3. myte: Alle gode mennesker kommer i himmelen

Hvor stammer myten fra?

I begyndelsen af det andet århundrede, efter at alle Jesu apostle var døde, fik de tidlige kirkefædre en fremtrædende stilling. New Catholic Encyclopedia (2003), bind 6, side 687, beskriver deres lære med disse ord: „Generelt gik læren ud på at sjælen der havde forladt legemet, opnåede himmelsk lyksalighed straks efter at den havde gennemgået den renselse der måtte være nødvendig efter døden.“

Hvad siger Bibelen?

„Lykkelige er de der har et mildt sind, for de vil arve jorden.“ — Mattæus 5:5.

Jesus lovede ganske rigtigt sine disciple at han ville ’berede en plads’ til dem i himmelen, men han viste samtidig at ikke alle gode mennesker kommer derop. (Johannes 3:13; 14:2, 3) Bad han ikke om at Guds vilje måtte ske „som i himmelen, således også på jorden“? (Mattæus 6:9, 10) Faktisk er der to forskellige håb for retfærdige mennesker. Et mindre antal vil herske i himmelen sammen med Jesus, men flertallet vil leve evigt på jorden. — Åbenbaringen 5:10.

Med tiden ændrede oldkirken syn på sin opgave på jorden. Med hvilket resultat? The New Encyclopædia Britannica siger: „Kirken som institution trådte i stigende omfang i det forventede gudsriges sted.“ Kirken begyndte at stadfæste sin magt ved at blande sig i politik, hvorved den ignorerede Jesu utvetydige erklæring om at hans disciple „ikke er en del af verden“. (Johannes 15:19; 17:14-16; 18:36) Under den romerske kejser Konstantins indflydelse gik kirken på kompromis med nogle af sine trossætninger; en af disse havde at gøre med selve Guds natur.

Sammenlign disse vers fra Bibelen: Salme 37:10, 11, 29; Johannes 17:3; 2 Timoteus 2:11, 12