Her er grænserne uden betydning

Jehovas Vidner søger at overvinde de barrierer der kan være mellem folk fra forskellige lande. De følger det princip som fremgår af Jesu ord til sine disciple: „I er alle brødre.“ (Mattæus 23:8) Et godt eksempel på dette kan ses i to af Jehovas vidners mødesale — en i Portugal og en i Spanien.

BYEN Valença do Minho i det nordlige Portugal blev bygget i en farefuld tid. Den er omgivet af en mur, hvorfra man kan se floden Minho, der danner grænse mellem Spanien og Portugal. På den modsatte side af floden ligger den spanske by Tui, som har en domkirke der minder stærkt om en fæstning. De vigtigste forsvarsværker i henholdsvis Tui og Valença stammer fra det 17. århundrede, da der var krig mellem Spanien og Portugal.

I 1995 blev grænsekontrollen mellem de to EU-lande ophævet. Men hvis mennesker skal forenes, kræver det mere end fjernelse af grænsekontrol. Grænserne i sindet og hjertet skal også fjernes. I Valença står der en lille, tiltalende bygning som illustrerer hvordan der kan bygges bro mellem mennesker fra forskellige lande. Det er en mødesal for Jehovas Vidner — en rigssal — som bruges af både en spansk og en portugisisk menighed.

Historien begyndte i 2001 da Vidnerne i byen Tui fik behov for en ny rigssal. De måtte flytte ud af de lokaler de indtil da havde lejet, og havde ikke penge nok til at bygge en ny sal. At leje nogle andre lokaler var også for dyrt for den lille menighed. Disse spanske Jehovas Vidner spurgte derfor deres portugisiske trosfæller på den anden side af grænsen, i Valença, om de måtte komme i deres rigssal. Den lå kun et par kilometer fra Tuis centrum.

„Vi mødtes for at drøfte spørgsmålet i december 2001,“ husker Eduardo Vila, som hører til menigheden i Tui i Spanien. „Da jeg forlod mødet, stod det mig klart at Jehova med sin ånd havde indvirket på vores portugisiske brødres hjerter. Det havde krævet store ofre af dem at bygge deres dejlige rigssal, så det var trosstyrkende at se at de nu var villige til at dele den med os.“

„De spanske brødre var velkomne i vores rigssal,“ siger Américo Almeida, et Jehovas vidne fra Portugal som også deltog i mødet. „Vi var sikre på at Jehova ville velsigne ordningen, og vores beslutning var enstemmig.“ Vidnerne fra hver sin side af grænsen kommer fint ud af det med hinanden. Paolo fra Valença siger: „Det lyder måske utroligt, men vi lægger slet ikke mærke til at vi kommer fra to forskellige lande. Vi er bare åndelige brødre.“

En af de første ting gæster lægger mærke til inde i rigssalen, er at der hænger to ens ure på bagvæggen, og at de viser hver sit klokkeslæt. Spanien er en time foran Portugal, men tidsforskellen er også den eneste „uenighed“ man sporer i rigssalen. Da bygningen havde brug for at blive sat i stand, blev arbejdet udført af begejstrede frivillige fra begge menigheder, under tilsyn af et regionalt byggeudvalg fra Spanien. „Der kom mange fagfolk fra Spanien for at hjælpe os. Nogle rejste over 150 kilometer,“ husker Paolo. „Det projekt forstærkede kærlighedens bånd mellem menighederne.“

Lad os se endnu et eksempel på en ’grænseoverskridende’ indsats.

Enhed i en dal der er delt

Byen Puigcerdá ligger i Pyrenæerne i det nordlige Spanien, lige op til grænsen mod Frankrig. Den ligger midt i en frugtbar dal, Cerdaña, som til alle sider er omgivet af bjergtoppe. Engang hørte hele dalen til Spanien. Men i 1659 afstod Spanien det halve af dalen til Frankrig ved en fredsaftale, Pyrenæerfreden.

I dag foretager mange franskmænd deres indkøb i dalens hovedby, Puigcerdá, på den spanske side. Og siden 1997 har de spanske Jehovas Vidner i Puigcerdá delt deres rigssal med deres franske trosfæller på den anden side af grænsen. I det år måtte de franske Jehovas Vidner forlade deres lejede mødelokale. Den nærmeste rigssal i Frankrig lå en times kørsel derfra, og for at komme dertil måtte man gennem et bjergpas der ofte er lukket af sne om vinteren.

Da de franske Jehovas Vidner fortalte om deres akutte behov for et sted at mødes, tilbød deres spanske trosfæller med det samme at de kunne bruge deres rigssal. „Alle de spanske brødre var begejstrede over at de kunne være fælles med en fransk menighed om rigssalen,“ husker Prem, et lokalt Jehovas vidne. „Denne indstilling udsprang naturligvis af den bibelundervisning vi har fået i årenes løb. Et par uger senere begyndte vi at deles om vores rigssal, og det har vi så gjort i de sidste 13 år.“

„Puigcerdá var det ideelle sted at have vores rigssal,“ siger Eric, der er tilsynsmand i den franske menighed. „Jeg kan stadig huske den hjertelige modtagelse den spanske menighed gav os. De havde pyntet salen med en stor buket blomster og et skilt hvor der stod: ’Velkommen, kære brødre og søstre.’“

„Da vores rigssal i Frankrig lukkede, troede folk at menigheden var nedlagt,“ tilføjer Eric. „Men vores regelmæssige forkyndelse i distriktet — hvor vi blandt andet uddeler trykte invitationer til vores møder i Spanien — viste snart noget helt andet. De interesserede kommer med glæde i salen i Spanien. Dét at vi deler en rigssal med brødre i Spanien, har desuden knyttet os nærmere til dem. Før vidste vi bare at der var en spansk menighed på den anden side af grænsen, men vi havde ikke ret meget kontakt med den. Nu hvor vi ofte ser hinanden, føler vi os ikke længere så isolerede her i vores fjerntliggende dal.“

Har kulturelle skel givet nogen vanskeligheder? „Da jeg fik at vide at vores møder skulle holdes i Spanien, på den anden side af grænsen, blev jeg en lille smule urolig,“ tilstår en fransk forkynder som er i firserne. „Men den velkomst vi fik af brødrene i Puigcerdá, og den venlighed de viste, gjorde at forandringen slet ikke blev noget problem. Den har tværtimod givet os lejlighed til at bekræfte den enhed der er blandt Jehovas folk på tværs af grænser.“

Det der virkelig udvisker grænser

Grundlæggerne af det som i dag hedder EU, erklærede at medlemslandene var „besluttet på at skabe grundlag for en stadig snævrere sammenslutning mellem de europæiske folk“. Da man i 1980’erne og 1990’erne fjernede grænsekontrollen, var det for at sætte fart i denne proces. Men grænserne i menneskers sind skal også overvindes.

Jehovas Vidner arbejder ihærdigt på at fjerne fordom og mistro. De forstår at forskellighed beriger dem, og at „Gud ikke er partisk“. (Apostelgerninger 10:34) Ved deres internationale stævner og i deres rigssale har de oplevet ’hvor godt og hvor lifligt det er når brødre bor sammen i enhed’. (Salme 133:1) De bånd som Jehovas Vidner i Valença og i Puigcerdá har knyttet til trosfæller i deres nabolande, er et levende bevis på dette.

[Tekstcitat på side 13]

„Det lyder måske utroligt, men vi lægger slet ikke mærke til at vi kommer fra to forskellige lande. Vi er bare åndelige brødre“

[Tekstcitat på side 14]

„Det projekt forstærkede kærlighedens bånd mellem menighederne“

[Tekstcitat på side 15]

„Hvor er det godt og hvor er det lifligt når brødre bor sammen i enhed!“ SALME 133:1

[Illustration på side 12, 13]

Udsigt over byen Tui og floden Minho fra Valença do Minhos bymur

[Illustration på side 14]

Rigssalen istandsættes

[Illustration på side 15]

Pyrenæerne og dalen Cerdaña

[Illustration på side 15]

To ældste fra henholdsvis den spanske og den franske menighed som holder deres møder i rigssalen i Puigcerdá