43 JOSEF
Han påtog sig et stort ansvar
DET kræver mod og styrke at være en god far. Men Josef, en tømrer fra Nazaret, fik de egenskaber sat på prøve allerede inden han blev far. Han fandt ud af at Maria, den pige han snart skulle giftes med, var gravid – men barnet var ikke hans. Og selvom Maria fortalte ham hvordan det hele hang sammen, kunne han simpelthen ikke forstå det og havde svært ved at tro på det. Hvad skulle han gøre?
Josef “var et godt menneske”. Han var venlig og medfølende og levede efter Jehovas Lov. Bibelen siger at Josef besluttede sig for at skille sig fra Maria i hemmelighed for at beskytte hende og for at hun ikke skulle blive ydmyget offentligt. Dengang var en forlovelse lige så bindende som et ægteskab. Inden han gennemførte sin plan, greb Jehova dog ind og sendte en engel der sagde til Josef i en drøm: “Vær ikke bange for at tage din hustru, Maria, hjem til dig.” Englen forsikrede Josef om at det Maria havde sagt, var sandt. Barnet i hendes mave var virkelig Guds Søn, og han ville blive Messias!
Josef fik en meget overvældende besked: Han skulle beskytte og opdrage Guds egen Søn.
Modigt gjorde Josef “som Jehovas engel havde sagt”. Han påtog sig det store ansvar Jehova havde givet ham: at tage sig af sin elskede hustru og det vigtigste barn der nogensinde ville blive født. Josefs nye livssituation krævede usædvanligt stort mod.
Inden længe befalede kejser Augustus at indbyggerne i hele riget skulle registreres, og Josef måtte derfor rejse til Betlehem. Vi ved ikke om det var et krav at Maria tog med, men uanset hvad følte Josef sikkert at han bedre kunne beskytte hende hvis de blev sammen. Så de begav sig ud på den lange rejse – selvom Maria “var højgravid”. Da de var ankommet til Betlehem, begyndte Marias veer, og hun endte med at føde i en stald.
Selvom Josef arbejdede hårdt for at tage sig af sin nye familie, havde de ikke så meget materielt. Da han og Maria tog op til Jerusalem for at vise Jesus frem for Jehova og bringe et offer ved templet, ofrede de derfor to små fugle, hvilket Moseloven åbnede op for hvis man var fattig. Noget tid senere, mens de boede i et hus i Betlehem, fik de besøg af nogle astrologer der sikkert var fra Babylon, og som var blevet ledt hen til deres hus af en mystisk “stjerne”. De havde værdifulde gaver med til Jesus. Kort efter fortalte en af Jehovas engle Josef at kong Herodes havde lagt en ond plan om at slå Jesus ihjel, og sagde derfor til Josef at han skulle flygte til Egypten med sin familie.
Nu havde Josef igen brug for mod. Sammen med sin kone og sit lille barn skulle han flygte til et fremmed land midt om natten. Men hvordan skulle han tage sig af sin familie i Egypten? De gaver de havde fået af astrologerne, hjalp ham helt sikkert til at betale for de ting de havde brug for i Egypten. Efter noget tid sagde Jehova til Josef at han skulle tage sin familie med tilbage til deres hjemland, Israel. Det område Betlehem lå i, havde fået en ny konge, men han var også ond, så Josef fik at vide at de i stedet skulle tage til Nazaret.
I Nazaret arbejdede Josef hårdt som tømrer for at forsørge Maria, Jesus og mindst seks andre børn som de med tiden fik. Men vigtigst af alt sørgede Josef godt for sin familie åndeligt. De kom regelmæssigt i synagogen for at lære om Jehova, og hvert år tog de til Jerusalem for at fejre påskehøjtiden. Sidste gang Bibelen nævner Josef direkte, er en af de gange familien var i Jerusalem. Jesus, der nu var 12 år gammel, var blevet væk fra sine forældre, og de var helt desperate. Heldigvis var der ikke sket Jesus noget, og Bibelen siger at de tog hjem igen, og at “han fortsatte med at adlyde dem”.
Bibelen fortæller ikke noget om hvornår Josef døde. Men inden sin død må han have nået at oplære sin adoptivsøn endnu mere. Jesus blev nemlig kendt som “tømreren”, og ikke bare “tømrerens søn”. Så Josef må have oplært ham godt i det fag. Han var et fantastisk eksempel på en modig, ansvarsfuld og kærlig far der beskyttede og sørgede godt for sin familie og gav sine børn en god oplæring. Vi kan være helt sikre på at Jehova glæder sig over fædre der i dag efterligner Josef.
Læs det i Bibelen
Forklar
Hvordan viste Josef mod og styrke?
Gå i dybden
1. Når det nu var Maria der var Elis datter, hvorfor står der så i Lukas 3:23 at Josef var “søn af Eli”? (w17.08 32 § 4)
2. Hvad kan have været grunden til at Josef ikke havde sex med Maria før Jesus blev født? (w03 15/12 5 § 5)
3. Hvad viser at Josef må have arbejdet hårdt for at tage sig af sin familie? (ia 166-167 § 15-18) A
Billede A
4. Hvorfor tror vi at Josef døde mens Jesus var en helt ung mand? (w17.07 13 § 8, fdn.)
Vend det indad
Josef adlød Jehova, selv når det krævede store ofre. Hvad kan forældre lære ham? (Matt. 1:20, 24; 2:13-15, 19-21)
Hvad kan familier i dag lære af Josefs familie om det at sætte Jehova på førstepladsen? (Luk. 2:41) B
Billede B
Hvordan kan du efterligne Josefs mod og styrke?
Se det store billede
Hvad lærer beretningen dig om Jehova?
Hvad har beretningen at gøre med Jehovas hensigt?
Hvad vil du gerne spørge Josef om i den nye verden?
Lær mere
Se en video der viser hvor villig Josef var til at gøre det Jehova bad ham om.
Hvordan kan vi efterligne Josef og Maria hvis myndighederne vedtager en lov der gør vores liv besværligt eller er direkte uretfærdig?