Jeg overvandt min generthed og blev missionær

Jeg er født i 1951 i Wien i Østrig. Mine forældre var katolikker, og jeg troede også på Gud og bad ofte til ham. Jeg var et meget genert barn. Da jeg var ni, begyndte min far at studere med Jehovas Vidner, og lidt senere fik min mor også et studie.

Inden der var gået ret lang tid, blev vi en del af Döbling Menighed i Wien. Vi gjorde næsten alting sammen som familie: Vi læste og studerede Bibelen, tog til møderne sammen og var altid med til frivillig tjeneste ved stævnerne. Min far gjorde meget for at jeg skulle få dyb kærlighed til Jehova, og i sine bønner bad han ofte om at min søster og jeg en dag ville blive pionerer. Men dengang var det bestemt ikke et mål jeg havde.

JEG BEGYNDER SOM PIONER

Jeg blev døbt i 1965 da jeg var 14. Men jeg syntes det var meget svært at gå ud at forkynde og tale med folk jeg ikke kendte. Jeg kæmpede også med lavt selvværd og ønskede desperat at blive accepteret af andre unge. Så kort efter at jeg var blevet døbt, begyndte jeg at få venner uden for menigheden og være rigtig meget sammen med dem. Jeg følte mig lidt splittet, for jeg kunne godt lide at være sammen med mine venner, men jeg havde dårlig samvittighed fordi jeg brugte så meget tid med nogle der ikke tjente Jehova. Jeg følte mig ikke stærk nok til at bryde med dem og ændre mig. Hvad hjalp mig til alligevel at gøre det?

Omkring det tidspunkt kom Dorothée til vores menighed. Hun var 16 år og meget glad for at gå fra hus til hus. Det gjorde stort indtryk på mig. Jeg var lidt ældre end hende, men jeg gik ikke særligt meget i forkyndelsen. Jeg tænkte: “Mine forældre er Jehovas Vidner, men Dorothée er helt alene i sandheden. Hun bor sammen med sin syge mor, og alligevel er hun altid ude i forkyndelsen.” Dorothées indstilling motiverede mig til at gøre mere for Jehova. Inden der var gået ret lang tid, blev Dorothée og jeg pionermakkere. Først var vi hjælpepionerer sammen, det der dengang hed feriepionerer, og senere blev vi almindelige pionerer. Dorothées entusiasme var meget smittende. Hun hjalp mig med at finde mit første bibelstudie. Og efterhånden begyndte jeg at være lidt mere afslappet når jeg skulle tale med folk i hus til hus-forkyndelsen, på gaden og i andre situationer.

Det første år jeg var pioner, kom en bror ved navn Heinz til vores menighed. Han havde lært sandheden at kende i Canada mens han var på besøg hos sin bror, der var et af Jehovas Vidner. Heinz var blevet sendt til vores menighed i Wien som specialpioner. Jeg blev med det samme lidt lun på ham. Men han havde som mål at blive missioner, og det havde jeg absolut intet ønske om at blive. Så i begyndelsen fortalte jeg ham ikke om mine følelser. Men senere blev vi kærester. Vi blev gift og fortsatte i pionertjenesten sammen i Østrig.

JEG FÅR ET ØNSKE OM AT BLIVE MISSIONÆR

Heinz talte ofte om at han gerne ville ud som missionær. Han pressede mig aldrig, men hjalp mig til at overveje vores situation. Han sagde for eksempel: “Vi har jo ikke nogen børn, så kan vi måske gøre mere i tjenesten for Jehova?” Min generthed gjorde at jeg var bange for at blive missionær. Jeg var selvfølgelig pioner, men tanken om at komme ud som missionær virkede meget overvældende for mig. Alligevel opgav Heinz aldrig drømmen. Han hjalp mig til ikke at fokusere på min frygt men på hvad jeg kunne gøre for andre. Heinz’ tålmodighed og gode råd gjorde en stor forskel for mig.

Lidt efter lidt var ønsket om at blive missionær begyndt at spire i mig, så vi søgte om at komme på Gilead. Men landstjeneren sagde til os at det ville være en god idé hvis jeg først blev bedre til engelsk. Efter at jeg i tre år havde arbejdet på at forbedre mit engelske, fik vi til vores store overraskelse en ny opgave: Vi skulle tilhøre en jugoslavisk menighed i Salzburg i Østrig. I de næste syv år arbejdede vi i det jugoslaviske distrikt, og et af årene var vi i rejsetjenesten. Serbokroatisk var et virkelig svært sprog, men vi havde mange bibelstudier.

I 1979 blev vi så bedt om at tage på “ferie” i Bulgarien. Vores arbejde dér var forbudt, så vi forkyndte ikke mens vi var afsted. Men vi smuglede noget litteratur i miniaturestørrelse ind i landet til de fem søstre der boede i hovedstaden, Sofia. Jeg var skrækslagen, men Jehova hjalp mig til at klare den spændende opgave. Søstrene var meget modige, og de bevarede glæden selvom der hele tiden var risiko for at de blev fængslet. Deres eksempel gav mig tillid til at Jehova ville hjælpe mig til at klare en hvilken som helst opgave organisationen ville give mig.

Efter noget tid udfyldte vi igen en gileadansøgning, og den her gang blev vi indbudt. Vi havde forestillet os at vi skulle til USA og gennemgå skolen på engelsk, men i november 1981 begyndte man at afholde gileadklasser på Afdelingskontoret i Tyskland, der lå i Wiesbaden. Derfor kunne vi få skolen på tysk, hvilket var meget nemmere for mig. Men hvor ville vi blive sendt hen?

MISSIONÆRER I ET KRIGSHÆRGET LAND

Fra Gilead blev vi sendt til Kenya, men Afdelingskontoret i Kenya spurgte os om vi ville være villige til at tjene i nabolandet Uganda. Over ti år tidligere var Ugandas regering blevet væltet i et militærkup anført af general Idi Amin. I årene der fulgte under hans diktatur, var der tusindvis der døde, og millioner der levede i frygt og kaos. I 1979 blev Idi Amin så væltet. Jeg behøver nok ikke at sige at tanken om at flytte til et ustabilt, krigshærget land var meget skræmmende. Men Gilead havde givet os endnu større tillid til Jehova, så vi sagde ja.

Situationen i Uganda var fuldstændigt kaotisk. Heinz beskriver det på den her måde i Årbogen for 2010: “Mange funktioner, ... såsom vandforsyning og kommunikation, var brudt sammen. ... Skyderier og røverier var almindelige, især om natten. ... Alle blev inden døre idet de håbede på – og ofte bad om – at natten ville forløbe uden ubudne gæster.” Selvom forholdene var så svære, gik det ikke ud over vores brødres og søstres glæde og deres forhold til Jehova.

I 1982 kom Heinz og jeg til Ugandas hovedstad, Kampala. I de første fem måneder boede vi hos Sam og Christina Waiswa sammen med deres fem børn og fire af deres slægtninge. Ofte fik familien kun et enkelt måltid om dagen, så vi var meget rørt over deres gæstfrihed og gavmildhed. Mens Heinz og jeg boede hos familien Waiswa, lærte vi en masse praktiske ting som senere hjalp os i missionærlivet. For eksempel lærte vi at spare på vandet. Når vi gik i bad, kunne vi nøjes med at bruge et par liter vand, og så genbrugte vi badevandet til at skylle ud i toilettet. I 1983 fandt Heinz og jeg et sted hvor vi kunne bo i et nogenlunde trygt kvarter i Kampala.

Vi elskede virkelig forkyndelsen. Jeg kan huske at der var en måned hvor vi afsatte over 4.000 blade! Men de mennesker vi forkyndte for, var det allerbedste ved det hele. De havde dyb respekt for Gud og ville meget gerne tale om Bibelen. Heinz og jeg havde typisk 10 til 15 studier hver. Og vi lærte virkelig meget af dem vi studerede Bibelen med, og deres positive indstilling til tingene. For eksempel brokkede de sig aldrig over at de skulle gå den lange vej til møde hver uge, men kom altid med et smil på læben.

I 1985 og 1986 opstod der igen voldsomme uroligheder i Uganda. Vi så mange børnesoldater med automatvåben og bemandede kontrolposter. I den periode bad vi om dømmekraft og hjælp til at bevare roen når vi var ude at forkynde. Og Jehova besvarede vores bønner. Så snart vi mødte en der reagerede positivt på budskabet, glemte vi alt om vores frygt.

Vi havde også gode oplevelser med at forkynde for udlændinge i landet. For eksempel fik vi studie med ægteparret Murat og Dilbar Ibatullin, der kom fra Tatarstan i det centrale Rusland. Murat var læge. De kom begge to med i sandheden og har tjent Jehova trofast lige siden. Senere mødte jeg Tatjana Vileyska, en kvinde fra Ukraine som havde været tæt på at begå selvmord. Det var en stor glæde at studere med hende. Efter at Tatjana blev døbt, flyttede hun tilbage til Ukraine og kom senere til at hjælpe med at oversætte vores publikationer.a

NYE UDFORDRINGER

I 1991, mens Heinz og jeg var på ferie i Østrig, blev vi kontaktet af det lokale afdelingskontor og fik at vide at vi havde fået en ny opgave: Vi skulle til Bulgarien! Da kommunismen faldt i Østeuropa, blev Jehovas Vidners arbejde i Bulgarien frit. Som tidligere nævnt havde Heinz og jeg på et tidspunkt smuglet litteratur ind i Bulgarien mens arbejdet stadig var forbudt. Nu blev vi sendt dertil for at forkynde.

Vi blev bedt om at tage til Bulgarien med det samme. Så vi fik ikke mulighed for at tage tilbage til missionærhjemmet i Uganda og pakke vores ting og sige farvel til vores venner. Vi tog direkte til Betel i Tyskland, fik en bil og kørte til Bulgarien. Der kom vi til at tilhøre en gruppe på omkring 20 forkyndere i Sofia.

Der var mange nye udfordringer i Bulgarien. For det første kunne vi ikke sproget. Og de eneste publikationer på bulgarsk der var til at få fat i, var Sandheden der fører til evigt liv og Min bibelhistoriebog. Det var også svært at finde nogle der gerne ville studere. Selvom der var mange udfordringer, var den lille gruppe forkyndere meget flittige. Det lagde den ortodokse kirke mærke til, og så begyndte problemerne for alvor.

I 1994 mistede Jehovas Vidner registreringen som trossamfund, og man begyndte at behandle os som en forbudt sekt. Nogle brødre blev anholdt. Medierne spredte frygtelige løgne om os. For eksempel påstod de at Jehovas Vidner dræbte deres børn og pressede andre Jehovas Vidner til at begå selvmord. Heinz og jeg havde meget svært ved at forkynde under de forhold. Vi mødte ofte vrede mennesker der råbte ad os, ringede til politiet og kastede ting efter os. Det var ikke muligt at få litteratur ind i landet, og det blev meget svært at leje steder hvor vi kunne holde vores møder. På et tidspunkt kom politiet endda og afbrød et af vores stævner. Heinz og jeg var ikke vant til at møde så meget had. Forholdene her var helt anderledes end i Uganda, hvor folk var venlige og vi havde masser af bibelstudier. Hvad hjalp os til ikke at miste glæden?

Samværet med de lokale brødre og søstre hjalp os meget. De var glade for at de havde fundet sandheden, og var taknemmelige for den hjælp vi gav dem. Vi havde et stærkt sammenhold, og alle støttede hinanden. Det vi oplevede i den periode, lærte os at man kan være glad uanset hvilken opgave man har, hvis bare man er fokuseret på mennesker.

Med tiden blev forholdene dog bedre. I 1998 blev vores trossamfund igen registreret, og inden der var gået ret lang tid, fik vi mange flere publikationer på bulgarsk. I 2004 blev et nyt afdelingskontor indviet. I dag er der 57 menigheder i Bulgarien og 2.953 forkyndere. I 2024 var der 6.475 der overværede mindehøjtiden. Engang var der kun fem søstre i Sofia, men nu er der ni menigheder! Vi har virkelig oplevet “den mindste ... blive til tusind”. – Esa. 60:22.

JEG KOMMER IGENNEM EN TID MED SYGDOM OG TAB

Jeg har kæmpet en hel del med mit helbred. I årenes løb har jeg haft flere tumorer, blandt andet en hjernetumor. Jeg blev behandlet med stråler og gennemgik også en 12 timer lang operation i Indien for at få fjernet det meste af den. Efter at jeg var kommet mig på Afdelingskontoret i Indien, rejste vi tilbage til vores distrikt i Bulgarien.

Omkring samme tid fik Heinz konstateret en sjælden, arvelig sygdom der hedder Huntingtons sygdom. Han fik svært ved at gå, tale og kontrollere sine bevægelser. Efterhånden som sygdommen skred frem, blev han mere og mere afhængig af mig. Nogle gange var jeg helt udkørt og var meget bekymret for hvordan det hele skulle gå, men en ung bror der hed Bobi, var sød til at tage Heinz med ud at forkynde. Bobi var ikke spor flov over Heinz’ måde at tale på eller hans ukontrollerede bevægelser. Jeg kunne altid regne med Bobi når jeg ikke selv havde mulighed for at hjælpe Heinz. Heinz og jeg havde besluttet ikke at få børn i den her verden, men vi følte at Bobi var som en søn vi havde fået af Jehova. – Mark. 10:29, 30.

Min elskede Heinz blev også ramt af kræft, og i 2015 døde han. Jeg følte mig helt fortabt da han døde. Han havde altid været den der gav mig ro og stabilitet, og det har været meget svært for mig at vænne mig til at han ikke er her mere. Men han lever videre i min hukommelse. (Luk. 20:38) I løbet af dagen hører jeg hans kærlige ord og gode råd for mig. Jeg er så taknemmelig for alle de år vi har haft sammen i tjenesten for Jehova.

TAKNEMMELIG FOR JEHOVAS STØTTE

Jehova har altid været der for mig og hjulpet mig igennem svære tider. Han hjalp mig også til at overvinde min generthed og blive en missionær der elsker mennesker. (2. Tim. 1:7) Takket være ham er min lillesøster og jeg begge i heltidstjenesten. Hun og hendes mand er i dag i rejsetjenesten og besøger serbiske menigheder rundt omkring i Europa. Det min far ønskede for os piger da vi var børn, gik i opfyldelse – Jehova hørte hans bønner!

Hver gang jeg studerer Bibelen, giver det mig stor indre fred og ro. Jeg har opdaget at det der hjælper mig i svære tider, er at bede mere inderligt, ligesom Jesus gjorde. (Luk. 22:44) Vennerne i min menighed i Nadezjda i Sofia gør meget for mig, og det ser jeg som et svar på mine bønner. De inviterer mig ofte til at være sammen med dem og giver udtryk for hvor meget de værdsætter mig. Den kærlighed og venlighed de viser mig, fylder mig med glæde.

Jeg tænker tit over opstandelseshåbet. Jeg forestiller mig min familie samlet i Paradiset. Mine forældre står foran vores hus, unge og smukke ligesom da de var nygifte. Min søster er i gang med at tilberede et måltid mad, og Heinz står ved siden af sin hest. Den slags billeder hjælper mig til at erstatte negative følelser med taknemmelighed mod Jehova.

Når jeg tænker over alt det Jehova har gjort for mig i mit liv, og over de smukke ting han har lovet mig i fremtiden, bliver jeg fyldt med de samme følelser som dem David gav udtryk for i Salme 27:13, 14: “Hvor ville jeg være uden min tro på at jeg vil mærke Jehovas godhed lige så længe jeg lever? Knyt dit håb til Jehova; vær modig og stærk. Ja, håb på Jehova.”