Gud træffer forberedelser til at frelse menneskeheden

Gud lovede den trofaste Abraham at det forudsagte „afkom“ ville være en af Abrahams efterkommere. Gennem dette „afkom“ ville folk fra ’alle nationer’ blive velsignet. (1 Mosebog 22:18) Abrahams sønnesøn Jakob flyttede til Egypten, hvor hans familie blev meget stor og kom til at udgøre Israels nation.

I Egypten holdt en tyrannisk farao israelitterne som trælle indtil Gud oprejste profeten Moses. Moses førte dem ud af landet gennem Det Røde Havs vande, der på mirakuløs vis var blevet delt. Derefter gav Gud israelitterne love, deriblandt De Ti Bud, som skulle vejlede og beskytte dem. Disse love angav blandt andet hvilke ofre der skulle bringes for at få tilgivelse for synder. Gud inspirerede Moses til at fortælle Israel at han ville sende en anden profet til dem. Denne profet ville være det lovede „afkom“.

Mere end 400 år senere lovede Gud kong David at den der ville komme, det „afkom“ der var blevet forudsagt i Eden, skulle herske i et rige der ville bestå for evigt. Dette „afkom“ ville være Messias, den som Gud har udvalgt til at frelse mennesker og genoprette Paradiset på jorden.

Gennem David og andre profeter åbenbarede Gud lidt efter lidt mere om Messias. De forudsagde at han ville være ydmyg og kærlig, og at der under hans styre ikke længere ville være sult, uretfærdighed og krig. Alle mennesker skulle leve i fred med hinanden og endog med dyrene. Sygdom, lidelse og død — som aldrig har været en del af Guds oprindelige hensigt — ville forsvinde, og mennesker som var døde, ville blive oprejst til liv på jorden.

Gud forudsagde gennem profeten Mika at Messias ville blive født i Betlehem, og gennem profeten Daniel at han senere ville blive slået ihjel. Men Gud ville oprejse Messias fra de døde og udnævne ham til konge i himlen. Daniel forudså også at Messias’ rige til sidst ville erstatte alle andre regeringer. Kom Messias virkelig som forudsagt?

— Baseret på 1 Mosebog, kapitel 22-50, 2 Mosebog, 5 Mosebog, 2 Samuel, Salmerne, Esajas, Daniel, Mika, Zakarias 9:9.