifterne er baseret på menneskers egne fortolkninger, for ingen profeti blev nogensinde fremført fordi et menneske ville det. Nej, mennesker udtalte ord fra Gud mens de blev ledet af hellig ånd.” – 2. Pet. 1:20, 21.
17. Hvad er Guds rige?
• “Himlens Gud [vil] oprette et rige som aldrig vil blive ødelagt. Og dette rige vil ikke blive overdraget til noget andet folk. Det vil knuse og gøre ende på alle disse riger, og dét alene vil bestå for evigt.” – Dan. 2:44.
18. Hvad vil Guds rige gøre for dig?
• “Han vil tørre alle tårer væk fra deres øjne, og døden vil ikke findes mere. Sorg, skrig og smerte vil heller ikke findes mere. Det som var før, er forsvundet.” – Åb. 21:4.
19. Hvorfor er du overbevist om at velsignelserne under Guds rige snart vil blive til virkelighed?
• “Disciplene [kom] hen for at tale alene med ham. De sagde: ‘Fortæl os: Hvornår vil alt det ske, og hvad vil være tegnet på din nærværelse og afslutningen på verdensordningen?’ Jesus svarede dem: ‘... Nation skal gå i krig mod nation, og rige mod rige, og der vil være hungersnød og jordskælv det ene sted efter det andet. Og den gode nyhed om Riget vil blive forkyndt i hele verden så alle nationer kan høre den, og så vil enden komme.’” – Matt. 24:3, 4, 7, 14.
• “I de sidste dage vil der være kritiske tider som er vanskelige at klare. Mennesker vil være egoistiske, pengeglade, pralende, stolte, blasfemiske, ulydige mod forældre, utaknemmelige, illoyale, uden naturlig hengivenhed, uforsonlige, bagtalere, uden selvbeherskelse, aggressive, uden kærlighed til det der er godt, forræderiske og stædige. De vil være opblæste, og de vil elske fornøjelser i stedet for at elske Gud. De vil lade som om de har gudsfrygt, men de giver den ikke lov til at virke i deres liv.” – 2. Tim. 3:1-5.
20. Hvordan viser du at Guds rige er vigtigt for dig?
• “Bliv derfor ved med først at søge Riget og hans retfærdighed.” – Matt. 6:33.
• “Så sagde Jesus til sine disciple: ‘Hvis nogen vil følge mig, så lad ham sige nej til sig selv og bære sin torturpæl og blive ved med at følge mig.’” – Matt. 16:24.
21. Hvem er Satan og dæmonerne?
• “I er fra jeres far Djævelen ... Han var en morder da han begyndte.” – Joh. 8:44.
• “Så blev den store drage kastet ned, slangen fra fortiden, der kaldes Djævelen og Satan. Det er ham der vildleder hele den beboede jord. Han blev kastet ned til jorden, og hans engle blev kastet ned sammen med ham.” – Åb. 12:9.
22. Hvilke beskyldninger har Satan rettet mod Jehova og dem der tilbeder Ham?
• “Kvinden svarede slangen: ‘Vi har lov til at spise af frugten på træerne i haven. Men Gud har sagt om frugten på det træ der er midt i haven: “I må ikke spise af den, nej, I må ikke røre ved den, for hvis I gør det, skal I dø.”’ Så sagde slangen til kvinden: ‘I skal bestemt ikke dø. For Gud ved at den dag I spiser af den, vil jeres øjne blive åbnet, og I vil blive som Gud med hensyn til at vide hvad der er godt og ondt.’” – 1. Mos. 3:2-5.
• “Satan svarede Jehova: ‘Hud for hud. Et menneske vil give alt hvad det har, for sit liv.’” – Job 2:4.
23. Hvordan kan du vise at Satans beskyldninger er falske?
• “Tjen [Gud] af et helt hjerte.” – 1. Krøn. 28:9.
• “Jeg vil blive ved med at være trofast lige til jeg dør!” – Job 27:5.
24. Hvorfor dør mennesker?
• “Synden kom ind i verden gennem ét menneske, og gennem synden kom døden. Døden blev givet videre til alle mennesker fordi de alle syndede.” – Rom. 5:12.
25. Hvilken tilstand befinder de døde sig i?
• “De levende ved ... at de skal dø, men de døde ved slet ingenting.” – Præd. 9:5.
26. Hvilket håb er der for de døde?
• “Både retfærdige og uretfærdige vil blive oprejst fra døden.” – Ap.G. 24:15.
27. Hvor mange vil komme til himlen for at regere sammen med Jesus?
• “Nu så jeg Lammet stå på Zions Bjerg og sammen med ham 144.000 som havde Lammets navn og hans Fars navn skrevet på deres pande.” – Åb. 14:1.
-
-
2. del Livet som kristenOrganiseret til at gøre Jehovas vilje
-
-
SPØRGSMÅL TIL DEM DER ØNSKER AT BLIVE DØBT
2. del Livet som kristen
Under dit studie af Bibelen har du lært hvad Jehova kræver af dig, og hvordan du kan følge hans retfærdige normer. Det har sikkert betydet at du har foretaget nogle forandringer i din adfærd og i din indstilling til livet. Nu hvor du har besluttet at leve efter Jehovas retfærdige normer, har du som forkynder af den gode nyhed mulighed for at udføre en tjeneste Gud kan godkende.
En gennemgang af de følgende spørgsmål vil hjælpe dig til at have Jehovas retfærdige krav i tanke og minde dig om noget af det du må gøre for at være en af hans godkendte tjenere. Disse oplysninger vil tydeligt vise dig hvor vigtigt det er at have en god samvittighed og gøre alt til ære for Jehova. – 2. Kor. 1:12; 1. Tim. 1:19; 1. Pet. 3:16, 21.
På nuværende tidspunkt har dit studie af Bibelen helt sikkert også gjort dig ivrig efter at følge Jehovas ledelse og blive en del af hans organisation. De følgende spørgsmål og bibelvers kan hjælpe dig til at vurdere dit syn på Jehovas anvisninger i forbindelse med menighedsordningen, familieordningen og forholdet til myndighederne. Du vil uden tvivl få større værdsættelse af hvordan Jehova underviser sine tjenere og styrker dem åndeligt. Det gør han blandt andet gennem menighedens møder, som du allerede overværer og deltager i alt efter dine omstændigheder.
Desuden vil dette afsnit komme ind på hvor vigtigt det er at deltage regelmæssigt i forkyndelsen og hjælpe andre til at lære om Jehova og det han gør for os mennesker. (Matt. 24:14; 28:19, 20) Afsnittet vil også understrege at det er et alvorligt skridt at indvi sig til Jehova Gud og blive døbt. Du kan være sikker på at Jehova glæder sig over din positive reaktion på den ufortjente godhed han viser dig.
1. Hvad er den kristne norm for ægteskab? Hvad er ifølge Bibelen den eneste gyldige grund til at man kan blive skilt?
• “Har I ikke læst at Skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde og sagde: ‘Af den grund vil en mand forlade sin far og mor og holde sig til sin hustru, og de to skal være ét’? Altså er de ikke længere to, men ét. Derfor, hvad Gud har forenet, må intet menneske skille ad. ... Enhver der skiller sig fra sin hustru af nogen anden grund end at hun har haft et umoralsk seksuelt forhold, og som gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud.” – Matt. 19:4-6, 9.
2. Hvorfor skal to der lever sammen som mand og hustru, være lovformeligt gift? Hvis du er gift, er du så sikker på at dit ægteskab er lovligt og registreret hos myndighederne?
• “Bliv ved med at minde dem om at de skal underordne sig regeringer og myndigheder og adlyde dem.” – Tit. 3:1.
• “Lad alle betragte ægteskabet som noget dyrebart, og hold ægteskabet rent, for Gud vil dømme dem der lever på en seksuelt umoralsk måde, og dem der er utro.” – Hebr. 13:4.
3. Hvilken rolle har du i familien?
• “Hør, min søn, på din fars belæring, og giv ikke slip på din mors vejledning.” – Ordsp. 1:8.
• “En ægtemand er hoved for sin hustru, ligesom Kristus er hoved for menigheden ... I ægtemænd, I skal blive ved med at elske jeres hustruer, ligesom Kristus elskede menigheden.” – Ef. 5:23, 25.
• “I fædre, irritér ikke jeres børn, men bliv ved med at opdrage og tilskynde dem sådan som Jehova ønsker.” – Ef. 6:4.
• “I børn, adlyd jeres forældre i alle ting, for det er det Herren ønsker.” – Kol. 3:20.
• “Det samme gælder jer gifte kvinder. I skal underordne jer jeres mænd.” – 1. Pet. 3:1.
4. Hvorfor skal vi vise respekt for livet?
• “[Gud] giver liv og ånde og alting til alle. ... Ved ham lever vi, og bevæger vi os, og er vi til.” – Ap.G. 17:25, 28.
5. Hvorfor vil vi ikke slå nogen ihjel, heller ikke et ufødt barn?
• “Hvis nogle mænd slås med hinanden og de rammer en gravid kvinde og ... der sker en dødelig ulykke, skal du betale liv for liv.” – 2. Mos. 21:22, 23.
• “Dine øjne så mig som foster; i din bog var alle dets dele og dagene hvor de skulle formes, skrevet op, endnu før nogen af dem var der.” – Sl. 139:16.
• “Jehova hader ... hænder der dræber uskyldige.” – Ordsp. 6:16, 17.
6. Hvilket bud har Gud givet angående blod?
• “I skal holde jer fra ... blod [og] fra det der er kvalt.” – Ap.G. 15:29.
7. Hvorfor skal vi elske vores kristne brødre og søstre?
• “Jeg giver jer et nyt bud: I skal elske hinanden. Ligesom jeg har elsket jer, skal I også elske hinanden. Hvis I har kærlighed til hinanden, vil alle forstå at I er mine disciple.” – Joh. 13:34, 35.
8. En der har en alvorlig smitsom sygdom, må tage visse forholdsregler for at undgå at smitte andre. (a) Hvorfor bør en der har sådan en sygdom, ikke tage initiativ til for eksempel at omfavne eller kysse andre? (b) Hvorfor bør han ikke reagere negativt hvis nogle vælger ikke at invitere ham hjem? (c) Hvorfor bør en der måske har en smitsom sygdom, frivilligt få taget en blodprøve før han indleder et romantisk forhold til en? (d) Hvorfor skal en der har en smitsom sygdom, informere koordinatoren for ældsterådet før han lader sig døbe?
• “I må ikke skylde nogen noget, undtagen det at elske hinanden. ... ‘Du skal elske dit medmenneske som dig selv.’ Kærligheden gør ikke medmennesket noget ondt.” – Rom. 13:8-10.
• “Vær ikke kun optaget af det der gavner jer selv, men tænk også på det der gavner andre.” – Flp. 2:4.
9. Hvorfor forventer Jehova at vi tilgiver hinanden?
• “Bliv ved med at bære over med hinanden og at tilgive hinanden villigt, selv hvis I har en grund til at klage over en anden. Ligesom Jehova villigt har tilgivet jer, skal I også tilgive andre.” – Kol. 3:13.
10. Hvad må du gøre hvis en bror bagtaler dig eller begår bedrageri imod dig?
• “Hvis din bror synder imod dig, så gå hen og fortæl ham hvad han har gjort forkert, og gør det på tomandshånd. Hvis han vil lytte til dig, har du vundet din bror. Men hvis han ikke vil lytte til dig, så tag en eller to mere med dig så enhver sag kan blive slået fast ved to eller tre vidners forklaring. Hvis han heller ikke vil lytte til dem, så sig det til menigheden. Hvis han ikke engang vil høre på menigheden, skal du betragte ham som en fra nationerne og som en skatteopkræver.” – Matt. 18:15-17.
11. Hvordan ser Jehova på de følgende synder?
▪ Seksuel umoral
▪ Brug af billeder og figurer i ens tilbedelse
▪ Homoseksualitet
▪ Tyveri
▪ Spil om penge
▪ Fuldskab
• “Lad jer ikke vildlede. De der lever et seksuelt umoralsk liv, tilbeder afguder eller begår ægteskabsbrud, mænd der lader sig bruge til homoseksuelle handlinger, mænd der lever som homoseksuelle, de der stjæler, er griske, er drankere, taler hånligt om andre eller afpresser andre, vil ikke komme til at arve Guds rige.” – 1. Kor. 6:9, 10.
12. Hvad er du besluttet på at gøre når det drejer sig om seksuel umoral, der indbefatter forskellige former for seksuelle handlinger uden for ægteskabet?
• “Flygt fra seksuel umoral!” – 1. Kor. 6:18.
13. Hvorfor skal vi afholde os fra ikkemedicinsk brug af vanedannende og euforiserende stoffer?
• “[Frembær] jeres krop for Gud som et levende og helligt offer han kan godkende, et offer der består i en hellig tjeneste som bygger på sund fornuft. Lad jer ikke længere forme af denne verden, men lad jer forvandle ved at forny jeres tankegang så I kan få en klar forståelse af hvad der er Guds gode og fuldkomne vilje, og hvad han godkender.” – Rom. 12:1, 2.
14. Kan du nævne nogle former for dæmonisme som Gud forbyder?
• “Ingen ... [må] beskæftige sig med spådomskunst, øve magi, tage varsler, være troldmand, udtale en besværgelse, gå til et åndemedium eller en spåmand eller spåkvinde eller henvende sig til de døde.” – 5. Mos. 18:10, 11.
15. Hvad skal man straks gøre hvis man har begået en alvorlig synd og gerne vil have et godt forhold til Jehova igen?
• “Den der dækker over sine overtrædelser, vil det ikke gå godt, men den der bekender dem og tager afstand fra dem, vil der blive vist barmhjertighed.” – Ordsp. 28:13.
• “Hvis en iblandt jer er syg, skal han tilkalde menighedens ældste. De skal bede for ham og indgnide ham med olie i Jehovas navn. Troens bøn vil gøre den syge rask, og Jehova vil rejse ham op. Og hvis han har begået synder, vil han blive tilgivet.” – Jak. 5:14, 15.
16. Hvad må du gøre hvis du ved at en bror eller søster har begået en alvorlig synd?
• “Hvis nogen synder fordi han har hørt en offentlig opfordring til at vidne og han er vidne og har set eller hørt noget men ikke siger det, skal han stå til ansvar for sin overtrædelse.” – 3. Mos. 5:1.
17. Hvordan bør vi behandle en person hvis der bliver bragt en meddelelse om at han ikke længere er et af Jehovas Vidner?
• “I skal holde op med at omgås enhver der kaldes bror men samtidig lever på en seksuelt umoralsk måde eller er grisk, dyrker afguder, taler hånligt om andre, er dranker eller afpresser andre, ja, I skal ikke engang spise sammen med sådan et menneske.” – 1. Kor. 5:11.
• “Hvis nogen kommer til jer og ikke fremfører denne lære, så tag ikke imod ham i jeres hjem, og hils ikke på ham.” – 2. Joh. 10.
18. Hvorfor er det vigtigt at dine nære venner er nogle der elsker Jehova?
• “Den der vandrer med de vise, vil selv blive vis, men den der omgås de ufornuftige, går det dårligt.” – Ordsp. 13:20.
• “I må ikke lade nogen vildlede jer. Dårligt selskab ødelægger gode vaner.” – 1. Kor. 15:33.
19. Hvorfor blander Jehovas Vidner sig ikke i politik?
• “De er ikke en del af verden, ligesom jeg [Jesus] ikke er en del af verden.” – Joh. 17:16.
20. Hvorfor bør du adlyde myndighederne?
• “Alle skal underordne sig de højere myndigheder, for der er ingen myndighed som ikke er fra Gud. De eksisterende myndigheder er anbragt i deres relative stillinger af Gud.” – Rom. 13:1.
21. Hvad vil du gøre hvis menneskers love strider imod Guds lov?
• “Man skal adlyde Gud som hersker mere end mennesker.” – Ap.G. 5:29.
22. Hvilke bibelvers kan hjælpe dig til ikke at blive en del af verden når du skal vælge arbejde?
• “Nation vil ikke løfte sværd mod nation, og de vil ikke længere blive oplært til krig.” – Mika 4:3.
• “Gå ud fra hende [Babylon den Store], mit folk. Ellers vil I være medskyldige i hendes synder og blive ramt af hendes plager.” – Åb. 18:4.
23. Hvilke former for underholdning og fritidsaktiviteter vil du vælge, og hvilke vil du holde dig fra?
• “Jehova ... hader enhver der elsker vold.” – Sl. 11:5.
• “Afsky alt hvad der er ondt. Hold fast ved det der er godt.” – Rom. 12:9.
• “Alt hvad der er sandt, alt hvad der har alvorlig betydning, alt hvad der er retfærdigt, alt hvad der er rent, alt hvad der er værd at elske, alt hvad der tales godt om, alt hvad der er moralsk sundt, og alt hvad der er værd at rose, det skal I blive ved med at tænke på.” – Flp. 4:8.
24. Hvorfor vil Jehovas Vidner ikke tilbede Gud sammen med andre trossamfund?
• “I kan ikke spise både ved ‘Jehovas bord’ og ved dæmonernes bord.” – 1. Kor. 10:21.
• “‘Skil jer ud,’ siger Jehova, ‘og hold op med at røre ved det der er urent’, ‘så vil jeg tage imod jer.’” – 2. Kor. 6:17.
25. Hvilke principper kan hjælpe dig til at afgøre om du vil deltage i en bestemt fest eller højtid?
• “De blandede sig med nationerne og tog deres livsstil til sig. De blev ved med at dyrke deres afguder, som blev en fælde for dem.” – Sl. 106:35, 36.
• “De døde ved slet ingenting.” – Præd. 9:5.
• “De er ikke en del af verden, ligesom jeg ikke er en del af verden.” – Joh. 17:16.
• “Det er rigeligt at I tidligere har gjort nationernes vilje, dengang I slog jer løs i skamløs opførsel og ubehersket lidenskab og med overdrevet drikkeri, vilde fester, drikkeorgier og frastødende afgudsdyrkelse.” – 1. Pet. 4:3.
26. Hvordan kan beretningerne i Bibelen hjælpe dig til at afgøre om du vil være med til at fejre fødselsdag?
• “Den tredje dag var det Faraos fødselsdag, og han holdt en fest for alle sine tjenere, og han førte overmundskænken og overbageren frem foran dem. Han gav overmundskænken hans stilling som mundskænk tilbage ... Men han hængte overbageren på en pæl.” – 1. Mos. 40:20-22.
• “Da Herodes fejrede sin fødselsdag, dansede Herodias’ datter til festen, og det var han så betaget af at han med en ed lovede at give hende hvad som helst hun bad om. Tilskyndet af sin mor sagde hun: ‘Giv mig Johannes Døbers hoved på et fad.’ Så han gav ordre til at Johannes skulle halshugges i fængslet.” – Matt. 14:6-8, 10.
27. Hvorfor ønsker du at følge de ældstes vejledning?
• “Vær lydige mod dem der fører an iblandt jer, og vær villige til at give efter. De våger jo over jer fordi de skal aflægge regnskab. Lad dem kunne gøre det med glæde og uden at sukke, for ellers ville det gå ud over jer selv.” – Hebr. 13:17.
28. Hvorfor er det vigtigt at du og din familie regelmæssigt sætter tid af til at læse i og studere Bibelen?
• “[Han] glæder sig over Jehovas lov og læser i hans lov med dæmpet stemme dag og nat. Han bliver som et træ der er plantet ved strømme af vand, et træ der giver sin frugt til tiden, og hvis blade ikke visner. Og alt hvad han gør, vil lykkes.” – Sl. 1:2, 3.
29. Hvorfor er du glad for at overvære og deltage i møderne?
• “Jeg vil forkynde dit navn for mine brødre; midt i menigheden vil jeg lovsynge dig.” – Sl. 22:22.
• “Lad os have omsorg for hinanden så vi motiverer hinanden til kærlighed og gode gerninger. Lad os ikke forsømme menighedens møder, sådan som nogle gør, men opmuntre hinanden, især nu hvor I kan se at dagen nærmer sig.” – Hebr. 10:24, 25.
30. Hvad er det vigtigste arbejde Jesus har givet os?
• “Gå derfor ud og gør folk fra alle nationer til mine disciple – døb dem ..., og lær dem at holde alt hvad jeg har befalet jer.” – Matt. 28:19, 20.
31. Hvilken indstilling glæder det Jehova at vi har når vi giver penge til Rigets arbejde eller hjælper vores brødre og søstre?
• “Du skal ære Jehova med de værdier du har.” – Ordsp. 3:9.
• “Enhver skal give som han har besluttet i sit hjerte, ikke uvilligt eller tvungent, for Gud elsker en glad giver.” – 2. Kor. 9:7.
32. Hvilke prøvelser kan kristne forvente at komme ud for?
• “Lykkelige er de som er blevet forfulgt fordi de gør det der er rigtigt, for himlenes rige er deres. Lykkelige er I når folk skælder jer ud og forfølger jer og løgnagtigt siger alt muligt ondt om jer for min skyld. I skal juble og glæde jer fordi jeres belønning er stor i himlene, for på den måde forfulgte man profeterne før jer.” – Matt. 5:10-12.
33. Hvorfor er det et særligt privilegium at blive døbt som et af Jehovas Vidner?
• “Dit ord blev til glæde for mig og til jubel for mit hjerte, for dit navn er nævnt over mig, Jehova.” – Jer. 15:16.
-
-
Afsluttende drøftelse med en der skal døbesOrganiseret til at gøre Jehovas vilje
-
-
SPØRGSMÅL TIL DEM DER ØNSKER AT BLIVE DØBT
Afsluttende drøftelse med en der skal døbes
Dåben foregår normalt ved et af Jehovas Vidners stævner. I slutningen af dåbsforedraget beder taleren dem der skal døbes, om at rejse sig og med høj og klar stemme besvare de følgende to spørgsmål:
1. Har du angret dine synder, indviet dig til Jehova og anerkendt at han frelser os gennem Jesus?
2. Forstår du at du ved din dåb offentligt viser at du er et af Jehovas Vidner og er en del af Jehovas organisation?
Når dåbskandidaterne svarer ja til disse spørgsmål, bekender de offentligt at de tror på løskøbelsen og uforbeholdent har indviet sig til Jehova. (Rom. 10:9, 10) De der skal døbes, vil i forvejen tænke over disse spørgsmål under bøn så de kan svare i overensstemmelse med deres personlige overbevisning.
Har du i en bøn indviet dig til Jehova og lovet at du udelukkende vil tjene ham og betragte det at gøre hans vilje som det vigtigste i dit liv?
Er du fuldstændigt sikker på at du er klar til at blive døbt så snart der er mulighed for det?
Hvilken påklædning vil være passende under dåben? (1. Tim. 2:9, 10; Joh. 15:19; Flp. 1:10)
Vi “elsker Gud”, og det får os til at klæde os “beskedent og med et sundt sind”. De der skal døbes, vil derfor ikke vælge badetøj der er afslørende, eller tøj med billeder, slogans eller anden tekst på. I stedet vil de klæde sig i noget der er rent og pænt, vidner om god smag og passer til lejligheden.
Hvordan skal en der skal døbes, opføre sig under dåben? (Luk. 3:21, 22)
Jesus’ dåb danner mønster for den kristne dåb i dag. Han forstod at dåben er et alvorligt skridt, og det kom til udtryk i hans indstilling og opførsel. Det vil derfor ikke være passende at lave sjov, svømme rundt eller gøre noget andet der kunne aflede opmærksomheden fra begivenhedens alvor. En nydøbt kristen vil heller ikke opføre sig som om han lige har vundet en stor sejr. Dåben er naturligvis en glædelig begivenhed, men vi må vise vores glæde på en værdig måde.
Hvordan vil det at komme fast til møderne og være sammen med brødrene og søstrene hjælpe dig til at leve op til din indvielse til Jehova?
Hvorfor er det vigtigt at du efter din dåb følger en god plan for personligt studie og deltager regelmæssigt i forkyndelsen?
-