Landene i det tidligere Jugoslavien

LANDET der førhen blev kaldt Jugoslavien, består af områder med en fascinerende forskelligartethed. Med Central- og Østeuropa mod nord, Grækenland og Tyrkiet mod syd og Italien mod vest er dette område en smeltedigel af kulturer, sprog og religioner. Mange forbinder imidlertid navnet Jugoslavien med konflikter og ufred. Denne del af Balkanhalvøen har ikke oplevet megen fred siden mordet på ærkehertug Frans Ferdinand i 1914 frem til perioden med den etniske udrensning i nyere tid. Mens folkeslag i dette område kæmpede for at opnå uafhængighed, er republikker blevet til lande. Med tiden blev Jugoslavien splittet op og er nu delt op i Bosnien-Hercegovina, Kroatien, Makedonien, Montenegro, Serbien og Slovenien.

Som en skærende kontrast til de politiske, etniske og religiøse konflikter ser man noget helt enestående dukke op — en beretning om kærlighed, enhed og troskab. Jehovas Vidner i disse områder har holdt sig fri af de fordomme og fjendtligheder som har rystet Balkan. Deres enhed, på trods af forskellig kulturel baggrund, skyldes loyalitet mod et overordnet styre — nemlig Guds rige.

BEGYNDELSEN

Hvordan begyndte Jehovas folk at få fodfæste i dette område? Vores beretning begynder med en ung barber ved navn Franz Brand fra den nordlige region af Jugoslavien kaldet Vojvodina. Han var rejst til Østrig for at finde arbejde. Mens han var dér, kom han i kontakt med sandheden, som han bragte med sig til sin hjemby i 1925. Han sluttede sig til en lille gruppe der havde læst og drøftet bøgerne Studier i Skriften, som de havde modtaget fra slægtninge i USA.

Gruppen blev klar over at det var nødvendigt at forkynde, og to brochurer der forklarede Bibelens sandheder, blev oversat til serbisk. Inden de blev delt ud, skete der desværre dét at gruppen blev opsøgt af en fremtrædende broder som havde vendt sig imod organisationen og dannet sin egen sekt. Han fik overtalt alle i gruppen, på nær Franz, til at forlade Bibelstudenterne.

Franz flyttede til Maribor i Slovenien, hvor han fik arbejde i en barbersalon. Han forkyndte for ejeren, Richard Tautz, som tog imod sandheden. Franz og Richard brugte salonen som center for forkyndelsen, og i folkemunde blev de omtalt som de bibeltroende barberer. Deres kunder lyttede andægtigt — åbenbart turde de hverken bevæge sig eller tale mens de blev barberet! En af kunderne var en politiker ved navn Ðuro Džamonja. En anden kunde var Rudolf Kalle, ejeren af et skrivemaskine-værksted. Både Ðuro og Rudolf gjorde hurtige fremskridt og blev snart døbt. Ðuro stoppede med sit politiske arbejde og hjalp med at oprette ’Bibelstudenternes Fyrtårnsselskab i Kongeriget Jugoslavien’. Dette juridiske redskab satte brødrene i stand til at forkynde og frit at afholde møder.

’FOTODRAMAET’ BANER VEJEN

I 1931 sendte afdelingskontoret i Schweiz to brødre for at vise „Skabelsens Fotodrama“ i Jugoslaviens større byer. Salene var fyldt til bristepunktet, og tilhørerne var meget opmærksomme mens Ðuro præsenterede materialet. ’Fotodramaet’ vakte interesse for Bibelens budskab i hele landet. I mellemtiden ledede brødrene i Maribor møderne på både slovensk og tysk. Og i Zagreb og omkringliggende områder begyndte grupper at samles for at drøfte de publikationer der var blevet oversat til kroatisk.

Det blev nu besluttet at Vagttårnet skulle oversættes til både slovensk og kroatisk — en overvældende opgave på den tid. Efter at bladet var blevet oversat, maskinskrev en søster det idet hun brugte karbonpapir. På den måde kunne man dog kun fremstille 20 kopier ad gangen. Da man senere fik en duplikator, kunne produktionen øges til 200 kopier af Vagttårnet i én arbejdsgang.

Forsynet med disse blade rejste brødre og søstre med tog til forskellige dele af Jugoslavien for at forkynde. Indimellem lejede brødrene i Slovenien en åben lastvogn og hyrede en chauffør der ikke var et af Jehovas Vidner. Han kørte dem til det område hvor de ville forkynde, og ventede hele dagen indtil de var færdige. Dengang havde forkynderne meget lidt erfaring, og deres budskab var indimellem ret kontant; og dog velsignede Jehova deres flittige indsats ved at hjælpe dem med at finde dem „som var ret indstillet til evigt liv“. — Apg. 13:48.

Franc Sagmeister fortæller: „I 1931 hørte jeg om sandheden gennem min moster, Terezija Gradič, og hendes mand, Franc, som blev en af de første forkyndere i Slovenien. Selvom han tidligere havde været stor modstander af religion, begyndte han ivrigt at læse Bibelen. Det gjorde dybt indtryk på mig, så jeg gik i gang med at undersøge Bibelen sammen med ham. På trods af modstand fra min familie begyndte jeg at fortælle andre om det jeg lærte. Det kom sognepræsten for øre, og han bad mig øjeblikkelig om at stille hos ham. Han sagde til mig at jeg ikke havde lov til at have en bibel fordi jeg ikke kunne forstå den. Men jeg nægtede at give ham min bibel. Senere, da min far døde, kontaktede præsten mig på gaden. Han var rasende fordi jeg ikke havde betalt for at få læst så meget som én messe for min far. Jeg sagde til ham: ’Jeg ville betale for hundrede messer, ja endda for tusinde, hvis det kunne hjælpe min far.’

’Det hjælper, det hjælper!’ sagde præsten.

’Hvis han er i himmelen,’ sagde jeg, ’har han ikke brug for Deres messe, og hvis han er i helvede, har han heller ikke brug for den.’

’Men hvad så hvis han er i skærsilden?’ spurgte han meget bestemt.

’Hr. pastor,’ sagde jeg, ’De ved at jeg ejer ret meget. Jeg er parat til lige nu at gå ned på sagførerens kontor og overdrage det hele til Dem hvis De kan overbevise mig om ud fra Bibelen at mennesket har en udødelig sjæl der lever videre efter døden, at helvede og skærsilden findes, og at Gud er en slags treenighed.’

Han så vredt på mig, tændte en cigaret og gik.“

PIONERER TAGER FAT PÅ AT FORKYNDE

I 1930’erne åbnede flittige mænd og kvinder vejen for at sandhedens lys kunne skinne i Jugoslavien. I Maribor i Slovenien, for eksempel, meldte Grete Staudinger, Katarina Konečnik og senere Karolina Stropnik sig som det der blev kendt som feriepioner. Længere mod syd i Mostar, Hercegovinas hovedby, blev en dirigent ved navn Alfred Tuček klar over at det var sandheden, og begyndte som pioner. Dušan Mikić, en 23-årig ung mand fra Zagreb i Kroatien, tog imod brochuren Hvor er de døde? Han gjorde også hurtige fremskridt, blev døbt og begyndte som pioner. Antallet af pionerer øgedes da nidkære tyske brødre og søstre kom til landet.

Mens sandheden slog rod i Jugoslavien, blev den forbudt i Tyskland. Afdelingskontoret i Schweiz sendte 20 erfarne pionerer til Jugoslavien, blandt andre Martin Pötzinger, Alfred Schmidt, Vinko og Josephine Platajs og Willi og Elisabeth Wilke. Disse selvopofrende pionerer talte hverken slovensk eller serbokroatisk, men forkyndte modigt ved hjælp af vidnesbyrdskort og banede derved vejen for fremtidig vækst.

UDFORDRINGER I PIONERTJENESTEN

Pionerernes nidkærhed for Jehova og kærlighed til folk hjalp dem til at overvinde problemer både med sproget og økonomien. At komme rundt i distrikterne var også en udfordring. Det var ikke ualmindeligt at gå 40 kilometer til fods under barske vejrforhold og i vanskeligt terræn for at nå afsidesliggende landsbyer. En pionersøster husker at hun tog skoene af for ikke at slide dem når hun gik fra landsby til landsby. Martin Pötzinger, som senere blev medlem af Det Styrende Råd, mindes med glæde den tid da han rejste gennem landdistrikterne med en rygsæk fyldt med publikationer og forkyndte for alle som ville lytte.

Transportproblemet blev afhjulpet en del da en broder i Schweiz købte og donerede nogle cykler til disse trofaste pionerer. Cyklerne blev brugt i forkyndelsen i årtier.

Den jugoslaviske befolkning var kendt for at være gæstfri, men alligevel var der religiøs modstand, og pionererne blev udsat for megen forfølgelse. Præsterne havde stor magt over deres sognebørn, især i de små landsbyer. Det skete at præsterne fik skolebørn til at følge efter pionererne og kaste sten efter dem. Præsteskabet lagde også stort pres på myndighederne for at få dem til at genere pionererne, konfiskere deres publikationer og arrestere dem.

Engang mens Willi Wilke forkyndte i en kroatisk landsby, hørte han en høj råben fra landsbyens torv. Han og hans kone og en anden pioner ved navn Grete Staudinger var i gang med at tilbyde brochuren En retfærdig Hersker som på titelbladet havde et billede af Jesus Kristus. „Da jeg kom derhen,“ fortæller broder Wilke, „så jeg til min store rædsel at min kone var omringet af en vred folkeskare på omkring 20, som var bevæbnet med segl. Lige i nærheden var en anden gruppe i færd med at brænde vores brochurer.“

Pionererne kunne ikke forstå hvorfor disse ydmyge landsbyboere var så vrede, og søster Wilke talte ikke sproget godt nok til at finde ud af det. Men Grete talte både flydende tysk og de lokale sprog. Hun trådte frem og spurgte: „Mine damer og herrer, hvad er det I gør?“

„Vi vil ikke have kong Peter!“ svarede de næsten med én røst.

„Det vil vi heller ikke,“ sagde Grete.

Forbavset pegede folkene på billedet på brochurens forside og spurgte: „Hvorfor agiterer I så for ham?“

Nu forstod Grete grunden. Året før, i 1934, var Jugoslaviens konge, Aleksander I, blevet myrdet, og hans søn Peter skulle efterfølge ham på tronen. Men landsbyens beboere foretrak selvstyre frem for at blive regeret af en monark fra Serbien. De havde troet at billedet af Jesus Kristus var kong Peter!

Misforståelsen blev klarlagt, og der blev aflagt et grundigt vidnesbyrd om kongen Jesus Kristus. Nogle af dem der havde brændt deres brochurer, bad nu om nogle nye. Pionererne var glade da de forlod landsbyen. De følte at Jehova havde holdt sin beskyttende hånd over dem.

Pionererne måtte også være opmærksomme på lokale skikke. Når de forkyndte i overvejende muslimske landsbyer i Bosnien, måtte de især passe på ikke at støde lokalbefolkningen. At prøve at få øjenkontakt med en gift muslimsk kvinde kunne for eksempel fremkalde en negativ reaktion hos hendes mand.

På det tidspunkt var der meget få menigheder og grupper i landet. Så når pionererne havde forkyndt hele dagen i en fjerntliggende landsby, var det somme tider svært at finde et sted at overnatte. De havde ikke ret mange penge og havde derfor ikke råd til at betale for et ordentligt natlogi. Josephine Platajs fortæller: „I en landsby ville ingen give os husly for natten fordi de var bange for den katolske præst. Mørket var allerede faldet på da vi skulle til at forlade byen. På vej derfra fik vi øje på et stort træ hvorunder der lå tørre blade. Det blev vores logi for natten. Vi brugte vores vasketøjspose som hovedpude, og min mand bandt cyklen til sin ankel med et reb. Næste morgen da vi vågnede, opdagede vi at vi havde sovet i nærheden af en brønd, så vi havde vand til at vaske os i. Jehova havde ikke blot beskyttet os, men havde også sørget for vores fysiske behov.“

Disse pionerer oplevede hvordan Jehova tog sig af dem, selv når det drejede sig om små ting. De var optaget af at fremme den gode nyhed, ikke af deres egen komfort.

PIONERER ’KOMMER OVER TIL MAKEDONIEN’

Alfred og Frida Tuček, begge pionerer, benyttede lejligheden til at forkynde Rigets budskab mens de rejste fra Slovenien til Bulgarien. I byen Strumica i Makedonien forkyndte de for en købmand, Dimitar Jovanovič, og lånte ham noget bibelsk læsestof. En måned senere, da de var på vej tilbage fra Bulgarien, besøgte de ham igen. Da de fandt ud af at han ikke havde læst publikationerne, bad de ham om at aflevere dem så de kunne gives til nogle som værdsatte dem. Nu blev Dimitar nysgerrig, og han bad indtrængende ægteparret om en chance mere til at få dem læst. Efter at have læst dem forstod han at det var sandheden, og han blev den første i Makedonien der blev døbt som et af Jehovas Vidner.

Dimitar forkyndte for to brødre, Aleksa og Kosta Arsov, og kort efter var der tre Jehovas Vidner i Makedonien. Udrustet med blade, grammofon og foredragsplader begyndte de at forkynde. Et af bladene faldt i hænderne på en metodistpræst, som gav det til Tušo Carčev, en kvik ung mand der kom i hans kirke. Tušo kunne godt lide det han læste, og han overtalte præsten til at give ham flere blade. Snart forstod Tušo at det var forkert at blive betalt for at forkynde den gode nyhed. Oprørt nævnte han det for præsten, som reagerede ved ikke at give ham flere blade. I bladene fandt Tušo adressen på afdelingskontoret i Maribor, så han skrev og bad om at få flere tilsendt. Afdelingskontoret kontaktede Dimitar, Aleksa og Kosta og bad dem besøge Tušo. Snart blev der dannet en gruppe.

I 1935 flyttede brødrene afdelingskontoret fra Maribor i Slovenien til den jugoslaviske hovedstad Beograd i Serbien. Franz Brand og Rudolf Kalle fik til opgave at føre tilsyn med arbejdet.

ARBEJDET BLIVER FORBUDT

Et bevis på vore brødres nidkære aktivitet dengang kan ses i en brochure som blev udgivet af den katolske kirke i 1933. I brochuren gives der specifikke detaljer om Jehovas Vidners forkyndelsesarbejde, og kirken forudsagde at vores arbejde snart ville ophøre, men her tog den grueligt fejl.

I det nordlige Jugoslavien blev præsterne vrede på grund af den lille gruppe pionerers nidkære aktivitet. Præsterne blev endnu mere vrede da domstolene satte en stopper for deres forsøg på at begrænse forkyndelsen af Rigets budskab. Men så blev en jesuiterpræst fra Slovenien indenrigsminister. Noget af det første han gjorde, var at udsende et dekret om at ’Fyrtårnsselskabet’ var opløst, og i august 1936 blev vores arbejde officielt forbudt. Myndighederne lukkede rigssalene og konfiskerede al den bibelske litteratur. Heldigvis var menighederne blevet informeret i forvejen, og myndighederne fandt meget lidt at konfiskere. For at arbejdet kunne fortsætte, blev et lille forlag åbnet i Beograd under navnet Kula stražara (Vagttårnet), og møderne fortsatte i private hjem.

Nu da der var et officielt forbud, øgede regeringen presset for at standse forkyndelsesarbejdet. Det gik især ud over dem der var i heltidstjenesten, hvilket gjorde det sværere og sværere for vores tysktalende brødre. Mange af disse pionerer var flyttet til Jugoslavien fordi vores arbejde var forbudt i andre europæiske lande, og nu var det også forbudt her. Pionererne blev arresteret og sat i fængsel, men deres nidkærhed blev ikke mindre. En søster fortæller: „Nogle gange var det vanskeligt at modtage besøg når vi var i fængsel, men Jehova svigtede os aldrig. Da en broder engang kom for at besøge os, men blev afvist, talte han så højt med fængselsbetjenten at vi kunne høre ham. Blot lyden af hans stemme var til stor opmuntring for os.“

I denne urolige tid krævede det virkelig stort mod at oversætte og uddele brochuren Judge Rutherford Uncovers Fifth Column (Dommer Rutherford afdækker den femte kolonne). Brochuren afslørede den rolle den katolske kirke spillede i forbindelse med at støtte nazistyrets politiske program. Den blev oversat til serbisk, kroatisk og slovensk, og der blev trykt 20.000 eksemplarer på hvert af disse sprog. Brochuren var forbudt allerede da man begyndte at uddele den, så det førte til at de udenlandske pionerer blev udvist, og at statsadvokaten rejste tiltale mod udgiverne af brochuren. Han krævede dem idømt mellem 10 og 15 års fængsel. Til trods for risikoen blev de 60.000 eksemplarer hurtigt uddelt af de få forkyndere i Jugoslavien.

„Dengang hungrede folk efter Guds skrevne ord, og de nød at læse,“ fortæller Lina Babić. Hun lærte sandheden at kende hen imod slutningen af Anden Verdenskrig og havde nær kontakt med trofaste brødre og søstre. „Vi måtte altid være forsigtige,“ fortsætter hun, „derfor foretrak jeg at skrive publikationerne af i hånden i min personlige notesbog. Hvis jeg blev visiteret, gav det blot indtryk af at være mine personlige notater.“

ET VALG MELLEM TOLSTOJ OG JEHOVA

Samtidig med at verden var på nippet til at gå i krig, opstod der en splittelse i en af de største menigheder i Jugoslavien. Nogle var begyndt at gå ind for de synspunkter som den russiske forfatter og religiøse filosof Lev Tolstoj stod for. Han havde været medlem af den russiskortodokse kirke og var blevet overbevist om at alle kristne kirker var korrupte institutioner som helt igennem havde givet et misvisende billede af kristendommen. Nogle af brødrene adopterede denne mistillid til alle religiøse organisationer og blev utilfredse med Jehovas organisation. Den broder der havde til opgave at lede menigheden i Zagreb, misbrugte det ansvar han havde fået betroet. Det lykkedes ham at overtale de fleste af forkynderne til at acceptere Tolstojs synspunkter. Broderens indflydelse var så stærk at størstedelen af menigheden, der bestod af over 60 medlemmer, vedtog en resolution hvori de tog afstand fra ethvert tilhørsforhold til Jehovas organisation.

Da Rudolf Kalle hørte hvad der var sket, rejste han øjeblikkelig fra Beograd til Zagreb for at mødes med hele menigheden. Han gjorde rede for de grundlæggende bibelske sandheder som Jehova havde åbenbaret gennem den trofaste og kloge trælleskare. (Matt. 24:45-47) Så spurgte han dem: „Hvem har lært jer disse sandheder? Er det Tolstoj eller Jehovas organisation?“ Rudolf citerede derefter Josua 24:15 og bad dem der ønskede at blive i Jehovas organisation, om at række hånden i vejret. Kun to markerede.

„Det var ubeskrivelig smertefuldt,“ sagde Rudolf.

Det så ud som om alt det gode arbejde der var blevet udført i menigheden, var på nippet til at være spildt.

Rudolf indbød nu de to trofaste brødre til at komme op på podiet og sagde: „Kun tre af os bliver. Vi repræsenterer nu Jehovas folk i denne by. Må jeg bede alle andre om at forlade salen og gå hvorhen I vil. Vær venlig at lade os være alene! Vi vil tjene vor Gud, Jehova, og I kan gå jeres vej og tjene jeres Tolstoj. Vi ønsker ikke længere at have noget fællesskab med jer.“

I få sekunder var der dyb stilhed. Så begyndte en efter en at række hånden i vejret og sige: „Jeg vil også tjene Jehova.“ Det endte med at det kun var den frafaldne menighedstjener og nogle få af hans tilhængere som forlod salen. Denne loyalitetsprøve styrkede Jehovas trofaste tjenere til at klare langt alvorligere prøver som de senere kom til at stå over for.

TRÆNGSLER UNDER KRIGEN

Den 6. april 1941 invaderede de tyske hære Jugoslavien. Afdelingskontoret blev skadet under de massive luftangreb mod Beograd. Jugoslavien blev delt af de tyske tropper. For en tid var kampene skyld i at kommunikationen blev afbrudt mellem brødrene på Betel i Serbien og brødrene i Slovenien, Kroatien og Makedonien. Endnu værre var det for brødrene i den sydligste del af Makedonien, som man først fik kontakt med efter krigen.

Pludselig stod brødrene over for nogle nye og alvorlige udfordringer. Verden var dybt involveret i internationale konflikter, og det gik ud over vores kære brødre og søstre. Det blev en prøvelsens og sigtningens tid for dem. Deres tro på og kærlighed til Jehova og hans organisation blev prøvet.

Kontoret i Beograd blev lukket, og uddelingen af åndelig føde til brødrene blev organiseret fra Zagreb i Kroatien. Eftersom bøder og fængslinger nu var skiftet ud med koncentrationslejre og dødsstraffe, blev det mere nødvendigt end nogen sinde at være påpasselig og ikke vække opsigt.

Da tyske tropper både besatte og delte Jugoslavien, blev der oprettet koncentrationslejre. I Kroatien blev disse lejre brugt til at isolere og myrde adskillige etniske og ikkekatolske minoriteter, såvel som enhver religiøs modstander af regimet. I Serbien oprettede nazistyrker arbejds- og koncentrationslejre. På grund af neutralitetsspørgsmålet blev mere end 150 af vores ungarske brødre sendt til en lejr der lå i Bor i Serbien. Også i Jugoslavien blev Jehovas Vidner skydeskive for naziregimet. Det betød at forkyndelsen fortrinsvis foregik ved hjælp af uformelle vidnesbyrd. Forkynderne blev rådet til kun at medbringe deres bibel og én publikation, og de fik at vide hvad de skulle sige hvis de blev arresteret. De holdt møderne i små grupper og vidste ikke hvor de andre mødesteder var.

Eftersom det var forbundet med fare at bringe vores litteratur ind over grænsen, blev den kopieret ’under jorden’ i selve landet. Forskellige steder knoklede brødrene hele natten for at trykke og hæfte blade og brochurer. De arbejdede også hårdt for at tjene penge til deres trykkevirksomhed. Gennem forskellige forretningsforbindelser lykkedes det altid brødrene at få de fornødne materialer der skulle til for at kunne trykke. Mens nationale og religiøse fordomme kom heftigt til udtryk inden for Jugoslaviens grænser, var vores brødre forenede, og de brugte af deres egne midler for at kunne fremstille livreddende åndelig føde. Hvordan bar de sig ad med at få den ud til isolerede forkyndergrupper?

Stevan Stanković, en jernbanearbejder af serbisk afstamning, var parat til at hjælpe sine brødre uanset deres baggrund. På trods af faren påtog Stevan sig den opgave at bringe vores litteratur fra Kroatien til det militærbesatte Serbien i al hemmelighed. En dag fandt politiet nogle publikationer i en kuffert Stevan bar. De beordrede ham til at fortælle hvor publikationerne kom fra. Af loyalitet over for sine brødre nægtede han dog at røbe det. Politiet bragte ham til et fængsel for at forhøre ham, og derefter overførte de ham til en nærliggende koncentrationslejr ved Jasenovac. Lejren var kendt for sin brutale behandling af fanger, og her mistede denne trofaste broder livet.

Mihovil Balković, en klog og snarrådig broder, arbejdede som blikkenslager i Kroatien i disse vanskelige tider. Samtidig med at han passede sit arbejde, besøgte han brødrene for at opmuntre dem og aflevere vores litteratur til dem. Hans barnebarn fortæller: „Engang da han sad i et tog, fandt han ud af at det skulle gennemsøges i den næste by. Han steg derfor af toget en station tidligere end han havde planlagt. Det meste af byen var omgivet af pigtrådshegn, men det lykkedes ham at komme ind på en vinmark, hvor der var fri passage. Han bar publikationerne i sin rygsæk og lagde to flasker rakija (hjemmelavet brændevin) øverst i rygsækken sammen med nogle købmandsvarer. Mens han med stor forsigtighed gik gennem vinmarken, passerede han en bunker, og pludselig hørte han en soldat råbe: ’Stop! Hvem dér?’ Da han kom nærmere, spurgte en anden soldat: ’Hvad er det du har med?’

’Bare lidt mel, nogle bønner og kartofler,’ svarede han.

Da han blev spurgt om hvad der var i flaskerne, sagde han: ’Lugt til det, og smag.’

Da soldaten havde smagt det, sagde Mihovil: ’Denne flaske er til dig, unge ven, og den anden er til mig.’

Tilfreds med hans svar og rakijaen sagde soldaterne: ’Gå bare, du gamle!’“

Mihovils barnebarn slutter med at sige: „På den måde blev publikationerne afleveret sikkert.“

Mihovil var utrolig modig. Han rejste gennem områder kontrolleret af soldater fra begge parter i krigen. Nogle gange stod han ansigt til ansigt med kommunistiske partisaner; og ved andre lejligheder stod han over for fascistiske Ustaša-soldatera eller Četnik-soldater. Frem for at blive skræmt benyttede han disse lejligheder til at aflægge et vidnesbyrd og fortælle dem om det fremtidshåb som Bibelen giver. Det krævede stort mod, for en forkynders liv var altid i fare. Adskillige gange blev Mihovil arresteret, forhørt og fængslet.

Den 9. november 1944, da krigen næsten var slut, kom partisanerne om natten og gennemsøgte Mihovils hjem. De konfiskerede publikationerne og tog Mihovil med sig. Sørgeligt nok kom han aldrig tilbage. Det viste sig senere at han var blevet halshugget.

Josip Sabo var kun en dreng da han på cykel leverede bibelsk litteratur i Slavonien i den østlige del af Kroatien. På bagagebæreren havde han lavet en kasse til litteraturen, som han derefter dækkede med friske pærer. Dengang var indkørselsvejen til næsten alle landsbyer barrikaderet og bevogtet.

„Hvad har du i kassen?“ spurgte vagterne Josip ved hver post.

„Pærer til min morbror,“ svarede han, hvorefter soldaterne tog en eller to pærer. Jo nærmere han kom bestemmelsesstedet, jo færre pærer var der til at dække publikationerne. Så for at redde de sidste pærer og dermed det værdifulde læsestof der var skjult nedenunder, tog han en omvej ad en øde sti.

TROFAST TIL DET SIDSTE

Lestan Fabijan, en murer fra Zagreb, forkyndte sandheden for Ivan Sever, Franjo Dreven og Filip Huzek-Gumbazir. De blev alle døbt inden for et halvt år og begyndte at forkynde og afholde møder. Den 15. januar 1943 om aftenen kom en militærpatrulje til Ivan Severs hus for at arrestere ham såvel som Franjo Dreven og en anden broder ved navn Filip Ilić. De gennemsøgte huset, konfiskerede al den bibelske litteratur og tog brødrene med sig.

Da Lestan hørte om disse arrestationer, tog han og Filip Huzek-Gumbazir hen for at trøste Franjos mor og søster. Det kom imidlertid partisanerne for øre at de var på besøg, så de arresterede både Lestan og Filip. De fem brødre forklarede ud fra Bibelen at de udelukkende tjente Jehova, og at de var Kristi soldater. Fordi de alle nægtede at bære våben og kæmpe i krigen, blev de dømt til døden. Derefter blev de holdt fangne.

En nat blev de fem brødre vækket af deres søvn, frataget deres tøj og taget med ud i skoven. Mens de gik dér, fik de mulighed for at skifte mening. Soldaterne prøvede at få brødrene til at fortryde deres beslutning ved at appellere til deres kærlighed til deres familie. De talte om Filip Huzek-Gumbazirs gravide hustru og hans fire børn. Han svarede at han havde fuld tillid til at Jehova ville sørge for dem. Franjo Dreven havde ingen kone og børn, så de spurgte ham hvem der fremover skulle sørge for hans mor og søster.

Så snart de nåede til bestemmelsesstedet, lod soldaterne brødrene stå i vinterkulden. Nu begyndte henrettelserne. Først skød de Filip Huzek-Gumbazir. Så ventede soldaterne et øjeblik og spurgte om de andre havde skiftet mening. Brødrene stod imidlertid fast. Derefter henrettede soldaterne Franjo, så Ivan og til sidst Lestan. Nu var der kun Filip Ilić tilbage, men han gik på kompromis og indvilligede i at slutte sig til soldaterne. Tre måneder senere vendte han dog hjem på grund af sygdom, og han fortalte hvad der var sket den dag i skoven. Han havde prøvet at redde sit liv ved at gå på kompromis, men han mistede det tidligt på grund af sygdom.

Også i Slovenien blev mange af vores brødre og søstre udsat for forfølgelse. Franc Drozg, for eksempel, en 38-årig grovsmed, nægtede at bære våben. Den 8. juni 1942 blev han derfor henrettet i Maribor af nazisoldater. Nogle som var til stede, fortæller at inden han blev skudt, blev der bundet et skilt om halsen på ham hvor der stod: „Jeg er ikke fra denne verden.“ (Joh. 17:14) Hans stærke tro kommer klart til udtryk i det brev han skrev kun nogle få minutter før sin henrettelse: „Min kære ven Rupert! I dag blev jeg dømt til døden. Du skal ikke sørge over mig. Jeg sender dig og alle i huset mine kærligste tanker. Vi ses i Guds rige.“

Myndighederne var ubønhørlige i deres forsøg på at standse forkyndelsen, men Jehova viste at han er en Gud der frelser. Eksempelvis foretog politiet ofte razziaer og stillede beboerne i et område op på en række for at undersøge deres identifikationskort. Alle der så mistænkelige ud, blev sat i fængsel. I mellemtiden var andre politifolk i gang med at undersøge husene og lejlighederne. Brødrene så ofte vidnesbyrd om Jehovas beskyttelse når politiet sprang deres hjem over, uden tvivl i den tro at de allerede havde undersøgt det. I mindst to tilfælde var der store mængder af vores litteratur på disse steder såvel som duplikatorer. De der deltog i forkyndelsen i disse farefulde tider, oplevede igen og igen hvor sandt det er når Bibelen forsikrer os om at „Jehova er meget medfølende og barmhjertig“. — Jak. 5:11.

DØMT TIL DØDEN

Da den anden verdenskrig sluttede i 1945, endte en af de mest blodige perioder i menneskehedens historie. Efter at Hitler og hans allierede havde lidt nederlag, håbede brødrene at begrænsningerne ville blive fjernet, og at de igen ville få lov til at forkynde frit. Og der var grund til at være optimistisk: Det nyligt indsatte kommunistiske styre lovede pressefrihed, ytringsfrihed og religionsfrihed.

I september 1946 arresterede myndighederne ikke desto mindre 15 brødre og 3 søstre. Blandt dem var Rudolf Kalle, Dušan Mikić og Edmund Stropnik. Efterforskningen stod på i fem måneder. Myndighederne anklagede forkynderne for at handle imod folkets og statens interesser og for at udgøre en fare for selve Jugoslaviens eksistens. De påstod at vores arbejde blev styret fra USA, og at vi benyttede vores forkyndelse af Guds rige som et dække for at tilintetgøre socialismen og genindføre kapitalismen. En katolsk præst gik foran med at anklage brødrene for at være amerikanske spioner der brugte religion som et skalkeskjul for deres aktiviteter.

I retssalen forsvarede de anklagede brødre frimodigt sig selv og aflagde et godt vidnesbyrd om Jehova og hans rige. Vjekoslav Kos, en ung broder, sagde: „Højtærede dommere! Det var min mor der underviste mig i denne tro som bygger på Bibelens lære, og jeg begyndte at tjene Gud. Under tyskernes besættelse blev min mor fængslet. To af mine søstre og min bror havde samme tro som min mor. Tyskerne førte dem til Dachau, hvor de blev skudt fordi de tilbad Gud på en måde der fik tyskerne til at tro at de var kommunister. Nu anklages jeg for at være fascist fordi jeg har den samme tro som dem.“ Retten satte ham på fri fod.

De andre fik ikke så mild en behandling af domstolen. Tre af de anklagede blev dømt til døden ved skydning, og de resterende blev idømt fra et til femten års fængsel. Men disse uretfærdige domme satte hurtigt gang i en bølge af protester fra vores verdensomspændende brodersamfund. Forkyndere i USA, Canada og Europa skrev tusinder af protestbreve til styret i Jugoslavien. De sendte også hundredvis af telegrammer. Selv regeringsembedsmænd skrev breve til støtte for brødrene. Denne stærke opbakning resulterede i at dødsstraffene blev ændret til 20 års fængsel.

Dermed var det dog ikke slut med modstanden. To år senere arresterede de slovenske myndigheder Janez Robas og hans kone, Marija, sammen med Jože Marolt og Frančiška Verbec, fordi de forkyndte. Anklageskriftet lød i uddrag: „’Jehova-sekten’ . . . har rekrutteret nye medlemmer som de har tilskyndet til at modsætte sig vores nuværende samfundsorden [og] militærtjenesten.“ Domstolen hævdede at brødrene svækkede landets forsvar, og idømte dem derfor straffe på tre til seks års fængsel med hårdt tvangsarbejde.

I 1952 ændrede de politiske myndigheder kurs. Alle Jehovas Vidner der sad i fængsel, blev derfor sat på fri fod, og Rigets budskab blev fortsat forkyndt. Jehova opfyldte sit løfte om at „intet våben der dannes imod dig vil du’, og enhver tunge som rejser sig imod dig i retten vil du få kendt skyldig“. — Es. 54:17.

Myndighederne forsøgte dog fortsat at svække brødrenes beslutning om at stå fast. I medierne blev de stemplet som „psykisk syge“ og som „fanatikere der var på grænsen til at være bindegale“. Denne uafbrudte strøm af negativ presseomtale og konstante frygt for at blive overvåget begyndte at gå nogle brødre på. Når trofaste forkyndere blev løsladt, betragtede andre i menigheden dem som spioner. Men Jehova fortsatte med at opbygge menighederne ved hjælp af modne og loyale brødre.

Da Josip Broz Tito kom til magten ved afslutningen af den anden verdenskrig, blev det tydeligt at militæret ville komme til at spille en meget vigtig rolle i Jugoslavien. De der nægtede at gøre militærtjeneste, uanset deres motiv, blev opfattet som nogle der satte sig op mod styret.

LOYALITETSPRØVER

Under den anden verdenskrig var en niårig dreng ved navn Ladislav Foro fra Kroatien til stede ved et arrangement som byens indbyggere var blevet tvunget til at møde op til. De skulle lytte til en katolsk præst som holdt en prædiken. Efter prædikenen kiggede Ladislav nysgerrigt ind bag scenetæppet og så præsten tage præstekjolen af. Indenunder var han klædt i en Ustaša-uniform, og om hoften bar han et patronbælte hvori der sad en håndgranat. Udenfor steg præsten til hest, tog sin sabel og råbte: „Brødre, lad os tage ud for at kristne folk! Hvis nogen er uenige med jer, så ved I hvad I skal gøre!“

Ladislav var godt klar over at en præst ikke burde opføre sig sådan. Kort efter begyndte unge Ladislav sammen med sin farbror at overvære Jehovas Vidners møder, der blev holdt i hemmelighed. Selvom det gjorde hans forældre vrede, fortsatte han med at komme til møderne og voksede åndeligt.

Da Ladislav i 1952 blev indkaldt til at gøre militærtjeneste, gjorde han klart og tydeligt rede for sit kristne neutrale standpunkt. Officerer underkastede ham mange forhør i forsøg på at indrullere ham i hæren ved at tvinge ham til at sværge den troskab. På et tidspunkt førte de ham til en kaserne hvor 12.000 rekrutter var samlet for at aflægge denne troskabsed. Nogle soldater stillede Ladislav op foran dem alle og anbragte en riffel på hans skulder. Han smed den med det samme fra sig. Soldaterne sagde over højttaleren så alle kunne høre det, at hvis Ladislav gjorde det igen, ville han blive skudt. Da det skete anden gang, førte de ham bort og skubbede ham ned i et flere meter dybt bombekrater. Der blev givet ordre til at henrette ham. En soldat skød to gange ned i krateret, og mændene vendte tilbage til kasernen. Men broderen var ikke blevet ramt!

Om natten hentede nogle befalingsmænd Ladislav op af bombekrateret og bragte ham til et fængsel i Sarajevo. Man præsenterede ham for et brev hvori der stod at andre med samme tro som hans var gået på kompromis og sat på fri fod. Han, derimod, sad bare og rådnede op i fængselet sammen med kriminelle. Gentagne gange pressede befalingsmændene Ladislav ved at bringe disse emner på bane igen og igen. Men Ladislav tænkte som så: ’Begyndte jeg at tjene Jehova på grund af en bestemt person? Nej! Er jeg her for at behage mennesker? Nej! Er mit liv styret af hvad andre siger, tænker eller gør? Nej!’

Den måde Ladislav ræsonnerede på, skyldtes hans bibelkundskab, og det hjalp ham til at forblive trofast i fængselet. Han blev løsladt fire og et halvt år senere. Senere virkede han som kredstilsynsmand, og hans hengivne kone og åndelige søster, Anica, var en støtte for ham i denne tjeneste.

EN BEGRÆNSET JURIDISK ANERKENDELSE

Efter at Tito havde brudt med Sovjetunionen i 1948, decentraliserede han styret og gav gradvis folket mere frihed. Selvom styret stadig var socialistisk, blev der udvist større tolerance over for religion.

Myndighederne indbød repræsentanter fra Jehovas Vidner til at mødes med dem, og de foreslog at der blev udfærdiget et nyt retsligt gældende dokument der ville gøre det muligt for Jehovas Vidner at få deres arbejde legaliseret. Brødrene gav et udkast til et sådant dokument, og den 9. september 1953 blev Jehovas Vidner endnu en gang juridisk indregistreret i Jugoslavien.

Mens vores brødre i andre kommunistiske lande blev tvangsforflyttet, havde brødrene i Jugoslavien tilstrækkelig frihed til at mødes i sale de havde fået anvist af myndighederne. Det gav også vores brødre i Makedonien mulighed for at modtage publikationer og få forbindelse med kontoret i Zagreb. Men selvom Jehovas Vidner blev juridisk indregistreret som religiøst samfund i 1953, skulle der gå 38 år før brødrene lovligt kunne forkynde fra hus til hus.

Der var fortsat problemer. Brødrenes neutrale standpunkt fik myndighederne til at betragte deres forkyndelse som en udbredelse af propaganda. Det hemmelige politis netværk samt meddelere i landet gjorde det meget vanskeligt at forkynde fra hus til hus. Brødre der blev grebet i at forkynde, kunne blive arresteret og få en bøde. I en rapport siges der: „Arrestationerne og forfølgelsen fortsætter. Det er især tilfældet i Slovenien, hvor den katolske indflydelse er stærkest, og hvor mange af Jehovas tjenere bliver overvåget af politiet og deres agenter, som er opsatte på at gribe dem i at studere Guds ord. Men brødrene har vist at de er besluttede på at adlyde Gud mere end mennesker og dermed forpurre hensigten med denne forfølgelse.“

„FORSIGTIGE SOM SLANGER“

Når brødrene forkyndte ude på landet i Slovenien, spurgte de først dem de besøgte, om de havde æg til salg. Hvis priserne var fornuftige, købte forkynderne æggene for ikke at vække mistanke. Når de havde tilstrækkeligt med æg, spurgte de ved de næste besøg om det var muligt at købe brænde. Mens brødrene handlede med dem de traf hjemme, drejede de samtalen over på Bibelen, hvis situationen talte for det. — Matt. 10:16.

I området omkring Zagreb i Kroatien gennemgik brødrene distrikterne systematisk, men dog på en måde der ikke tiltrak sig andres opmærksomhed. En af de strategier de benyttede, var at aflægge hver tiende husstand et besøg. Hvis forkynderne for eksempel blev bedt om at begynde ved det første hus, besøgte de altså dem der boede i hus nr. 1, 11, 21, 31 og så videre. Mange lærte Jehova at kende fordi forkynderne gjorde sig disse anstrengelser. På grund af de vanskeligheder der var med at forkynde fra hus til hus, forkyndte brødrene dog hovedsagelig uformelt.

I Serbien mødtes brødrene og søstrene i private hjem. Damir Porobić fortæller om hvordan de holdt møder i hans farmors hus efter Anden Verdenskrig: „Der kom mellem fem og ti. Min farmors hus var et ideelt sted at holde møde, for der var indgang fra to forskellige gader. Det gjorde det muligt for alle at komme og gå uden at vække mistanke.“

Veronika Babić var født i Kroatien, og hendes familie begyndte at studere Bibelen i midten af 1950’erne. Efter sin dåb i 1957 flyttede hun med sin mand til Sarajevo i Bosnien. Milica Radišić fra Slavonien i den østlige del af Kroatien blev døbt i 1950. Også hendes familie flyttede til Bosnien. Disse to familier begyndte sammen at forkynde om Jehovas rige. Ligesom det var tilfældet i andre dele af Jugoslavien, måtte de være forsigtige når de forkyndte. „Vi blev meldt til politiet,“ fortæller Veronika, „og vores publikationer blev konfiskeret. Vi blev arresteret, forhørt, truet med fængselsstraffe og idømt bøder. Men det tog ikke modet fra os eller skræmte os. Det styrkede derimod vores tro på Jehova.“

Milica fortæller: „En dag kom en mand ind i rigssalen, og han viste stor interesse. Man tog godt imod ham, og han boede endda i en periode hos nogle brødre. Han kommenterede meget ivrigt ved møderne. Men på et tidspunkt så vores datter ham på sin arbejdsplads, hvor han deltog i et møde for det hemmelige politi. Vi blev klar over at politiet havde sendt ham for at udspionere os. Nu da hans sande identitet var afsløret, holdt han op med at komme til møderne.“

DE FØRSTE RIGSSALE

Før Jehovas Vidner blev indregistreret hos myndighederne, var det forbudt for dem at samles i private hjem. Når de gjorde det, risikerede de at blive arresteret. Men selv efter at de havde fået lov til at holde offentlige møder, var det svært at finde et sted at mødes. Mange kunne nemlig ikke lide Jehovas Vidner og nægtede at leje bygninger ud til dem. Brødrene besluttede derfor at købe bygninger de kunne bruge som mødesteder.

Inden længe havde de fundet et værksted der lå centralt i Zagreb, Kroatien. De omdannede det til en smuk rigssal med cirka 160 siddepladser og byggede et lille kontor til trykning af publikationer. Denne rigssal, der også fungerede som stævnehal, blev taget i brug i 1957 da man afholdt det første områdestævne for Jehovas Vidner fra alle dele af Jugoslavien. Nogle få år senere købte brødrene et hus i midten af Zagreb på Kamaufova-gade. Dette hus blev brugt af betelfamilien helt frem til 1998.

I 1957 købte brødrene en bygning i Beograd i Serbien. Den kom til at fungere som rigssal og kontor hvorfra der blev ført tilsyn med forkyndelsen. Derefter erhvervede de sig en stald i Ljubljana, Slovenien, og omdannede den til en rigssal. I 1963 ombyggede de en garage i Sarajevo til en rigssal som blev brugt af den første menighed i Bosnien-Hercegovina. Nogle af disse ombygninger krævede et stort arbejde, men brødrene gav gavmildt af sig selv og deres midler, og Jehova velsignede deres anstrengelser.

ORGANISATIONSMÆSSIGE FORBEDRINGER STYRKER BRODERSAMFUNDET

I 1960 fik rejsende tilsynsmænd til opgave at hjælpe og opmuntre menighederne. Nogle brødre blev spurgt om de kunne tjene som kredstilsynsmand i weekenderne. Disse brødre brugte villigt deres fritid på at rejse omkring og opmuntre vennerne og fremme enheden.

„Jeg tjente som kredstilsynsmand i weekenderne i cirka et år ledsaget af min kone, og senere gjorde vi det på heltidsbasis,“ fortæller Henrik Kovačić, der er medlem af afdelingskontorets udvalg i Kroatien. „Brødrene levede under kummerlige forhold, og vi boede ofte steder hvor der ikke var rindende vand eller toilet med træk og slip. Men brødrene og søstrene var meget taknemmelige for vores besøg og viste os stor kærlighed og gæstfrihed. Det var nærmest kutyme at de overlod os deres seng og gav os et måltid mad, til trods for at de havde meget lidt at gøre med. I nogle menigheder flyttede vi hver dag til et nyt hjem for ikke at ligge nogen til byrde.“

„At tjene som kredstilsynsmand i weekenderne var en dejlig oplevelse,“ siger Šandor Palfi, som nu virker i landsudvalget i Serbien, „men det var også forbundet med vanskeligheder. Brødrene ventede spændt på at vi skulle komme. De var fattige, men de gav os det bedste de havde. Det var noget helt særligt for dem at få besøg af kredstilsynsmanden.“

Miloš Knežević ledede arbejdet på afdelingskontoret i Jugoslavien samtidig med at han tjente som kredstilsynsmand. Under det kommunistiske styre der var ved magten i årtier, var broder Knežević et vigtigt redskab i forbindelse med at finde løsninger når der blev rejst sigtelser mod vores brødre.

EN GLÆDELIG FREMGANG I MAKEDONIEN

I 1968 lærte en ung mand fra Kočani i Makedonien sandheden at kende i Zagreb, hvor han gik på universitetet. Da han vendte hjem, fortalte han sin familie og sine venner om den gode nyhed.

„Denne unge mand var min fætter,“ fortæller Stojan Bogatinov, som var den første fra Kočani der blev døbt. „Jeg arbejdede som tjener, og en gang imellem fik mine arbejdskammerater og jeg en snak om religion. Engang efter at vi havde haft en sådan drøftelse, kom en fra den ortodokse kirke ind og bestilte et måltid mad. Mens jeg betjente ham, spurgte jeg om jeg kunne få en bibel fra hans kirke, for jeg ønskede inderligt at lære om Gud. Han sagde at han ville prøve at komme med en. Kort tid efter fik jeg mit eget eksemplar af Det Nye Testamente. Min glæde var så stor at jeg, da jeg fik fri, skyndte mig hjemad for at læse i den.

På vej hjem mødte jeg til min overraskelse min fætter, der var vendt hjem fra Zagreb. Han inviterede mig hjem til sig, men jeg sagde at jeg måtte takke nej, for jeg glædede mig til at komme hjem og læse i min bibel. Han sagde: ’Jeg har noget der vil interessere dig. Jeg har nogle bøger derhjemme der vil hjælpe dig til at forstå Bibelen.’ Vi tog hjem til ham. Hvor blev jeg glad da jeg så at han havde en komplet udgave af Bibelen, nogle brochurer samt Vagttårnet på kroatisk. Han tilbød mig publikationerne, og jeg begyndte omgående at læse i dem. Med det samme forstod jeg at det var noget særligt jeg læste. Jeg kendte ikke nogen Jehovas Vidner, men det kunne jeg godt tænke mig at komme til.

Da min fætter rejste tilbage til Zagreb, fulgte jeg med. I Zagreb åbnede en gæstfri forkynder ved navn Ivica Pavlaković sit hjem for mig, og der boede jeg i tre dage. I al den tid stillede jeg mange spørgsmål. Han besvarede dem altid ud fra Bibelen, og det gjorde et stort indtryk på mig. Jeg overværede et menighedsmøde og blev opmuntret af det varme forhold der var mellem brødrene og søstrene.

Ivica tog mig med til Betel i Zagreb, og jeg forlod stedet glad om hjertet og med hænderne fulde af læsestof. Efter nogle få uforglemmelige dage vendte jeg tilbage til Kočani med den åndelige skat jeg havde fundet. Der var ingen Jehovas Vidner i nærheden af hvor jeg boede, så jeg begyndte regelmæssigt at skrive sammen med Ivica. Mine breve var fulde af spørgsmål, og han skrev tilbage og besvarede dem. Efterhånden som jeg fik større kundskab, fortalte jeg andre om det jeg lærte, og min kone og mine børn begyndte at vise interesse. Inden længe var vores familie forenede i sandheden, og vi lærte meget om Bibelen. Vi var lykkelige og begyndte begejstret at tale med resten af vores familie og vores venner om den gode nyhed; og mange lyttede til os. Men da vi begyndte at forkynde, mødte vi modstand.“

SAMLET I ENHED I TYSKLAND

Vores brødre i Jugoslavien var ikke så isolerede som brødrene i andre kommunistiske lande, men de var få i antal, og de længtes efter at mærke kærligheden fra det verdensomspændende brodersamfund. Da de hørte at der var planer om at afholde et internationalt stævne i 1969 med temaet „Fred på jorden“, bad de myndighederne om lov til at forlade landet for kunne overvære det. Forestil dig deres glæde da de fik tilladelse til at tage af sted.

Stævnet blev holdt på det store stadion i Nürnberg. Blot nogle få årtier tidligere havde Hitler, der havde truet med at udrydde Jehovas Vidner, ladet sine tropper gå i parade her. Programmet blev fremholdt på mange sprog, og de delegerede fra Jugoslavien var begejstrede over at høre at dele af programmet ville blive holdt på deres sprog i et skovbevokset område i nærheden af det store stadion. Et stort podium delte den idrætsbane de benyttede, i to dele. I den ene side sad halvdelen af de delegerede og hørte programmet på serbokroatisk, og i den anden side, på den modsatte side af podiet, sad den anden halvdel og hørte programmet på slovensk. Dette ottedages program gav brødrene større kundskab og tro.

Man havde lejet tog og busser for at kunne bringe de delegerede fra alle dele af Jugoslavien til Tyskland. „Vi var så begejstrede over at være forenede med vores brødre og søstre at vi stolt hængte skilte der averterede stævnet, op i vinduerne i vores togvogn,“ fortæller en broder som var tilrejsende fra Kroatien.

Brødrene var meget glade for at se og lytte til Nathan Knorr og Frederick Franz fra hovedkontoret. „Da de kom til vores afsnit af stadionet for at overbringe hilsener, kendte glæden ingen grænser,“ fortæller en af de delegerede. De velsignelser som vores jugoslaviske brødre modtog, opvejede langt de mange ofre de havde måttet bringe for at kunne være til stede. „Det kostede to månedslønninger at rejse til stævnet,“ siger Milosija Simić, der havde taget turen fra Serbien, „og det var ikke let at få fri fra arbejde i ti dage. Jeg var ikke sikker på at jeg stadig havde et job når jeg kom tilbage, men jeg var fast besluttet på at tage af sted. Det var fantastisk! Jeg kan stadig få tårer i øjnene af glæde her næsten 40 år efter når jeg tænker tilbage på det stævne.“ Efter at have været sammen med trosfæller fra alle dele af Jugoslavien og oplevet enheden blandt det internationale brodersamfund vendte brødrene styrkede hjem, i stand til at klare de vanskeligheder der ventede forude.

LOKALE PIONERER ER MED TIL AT DÆKKET BEHOVET

De tyske pionerer der var kommet i begyndelsen af 1930’erne, havde udført et stort arbejde med at forkynde den gode nyhed. Nu da antallet af forkyndere var stigende, begyndte flere jugoslavere i pionertjenesten. I Slovenien var der for eksempel erfarne pionerer som var villige til at blive sendt til mere fjerntliggende egne af Jugoslavien, hvor der var et større behov for forkyndere. Disse pionerer tog modigt imod den udfordring at lære et nyt sprog og at tilpasse sig en ny kultur.

„Jeg ankom til Priština, den største by i Kosovo, hvor folk taler albansk og serbisk,“ mindes Jolanda Kocjančič. „Min pionermakker, Minka Karlovšek, og jeg talte ikke disse sprog, men vi besluttede at komme i gang med at forkynde, og derved lærte vi sprogene. Ved det første besøg mødte vi den ældste søn i huset. Hans mor var enke og havde tjekkisk baggrund. Vi indledte på slovensk iblandet et par serbiske gloser og sagde: ’Vi vil gerne tale med dig og din familie om den gode nyhed fra Bibelen.’

Sønnen sagde: ’Kom indenfor! Min mor har ventet på at I skulle komme.’

Da vi trådte ind, kom moderen, der hed Ružica, farende hen for at hilse på os. Hun forklarede at hun 14 dage tidligere havde bedt Jehova om at sende nogle der kunne lære hende om ham. Hendes søster, et Jehovas vidne i det der i dag er kendt som Tjekkiet, havde flere gange tilskyndet hende til at bede Jehova om hjælp. Ružica var overbevist om at vores besøg var et svar på hendes bøn. Samtidig med at vi lærte Ružica sandheden fra Bibelen at kende, underviste hun os i serbisk. Hun havde flere studerende boende hos sig som deltog i bibelstudiet. En af dem forærede os en albansk ordbog, der var en hjælp til at lære dette sprog.“

Zoran Lalović i Montenegro fik som dreng en bibel af en pioner fra Zagreb, Kroatien. Fem år senere, i 1980, begyndte en specialpioner der var kommet fra Serbien, at studere med ham. „Det var svært at give slip på de venner jeg gik på diskotek med,“ siger Zoran, „men da jeg til sidst afbrød kontakten med dem, gjorde jeg hurtige fremskridt og blev døbt kun nogle få måneder senere i Beograd, Serbien. Umiddelbart efter fik jeg til opgave at holde det offentlige foredrag, for der var meget få brødre. Vi begyndte også at lede alle møderne i byen Podgorica.“

DÅB I RISMARKERNE

„Når folk var klar til at blive døbt, foretog jeg dåben,“ siger Stojan Bogatinov fra Makedonien. „Vi havde ikke mulighed for at bruge et badekar, og den lokale flod var for lille. Men i området lå der mange rismarker som fik tilført vand via kanaler. Nogle af disse kanaler var tilstrækkelig dybe og rene nok til at de kunne bruges til dåbshandlinger. Jeg mindes den første gang nogen skulle døbes i en rismark. Da vi var på vej gennem marken over til kanalen, var der nogen der råbte til mig: ’Du har nok fået fat på nye arbejdere, Stojan.’

’Ja, der er meget arbejde der skal gøres,’ svarede jeg. De havde ingen anelse om at vi var høstarbejdere i den åndelige høst der gik for sig i Makedonien.“

Brødrene i Makedonien havde kun begrænset kontakt med afdelingskontoret, og de havde stadig meget at lære om teokratiske retningslinjer. Stojan Stojmilov begyndte at overvære møderne i Tyskland, og da han vendte tilbage til Makedonien, var han glad for at finde Jehovas Vidner i Kočani. Han fortæller: „Da jeg kom og fortalte brødrene hvordan møderne blev ledet i Tyskland, bad de mig på stedet om at lede vagttårnsstudiet og at holde et offentligt foredrag. Jeg forklarede at jeg endnu ikke var døbt, men de blev ved med at presse mig, for de mente at jeg var den bedst egnede. Så jeg gjorde som de sagde. Med tiden gjorde min kone og jeg åndelige fremskridt, og vi blev også døbt i rismarkerne.“

Veselin Iliev, der nu tjener som ældste i Kočani, forklarer: „Vi vidste ikke meget om teokratisk organisering, men vi havde stor kærlighed til sandheden.“ Med tiden sørgede Jehova for at forholdene blev bragt i orden. Noget der i høj grad medvirkede til at styrke menighederne og Rigets arbejde, var at det blev muligt at få fat på flere publikationer på makedonsk.

DEN STØRRE FRIHED UDNYTTES MED FORSIGTIGHED

Jugoslavien var ikke under russisk kontrol, så folk havde visse frihedsrettigheder som ikke fandtes bag jerntæppet. I slutningen af 1960’erne var Jugoslavien det første kommunistiske land der afskaffede kravet om visum og slækkede på grænsekontrollen. Brødrene i det nordlige Jugoslavien udnyttede denne større frihed til at rejse og gik i gang med at transportere bibelsk litteratur ind i de lande der grænsede op til Sovjetunionen, hvor forkyndelsesarbejdet stadig var forbudt.

Først fik de transporteret litteraturen fra Tyskland ind i Jugoslavien i lastbiler. Ðuro Landić, der er med i afdelingskontorets udvalg i Kroatien, fortæller at deres hus var litteraturdepot helt frem til Sovjetunionens fald, og siger: „Familiens biler havde alle en falsk vognbund, og der var et skjult rum i bilernes instrumentbræt.“ Han fortsætter: „Vi vidste at hvis vi blev fanget, ville vi miste vores biler og komme i fængsel, men den glæde som brødrene gav udtryk for når de modtog publikationerne, var det hele værd.“

Søster Milosija Simić, der bragte bibelsk læsestof fra Serbien til Bulgarien, fortæller: „Jeg vidste aldrig hvem jeg skulle aflevere publikationerne til — jeg fik blot en adresse. Engang da jeg var stået af bussen og havde fundet det pågældende hus, traf jeg ingen hjemme. Jeg gik lidt rundt i nabolaget og gjorde senere et nyt forsøg, denne gang fra en anden retning. Der var stadig ingen hjemme. Jeg forsøgte på denne måde, diskret og uden at vække mistanke, at træffe nogen hjemme cirka ti gange i løbet af den dag — men uden resultat. Og det viste sig at være meget godt, for jeg fandt senere ud af at det var en forkert adresse.

Det havde været et stort arbejde for mig at kopiere og afskrive publikationerne på skrivemaskine, så jeg stod i et dilemma — jeg kunne ikke få mig selv til bare at smide dem væk. Jeg besluttede derfor at tage dem med mig tilbage til Serbien, hvor de ville gøre gavn. Men selvom jeg havde en returbillet, var jeg nødt til at købe en billet for at komme til den station hvorfra min returbillet gjaldt. Almindeligvis fik jeg penge til billetten af de brødre som modtog publikationerne, for jeg måtte kun indføre et lille beløb i landet. På vej hen imod billetlugen bad jeg til at det var en kvinde der solgte billetter. Netop som jeg kom derhen, blev den mand der sad bag lugen, afløst af en kvinde. Jeg tilbød at give hende det tøj der havde været brugt til indpakning af publikationerne, i bytte for en billet. Det gik hun med til, og jeg fik en billet.“

I begyndelsen af 1980’erne oversatte brødrene bibelske publikationer til albansk og makedonsk og sendte de håndskrevne eksemplarer til det lille kontor i Beograd. Ved hjælp af en skrivemaskine og karbonpapir fremstillede Milosija otte kopier ad gangen. Det var en vanskelig opgave, for teksten var jo skrevet i hånden, og hun var ikke kendt med sproget.

UNGE BRØDRE TAGER ET FAST STANDPUNKT

Selvom der officielt var religionsfrihed i Jugoslavien, betragtede styret vores neutrale standpunkt som en trussel mod landets enhed. Derfor mødte brødrene modstand. Under den anden verdenskrig var mange forblevet trofaste endda til døden på grund af deres neutralitet. Men i de tre følgende årtier var det ikke alle der havde en lige så stærk tro. Nogle overværede de kristne møder og støttede Rigets arbejde, men når de blev indkaldt til militæret, fandt de på undskyldninger for at retfærdiggøre at de tog del i oplæringen.

De unge brødre der ikke fraveg deres neutrale standpunkt, blev idømt fængselsstraffe på op til ti år. Desuden kunne de blive idømt straffe flere gange inden de fyldte tredive. Nogle af dem der blev udsat for disse prøver på deres loyalitet og nægtede at gå på kompromis, havde været meget kort tid i sandheden. Mange af dem er nu ansvarshavende brødre der fører an i menighederne.

ET BETAGENDE INTERNATIONALT STÆVNE

Jehovas Vidner i Jugoslavien havde aldrig haft den glæde at være værter for et internationalt stævne. Forestil dig hvor begejstrede de blev da Det Styrende Råd i 1991 meddelte at et af de internationale stævner med temaet „Venner af frihed“ ville blive afholdt i Zagreb, Kroatien!

Men det var ikke uden problemer at holde sådan et stævne. Lige siden Kroatien havde erklæret sig uafhængigt af Jugoslavien, havde krigsskyerne trukket sig sammen. Ville det være klogt at afholde et stævne? Hensynet til de udenlandske og de lokale delegeredes sikkerhed gik forud for alt andet. Efter mange bønner og overvejelser besluttede brødrene at fortsætte med deres forberedelser.

Theodore Jaracz, et medlem af Det Styrende Råd, rejste til Kroatien et par uger forinden for at hjælpe til med organiseringen. Eftersom alle andre offentlige arrangementer i Zagreb var blevet aflyst, var manges opmærksomhed rettet mod det der skulle foregå på Dinamo-stadionet. Efterhånden som dagen for stævnets begyndelse nærmede sig, blev forholdene i landet mere ustabile. Vores brødre overvejede dag for dag hvor stor risikoen var, og stillede det samme spørgsmål igen og igen — skulle de fortsætte med forberedelserne, eller skulle de aflyse stævnet? Brødrene bad vedholdende Jehova om hans ledelse. Utroligt nok stabiliseredes det politiske klima, og brødrene kunne holde stævnet fra den 16.-18. august 1991.

Man kan næsten ikke forestille sig en større kontrast. Mens de omkringliggende lande befandt sig på randen af krig, tog Jehovas Vidner i Kroatien gæstfrit imod tusinder af gæster der skulle overvære det internationale stævne „Venner af gudgiven frihed“.b Samtidig med at mange indbyggere flygtede ud af landet, samledes brødre og søstre fra 15 lande i kærlighed og frihed. Store grupper ankom med fly fra USA, Canada og andre vestlige lande. På grund af den militære situation var lufthavnen i Zagreb lukket, og flyene måtte lande i Ljubljana, Slovenien. Derfra kørte de delegerede med bus til Zagreb. De tilrejsende brødre udviste et stort mod og aflagde derved et godt vidnesbyrd for befolkningen. Det var en uvurderlig opmuntring for de lokale brødre at være sammen med de udenlandske delegerede. Den største gruppe på omkring 3000 kom fra Italien. Det var som om deres varme og sprudlende begejstring opflammede resten af stævnedeltagerne. — 1 Thess. 5:19.

Det var særlig trosstyrkende at fem medlemmer af Det Styrende Råd var til stede ved stævnet. Mange husker stadig med glæde tilbage på de foredrag som blev holdt af Carey Barber, Lloyd Barry, Milton Henschel, Theodore Jaracz og Lyman Swingle. De lod sig ikke skræmme af urolighederne, og med deres mange års erfaring med i bagagen rejste de modigt ind i landet for gennem opmuntrende foredrag at styrke brødrene.

På grund af den politiske uro frygtede myndighederne at det ville komme til sammenstød mellem delegerede fra forskellige dele af Jugoslavien. Men de blev lettede over at se at de ikke blot samledes fredeligt, men også gav udtryk for hvor højt de elskede deres åndelige brødre og søstre. For hver dag der gik, var der færre og færre politifolk til stede.

Dette mindeværdige stævne viste at Jehovas Vidner er et sandt internationalt brodersamfund. At tænke over den enhed de havde oplevet under stævnet, ville hjælpe brødrene til at bevare deres enhed under de trængsler der ventede forude. Blandt de sidste køretøjer som fik lov til at køre tilbage og passere kontrolposterne mellem Kroatien og Serbien, var de busser der skulle køre de serbiske og makedoniske delegerede hjem. Da vores brødre havde passeret grænsen i god behold, blev den lukket. Mange siger at det var på dette tidspunkt at der udbrød krig.

I de følgende måneder og år blev de republikker som tidligere havde været en del af Jugoslavien, til uafhængige nationer med deres egen regering. De omvæltninger som fulgte i kølvandet, kostede titusinder af mennesker livet og førte til frygtelige lidelser. Hvordan ville brødrene komme igennem denne stormfulde periode? Hvordan har Jehova velsignet forkyndelsen af Riget i disse nu uafhængige lande? Lad os se nærmere på disse spørgsmål.

Bosnien-​Hercegovinas historie i nyere tid

„Den 16. maj 1992 var vi 13 der sad tæt sammen i en lejlighed alt imens mortérgranater eksploderede og spredte ødelæggelse i Sarajevo. To mortérgranater ramte den bygning vi havde søgt beskyttelse i. Selvom vi havde henholdsvis kroatisk, serbisk og bosnisk baggrund — de samme tre grupper som dræbte hinanden — var vi forenede i den sande tilbedelse. Ved daggry faldt der færre granater, så vi forlod lejligheden for at finde et mere sikkert opholdssted. Vi bad højt til Jehova, som vi havde gjort aftenen før, og han hørte os.“ — Halim Curi.

Sarajevo, der havde en befolkning på mere end 400.000, oplevede en af de længste og mest forfærdelige belejringer i nutidig historie. Hvordan kunne vores åndelige brødre og søstre klare sig i betragtning af alle de etniske og religiøse stridigheder som var ved at splitte og ødelægge landet? Inden vi hører hvad de kom ud for, lad os da få lidt mere at vide om Bosnien-Hercegovina.

Bosnien-Hercegovina ligger lige i midten af det tidligere Jugoslavien, omgivet af Kroatien, Serbien og Montenegro. De kulturelle bånd og familiebåndene er stærke, og der lægges stor vægt på gæstfrihed. At få en kop tyrkisk kaffe hos naboen eller at sidde på en kafići (kaffebar) er populært tidsfordriv. Den bosniske befolkning består af bosniere, serbere og kroatere, men det er svært at skelne den ene folkegruppe fra den anden. Mange anser ikke sig selv for at være særlig religiøse; og alligevel er det religion som har splittet folk. De fleste bosniere er muslimer, mens serberne hører til den serbiske ortodokse kirke og kroaterne til den romerskkatolske kirke.

Da religiøst og etnisk had først i 1990’erne tog voldsomt til, resulterede det i en uhyggelig politik kaldet etnisk udrensning. Fremrykkende hære fordrev civile — både i landsbyer og storbyer — for at skabe etnisk rene områder for deres egen religiøse gruppe. Det førte til neutralitetsprøver for vores brødre og søstre. I Bosnien, såvel som i andre lande i det tidligere Jugoslavien, har de fleste antaget deres forældres religion, og efternavnet angiver ofte familiens religiøse baggrund. Når mennesker med det rette sindelag bliver tjenere for Jehova, bliver de måske betragtet som nogle der forråder deres familie og deres traditioner. Alligevel har brødrene erfaret at det er en beskyttelse at være loyal over for Jehova.

EN BY UNDER BELEJRING

Som vi har set, var vores jugoslaviske brødre dybt bevægede over den kærlighed og enhed som kom til udtryk ved områdestævnet „Venner af gudgiven frihed“ i 1991 i Zagreb, Kroatien. Dette uforglemmelige stævne styrkede dem til de ildprøver som ventede forude. Det ene øjeblik levede bosniere, serbere og kroatere side om side i Sarajevo i al fredsommelighed. Det næste øjeblik omringede en hær byen, og alle var lukket inde — deriblandt vores brødre. Den politiske situation skabte voldsom uro, men ingen havde nogen idé om hvor længe stridighederne ville vare ved.

„Folk sulter,“ rapporterede Halim Curi, en ældste i Sarajevo. „Hver måned får de kun udleveret nogle få pund mel, 100 gram sukker og en halv liter olie. Hvor som helst det er muligt i byen, dyrker man grøntsager. Folk fælder Sarajevos træer for at få brænde. Når træerne er væk, fjerner de parketgulvet fra deres lejlighed og bruger det som brændsel til madlavning og til opvarmning. De bruger alt hvad der kan brænde, selv gamle sko.“

Under Sarajevos belejring var Ljiljana Ninković og hendes mand Nenad ikke bare fanget i en fælde, men også adskilt fra deres to døtre. Ljiljana fortæller: „Vi var en ganske almindelig familie med to børn, en lejlighed og en bil, og pludselig var alt forandret.“

De oplevede imidlertid ofte Jehovas beskyttende hånd. „To gange blev vores lejlighed ramt af bomber lige efter at vi havde forladt den,“ fortsætter Ljiljana. „Vi måtte lide afsavn, men fandt i stedet glæde i små ting. For eksempel nød vi at gå en tur i parken og plukke mælkebøtteblade til en salat så vi havde andet at spise end blot hvide ris. Vi lærte at være tilfredse med det vi havde, og ikke tage noget for givet.“

MATERIELLE OG ÅNDELIGE BEHOV DÆKKES

Et af de største problemer var at få vand. Der var sjældent rindende vand i husene, så folk måtte gå op til fem kilometer gennem områder hvor snigskytter huserede, for at få vand. Når de kom til aftapningsstederne, stod de i kø i fire timer for at få fyldt deres beholdere, og bagefter måtte de slæbe på den tunge byrde hele vejen hjem.

„Prøven kom da vi hørte at der ville være vand i hjemmene i en kort tid,“ fortæller Halim. „Så var alle nødt til at tage brusebad, vaske tøj og fylde vand i så mange beholdere som muligt. Men hvad nu hvis dette længe ventede øjeblik faldt sammen med et menighedsmøde? Vi måtte beslutte os for enten at gå til møde eller at blive hjemme for at tappe vand.“

Selvom det er nødvendigt at få dækket sit materielle behov, forstod brødrene vigtigheden af at få dækket deres åndelige behov og være sammen med deres trosfæller. Ved møderne fik de ikke blot åndelig føde, men også detaljerede oplysninger om hvem der var blevet fængslet og såret, og også hvem der havde mistet livet. „Vi var som en familie,“ siger Milutin Pajić, som er ældste. „Når vi var til møde, havde ingen af os lyst til at gå hjem. Efter de fleste møder blev vi og talte sammen om sandheden i flere timer.“

Livet var ikke let, og brødrene frygtede ofte for deres liv. Alligevel var det de åndelige interesser de satte først. Mens landet blev splittet på grund af krigen, blev Jehovas folk knyttet nærmere til hinanden og til deres himmelske Fader. Børn lagde mærke til deres forældres ubrydelige loyalitet over for Jehova, og med tiden opbyggede de en lignende loyalitet.

Byen Bihać, der lå nær den kroatiske grænse, var isoleret i næsten fire år. Folk kunne ikke komme ud af byen, og nødhjælp kunne ikke komme ind. „Det var værst i begyndelsen af krigen,“ fortæller Osman Šaćirbegović, som var den eneste broder i byen. „Det var ikke så meget på grund af den vanskelige situation, men mere fordi vi stod over for noget nyt, noget vi aldrig havde oplevet før. Mærkværdigvis lettede den spændte stemning da beskydningen med mortérgranater begyndte, for vi fandt snart ud af at ikke alle granater var dræbende; nogle eksploderede endda slet ikke.“

Eftersom ingen kunne regne ud hvor længe kamphandlingerne ville vare ved, sørgede Betel i Kroatien og i Østrig for at der blev oplagret nødforsyninger i rigssale og i nogle af Vidnernes hjem i Sarajevo, Zenica, Tuzla, Mostar, Travnik og Bihać. Mens krigen rasede, blev byer pludselig omringet og isoleret. Derved blev forsyningslinjerne uventet afskåret og depoterne hurtigt tømt. Men selvom mange byer i Bosnien blev afskåret fra omverdenen, var brødrenes enhed fortsat ubrydelig. Det stod i skærende kontrast til det inferno af etnisk og religiøst had der bredte sig som en steppebrand i landet.

NIDKÆRE MEN FORSIGTIGE

Ud over vanskelighederne ved at skaffe de daglige fornødenheder var der faren fra snigskytter som befandt sig rundt om i Sarajevo. De skød vilkårligt på uskyldige civile. Mortérgranater regnede fortsat ned fra himmelen og forårsagede død. Indimellem var det farligt at bevæge sig rundt i belejrede byer. Folk levede i konstant frygt. Men vores brødre forstod at finde den rette balance mellem visdom og mod, så de holdt ikke op med at forkynde den gode nyhed om Riget for folk som havde desperat brug for trøst.

En ældste fortæller: „Under et ret voldsomt angreb på Sarajevo eksploderede tusinder af granater i løbet af én dag. Netop denne lørdag morgen ringede brødrene til de ældste og spurgte: ’Hvor skal samlingen være i dag?’“

„Jeg kunne se at folk havde stærkt brug for sandheden,“ siger en søster. „Det var lige præcis det der hjalp mig, ikke blot til at holde ud, men også til at bevare glæden under de vanskelige forhold.“

Mange i lokalbefolkningen var klar over at de havde brug for Bibelens håb. En broder sagde: „Folk opsøger os for at få åndelig hjælp i stedet for at vi opsøger dem. De dukker bare op i rigssalen og beder om at få et bibelstudium.“

At forkyndelsen under krigen gik så godt, skyldtes for en stor del enheden i vores kristne brodersamfund, noget som folk ikke kunne undgå at lægge mærke til. „Det var et stort vidnesbyrd,“ fortæller Nada Bešker, en søster som har været specialpioner i adskillige år. „Mange kunne se at bosniske og serbiske forkyndere arbejdede sammen i tjenesten. Og når folk så en kroatisk søster og en søster der før havde været muslim, studere Bibelen med en serber, kunne de ikke undgå at vide at vi var anderledes.“

Resultatet af brødrenes flittige arbejde ses den dag i dag, for mange af dem der tjener Jehova, tog imod sandheden under krigen. Menigheden i Banja Luka, for eksempel, voksede til det dobbelte på trods af at cirka hundrede forkyndere flyttede til andre menigheder.

EN TROFAST FAMILIE

Forkynderne var altid meget forsigtige. Alligevel blev nogle ofre for „tid og tilfælde“ når de befandt sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. (Præd. 9:11) Božo Ðorem, en broder med serbisk baggrund, blev døbt ved det internationale stævne i Zagreb i 1991. Efter at han var vendt tilbage til Sarajevo, blev han adskillige gange sat i fængsel, hvor han blev behandlet dårligt på grund af sit neutrale standpunkt. I 1994 blev han idømt 14 måneders fængsel. Det der var hårdest for ham, var at han måtte undvære sin kone, Hena, og deres femårige datter, Magdalena.

Kort efter at Božo var blevet løsladt fra fængselet, skete der noget tragisk. En eftermiddag hvor alt syntes roligt, var alle tre på vej for at studere Bibelen med en interesseret nær deres bopæl. Mens de gik, blev stilheden pludselig brudt af en eksplosion fra en artillerigranat. Hena og Magdalena blev dræbt på stedet, og Božo døde senere på hospitalet.

KRISTEN NEUTRALITET

Fordommene rasede, så der var meget lidt, om overhovedet nogen, tolerance hvad angik det at være neutral. I Banja Luka bestod menigheden fortrinsvis af unge brødre, som militæret ønskede at gøre brug af i krigen. Men brødrene forblev neutrale, og derfor blev de slået.

„Politiet forhørte os ofte og kaldte os kujoner fordi vi ikke ville forsvare vores familier,“ mindes Osman Šaćirbegović.

Osman ræsonnerede med politifolkene på denne måde: „Jeres gevær er en beskyttelse for jer, er det ikke?“

„Helt sikkert,“ svarede de.

„Ville I bytte det med en kanon for at få større beskyttelse?“

„Ja.“

„Ville I bytte kanonen med en kampvogn?“

„Naturligvis.“

„Alt dette ville I gøre for at få en bedre beskyttelse,“ sagde Osman. „Min beskyttelse kommer fra Jehova, den almægtige Gud, Skaberen af universet. Hvilken bedre beskyttelse kunne jeg få?“ Han pointe var krystalklar, og politiet lod ham være.

DER KOMMER HUMANITÆR HJÆLP

Skønt brødrene i de omkringliggende lande vidste at de bosniske Vidner led, var det i en periode umuligt at transportere nødforsyninger til deres trængende trosfæller. Men i oktober 1993 lod myndighederne forstå at det måske var muligt at få nødforsyninger frem. På trods af faren besluttede brødrene at gøre et forsøg på at udnytte denne mulighed. Den 26. oktober satte fem lastbiler fra Wien kurs mod Bosnien, læsset med 16 tons fødevarer og brænde. Hvordan kunne denne lastbilkonvoj komme igennem alle de mange områder hvor der stadig var heftige kampe?c

Der var tidspunkter på turen hvor brødrene var i stor fare. En af chaufførerne beretter: „Jeg var kommet lidt sent af sted den morgen og befandt mig nu bag flere andre lastbiler med nødhjælpsforsyninger. Da jeg nærmede mig en af kontrolposterne, blev alle lastbiler stoppet mens soldaterne tjekkede papirerne. Pludselig hørte jeg lyden af en snigskyttes riffel, og vi så at en chauffør, der ikke var et Jehovas vidne, var blevet ramt.

Kun lastbilchauffører havde tilladelse til at komme ind i Sarajevo med deres køretøjer, så de andre brødre der havde fulgt med lastbilerne, måtte vente uden for byen. De havde ikke opgivet at opmuntre de lokale brødre, så de fandt en telefon, kom i telefonisk kontakt med Sarajevos forkyndere og holdt et meget opmuntrende offentligt foredrag. Rejsende tilsynsmænd, betelitter og medlemmer af landsudvalget risikerede livet den ene gang efter den anden under krigen for at hjælpe deres brødre så de kunne overleve både fysisk og åndeligt.

I næsten fire år var det umuligt at sende forsyninger til vores trosfæller i Bihać. Selvom der ikke kunne komme fødevarer igennem de barrikader som holdt byen isoleret, kunne vores brødre i nogen grad modtage åndelig føde. Hvordan? De fik adgang til en telefonlinje og en telefax, og derved kunne de i perioder modtage Rigets Tjeneste og kopier af Vagttårnet. De afskrev publikationerne og gav en kopi til hver familie. Da krigen begyndte, var der blot én gruppe med tre døbte forkyndere. I gruppen var der imidlertid også tolv udøbte forkyndere som i to år spændt ventede på en passende lejlighed til at symbolisere deres indvielse til Jehova ved vanddåben.

Det var en udfordring at være isoleret i så mange år. „Dem jeg studerede Bibelen med, havde aldrig været til et stævne eller haft besøg af en kredstilsynsmand,“ fortæller Osman. „Vi talte mange gange om hvor skønt det ville blive at være sammen med brodersamfundet.“

Forestil jer brødrenes glæde da to køretøjer den 11. august 1995 rullede ind i Bihać med et skilt hvor der tydeligt stod skrevet „Jehovas Vidners nødhjælp“. Det var de første civile køretøjer som kom med nødhjælp siden byen blev belejret! Og de kom netop på det tidspunkt hvor brødrene følte at de havde nået det yderste af hvad de kunne klare — både fysisk og psykisk.

Naboerne i Bihać lagde mærke til hvordan brødrene sørgede for hinanden, blandt andet ved at reparere ødelagte vinduer. „Det gjorde et stort indtryk på mine naboer,“ siger Osman, „for de vidste at vi ingen penge havde. Det var et vældigt vidnesbyrd som de stadig taler om.“ I Bihać er der nu en tjenesteivrig menighed på 34 forkyndere og 5 pionerer.

EN TUR DER ALDRIG GLEMMES!

Gentagne gange risikerede vores brødre livet for at bringe fødevarer og litteratur til de krigshærgede byer i Bosnien. Men turen den 7. juni 1994 var anderledes. En konvoj af tre lastbiler med nogle af landsudvalgets medlemmer samt andre brødre begyndte turen fra Zagreb i Kroatien tidligt om morgenen. Målet var at levere nødforsyninger og fremføre et forkortet program for den særlige stævnedag — den første i tre år.

En af de byer hvor dette særlige stævne skulle afholdes, var Tuzla. I begyndelsen af krigen bestod menigheden kun af cirka 20 døbte forkyndere. Det var derfor overraskende at se 200 samlet for at lytte til programmet. Tredive blev døbt. I dag er der tre menigheder i Tuzla og mere end 300 forkyndere.

I Zenica fandt brødrene et velegnet sted hvor de kunne samles, men de havde besvær med at finde et dåbsbassin. Endelig, efter megen søgen, fandt de en stor balje som kunne bruges. Det eneste problem var lugten — baljen havde været brugt til opbevaring af fisk! Men dåbskandidaterne, der havde taget imod Jesu indbydelse til at blive „menneskefiskere“, tog det i stiv arm. (Matt. 4:19) Herbert Frenzel, som nu er med i afdelingskontorets udvalg i Kroatien, var til stede og holdt dåbsforedraget. Han fortæller: „De der skulle døbes, havde ventet så længe på denne lejlighed at intet kunne stoppe dem. Efter dåben følte de sig som sejrvindere.“ I dag er der en nidkær menighed i Zenica med 68 forkyndere.

Det eneste sted i Sarajevo hvor det var muligt at afholde stævnet, var nær et vejkryds som var et yndet mål for snigskytter. Brødrene ankom sikkert til stævnet, men snart stod de over for et andet problem. De skulle ikke blot finde et sted hvor dåben kunne foregå, men også finde ud af hvordan de kunne spare på det værdifulde vand. For at sikre at der ville være vand nok til at alle dåbskandidaterne kunne blive døbt, blev de stillet op på en række efter størrelse, og de mindste blev døbt først.

Vores brødre og søstre nød denne pragtfulde dag de havde sammen. De tillod ikke noget som helst af alt det frygtelige der skete rundt om dem, at kaste en skygge over den usigelige glæde det var at være forenet i tilbedelsen af Jehova. I dag er der tre blomstrende menigheder i Sarajevo.

EFTER KRIGEN

Efterhånden som forsyningslinjerne blev genåbnet, blev livet en smule lettere for vores brødre og søstre. Men der var fortsat etniske udrensninger, hvor folk blev tvangsfordrevet. Ivica Arabadžić, en ældste i Kroatien, husker at han blev tvunget til at forlade sit barndomshjem i Banja Luka. „En mand kom med et gevær og beordrede os til at forlade huset. Han sagde at det nu var hans. Han var blevet tvunget til at forlade sit hus i Šibenik, Kroatien, fordi han var serber. Nu ville han have os til at rejse. En officer inden for militærpolitiet som jeg studerede med, kom mig til hjælp. Det var ikke muligt for mig at beholde huset, men vi slog en handel af — vores hus for serberens hus. Det var meget svært at forlade vores hjem og den menighed som havde hjulpet os til at lære sandheden at kende, men vi havde intet valg. Vi tog kun nogle ganske få ejendele med os da vi drog af sted for at flytte ind i det ’nye’ hus i Kroatien. Men da vi kom til Šibenik, var der allerede flyttet nogen ind i det tomme hus som nu tilhørte os. Hvad skulle vi gøre? Vores brødre bød os straks velkommen, og en ældste lod os bo i hans hus et år indtil vi havde løst vores boligproblem.“

I dag er der stadig politisk ustabilitet i Bosnien-Hercegovina, hvor næsten 40 procent af befolkningen er muslimer, men det har ikke hindret sandheden i at blomstre dér. Siden krigens slutning har vores brødre opført nye rigssale. En af dem ligger i Banja Luka, og den er mere end blot et hårdt tiltrængt mødested. Den repræsenterer nemlig en juridisk sejr. I årevis havde brødrene prøvet at få tilladelse til at bygge en rigssal i dette område hvor den serbiske ortodokse kirke øver en stærk indflydelse. Efter krigen nægtede man at give brødrene tilladelse til at bygge en rigssal i Banja Luka, til trods for at vores trossamfund var blevet juridisk anerkendt i Bosnien. Endelig, efter mange bønner og en ihærdig indsats, fik brødrene fremskaffet den dokumentation myndighederne krævede. En sejr var vundet, og den danner nu præcedens for kommende rigssalsprojekter i den del af Bosnien-Hercegovina.

Friheden til at tilbede har åbnet vejen for at 32 specialpionerer, hvoraf mange er fra andre lande, kan yde hjælp i områder hvor der er et stort behov. Deres flid i tjenesten og loyalitet over for de teokratiske retningslinjer har været en virkelig velsignelse.

I Sarajevo, hvor vores trosfæller for få år siden jævnligt blev beskudt af snigskytter, holdes der nu stævner på fredelig vis, og de delegerede kommer fra alle dele af det tidligere Jugoslavien. Mens det forrige århundredes krige har hærget dette smukke bjergland, er Jehovas folk blevet knyttet endnu nærmere sammen i et bånd af „broderlig hengivenhed“. (1 Pet. 1:22) I dag er der 16 menigheder med 1163 forkyndere i Bosnien-Hercegovina som i forening priser den sande Gud, Jehova.

Kroatiens historie i nyere tid

Efter det internationale stævne i Zagreb i 1991 blev grænsen mellem Kroatien og Serbien pludselig lukket. Hovedveje og broer blev ødelagt eller barrikaderet af hæren, og mange stævnedeltagere fra den østlige del af Kroatien kunne ikke rejse hjem. Nu kom varm og ægte broderkærlighed til udtryk ved at mange Vidner fra andre dele af landet tilbød at huse disse brødre, og det til trods for at de ikke selv havde meget at gøre godt med.

I Zagreb hylede sirenerne dag og nat og advarede om luftangreb. Folk løb til beskyttelsesrum, og nogle blev der i uger eller måneder. Fordi Betels kælder var et sikkert opholdssted, blev den udpeget som beskyttelsesrum af de lokale myndigheder. Det skabte gode muligheder for at forkynde, og folk fik mere end den fysiske beskyttelse de søgte. En dag skete det for eksempel at sirenerne gik i gang, og folk fra et lokalt tog skyndte sig som sædvanlig ned i Betels beskyttelsesrum. Mens alle ventede med dyb ængstelse, spurgte en ældste på Betel om de kunne tænke sig at se nogle lysbilleder fra det internationale stævne som var blevet holdt i Zagreb få måneder tidligere. Det ville de meget gerne, og bagefter takkede de for forevisningen.

På grund af kampene var det en stor udfordring at komme til møderne, og uheldigvis blev nogle rigssale beskadiget af kugler eller granater. Men vores trosfæller værdsatte den åndelige føde mere end nogen sinde, og disse kære brødre forsømte ikke at komme sammen. (Hebr. 10:25) I Šibenik, for eksempel, regnede det ned over byen i seks måneder med raketdrevne granater og gjorde det umuligt for brødrene at mødes i rigssalen. „Vi boede uden for byen,“ forklarer en af de ældste, „så det var i vores hus vi samledes til bogstudium og vagttårnsstudium. På trods af forholdene satte vi ikke tempoet ned i forkyndelsen. Vi forkyndte i nabolaget og i de omkringliggende landsbyer. Alle var klar over at vi var Jehovas Vidner. De vidste at vi var anderledes.“

BRODERKÆRLIGHED I KRIGSTID

Mange af de brødre som mistede deres hjem, måtte søge husly hos andre, og menighederne var straks klar til at yde den nødvendige hjælp, hvilket følgende eksempel viser. I en rigssal i Osijek, Kroatien, tog brødrene hjerteligt imod en ny familie som kort forinden var sluppet ud af Tuzla i Bosnien under meget vanskelige omstændigheder. Forkynderne var meget glade da de blev klar over at konen var deres åndelige søster.

Myndighederne gav familien lov til at flytte ind i et hus, men det var gammelt og faldefærdigt. Da brødrene så hvor slemt det stod til med huset, sørgede de for hjælp. Én kom med et komfur, en anden med et vindue, og andre kom med en dør og en seng. Nogle bragte byggematerialer og andre igen kom med mad og brænde. Den følgende dag var ét rum gjort beboeligt. Men huset var endnu ikke egnet til vinterbeboelse. Menigheden lavede en liste over ting som familien stadig manglede, og forskellige forkyndere ydede hvad de kunne. De var selv fattige, men alligevel fik de samlet alt det ind som familien havde brug for — lige fra skeer til tagmaterialer.

Som krigen fortsatte, blev fødevareforsyningerne snart opbrugt, og afdelingskontoret gjorde alt hvad de kunne, for både at tage sig af brødrenes åndelige og materielle behov. I samarbejde med Det Styrende Råd organiserede afdelingskontoret indsamling af fødevarer, tøj, sko og medicin. I begyndelsen kom hjælpen hovedsagelig fra lokale brødre, men på grund af deres egen vanskelige situation var det begrænset hvor meget de kunne gøre. Brødre i Østrig, Italien, Tyskland og Schweiz donerede gavmildt tøj og medicin, og derudover sørgede de for bibelsk litteratur. Lastbiler ankom dag og nat, og de brødre som havde meldt sig til at køre dem, satte deres kroatiske brødres behov forud for deres egen sikkerhed. Fra centraldepotet i Zagreb blev forsyningerne bragt ud til de trængende menigheder.

Forkynderne i Kroatien havde fået den nødvendige hjælp, men hvordan kunne de nu hjælpe deres trosfæller i Bosnien? Lastbiler der var læsset med 16 tons fødevarer og brænde, kørte mod den bosniske grænse. Det var meget farligt, for der blev rapporteret om militære enheder der på forbryderisk måde tog sagen i egen hånd. Ethvert møde med disse grupper kunne betyde at man mistede nødforsyningerne, og at de der transporterede dem, blev slået ihjel.

En broder fortæller: „Vi kørte gennem skovbevokset terræn og passerede den ene kontrolpost efter den anden. Nogle gange måtte vi køre langs frontlinjerne, men trods faren ankom vi sikkert til Travnik i Bosnien. En soldat som havde hørt at vi var kommet, løb hen til det hus hvor brødrene var samlet. ’Jeres folk er her med deres lastbiler,’ råbte han. I kan sikkert forestille jer hvor glade brødrene blev. Vi bar madvarer ind i huset, vekslede nogle få ord med dem, men måtte så hurtigt videre. Vi skulle også andre steder hen.“

Mange brødre skrev til Betel i Zagreb for at udtrykke deres værdsættelse af den hjælp de havde modtaget. „Mange tak for det store arbejde I gør, så vi regelmæssigt kan få åndelig føde,“ skrev en menighed. „Også tak for nødhjælpen vi har modtaget; brødrene har virkelig brug for den. Vi takker jer af hele vores hjerte for alt det I har gjort, og for jeres kærlige omsorg.“

I et andet brev stod der: „Flere af brødrene er flygtninge, og nogle har slet ingen indtægt. Da de modtog hjælp og så hvor meget der var, fik de tårer i øjnene. Den kærlige omsorg, den gavmildhed og uselviskhed som deres trosfæller viser, har gjort et dybt indtryk og har været til stor opmuntring for dem.“

I disse vanskelige tider blev der gjort store anstrengelser for at forsyne vores brødre med trosstyrkende åndelig føde. Det var også helt tydeligt at Jehovas ånd virkelig hjalp dem, ikke blot til at udholde disse forfærdelige trængsler, men også til at vokse åndeligt. — Jak. 1:2-4.

ET BUDSKAB OM HÅB DER GIVER STYRKE

Humanitære organisationer gav den materielle hjælp de var i stand til, men Jehovas Vidner var de eneste der kunne yde en hjælp som gav varig lindring. Frem for at sidde med hænderne i skødet og vente på at krigen skulle slutte, gjorde brødrene alt hvad de kunne, for at forkynde den gode nyhed om Riget for andre.

I Vukovar, nær den serbiske grænse, fandt nogle af de største ødelæggelser sted, og her måtte størstedelen af befolkningen, inklusive vores brødre og søstre, flygte fra byen. Der var imidlertid én søster, Marija, som blev tilbage. I fire år havde brødrene i Kroatien ingen kontakt med hende, men alligevel fortsatte hun nidkært med at forkynde for de få mennesker der var tilbage i byen. Hendes ihærdige indsats blev rigt belønnet. Forestil jer hvilken overraskelse det var for de kroatiske brødre at se en gruppe på 20 fra Vukovar overvære områdestævnet i 1996!

Bibelens budskab om håb har også kraft til at forandre liv. I begyndelsen af krigen gjorde en ung soldat tjeneste i en eliteenhed i den kroatiske hær, og han steg hurtigt i graderne. I 1994 modtog han traktaten Hvem er verdens hersker? mens han ventede på et tog. Han læste ivrigt traktaten og blev klar over at Satan — ikke Jehova Gud — er ansvarlig for den vold mennesker bliver udsat for. Denne sandhed gjorde et dybt indtryk på ham. En af grundene til at han havde taget en militæruddannelse, var at han ville hævne mordet på sin 19-årige lillesøster og to andre familiemedlemmer som var blevet dræbt under krigen. Han havde planlagt at rejse til den landsby hvor drabsmændene boede, men traktaten fik ham til at tænke dybere over tingene. Han begyndte at studere Bibelen og blev døbt i 1997 efter at han i flere år havde arbejdet med sin personlighed. En dag tog han så til den landsby hvor familiens mordere boede. Men i stedet for at hævne sig på dem glædede han sig over at kunne forkynde den gode nyhed om Guds rige for folk som havde brug for at lære om Guds barmhjertighed.

Forkyndernes flittige indsats i tjenesten, selv under de værste konflikter, resulterede i en fantastisk fremgang i Kroatien. Fra begyndelsen af krigen i 1991 til slutningen af den i 1995 steg antallet af pionerer med 132 procent. Bibelstudierne steg 63 procent, og antallet af forkyndere blev forøget med 35 procent. Ja, de lokale brødre og søstre forkyndte modigt Guds ord, og Jehova velsignede deres anstrengelser i rigt mål.

SELVOPOFRENDE ARBEJDERE

Kort før det internationale stævne i 1991 ankom de første gileaduddannede missionærer, Daniel og Helen Nizan, som var fra Canada. Derudover indbød man nogle ægtepar fra europæiske lande som havde lært det lokale sprog, til at tjene i Kroatien.

Et af disse ægtepar, Heinz og Elke Polach fra Østrig, havde været specialpionerer i det jugoslaviske distrikt i Danmark da de blev inviteret til Kroatien i 1991. Krigen begyndte netop som de var kommet i rejsetjenesten. Den første kreds omfattede den dalmatiske kyst og dele af Bosnien, områder som alle var berørt af krigen. „Det var en udfordring at besøge menighederne i krigstid,“ siger Heinz. „På grund af farerne kunne vi ikke bruge vores egen bil, så vi var afhængige af det ustabile bussystem. Vi kunne ikke tage meget med os — kun et par kufferter og en skrivemaskine.

Vi måtte være opfindsomme. Engang da vi rejste mellem Tuzla og Zenica stoppede nogle soldater vores bus. De fortalte os at det var for farligt at fortsætte. Alle i bussen måtte stå af. Vi vidste imidlertid at vores brødre i Zenica ventede os, så vi begyndte at spørge andre om de kunne tage os med. Endelig var der en lastbilkonvoj med papirerne i orden som var villig til at give os et lift. Vi udnyttede tiden på landevejen til at forkynde for chaufføren, som viste sig at være meget lydhør.

Endnu en gang var vi tvunget til at stoppe på grund af kampe, og det blev nødvendigt at benytte bivejene. De var i en dårlig forfatning, og sneen gjorde det ikke nemmere. Ofte måtte vi standse for at hjælpe andre lastbiler der sad fast i sneen. På et tidspunkt blev vi beskudt og var tvunget til hurtigt at forlade området. Vi nåede så langt som til Vareš, cirka 50 kilometer fra vores bestemmelsessted, og dér måtte vi gøre holdt for natten.

Chaufføren sov på sæderne mens Elke og jeg sad tæt op ad hinanden bagerst i førerhuset og prøvede at holde varmen. Jeg følte det som den længste nat i mit liv. Men da vi den næste dag endelig nåede Zenica, var brødrene meget lykkelige for at se os. Det var det hele værd! De havde hverken rindende vand eller elektricitet, men de gjorde alt hvad de kunne, for at vise os gæstfrihed. Skønt de var materielt fattige, var de åndeligt rige, og deres kærlighed til sandheden var overstrømmende.“

Siden krigen har hen imod 50 specialpionerer fra Italien, Tyskland, Østrig og andre lande fået til opgave at virke i Kroatien. Senere sørgede Jehovas organisation for yderligere styrkende hjælp og opmuntring ved at sende flere missionærer. Disse ihærdige heltidstjenere har været en stor hjælp, både i distriktet og i menighederne.

„JEG HAVDE ALDRIG TROET AT JEG SKULLE OPLEVE DENNE DAG!“

Indtil sidst i 1980’erne var en månedlig udgave af Vagttårnet blevet oversat fra tysk til kroatisk af brødre uden for Betel. Men fra 1991 var det nogle på Betel som oversatte. Senere gav Det Styrende Råd tilladelse til at påbegynde oversættelsen af Ny Verden-Oversættelsen af De Kristne Græske Skrifter. Indtil da havde man benyttet en 150 år gammel bibeloversættelse der brugte et gammeldags sprog og mange udtryk som folk ikke kendte. Det kroatiske oversætterhold førte an i arbejdet idet de arbejdede nært sammen med det serbiske og makedoniske oversætterhold. Alle fik gavn af hinandens arbejde og input.

Fredag den 23. juli 1999 er en dag som Jehovas Vidner i Kroatien, såvel som i Bosnien-Hercegovina, Montenegro, Serbien og Makedonien, sent vil glemme. Ved disse landes områdestævner „Guds profetiske ord“ blev Ny Verden-Oversættelsen af De Kristne Græske Skrifter udgivet samtidigt på kroatisk og serbisk, og tilhørerne blev fortalt at det gik godt fremad med den makedoniske oversættelse. I flere minutter var taleren ude af stand til at fortsætte på grund af det øredøvende bifald som fulgte. Glæden kendte ingen grænser, og mange af de tilstedeværende kunne ikke holde tårerne tilbage. „Jeg havde aldrig troet at jeg skulle opleve denne dag!“ sagde en broder som havde været ældste i mange år. Hele Bibelen blev udgivet på hvert af disse tre sprog i 2006.

Indtil 1996 havde et landsudvalg, under tilsyn af afdelingskontoret i Østrig, taget sig af Jehovas Vidners arbejde i Kroatien og i Bosnien-Hercegovina. I 1996 blev fire brødre udnævnt til at udgøre afdelingskontorets udvalg og føre tilsyn med forkyndelsesarbejdet i disse områder, og det er helt tydeligt at Jehova har velsignet denne ordning.

ET NYT AFDELINGSKONTOR OG NYE RIGSSALE

Som andre steder følte betelfamilien i Zagreb, Kroatien, virkningerne af den teokratiske vækst. Betelfamilien var vokset fra 10 til cirka 50 medlemmer. Men da Betel kun var bygget til at huse fire eller fem ægtepar, måtte man leje nogle værelser i nærheden.

Kort efter at afdelingskontorets udvalg var blevet udnævnt, anbefalede Det Styrende Råd at de købte en byggegrund til et nyt betelhjem i Zagreb. Lokale frivillige og internationale byggearbejdere gik snart i gang med at opføre nogle smukke bygninger som kunne være en hjælp til at fremme Rigets interesser mange år frem i tiden. Det nye afdelingskontor og en ny rigssal, såvel som en dobbeltrigssal i Zagrebs centrum, blev indviet lørdag den 23. oktober 1999. Delegerede fra 15 lande var til stede, deriblandt broder Gerrit Lösch fra Det Styrende Råd som holdt indvielsestalen. Den følgende dag var 4886 samlet til et dejligt åndeligt program i en stor sportshal. Hvilken uforglemmelig dag for Jehovas folk i Kroatien — hvoraf nogle havde tjent Jehova trofast i 50 år eller mere i nogle af de værste trængselstider i nyere tid.

Et omfattende byggeprogram for nye rigssale har også været i gang. Indtil 1990 samledes mange menigheder i kældre eller private lejligheder. I Split, for eksempel, mødtes en menighed i 20 år i en stue i et privat hjem. Der var kun 50 stole, men somme tider var der mere end det dobbelte til stede, så mange måtte stå udenfor. Alle stævnerne blev holdt det samme sted med 150 eller flere tilstedeværende. I dag er der fire menigheder i Split som benytter to smukke rigssale. På grund af at forkyndertallet er øget så meget, bliver stævnerne afholdt i en konferencesal på et hotel. Afdelingen for Rigssalsbyggerier, som er under tilsyn af ’Det Regionale Kontor for Byggeprojekter’ i Selters, fortsætter med at organisere opførelsen af velindrettede og tiltalende rigssale.

Både unge og ældre som har stillet sig til rådighed for rigssalsbyggerier, har udført et enormt arbejde. Indtil nu er 25 nye rigssale blevet opført og 7 andre renoveret. Det har bidraget til den fremgang Rigets arbejde har haft, alt sammen til Jehovas ære.

RIGETS ARBEJDE GÅR HASTIGT FREMAD

Da Kroatien i 1991 opnåede uafhængighed, holdt styret sig til de hidtil gældende love angående religion indtil nogle nye kunne vedtages. I den nydannede stat var næsten 90 procent katolikker. Derfor havde præsteskabet stor indflydelse på styret. Men på grund af den juridiske status Jehovas Vidner førhen havde haft, og brødrenes ulastelige omdømme, bekendtgjorde justitsministeriet den 13. oktober 2003 at Jehovas Vidner nu var indregistreret som et religiøst samfund i Kroatien. Efter alle disse år med store trængsler var Jehovas tjenere lykkelige over at blive juridisk anerkendt i Kroatien.

I begyndelsen af 1990’erne havde alle landene i det tidligere Jugoslavien tilsammen kun én pionerskole om året. Nu har Kroatien alene flere klasser hvert år. Brødrene og søstrene her kunne glæde sig over at der i september 2008 var over 5451 forkyndere fordelt i 69 menigheder, og at 9728 kom til mindehøjtiden! Alt dette viser at der er store muligheder for yderligere vækst.

Skønt religiøs intolerance er udbredt og dagligdagens pres tager til, er alle Jehovas tjenere i dette område mere end nogen sinde besluttede på at fortsætte med at forkynde den gode nyhed om Guds rige — uanset hvad Satan i sin vrede finder på. (Åb. 12:12) For størstedelen af befolkningen er den daglige kamp for at tjene til dagen og vejen blevet det vigtigste i deres liv. Og dog er der blandt disse mennesker nogle som sukker over de sørgelige moralske forhold i verden, og som erkender deres åndelige behov. (Ez. 9:3, 4; Matt. 5:6) Disse mennesker bliver fundet og hjulpet til at tilbede den eneste sande Gud og til at sige: „Kom, lad os gå op til Jehovas bjerg, til Jakobs Guds hus; og han vil lære os sine veje, og vi vil vandre på hans stier.“ — Es. 2:3.

Makedoniens historie i nyere tid

„Kom over til Makedonien og hjælp os,“ sagde den mand der viste sig for apostelen Paulus i et syn i det første århundrede. (Apg. 16:8-10) Paulus og de der fulgtes med ham, drog den slutning at Gud ønskede at de skulle udbrede den gode nyhed om Riget i dette område, hvor der aldrig før var blevet forkyndt. De tog derfor imod indbydelsen, og inden længe havde kristendommen fremgang dér. Hvordan har den sande tilbedelse oplevet en lignende vækst i nutidens Makedonien, et mindre område nord for oldtidens Makedonien?

Efter den anden verdenskrig blev Makedonien den sydligste republik i Jugoslavien. Denne republik opnåede uafhængighed i 1991. To år senere, i 1993, kunne Jehovas Vidner glæde sig over at blive officielt indregistreret i denne nydannede stat. Det førte til at man i Makedonien kunne oprette et kontor, som afdelingskontoret i Østrig førte tilsyn med. I 1993 købte man derfor et hus på Alžirska-gade i Skopje, og derefter flyttede det makedoniske oversætterhold fra Zagreb, Kroatien, til dette nye betelhjem.

Michael og Dina Schieben kom fra Tyskland for at virke i kredstjenesten, og Daniel og Helen Nizan fra Canada, der havde tjent i Serbien, fik tildelt en ny opgave i Makedonien. Der blev dannet et landsudvalg, og Betel begyndte at fungere.

BEGRÆNSNING PÅ INDFØRSEL AF LITTERATUR

Selvom Jehovas Vidner var officielt indregistreret, var det vanskeligt for dem at importere bibelsk læsestof. Fra 1994 til 1998 begrænsede myndighederne antallet af importerede blade til ét eksemplar pr. forkynder. Det betød at brødrene måtte give dem de studerede Bibelen med, kopier af studieartiklerne fra Vagttårnet. Brødrene havde lov til at modtage blade der var sendt med post fra andre lande, og de der besøgte Makedonien, måtte indføre en lille forsyning. Efter at brødrene i flere år havde ført retssager om spørgsmålet, kom højesteret med en afgørelse der var i Jehovas Vidners favør. Derefter fik brødrene lov til at importere lige så meget litteratur de ville.

I august 2000 nåede antallet af forkyndere op på 1024. Det var første gang at mere end 1000 rapporterede at de havde deltaget i forkyndelsen! Efterhånden som der blev udgivet flere publikationer på makedonsk og antallet af forkyndere steg, blev huset på Alžirska-gade for lille til at dække den voksende betelfamilies behov. Det følgende år købte man tre små nabohuse, som blev revet ned for at gøre plads til to nye bygninger. Betelfamilien, der i dag tæller 34 medlemmer, arbejder og bor i tre veludstyrede bygninger. De var glade for at få besøg af Guy Pierce fra Det Styrende Råd, som holdt indvielsestalen den 17. maj 2003.

DER BYGGES RIGSSALE

Brødre og søstre i hele Makedonien har været meget taknemmelige for ordningen med hjælp til rigssalsbyggerier i lande med begrænsede ressourcer. Et byggehold på fem brødre fik til opgave at hjælpe lokale menigheder med at bygge rigssale, og fra 2001 til 2007 blev der bygget ni nye rigssale. Byggeholdet, der består af brødre fra forskellige lande, har medvirket til at der er blevet aflagt et godt vidnesbyrd ved at de har arbejdet fredeligt og enigt sammen uden at være påvirket af etniske fordomme. En handelsmand der kom for at se en færdigbygget rigssal, lagde mærke til den høje håndværksmæssige standard og sagde: „Denne bygning er virkelig bygget med kærlighed.“

Da byggeholdet var i færd med at opføre en ny rigssal i byen Štip, troede en af naboerne ikke rigtig på at projektet ville lykkes, for i hans øjne virkede de unge byggearbejdere så uerfarne. Men da rigssalen stod færdig, viste han de unge brødre nogle tegninger af et hus han ville opføre, og bad dem indtrængende om at bygge det for ham. Han var så imponeret over kvaliteten af deres arbejde at han tilbød dem en klækkelig sum. Han blev overrasket da brødrene fortalte ham at de ikke havde bygget rigssalen for at tjene penge, men fordi de elskede Gud og deres næste.

NY VERDEN-​OVERSÆTTELSEN

I samme periode var en lille gruppe af samvittighedsfulde mænd og kvinder optaget af en anden opgave, nemlig at oversætte Ny Verden-​Oversættelsen af De Hellige Skrifter til makedonsk. Jehova velsignede det hårde arbejde de udførte, og de oversatte hele Ny Verden-​Oversættelsen på kun fem år. Da Gerrit Lösch, som er medlem af Det Styrende Råd, bekendtgjorde udgivelsen af denne nye bibeloversættelse ved områdestævnet „Befrielsen er nær!“ i 2006 i Skopje, var der stor glæde blandt tilhørerne. De klappede længe og begejstret, og mange kunne ikke holde tårerne tilbage. Nogle af dem der fik et eksemplar i middagspausen, satte sig ned med det samme for at læse denne enestående oversættelse af Guds ord på deres modersmål.

Mange makedoniere har dyb respekt for Bibelen. Som eksempel kan nævnes Orhan, der begyndte at studere Bibelen for seks år siden. Han kunne hverken læse eller skrive, men det fik han lært med hjælp fra den broder der studerede med ham. Siden Orhan blev døbt for tre år siden, har han læst Bibelen seks gange!

I en periode var Orhan det eneste Jehovas vidne i byen Resen, og mange talte positivt om denne mand der tidligere ikke kunne læse og skrive. Nogle forældre bad brødrene om at studere Bibelen med deres børn, for de ønskede at børnene skulle blive som Orhan. Interessen for sandheden voksede, og på et tidspunkt blev der arrangeret et ugentligt menighedsbogstudium i byen. En interesseret mand blev udøbt forkynder, og Orhan virker nu som pioner og menighedstjener.

DE KOM OVER TIL MAKEDONIEN

I juli 2004 kom et specialpionerægtepar fra Albanien for at forkynde for de albansktalende i Makedonien der udgør 25 procent af befolkningen. Dette par havde et distrikt hvor der boede over en halv million som talte albansk, så det blev snart tydeligt at de havde brug for hjælp. Året efter blev der derfor sendt endnu et par fra Albanien, og de fire specialpionerer begyndte at tage sig af en lille gruppe på syv interesserede i byen Kičevo, som ligger midt i det albansktalende område. Det følgende forår kunne denne lille gruppe glæde sig over at der kom 61 til mindehøjtidsforedraget, som blev holdt på både albansk og makedonsk. Siden da er gruppen vokset til 17 nidkære forkyndere, og i gennemsnit kommer der 30 eller flere til møderne.

Som en hjælp til at man kunne gennemarbejde hele distriktet i Makedonien, gav Det Styrende Råd tilladelse til at der blev tilrettelagt en særlig kampagne fra april til juli 2007. Målet var at gennemarbejde distrikter hvor der aldrig før var blevet forkyndt, og at udbrede den gode nyhed til den albansktalende befolkning.

Der kom 337 brødre og søstre fra syv lande med et fantastisk gåpåmod, og de var glade for at hjælpe til i forkyndelsesarbejdet. Hvilke resultater blev der opnået? Den gode nyhed blev forkyndt i mere end 200 områder i hele Makedonien. I disse områder bor der cirka 400.000 mennesker, og de fleste af dem havde aldrig hørt budskabet før. I løbet af denne firemåneders kampagne blev der uddelt mere end 25.000 bøger og brochurer samt langt over 40.000 blade. Forkynderne brugte omkring 25.000 timer i tjenesten, og der blev påbegyndt over 200 bibelstudier.

„Nogle fik tårer i øjnene da de hørte hvor vi kom fra, og hvorfor vi besøgte dem,“ fortæller en broder. „Andre blev rørt til tårer af det de læste i Guds ord.“

Mange af dem der deltog i kampagnen, gav udtryk for dyb værdsættelse. En søster skrev: „En lærer sagde til os: ’Måtte Gud velsigne jer. Det I gør, er fantastisk, og de ting I taler om, giver mig nyt mod!’“

En forkynder sagde: „Det er svært at forlade dette ’missionærdistrikt’. Vi kan tydeligt se hvor meget folk har brug for sandheden, og det er trist at måtte sige farvel til dem vi studerer Bibelen med.“

„Vi fortryder at vi ikke tog fri nogle flere dage,“ fortæller et par, „for nu kan vi se hvor stort behovet er.“

En forkynder sammenfattede i få ord hvad mange følte: „Jeg kan ikke mindes hvornår vi har haft det så dejligt sammen som familie.“

I et bjergområde i nærheden af byen Tetovo forkyndte en gruppe brødre og søstre i en landsby hvor der aldrig før var blevet forkyndt. To begyndte at forkynde i venstre side af en gade og to andre i højre side. De var ikke nået længere end til det fjerde hus før alle i gaden vidste at det var Jehovas Vidner der var kommet for at besøge dem. Snart spredtes nyheden til hele landsbyen, og en stor gruppe interesserede kvinder samledes omkring søstrene, og længere nede ad gaden ventede en gruppe på 16 mænd ivrigt på brødrene. Man fik hurtigt fat på fire stole så forkynderne kunne sidde ude på gaden, og en mand lavede kaffe til dem. Forkynderne delte litteratur ud til alle og gjorde flittigt brug af Bibelen da de fortalte folkemængden om de bibelske sandheder.

Mange stillede spørgsmål, og alle lyttede opmærksomt. Da tiden kom hvor forkynderne måtte forlade landsbyen, ville mange af beboerne ikke gå hjem før de personligt havde sagt farvel. Brødrene blev dog noget forskrækkede da en ældre kvinde kom imod dem med en hævet stok. „I skal få den her at smage!“ udbrød hun og pegede på dem med stokken. Hvad havde forkynderne gjort siden den ældre dame var så vred? „I har givet alle en bog på nær mig. Jeg vil have den store gule bog,“ sagde hun og pegede på ’Bibelhistoriebogen’ som hendes nabo havde fået. Brødrene gav hende straks det sidste eksemplar de havde.

DER BLIVER FORKYNDT FOR ROMAER

I Makedonien er der mange romaer som taler makedonsk, men hvis modersmål udelukkende er et talesprog der er en blanding af flere romani-dialekter. I hovedstaden Skopje findes det største kvarter med romanitalende i Europa. Omkring 30.000 af byens indbyggere taler romani. I et område der kaldes Šuto Orizari, holder tre romanitalende menigheder til i en dobbeltrigssal. De 200 forkyndere glæder sig over at have et frugtbærende distrikt. I området er der én forkynder for hver 150 indbyggere — et af de bedste forholdstal i landet. I 2008 var der 708 til stede ved mindehøjtiden, og det siger noget om hvor positivt indstillede romaerne er over for budskabet.

Hvad gør man for at hjælpe disse ydmyge og sandhedshungrende romaer til at lære Guds hensigter at kende på deres eget sprog? I 2007 blev dispositionen til særforedraget oversat til romani, og en ældste der er roma, holdt foredraget for en tilhørerskare på 506, som viste stor påskønnelse. Da brochuren Hvad kræver Gud af os? blev frigivet på romani ved områdestævnet i 2007, var der stor begejstring blandt stævnedeltagerne, uanset om de var romaer, makedoniere eller albanere. Indtil da havde forkynderne ofte ledet bibelstudier på deres eget sprog ved hjælp af publikationer på makedonsk. Nu opnår de gode resultater ved at bruge denne brochure på romani til at nå ind til oprigtige romaers hjerte.

I dag gør 1277 forkyndere i 21 menigheder i Makedonien en stor indsats for at følge apostelen Paulus’ eksempel. Et stort antal makedoniere som søger sandheden, har taget godt imod budskabet, og det viser at den indsats der er blevet gjort i nyere tid for at ’komme over til Makedonien’ har haft sin berettigelse.

Serbiens historie i nyere tid

Serbien ligger midt på Balkan, og i dette land, som er præget af forskellige kulturer, bor der folk af mange nationaliteter. I 1935 blev der oprettet et afdelingskontor i Beograd som skulle føre tilsyn med forkyndelsen i det tidligere Jugoslavien, og det resulterede i en storslået teokratisk vækst. Hvordan har brødrene i Serbien i nyere tid ydet hjælp til folk i de nydannede stater i regionen?

Samtidig med at landegrænserne blev lukket og det religiøse og racemæssige had bredte sig, arbejdede brødre af forskellige nationaliteter fredeligt sammen på kontoret i Zagreb, Kroatien. Men da racemæssige og nationale fordomme blussede op og til sidst kunne mærkes uden for Betels mure, var vores serbiske brødre tvunget til at rejse. I 1992 begyndte de serbiske publikationer igen at blive oversat i Beograd, som de var blevet det næsten 50 år tidligere. Det viste sig at være et klogt skridt taget i rette tid.

Der var akut behov for nødhjælp i Bosnien, hvor der var heftige kampe. Afdelingskontoret i Østrig havde kærligt sørget for en forsendelse af nødforsyninger, og brødrene i Serbien var dem der bedst kunne transportere forsyningerne til de serbiskkontrollerede områder i Bosnien.

Selvom kamphandlingerne ikke bredte sig til Serbien, kunne man alligevel mærke virkningerne af krigen. En handelsboykot gjorde det vanskeligt at modtage forsendelser af litteratur fra Tyskland, hvor den blev trykt. Når menighederne ikke havde modtaget de sidste nye blade, studerede vores brødre blot ældre artikler indtil der kom nogle nye. Men i sidste ende gik brødrene aldrig glip af et eneste nummer af bladene.

„EN STYRKENDE HJÆLP“

„Da vi ankom til Serbien i 1991, gennemgik landet store politiske omvæltninger,“ fortæller Daniel Nizan, der var udgået fra Gilead. Vi var imponerede over den nidkærhed brødrene lagde for dagen til trods for den kritiske situation i landet. Jeg husker hvor overraskede vi var over at se omkring 50 rejse sig for at blive døbt ved den første særlige stævnedag som min kone og jeg overværede. Det opmuntrede os meget.“

Dette ægtepar ydede en stor hjælp i forbindelse med oprettelsen af et nyt kontor i Beograd. I det tidligere kontor på Milorada Mitrovića-gade var der kun plads til 10 mennesker. I stueetagen var der også en rigssal. Efterhånden som oversætterholdet voksede, blev der brug for mere plads. Til sidst fandt man en byggegrund, og i slutningen af 1995 tog betelfamilien de nye faciliteter i brug.

De stadig forværrede forhold fik flere til at reagere positivt på budskabet, og efterhånden som antallet af forkyndere steg, blev der også større behov for kærligt tilsyn. Behovet blev til dels dækket af specialpionerer fra Italien. Disse energiske og selvopofrende heltidstjenere gav sig selv fuldt og helt. Det var ikke let for specialpionererne at lære et nyt sprog og tilpasse sig en ny kultur i denne periode hvor landet var i krig, men alligevel blev de „en styrkende hjælp“ for brødrene i Serbien. — Kol. 4:11.

Pionerer fra andre lande ydede hjælp på mange måder, men vigtigst af alt „bragte de deres teokratiske erfaring med sig“, siger Rainer Scholz, der er koordinator for landsudvalget i Serbien. I dag er de 55 menigheder i Serbien glade for den hjælp de får af 70 specialpionerer.

DE SMERTELIGE VIRKNINGER AF HYPERINFLATION

Serbien kunne ikke undgå at mærke krigens smertelige økonomiske virkninger, især da inflationen løb løbsk. I de 116 dage mellem oktober 1993 og den 24. januar 1994 var „den kumulative inflation på 500 billioner procent“, siger en kilde. Mira Blagojević, der har arbejdet på Betel siden 1982, mindes at hun måtte tage en taske fuld af penge med til markedet for blot at købe nogle få grøntsager.

En anden søster, Gordana Siriški, fortæller at da hendes mor på et tidspunkt hævede sin månedlige pension, var den ikke mere værd end prisen på en rulle toiletpapir. Gordana siger: „Man begriber ikke hvordan folk kunne overleve når alt hvad de ejede, pludselig blev værdiløst. Takket være det verdensomspændende brodersamfund modtog vi nødhjælp udefra. Efterhånden som folk mistede tiltroen til bankerne og regeringen, fik mange tro på Gud, og brødrene og søstrene blev knyttet nærmere sammen.“

OVERSÆTTELSE AF BIBELEN

Oversætterholdene i Jugoslavien havde igennem mange år arbejdet nært sammen på ét sted i Zagreb, Kroatien. Efter krigen flyttede hver gruppe af oversættere til deres respektive lande, men bevarede kontakten med oversætterholdet i Zagreb. Det viste sig især at være til gavn da det serbiske hold begyndte at oversætte Ny Verden-Oversættelsen af De Kristne Græske Skrifter. Målet var at få den udgivet ved Jehovas Vidners områdestævne i 1999.

Mens oversætterne var i færd med at færdiggøre bibeloversættelsen, beredte landet sig på krig. Telefonlinjerne ville uden tvivl blive ustabile på grund af bombeangreb, og det ville gøre det vanskeligt for oversætterne at sende materiale fra Beograd til trykkeriet i Tyskland. Tirsdag den 23. marts arbejdede brødrene hele natten − alt imens der var overhængende fare for luftangreb − og tidligt næste morgen blev de elektroniske filer sendt til Tyskland. Få timer senere begyndte bombardementet, og oversætterne kunne søge ly i et beskyttelsesrum glade og tilfredse. Men det var intet i forhold til den glæde de følte da den trykte bibel blev frigivet fire måneder senere ved områdestævnet i Beograd. Under bombardementerne, og de mange gange hvor strømmen gik, fortsatte brødrene med at oversætte andre publikationer. Men ofte måtte de afbryde deres arbejde og løbe til et sikkert område. Det var en stresset tid, men alle var glade for at kunne være med til at fremstille den stærkt tiltrængte åndelige føde.

Som følge af hårdt arbejde og Jehovas velsignelse blev Ny Verden-Oversættelsen af De Kristne Græske Skrifter udgivet på serbisk i juli 1999. Stævnedeltagerne strømmede over af taknemmelighed og glæde fordi de nu havde fået denne oversættelse på deres eget sprog. Hele Ny Verden-Oversættelsen på serbisk blev frigivet ved områdestævnet i 2006, både i en udgave med det kyrilliske alfabet og i en udgave med det latinske alfabet.

DEN RELIGIØSE MODSTAND INTENSIVERES

Den serbiske ortodokse kirke er landets største trossamfund. Mange sætter derfor lighedstegn mellem dét at være serber og dét at være ortodoks. Hvis man ikke tilhører den ortodokse kirke, er man ifølge deres opfattelse ikke serber. Ikke desto mindre tog mange imod Bibelens budskab i løbet af 1990’erne. Mod slutningen af krigen, i 1999, var forkyndertallet næsten fordoblet og havde nået et højdepunkt på 4026.

Denne åndelige velstand fik den ortodokse kirke til at se sig ond på Jehovas folk. Kirken søgte at stoppe vores forkyndelsesarbejde ved at bringe folks nationalistiske følelser i kog. Modstanderne tyede til vold og manipulation med loven i håb om at gøre brødrene modløse. For eksempel sad 21 af vores brødre stadig i fængsel fordi de ønskede at forblive politisk neutrale. De fleste af dem blev løsladt kort efter krigen, og de var taknemmelige for at Jehova havde styrket deres tro under denne ildprøve.

Den 9. april 2001 nedlagde indenrigsministeriet pludselig forbud mod import af vores litteratur. Hvad var grunden? Myndighederne hævdede at vores publikationer havde en negativ indflydelse på landets ungdom. Også Bibelen var taget med på listen over forbudte bøger!

Den negative omtale af vores arbejde i fjernsyn og aviser resulterede i at nogle af dem forkynderne traf, til tider optrådte voldeligt. „De kunne finde på at slå os når vi forkyndte fra dør til dør,“ siger en specialpioner, og „andre gange kastede de sten efter os“. Desuden blev der begået hærværk mod nogle rigssale. I dag har vores brødre i Serbien lov til at samles for at tilbede Jehova, men de skal stadig holde lav profil.

Brødrene fortsætter med nidkært at forkynde. Det fremgår tydeligt af deres eksempel at Jehovas folk ikke nærer fordomme, men viser sand kristen kærlighed. I de senere år er der blevet tilrettelagt vellykkede kampagner, som brødre fra andre europæiske lande har deltaget i. De har brugt deres ferie på at forkynde i ledige distrikter i Serbien og Montenegro. Men der er stadig meget arbejde der skal gøres for at nå ud til de omkring tre millioner der bor i disse områder.

I dag består Betel i Beograd af tre bygninger der ligger i et parklignende område. De tre medlemmer af landsudvalget fører tilsyn med arbejdet i Serbien og Montenegro. Når man hører navnet Serbien kommer man måske til at tænke på Jehovas Vidners beslutsomhed og nidkærhed, og det er et vidnesbyrd om at Jehova har velsignet sit folk i dette tidligere krigshærgede område.

Kosovos historie i nyere tid

Det spændte forhold der havde hersket mellem de serbiske og albanske befolkningsgrupper i Kosovo i 1980’erne, brød i 1990’erne ud i åben krig, hvilket resulterede i store lidelser. Vores brødre og søstre fik i denne situation mulighed for at vise deres trosfæller, uanset hvilken etnisk baggrund de havde, en „broderlig hengivenhed som er uden hykleri“. (1 Pet. 1:22) Desuden har de adlydt Kristi bud om at ’vi skal elske vores fjender og bede for dem som forfølger os’. (Matt. 5:43-48) Men det har ikke altid været lige let.

„Brødre der før har været muslimer, får ikke altid en venlig modtagelse af muslimer,“ fortæller Saliu Abazi, en tidligere muslim der taler albansk, „og vores familier tror fejlagtigt at vi har vendt dem ryggen fordi vi har valgt en ny religion. De etniske spændinger mellem albanere og serbere gør det heller ikke let for tidligere muslimer at forkynde for serbere.“

Det varede ikke længe før en multietnisk gruppe på 30 begyndte at komme til møde i Salius hjem. „Dengang blev møderne holdt på serbisk, og vi fik vores litteratur fra Beograd,“ fortæller Saliu. „En dag troppede politiet uventet op. Brødre fra Beograd var lige netop kommet med litteratur til os, og vi sad og nød hinandens selskab. Da jeg fortalte politiet at de var mine brødre, kunne de slet ikke fatte hvordan serbere og albanere kunne være brødre.“ I 1998 lejede denne gruppe forkyndere et lokale som de brugte som rigssal i Priština, den største by i Kosovo.

I foråret 1999 blussede de etniske spændinger og nationalismen op i alarmerende grad. „Min nabo truede med at ville brænde vores hus ned hvis ikke min søn og jeg deltog i krigen,“ fortæller Saliu. „Det politiske klima havde en forfærdelig indvirkning på folk. Og da de ikke anerkendte den tidligere serbiske regering, kunne loven ikke blive håndhævet, og folk blev voldelige og gjorde hvad de havde lyst til.“

Efterhånden som den politiske situation forværredes, blev det sværere og sværere for serbere at bo i Kosovo. Under konflikten i 1999 blev både serbere og albanere tvunget til at flygte til omkringliggende lande. I denne atmosfære af heftig etnisk strid satte Saliu ikke desto mindre sit liv på spil ved at give sine serbiske brødre husly.

FORMET AF GUDS SYN PÅ TINGENE

„Serbere og albanere nærede et stærkt had til hinanden,“ siger en søster. „Det var noget vi lærte fra vi var små. Men selv efter at man har lært sandheden at kende, er det ikke let at ændre sådanne følelser. Mange af os har måttet foretage store forandringer for at få Guds syn på tingene. Alt imens jeg lærte at Jehova er kærlighed, var jeg tilbøjelig til at undgå en søster i menigheden blot fordi hun var serber. Da jeg fortsatte med at studere, blev jeg klar over at andre religioners læresætninger splitter folk, men at sandheden fra Jehovas ord forener.“ Har kraften fra Guds ord, der kan forandre mennesker, hjulpet denne søster til at iføre sig den nye kristne personlighed? Hun fortæller: „I dag er jeg glad for at være i menighed med mine serbiske brødre og søstre.“ — Kol. 3:7-11; Hebr. 4:12.

Sand kristen enhed træder tydeligt frem i denne religiøst splittede verden. Mens folk der var ledet af nationalisme, brændte huse ned og kastede med håndgranater, rejste vores brødre til Beograd i Serbien for at overvære et stævne i juli 1998. I bussen sad albanere, kroatere, makedoniere og romaer fredeligt sammen. Dashurie Gashi, som var på vej til stævnet for at blive døbt, fortæller: „Da soldaterne stoppede bussen, kunne vi se forbavselsen malet i deres ansigter. Her midt under de etniske uroligheder i disse lande var vi forenet som ét folk — Jehovas folk.“

En ung kvinde, en roma, lærte sandheden at kende som barn gennem sine mostre i udlandet. Den første hindring hun måtte overvinde, var det faktum at hun ikke kunne læse eller skrive. Men motiveret af kærlighed til Jehova fik hun det lært i løbet af de tre år hun studerede Bibelen. Den anden hindring var hendes morfar, som hun boede hos. „Jeg sneg mig ud af huset for at komme til møderne,“ siger hun. Men når hun kom hjem, slog morfaderen hende. „Jeg måtte lide på grund af sandheden,“ fortæller hun, „men jeg gav ikke op. Jeg tænkte på hvor meget den trofaste Job måtte lide. Min kærlighed til Jehova var stærk, og jeg var besluttet på ikke at holde op med at studere Bibelen.“ Hun er nu pioner og leder et bibelstudium med to piger som ikke kan læse og skrive. Hun har aldrig gået i skole, men er taknemmelig for den oplæring i at undervise andre hun har fået på Den Teokratiske Skole.

Adem Grajçevci var muslim inden han lærte sandheden at kende i Tyskland i 1993. Senere, i 1999, vendte han tilbage til sit hjemland, Kosovo, og som mange andre nye forkyndere måtte han overvinde de fordomme og den modstand han mødte fra sin familie. „Da jeg lærte sandheden at kende,“ fortæller Adem, „var det en stor hjælp for mig at vide at Satan er denne verdens hersker, og at han står bag alle de grusomheder der bliver begået.“ Adems far brød sig ikke om at hans søn var blevet kristen. Han bad ham om at vælge mellem Jehova og familien. Adem valgte Jehova og fortsatte med at gøre åndelige fremskridt. I dag er han ældste i menigheden. Lykkeligvis er Adems far blevet mildere stemt, og han respekterer nu i højere grad Adems beslutning.

Adems søn, Adnan, var slet ikke interesseret i religion som barn. Han blev opslugt af kampsport og fik øgenavnet ’Dræberen’ af dem han kæmpede imod. Men på et tidspunkt nåede sandheden hans hjerte, han opgav sin sport, og efter at have gjort gode fremskridt blev han døbt. „Kort efter min dåb måtte jeg træffe en beslutning,“ siger han. „Jeg havde et godt job og manglede ikke noget rent materielt. Men i åndelig henseende havde jeg det elendigt, og jeg brugte kun lidt tid i forkyndelsen. Jeg besluttede at tiden var inde til at foretage nogle forandringer, så jeg sagde mit job op.“ Han begyndte som pioner, blev udnævnt til menighedstjener og blev senere indbudt til at gennemgå den første klasse på Skolen for Udnævnte Tjenere i Albanien. Nu virker han som ældste, og han og hans kone er specialpionerer. Hvordan ser han på den beslutning han traf? „Jeg kan ikke være mere lykkelig,“ siger han. „Jeg fortryder overhovedet ikke at jeg valgte heltidstjenesten.“

FORENET TILBEDELSE OG UNDERVISNING

I dag benytter alle seks menigheder i Kosovo lejede lokaler som rigssal. Nogle menigheder er små. For eksempel er der i byen Peć kun 28 forkyndere. I nogle menigheder er det ikke muligt at have et offentligt foredrag hver uge fordi der er for få menighedstjenere og ældste. Men forkynderne mødes trofast hver uge, ligesom deres brødre og søstre i Peć, for at studere Vagttårnet og holde de øvrige af menighedens møder.

I mange år tog landsudvalget i Serbien sig kærligt af brødrenes behov i Kosovo mens tiderne var meget vanskelige. I år 2000 fik det albanske afdelingskontor af Det Styrende Råd til opgave at tage sig af forkyndelsesarbejdet i Kosovo for at kunne imødekomme brødrenes ændrede behov.

Indtil for nylig var de fleste Jehovas Vidner i Kosovo serbere, så møderne blev holdt på serbisk, og brødrene var glade for at kunne hjælpe dem der talte albansk, til at kunne følge med ved møderne. Nu er situationen omvendt. De fleste af brødrene i Kosovo er albanere. På nær én serbisktalende menighed holder alle menighederne møderne på albansk, og brødrene vil meget gerne oversætte det der bliver sagt, så de serbiske brødre kan følge med. Stævnerne bliver holdt på begge sprog. For eksempel blev hele programmet for områdestævnet 2008 fremholdt på albansk og oversat til serbisk. Hovedforedragene blev holdt på serbisk af ældste fra Kosovo. En broder fortæller: „Til trods for det had som mærkes udenfor, er vi som én familie her i salen.“

De fleste af Kosovos indbyggere er muslimer, men de har respekt for Bibelen, og mange vil gerne tale om religion. Brødrene i Kosovo var meget begejstrede over at der i 2008 blev nået et nyt højdepunkt på 164 forkyndere. De stoler fuldt og fast på Jehova og er besluttede på fortsat at gøre deres yderste for at dække deres distrikt og forkynde den gode nyhed for folk af alle nationaliteter.

Montenegros historie i nyere tid

Dette skønne lille land ved Adriaterhavets kyst er en af Middelhavets skjulte perler. Det grænser op til Albanien, Kosovo, Serbien og Bosnien-Hercegovina og besidder en imponerende forskelligartethed og en skønhed som næsten får en til at tabe vejret. Landet har over 290 kilometer pragtfuld kyststrækning langs Adriaterhavet. Floden Tara løber gennem en af de dybeste og længste kløfter i Europa. Shkodrasøen er den største på Balkan, og her findes et af de største fuglereservater i Europa. Alt dette findes i et område der er knap halvt så stort som Jylland.

Landets historie bærer derimod præg af krige, stridigheder og lidelser. Montenegrinernes kamp for tilværelsen har haft en gennemgribende indvirkning på deres tradition, mentalitet og kultur. Som en grundlæggende del af deres kultur lægger de stor vægt på egenskaber som mod, loyalitet, menneskelig værdighed, ydmyghed, selvopofrelse og respekt for andre. Mange ukuelige montenegrinere har taget imod den gode nyhed om Riget og forsvarer loyalt Bibelens lærepunkter.

ÅNDELIG VÆKST

Hvis man overværede det mindeværdige stævne i 1991 i Zagreb, Kroatien, vil man nok aldrig glemme den kærlighed og enhed der kom til udtryk blandt de brødre der var samlet fra alle dele af det tidligere Jugoslavien. „Den overhængende krigstrussel gjorde det vanskeligt at rejse fra Montenegro til Kroatien,“ fortæller Savo Čeprnjić, der lige var begyndt at studere Bibelen. „Jeg var overrasket over at se så mange busser ankomme til stævnet uden problemer. Det var endnu mere imponerende at mærke den fred og enhed der herskede blandt stævnedeltagerne. Den første dag var der hundredvis af politifolk, men da de blev klar over at vi var fredelige mennesker, mødte der kun et par stykker op de følgende dage.“

Inden krigen brød ud, havde et ægtepar regelmæssigt rejst fra Kroatien til Montenegro for at lede et bibelstudium med Savo. Men hvordan kunne han fortsætte sit studium nu da grænserne var lukkede?

„De interesserede der havde studeret i længere tid, var nødt til at undervise andre,“ fortæller Savo. „En døbt broder studerede bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden med mig. Men da det ikke var muligt længere, overtog en der endnu ikke var døbt, studiet. I 1992 var den gruppe der mødtes til menighedsbogstudiet og vagttårnsstudiet i byen Herceg-Novi, vokset til 15.“ Savo og hans kone og datter gjorde åndelige fremskridt. De blev døbt i 1993. I denne maleriske kystby er der i dag en rigssal hvor 25 forkyndere samles.

I begyndelsen af 1990’erne mødtes en gruppe forkyndere i hovedstaden Podgorica. Gruppen fortsatte med at vokse, og i 1997 begyndte man at se sig om efter en grund til en rigssal. På den grund man købte, var der opført en mur som brødrene besluttede at lade stå for på den måde at være mere uforstyrrede. Men en politibetjent der boede i kælderetagen i nabobygningen, spurgte om de ikke ville fjerne muren så der kunne komme mere lys ind i hans mørke lejlighed. For at få et godt forhold til naboen gik brødrene med til det og satte i stedet et hegn op. Dette naboskab skulle vise sig at være til stor gavn.

Da nogle beboere i nabobygningen skabte problemer for brødrene, advarede politibetjenten beboerne om at hvis de angreb rigssalen, skulle han nok sørge for at de blev retsforfulgt. Nu har brødrene en smuk rigssal, og på grunden er der et stort overdækket parkeringsområde hvor der kan afholdes stævner, samt et hus hvor der bor specialpionerer.

Helt så let gik det ikke for brødrene i byen Nikšić. De købte en grund i 1996, men lokalbefolkningen var fjendtligt indstillet over for at der skulle bygges en rigssal. Brødrene holdt vagt dag og nat på byggepladsen af frygt for at naboerne skulle øve sabotage. En dag samlede den lokale præst en pøbelskare på 200 mennesker, og de gik til angreb på bygningen med geværer og stokke. De skød op i luften og begyndte at rive rigssalen ned mursten for mursten. Politiet var også til stede, men greb ikke ind.

Eftersom situationen var gået i hårdknude, kiggede brødrene sig om efter en anden grund. Fire år senere fandt de en bygning som de renoverede og omdannede til rigssal. Til at begynde med syntes der ikke at være problemer med de lokale indbyggere, men et par måneder senere brændte rigssalen ned på mystisk vis. Men vores brødre, som var fast besluttede på ikke at give op, gik i gang med at genopbygge mødesalen, og siden har de ikke haft problemer.

I Montenegro er der fire menigheder, og det er landsudvalget i Serbien der fører tilsyn med dem. Eftersom der er én forkynder til 2967 indbyggere, er de 201 forkyndere taknemmelige for den hjælp de får fra 6 specialpionerer. Indbyggerne i Montenegro mener generelt at religion har mere med tradition at gøre end med læsning i Bibelen. Men vores brødre og søstre i Montenegro fortsætter loyalt og frimodigt med at forkynde den gode nyhed.

Sloveniens historie i nyere tid

Slovenien udgjorde den nordvestlige del af Jugoslavien indtil det opnåede uafhængighed i 1991. I tiden derefter oplevede Slovenien en fortsat økonomisk vækst, og i 2004 blev det en del af EU. På trods af landets forholdsvis lille størrelse er landskabet meget varieret. Slovenien byder på majestætiske bjerge, bjergsøer, frodige skove, enorme kalkstensgrotter og den skønne slovenske riviera. På godt en time kan man komme fra de kølige bjergskråninger til de velgørende olivenlunde og vinmarker ved Adriaterhavet. Derudover findes der uanede muligheder for at udforske Sloveniens mange kulturelle og historiske steder. Dette lille lands skønhed rækker dog længere end til nationalparker og historisk interessante byer. Slovenien har en rig åndelig arv.

RIGSSALE OG PIONERER

Du husker sikkert at det var i byen Maribor at „de bibeltroende barberer“ forkyndte om deres nyfundne tro. En restaurant der senere fik det passende navn Novi Svet (Den Nye Verden), var et godt sted at mødes for den lille gruppe der opstod dér. Vidnerne i Slovenien takker i dag Jehova for de smukke rigssale hvor de mødes for at tilbede ham og få bibelsk vejledning. Da antallet af forkyndere steg, og forholdene desuden bedredes i 1990’erne, blev der oprettet et regionalt byggeudvalg. Med hjælp fra mere end 100 frivillige samt økonomisk støtte fra udlandet har menighederne bygget eller renoveret 14 rigssale siden 1995.

Efterhånden som antallet af forkyndere steg, steg også antallet af pionerer — fra 10 i 1990 til 107 i 2000. En af disse flittige pionerer er Anica Kristan, som var medlem af Det Kommunistiske Partis Centralkomité inden hun tog imod sandheden.

De brødre og søstre der er kommet fra andre lande for at tjene i Slovenien, har med deres iver sat gang i forkyndelsesarbejdet. I 1992 ankom de første missionærer, Franco og Debbie Dagostini. Da de fik tildelt nyt distrikt i Afrika, kom et østrigsk par, Daniel og Karin Friedl, til Slovenien. Inden for de senere år er der kommet flere gileadmissionærer til, nemlig Geoffrey og Tonia Powell og Jochen og Michaela Fischer. Sammen med specialpionerer fra Østrig, Italien og Polen har de vist at de har dyb kærlighed til Jehova og et stærkt ønske om at hjælpe folk.

KONTAKTUDVALG TIL HOSPITALER

I 1994 blev der på Betel oprettet en afdeling af Hospitalinformation, og der blev etableret to Kontaktudvalg til Hospitaler (KUH). Nogle af brødrene i disse udvalg mødtes med sundhedsministeren, som fik et møde i stand med alle hospitalsdirektører i Slovenien. Brødrene forklarede hvordan KUH fungerer, og redegjorde for grunden til at Jehovas Vidner ikke vil modtage blodtransfusion. Det har ført til et godt samarbejde mellem lægerne og de patienter der siger nej til blodtransfusion, og har resulteret i at der i lægetidsskrifter er blevet trykt artikler om behandling uden blod.

I 1995 udførte læger i Slovenien deres første operation på åbent hjerte uden brug af blod. Medierne berettede om den vellykkede operation, og den kirurg og narkoselæge der havde været med, skrev en videnskabelig artikel om den. Så nu er døren blevet åbnet for behandling uden blod, og der er flere læger som er villige til at respektere Jehovas Vidners valg af behandling.

DER DRAGES OMSORG FOR DET VOKSENDE ANTAL FORKYNDERE

Efter de politiske forandringer i 1991 besluttede Det Styrende Råd at der skulle oprettes et kontor i Slovenien så man på en bedre måde kunne tage sig af Rigets arbejde. Man købte en enetages bygning i den centrale del af Sloveniens hovedstad, Ljubljana. Ejendommen blev renoveret, og den 1. juli 1993 var den klar til at betelfamilien kunne flytte ind. Til at begynde med var der 10 medlemmer af familien, men inden for ti år, var antallet steget til 35. Som følge deraf lejede man en nærliggende bygning og flyttede køkkenet, spisestuen og vaskeriet dertil, og betelitterne flyttede ind i lejligheder i nærheden for at skaffe mere kontorplads. Dette landskontor begyndte at fungere som afdelingskontor i 1997.

Da Det Styrende Råd gav tilladelse til at bygge et nyt afdelingskontor i Slovenien, begyndte brødrene at lede efter en egnet grund. Efter at have set på omkring 40 forskellige grunde valgte brødrene en i nærheden af byen Kamnik, 20 kilometer fra hovedstaden, ved foden af nogle smukke bjerge. Snart var lokalplanens krav blevet opfyldt, byggetilladelserne opnået, grunden købt, kontrakter med et byggefirma underskrevet og internationale byggearbejdere inviteret til at komme og arbejde på projektet. Alt syntes parat til at byggeriet kunne gå i gang.

Men da nyheden om byggeriet blev offentliggjort, begyndte naboerne med det samme at protestere. Den dag byggeriet skulle have været påbegyndt, havde demonstranter spærret adgangen til byggegrunden med barrikader, og de opsatte hurtigt bannere der gav udtryk for deres modstand. Ved middagstid seks dage senere ankom cirka 30 politibetjente som skulle beskytte de kommunalarbejdere der havde fået til opgave at fjerne demonstranternes barrikader. Betjentene blev mødt med skældsord fra demonstranterne. Da projektet i mellemtiden var blevet udsat, befandt der sig hverken nogen af brødrene eller nogen fra byggefirmaet på pladsen den dag. Fordi projektet således var stillet i bero, begyndte modstanden at tage af, og brødrene arbejdede på at finde en fredelig løsning.

Hegnet omkring byggepladsen var blevet revet ned tre gange af demonstranter, men projektet kom endelig i gang en måned senere og blev gennemført uden yderligere forhindringer. Faktisk resulterede det der begyndte som et angreb på Jehovas folk, i noget godt, for sagen tiltrak sig stor mediebevågenhed. Der blev bragt mere end 150 indslag eller artikler om byggeprojektet på tv, i radio og i aviser. Byggeriet var færdigt efter cirka 11 måneder, og i august 2005 tog betelfamilien deres nye faciliteter i brug.

Forholdet mellem brødrene og naboerne er nu fuldstændig ændret. Mange af naboerne har besøgt Betel. En tidligere modstander blev senere meget interesseret i byggeprojektet. Han spurgte til hvem vi var, og hvad bygningerne skulle bruges til. Da han var på rundvisning, gjorde det et stort indtryk på ham at han blev taget så venligt imod, og at der var så rent alle steder. „De andre naboer spørger om jeg nu er på jeres side,“ fortalte han brødrene, „og jeg svarer at lige så meget jeg før var imod Jehovas Vidner, lige så meget er jeg nu for dem fordi de er gode mennesker.“

Den 12. august 2006 var en glædelig dag, for den dag holdt Theodore Jaracz fra Det Styrende Råd indvielsestalen for en tilhørerskare på 144 fra cirka 20 forskellige lande. Ved et særligt møde i Ljubljana talte han til en tilhørerskare på 3097 fra alle egne af Slovenien såvel som fra Kroatien og Bosnien-Hercegovina.

EN LYS FREMTID

Jehovas Vidner i Slovenien ser fremtiden i møde i fuld tillid til deres himmelske Faders ledelse og velsignelse. De var begejstrede for at modtage Ny Verden-Oversættelsen af De Kristne Græske Skrifter på slovensk ved områdestævnet i 2004. De er nu, ved hjælp af det nye, veludstyrede afdelingskontor og mange hårdtarbejdende pionerer, besluttede på at efterkomme befalingen til at forkynde og gøre disciple. — Matt. 28:19, 20.

I Slovenien, der overvejende er romerskkatolsk, var der mange som blev ateister under den kommunistiske æra. Desuden er en stor del af befolkningen tynget af livets bekymringer eller fanget i materialismens snare. Atter andre er opslugt af sport og underholdning. Men alligevel er der stadig oprigtige mennesker der føler sig tiltrukket af Guds løfter som vi finder dem i Bibelen.

Arbejdet går fortsat fremad. I august 2008 blev der nået et nyt højdepunkt på 1935 forkyndere, og cirka en fjerdedel var i en eller anden form for pionertjeneste. I det fremmedsprogede distrikt forkyndes der nu på albansk, engelsk, kinesisk, kroatisk og serbisk, og desuden også på slovensk tegnsprog. Da arbejdet tog sin spæde begyndelse i Slovenien, var der kun to barberer som forkyndte den gode nyhed, men nu er der en stor gruppe af nidkære forkyndere af forskellige nationaliteter der søger at finde frem til dem som gerne vil tjene den sande Gud, Jehova. — Matt. 10:11.

Det område af Balkan der tidligere var kendt som Jugoslavien, har oplevet megen strid, hjertesorg og lidelse. Men midt i dette klima af religiøs intolerance og etnisk had har kærligheden blandt Jehovas folk identificeret dem som sande disciple af Kristus og har hævet den sande tilbedelse af Jehova op over alt hvad denne verden kan tilbyde. Denne kærlighed, der afspejler Guds kærlighed, har draget flere og flere til den sande tilbedelse og har hjulpet vores brødre til at forblive standhaftige, idet de er besluttede på at tjene Jehova i forening til evig tid. — Es. 2:2-4; Joh. 13:35.

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 165]

„Mens nationale og religiøse fordomme kom heftigt til udtryk inden for Jugoslaviens grænser, var vores brødre forenede“

[Tekstcitat på side 173]

’Er jeg her for at behage mennesker? Nej! Er mit liv styret af hvad andre siger, tænker eller gør? Nej!’

[Ramme på side 144]

Kontraster prægede det tidligere Jugoslavien

Hvis du spørger forskellige mennesker om hvilke kulturelle forskelle der var i det tidligere Jugoslavien, vil du sikkert få forskellige svar. Der er dog bred enighed om at der var syv forskellige folkeslag. De bekendte sig til forskellige religioner og talte endda hver sit sprog med forskellige alfabeter. Etniske grupper er primært kendetegnet ved deres religion. For over 1000 år siden blev den kristne verden delt op i den romerskkatolske kirke og den ortodokse kirke. Skillelinjen mellem disse to kirker går lige midt igennem Eksjugoslavien. Folk der bor i Kroatien og Slovenien, er overvejende katolikker, mens de der bor i Serbien og Makedonien hovedsagelig er ortodokse. I Bosnien er der en blanding af folk der hører til den islamiske, katolske og ortodokse tro.

Ikke blot religion men også sprog har været en splittende faktor. De fleste i det tidligere Jugoslavien — med undtagelse af Kosovo — taler et sydslavisk sprog. Selvom hvert land har sit eget sprog, har sprogene mange ord tilfælles, så det er muligt for serbere, kroatere, bosniere og montenegrinere at kommunikere med hinanden. Det er lidt sværere i Kosovo, Makedonien og Slovenien. I slutningen af det 19. århundrede gjorde man meget for at forene de sprog der lignede hinanden, men med Jugoslaviens opløsning i 1991 blev der sat en stopper for det. I det sidste årti har landene prøvet at skabe deres eget særpræg ved bruge visse ord og fravælge andre.

[Ramme/​illustration på side 148]

En urmager forkynder sandheden i Slavonien

I 1930’erne rejste Antun Abramović fra landsby til landsby i Kroatien for at reparere ure. På en kro fandt han en af vores brochurer. Da han læste den, kunne han med det samme se at det var sandheden, og det påvirkede ham stærkt. Det fik ham til at skrive et brev til afdelingskontoret hvori han bad om flere publikationer. Inden længe blev han en døbt tjener for Jehova. Når han derefter rejste fra landsby til landsby, reparerede han ikke blot folks ure, men forkyndte også for kunderne. Det var vigtigt at have dette dække for forkyndelsesarbejdet fordi det var under forbud. I en lille by der hed Privlaka, traf han nogle som tog imod sandheden af hele deres hjerte. Med tiden blev der oprettet en lille menighed. Derfra blev sandheden spredt til Vinkovci og det omliggende område.

Under den anden verdenskrig hjalp broder Abramović med at trykke vores publikationer under jorden, og de blev uddelt i hele Jugoslavien. På grund af hans nidkære indsats var han blandt de 14 brødre som i 1947 blev idømt lange fængselsstraffe. Efter at han var blevet løsladt fra fængselet, blev han rejsende tilsynsmand. Han tjente Jehova med samme glød indtil sin død.

[Ramme/​illustration på side 151]

En dirigent bliver pioner

For mange år siden i det der i dag kaldes Bosnien-Hercegovina, fik Alfred Tuček nogle bibelske publikationer af en kollega ved navn Fritz Gröger. Alfred var dirigent i den kongelige livgardes orkester. Det var sandsynligvis sidst i 1920’erne at han kontaktede ’Fyrtårnsselskabet’ i Maribor og udtrykte ønske om at blive pioner. Senere blev han en af de første pionerer i Jugoslavien. Han fik en god løn i militærorkesteret, men hans kærlighed til Jehova fik ham til at sige sit arbejde op og ’ikke se sig tilbage’. (Luk. 9:62) I begyndelsen af 1930’erne rejste han rundt med pionerbrødre fra Tyskland og viste „Skabelsens Fotodrama“. Han hjalp også med at lave distriktskort så forkyndelsesarbejdet i Jugoslavien kunne blive organiseret. I 1934 giftede han sig med en tysk pionersøster ved navn Frida. Deres første distriktstildeling var Sarajevo i Bosnien. Senere kom de til at forkynde den gode nyhed i Makedonien, Montenegro, Kroatien og Serbien. I begyndelsen rejste de for det meste rundt på cykel, men senere brugte de en motorcykel. På det tidspunkt var folk skeptiske over for den gode nyhed, og forkyndelsen var forbudt, men alligevel forstod de vigtigheden af at nå så mange mennesker som muligt.

[Ramme/​illustrationer på side 155, 156]

Trofast under alle forhold

Martin Pötzinger havde tjent i adskillige centraleuropæiske lande inden han fik til opgave at føre tilsyn med en gruppe pionerer i Jugoslavien. Det var mens han var dér at han mødte Gertrud Mende, en nidkær pionersøster fra Tyskland, som han senere giftede sig med. Pionererne spekulerede ikke på hvordan de skulle få lægebehandling hvis de blev syge, men satte deres lid til at Jehova ville hjælpe dem. Og selvom de ingen sygeforsikring havde, fik de altid den hjælp de havde brug for. I kritiske situationer skete det af og til at Jehova benyttede nogle der var villige til at yde hjælp. Da broder Pötzinger for eksempel blev alvorligt syg i Zagreb, var søster Mende i stand til at hjælpe ham.

Gertrud fortæller: „I midten af 1930’erne fik både Martin og jeg til opgave at tjene i Sarajevo. Men tingene gik ikke lige som vi havde forventet. En aften følte Martin sig sløj, og i løbet af natten fik han omkring 40 i feber. Næste morgen gik jeg hen hvor han boede, for at se hvordan han havde det. Husværtinden nævnte at hun var bekymret for hans tilstand. Hun og jeg prøvede i fællesskab at kurere ham ved at give ham et lokalt helsemiddel der bestod af kogt vin med masser af sukker. Men han fik det ikke bedre. Jeg ringede til mange af de læger som stod opført i telefonbogen, men ingen af dem var villige til at komme med det samme. De havde alle sammen undskyldninger.

Husværtinden foreslog at jeg skulle kontakte hospitalet. Jeg ringede derfor til hospitalsdirektøren og forklarede at Martin lå i sengen med 40 i feber. Manden var meget venlig og sendte en ambulance. Da Martin blev båret ud i ambulancen, sagde husværtinden til mig: ’Ham ser du ikke igen.’

Som om denne stressende situation ikke var nok, havde vi også problemet med hvordan vi skulle betale for behandlingen. De eneste penge vi pionerer modtog, var dem vi fik i bidrag for vores publikationer, og det var ikke mere end at vi med nød og næppe kunne overleve. Vi vidste ikke hvad vi skulle gøre, og vi vidste heller ikke hvad behandlingen ville koste. Dr. Thaler undersøgte Martin og sagde: ’Martin har lungehindebetændelse og har brug for at blive opereret. Det vil tage nogen tid før han kommer sig.’

Dr. Thaler må have forstået vores vanskelige økonomiske situation, for han sagde: ’Jeg vil gerne støtte troende mennesker som jer,’ og han tog ikke penge for operationen. Med Jehovas hjælp lykkedes det os at klare denne vanskelige situation. På grund af Martins sygdom kunne vi ikke rejse til Sarajevo, men måtte vende tilbage til Tyskland.“

[Illustration]

Martin Pötzinger i Tyskland, 1931

[Ramme/​illustration på side 161, 162]

Arbejdede om dagen, trykte om natten

LINA BABIĆ

FØDT 1925

DØBT 1946

PROFIL Hun har været på Betel siden 1953 da arbejdet blev juridisk anerkendt. Hun har hjulpet med at trykke og forsende litteratur. I dag tjener hun trofast på Betel i Zagreb.

EFTER at brødrene var blevet løsladt fra fængselet, blev der hurtigt gjort forberedelser til at fremstille bladene. Der var en masse arbejde der skulle gøres, men kun få brødre til at klare det. Da jeg blev klar over situationen, besluttede jeg at stille mig til rådighed skønt jeg gik på arbejde. Jeg ville gerne give en hånd med, så jeg passede mit fuldtidsjob om dagen, og bagefter trykte jeg publikationer til langt ud på natten.

Dengang havde afdelingskontoret endnu ikke deres egen ejendom i byen. Så et ældre ægtepar, Petar og Jelena Jelić, stillede deres etværelses lejlighed til rådighed for duplikering af vores publikationer. Værelset var kun cirka 4,5 gange 4,5 meter. En træramme hvorover der var udspændt et stykke linned, blev placeret på sengen og her blev de trykte sider stablet. Ved siden af sengen var der et bord hvorpå der stod en duplikator som skulle betjenes med hånden. Vi kunne producere cirka 800 sider i timen. Det var naturligvis ikke meget sammenlignet med nutidens trykkemaskiner, men vi var tilfredse med at vi med tålmodighed og en masse hårdt arbejde kunne fremstille al den litteratur der var brug for.

Det var meget rørende at se hvor tålmodigt ægteparret Jelić ventede indtil vi stoppede arbejdet og flyttede de trykte sider så de kunne komme i seng. De klagede aldrig. De var tværtimod meget lykkelige, og deres øjne strålede af glæde fordi de kunne støtte Rigets arbejde på den måde. Jelena og andre ældre søstre hjalp indimellem med at samle, hæfte og folde de trykte sider. En sådan hjælp var uvurderlig.

I 1958 anskaffede vi os en elektrisk duplikator så det blev nemmere at fremstille kopier. Det der i 1931 begyndte med kun 20 blade, var i begyndelsen af 1960’erne blevet til 2400 eksemplarer på tre sprog — kroatisk, serbisk (kyrillisk) og slovensk. Det var ikke muligt for os at fremstille bøger, men vi trykte mange brochurer. I 1966 havde vi vores hidtil største opgave i forbindelse med trykning. Bogen Det er umuligt for Gud at lyve blev nemlig fremstillet hos en lokal trykker i form af 12 brochurer. Et sæt på 12 brochurer udgjorde en hel bog. Det betød at man for at producere brochurer på tre sprog skulle trykke 600.000 brochurer for at fremstille det der svarede til 50.000 bøger.

I dag tjener jeg på Zagreb Betel. Når jeg ser tilbage på mine år i Jehovas tjeneste, glæder jeg mig over at se hvordan Jehova har velsignet arbejdet i alle landene i det tidligere Jugoslavien.

[Ramme/​illustration på side 176, 177]

„I morgen kan alt se lysere ud“

IVICA ZEMLJAN

FØDT 1948

DØBT 1961

PROFIL Han blev fængslet fem gange fordi han forblev neutral. Senere har han tjent som kredstilsynsmand i weekenderne, og i dag virker han som ældste i en menighed i Zagreb.

MINE forældre var begge Jehovas Vidner, og vi talte meget om sandheden derhjemme. Da jeg blev indkaldt til militærtjeneste, mødte jeg op og sagde at jeg havde noget vigtigt at sige. Efter at jeg havde redegjort for mit neutrale standpunkt, blev jeg stillet for en domstol og idømt ni måneders fængsel. Ved min løsladelse havde jeg allerede modtaget endnu en indkaldelse til at gøre militærtjeneste. Jeg blev igen stillet for en domstol, og denne gang fik jeg en straf på ét års fængsel. Da jeg blev løsladt, havde jeg modtaget en tredje indkaldelse, og jeg blev igen stillet for en dommer. Denne gang lød dommen på 15 måneders fængsel. Den fjerde gang blev jeg idømt 20 måneders fængsel; og den femte gang to år — tilsammen har jeg siddet mere end seks år i fængsel. Dette fandt sted mellem 1966 og 1980.

To gange blev jeg sendt til fangeøen Goli Otok i Adriaterhavet. Det var et sted for politiske fanger, og jeg blev behandlet som dem. Vores arbejde bestod i at „fylde havet“. Vi bar sten i trækasser fra den ene ende af øen til den anden og smed stenene i havet. Hver kasse med sten vejede over 100 kilo. Bagefter gik vi tilbage for igen at fylde kasserne med sten, og dette meningsløse arbejde udførte vi hele dagen igennem.

Da jeg ankom for anden gang til Goli Otok, var det skik og brug at hver nyankommen fange blev sat i isolationscelle i en måned. Det var frygteligt at blive spærret inde helt mutters alene. Jeg havde aldrig før bedt så meget som i den periode. Jeg ejede ikke nogen bibel eller bibelske publikationer. Det var rigtig hårdt for mig at være totalt isoleret. Den eneste opmuntring jeg fik, var et brev fra mine forældre. Men det var på det tidspunkt at jeg forstod hvad der ligger i apostelen Paulus’ ord: „Når jeg er svag, så er jeg stærk.“ (2 Kor. 12:10) Jeg var både lykkelig og styrket da jeg blev løsladt og derefter fandt et arbejde.

I et andet fængsel var det et krav at jeg skulle gå til en psykolog. Denne mand var meget grov over for mig og brugte krænkende ord. Han råbte ad mig og sagde blandt andet at jeg var unormal. Jeg fik ikke lov til at sige noget til mit forsvar. Den næste dag kaldte den samme psykolog mig ind til sig og sagde i et helt andet tonefald: „Jeg har tænkt på dig, og jeg mener ikke at dette fængsel er det rette sted for dig. Jeg vil finde et arbejde til dig uden for fængselet.“ Det kom bag på mig at han rent faktisk gjorde det. Jeg er ikke klar over hvad der fik ham på andre tanker, men det viste mig at vi ikke skal blive bange eller mene at der ikke er nogen udvej. I morgen kan alt se lysere ud. Jeg er taknemmelig mod Jehova for alle disse oplevelser som har givet mig et nærmere forhold til ham.

[Ramme/​illustration på side 179]

’Er det tilladt at folk taler om fodbold?’

HENRIK KOVAČIĆ

FØDT 1944

DØBT 1962

PROFIL Han har tjent som rejsende tilsynsmand i weekenderne i 1973, og fra 1974 til 1976 fik han til opgave at virke som kredstilsynsmand på heltidsbasis. Han er nu medlem af afdelings- kontorets udvalg i Kroatien.

VI VIDSTE aldrig om vi kom hjem fra tjenesten, og vi blev ofte arresteret og forhørt af politiet. Mange havde forkerte opfattelser af vores arbejde.

Engang fik jeg at vide på en politistation at vi kun havde tilladelse til at tale om Gud på steder der var indregistrerede til det formål, og ikke på gader eller fra hus til hus. Jeg opsendte en kort bøn til Jehova, ligesom Nehemias, og bad ham hjælpe mig til at finde de rigtige ord. Derefter spurgte jeg ham der forhørte mig: „Er det kun tilladt at folk her taler om fodbold når de er på stadionet, eller er det også tilladt andre steder?“ Han svarede at folk har lov til at tale om fodbold hvor som helst. Derpå sagde jeg: „Så har man vel også lov til at tale om Gud hvor som helst, ikke bare i en kirke eller i en bygning hvor man tilbeder Gud.“ Forhøret stod på i fem timer, men min forkyndermakker og jeg blev løsladt.

Når min kone, Ana, og jeg ser tilbage på vores 40 års tjeneste, kan vi oprigtigt sige at vi ikke ville have byttet den for noget som helst. Vi har sammen haft den forret at hjælpe næsten 70 mennesker til at lære sandheden at kende. Enhver opgave som Jehova giver os, kan kun berige vores liv.

[Ramme/​illustration på side 195, 196]

Vi lovede at vende tilbage

HALIM CURI

FØDT 1968

DØBT 1988

PROFIL Han hjalp med at organisere og fordele nødhjælp i Sarajevo. Han tjener nu som ældste og er medlem af Kontaktudvalg til Hospitaler. Desuden er han juridisk repræsentant for Jehovas Vidner i Bosnien-​Hercegovina.

I 1992 var Sarajevo under belejring. Når vi ikke modtog ny litteratur, studerede vi nogle ældre blade. Ved hjælp af en gammel skrivemaskine afskrev brødrene tilgængelige studieartikler. Vi var kun 52 forkyndere, men der kom over 200 til møderne, og vi ledede cirka 240 bibelstudier.

I november 1993, mens krigen var på sit højeste, blev vores datter, Arijana, født. Det var en vanskelig tid at sætte børn i verden på. Nogle gange havde vi hverken rindende vand eller elektricitet flere uger i træk. Vi brugte møbler som brændsel, og når vi skulle til møde, måtte vi gennem områder hvor det var farligt at færdes. Snigskytter skød på alle og enhver, så vi måtte løbe når vi skulle over visse gader og forbi barrikader.

En dag hvor alt virkede roligt, var min kone, vores lille datter, broder Dražen Radišić og jeg på vej hjem fra et møde da lyden af maskingeværsalver pludselig brød stilheden. Vi lagde os ned på gaden, men jeg blev ramt af en kugle i maven. Smerten var meget voldsom. Mange havde fra deres vinduer set hvad der var sket, og nogle modige unge mænd kom løbende ud af husene for at bringe os i sikkerhed. I en fart blev jeg kørt til hospitalet, hvor de straks ville give mig blodtransfusion. Jeg forklarede lægen at det var imod min samvittighed at få blod. De tilskyndede mig på det kraftigste til at tage mit standpunkt op til fornyet overvejelse, men jeg stod fast på min beslutning og var parat til at tage konsekvenserne. De opererede mig alligevel — i to og en halv time — og jeg kom mig uden at have fået blod.

Efter operationen havde jeg brug for rekreation, hvilket var umuligt på grund af krigen. Vi besluttede os for at besøge vores familie i Østrig. Men den eneste vej ud af Sarajevo var gennem en tunnel under lufthavnen. Tunnelen var 900 meter lang og cirka 1,2 meter høj. Min kone bar vores lille datter, og jeg prøvede at bære vores bagage. Men fordi jeg lige var blevet opereret, måtte hun hjælpe mig.

Det er svært at beskrive hvor glade vi var for at være i Østrig. Da vi forlod Sarajevo, havde vi imidlertid lovet vores brødre og Jehova at vi ville vende tilbage. Det var meget svært for os at forlade familien i Østrig, især min mor. Vi fortalte at vi havde lovet Gud at vi ville vende tilbage til Sarajevo hvis han hjalp os med at komme ud af landet og komme lidt til kræfter. Hvordan kunne vi så sige til Gud: „Tak fordi du hjalp os til at komme hertil. Vi nyder virkelig at være her, og nu vil vi gerne blive“? Desuden havde brødrene i Sarajevo brug for os. Under alt dette var min kone, Amra, en stor støtte.

I december 1994 kom vi igen til tunnelen i Sarajevo. Men denne gang gik vi ind i byen. Da folk så os vende tilbage gennem tunnelen, spurgte de: „Hvad er det I gør? Alle prøver at komme ud, og I vender tilbage til den belejrede by.“ Ord er fattige når jeg skal beskrive det vidunderlige gensyn vi havde med vores brødre i rigssalen i Sarajevo. Vi har aldrig fortrudt at vi vendte tilbage.

[Ramme på side 210]

Kroatiens øer

Ud for Kroatiens 1778 kilometer lange kystlinje ligger mere end 1000 øer, hvoraf cirka 50 er beboede. Øerne varierer i størrelse fra lidt over en kvadratkilometer til 400 kvadratkilometer.

Øboerne er hovedsagelig beskæftiget med at fiske, dyrke oliventræer, passe vinmarker og arbejde i deres haver. Kornati Nationalpark, et øhav med 140 øer og undersøiske rev, byder på fantastiske dykkeroplevelser. Lokalbefolkningen på Krapanj og Zlarin dykker efter koraller og svampe. På øen Hvar dyrkes der lavendler, og der fremstilles honning og rosmarinolie. Beboerne på den ufrugtbare ø Pag producerer en højt skattet ost fremstillet af mælk fra de hårdføre får der lever af de planter og det saltholdige græs som findes på øen.

Jehovas Vidner gør en særlig indsats for at nå ud til alle indbyggerne. Nogle behøver kun at benytte en bro for at komme ud til en ø, mens andre må tage en færge. Jehovas Vidner elsker at organisere kampagner hvor hele grupper tilbringer et par dage på en ø for at forkynde. Det kan dog være en udfordring at tale med øboerne, for de har udviklet en særegen dialekt som kan være svær at forstå for dem der kommer fra fastlandet.

Øboerne tager godt imod den gode nyhed, og på øen Korčula er der en menighed på 52 forkyndere. Fordi menigheden ligger så isoleret, er det en udfordring for talere at komme ud til øen for at holde offentlige foredrag. Men det at de kommer, hjælper denne isolerede menighed til at forblive forenet med det verdensomspændende brodersamfund. — 1 Pet. 5:9.

[Ramme/​illustration på side 224]

„Jeg mødte op i fængselet 11 dage for tidligt“

PAVLINA BOGOEVSKA

FØDT 1938

DØBT 1972

PROFIL Hun begyndte som pioner i 1975, og i 1977 blev hun den første specialpioner i Makedonien. Hun har hjulpet 80 til at lære sandheden at kende.

NÅR jeg forkyndte, skete det mange gange at folk meldte mig til politiet. Jeg blev taget med til politistationen, hvor jeg blev afhørt — nogle gange i timevis. Ofte fik jeg en bøde. I retten blev jeg falskeligt anklaget for at være en politisk fjende af staten der spredte vestlig propaganda. Engang fik jeg en dom på 20 dages fængsel, og en anden gang lød dommen på 30 dage.

Afsoningen af min fængselsstraf på 20 dage ville overlappe de dage hvor vi skulle have vores områdestævne. Jeg bad retten om lov til at udskyde afsoningen, men det blev afvist, så jeg besluttede at møde op i fængselet 11 dage for tidligt. Det kom helt bag på fængselsbetjentene. De kunne simpelt hen ikke fatte at nogen ville ønske at komme i fængsel så hurtigt som muligt. Jeg fik mulighed for at forkynde for dem, og de lovede at gøre alt hvad de kunne, for at tage sig af mig. Elleve dage senere kom en politibetjent til fængselet for at se om jeg var mødt op. Han blev noget forbavset da fængselsbetjentene fortalte ham at jeg allerede havde været indespærret i 11 dage. Enden på det hele blev at jeg kunne overvære områdestævnet.

[Ramme/​illustration på side 232]

’De gav det bedste de havde’

ŠANDOR PALFI

FØDT 1933

DØBT 1964

PROFIL Hans forældre lærte sandheden at kende i en af partisanernes lejre kort efter den anden verdenskrig. Han tjente som rejsende tilsynsmand i weekenderne og er nu medlem af landsudvalget i Serbien.

EFTERSOM min familie stammer fra Ungarn, blev vi sendt til en af partisanernes lejre i en kort periode. Det kom der dog noget positivt ud af, for mine forældre lærte sandheden at kende dér. Bibelens budskab sagde mig ikke så meget som teenager. Men i et par år boede Franz Brand i vores hus, og han havde en stor indvirkning på mig. Han spurgte mig om jeg ville oversætte en ungarsk publikation til serbisk. Jeg troede at jeg hjalp ham da jeg sagde ja, men senere fandt jeg ud af at det ikke var nødvendigt at oversætte den; han ville blot sikre sig at jeg læste publikationen. Hans taktik lykkedes, og nogen tid senere, i 1964, blev jeg døbt.

En af mine største glæder har været at tjene som rejsende tilsynsmand. Det var ikke altid let, for brødrene havde ikke meget at gøre godt med. Når jeg overnattede hos en familie, sov vi mange gange i samme rum. Men det har været alle ofrene værd. Det var skønt at se brødrenes glæde. De så ivrigt frem til mit besøg, og de var parate til at give det bedste de havde. Hvordan kunne jeg være andet end taknemmelig?

[Ramme/​illustration på side 236, 237]

„Hvor kan jeg finde de mennesker?“

AGRON BASHOTA

FØDT 1973

DØBT 2002

PROFIL Han var soldat i Kosovos Befrielseshær og virker nu som pioner og menighedstjener.

DE FRYGTELIGE ting jeg så under krigen, for eksempel at små børn blev myrdet, fik mig til at drage den konklusion at der ikke findes en Gud. ’Hvis han er til,’ tænkte jeg, ’hvorfor gør han så ikke noget ved alt det forfærdelige der sker?’ Min tro på Gud fik yderligere et knæk da jeg så at muslimske religiøse ledere støttede krigen mod serberne. Før krigen begyndte, var jeg muslim; men hen mod slutningen af den var jeg blevet ateist og havde sluttet mig til Kosovos Befrielseshær. Mange så op til mig, og jeg fik en del forrettigheder efter blot at have været i denne organisation i kort tid. Det gjorde at jeg blev aggressiv og stolt, for uanset hvilken befaling jeg gav, blev den adlydt.

Desværre opførte jeg mig på samme måde over for min kone, Merita. Jeg mente at hun skulle gøre som jeg sagde, og altid adlyde mine ordrer. Min kone havde haft kontakt med Jehovas Vidner under krigen og havde stadig noget af deres litteratur. En aften inden hun gik i seng, sagde hun: „Tag og læs det her. Det handler om Gud.“ Jeg var rasende over at hun troede at hun kunne lære mig noget om Gud. Merita ønskede ikke at bære ved til bålet, så hun gik ind i soveværelset og lagde sig til at sove.

Da jeg nu sad for mig selv, besluttede jeg at læse brochuren Hvad kræver Gud af os? Bagefter gik jeg i gang med brochuren Sand hengivelse til Gud og hans vilje — nu. Som muslim var jeg overrasket over at den citerede fra Koranen. Derefter læste jeg nogle numre af bladene Vagttårnet og Vågn op! Senere på aftenen gik jeg ind og vækkede min kone og spurgte hende: „Hvem har givet dig det her? Hvor kan jeg finde de mennesker?“

Det jeg læste, gjorde et stort indtryk på mig, men min kone var skeptisk og bange for hvad jeg kunne finde på. Alligevel ringede vi den aften til et af Jehovas Vidner og fandt ud af hvor og hvornår de holdt deres møder. Den næste formiddag tog vi til et møde. Jeg var meget imponeret over hvor venlige og imødekommende brødrene var. Jeg havde ikke forestillet mig at der fandtes sådanne mennesker. Jeg kunne straks se at de var anderledes. I løbet af mødet opstod der et spørgsmål hos mig, og jeg kunne næsten ikke vente med at få det besvaret. Jeg rakte endda hånden i vejret for at få lov til at stille det. Jeg var meget opsat på at tale med de ældste, og det gjorde dem lidt nervøse. De har sikkert åndet lettet op da de blev klar over at jeg blot ønskede at vide hvad jeg skulle gøre for at blive et af Jehovas Vidner!

Samme dag begyndte jeg at studere Bibelen. Der var mange ting ved min personlighed jeg ønskede at ændre, og det var ikke let. Jeg ville gerne holde op med at ryge og afbryde kontakten til mine tidligere venner. Ved hjælp af bøn og regelmæssig mødedeltagelse kom jeg til det punkt hvor jeg tog afstand fra min tidligere levevis og begyndte at iføre mig den nye personlighed. Sandheden har virkelig gjort en stor forskel i mit og min families liv. Min kone og jeg er nu pionerer, og i 2006 blev jeg udnævnt som menighedstjener. Nu kan jeg hjælpe andre til at forstå hvorfor mennesker lider, og hvordan Jehova snart vil løse alle vores problemer.

[Illustration på side 249, 250]

„Det var som om Jehova blindede dem“

JANEZ NOVAK

FØDT 1964

DØBT 1983

PROFIL Han tilbragte tre år i fængsel på grund af sin tro og er nu medlem af afdelingskontorets udvalg i Slovenien.

I DECEMBER 1984 fik jeg gentagne gange besked fra de militære myndigheder om at jeg skulle melde mig til hæren. Da de satte indkaldelsen op på min dør og truede med at militærpolitiet ville hente mig, besluttede jeg at møde op på kasernen for at forklare mit standpunkt. De accepterede ikke min forklaring og ville gøre alt hvad der stod i deres magt, for at få mig til at blive soldat. De ragede mig skaldet, fjernede mit civile tøj og gav mig en soldateruniform. Da jeg ikke ville tage uniformen på, gav de mig den på med magt og placerede en pen i min hånd og prøvede at tvinge mig til at skrive under på at jeg ville være soldat. Jeg nægtede at gøre det.

Jeg nægtede også at tage del i aktiviteter som morgeneksercitsen og flaghilsenen. Da fire soldater bragte mig til eksercerpladsen og beordrede mig til at gøre øvelserne, løftede jeg ikke hænderne. De prøvede at løfte mine hænder indtil de indså hvor tåbeligt det var. De sigtede på mig med en riffel og truede med at dræbe mig. Nogle gange prøvede de at lokke mig ved at tilbyde mig kaffe og kage.

Min standhaftighed fik nogle af dem til at råbe op. Andre blev rasende da jeg nægtede at spytte på et billede af marskal Tito som de holdt op foran mit ansigt. Efter nogle dage prøvede de at få mig til at bære våben, men det afslog jeg også. Det blev betragtet som en militær overtrædelse, og jeg blev holdt indespærret på kasernen i en måned. Derefter tilbragte jeg nogle uger i en fængselscelle i Zagreb, Kroatien, mens jeg ventede på dommen. Der brændte et rødt lys i cellen hele natten, og kun hvis den der havde vagt, var i godt humør, fik jeg lov til at gå på toilettet.

Endelig fik jeg min dom, som lød på tre års fængsel på øen Goli Otok i Adriaterhavet. Her blev de værste fanger sendt hen. De sendte mig til dette fængsel, der var kendt for vold mellem de indsatte, med håndjern på fordi jeg ikke ville slås. Jeg mødte her fire andre Jehovas Vidner som var i fængsel på grund af deres neutrale standpunkt.

Vi måtte ikke medbringe en bibel eller noget som helst af vores bibelske litteratur. Men der var allerede en bibel i fængselet. Min familie sendte mig Vagttårnet i en kasse med falsk bund. Vagterne opdagede aldrig publikationerne og fandt aldrig ud af at vi holdt kristne møder. Når vagterne kom ind, lå publikationerne nogle gange lige foran dem, men det var som om Jehova blindede dem, for de lagde ikke mærke til noget.

Efter et år blev jeg flyttet til Slovenien for at afsone det sidste af min straf dér. Jeg blev gift med Rahela mens jeg stadig var i fængsel. Da jeg omsider blev løsladt, begyndte jeg som pioner sammen med min kone, og siden 1993 har vi tjent på Betel i Slovenien.

[Oversigt/​grafisk fremstilling på side 244, 245]

KRONOLOGISK OVERSIGT — Landene i det tidligere Jugoslavien

1920’erne En lille gruppe holder møder i Maribor, Slovenien, for at drøfte Bibelen.

1930’erne Tysktalende pionerer sendes til Jugoslavien.

1935 Der oprettes et afdelingskontor i Beograd, Serbien, som kan føre tilsyn med arbejdet

1940

1941 Den tyske hær invaderer landet, hvilket resulterer i hård forfølgelse.

1950

1953 Jehovas Vidner bliver juridisk anerkendt, men hus til hus-forkyndelsen er underlagt begrænsninger.

1960

1969 Et internationalt stævne bliver holdt på dette stadion i Nürnberg.

1970

1990

1991 Det første internationale stævne holdes i Zagreb, Kroatien. De første gileaduddannede missionærer ankommer. Der oprettes et kontor i Slovenien som afdelingskontoret i Østrig fører tilsyn med. Der udbryder krig.

1993 Jehovas Vidner bliver indregistreret i Makedonien.

1994 Der oprettes et Kontaktudvalg til Hospitaler i Slovenien.

2000

2003 Jehovas Vidner bliver juridisk anerkendt i Kroatien. Et nyt betelhjem i Makedonien indvies.

2004 Ny Verden-Oversættelsen af De Kristne Græske Skrifter udkommer på slovensk.

2006 Et nyt afdelingskontor i Slovenien bliver indviet. Hele Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter udkommer på kroatisk, serbisk og makedonsk. En kinesisk gruppe oprettes i Beograd, Serbien.

2007 For første gang holdes der et særforedrag på romani i Makedonien. Den første publikation på romani bliver udgivet.

2010

[Grafisk fremstilling]

(Se publikationen)

Forkyndere i alt

Pionerer i alt

14.000

10.500

7000

3500

1940 1950 1960 1970 1990 2000 2010

[Kort på side 147]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

TJEKKIET

ØSTRIG

WIEN

SLOVAKIET

BRATISLAVA

UNGARN

BUDAPEST

RUMÆNIEN

BULGARIEN

GRÆKENLAND

ALBANIEN

TIRANA

DET JONISKE HAV

ITALIEN

ADRIATERHAVET

DET TIDLIGERE JUGOSLAVIEN

SLOVENIEN

LJUBLJANA

Maribor

Kamnik

KROATIEN

ZAGREB

SLAVONIEN

Osijek

Vukovar

Vinkovci

Privlaka

Jasenovac

Šibenik

Split

DEN DALMATISKE KYST

Goli Otok

Pag

Kornat

Zlarin

Krapanj

Hvar

Korčula

BOSNIEN-HERCEGOVINA

SARAJEVO

Bihać

Banja Luka

Tuzla

Travnik

Zenica

Vareš

Mostar

SERBIEN

BEOGRAD

VOJVODINA

Bor

MONTENEGRO

PODGORICA

Nikšić

Herceg-Novi

Tara

Shkodrasøen

KOSOVO

Peć

Priština

MAKEDONIEN

SKOPJE

Tetovo

Kočani

Štip

Kičevo

Strumica

Resen

Bemærk: De Forenede Nationer har meddelt at „Kosovo i februar [2008] erklærede sig uafhængigt af Serbien“. Med henblik på at løse striden angående Kosovos politiske status søger FN’s generalforsamling at få „en vurdering fra Den Internationale Domstol“.

[Helsides illustration på side 142]

[Illustration på side 145]

Franz Brand

[Illustrationer på side 146]

Rudolf Kalle og en af hans skrivemaskiner

[Illustration på side 149]

En lejet lastvogn benyttes i forkyndelsen i Slovenien

[Illustration på side 154]

De første pionerer stod over for mange udfordringer

[Illustration på side 157]

Alfred og Frida Tuček med deres cykler

[Illustration på side 158]

Rudolf Kalle foran Betel i Beograd, Serbien

[Illustrationer på side 168]

Franc Drozg og en kopi af hans brev

[Illustration på side 180]

Til højre: Stalden der blev omdannet til rigssal i Ljubljana, Slovenien

[Illustration på side 180]

Nederst: En af de første rigssale i Zagreb, Kroatien

[Illustration på side 182]

Stojan Bogatinov

[Illustrationer på side 184, 185]

Baggrund: Det internationale stævne i 1969 med temaet „Fred på jorden“, Nürnberg; til venstre: et tog med delegerede fra Jugoslavien; til højre: Nathan Knorr

[Illustration på side 188]

Ðuro Landić

[Illustrationer på side 192]

Milton Henschel holder foredrag; dåbshandlinger ved det internationale stævne i 1991 med temaet „Venner af gudgiven frihed“ i Zagreb, Kroatien

[Illustration på side 197]

Ljiljana med sine døtre

[Illustrationer på side 199]

Nødforsyninger kom med lastbil fra Østrig

[Illustration på side 200]

Familien Ðorem, 1991

[Illustration på side 204]

Dåb i en fiskebalje i Zenica, 1994

[Illustrationer på side 209]

Nødhjælpsforsyninger blev oplagret i Zagreb, Kroatien

[Illustration på side 215]

Elke og Heinz Polach

[Illustrationer på side 216]

Afdelingskontorets udvalg i Kroatien; afdelingskontoret

[Illustration på side 228]

Der bringes nødhjælp ud i Bosnien

[Illustrationer på side 233]

Landsudvalget i Serbien; Betels bygninger i Beograd

[Illustration på side 235]

Saliu Abazi

[Illustrationer på side 243]

Der forkyndes i Podgorica; rigssal i Podgorica

[Illustration på side 247]

Den gamle by Piran, Slovenien

[Illustration på side 251]

Det tidligere afdelingskontor i Ljubljana, Slovenien, 2002

[Illustration på side 253]

Afdelingskontoret i Kamnik, Slovenien, 2006

[Illustration på side 254]

Afdelingskontorets udvalg i Slovenien