JUDAS ØRKEN

De øde og næsten ubeboede østlige udløbere af Judas bjerge. (Dom 1:16) Ørkenområdet begynder øst for Oliebjerget og strækker sig i en bredde af 16 til 24 km og en længde af ca. 80 km langs Det Døde Havs vestkyst. Det består hovedsagelig af golde, afrundede højdedrag af blødt kalk, gennemskåret af slugter og regnflodsdale. (BILLEDE, bd. 1, s. 335) Ned mod Det Døde Hav bliver dalene til dybe kløfter, og langs selve havet står ørkenen som en mur af takkede klipper. Da terrænet falder 1200 m på blot 24 km, ligger området i læ for de regnbærende vestenvinde og får meget lidt nedbør. Samtidig er det udsat for de tørre østenvinde. Men når det regner, bliver de tørre regnflodsdale til rivende strømme, og i de få uger regntiden varer, giver ørkenen liv til en sparsom vegetation.

David, der søgte tilflugt for Saul i Judas Ørken, beskrev den som „et tørt og udtæret land, hvor der ikke er vand“. (Sl 63:0, 1) I ørkenområdets indre findes der hverken kilder eller vandløb. I Ezekiels syn siges der imidlertid, i stærk kontrast hertil, at strømmen som vælder frem fra templets tærskel, flyder gennem denne ørken, og at der vokser en mængde træer langs dens bredder. — Ez 47:1-10.

Det var uden tvivl i denne ørken at ’bukken for Azazel’ blev sluppet løs på den årlige forsoningsdag efter at den var blevet ført derud fra templet i Jerusalem. (3Mo 16:21, 22) I det 1. århundrede indledte Johannes Døber sin tjeneste i dette ørkenområde nord for Det Døde Hav (Mt 3:1-6), og det var øjensynlig et sted i den samme ørken at Jesus Kristus blev fristet af Djævelen. — Mt 4:1.