FRAFALD

Det græske ord (apostasiʹa) stammer fra udsagnsordet afiʹstēmi, der bogstaveligt betyder „stille sig borte fra“. Navneordet indeholder betydningen „det at svigte, forlade, falde fra, gøre oprør“. (Apg 21:21, fdn.) På klassisk græsk blev navneordet brugt om politisk frafald, og udsagnsordet bruges åbenbart i den betydning i Apostelgerninger 5:37, hvor der siges at Judas Galilæeren „fik folk med sig“ (apeʹstēse, en form af afiʹstēmi). Den græske Septuaginta bruger ordet i 1 Mosebog 14:4 om et sådant oprør. I De Kristne Græske Skrifter bruges det dog fortrinsvis om religiøst frafald, det at man trækker sig tilbage eller tager afstand fra Guds sande sag, tilbedelse og tjeneste, og altså tager afstand fra det man tidligere har bekendt sig til, og fuldstændig opgiver sin tidligere tro og sine tidligere principper. De religiøse ledere i Jerusalem anklagede Paulus for et sådant frafald fra Moseloven.

Det kan med rette siges at Guds store modstander var den første frafaldne, som det fremgår af navnet „Satan“. Han fik det første menneskepar til at falde fra tilbedelsen af den sande Gud. (1Mo 3:1-15; Joh 8:44) Efter Vandfloden vendte man sig bort fra Noas Guds ord. (1Mo 11:1-9) Job blev anklaget for frafald af sine tre såkaldte trøstere. (Job 8:13; 15:34; 20:5) I sit forsvar viste Job at Gud ikke lader nogen frafalden komme frem for sig (Job 13:16), og at den der på grund af frafald er blevet afskåret fra ham, befinder sig i en håbløs situation. (Job 27:8; jf. desuden Elihus udtalelse i Job 34:30; 36:13.) Disse steder bruges det hebraiske nomen chanefʹ, som betyder „[en der er] fremmedgjort for Gud“, dvs. en frafalden. Det beslægtede udsagnsord chanefʹbetyder „at være vendt bort fra det rette forhold til Gud“ eller „at besudle, at forlede til frafald“. — Lexicon in Veteris Testamenti Libros af L. Koehler og W. Baumgartner, Leiden 1958, s. 317.

Frafald i Israel. De to første bud i Moseloven fordømte enhver form for frafald. (2Mo 20:3-6) Og før israelitterne gik ind i det forjættede land, blev de advaret om at ægteskaber med landets folk ville indebære en alvorlig fare for frafald. (5Mo 7:3, 4) Selv om den der tilskyndede andre til frafald, var en nær slægtning eller en ægtefælle, skulle han lide døden for at have „opfordret til genstridighed mod Jehova“. (5Mo 13:1-15) Rubens, Gads og Manasses stammer var hurtige til at rense sig for den anklage om frafald der blev rettet mod dem fordi de havde bygget et alter. — Jos 22:21-29.

Mange af Israels og Judas konger faldt fra den sande tilbedelse; blandt dem var Saul (1Sa 15:11; 28:6, 7), Jeroboam (1Kg 12:28-32), Akab (1Kg 16:30-33), Ahazja (1Kg 22:51-53), Joram (2Kr 21:6-15), Akaz (2Kr 28:1-4) og Amon (2Kr 33:22, 23). Med tiden opstod der en hel nation af frafaldne fordi folket lyttede til frafaldne præster og profeter (Jer 23:11, 15) og andre principløse mænd der med glatte ord og falsk tale forledte dem til skamløshed, umoralitet og frafald fra Jehova, „kilden med levende vand“. (Es 10:6; 32:6, 7; Jer 3:1; 17:13) Ifølge Esajas 24:5 blev selve landet „besudlet [chanefahʹ] under sine indbyggere, for de [havde] overtrådt lovene, ændret forordningen, brudt den varige pagt“. Der ville ikke blive vist dem nogen barmhjertighed under den forudsagte ødelæggelse. — Es 9:17; 33:11-14; Zef 1:4-6.

Hvordan kan man kende forskel på frafaldne og sande kristne?

Apostelen Paulus forudsagde i 2 Thessaloniker 2:3 at der ville komme et frafald blandt dem der bekendte sig til kristendommen. Han nævnte nogle frafaldne ved navn, for eksempel Hymenæus, Alexander og Filetus. (1Ti 1:19, 20; 2Ti 2:16-19) I apostlenes advarsler nævnes forskellige årsager til frafald: mangel på tro (He 3:12), mangel på udholdenhed under forfølgelse (He 10:32-39), at man svigter de rette moralnormer (2Pe 2:15-22), at man lytter til falske læreres „falske ord“ og „vildledende inspirerede udtalelser“ (2Pe 2:1-3; 1Ti 4:1-3; 2Ti 2:16-19; jf. Ord 11:9), og at man søger at blive ’erklæret retfærdig ved hjælp af loven’. (Ga 5:2-4) De frafaldne bekender måske stadig at de tror på Guds ord, men tager let på det forkyndelses- og undervisningsarbejde som Jesu disciple fik til opgave at udføre. (Lu 6:46; Mt 24:14; 28:19, 20) De hævder måske også at de tjener Gud, men afviser hans betroede tjenere, den synlige del af hans organisation. (Jud 8, 11; 4Mo 16:19-21) De frafaldne søger ofte at vinde tilhængere. (Apg 20:30; 2Pe 2:1, 3) De der på denne måde med vidende og vilje forlader den kristne menighed, bliver en del af „antikrist“. (1Jo 2:18, 19) Ligesom det var tilfældet med de frafaldne israelitter, er det også forudsagt at de der falder fra den kristne menighed, vil blive tilintetgjort. — 2Pe 2:1; He 6:4-8; se SELSKAB.

Under Romerrigets forfølgelse af de kristne forsøgte øvrigheden undertiden at få dem der bekendte sig til kristendommen, til at fornægte deres tilhørsforhold til kristendommen, og de der gjorde dette, måtte som tegn på deres frafald ofre røgelse til en hedensk gud eller offentligt spotte Kristi navn.

Det er tydeligt at der er forskel på at ’falde’ på grund af svaghed og at ’falde fra’. Det sidstnævnte vil sige at man med vidende og vilje vender sig bort fra retfærdighedens vej. (1Jo 3:4-8; 5:16, 17) Hvad enten grunden synes at være af intellektuel, moralsk eller religiøs art, er der tale om et oprør mod Gud og en forkastelse af hans sandhedsord. — 2Ts 2:3, 4; se LOVLØSHEDENS MENNESKE.