Hvor stammer myten fra?

„De første århundreders kristne filosoffer antog den græske tanke om sjælens udødelighed og betragtede sjælen som værende skabt af Gud og indgivet legemet ved undfangelsen.“ — The New Encyclopædia Britannica (1988), bind 11, side 25.

Hvad siger Bibelen?

„Den sjæl, der synder, den skal dø.“ — Ezekiel 18:4, da. aut. 1931.

I forbindelse med skabelsen af den første menneskesjæl siger Bibelen: „Så dannede Jehova Gud mennesket af støv fra jorden og blæste livsånde ind i hans næsebor, og mennesket blev en levende sjæl [hebraisk: næʹfæsj].“ — 1 Mosebog 2:7.

Det hebraiske ord næʹfæsj, der oversættes med „sjæl“, betyder ’en skabning der ånder’. Da Gud skabte det første menneske, Adam, indgav han ham ikke en udødelig sjæl, men derimod den livskraft som opretholdes ved åndedrættet. I bibelsk forstand sigter „sjælen“ derfor til hele den levende skabning. Adskilt fra livskraften, som oprindeligt blev indgivet af Gud, dør sjælen. — 1 Mosebog 3:19; Ezekiel 18:20.

Læren om sjælens udødelighed gav anledning til nogle spørgsmål: Hvor bliver sjælen af efter døden? Hvad sker der med de ondes sjæle? Da nogle kristne begyndte at antage myten om sjælens udødelighed, førte det til at de godtog endnu en myte — læren om et brændende helvede.

Sammenlign disse vers fra Bibelen: Prædikeren 3:19; Mattæus 10:28; Apostelgerninger 3:23

Hvor stammer myten fra?

„Af alle de klassiske græske filosoffer er Platon den der har haft størst indflydelse på de traditionelle opfattelser af helvede.“ — Histoire des enfers (Helvedesbegrebernes historie) af Georges Minois, side 50.

„Fra midten af det 2. århundrede efter Kristi fødsel begyndte kristne der havde modtaget oplæring i græsk filosofi, at føle et behov for at udtrykke deres tro i vendinger hentet herfra . . . Den filosofi der tiltalte dem mest, var platonismen [Platons lære].“ — The New Encyclopædia Britannica (1988), bind 25, side 890.

„Kirkens lære bekræfter eksistensen af helvede og dets evighed. Deres sjæle, der dør i dødssyndens tilstand, går straks efter døden til helvede, hvor de lider helvedes kvaler, „den evige ild“. Helvedes vigtigste straf består i den evige adskillelse fra Gud.“ — Den katolske Kirkes Katekismus (2006), side 294.

Hvad siger Bibelen?

„For de levende ved, at de skal dø, men de døde ved ingenting! . . . I dødsriget [hebraisk: sje’ōlʹ (Sheol), som i nogle ældre danske bibeloversættelser er oversat med „helvede“], hvor du går hen, er der ingen handling eller sammenhæng, ingen kundskab eller visdom.“ — Prædikeren 9:5, 10, da. aut.

Hvad afslører dette skriftsted om de dødes tilstand? Lider de i Sheol for at sone deres synder? Nej, for der siges: „De døde ved ingenting.“ I Bibelen betyder Sheol simpelt hen menneskehedens fælles grav, hvor al aktivitet er ophørt. I den græske del af Bibelen, Det Nye Testamente, er det græske ord Gehenna oversat med „helvede“ i den danske autoriserede oversættelse, men det er tydeligt at Gehenna, som oprindeligt var navnet på en losseplads uden for Jerusalem, bruges som et billede på fuldstændig tilintetgørelse som følge af Guds ugunstige dom. — Mattæus 10:28.

Læren om evig pine i et helvede findes altså ikke i Bibelen og harmonerer ikke med hvad Bibelen lærer om Gud. Hvilken forbrydelse, uanset hvor frygtelig den måtte være, kunne få en kærlig Gud til at pine et menneske for evigt? (1 Johannes 4:8) Men hvis helvedes ild er en myte, hvad så med at leve videre i himmelen?

Sammenlign disse vers fra Bibelen: Salme 146:3, 4; Apostelgerninger 2:25-27; Romerne 6:7, 23

Hvor stammer myten fra?

I begyndelsen af det andet århundrede, efter at alle Jesu apostle var døde, fik de tidlige kirkefædre en fremtrædende stilling. New Catholic Encyclopedia (2003), bind 6, side 687, beskriver deres lære med disse ord: „Generelt gik læren ud på at sjælen der havde forladt legemet, opnåede himmelsk lyksalighed straks efter at den havde gennemgået den renselse der måtte være nødvendig efter døden.“

Hvad siger Bibelen?

„Lykkelige er de der har et mildt sind, for de vil arve jorden.“ — Mattæus 5:5.

Jesus lovede ganske rigtigt sine disciple at han ville ’berede en plads’ til dem i himmelen, men han viste samtidig at ikke alle gode mennesker kommer derop. (Johannes 3:13; 14:2, 3) Bad han ikke om at Guds vilje måtte ske „som i himmelen, således også på jorden“? (Mattæus 6:9, 10) Faktisk er der to forskellige håb for retfærdige mennesker. Et mindre antal vil herske i himmelen sammen med Jesus, men flertallet vil leve evigt på jorden. — Åbenbaringen 5:10.

Med tiden ændrede oldkirken syn på sin opgave på jorden. Med hvilket resultat? The New Encyclopædia Britannica siger: „Kirken som institution trådte i stigende omfang i det forventede gudsriges sted.“ Kirken begyndte at stadfæste sin magt ved at blande sig i politik, hvorved den ignorerede Jesu utvetydige erklæring om at hans disciple „ikke er en del af verden“. (Johannes 15:19; 17:14-16; 18:36) Under den romerske kejser Konstantins indflydelse gik kirken på kompromis med nogle af sine trossætninger; en af disse havde at gøre med selve Guds natur.

Sammenlign disse vers fra Bibelen: Salme 37:10, 11, 29; Johannes 17:3; 2 Timoteus 2:11, 12

Hvor stammer myten fra?

„Man kan få det indtryk at treenighedsdogmet, når alt kommer til alt, er opfundet i slutningen af det 4. århundrede. I en vis forstand er dette sandt . . . Formuleringen ’én Gud i tre Personer’ var ikke helt fastlagt og ikke fuldt optaget i det kristne liv og den kristne trosbekendelse før i slutningen af det 4. århundrede.“ — New Catholic Encyclopedia (1967), bind 14, side 299.

„Koncilet i Nikæa mødtes den 20. maj 325. Konstantin førte selv forsædet, ledede aktivt drøftelserne og foreslog personligt . . . den afgørende formulering som udtrykte Kristi forhold til Gud i den trosbekendelse der blev udstedt af koncilet: ’af samme væsen som Faderen’ . . . Af frygt for kejseren underskrev biskopperne, med kun to undtagelser, trosbekendelsen, mange af dem meget imod deres vilje.“ — Encyclopædia Britannica (1970), bind 6, side 386.

Hvad siger Bibelen?

„Fuld af Helligånden stirrede Stefanus mod himlene, og han så Guds herlighed og Jesus stående ved Guds højre side. Og han sagde: ’Nu ser jeg himlen åben og Menneskesønnen stå ved Guds højre side.’“ — Apostelgerninger 7:55, 56, da. aut.

Hvad åbenbarede dette syn? Fyldt med Guds aktive kraft så Stefanus Jesus „stående ved Guds højre side“. Det er altså tydeligt at Jesus efter sin opstandelse til himmelen ikke var identisk med Gud, men derimod et adskilt åndevæsen. Beretningen nævner ikke noget om en tredje person ved Guds side. Trods forsøg på at finde støtte for treenighedslæren i Bibelen skrev den dominikanske præst Marie-Émile Boismard i sin bog À l’aube du christianisme — La naissance des dogmes (Ved kristendommens daggry — dogmernes tilblivelse): „Intet sted i Det Nye Testamente . . . læser man om tre personer i én Gud.“

Treenighedsdogmet som Konstantin forsøgte at fremme, havde til formål at sætte en stopper for de uoverensstemmelser der var i kirken i det fjerde århundrede. Men faktisk blev det årsag til endnu et stridsspørgsmål: Var Maria, kvinden som havde født Jesus, „Guds Moder“?

Sammenlign disse vers fra Bibelen: Mattæus 26:39; Johannes 14:28; 1 Korinther 15:27, 28; Kolossenserne 1:15, 16