TYV, TYVERI

En tyv er en der uretmæssigt og med overlæg tilegner sig noget der tilhører en anden, en som stjæler i hemmelighed; også en der tilegner sig noget ved svig og bedrag. Tyvene i fortiden bar sig stort set ad som de gør i dag. De kom som regel om natten for at stjæle (Job 24:14; Jer 49:9; Mt 24:43; Lu 12:39; Joh 10:10; 1Ts 5:2-5; 2Pe 3:10; Åb 3:3; 16:15), og de krøb ofte ind gennem et vindue. (Joel 2:9) Røvere lå derimod på lur og overfaldt deres ofre på ensomme steder hvor det var næsten umuligt at få hjælp. Ofte tøvede de ikke med at bruge vold eller at true deres ofre på livet for at røve hvad de havde af værdi. — Dom 9:25; Lu 10:30, 36; 2Kor 11:26.

De ord på grundsprogene der gengives med „at rane“, „at røve“ og „røver“, kan også sigte til dét at forholde en anden noget som rettelig tilkommer ham, at tilvende sig noget fra andre ved bedrageriske midler eller at beholde noget til eget brug som man er forpligtet til at give andre. Da jøderne på Malakias’ tid undlod at betale tiende for at understøtte den sande tilbedelse ved templet, ’ranede de fra Gud’. (Mal 3:8, 9) Ordsprogene 28:24 taler om en mand der røver fra sin fader og moder, åbenbart i den betydning at han forholder sine forældre noget der rettelig tilkommer dem. Jesus Kristus fordømte pengevekslerne for at have gjort templet til en „røverhule“. Dermed antydes at de krævede ublu gebyrer for deres tjeneste. — Mt 21:12, 13.

I sit andet brev til korintherne skrev apostelen Paulus: „Andre menigheder har jeg udplyndret ved at tage imod forplejning for at kunne tjene jer.“ (2Kor 11:8) Der var ikke noget uredeligt ved den måde Paulus modtog sin forplejning på, men han syntes åbenbart at han havde udplyndret disse menigheder fordi han havde brugt de midler han havde fået af dem, til sit underhold mens han arbejdede, ikke blandt dem, men blandt korintherne.

I nogle tilfælde kan udtrykket „stjæle“ sigte til at man tager noget man har lov til at tage, men at det sker i hemmelighed. Nogle israelitter ’stjal’ således Sauls lig fra torvet i Bet-Sjan. (2Sa 21:12) Den unge Joasj reddede livet fordi hans faster „stjal ham“ blandt hans brødre, som stod over for at blive dræbt af den onde Atalja. — 2Kg 11:1, 2; 2Kr 22:11.

Fordømmes af Gud. De fleste steder i Bibelen sigter tyveri dog til at man uretmæssigt tager noget der tilhører en anden. I Jehovas lov til Israel blev der udtrykkeligt sagt: „Du må ikke stjæle.“ (2Mo 20:15; 3Mo 19:11, 13; 5Mo 5:19; Mt 19:18) En tyv måtte yde dobbelt, firdobbelt eller op til femdobbelt erstatning, alt efter hvad Loven foreskrev. Hvis han ikke kunne dette, blev han solgt som træl og måtte åbenbart arbejde som træl indtil han havde ydet fuld erstatning. (2Mo 22:1-12) Ud over at yde erstatning måtte tyven, der havde pådraget sig stor skam (Jer 2:26), også bringe et skyldoffer og lade præsten skaffe ham soning for hans synder. — 3Mo 6:2-7.

Det endte med at israelitterne tilsidesatte disse love, og Jehova tillod derfor at de blev plaget af tyve og røvere, både af deres egen midte og udefra. (5Mo 28:29, 31; Ez 7:22) Bedrageriske handlinger, især undertrykkelse af fattige og nødlidende, blev almindelige. — Es 1:23; 3:14; Jer 7:9-11; 21:12; 22:3; Ez 22:29; Mik 2:2.

Skønt tyven der stjæler af sult, måske ikke er så dadelværdig som den der, ligesom Akan og Judas Iskariot, stjæler af havesyge og på grund af et ondt hjerte (Jos 7:11, 20, 21; Ord 6:30; Mt 15:19; Joh 12:4-6), kan de der ønsker Guds godkendelse, ikke tillade sig at stjæle. (Es 61:8; Ro 2:21) Ganske vist er de kristne ikke underlagt Moseloven, men de har fået påbud om at elske deres næste. Da ’kærligheden ikke gør næsten noget ondt’, har tyveri ingen plads blandt kristne. (Ro 13:9, 10; Mt 22:39; Jak 2:8) Enhver tyv der ønsker at leve under Guds riges styre, må angre sin tidligere adfærd og lære at slide i det for at tjene til livets ophold. (1Kor 6:10; Ef 4:28; 1Pe 4:15) Hvis en tyv oprigtigt angrer, kan han være forvisset om Jehovas tilgivelse. — Ez 33:14-16.

Det hebraiske idiom ’at stjæle ens hjerte’ betyder ’at narre’. — 1Mo 31:20, 26, fdn.; jf. 2Sa 15:6.