DÆMONBESÆTTELSE

Det at en usynlig ond ånd tager bolig i et menneske og behersker det. På Bibelens tid blev de dæmonbesatte plaget af ånderne på forskellige måder: nogle var stumme, nogle var blinde, nogle var som sindssyge, og nogle var i besiddelse af overmenneskelige kræfter. Alle blev sørgeligt mishandlet af disse usynlige tyranner. (Mt 9:32; 12:22; 17:15; Mr 5:3-5; Lu 8:29; 9:42; 11:14; Apg 19:16) Mænd, kvinder og børn var deres ofre. (Mt 15:22; Mr 5:2) Undertiden forstærkedes de besattes kvaler når mange dæmoner havde taget bolig i dem på én gang. (Lu 8:2, 30) Når dæmonen var uddrevet, var personen normal og ved sin fornufts fulde brug igen. Der er forskel på sygdom som skyldes dæmonbesættelse, og sygdom som skyldes en fysisk lidelse; begge slags lidelser nævnes side om side som eksempel på dem Jesus helbredte. — Mt 8:16; 17:18; Mr 1:32, 34.

Nogle af Jesu største mirakler bestod i at han befriede besatte for dæmonernes greb. Disse var magtesløse over for ham. Men ikke alle mennesker var glade for hans virke i den retning. Farisæerne anklagede ham for at stå i ledtog med dæmonernes hersker, Beelzebub, mens det i virkeligheden var dem selv der, som Jesus påpegede, var Djævelens afkom. (Mt 9:34; 12:24; Mr 3:22; Lu 11:15; Joh 7:20; 8:44, 48-52) Jesus vidste hvorfra han havde denne magt til at uddrive dæmoner, og han gav åbent udtryk for at han gjorde det i kraft af Jehovas ånd. (Mt 12:28; Lu 8:39; 11:20) Dæmonerne på deres side vidste hvem Jesus var, og kaldte ham „Guds søn“, „Guds Hellige“ og „Jesus, søn af den højeste Gud“. (Mt 8:29; Mr 1:24; 3:11; 5:7; Lu 4:34, 41; Apg 19:15; Jak 2:19) Imidlertid tillod Jesus dem ikke på noget tidspunkt at aflægge vidnesbyrd om hvem han var. (Mr 3:12) Derimod opfordrede han en mand som var kommet ud af dæmonernes magt, til at fortælle sine slægtninge ’alt det Jehova havde gjort for ham’. — Mr 5:18-20.

Jesus gav sine 12 apostle, og senere de 70 som han udsendte, myndighed over dæmonerne så de kunne kurere dæmonbesatte i Jesu navn. (Mt 10:8; Mr 3:15; 6:13; Lu 9:1; 10:17) Selv en der ikke direkte sluttede sig til Jesus eller hans apostle, kunne uddrive en dæmon i Jesu navn. (Mr 9:38-40; Lu 9:49, 50) Efter Jesu død fortsatte apostlene med at have denne magt. Således uddrev Paulus en „spådomsånd“ af en tjenestepige, til hendes pengebegærlige ejermænds store fortrydelse. (Apg 16:16-19) Men da præsten Skevas syv sønner, der gav sig af med at uddrive dæmoner, ville gøre det i Jesu navn, „den Jesus som Paulus forkynder“, sprang den besatte ind på dem, maltrakterede dem og flåede tøjet af dem. — Apg 19:13-16.

Ofte skyldes mentalt uligevægtige personers vilde og ukontrollerede adfærd direkte besættelse af disse Satans usynlige håndlangere. Det siges at åndemedier undertiden har formået at uddrive disse dæmoner, hvilket bringer Jesu ord i erindring: „Mange vil sige til mig på den dag: ’Herre, Herre, har vi ikke . . . uddrevet dæmoner i dit navn . . .?’ Og alligevel vil jeg da erklære over for dem: Jeg har aldrig kendt jer!“ (Mt 7:22, 23) Der er derfor god grund til at give agt på advarselen: „Hold jer vågne,“ og: „Ifør jer den fulde rustning fra Gud, så I kan stå fast over for Djævelens [og dermed også hans dæmoners] listige anslag.“ — 1Pe 5:8; Ef 6:11.