AMALEK
(Aʹmalek), amalekitter.
Søn af Esaus førstefødte, Elifaz, og dennes medhustru Timna, og dermed sønnesøn af Esau. Han var en af sheikerne i Edom. (1Mo 36:12, 15, 16) Navnet Amalek blev også brugt til at betegne hans efterkommeres stamme. — 5Mo 25:17; Dom 7:12; 1Sa 15:2.
Nogle mener at amalekitternes oprindelse går meget længere tilbage, og at de ikke stammede fra Esaus sønnesøn Amalek. Denne opfattelse har imidlertid ikke noget solidt grundlag. Den bygger på Bileams udtalelse: „Amalek var den første af nationerne, men dens endeligt vil være undergang.“ (4Mo 24:20) Bileam udtalte sig imidlertid ikke her om historien i almindelighed og om oprindelsen til nationer der var opstået 7-800 år tidligere. Han talte blot om de historiske forhold i forbindelse med israelitterne, som han var lejet til at forbande og som stod i begreb med at gå ind i det forjættede land. Efter at han havde omtalt Moab, Edom og Se’ir som Israels modstandere, erklærede han at amalekitterne var „den første“ af de nationer der havde rejst sig til modstand mod israelitterne på deres vandring fra Ægypten mod det forjættede land, og af den grund ville ’Amaleks endeligt være undergang’.
Da Moses i beretningen om begivenheder der indtraf på Abrahams tid, før Amalek blev født, talte om „hele amalekitternes område“, foregreb han altså blot det senere navn på området, det navn der var kendt på hans tid, uden dermed at sige at amalekitterne havde eksisteret før Amalek. (1Mo 14:7) Det amalekitiske områdes centrum lå nord for Kadesj-Barnea i Negebørkenen i den sydlige del af Palæstina, og deres nomadelejre strakte sig derfra ud på Sinajhalvøen og ind i det nordlige Arabien. (1Sa 15:7) På et tidspunkt rakte deres indflydelse muligvis ind i Efraims bjergland. — Dom 12:15.
Amalekitterne var „den første af nationerne“ der rettede et uprovokeret angreb mod israelitterne efter udgangen af Ægypten. Dette skete i Refidim i nærheden af Sinaj Bjerg. Som følge af dette befalede Jehova at amalekitterne skulle udryddes fuldstændigt. (4Mo 24:20; 2Mo 17:8-16; 5Mo 25:17-19) Da israelitterne et år senere forsøgte at gå ind i det forjættede land i modstrid med Jehovas ord, blev de slået tilbage af amalekitterne. (4Mo 14:41-45) To gange i løbet af dommertiden var amalekitterne med til at angribe eller overfalde Israel. Første gang var mens Eglon var konge af Moab. (Dom 3:12, 13) Anden gang var da de sammen med midjanitterne og Østens sønner plyndrede Israels land i syv år før Gideon og hans 300 mand tilføjede dem et knusende nederlag. — Dom 6:1-3, 33; 7:12; 10:12.
På grund af dette vedvarende had krævede Jehova i kongetiden amalekitterne til regnskab idet han befalede kong Saul at slå dem, hvilket han gjorde „fra Havila helt til Sjur, som ligger op til Ægypten“. Saul overtrådte imidlertid Jehovas befaling ved at skåne Agag, deres konge. Men Gud kan man ikke trodse. Samuel udtalte en fordømmelse over Saul og „sønderhuggede . . . Agag foran Jehova i Gilgal“. (1Sa 15:2-33) Nogle af Davids strejftog gik ud over amalekitiske landsbyer, og da amalekitterne derefter angreb Ziklag og førte Davids hustruer og ejendele med sig, blev de slået af David og 400 af hans mænd, og alt byttet blev erobret tilbage. (1Sa 27:8; 30:1-20) Under Ezekias’ regering tilintetgjorde nogle fra Simeons stamme den rest der var tilbage af amalekitterne. — 1Kr 4:42, 43.
Derefter finder vi ingen direkte omtale af amalekitterne, hverken i Bibelen eller i den verdslige historie. Det er dog sandsynligt at ’agagitten Haman’ var en af deres efterkommere, for „Agag“ var titlen eller navnet på visse amalekitiske konger. (Est 3:1; 8:3; 4Mo 24:7; 1Sa 15:8, 9) Således blev amalekitterne, sammen med andre navngivne folkeslag, udslettet for at „man kan vide at du, hvis navn er Jehova, du alene er den Højeste over hele jorden“. — Sl 83:6-18.