RING
Ringformede smykker af forskellig art, som blev båret af både mænd og kvinder, var almindelige blandt hebræerne, ægypterne, assyrerne, babylonierne, grækerne, romerne og andre folkeslag i oldtiden. De blev båret i ørerne, i næsen og på fingrene. (Se NÆSERING; ØRENRING.) Som materiale blev anvendt guld, sølv, messing, bronze, glas, jern og elfenben. Nogle ringe var også besat med indfattede smykkesten. Ægypterne foretrak især ringe med afbildninger af skarabæen, som for dem var et symbol på evigt liv. Blandt de mange smykker man har fundet i den ægyptiske farao Tutankhamons grav, var der en tredobbelt ring med tre skarabæer, en af lapis lazuli og to af guld. På nogle af de ringe romerne havde, var der indgraveret mytologiske motiver eller endda billeder af deres forfædre eller venner.
I Jesu billedtale om den fortabte søn befalede den tilgivende fader at der skulle sættes en ring på den tilbagevendte søns hånd. (Lu 15:22) Denne handling var et udtryk for faderens gunst og hengivenhed og for den ære og værdighed der nu blev sønnen til del. Jesu halvbroder Jakob skrev til de kristne at de ikke måtte favorisere dem der kom i prægtige klæder og med guldringe på fingrene (noget som var et udtryk for rigdom og en høj social status). (Jak 2:1-9) Uden at fordømme at man bar sådanne smykker, fremhævede apostelen Peter at den åndelige prydelse er af langt større betydning. — 1Pe 3:1-5.
Signetringe. De hebraiske ord der bruges til at betegne en ring, signetring eller seglring, kommer af to verbalrødder der henholdsvis betyder „at synke ned“ (Jer 38:6) og „at forsegle“. (1Kg 21:8) Betegnelserne „signetring“ og „seglring“ stammer fra nogle af de gamle ringes hovedanvendelse, nemlig at sætte et aftryk i ler eller voks ved at „blive sænket ned“ eller præget i det pågældende materiale. Sådanne ringe var af guld, sølv eller bronze; nogle var forsynet med en sten hvori ejerens navn eller symbol var indgraveret. Stenen var enten indfattet i ringen på normal vis eller anbragt så den kunne drejes, eventuelt som en cylinder. Nogle ringe blev hængt i en dekorativ snor, formentlig om halsen. — 1Mo 38:18, 25.
En herskers eller embedsmands signetring var et symbol på hans myndighed. (1Mo 41:41, 42) Officielle dokumenter og andet som ikke måtte ændres eller forfalskes, blev forseglet med den, på nogenlunde samme måde som man i dag bruger officielle segl eller underskrifter. — Est 3:10-13; 8:2, 8-12; Da 6:16, 17.
Brugt billedligt. Det ser ud til at man i gammel tid brugte ordet „signetring“ i overført betydning om en værdsat person eller genstand. Jeremias gav udtryk for at kong Konja (Jojakin) af Juda ikke ville blive skånet for ulykke om han så havde været ’en seglring på Jehovas højre hånd’. Jojakin blev afsat efter en meget kort regeringstid. (Jer 22:24; 2Kg 24:8-15) Og med hensyn til den trofaste Zerubbabel sagde Jehova: „Jeg . . . gør dig til en seglring, for dig har jeg udvalgt.“ (Hag 2:23) Zerubbabel, der tjente Jehova i en officiel stilling i forbindelse med genopbygningen af templet i Jerusalem, var dyrebar for Jehova, som en signetring på hans hånd. Zerubbabel havde frygtløst fulgt Jehovas tilskyndelser gennem profeterne Haggaj og Zakarias og var begyndt på tempelbyggeriet på trods af et forbud som var udstedt af en fejlinformeret konge af Persien. (Ezr 4:24–5:2) Jehova ville fortsat bruge Zerubbabel til at gennemføre sin erklærede hensigt, og ingen jordisk hersker ville være i stand til at fjerne ham fra denne ærefulde tjeneste.