“Med større iver og kærlighed i hjertet end nogensinde før”

TEMPERATUREN var allerede begyndt at stige denne fredag formiddag i september 1922, hvor 8.000 var stuvet sammen i salen. Ordstyreren oplyste at under denne vigtige del af programmet stod det enhver frit for at forlade salen, men ingen ville få lov til at komme ind igen.

Under den indledende “Lovprisning” blev der sunget sange, hvorefter Joseph F. Rutherford gik op til talerstolen. De fleste i salen sad i spændt forventning, men nogle få rastløse blandt de tilstedeværende gik rundt i den varme sal. Rutherford opfordrede dem indtrængende til at sætte sig ned og lytte til hans foredrag. Mon nogen bemærkede det store stykke stof der pænt sammenrullet hang højt over hans hoved?

Bror Rutherford talte over temaet “Himmeriges Rige er kommet nær”. I cirka halvanden time lød hans kraftfulde stemme gennem salen mens han gennemgik hvordan fortidens profeter frygtløst havde forkyndt det kommende rige. Da han nåede til afslutningen, spurgte han: “Tror I at Herlighedens Konge har begyndt sin Regering?” De tilstedeværende svarede med et rungende: “Ja!”

“Så tilbage til Slagmarken, o I den højeste Guds Sønner!” tordnede bror Rutherford. “Se! Kongen regerer! I er hans Budbringere. Derfor, forkynd, forkynd, forkynd.”

I samme øjeblik blev det sammenrullede stykke stof oven over ham elegant foldet ud og afslørede teksten “Forkynd Kongen og Riget”!

“Tilhørerne var fyr og flamme,” huskede Ray Bopp. Anna Gardner har beskrevet hvordan “tagspærene rystede på grund af klapsalverne”. “Alle i salen rejste sig op på én gang,” mindedes Fred Twarosh. En bror ved navn Evangelos Scouffas har sagt: “Det var som om en mægtig kraft trak os op fra vores sæder, og vi stod dér med tårer i øjnene.”

Mange ved dette stævne havde allerede forkyndt den gode nyhed om Riget. Men nu blev de fyldt med et stærkt ønske om at gøre endnu mere. Ethel Bennecoff berettede at Bibelstudenterne gik i gang “med større iver og kærlighed i hjertet end nogensinde før”. Odessa Tuck, der dengang var 18, forlod stævnet besluttet på at leve op til sit svar på spørgsmålet “Hvem vil gå bud?” Hun sagde: “Jeg vidste ikke hvor og hvordan eller hvad. Det eneste jeg vidste, var at jeg ville være ligesom Esajas, der sagde: ‘Her er jeg! Send mig.’” (Es. 6:8) “Denne mindeværdige dag,” sagde Ralph Leffler, “var den virkelige begyndelse på den kampagne med forkyndelse af Riget som i dag er nået ud til hele jorden.”

Intet under at dette stævne i Cedar Point, Ohio, i 1922 er gået over i historien som en teokratisk milepæl! George Gangas sagde engang: “Dette stævne vakte et ønske i mig om aldrig at gå glip af et eneste stævne.” Så vidt han kunne huske, skete det heller ikke. Julia Wilcox skrev: “Jeg kan simpelthen ikke beskrive hvor bevæget jeg bliver hver gang vores litteratur omtaler Cedar Point 1922. Jeg får altid lyst til at sige: ‘Tak, Jehova, fordi du gav mig lov til at være der.’”

Mange af os i dag har sikkert lignende dyrebare minder om et stævne der i særlig grad har rørt vores hjerte og fyldt os med iver og med kærlighed til vores store Gud og hans udnævnte Konge. Når vi tænker på sådanne minder, bliver vi også motiveret til at sige: “Tak, Jehova, fordi du gav mig lov til at være der.”