MØDEBJERGET

Et udtryk der bruges i Esajas 14:13, hvor Babylons konge beskrives som den der siger i sit hjerte: „Op over Guds stjerner hæver jeg min trone, og jeg sætter mig på mødebjerget i de fjerneste egne mod nord.“

Nogle forskere mener at „mødebjerget“ her sigter til et højt bjerg langt mod nord som efter babylonisk opfattelse skulle være gudernes bolig. Men ordene i Esajas 14:13 er snarere et udtryk for hvordan Babylons konges ambitioner og indstilling ville være, end en forudsigelse af en egentlig udtalelse fra hans side. (Jf. Es 47:10.) De indgår i et fyndigt udsagn som de hjemvendte israelitter skulle fremføre mod kongen af Babylon. (Es 14:1-4) Følgelig skal „mødebjerget“ ikke ses i lyset af en babylonisk konges formodede hedenske forestillinger, men i lyset af Bibelen. Babylons konge ville ikke nære noget ønske om at hæve sin trone op over stjerner som tilhørte en gud han selv tilbad. Desuden viser Esajas 14:14 tydeligt at der ikke sigtes til en af de babyloniske guder, men til den Højeste. Altså har „mødebjerget“ at gøre med Gud den Almægtige.

På Esajas’ tid var der kun ét bjerg hvor Gud repræsentativt mødtes med sit folk, nemlig Zions Bjerg (som med tiden kom til at omfatte tempelområdet på Morijas Bjerg). (Jf. Es 8:18; 18:7; 24:23; Joel 3:17.) Det kunne med rette kaldes „mødebjerget“ da alle voksne israelitter af mandkøn på det sted skulle vise sig for Jehovas ansigt tre gange om året. (2Mo 23:17) Denne opfattelse bekræftes af Salme 48:1, 2, hvor det hedder at Zions Bjerg lå mod nord, ligesom „mødebjerget“ lå i „de fjerneste egne mod nord“.