BRØND

Det hebraiske ord be’erʹ, der oversættes med „brønd“, betegner som regel en grube eller et hul gravet i jorden ned til en naturlig forekomst af vand. Ordet be’erʹ forekommer i sådanne stednavne som Be’er-Lahaj-Ro’i (1Mo 16:14), Be’er-Sjeba (1Mo 21:14), Be’er (4Mo 21:16-18) og Be’er-Elim (Es 15:8). Ordet kan også betyde „grube“ (1Mo 14:10), og i Salme 55:23 og 69:15 synes henholdsvis „grube“ og „brønd“ at hentyde til graven. Det bruges billedligt om en hustru eller en elsket kvinde. (Ord 5:15; Høj 4:15) Ordsprogene 23:27, hvor den fremmede kvinde sammenlignes med en snæver brønd, sigter måske til at det ofte var forbundet med vanskeligheder at hente vand i en sådan brønd, og at lerkrukker let fik skår eller gik i stykker når de slog mod dens sider. — Se også CISTERNE; KILDE.

I lande med lange tørkeperioder, især i ørkenegne, har brønde haft stor betydning fra de ældste tider. At gøre brug af en brønd uden tilladelse blev øjensynlig betragtet som indtrængen på andres ejendom. (4Mo 20:17, 19; 21:22) Knapheden på vand og arbejdet der var forbundet med at grave brønde, gjorde disse til værdifuld ejendom. Det skete ikke sjældent at spørgsmålet om ejendomsretten til brøndene var årsag til stridigheder og uoverensstemmelser. Det er grunden til at patriarken Abraham ved en lejlighed med en højtidelig ceremoni ønskede at fastslå sin ejendomsret til en brønd i Be’er-Sjeba. (1Mo 21:25-31; 26:20, 21) Efter hans død tilsidesatte filistrene imidlertid hans søn og arving Isaks rettigheder og tilstoppede de selv samme brønde som Abrahams tjenere havde gravet. — 1Mo 26:15, 18.

Brøndene var ofte omgivet af lave mure og overdækket med en stor sten, uden tvivl for at beskytte dem mod forurening og for at forhindre at dyr og mennesker faldt ned i dem. (1Mo 29:2, 3; 2Mo 2:15, 16) Ved nogle brønde var der drikketrug eller render hvor kvæget kunne vandes. (1Mo 24:20; 2Mo 2:16-19) Over hele Palæstinas bjergland var der udhugget brønde i kalkstensklipperne, og ofte førte trin der var hugget ind i klippen, ned til vandet. Når man var kommet ned, kunne man i nogle brønde blot dyppe beholderen ned i vandet. Lå vandet dybere nede, trak man det op i læderspande (4Mo 24:7) eller lerkrukker (1Mo 24:16) der blev sænket ned med et reb.

Det græske ord for „brønd“ er freʹar. Apostelen Johannes bruger det i sit evangelium om brønden ved Jakobs Kilde, hvor Jesus talte med den samaritanske kvinde. (Joh 4:11, 12) I Åbenbaringens Bog bruges det i udtrykket „afgrundens brønd“ om skakten der fører ned til afgrunden, det bundløse eller umålelige dyb hvorfra græshopperne stiger op. (Åb 9:1-3) Freʹar bruges således både om en brønd der graves ned til en kilde, og om en hvilken som helst dyb udgravning eller skakt. — Se AFGRUND; JAKOBS KILDE; TARTAROS.