ANDEN KONGEBOG

1 Efter Akabs død gjorde Moab+ oprør mod Israel.

2 Omkring det tidspunkt faldt Akazja ned gennem gitteret i sit tagkammer i Samaria og kom til skade. Han sendte så nogle sendebud afsted og sagde til dem: “Gå hen og spørg Baal-Zebub, Ekrons+ gud, om jeg kommer mig efter skaden.”+ 3 Men Jehovas engel sagde til Elias*+ fra Tishbe: “Rejs dig, gå hen og mød Samarias konges sendebud og sig til dem: ‘Hvorfor er I på vej hen for at rådspørge Baal-Zebub, Ekrons gud?+ Er det fordi der ikke er nogen Gud i Israel? 4 Derfor siger Jehova: “Du kommer ikke ud af den seng du ligger i, for du skal dø.”’” Så gik Elias.

5 Da sendebuddene kom tilbage til kongen, sagde han straks til dem: “Hvorfor er I allerede tilbage?” 6 De sagde til ham: “Der kom en mand for at møde os, og han sagde: ‘Gå, vend tilbage til kongen som har sendt jer, og sig til ham: “Jehova siger: ‘Hvorfor sender du bud for at rådspørge Baal-Zebub, Ekrons gud? Er det fordi der ikke er nogen Gud i Israel? Derfor kommer du ikke ud af den seng du ligger i, for du skal dø.’”’”+ 7 Han spurgte dem: “Hvordan så den mand ud der kom for at møde jer, og som sagde sådan til jer?” 8 De svarede: “Det var en mand der havde en klædning af dyrehår,+ og han havde et læderbælte spændt om livet.”+ Straks sagde han: “Det er Elias fra Tishbe.”

9 Kongen sendte nu en der var anfører for 50, afsted til Elias, med hans 50 mand. Han gik op til Elias, der sad på toppen af bjerget, og sagde til ham: “Sande Guds mand,+ kongen siger: ‘Kom ned!’” 10 Men Elias svarede ham der var anfører for de 50: “Hvis jeg er en Guds mand, så lad ild komme ned fra himlen+ og fortære dig og dine 50 mand.” Og der kom ild ned fra himlen og fortærede ham og hans 50 mand.

11 Så sendte kongen en anden anfører afsted, med hans 50 mand. Da han var nået frem, sagde han til ham: “Sande Guds mand, kongen siger: ‘Kom straks ned.’” 12 Men Elias svarede: “Hvis jeg er den sande Guds mand, så lad ild komme ned fra himlen og fortære dig og dine 50 mand.” Og der kom ild fra Gud ned fra himlen og fortærede ham og hans 50 mand.

13 Kongen sendte så en tredje anfører afsted, med hans 50 mand. Men den tredje anfører gik op og faldt på knæ foran Elias og bad om barmhjertighed og sagde til ham: “Sande Guds mand, må mit liv og dine 50 tjeneres liv være værdifulde i dine øjne. 14 De to tidligere anførere og deres grupper på 50 mand blev fortæret af ild der kom ned fra himlen, men lad nu mit liv være værdifuldt i dine øjne.”

15 Så sagde Jehovas engel til Elias: “Gå ned sammen med ham. Vær ikke bange for ham.” Så rejste han sig og gik med ham ned til kongen. 16 Elias sagde så til kongen: “Jehova siger: ‘Du har sendt bud for at rådspørge Baal-Zebub, Ekrons+ gud. Er det fordi der ikke er nogen Gud i Israel?+ Hvorfor spurgte du ikke efter hans ord? Derfor kommer du ikke ud af den seng du ligger i, for du skal dø.’” 17 Han døde så, præcis som Jehova havde sagt gennem Elias. Han havde ikke nogen søn, så hans bror Joram*+ blev konge efter ham. Det blev han i det andet år hvor Joram,+ Joshafats søn, var konge i Juda.

18 Resten af Akazjas historie,+ det han gjorde, er nedskrevet i bogen med Israels kongers historie.

2 Dengang Jehova ville tage Elias+ op til himlen i et stormvejr,+ tog Elias og Elisa+ afsted fra Gilgal.+ 2 Elias sagde til Elisa: “Bliv her, for Jehova har sendt mig til Betel.” Men Elisa sagde: “Så sandt Jehova lever, og så sandt du lever: Jeg forlader dig ikke.” De gik så ned til Betel.+ 3 Profetsønnerne* i Betel kom ud til Elisa og sagde til ham: “Ved du at Jehova i dag vil tage din herre og dit overhoved fra dig?”+ Til det sagde han: “Jeg ved det godt. Tal ikke om det.”

4 Elias sagde nu til ham: “Elisa, bliv her, for Jehova har sendt mig til Jeriko.”+ Men han sagde: “Så sandt Jehova lever, og så sandt du lever: Jeg forlader dig ikke.” De kom så til Jeriko. 5 Profetsønnerne i Jeriko kom hen til Elisa og sagde til ham: “Ved du at Jehova i dag vil tage din herre og dit overhoved fra dig?” Til det sagde han: “Jeg ved det godt. Tal ikke om det.”

6 Elias sagde så til ham: “Bliv her, for Jehova har sendt mig til Jordanfloden.” Men han sagde: “Så sandt Jehova lever, og så sandt du lever: Jeg forlader dig ikke.” De gik så begge videre. 7 Og 50 af profetsønnerne fulgte også med. De blev stående på afstand og betragtede de to der stod ved Jordanfloden. 8 Så tog Elias sin embedsklædning+ og rullede den sammen og slog på vandet med den, og det delte sig til venstre og til højre, og de gik begge over på tør bund.+

9 Så snart de var kommet over, sagde Elias til Elisa: “Fortæl mig hvad du ønsker at jeg skal gøre for dig før jeg bliver taget bort fra dig.” Så sagde Elisa: “Må jeg ikke nok få en dobbelt del*+ af din ånd?”+ 10 Han svarede: “Du har bedt om noget der er vanskeligt. Hvis du ser mig blive taget bort fra dig, får du det du har bedt om; hvis du ikke ser det, får du det ikke.”

11 Mens de gik videre og talte sammen, blev de pludselig skilt fra hinanden af en stridsvogn af ild og heste af ild,+ og Elias steg op til himlen i stormvejret.+ 12 Elisa så det og råbte: “Min far, min far! Israels stridsvogn og rytteri!”+ Da han ikke længere kunne se ham, greb han fat i sine klæder og rev dem i to stykker.+ 13 Derefter samlede han embedsklædningen+ op, der var faldet af Elias, og gik tilbage og stillede sig ved Jordanflodens bred. 14 Så tog han embedsklædningen der var faldet af Elias, og slog på vandet med den og sagde: “Hvor er Jehova, Elias’ Gud?” Da han slog på vandet, delte det sig til venstre og til højre, og Elisa gik over.+

15 Profetsønnerne i Jeriko så ham på afstand og sagde: “Elias’ ånd er kommet over Elisa.”+ De gik ham i møde og bøjede sig til jorden for ham. 16 De sagde til ham: “Der er 50 dygtige mænd blandt dine tjenere. Lad dem tage ud og lede efter din herre. Måske har Jehovas ånd* løftet ham op og kastet ham på et af bjergene eller i en af dalene.”+ Men han sagde: “Send dem ikke afsted.” 17 De blev dog ved med at prøve at overtale ham indtil han syntes at det var pinligt, og han sagde: “Send dem afsted.” De sendte så 50 mand afsted, og de ledte i tre dage uden at finde ham. 18 Da de kom tilbage til Elisa, var han stadig i Jeriko.+ Han sagde til dem: “Sagde jeg ikke til jer at I ikke skulle tage afsted?”

19 Senere sagde mændene i byen til Elisa: “Herre, som du kan se, har byen en god beliggenhed,+ men vandet er dårligt, og landet er ufrugtbart.”* 20 Han sagde: “Hent en lille ny skål til mig og kom salt i den.” De hentede så en skål til ham. 21 Så gik han ud til kilden som vandet kom fra, kastede saltet i den+ og sagde: “Sådan siger Jehova: ‘Jeg har gjort dette vand sundt. Det skal aldrig mere være årsag til død og ufrugtbarhed.’”* 22 Og vandet har været sundt lige siden. Det gik sådan som Elisa havde sagt.

23 Derfra gik han op til Betel. Mens han gik på vejen, kom der nogle smådrenge ud af byen, og de begyndte at gøre nar af ham.+ De blev ved med at sige: “Gå derop, din skaldepande! Gå derop, din skaldepande!” 24 Til sidst vendte han sig om, kiggede på dem og nedkaldte ondt over dem i Jehovas navn. I det samme kom to hunbjørne+ ud fra skoven og flåede 42 af børnene ihjel.+ 25 Derfra gik han videre til Karmels Bjerg+ og vendte så tilbage til Samaria.

3 Joram,+ Akabs søn, blev konge over Israel i Samaria i kong Joshafat af Judas 18. år, og han regerede i 12 år. 2 Han gjorde det der var ondt i Jehovas øjne, men ikke i samme grad som sin far og sin mor, for han fjernede den hellige Baal-støtte som hans far havde lavet.+ 3 Imidlertid holdt han fast ved de synder som Jeroboam, Nebats søn, havde fået Israel til at begå.+ Han vendte sig ikke fra dem.

4 Kong Mesha af Moab var fåreavler, og han plejede at betale 100.000 lam og 100.000 uklippede væddere i afgift til Israels konge. 5 Så snart Akab døde,+ gjorde Moabs konge oprør mod Israels konge.+ 6 Den dag drog kong Joram ud fra Samaria og mønstrede hele Israel. 7 Han sendte også bud til kong Joshafat af Juda og sagde: “Moabs konge har gjort oprør mod mig. Vil du gå med mig i krig mod Moab?” Til det sagde han: “Jeg tager med.+ Jeg er som dig. Mine folk er dine folk. Mine heste er dine heste.”+ 8 Han spurgte så: “Hvilken vej skal vi gå?” Han svarede: “Den vej der går gennem Edoms ørken.”

9 Israels konge tog så afsted sammen med Judas konge og Edoms+ konge. Da de havde vandret omkring i syv dage, var der ikke mere vand til lejren og til de dyr de havde med. 10 Israels konge sagde: “Hvor er det forfærdeligt at Jehova har tilkaldt os tre konger bare for at overgive os til Moab!” 11 Joshafat sagde så: “Er der ikke en af Jehovas profeter her? Så kan vi spørge Jehova gennem ham.”+ En af Israels konges tjenere sagde: “Der er Elisa,+ Shafats søn, ham der var Elias’ tjener.”*+ 12 Til det sagde Joshafat: “Ham taler Jehova gennem.” Israels konge og Joshafat og Edoms konge gik så ned til ham.

13 Elisa sagde til Israels konge: “Hvad har jeg med dig at gøre?*+ Gå til din fars profeter og til din mors profeter.”+ Men Israels konge sagde til ham: “Nej, for det er Jehova der har tilkaldt os tre konger for at overgive os til Moab.” 14 Til det sagde Elisa: “Så sandt Hærstyrkers Gud, Jehova, lever, ham jeg tjener:* Hvis ikke jeg havde respekt for kong Joshafat+ af Juda, ville jeg hverken se på dig eller værdige dig et blik.+ 15 Hent en der kan spille på harpe.”*+ Så snart harpespilleren begyndte at spille, kom Jehovas ånd* over Elisa.+ 16 Han sagde: “Sådan siger Jehova: ‘Grav grøft efter grøft i denne dal,* 17 for Jehova siger: “I vil ikke se blæst, og I vil ikke se regn. Alligevel vil denne dal* blive fyldt med vand,+ og I og jeres kvæg og jeres andre dyr skal drikke af det.”’ 18 Men det vil være en let sag i Jehovas øjne,+ og han vil endda overgive Moab til jer.+ 19 I skal indtage alle befæstede byer+ og alle vigtige byer, og I skal fælde alle gode træer, tilstoppe alle vandkilder og gøre ethvert godt stykke jord ubrugeligt med sten.”+

20 Om morgenen, på det tidspunkt man ofrede kornofret,+ strømmede der pludselig vand i retning fra Edom, og dalen blev fyldt med vand.

21 Alle moabitterne hørte at kongerne var draget op for at kæmpe mod dem, så de tilkaldte alle de mænd der kunne bære våben,* og de tog opstilling ved grænsen. 22 Da de stod op tidligt om morgenen, skinnede solen på vandet, og for moabitterne der stod på den modsatte side, lignede vandet rødt blod. 23 De sagde: “Det er blod! Kongerne har sikkert slagtet hinanden med sværdet. Så nu til byttet,+ Moab!” 24 Da de kom ind i Israels lejr, gik israelitterne til angreb og slog moabitterne, som flygtede.+ Israelitterne rykkede ind i Moab og dræbte de moabitter de mødte. 25 De rev byerne ned, og hver mand kastede en sten på ethvert godt stykke jord indtil det var fyldt med sten. De tilstoppede alle vandkilder+ og fældede alle gode træer.+ Til sidst var det kun Kir-Haresets+ stenmure der stod tilbage, og slyngekasterne omringede byen og angreb den.

26 Da Moabs konge så at slaget var tabt, tog han 700 mand bevæbnet med sværd med sig for at bryde igennem til Edoms konge,+ men de kunne ikke. 27 Så tog han sin førstefødte søn, som skulle være konge efter ham, og ofrede ham som brændoffer+ på muren. Og vreden mod Israel blev så stor at de trak sig tilbage fra ham og vendte tilbage til deres land.

4 En af profetsønnernes+ hustruer råbte til Elisa og sagde: “Min mand, der var din tjener, er død, og du ved at din tjener havde dyb respekt for* Jehova.+ Nu er kreditoren kommet for at tage mine to børn som trælle.” 2 Elisa sagde til hende: “Hvad kan jeg gøre for dig? Hvad har du i huset?” Hun svarede: “Din tjener har ikke andet i huset end en krukke* olie.”+ 3 Han sagde: “Gå ud og bed alle dine naboer om nogle tomme beholdere, så mange som muligt. 4 Gå så ind og luk døren efter dig og dine sønner. Fyld alle beholderne, og sæt dem til side.” 5 Hun forlod ham så.

Da hun havde lukket døren efter sig og sine sønner, rakte de hende beholderne, og hun blev ved med at hælde op.+ 6 På et tidspunkt var alle beholderne blevet fyldt, og hun sagde til en af sine sønner: “Ræk mig en beholder mere.”+ Men han sagde: “Der er ikke flere.” Så standsede olien.+ 7 Hun gik hen og fortalte det til den sande Guds mand, og han sagde: “Gå ud og sælg olien og betal din gæld, så kan du og dine sønner leve af resten.”

8 En dag gik Elisa til Shunem,+ hvor der boede en fremtrædende kvinde, og hun insisterede på at han skulle spise et måltid hos hende.+ Hver gang han kom forbi, gjorde han ophold der for at spise. 9 Hun sagde til sin mand: “Jeg ved at den mand der plejer at komme forbi her, er en hellig Guds mand. 10 Lad os lave et lille kammer på taget+ og sætte en seng, et bord, en stol og en lampestander til ham. Så kan han bo der når han kommer til os.”+

11 En dag kom han forbi og gik op i tagkammeret og lagde sig. 12 Han sagde til sin medhjælper, Gehazi:+ “Kald på shunemkvinden.”+ Så kaldte han på hende, og hun kom til ham. 13 Han sagde til Gehazi: “Sig til hende: ‘Du har haft alt det besvær for vores skyld.+ Hvad kan jeg gøre for dig?+ Skal jeg lægge et godt ord ind for dig hos kongen+ eller hærføreren?’” Men hun svarede: “Nej, jeg bor blandt mit eget folk.” 14 Elisa sagde: “Hvad kan jeg så gøre for hende?” Gehazi sagde: “Tja, hun har ingen søn,+ og hendes mand er gammel.” 15 Straks sagde han: “Kald på hende.” Så kaldte han på hende, og hun stillede sig i døråbningen. 16 Han sagde til hende: “Ved den her tid til næste år skal du holde en søn+ i dine arme.” Men hun sagde: “Nej, herre, du som er den sande Guds mand. Lyv ikke for din tjener!”

17 Kvinden blev imidlertid gravid, og hun fødte en søn ved samme tid året efter, sådan som Elisa havde fortalt hende. 18 Drengen voksede op, og en dag gik han ud til sin far, der var hos høstfolkene. 19 Han sagde til sin far: “Mit hoved, av, mit hoved!” Så sagde hans far til medhjælperen: “Bær ham hjem til hans mor.” 20 Han bar ham så hjem til hans mor, og drengen sad på skødet af hende indtil middag, og så døde han.+ 21 Hun bar ham op og lagde ham på den sande Guds mands+ seng og lukkede døren og gik. 22 Hun kaldte nu på sin mand og sagde: “Jeg beder dig, send mig en af medhjælperne og et af æslerne så jeg hurtigt kan komme hen til den sande Guds mand og tilbage igen.” 23 Men han sagde: “Hvorfor vil du hen til ham i dag? Det er jo hverken nymåne+ eller sabbat.” Hun svarede: “Det skal du ikke tænke på. Alt er i orden.” 24 Så sadlede hun æslet og sagde til sin medhjælper: “Det skal gå stærkt. Sænk kun farten hvis jeg beder dig om det.”

25 Hun tog så afsted til den sande Guds mand på Karmels Bjerg. Så snart han så hende på afstand, sagde han til sin medhjælper, Gehazi: “Se, der kommer shunemkvinden! 26 Løb hende i møde og spørg hende: ‘Har du det godt? Har din mand det godt? Har barnet det godt?’” Hun svarede: “Vi har det godt.” 27 Da hun kom hen til den sande Guds mand på bjerget, greb hun fat i hans fødder.+ Så gik Gehazi hen for at skubbe hende væk, men den sande Guds mand sagde: “Lad hende være, for hun er dybt fortvivlet,* og Jehova har skjult det for mig og ikke fortalt mig det.” 28 Hun sagde så: “Har jeg bedt min herre om en søn? Sagde jeg ikke: ‘Du må ikke give mig falske forhåbninger’?”+

29 Han sagde straks til Gehazi: “Bind din kjortel op om livet,+ tag min stav i hånden og gå. Hvis du møder nogen, må du ikke hilse på ham, og hvis nogen hilser på dig, må du ikke svare ham. Gå, og læg min stav på drengens ansigt.” 30 Men drengens mor sagde: “Så sandt Jehova lever, og så sandt du lever: Jeg går ingen steder hvis ikke du går med.”+ Så rejste han sig og fulgte med hende. 31 Gehazi gik i forvejen og lagde staven på drengens ansigt, men der kom ikke en lyd, og der var ingen reaktion.+ Han vendte tilbage for at møde Elisa, og han sagde til ham: “Drengen vågnede ikke.”

32 Da Elisa kom ind i huset, lå drengen død på hans seng.+ 33 Han gik ind, lukkede døren og bad til Jehova.+ 34 Så gik han hen til sengen og lagde sig oven på barnet med sin mund over hans mund og sine øjne over hans øjne og sine hænder over hans hænder, og han strakte sig hen over ham, og barnets krop begyndte at blive varm.+ 35 Han gik frem og tilbage i huset, og så gik han hen til sengen og strakte sig over ham igen. Drengen nyste syv gange, og derefter åbnede han øjnene.+ 36 Elisa kaldte på Gehazi og sagde: “Kald på shunemkvinden.” Han kaldte på hende, og hun kom ind til ham. Så sagde han: “Tag din søn.”+ 37 Og hun kom ind og faldt ned for hans fødder og bøjede sig til jorden. Så løftede hun sin søn op og gik ud.

38 Da Elisa vendte tilbage til Gilgal, var der hungersnød i landet.+ Profetsønnerne+ sad foran ham, og han sagde til sin medhjælper:+ “Sæt den store gryde over og kog noget suppe til profetsønnerne.” 39 En af dem gik derfor ud på marken for at samle katostplanter. Han fandt en vild ranke og samlede vilde græskar fra den og fyldte sin kappe. Da han var kommet tilbage, skar han dem i skiver ned i gryden uden at vide hvad det var. 40 Senere serverede de suppen for mændene, men så snart de smagte på maden, råbte de: “Døden er i gryden, du den sande Guds mand!” Og de kunne ikke spise suppen. 41 Så Elisa sagde: “Hent noget mel.” Han kastede det i gryden og sagde: “Servér det for mændene.” Og der var ikke længere noget skadeligt i gryden.+

42 Der kom en mand fra Baal-Shalisha,+ og han havde 20 bygbrød+ med til den sande Guds mand. Brødene var bagt af den første modne afgrøde. Han havde også en pose nyhøstet korn med.+ Så sagde Elisa: “Giv det til mændene så de kan spise.” 43 Men hans tjener sagde: “Hvordan kan jeg sætte det her frem for 100 mand?”+ Til det sagde han: “Giv det til mændene så de kan spise, for Jehova siger: ‘De skal spise og få noget tilovers.’”+ 44 Så satte han det frem for dem, og de spiste og fik noget tilovers,+ som Jehova havde sagt.

5 Naaman, der var hærfører for kongen i Aram, var en mægtig mand, og hans herre satte stor pris på ham, for det var ham Jehova havde brugt til at give Aram sejr.* Han var en dygtig kriger, selvom han var spedalsk.* 2 På et af deres plyndringstogter havde aramæerne taget en lille pige fra Israel til fange, og hun blev tjenestepige for Naamans hustru. 3 Hun sagde til sin frue: “Hvis bare min herre ville tage til profeten+ i Samaria! Så ville han helbrede ham for hans spedalskhed.”+ 4 Så han* gik til sin herre og fortalte hvad pigen fra Israel havde sagt.

5 Arams konge sagde: “Tag straks afsted! Jeg vil give dig et brev med til Israels konge.” Så Naaman tog afsted. Han havde ti talenter* sølv, 6.000 guldstykker og ti sæt tøj med sig. 6 Han afleverede så brevet til Israels konge, og der stod: “Sammen med dette brev sender jeg min tjener Naaman så du kan helbrede ham for hans spedalskhed.” 7 Så snart Israels konge havde læst brevet, flængede han sit tøj og sagde: “Er jeg Gud, der har magt over liv og død?+ For han sender denne mand til mig og beder mig om at helbrede ham for hans spedalskhed! I kan selv se at han forsøger at komme i strid med mig.”

8 Men da den sande Guds mand Elisa hørte at Israels konge havde flænget sit tøj, sendte han denne besked til kongen: “Hvorfor har du flænget dit tøj? Lad ham endelig komme til mig så han kan se at der er en profet i Israel.”+ 9 Naaman kom så med sine heste og sine stridsvogne og standsede ved indgangen til Elisas hus. 10 Elisa sendte imidlertid et sendebud ud til ham for at sige: “Gå ned til Jordan+ og bad dig syv gange+ i floden, så vil din hud blive rask, og du vil blive ren.” 11 Det blev Naaman hidsig over, og på vej væk sagde han: “Jeg sagde til mig selv: ‘Han vil komme ud til mig og stå der og påkalde Jehova sin Guds navn og bevæge sin hånd frem og tilbage over det sted der er angrebet af spedalskhed, for at helbrede det.’ 12 Er Damaskus’+ floder, Abana og Parpar, ikke bedre end alle Israels floder? Kunne jeg ikke bade mig i dem og blive ren?” Rasende vendte han om og tog afsted.

13 Hans tjenere kom hen til ham og sagde: “Min far, hvis profeten havde bedt dig om at gøre noget helt usædvanligt, ville du så ikke have gjort det? Men nu har han bare sagt til dig: ‘Bad dig, og du vil blive ren.’” 14 Så tog han ned og dyppede sig syv gange i Jordan som den sande Guds mand havde sagt.+ Hans hud blev rask som huden på en lille dreng,+ og han blev ren.+

15 Derefter vendte han og hele hans følge* tilbage til den sande Guds mand,+ og han stillede sig foran ham og sagde: “Nu ved jeg at der ikke er nogen Gud på hele jorden undtagen i Israel.+ Tag nu imod en gave* fra din tjener.” 16 Men Elisa sagde: “Så sandt Jehova lever, ham jeg tjener:* Jeg vil ikke tage imod den.”+ Han bad ham indtrængende om at tage imod den, men han blev ved med at afslå. 17 Til sidst sagde Naaman: “Hvis du ikke vil have noget, så lad dog din tjener få så meget jord fra dette land som et par muldyr kan bære. Din tjener vil nemlig ikke længere bringe brændofre eller slagtofre til andre guder end Jehova. 18 Men en ting håber jeg at Jehova vil tilgive din tjener: Når min herre går ind i Rimmons tempel* for at bøje sig ned, støtter han sig til min hånd så jeg også må bøje mig i Rimmons tempel. Må Jehova så tilgive mig, din tjener, når jeg bøjer mig i Rimmons tempel.” 19 Elisa sagde til ham: “Gå med fred.” Da han var taget afsted og kommet et stykke vej, 20 sagde Gehazi,+ den sande Guds mand+ Elisas medhjælper, til sig selv: “Min herre har ladet aramæeren Naaman+ rejse uden at tage imod noget af det han havde med. Så sandt Jehova lever: Jeg løber efter ham og får et eller andet af ham.” 21 Gehazi satte så efter Naaman. Da Naaman så at der var en der kom løbende efter ham, sprang han ned fra stridsvognen for at møde ham og spurgte: “Er alt som det skal være?” 22 Han sagde: “Ja, det er det. Min herre har sendt mig for at sige at der lige er kommet to unge mænd fra Efraims bjergland, to af profetsønnerne. Han beder dig om at give dem en talent sølv og to sæt tøj.”+ 23 Naaman sagde: “Tag dog to talenter.” Han insisterede på at han skulle tage imod dem,+ og han lagde to talenter sølv i to poser, sammen med to sæt tøj. Så gav han det til to af sine medhjælpere, og de bar det foran ham.

24 Da han nåede til Ofel,* tog han det fra dem, lagde det i sit hus og sendte mændene afsted. Efter at de var taget afsted, 25 gik han tilbage til sin herre og stillede sig hos ham. Elisa sagde til ham: “Hvor har du været, Gehazi?” Men han svarede: “Din tjener har ikke været nogen steder.”+ 26 Elisa sagde til ham: “Var mit hjerte ikke med dig da manden sprang ned fra sin stridsvogn for at møde dig? Er det tiden til at modtage sølv eller tøj eller olivenlunde eller vingårde eller får eller kvæg eller tjenere eller tjenestepiger?+ 27 Fra nu af vil Naamans spedalskhed+ altid klæbe til dig og dine efterkommere.” Straks gik Gehazi væk fra ham, og han var spedalsk, hvid som sne.+

6 Profetsønnerne+ sagde til Elisa: “Der er for lidt plads der hvor vi bor sammen med dig. 2 Lad os gå til Jordanfloden og hente hver sin træstamme og der bygge os et sted hvor vi kan bo.” Han sagde: “Gør bare det.” 3 En af dem sagde: “Vil du ikke nok tage med os?” Han sagde: “Jeg tager med.” 4 Så gik han med dem, og de kom til Jordanfloden og begyndte at fælde træer. 5 Mens en af dem var ved at fælde et træ, faldt øksehovedet i vandet, og han råbte: “Åh nej, herre! Det er et jeg har lånt.” 6 Den sande Guds mand sagde: “Hvor faldt det i?” Han viste ham stedet. Så skar han et stykke træ af og kastede det derhen og fik øksehovedet til at flyde. 7 Han sagde: “Tag det op.” Han rakte så hånden ud og tog det.

8 Arams konge gik nu i krig mod Israel.+ Han rådførte sig med sine tjenere og sagde: “Jeg vil slå lejr sammen med jer på det og det sted.” 9 Så sendte den sande Guds mand+ bud til Israels konge og sagde: “Lad være med at passere det sted, for der vil aramæerne komme ned.” 10 Israels konge sendte så bud til sine mænd der befandt sig på det sted som den sande Guds mand havde advaret ham om. Elisa blev ved med at advare kongen, og ved flere lejligheder* holdt han sig væk fra disse steder.+

11 Det gjorde Arams konge* meget vred, så han tilkaldte sine tjenere og sagde til dem: “Fortæl mig hvem iblandt os der er på Israels konges side.” 12 En af hans tjenere sagde: “Det er ingen af os, min herre og konge! Det er derimod profeten Elisa i Israel der fortæller Israels konge de ord du siger i dit soveværelse.”+ 13 Han sagde: “Gå, find ud af hvor han er, så jeg kan sende nogle mænd ud for at tage ham til fange.” Senere blev det meddelt ham: “Han er i Dotan.”+ 14 Han sendte straks heste og stridsvogne og en stor hær dertil. De kom om natten og omringede byen.

15 Da den sande Guds mands medhjælper stod tidligt op og gik udenfor, så han at byen var omringet af en hær med heste og stridsvogne. Medhjælperen sagde til Elisa: “Herre, hvad skal vi gøre?” 16 Men han sagde: “Vær ikke bange,+ for der er flere med os end med dem!”+ 17 Så bad Elisa og sagde: “Jehova, jeg beder dig, luk hans øjne op så han kan se.”+ Straks lukkede Jehova medhjælperens øjne op, og han så at bjerglandet omkring Elisa+ var fyldt med heste og stridsvogne af ild.+

18 Da aramæerne kom ned mod Elisa, bad han til Jehova: “Jeg beder dig, slå disse folk* med blindhed.”+ Så slog han dem med blindhed, sådan som Elisa havde bedt om. 19 Elisa sagde nu til dem: “Det er den forkerte vej og den forkerte by. Følg med mig, så skal jeg føre jer til den mand I leder efter.” Men han førte dem til Samaria.+

20 Så snart de kom til Samaria, sagde Elisa: “Jehova, luk deres øjne op så de kan se.” Så åbnede Jehova deres øjne, og de så at de var midt inde i Samaria. 21 Da Israels konge så dem, sagde han til Elisa: “Skal jeg slå dem ihjel, skal jeg slå dem ihjel, min far?” 22 Men han sagde: “Du må ikke slå dem ihjel. Slår du dem ihjel som du har taget til fange med dit sværd og din bue? Giv dem mad og vand så de kan spise og drikke+ og vende tilbage til deres herre.” 23 Så han arrangerede et stort festmåltid for dem, og de spiste og drak. Derefter sendte han dem tilbage til deres herre. Og der kom aldrig mere aramæiske røverbander+ ind i Israel.

24 Senere samlede Ben-Hadad, Arams konge, hele sin hær* og drog op og belejrede Samaria.+ 25 Der var stor hungersnød+ i Samaria, og belejringen af byen varede så længe at et æselhoved+ kostede 80 sølvstykker og en kvart kab* duemøg 5 sølvstykker. 26 Da Israels konge kom gående oppe på muren, råbte en kvinde til ham: “Hjælp os, herre konge!” 27 Han sagde: “Hvis Jehova ikke hjælper dig, hvor skal jeg så skaffe dig hjælp fra? Fra tærskepladsen? Eller fra vin- eller oliepersen?” 28 Kongen spurgte hende: “Hvad er der i vejen?” Hun svarede: “Kvinden her sagde til mig: ‘Kom med din søn, så spiser vi ham i dag, og i morgen spiser vi min søn.’+ 29 Vi kogte så min søn og spiste ham.+ Dagen efter sagde jeg til hende: ‘Kom med din søn så vi kan spise ham.’ Men hun gemte sin søn.”

30 Så snart kongen hørte hvad kvinden fortalte, flængede han sit tøj.+ Mens han gik forbi på muren, så folkene at han havde sækkelærred under sit tøj.* 31 Han sagde: “Lad Gud straffe mig hårdt hvis Elisas, Shafats søns, hoved bliver siddende på ham i dag!”+

32 Elisa sad i sit hus, og de ældste sad sammen med ham. Kongen sendte en mand i forvejen, men inden sendebuddet nåede frem, sagde Elisa til de ældste: “Den søn af en morder+ har sendt en mand ud for at hugge hovedet af mig. Hold udkig, og når sendebuddet kommer, skal I lukke døren og holde den lukket. Kan I ikke høre hans herres fodtrin bag ham?” 33 Mens han talte med dem, kom sendebuddet til ham, og kongen sagde: “Den her ulykke er fra Jehova. Hvorfor skal jeg vente længere på Jehova?”

7 Elisa sagde nu: “Hør Jehovas ord. Sådan siger Jehova: ‘I morgen ved denne tid vil både en sea* fint mel og to sea byg koste en sekel* i Samarias port.’”*+ 2 Kongens betroede adjudant sagde til den sande Guds mand: “Selv hvis Jehova åbner himlens sluser, vil det* ikke kunne ske.”+ Til det sagde Elisa: “Du vil selv komme til at se det,+ men du vil ikke komme til at spise af det.”+

3 Der var fire spedalske mænd ved indgangen til byporten,+ og de sagde til hinanden: “Hvorfor bliver vi siddende her til vi dør? 4 Hvis vi går ind i byen mens der er hungersnød,+ dør vi dér. Og hvis vi bliver her, dør vi også. Lad os gå over til aramæernes lejr. Hvis de skåner os, bliver vi jo i live, og hvis de dræber os, dør vi.” 5 I skumringen gik de så over til aramæernes lejr. Men da de kom til udkanten af aramæernes lejr, var der ikke nogen.

6 Jehova havde nemlig fået aramæernes lejr til at høre lyden af stridsvogne og heste, lyden af en stor hær.+ Så de havde sagt til hinanden: “Hør! Israels konge har lejet hittitternes konger og Egyptens konger til at angribe os!” 7 De fór så afsted, og i skumringen efterlod de deres telte, heste, æsler og hele lejren som den var, og flygtede for livet.

8 Da de spedalske mænd kom til udkanten af lejren, gik de ind i et af teltene og begyndte at spise og drikke. De tog sølv, guld og tøj med sig og gemte det. Derefter vendte de tilbage og gik ind i et andet telt og tog noget med derfra, og det gemte de også.

9 Til sidst sagde de til hinanden: “Det vi gør, er forkert. Dagen i dag er en dag med gode nyheder! Hvis vi tøver og venter til det bliver lyst, fortjener vi at blive straffet. Lad os gå hen og rapportere det til kongens hus.” 10 Så gik de, og de råbte på byens portvagter og meddelte dem: “Vi gik ind i aramæernes lejr, men der var ikke nogen – vi hørte ikke lyden af et eneste menneske. Der var kun heste og æsler der stod bundne, og teltene var efterladt som de stod.” 11 Øjeblikkeligt råbte portvagterne det videre, og det blev rapporteret til kongens hus.

12 Kongen stod straks op om natten og sagde til sine tjenere: “Lad mig fortælle jer hvad aramæerne har planer om. De ved at vi er sultne,+ så de har forladt lejren og skjult sig på marken. De siger: ‘Når de kommer ud af byen, fanger vi dem levende og trænger ind i byen.’”+ 13 En af hans tjenere sagde: “Lad nogle mænd tage fem af de heste der er tilbage i byen. Send dem ud for at se hvad der egentlig er sket. Det kan jo ikke gå værre med dem end med alle de israelitter der er tilbage her i byen, eller alle dem der allerede er døde.” 14 Så tog de to stridsvogne med heste, og kongen sendte dem ud til aramæernes lejr med ordren: “Tag ud og se efter.” 15 De fulgte efter dem helt til Jordanfloden, og vejen var dækket af tøj og redskaber som aramæerne havde kastet fra sig mens de flygtede i panik. Sendebuddene vendte tilbage og meddelte det til kongen.

16 Folket gik så ud og plyndrede aramæernes lejr, og både en sea fint mel og to sea byg kom til at koste en sekel, som Jehova havde sagt.+ 17 Kongen havde givet sin betroede adjudant ansvaret for porten, men folket trampede ham ihjel i porten, sådan som den sande Guds mand havde fortalt kongen dengang han kom ned til ham. 18 Det gik som den sande Guds mand havde sagt til kongen: “I morgen ved denne tid vil både to sea byg og en sea fint mel koste en sekel i Samarias port.”+ 19 Men adjudanten havde sagt til den sande Guds mand: “Selv hvis Jehova åbner himlens sluser, vil den slags* ikke ske.” Til det havde Elisa sagt: “Du vil selv komme til at se det, men du vil ikke komme til at spise af det.” 20 Og det var lige hvad der skete, for folket trampede ham ihjel i porten.

8 Elisa sagde til kvinden hvis søn han havde givet livet igen:+ “Bryd op og tag afsted sammen med din husstand, og slå jer ned som udlændinge hvor I kan, for Jehova har sagt at der skal komme hungersnød i landet,+ og den skal vare i syv år.” 2 Kvinden brød så op og gjorde som den sande Guds mand havde sagt. Hun tog afsted sammen med sin husstand og bosatte sig i filistrenes land+ i syv år.

3 Efter de syv år vendte kvinden hjem fra filistrenes land, og hun gik til kongen for at bede om hjælp til at få sit hus og sin mark tilbage. 4 Kongen var ved at tale med Gehazi, den sande Guds mands medhjælper. Han sagde: “Fortæl mig om alle Elisas store bedrifter.”+ 5 Mens han fortalte kongen om hvordan Elisa havde givet den døde dreng livet igen,+ kom drengens mor til kongen for at bede om hjælp til at få sit hus og sin mark tilbage.+ Straks sagde Gehazi: “Min herre og konge, dét er kvinden, og dét er hendes søn, som Elisa gav livet igen.” 6 Kongen spurgte kvinden hvad der var sket, og hun fortalte ham historien. Så sendte kongen en hofmand med hende og sagde til ham: “Giv hende alt hvad der er hendes, tilbage, og desuden det hun kunne have tjent ved sine afgrøder på marken fra den dag hun forlod landet, til nu.”

7 Elisa kom til Damaskus+ mens kong Ben-Hadad+ af Aram var syg. Man meddelte så kongen: “Den sande Guds mand+ er kommet hertil.” 8 Kongen sagde til Hazael:+ “Tag en gave med og gå hen og mød den sande Guds mand.+ Bed ham om at spørge Jehova om jeg bliver rask.” 9 Hazael gik så hen for at møde ham og tog en gave med, alt godt fra Damaskus, så meget som 40 kameler kunne bære. Han kom og stillede sig foran ham og sagde: “Din søn Ben-Hadad, Arams konge, har sendt mig til dig for at spørge: ‘Vil jeg blive rask?’” 10 Elisa svarede: “Gå hen og sig til ham: ‘Du vil blive rask.’ Men Jehova har vist mig at han vil dø.”+ 11 Den sande Guds mand blev ved med at stirre på ham til det blev pinligt, og begyndte så at græde. 12 Hazael spurgte: “Hvorfor græder du, min herre?” Han svarede: “Fordi jeg ved hvor meget ondt du vil gøre mod israelitterne.+ Du vil sætte ild til deres befæstede steder, du vil dræbe deres bedste mænd med sværdet, du vil knuse deres børn, og du vil sprætte deres gravide kvinder op.”+ 13 Hazael sagde: “Hvordan skulle din tjener, som bare er en hund, kunne udrette sådan noget?” Men Elisa sagde: “Jehova har vist mig at du vil blive konge over Aram.”+

14 Han forlod så Elisa og vendte tilbage til sin herre, der spurgte: “Hvad sagde Elisa til dig?” “Han sagde at du vil blive rask,” svarede han.+ 15 Men næste dag tog Hazael et tæppe og dyppede det i vand og holdt* det over hans ansigt til han døde.+ Og Hazael blev konge efter ham.+

16 I Akabs søn kong Joram+ af Israels femte år, mens Joshafat stadig var konge i Juda, blev Joram,+ der var søn af kong Joshafat af Juda, konge. 17 Han var 32 år da han blev konge, og han regerede otte år i Jerusalem. 18 Han fulgte i Israels kongers fodspor,+ sådan som Akabs hus havde gjort,+ for han havde giftet sig med Akabs datter.+ Og han gjorde det der var ondt i Jehovas øjne.+ 19 Men for sin tjener Davids skyld ønskede Jehova ikke at ødelægge Juda,+ for han havde lovet at give ham og hans sønner en lampe*+ for altid.

20 På hans tid gjorde edomitterne oprør mod Juda+ og udnævnte deres egen konge.+ 21 Så Joram drog over til Sair med alle sine stridsvogne, og om natten brød han op og slog edomitterne, der havde omringet ham og dem der havde befalingen over stridsvognene. Og soldaterne flygtede til deres telte. 22 Men Edom har gjort oprør mod Juda lige siden. Libna+ gjorde også oprør på det tidspunkt.

23 Resten af Jorams historie, alt hvad han gjorde, er nedskrevet i bogen med Judas kongers historie. 24 Så lagde Joram sig til hvile hos sine forfædre, og man begravede ham hos hans forfædre i Davidsbyen.+ Hans søn Akazja+ blev konge efter ham.

25 I Akabs søn kong Joram af Israels 12. år blev Akazja, kong Joram af Judas søn, konge.+ 26 Akazja var 22 år da han blev konge, og han regerede ét år i Jerusalem. Hans mor hed Atalja+ og var kong Omri+ af Israels barnebarn.* 27 Han fulgte i Akabs+ families* fodspor, og han gjorde det der var ondt i Jehovas øjne, ligesom Akabs familie, for han havde giftet sig ind i Akabs familie.+ 28 Sammen med Joram, Akabs søn, drog han i krig mod Hazael, Arams konge, ved Ramot-Gilead.+ Men aramæerne sårede Joram.+ 29 Så kong Joram vendte tilbage til Jizreel+ for at komme sig efter de sår aramæerne havde givet ham i Rama da han kæmpede mod kong Hazael af Aram.+ Akazja, kong Joram af Judas søn, rejste til Jizreel for at se til Joram, Akabs søn, der var blevet såret.*

9 Profeten Elisa kaldte på en af profetsønnerne og sagde til ham: “Bind din kjortel op om livet og tag denne olieflaske med dig, og skynd dig til Ramot-Gilead.+ 2 Når du kommer frem, skal du finde Jehu,+ der er søn af Joshafat, Nimshis søn. Han sidder sammen med sine brødre, men du skal tage ham med ind i det inderste rum. 3 Tag så olieflasken og hæld olien ud over hans hoved og sig: ‘Sådan siger Jehova: “Jeg salver dig til konge over Israel.”’+ Så skal du åbne døren og flygte så hurtigt du kan.”

4 Så tog profetens medhjælper til Ramot-Gilead. 5 Da han kom frem, sad hærførerne der. Han sagde: “Jeg har en meddelelse til dig, hærfører.” Jehu spurgte: “Til hvem af os?” Han sagde: “Til dig, hærfører.” 6 Jehu rejste sig og gik ind i huset. Medhjælperen hældte nu olien ud over hans hoved og sagde til ham: “Jehova, Israels Gud, siger: ‘Jeg salver dig til konge over Jehovas folk, over Israel.+ 7 Du skal slå din herre Akabs efterkommere* ihjel, og jeg vil hævne mine tjenere profeternes blod og alle dem af Jehovas tjenere som Jezabel har fået dræbt.+ 8 Hele Akabs hus vil gå til grunde, og jeg vil udslette alle mænd* af Akabs slægt, også den hjælpeløse og den svage i Israel.+ 9 Jeg vil lade Akabs hus blive som Jeroboams, Nebats søns, hus+ og som Bashas, Akijas søns, hus.+ 10 Hvad angår Jezabel, skal hundene æde hende på Jizreels mark,+ og ingen vil begrave hende.’” Derefter åbnede han døren og flygtede.+

11 Da Jehu kom ud til kongens tjenere igen, spurgte de ham: “Er alt som det skal være? Hvorfor kom den skøre mand til dig?” Han svarede: “I ved jo hvordan sådan en mand er, og hvordan han snakker.” 12 Men de sagde: “Det er ikke rigtigt! Fortæl os det nu!” Jehu fortalte hvad manden havde sagt, og tilføjede: “Han sagde også: ‘Sådan siger Jehova: “Jeg salver dig til konge over Israel.”’”+ 13 Så skyndte de sig at tage deres kapper og lægge dem under ham på selve trinnene.+ Derefter blæste de i hornet og sagde: “Jehu er blevet konge!”+ 14 Så dannede Jehu,+ der var søn af Joshafat, Nimshis søn, en sammensværgelse mod Joram.

Joram og hele Israel havde holdt vagt ved Ramot-Gilead+ på grund af kong Hazael+ af Aram. 15 Kong Joram vendte senere tilbage til Jizreel+ for at blive helbredt for de sår aramæerne havde givet ham da han kæmpede mod kong Hazael af Aram.+

Jehu sagde nu: “Hvis I er på min side, så lad ingen slippe ud af byen så de kan fortælle det i Jizreel.” 16 Derefter steg Jehu op i sin stridsvogn og kørte til Jizreel, for der lå Joram såret, og kong Akazja af Juda var kommet ned for at se til Joram. 17 Vægteren der stod på tårnet i Jizreel, så Jehu og hans store flok komme. Han rapporterede øjeblikkeligt: “Jeg ser en masse mennesker.” Joram sagde: “Send en rytter ud for at møde dem og spørge: ‘Kommer I med fred?’” 18 En rytter red så ud for at møde ham, og han sagde: “Kongen spørger: ‘Kommer I med fred?’” Men Jehu sagde: “Hvad ved du om fred? Slut dig til mig!”

Vægteren rapporterede: “Sendebuddet red hen til dem, men han er ikke vendt tilbage.” 19 Han sendte så en anden rytter ud, og da han kom hen til dem, sagde han: “Kongen spørger: ‘Kommer I med fred?’” Men Jehu sagde: “Hvad ved du om fred? Slut dig til mig!”

20 Vægteren rapporterede: “Han red hen til dem, men han er ikke vendt tilbage. Deres leder kører som Jehu, Nimshis barnebarn,* for han kører som en vanvittig.” 21 Joram sagde: “Spænd for!” Så spændte man for hans stridsvogn, og kong Joram af Israel og kong Akazja+ af Juda kørte ud i hver sin stridsvogn for at møde Jehu. De mødte ham på jizreelitten Nabots mark.+

22 Så snart Joram så Jehu, sagde han: “Kommer du med fred, Jehu?” Men han sagde: “Hvordan kan der være fred så længe din mor, Jezabel, driver prostitution+ og fortsætter med sin trolddom?”+ 23 Joram vendte omgående vognen for at flygte, og han sagde til Akazja: “Vi er blevet narret, Akazja!” 24 Jehu tog sin bue i hånden og skød Joram mellem skuldrene, og pilen gik ud gennem hans hjerte, og han faldt sammen i sin stridsvogn. 25 Jehu sagde nu til sin adjudant Bidkar: “Saml ham op og kast ham ud på jizreelitten Nabots mark.+ Husk at du og jeg kørte* sammen bag hans far, Akab, da Jehova udtalte følgende dom mod ham:+ 26 ‘“Lige så sikkert som jeg i går så Nabots og hans sønners blod,”+ erklærer Jehova, “lige så sikkert skal du komme til at betale+ for deres blod på denne mark,” erklærer Jehova.’ Så saml ham nu op og kast ham ud på marken som Jehova har sagt.”+

27 Da kong Akazja+ af Juda så hvad der var ved at ske, flygtede han mod havehuset. (Senere satte Jehu efter ham og sagde: “Hug også ham ned!” Så de huggede ham ned i hans stridsvogn på vej op til Gur, som ligger ved Jibleam.+ Men han flygtede videre til Megiddo, hvor han døde. 28 Derefter transporterede hans tjenere ham til Jerusalem i en stridsvogn, og de begravede ham i hans grav hos hans forfædre i Davidsbyen.+ 29 Akazja+ var blevet konge over Juda i Akabs søn Jorams 11. år).

30 Jezabel+ hørte at Jehu var kommet til Jizreel.+ Så hun kom sort sminke* på sine øjne og ordnede sit hår og kiggede ned fra vinduet. 31 Da Jehu kom ind gennem porten, sagde hun: “Gik det godt for Zimri, som dræbte sin herre?”+ 32 Han så op mod vinduet og sagde: “Hvem er med mig? Hvem?”+ To eller tre hoffolk kiggede ned på ham. 33 Han sagde: “Kast hende ned!” Så kastede de hende ned, og noget af hendes blod sprøjtede op på muren og på hans heste, og han lod hestene trampe på hende. 34 Så gik han ind og spiste og drak. Bagefter sagde han: “Tag jer lige af den kvinde, hende den forbandede, og begrav hende. Hun var trods alt en kongedatter.”+ 35 Men da de gik ud for at begrave hende, fandt de ikke andet af hende end kraniet, fødderne og hænderne.+ 36 Da de kom tilbage og fortalte ham det, sagde han: “Det er en opfyldelse af det Jehova udtalte+ gennem sin tjener Elias fra Tishbe: ‘På Jizreels mark skal hundene æde Jezabels kød.+ 37 Jezabels lig skal blive som gødning på Jizreels mark så ingen kan sige: “Det er Jezabel.”’”

10 Akab+ havde 70 sønner i Samaria. Jehu skrev nu nogle breve og sendte dem til Samaria, til fyrsterne i Jizreel, de ældste+ og værgerne for Akabs børn.* Han skrev: 2 “I har jeres herres sønner hos jer, og I har også stridsvognene, hestene, en befæstet by og våben. Når dette brev kommer til jer, 3 skal I vælge den bedste og mest egnede* af jeres herres sønner og sætte ham på hans fars trone. Og så skal I kæmpe for jeres herres hus.”

4 Men de blev forfærdede og sagde: “Hvis to konger ikke kunne klare sig mod ham,+ hvordan skal vi så kunne?” 5 Paladsets* tilsynsførende, byens statholder, de ældste og værgerne sendte derfor bud til Jehu og sagde: “Vi er dine tjenere, og vi vil gøre alt hvad du siger til os. Vi vil ikke gøre nogen til konge. Gør hvad du synes er bedst.”

6 Han skrev så endnu et brev til dem: “Hvis I er på min side og vil adlyde mig, så kom til mig i Jizreel i morgen ved denne tid med hovederne af jeres herres sønner.”

Kongens 70 sønner var hos byens fremtrædende mænd, som tog sig af dem. 7 Så snart de fik brevet, dræbte de kongens sønner, alle 70.+ Derefter lagde de deres hoveder i kurve og sendte dem til ham i Jizreel. 8 Budbringeren kom ind og sagde til ham: “De er kommet med hovederne af kongens sønner.” Så sagde han: “Læg dem i to bunker ved byporten indtil i morgen.” 9 Om morgenen gik han ud og stillede sig foran folket og sagde: “I er uskyldige.* Ja, jeg dannede en sammensværgelse mod min herre, og jeg dræbte ham,+ men hvem har slået alle dem her ihjel? 10 Erkend derfor at hvert eneste af Jehovas ord som Jehova har udtalt imod Akabs hus, vil blive opfyldt.*+ Jehova har gjort som han sagde gennem sin tjener Elias.”+ 11 Så dræbte Jehu alle dem i Jizreel der var tilbage af Akabs hus, samt alle Akabs fremtrædende mænd, hans venner og hans præster.+ Han lod ingen af dem overleve.+

12 Derefter begav han sig mod Samaria. Ved vejen lå huset hvor hyrderne klippede får.* 13 Dér mødte Jehu kong Akazja+ af Judas brødre, og han sagde til dem: “Hvem er I?” De svarede: “Vi er Akazjas brødre, og vi er på vej ned for at høre hvordan det står til med kongens sønner og enkedronningens* sønner.” 14 Straks sagde han: “Grib dem levende!” Så de greb dem levende og dræbte dem ved husets cisterne, 42 mand. Han lod ikke en eneste af dem overleve.+

15 På vej derfra mødte han Jonadab,+ Rekabs+ søn, som kom ham i møde. Han hilste på* ham og sagde: “Støtter du mig af hele dit hjerte,* ligesom jeg støtter dig af hele mit hjerte?”

Jonadab svarede: “Det gør jeg.”

“Så ræk mig din hånd.”

Så rakte han ham hånden, og Jehu trak ham op til sig i stridsvognen. 16 Han sagde: “Kom med mig, og se at jeg ikke tolererer nogen rivalisering med* Jehova.”+ Og han tog ham med i sin stridsvogn. 17 Da han kom til Samaria, dræbte han alle dem i Samaria der var tilbage af Akabs hus, og udryddede dem,+ sådan som Jehova havde sagt gennem Elias.+

18 Jehu samlede også hele folket og sagde til dem: “Akab tilbad Baal lidt,+ men Jehu vil tilbede ham meget. 19 Tilkald alle Baals profeter,+ alle hans præster+ og alle der tilbeder ham. Der må ikke mangle en eneste, for jeg vil bringe et stort offer til Baal. Ingen der mangler, vil få lov til at overleve.” Men det var en listig plan Jehu havde lagt for at udrydde dem der tilbad Baal.

20 Jehu fortsatte: “Udråb* et højtideligt stævne for Baal.” Så det gjorde de. 21 Derefter sendte Jehu bud rundt i hele Israel, og alle der tilbad Baal, kom. Der var ingen som ikke kom. De gik ind i Baals tempel,*+ og Baals tempel var tætpakket. 22 Han sagde til den der stod for garderoben: “Tag klæder frem til alle Baal-tilbederne.” Så tog han klæderne frem til dem. 23 Derefter gik Jehu og Jonadab,+ Rekabs søn, ind i Baals tempel. Og han sagde til Baal-tilbederne: “Se godt efter og sørg for at ingen af dem der tilbeder Jehova, er her, men kun dem der tilbeder Baal.” 24 Til sidst kom de ind for at bringe slagtofre og brændofre. Jehu havde stillet 80 mand udenfor og sagt til dem: “Hvis nogen lader en eneste af de mænd jeg overgiver til jer, undslippe, skal han betale med sit eget liv.”

25 Så snart man var færdig med at bringe brændofret, sagde Jehu til vagterne* og adjudanterne: “Kom ind og slå dem ihjel! Lad ikke en eneste undslippe!”+ Vagterne og adjudanterne huggede dem så ned med deres sværd og smed dem udenfor. De fortsatte helt til den indre helligdom* i Baals tempel, 26 og de tog de hellige støtter+ ud af Baals tempel og brændte dem.+ 27 De rev Baals hellige støtte ned,+ og de rev Baals tempel+ ned og gjorde det til latriner, og det er det den dag i dag.

28 Jehu udryddede på den måde Baal i Israel. 29 Men Jehu tog ikke afstand fra de synder som Jeroboam, Nebats søn, havde fået Israel til at begå i forbindelse med guldkalvene i Betel og i Dan.+ 30 Derfor sagde Jehova til Jehu: “Fordi du har gjort det der er rigtigt i mine øjne, og har gennemført min vilje* mod Akabs hus,+ skal fire generationer af dine sønner sidde på Israels trone.”+ 31 Men Jehu fulgte ikke Jehovas, Israels Guds, Lov af hele sit hjerte.+ Han tog ikke afstand fra de synder som Jeroboam havde fået Israel til at begå.+

32 På den tid begyndte Jehova at reducere Israel stykke for stykke.* Hazael angreb israelitterne i hele deres område,+ 33 fra Jordanfloden og østover, hele Gileads land – gaditternes, rubenitternes og manassitternes land+ – fra Aroer ved Arnondalen* til Gilead og Bashan.+

34 Resten af Jehus historie, alt hvad han gjorde, og alle hans store bedrifter, er nedskrevet i bogen med Israels kongers historie. 35 Så lagde Jehu sig til hvile hos sine forfædre, og man begravede ham i Samaria, og hans søn Joakaz+ blev konge efter ham. 36 Jehu regerede over Israel i Samaria i 28 år.

11 Da Akazjas mor, Atalja,+ så at hendes søn var død,+ gik hun i gang med at udrydde hele den kongelige slægtslinje.+ 2 Men kong Jorams datter Josheba, Akazjas søster, tog Joash,+ Akazjas søn, blandt kongens sønner som skulle dø, og gemte ham og hans amme i et soveværelse. Det lykkedes dem at holde ham skjult for Atalja, så han blev ikke slået ihjel. 3 Han var hos hende i seks år og blev holdt skjult i Jehovas hus, mens Atalja regerede over landet.

4 I det syvende år sendte Jojada bud efter hundredførerne for den kariske livvagt og for paladsets vagter*+ og bad dem møde ham i Jehovas hus. Han indgik en pagt med dem, som de måtte bekræfte ved at aflægge en ed i Jehovas hus, og så viste han dem kongens søn.+ 5 Han befalede dem: “I skal gøre sådan her: Den tredjedel af jer der har vagt på sabbatten, skal holde kongens palads* under skarp bevogtning,+ 6 en anden tredjedel skal være ved Grundvoldsporten, og den sidste tredjedel skal være ved porten bag paladsets vagter. I skal skiftes til at bevogte huset. 7 De to delinger der egentlig ikke har vagt på sabbatten, skal holde Jehovas hus under skarp bevogtning for at beskytte kongen. 8 I skal slå ring om kongen, hver med sine våben i hænderne. Enhver der forsøger at komme ind mellem rækkerne, skal dø. I skal blive ved kongen uanset hvor han går hen.”*

9 Hundredførerne+ gjorde nøjagtigt som præsten Jojada havde befalet dem. Hver af dem tog deres mænd, både dem der havde vagt på sabbatten, og dem der ikke havde, og gik ind til præsten Jojada.+ 10 Så gav præsten hundredførerne de spyd og rundskjolde der havde tilhørt kong David, og som var i Jehovas hus. 11 Og paladsets vagter+ stillede op, hver med sine våben i hænderne, fra højre side af huset til venstre side af huset, ved altret+ og ved huset, hele vejen rundt om kongen. 12 Så førte Jojada kongens søn+ ud og satte kronen* og Vidnesbyrdet*+ på ham, og de gjorde ham til konge og salvede ham. De klappede i hænderne og råbte: “Kongen længe leve!”+

13 Da Atalja hørte lyden af folk der kom løbende, gik hun straks hen til dem der var i Jehovas hus.+ 14 Der så hun kongen stå ved søjlen, som det var skik.+ Førerne og trompetblæserne+ var hos kongen, og hele landets befolkning jublede og blæste i trompeter. Så flængede Atalja sit tøj og råbte: “Forræderi! Forræderi!” 15 Men præsten Jojada befalede hundredførerne,+ dem der var sat over hæren: “Før hende ud fra rækkerne. Hvis nogen følger efter hende, skal I slå ham ihjel med sværd!” For præsten havde sagt: “Dræb hende ikke i Jehovas hus.” 16 Så greb de hende, og da de havde ført hende derhen hvor hestene går ind til kongens palads,*+ blev hun henrettet.

17 Jojada oprettede så en pagt mellem Jehova og kongen og folket+ om at de fortsat skulle være Jehovas folk, og han oprettede også en pagt mellem kongen og folket.+ 18 Derefter gik alle folk i landet til Baals tempel* og rev altrene ned,+ knuste afgudsfigurerne fuldstændigt+ og dræbte Baal-præsten+ Mattan foran altrene.

Så satte præsten tilsynsmænd over Jehovas hus.+ 19 Desuden tog han hundredførerne,+ den kariske livvagt, paladsets vagter+ og hele folket med sig for at føre kongen ned fra Jehovas hus til kongens palads* gennem paladsvagternes port. Så satte han sig på kongetronen.+ 20 Alle i landet frydede sig, og der var fred og ro i byen, for de havde henrettet Atalja med sværd ved kongens hus.

21 Joash+ var syv år da han blev konge.+

12 I Jehus+ syvende år blev Joash+ konge, og han regerede 40 år i Jerusalem. Hans mor hed Sibja og var fra Beersheba.+ 2 Joash gjorde det der var rigtigt i Jehovas øjne, så længe præsten Jojada underviste ham. 3 Men offerhøjene+ blev ikke fjernet, og folket fortsatte med at bringe ofre og lade røgen fra dem stige op fra offerhøjene.

4 Joash sagde til præsterne: “Tag alle de penge der bliver givet som hellige gaver+ til Jehovas hus – både de penge som alle er forpligtet til at give,+ og pengene fra dem der har aflagt et løfte, og de penge som den enkeltes hjerte tilskynder ham til at give til Jehovas hus.+ 5 Præsterne skal personligt tage imod pengene fra den enkelte giver* og bruge dem til at reparere huset der hvor det er beskadiget.”*+

6 I kong Joashs 23. år havde præsterne endnu ikke udbedret skaderne på huset.+ 7 Så kong Joash tilkaldte præsten Jojada+ og de andre præster og sagde til dem: “Hvorfor udbedrer I ikke skaderne på huset? Tag ikke imod flere penge medmindre de bliver brugt til at reparere huset.”+ 8 Præsterne gik så med til at de ikke længere skulle tage imod penge fra folket eller have ansvaret for at reparere huset.

9 Præsten Jojada tog så en kiste,+ borede hul i låget og stillede den ved siden af altret, til højre når man kommer ind i Jehovas hus. Der lagde de præster der var dørvogtere, alle de penge der blev bragt ind i Jehovas hus.+ 10 Når de så at der var mange penge i kisten, kom kongens sekretær og ypperstepræsten og hentede de penge* der var blevet givet til Jehovas hus, og talte dem.+ 11 De gav de penge der var blevet talt op, til dem der førte tilsyn med det arbejde der blev udført i Jehovas hus. De udbetalte dem så til tømrerne og byggearbejderne der arbejdede på Jehovas hus,+ 12 og til murerne og stenhuggerne. Pengene blev også brugt til at købe tømmer og tilhuggede sten til udbedring af skaderne på Jehovas hus og til at dække alle de øvrige udgifter til reparation af huset.

13 Men ingen af de penge der blev givet til Jehovas hus, blev brugt til at lave kar af sølv, lyseslukkere, skåle, trompeter+ eller nogen som helst genstand af guld eller sølv til Jehovas hus.+ 14 Det var kun dem der udførte arbejdet, der fik pengene, og de brugte dem til reparation af Jehovas hus. 15 De mænd der fik pengene så de kunne give dem til arbejderne, skulle ikke aflægge regnskab, for de var til at stole på.+ 16 Men pengene for skyldofre+ og for syndofre blev ikke givet til Jehovas hus, de tilhørte nemlig præsterne.+

17 På den tid drog kong Hazael+ af Aram op for at kæmpe mod Gat,+ og han indtog byen. Derefter besluttede han at angribe* Jerusalem.+ 18 Så tog kong Joash af Juda alle de hellige gaver som hans forfædre Joshafat, Joram og Akazja, Judas konger, havde helliget, samt sine egne hellige gaver og alt det guld der fandtes i skatkamrene i Jehovas hus og i kongens palads,* og sendte det til kong Hazael af Aram.+ Han trak sig så tilbage fra Jerusalem.

19 Resten af Joashs historie, alt hvad han gjorde, er nedskrevet i bogen med Judas kongers historie. 20 Men Joashs tjenere dannede en sammensværgelse mod ham,+ og de slog ham ihjel ved Voldens hus,*+ på vejen ned mod Silla. 21 Det var hans tjenere Jozakar, Shimats søn, og Jozabad, Shomers søn, der slog ham ihjel.+ Man begravede ham hos hans forfædre i Davidsbyen, og hans søn Amasja blev konge efter ham.+

13 I Akazjas+ søn kong Joash+ af Judas 23. år blev Jehus søn Joakaz+ konge over Israel i Samaria, og han regerede i 17 år. 2 Han gjorde det der var ondt i Jehovas øjne, og han fortsatte med at begå den synd som Jeroboam, Nebats søn, havde fået Israel til at begå.+ Han tog ikke afstand fra den. 3 Jehovas vrede+ flammede så op imod Israel,+ og han overgav dem igen og igen til kong Hazael+ af Aram og til Hazaels søn Ben-Hadad.+

4 Men Joakaz bad Jehova om at vise barmhjertighed,* og Jehova lyttede til ham, for han havde set Arams konge undertrykke Israel.+ 5 Derfor sørgede Jehova for at Israel fik en befrier+ så de kunne slippe ud af Arams greb, og israelitterne kunne bo i deres hjem som før.* 6 (Men de vendte sig ikke fra den synd som Jeroboams hus havde begået, og som han havde fået Israel til at begå.+ De fortsatte med at synde på samme måde,* og den hellige pæl*+ blev stående i Samaria). 7 Joakaz havde kun 50 ryttere, 10 stridsvogne og 10.000 fodfolk tilbage i sin hær, for Arams konge havde udryddet resten af dem+ og trampet dem ned som støv på tærskepladsen.+

8 Resten af Joakaz’ historie, alt hvad han gjorde, og hans store bedrifter, er nedskrevet i bogen med Israels kongers historie. 9 Så lagde Joakaz sig til hvile hos sine forfædre, og man begravede ham i Samaria,+ og hans søn Joash blev konge efter ham.

10 I kong Joash af Judas 37. år blev Joakaz’ søn Joash+ konge over Israel i Samaria, og han regerede i 16 år. 11 Han gjorde det der var ondt i Jehovas øjne, og vendte sig ikke fra alle de synder som Jeroboam, Nebats søn, havde fået Israel til at begå.+ Han fortsatte med at synde på samme måde.*

12 Resten af Joashs historie, alt hvad han gjorde, og hans store bedrifter og hvordan han kæmpede mod kong Amasja af Juda,+ er nedskrevet i bogen med Israels kongers historie. 13 Så lagde Joash sig til hvile hos sine forfædre, og Jeroboam*+ satte sig på hans trone. Joash blev begravet i Samaria hos Israels konger.+

14 Elisa+ blev nu ramt af den sygdom han senere døde af. Kong Joash af Israel kom ned til ham og græd over ham og sagde: “Min far, min far! Israels stridsvogn og rytteri!”+ 15 Elisa sagde til ham: “Hent en bue og nogle pile.” Så hentede han en bue og nogle pile. 16 Han sagde derefter til Israels konge: “Tag buen i hånden.” Så tog han buen i hånden, og Elisa lagde sine hænder over kongens hænder. 17 Han sagde: “Luk vinduet op mod øst.” Så åbnede han det, og Elisa sagde: “Skyd!” Så skød han. Han sagde nu: “Jehovas sejrspil,* pilen som giver sejr over* Aram! Du skal slå* Aram ved Afek+ til du har knust dem.”

18 Han fortsatte: “Tag pilene”, og han tog dem. Derefter sagde han til Israels konge: “Slå på jorden.” Så slog han på jorden tre gange og standsede. 19 Den sande Guds mand blev vred på ham og sagde: “Du skulle have slået på jorden fem eller seks gange! Så ville du have slået Aram til du havde knust dem, men nu vil du kun slå Aram tre gange.”+

20 Senere døde Elisa og blev begravet. I begyndelsen af året* plejede der at komme moabitiske røverbander+ ind i landet. 21 Mens nogle var ved at begrave en mand, fik de øje på en røverbande, så de kastede manden ind i Elisas grav og stak af. Da manden rørte Elisas knogler, blev han levende+ og rejste sig op.

22 Kong Hazael+ af Aram undertrykte Israel+ i alle Joakaz’ dage. 23 Men Jehova viste dem velvilje og barmhjertighed+ og tog sig af dem på grund af sin pagt med Abraham,+ Isak+ og Jakob.+ Han ønskede ikke at tilintetgøre dem, og helt frem til i dag har han ikke skubbet dem fra sig. 24 Da kong Hazael af Aram døde, blev hans søn Ben-Hadad konge efter ham. 25 De byer som Hazael i krig havde taget fra Joashs far, Joakaz, tog Joash tilbage fra Hazaels søn Ben-Hadad. Joash slog* ham tre gange,+ og han generobrede Israels byer.

14 I Joakaz’ søn kong Joash+ af Israels andet år blev Amasja, der var søn af kong Joash af Juda, konge. 2 Han var 25 år da han blev konge, og han regerede 29 år i Jerusalem. Hans mor hed Joaddan og var fra Jerusalem.+ 3 Han gjorde det der var rigtigt i Jehovas øjne, men ikke helt som sin forfar David.+ Han gjorde nøjagtigt som sin far, Joash.+ 4 Men offerhøjene blev ikke fjernet,+ og folket fortsatte med at bringe ofre og lade røgen fra dem stige op fra offerhøjene.+ 5 Så snart han havde sikret sig kongedømmet, slog han de tjenere ihjel der havde dræbt hans far kongen.+ 6 Men han dræbte ikke mordernes sønner, i overensstemmelse med Jehovas bud i bogen med Moses’ Lov: “Fædre skal ikke straffes med døden på grund af deres sønner, og sønner skal ikke straffes med døden på grund af deres fædre. Men den enkelte skal straffes med døden for den synd han selv har begået.”+ 7 Han dræbte edomitterne+ i Saltdalen,+ 10.000 mand. Under krigen+ erobrede han Sela, og byen fik navnet Jokteel, som den hedder i dag.

8 Så sendte Amasja bud til kong Joash af Israel, der var søn af Joakaz, Jehus søn: “Kom, lad os kæmpe mod hinanden.”*+ 9 Kong Joash af Israel svarede kong Amasja af Juda: “Tidslen på Libanon sendte bud til cedertræet på Libanon: ‘Lad min søn få din datter til hustru.’ Men et af Libanons vilde dyr kom forbi og trampede tidslen ned.10 Ja, du har slået Edom,+ og dit hjerte er blevet arrogant. Nyd nu bare din ære, men bliv hjemme hos dig selv.* Hvorfor vil du fremprovokere en ulykke og tage Juda med dig i faldet?” 11 Men Amasja hørte ikke efter.+

Så kong Joash af Israel drog op, og han og kong Amasja af Juda kæmpede mod hinanden ved Bet-Shemesh,+ som hører til Juda.+ 12 Juda blev besejret af Israel, og de flygtede hjem til sig selv.* 13 Kong Joash af Israel tog kong Amasja af Juda, der var søn af Joash, Akazjas søn, til fange ved Bet-Shemesh. Derefter kom de til Jerusalem, og han rev 400 alen* af Jerusalems bymur ned, fra Efraimporten+ til Hjørneporten.+ 14 Han tog alt guldet og sølvet og alle genstandene i Jehovas hus og i skatkamrene i kongens palads.* Han tog også gidsler, og så vendte han tilbage til Samaria.

15 Resten af Joashs historie, det han gjorde, og hans store bedrifter og hvordan han kæmpede mod kong Amasja af Juda, er nedskrevet i bogen med Israels kongers historie. 16 Så lagde Joash sig til hvile hos sine forfædre, og han blev begravet i Samaria+ hos Israels konger, og hans søn Jeroboam*+ blev konge efter ham.

17 Kong Amasja+ af Juda, der var søn af Joash, levede 15 år efter at kong Joash+ af Israel, der var søn af Joakaz, var død.+ 18 Resten af Amasjas historie er nedskrevet i bogen med Judas kongers historie. 19 Senere blev der dannet en sammensværgelse mod ham+ i Jerusalem, og han flygtede til Lakish, men man sendte nogle folk efter ham til Lakish, og de dræbte ham. 20 De bragte ham med tilbage på hesteryg, og han blev begravet i Jerusalem hos sine forfædre i Davidsbyen.+ 21 Hele Judas befolkning gjorde så Azarja,*+ der var 16 år,+ til konge efter hans far, Amasja.+ 22 Han erobrede Elat+ tilbage til Juda og genopbyggede byen efter at kongen* var blevet lagt til hvile hos sine forfædre.+

23 I Joashs søn kong Amasja af Judas 15. år blev Jeroboam,+ kong Joash af Israels søn, konge i Samaria, og han regerede i 41 år. 24 Han gjorde det der var ondt i Jehovas øjne. Han vendte sig ikke fra nogen af de synder som Jeroboam, Nebats søn, havde fået Israel til at begå.+ 25 Han genoprettede Israels grænse fra Lebo-Hamat*+ og helt til Arabahavet,*+ sådan som Jehova, Israels Gud, havde sagt gennem sin tjener Jonas,+ Amittajs søn, profeten fra Gat-ha-Hefer.+ 26 Jehova havde nemlig set hvor forfærdelig en situation Israel var i.+ Der var ikke nogen tilbage til at hjælpe Israel, ikke engang en hjælpeløs eller en svag. 27 Men Jehova havde lovet ikke at udslette Israels navn under himlen.+ Så han frelste dem gennem Jeroboam, Joashs søn.+

28 Resten af Jeroboams historie, alt hvad han gjorde, og hans store bedrifter, hvordan han kæmpede, og hvordan han erobrede Damaskus+ og Hamat+ tilbage til Juda i Israel, er nedskrevet i bogen med Israels kongers historie. 29 Så lagde Jeroboam sig til hvile hos sine forfædre, Israels konger, og hans søn Zekarja+ blev konge efter ham.

15 I kong Jeroboam* af Israels 27. år blev Azarja,*+ kong Amasja+ af Judas søn, konge.+ 2 Han var 16 år da han blev konge, og han regerede 52 år i Jerusalem. Hans mor hed Jekolja og var fra Jerusalem. 3 Han gjorde det der var rigtigt i Jehovas øjne, ligesom sin far, Amasja.+ 4 Men offerhøjene blev ikke fjernet,+ og folket fortsatte med at bringe ofre og lade røgen fra dem stige op fra offerhøjene.+ 5 Jehova slog kongen med spedalskhed,+ og han var spedalsk til den dag han døde; han boede i et separat hus,+ mens kongens søn Jotam+ stod for paladset* og dømte folket i landet.+ 6 Resten af Azarjas historie,+ alt hvad han gjorde, er nedskrevet i bogen med Judas kongers historie. 7 Så lagde Azarja sig til hvile hos sine forfædre,+ og han blev begravet hos sine forfædre i Davidsbyen, og hans søn Jotam blev konge efter ham.

8 I kong Azarja+ af Judas 38. år blev Zekarja,+ Jeroboams søn, konge over Israel, og han regerede i Samaria i seks måneder. 9 Han gjorde det der var ondt i Jehovas øjne, ligesom sine forfædre. Han vendte sig ikke fra de synder som Jeroboam, Nebats søn, havde fået Israel til at begå.+ 10 Så dannede Shallum, Jabeshs søn, en sammensværgelse mod ham og huggede ham ned+ i Jibleam.+ Efter at have slået ham ihjel blev han konge i stedet for ham. 11 Resten af Zekarjas historie er nedskrevet i bogen med Israels kongers historie. 12 Det var en opfyldelse af det som Jehova havde sagt til Jehu: “Fire generationer af dine sønner+ skal sidde på Israels trone.”+ Og sådan gik det.

13 Shallum, Jabeshs søn, blev konge i kong Uzzija*+ af Judas 39. år, og han regerede en måned i Samaria. 14 Så drog Menahem, Gadis søn, op fra Tirsa+ og kom til Samaria. Der huggede han Shallum,+ Jabeshs søn, ned. Efter at have slået ham ihjel blev han konge i stedet for ham. 15 Resten af historien om Shallum og den sammensværgelse han dannede, er nedskrevet i bogen med Israels kongers historie. 16 På den tid drog Menahem ud fra Tirsa og slog Tifsa og alle der var i den og dens område, fordi byen ikke havde åbnet portene for ham. Han slog byen og sprættede alle de gravide kvinder op.

17 I kong Azarja af Judas 39. år blev Menahem, Gadis søn, konge over Israel, og han regerede ti år i Samaria. 18 Han gjorde det der var ondt i Jehovas øjne. Så længe han levede, vendte han sig ikke fra de synder som Jeroboam, Nebats søn, havde fået Israel til at begå.+ 19 Assyrerkongen Pul+ rykkede ind i landet, og Menahem gav Pul 1.000 talenter* sølv for at få hans støtte så han kunne styrke sit greb om kongedømmet.+ 20 Menahem skaffede sølvet ved at opkræve det af de prominente og velstillede mænd i Israel.+ Han gav Assyriens konge 50 sekel* sølv for hver mand. Så vendte Assyriens konge om og forlod landet. 21 Resten af Menahems historie,+ alt hvad han gjorde, er nedskrevet i bogen med Israels kongers historie. 22 Så lagde Menahem sig til hvile hos sine forfædre, og hans søn Pekaja blev konge efter ham.

23 I kong Azarja af Judas 50. år blev Pekaja, Menahems søn, konge over Israel, og han regerede i Samaria i to år. 24 Han gjorde det der var ondt i Jehovas øjne. Han vendte sig ikke fra de synder som Jeroboam, Nebats søn, havde fået Israel til at begå.+ 25 Så dannede hans adjudant Peka,+ Remaljas søn, en sammensværgelse mod ham og huggede ham ned i Samaria i det befæstede tårn i kongepaladset* sammen med Argob og Arje. Han havde 50 mand fra Gilead med sig. Efter at have slået ham ihjel blev han konge efter ham. 26 Resten af Pekajas historie, alt hvad han gjorde, er nedskrevet i bogen med Israels kongers historie.

27 I kong Azarja af Judas 52. år blev Peka,+ Remaljas søn, konge over Israel, og han regerede i Samaria i 20 år. 28 Han gjorde det der var ondt i Jehovas øjne. Han vendte sig ikke fra de synder som Jeroboam, Nebats søn, havde fået Israel til at begå.+ 29 I kong Peka af Israels dage kom assyrerkongen Tiglat-Pileser+ og indtog Ijjon, Abel-Bet-Maaka,+ Janoa, Kedesh,+ Hasor, Gilead+ og Galilæa, hele Naftali.+ Og han førte indbyggerne i eksil til Assyrien.+ 30 Så dannede Hosea,+ Elas søn, en sammensværgelse mod Peka, Remaljas søn, og huggede ham ned og slog ham ihjel, og han blev konge efter ham i Uzzijas søn Jotams 20. år.+ 31 Resten af Pekas historie, alt hvad han gjorde, er nedskrevet i bogen med Israels kongers historie.

32 I Remaljas søn kong Peka af Israels andet år blev Jotam+ konge. Han var søn af kong Uzzija+ af Juda. 33 Jotam var 25 år da han blev konge, og han regerede 16 år i Jerusalem. Hans mor hed Jerusha og var datter af Sadok.+ 34 Han gjorde det der var rigtigt i Jehovas øjne, ligesom sin far, Uzzija.+ 35 Men offerhøjene blev ikke fjernet, og folket fortsatte med at bringe ofre og lade røgen fra dem stige op fra offerhøjene.+ Det var ham der byggede den øvre port til Jehovas hus.+ 36 Resten af Jotams historie, det han gjorde, er nedskrevet i bogen med Judas kongers historie. 37 På den tid begyndte Jehova at sende Arams konge Resin og Peka,+ Remaljas søn, mod Juda.+ 38 Så lagde Jotam sig til hvile hos sine forfædre, og han blev begravet hos sine forfædre i sin forfars by, Davidsbyen. Hans søn Akaz blev konge efter ham.

16 I Remaljas søn Pekas 17. år blev Akaz,+ kong Jotam af Judas søn, konge. 2 Akaz var 20 år da han blev konge, og han regerede 16 år i Jerusalem. Han gjorde ikke det der var rigtigt i Jehova hans Guds øjne, sådan som hans forfar David havde gjort.+ 3 Tværtimod fulgte han i Israels kongers fodspor,+ og han ofrede endda sin egen søn i ilden.*+ Han fulgte nationernes afskyelige skikke, de nationer+ som Jehova havde fordrevet foran israelitterne. 4 Han bragte også ofre på offerhøjene,+ på bakkerne og under alle frodige træer og lod røgen fra ofrene stige op.+

5 Det var dengang kong Resin af Aram drog afsted sammen med kong Peka af Israel, Remaljas søn, for at angribe Jerusalem.+ De belejrede Akaz og hans folk, men de var ikke i stand til at indtage byen. 6 På den tid gav kong Resin af Aram Elat+ tilbage til Edom, hvorefter han fordrev jøderne* fra Elat. Og edomitterne kom til Elat, og de bor der den dag i dag. 7 Akaz sendte bud til assyrerkongen Tiglat-Pileser:+ “Jeg er din tjener og din søn. Kom op og red mig fra Arams konge og Israels konge, for de angriber mig.” 8 Så tog Akaz sølvet og guldet i Jehovas hus og i skatkamrene i kongens palads* og sendte det som bestikkelse til Assyriens konge.+ 9 Assyriens konge gjorde som han bad om, og han drog op mod Damaskus og erobrede den og førte indbyggerne i eksil til Kir,+ og han slog Resin ihjel.+

10 Derefter tog kong Akaz til Damaskus for at møde assyrerkongen Tiglat-Pileser. Da kong Akaz så det alter der var i Damaskus, sendte han en detaljeret tegning af altrets konstruktion til præsten Urija.+ 11 Præsten Urija+ byggede så et alter+ efter de anvisninger kong Akaz havde sendt fra Damaskus. Urija var færdig med at bygge det før kong Akaz kom tilbage fra Damaskus. 12 Da kongen kom tilbage fra Damaskus og så altret, gik han hen til altret og ofrede på det.+ 13 På det alter bragte han sine brændofre og sine kornofre og lod røgen fra dem stige op. Han hældte også sine drikofre ud på det og stænkede blodet af sine fællesskabsofre på det. 14 Så flyttede han kobberaltret+ som stod foran Jehova, fra dets plads foran huset, mellem hans eget alter og Jehovas hus, og stillede det nord for sit eget alter. 15 Kong Akaz befalede præsten Urija:+ “Lad røgen fra morgenbrændofret stige op fra det store alter,+ også røgen fra aftenkornofret,+ fra kongens brændoffer og kornoffer og fra hele folkets brændofre, kornofre og drikofre. Du skal også stænke alt blodet fra brændofrene og alt blodet fra de andre ofre på det. Jeg beslutter senere hvad der skal ske med kobberaltret.” 16 Præsten Urija gjorde alt hvad kong Akaz havde befalet.+

17 Desuden skar Akaz sidepanelerne på vognene+ i stykker og fjernede karrene fra dem,+ og han tog Havet ned fra kobberokserne+ som det hvilede på, og anbragte det på en stenbelægning.+ 18 Den overdækning som man havde bygget ved huset, og som blev brugt på sabbatten, samt kongens ydre indgang flyttede han væk fra Jehovas hus. Det gjorde han på grund af Assyriens konge.

19 Resten af Akaz’ historie, det han gjorde, er nedskrevet i bogen med Judas kongers historie.+ 20 Så lagde Akaz sig til hvile hos sine forfædre, og han blev begravet hos sine forfædre i Davidsbyen, og hans søn Hizkija*+ blev konge efter ham.

17 I kong Akaz af Judas 12. år blev Hosea,+ Elas søn, konge over Israel, og han regerede i Samaria i ni år. 2 Han gjorde det der var ondt i Jehovas øjne, dog ikke i samme omfang som Israels konger før ham. 3 Assyrerkongen Salmanassar drog op imod ham,+ og Hosea blev hans tjener og begyndte at betale afgift til ham.+ 4 Men Assyriens konge fandt ud af at Hosea var med i en sammensværgelse, for han havde sendt bud til kong So af Egypten+ og havde undladt at betale den årlige afgift til Assyriens konge. Derfor kastede Assyriens konge ham i fængsel.

5 Assyriens konge invaderede hele landet, og han kom til Samaria og belejrede byen i tre år. 6 I Hoseas niende år indtog Assyriens konge Samaria.+ Han førte israelitterne i eksil+ til Assyrien og lod dem bo i Hala og i Habor ved floden Gozan+ og i medernes byer.+

7 Det skete fordi israelitterne havde syndet mod Jehova deres Gud, som havde ført dem ud af Egypten og befriet dem af Faraos, Egyptens+ konges, greb. De tilbad* andre guder+ 8 og fulgte de samme skikke som de nationer Jehova havde fordrevet foran israelitterne, og de skikke som Israels konger havde indført.

9 Israelitterne fandt på ting der ikke var rigtige i Jehova deres Guds øjne. De byggede offerhøje i alle deres byer,+ fra vagttårn til befæstet by.* 10 De rejste hellige støtter og hellige pæle*+ på alle høje bakker og under alle frodige træer,+ 11 og på alle offerhøjene lod de røgen stige op fra deres ofre ligesom de nationer Jehova havde ført i eksil foran dem.+ De gjorde mange onde ting og krænkede Jehova.

12 De tilbad ækle afguder,*+ selvom Jehova havde sagt til dem: “I må ikke gøre det!”+ 13 Jehova blev ved med at advare Israel og Juda gennem alle sine profeter og alle der fik syner:+ “Vend om fra jeres onde veje!+ Hold mine bud og mine forskrifter, alt hvad der står skrevet i den lov jeg gav jeres forfædre og sendte til jer gennem mine tjenere profeterne.” 14 Men de hørte ikke efter, og de var lige så stædige* som deres forfædre, der ikke troede på Jehova deres Gud.+ 15 De forkastede hans bestemmelser og den pagt+ han havde indgået med deres forfædre, og de påmindelser han havde givet for at advare dem.+ De fulgte værdiløse afguder+ og blev selv værdiløse,+ og de efterlignede de nationer rundt om dem som Jehova havde sagt de ikke måtte efterligne.+

16 De forlod alle Jehova deres Guds bud. De lavede støbte statuer* af to kalve+ samt en hellig pæl,*+ og de bøjede sig for hele himlens hær+ og tilbad Baal.+ 17 Desuden ofrede de deres sønner og døtre i ilden,*+ de beskæftigede sig med spådomskunst+ og tog varsler, og de gjorde med overlæg* det der er ondt i Jehovas øjne, og krænkede ham.

18 Derfor blev Jehova meget vred på Israel, og han fjernede dem fra sig.+ Han lod kun Judas stamme blive tilbage.

19 Men selv ikke Juda holdt Jehova deres Guds bud;+ de fulgte de samme skikke som Israel.+ 20 Jehova forkastede alle Israels efterkommere og ydmygede dem og overgav dem til røvere der plyndrede dem, indtil han havde skubbet dem fra sig. 21 Han rev Israel væk fra Davids hus, og de gjorde Jeroboam, Nebats søn, til konge.+ Men Jeroboam fik Israel til at holde op med at følge Jehova, og han fik dem til at begå en stor synd. 22 Israelitterne begik de samme synder som Jeroboam.+ De vendte sig ikke fra dem 23 før Jehova fjernede Israel fra sig, sådan som han havde forudsagt gennem alle sine tjenere profeterne.+ Israel blev altså ført i eksil til Assyrien,+ og der er de den dag i dag.

24 Assyriens konge tog så folk fra Babylon, Kuta, Avva, Hamat og Sefarvajim+ og lod dem bosætte sig i Samarias byer i stedet for israelitterne. De slog sig ned i Samaria og boede i byerne der. 25 Til at begynde med frygtede* de ikke Jehova, så Jehova sendte løver blandt dem,+ og løverne dræbte nogle af dem. 26 Man meddelte Assyriens konge: “De nationer som du har ført i eksil og flyttet til Samarias byer, ved ikke hvordan landets Gud skal tilbedes.* Så han sender løver blandt dem, og løverne dræber dem fordi ingen af dem ved hvordan man skal tilbede landets Gud.”

27 Så befalede Assyriens konge: “En af de præster som I førte i eksil derfra, skal vende tilbage og bo der så han kan lære dem hvordan landets Gud skal tilbedes.” 28 En af de præster der var blevet ført i eksil fra Samaria, vendte så tilbage for at bo i Betel,+ og han begyndte at lære dem hvordan de skulle tilbede* Jehova.+

29 Hvert folk lavede dog sin egen gud,* som de stillede op i de templer samaritanerne havde opført på offerhøjene; sådan gjorde hvert folk i de byer de boede i. 30 Folket fra Babylon lavede Sukkot-Benot, folket fra Kut lavede Nergal, folket fra Hamat+ lavede Ashima, 31 og avvijitterne lavede Nibhaz og Tartak. Sefarvitterne ofrede deres sønner i ilden til Adrammelek og Anammelek, Sefarvajims guder.+ 32 Selvom de frygtede Jehova, udnævnte de nogle af deres egne til præster ved offerhøjene, og de gjorde tjeneste for dem i templerne på offerhøjene.+ 33 De frygtede altså Jehova, men de tilbad deres egne guder på samme måde som man gjorde* i de lande de var blevet deporteret fra.+

34 Den dag i dag følger de deres gamle religiøse skikke.* Ingen af dem tilbeder* Jehova, og ingen retter sig efter hans forskrifter og domme eller Loven og det bud som Jehova gav Jakobs sønner, den Jakob hvis navn han ændrede til Israel.+ 35 Dengang Jehova indgik en pagt med dem,+ befalede han dem: “I må ikke frygte andre guder, og I må ikke bøje jer for dem eller tilbede dem eller ofre til dem.+ 36 Men det er Jehova, som førte jer ud af Egypten med stor kraft og udstrakt arm,+ I skal frygte+ og bøje jer for og ofre til. 37 Og de forordninger og domme og den Lov og det bud som han skrev ned til jer,+ skal I altid omhyggeligt følge, og I må ikke frygte andre guder. 38 I må ikke glemme den pagt jeg har indgået med jer,+ og I må ikke frygte andre guder. 39 Men det er Jehova jeres Gud I skal frygte, for det er ham der vil redde jer fra alle jeres fjender.”

40 Men de adlød ikke, og de fulgte deres gamle religiøse skikke.*+ 41 Disse folk begyndte altså at frygte Jehova,+ men de tilbad også deres egne gudebilleder. Både deres børn og deres børnebørn har gjort som deres forfædre lige siden.

18 I Elas søn kong Hosea+ af Israels tredje år blev Hizkija+ konge. Han var søn af kong Akaz+ af Juda. 2 Han var 25 år da han blev konge, og han regerede 29 år i Jerusalem. Hans mor hed Abi* og var datter af Zekarja.+ 3 Han gjorde det der var rigtigt i Jehovas øjne,+ ligesom sin forfar David.+ 4 Det var ham der fjernede offerhøjene,+ knuste de hellige støtter og huggede den hellige pæl* i stykker.+ Han knuste også kobberslangen som Moses havde lavet, for indtil da havde israelitterne bragt røgofre til den, og den blev kaldt kobberslangeguden.*+ 5 Han stolede på Jehova,+ Israels Gud. Der var ingen som ham blandt alle Judas konger, hverken før eller efter ham. 6 Han holdt sig til Jehova.+ Han blev ved med at følge ham; han holdt de bud som Jehova havde givet Moses. 7 Og Jehova var med ham. Han handlede klogt i alt hvad han foretog sig. Han gjorde oprør mod Assyriens konge og nægtede at tjene ham.+ 8 Desuden slog han filistrene+ helt til Gaza og dens områder, fra vagttårn til befæstet by.*

9 I kong Hizkijas fjerde år, det vil sige i Elas søn kong Hosea+ af Israels syvende år, drog assyrerkongen Salmanassar op mod Samaria og belejrede den.+ 10 Efter tre års forløb indtog de den.+ I Hizkijas sjette år, det vil sige i kong Hosea af Israels niende år, blev Samaria altså indtaget. 11 Så førte Assyriens konge Israel i eksil+ til Assyrien og bosatte dem i Hala og i Habor ved floden Gozan og i medernes byer.+ 12 Det var fordi de ikke havde lyttet til Jehova deres Gud, men var blevet ved med at bryde hans pagt, alt det Jehovas tjener Moses havde befalet.+ De hørte ikke efter, og de adlød ikke.

13 I kong Hizkijas 14. år drog kong Sankerib af Assyrien+ op mod alle Judas befæstede byer og indtog dem.+ 14 Kong Hizkija af Juda sendte så bud til Assyriens konge ved Lakish og sagde: “Jeg har handlet forkert. Træk dig tilbage fra mig, så vil jeg give dig hvad du forlanger.” Assyriens konge forlangte så at kong Hizkija af Juda skulle betale 300 talenter* sølv og 30 talenter guld. 15 Hizkija afleverede så alt det sølv der var i Jehovas hus og i skatkamrene i kongens palads.*+ 16 På det tidspunkt fjernede Hizkija dørene* til Jehovas tempel+ og dørstolperne som kong Hizkija af Juda havde overtrukket,*+ og gav dem til Assyriens konge.

17 Så sendte Assyriens konge hærføreren,* overhofmesteren* og overmundskænken* afsted med en stor hær fra Lakish+ til kong Hizkija i Jerusalem. De drog op til Jerusalem+ og stillede op ved den øvre dams vandledning ved landevejen til vaskerimandens mark.+ 18 Da de kaldte på kongen, kom Eljakim,+ Hilkijas søn, som var sat over hoffet,* ud til dem sammen med sekretæren Shebna+ og historieskriveren* Joa, Asafs søn.

19 Overmundskænken sagde til dem: “Sig til Hizkija: ‘Sådan siger den store konge, Assyriens konge: “Hvilken grund har du til at føle dig tryg?+ 20 Du siger: ‘Jeg har en strategi, og jeg har styrke til at føre krig.’ Men det er tomme ord. Hvem er det du stoler på, siden du vover at gøre oprør mod mig?+ 21 Du stoler på støtte fra Egypten,+ den knækkede rørkæp. Hvis man støtter sig til den, vil den trænge ind i hånden og gennembore den. Sådan er Farao, Egyptens konge, mod alle der stoler på ham. 22 Hvis I siger til mig: ‘Det er Jehova vores Gud vi stoler på’,+ er det så ikke hans offerhøje og altre Hizkija har fjernet,+ mens han siger til Juda og Jerusalem: ‘I skal bøje jer foran altret i Jerusalem’?”’+ 23 Indgå nu et væddemål med min herre, Assyriens konge: Jeg vil give dig 2.000 heste hvis du kan finde ryttere til dem.+ 24 Hvordan skulle du kunne modstå et angreb fra bare én statholder, som er den mindste af min herres tjenere, når du stoler på stridsvogne og rytteri fra Egypten? 25 Er det da uden bemyndigelse fra Jehova at jeg er draget op mod dette sted for at ødelægge det? Jehova har selv sagt til mig: ‘Drag op mod landet og ødelæg det.’”

26 Så sagde Eljakim, Hilkijas søn, og Shebna+ og Joa til overmundskænken:+ “Tal dog aramæisk*+ til dine tjenere, for det forstår vi. Tal ikke til os på jødernes sprog mens folkene på muren hører det.”+ 27 Men overmundskænken sagde til dem: “Tror du det kun er til din herre og til dig min herre har sendt mig for at sige det her? Er det ikke også til de mænd der sidder på muren, dem der skal æde deres egen afføring og drikke deres egen urin sammen med jer?”

28 Overmundskænken råbte højt på jødernes sprog: “Hør hvad den store konge, Assyriens konge,+ siger. 29 Kongen siger: ‘Lad ikke Hizkija bedrage jer, for han kan ikke redde jer fra mig.+ 30 Og lad ikke Hizkija overtale jer til at stole på Jehova ved at sige: “Jehova vil helt sikkert redde os, og denne by vil ikke blive overgivet til Assyriens konge.”+ 31 Hør ikke på Hizkija, for Assyriens konge siger: “Slut fred med mig og overgiv jer,* så skal I alle spise af jeres egen vinstok og jeres eget figentræ og drikke vand fra jeres egen brønd 32 indtil jeg kommer og tager jer med til et land ligesom jeres eget,+ et land med korn og ny vin, et land med brød og vingårde, et land med oliventræer og honning. Så skal I leve og ikke dø. Hør ikke på Hizkija, for han vildleder jer når han siger: ‘Jehova vil redde os.’ 33 Har nogen af nationernes guder nogensinde reddet deres land fra Assyriens konge? 34 Hvor er Hamats+ og Arpads guder? Hvor er Sefarvajims,+ Henas og Ivvas guder? Har de kunnet redde Samaria fra mig?+ 35 Hvem af alle landenes guder har reddet deres land fra mig? Så hvordan skulle Jehova kunne redde Jerusalem fra mig?”’”+

36 Men folkene forholdt sig tavse og svarede ham ikke med et ord, for kongen havde befalet: “I må ikke svare ham.”+ 37 Eljakim, Hilkijas søn, som var sat over hoffet,* sekretæren Shebna og historieskriveren Joa, Asafs søn, kom til Hizkija med flænget tøj og fortalte ham hvad overmundskænken havde sagt.

19 Så snart kong Hizkija hørte det, flængede han sit tøj, klædte sig i sækkelærred og gik ind i Jehovas hus.+ 2 Så sendte han Eljakim, som var sat over hoffet,* og sekretæren Shebna og de ældste blandt præsterne, klædt i sækkelærred, til profeten Esajas,+ Amos’ søn. 3 De sagde til ham: “Hizkija siger: ‘Dagen i dag er en dag med trængsler, hårde ord* og vanære, for det er som når børnene er klar til at blive født* men der ikke er kraft til at føde dem.+ 4 Måske vil Jehova din Gud høre alt hvad overmundskænken* har sagt, ham som hans herre, Assyriens konge, har sendt for at håne den levende Gud,+ og så vil Jehova din Gud kræve ham til regnskab for hans ord. Bed nu en bøn+ for resten af folket, dem der stadig er i live.’”

5 Kong Hizkijas tjenere gik så ind til Esajas,+ 6 og Esajas sagde til dem: “Sig til jeres herre: ‘Jehova siger: “Bliv ikke skræmt+ af det du har hørt, det som Assyriens konges tjenere har sagt for at håne mig.+ 7 Jeg indgiver ham en tanke,* og han vil høre en melding som får ham til at vende tilbage til sit eget land. Der vil jeg lade ham falde for sværdet.”’”+

8 Da overmundskænken hørte at Assyriens konge var brudt op fra Lakish,+ vendte han tilbage til Assyriens konge, der var ved at angribe Libna.+ 9 Kongen fik at vide at kong Tirhaka af Etiopien var draget ud for at kæmpe mod ham. Han sendte derfor igen bud+ til Hizkija med denne besked: 10 “Sig til Hizkija, Judas konge: ‘Lad ikke din Gud som du stoler på, bedrage dig når han siger: “Jerusalem vil ikke blive overgivet til Assyriens konge.”+ 11 Du har hørt hvad Assyriens konger har gjort ved alle landene. De har udslettet dem,*+ så hvorfor skulle du være den eneste der bliver reddet? 12 Blev de nationer som mine forfædre tilintetgjorde, reddet af deres guder? Hvor er Gozan, Karan,+ Resef og Edens folk som var i Telassar? 13 Hvor er Hamats konge, Arpads konge og kongerne over byerne Sefarvajim, Hena og Ivva?’”+

14 Hizkija tog imod brevene fra sendebuddene og læste dem. Så gik han op til Jehovas hus og bredte dem* ud foran Jehova.+ 15 Og Hizkija bad+ til Jehova og sagde: “Jehova, Israels Gud, der troner over* keruberne,+ du alene er den sande Gud for alle jordens kongeriger.+ Du har skabt himlen og jorden. 16 Åbn dine ører, Jehova, og hør!+ Åbn dine øjne,+ Jehova, og se! Hør de ord Sankerib har sendt for at håne den levende Gud. 17 Det er rigtigt, Jehova, at Assyriens konger har tilintetgjort folkeslagene og deres lande.+ 18 Og de har kastet deres guder i ilden, for de var ikke guder,+ men de var af træ og sten, lavet af mennesker.+ Derfor kunne de ødelægge dem. 19 Men nu, Jehova vores Gud, red os fra ham så alle jordens kongeriger kan vide at det kun er dig, Jehova, der er Gud.”+

20 Esajas, Amos’ søn, sendte så denne besked til Hizkija: “Jehova, Israels Gud, siger: ‘Jeg har hørt din bøn+ til mig angående Sankerib, Assyriens konge.+ 21 Jehova har talt dette ord imod ham:

“Jomfruen, Zions datter, foragter dig, hun håner dig.

Jerusalems datter ryster på hovedet af dig.

22 Hvem har du hånet og talt blasfemisk imod?+

Imod Israels Hellige!+

Jeg vil fælde de høje cedertræer, de bedste enebærtræer.

Jeg vil drage frem til de fjerneste tilflugtssteder, de tætteste skove.

25 Har du ikke hørt det? Det er blevet besluttet* for længe siden.+

Fra fortids dage har jeg forberedt* det.+

Nu vil jeg lade det ske.+

Du skal gøre befæstede byer til øde ruiner.+

29 Og det her skal være et tegn for dig:* I år skal I spise af det der vokser op af sig selv,* og næste år skal I spise korn der vokser op fra det.+ Men det tredje år skal I så og høste, og I skal plante vingårde og spise frugten fra dem.+ 30 De fra Judas hus der undslipper, de der bliver tilbage,+ skal slå rod forneden og bære frugt foroven. 31 En rest vil nemlig udgå fra Jerusalem, og overlevende vil komme fra Zions Bjerg. Hærstyrkers Gud, Jehova, vil gøre dette i sin brændende iver.+

32 Derfor siger Jehova om Assyriens konge:+

35 Samme nat gik Jehovas engel ud og slog 185.000 mand ihjel i assyrernes lejr.+ Da folk stod op tidligt næste morgen, så de alle ligene.+ 36 Sankerib, Assyriens konge, brød så op og vendte tilbage til Nineve+ og blev der.+ 37 Engang da han bøjede sig i sin gud Nisroks tempel,* slog hans egne sønner Adrammelek og Sareser ham ihjel med deres sværd+ og flygtede så til landet Ararat.+ Og hans søn Asarhaddon+ blev konge efter ham.

20 I de dage blev Hizkija syg, og han lå for døden.+ Profeten Esajas, Amos’ søn, kom og sagde til ham: “Jehova siger: ‘Giv instrukser til din husstand, for du skal dø. Du vil ikke blive rask.’”+ 2 Så vendte han ansigtet ind mod væggen og bad til Jehova: 3 “Jeg beder dig, Jehova, husk at jeg trofast og helhjertet har fulgt dig, og at jeg har gjort det du synes om.”+ Og Hizkija begyndte at græde voldsomt.

4 Esajas var ikke nået ud til den mellemste forgård før Jehovas ord kom til ham:+ 5 “Gå tilbage og sig til Hizkija, mit folks leder: ‘Jehova, din forfar Davids Gud, siger: “Jeg har hørt din bøn. Jeg har set dine tårer.+ Og nu vil jeg helbrede dig.+ I overmorgen* skal du gå op til Jehovas hus.+ 6 Jeg vil forlænge dit liv* med 15 år, og jeg vil redde dig og byen her fra Assyriens konge.+ Jeg vil forsvare byen både for min egen skyld og for min tjener Davids skyld.”’”+

7 Esajas fortsatte: “Hent en kage af tørrede, pressede figner.” Så hentede de den og lagde den på bylden, og derefter kom kongen sig.+

8 Hizkija havde spurgt Esajas: “Hvad er tegnet+ på at Jehova vil helbrede mig, og at jeg kommer til at gå op til Jehovas hus i overmorgen?” 9 Esajas svarede: “Det her er tegnet fra Jehova som viser at Jehova vil gøre som han har sagt: Vil du have at skyggen på trappen* skal bevæge sig ti trin frem eller ti trin tilbage?”+ 10 Hizkija sagde: “Det er let for skyggen at strække sig ti trin frem, men ikke at bevæge sig ti trin tilbage.” 11 Så råbte profeten Esajas til Jehova, og Han fik skyggen på Akaz’ trappe til at bevæge sig tilbage ad de ti trin som den allerede var gået ned ad.+

12 På den tid sendte Berodak-Baladan, Baladans søn og Babylons konge, breve og en gave til Hizkija, for han havde hørt at Hizkija havde været syg.+ 13 Hizkija bød budbringerne velkommen* og viste dem hele sit skatkammer+ – sølvet, guldet, balsamolien og andre kostbare olier, våbenarsenalet og alt hvad han havde i sine skatkamre. Der var ikke noget i paladset* og i hele riget Hizkija ikke viste dem.

14 Bagefter kom profeten Esajas ind til kong Hizkija og spurgte ham: “Hvad sagde mændene, og hvor kom de fra?” Hizkija svarede: “De kom fra et fjernt land, fra Babylon.”+ 15 Så spurgte Esajas: “Hvad så de i paladset?”* Hizkija svarede: “De så alt hvad der er i paladset.* Der var ikke noget i mine skatkamre jeg ikke viste dem.”

16 Så sagde Esajas til Hizkija: “Hør Jehovas ord:+ 17 ‘Den tid kommer hvor alt hvad der er i paladset,* og alt hvad dine forfædre har samlet sammen frem til denne dag, vil blive fragtet til Babylon.+ Der vil ikke være noget tilbage,’ siger Jehova. 18 ‘Og nogle af dine egne sønner, som du bliver far til, vil blive taget+ og gjort til hofmænd i Babylons konges palads.’”+

19 Hizkija sagde til Esajas: “Det budskab du har givet mig fra Jehova, er godt.”+ Han tilføjede: “Det er godt at der vil være fred og stabilitet* i min levetid.”*+

20 Resten af Hizkijas historie, alle hans store bedrifter og hvordan han lavede dammen+ og vandledningen og ledte vandet ind i byen,+ er nedskrevet i bogen med Judas kongers historie. 21 Så lagde Hizkija sig til hvile hos sine forfædre,+ og hans søn Manasse+ blev konge efter ham.+

21 Manasse+ var 12 år da han blev konge, og han regerede 55 år i Jerusalem.+ Hans mor hed Hefsiba. 2 Han gjorde det der var ondt i Jehovas øjne, og fulgte de samme afskyelige skikke+ som de nationer Jehova havde fordrevet foran Israels folk.+ 3 Han genopbyggede de offerhøje som hans far, Hizkija, havde ødelagt,+ og han opstillede altre for Baal og lavede en hellig pæl,*+ ligesom kong Akab af Israel havde gjort.+ Og han bøjede sig for hele himlens hær og tilbad den.+ 4 Han byggede også altre i Jehovas hus,+ selvom Jehova havde sagt: “Jeg vil knytte mit navn til Jerusalem.”+ 5 Og han byggede altre for hele himlens hær+ i de to forgårde til Jehovas hus.+ 6 Han ofrede desuden sin egen søn i ilden;* han beskæftigede sig med magi, tog varsler+ og ansatte åndemedier og spåmænd og spåkvinder.+ Han gjorde meget der var ondt i Jehovas øjne, og krænkede ham.

7 Han opstillede den udskårne hellige pæl*+ som han havde lavet, i det hus som Jehova havde sagt følgende om til David og hans søn Salomon: “Jeg vil for altid knytte mit navn til dette hus og til Jerusalem, som jeg har udvalgt blandt alle Israels stammer.+ 8 Og jeg vil sørge for at Israel aldrig mere skal vandre bort fra det land jeg gav deres forfædre,+ hvis de altså omhyggeligt holder alt det jeg har befalet dem,+ hele den Lov som min tjener Moses gav dem besked på at følge.” 9 Men de adlød ikke, og Manasse ledte dem på vildspor og fik dem til at gøre værre ting end de nationer Jehova havde tilintetgjort foran israelitterne.+

10 Jehova talte gennem sine tjenere profeterne+ og sagde: 11 “Kong Manasse af Juda har gjort alle disse afskyelige ting; han har gjort værre ting end alle amoritterne+ før ham,+ og med sine ækle afguder* har han fået Juda til at synde. 12 Derfor siger Jehova: ‘Jeg vil bringe en så stor ulykke over Jerusalem+ og Juda at det vil ringe for ørerne af alle der hører om det.+ 13 Og jeg vil spænde samme målesnor+ ud over Jerusalem som over Samaria+ og bruge samme lodline* som på Akabs hus,+ og jeg vil tørre Jerusalem af som når man tørrer en skål af og vender den på hovedet.+ 14 Jeg vil forlade dem der er tilbage af mit folk,*+ og overgive dem til alle deres fjender, der vil udplyndre dem og tage dem som bytte,+ 15 for de har gjort det der er ondt i mine øjne, og er blevet ved med at krænke mig lige siden den dag deres forfædre gik ud af Egypten.’”+

16 Manasse fik altså Juda til at synde og gøre det der var ondt i Jehovas øjne, og desuden udgød han så meget uskyldigt blod at det fyldte Jerusalem fra den ene ende til den anden.+ 17 Resten af Manasses historie og alt hvad han gjorde, og de synder han begik, er nedskrevet i bogen med Judas kongers historie. 18 Så lagde Manasse sig til hvile hos sine forfædre, og han blev begravet i haven ved sit hus, i Uzzas have,+ og hans søn Amon blev konge efter ham.

19 Amon+ var 22 år da han blev konge, og han regerede to år i Jerusalem.+ Hans mor hed Meshullemet og var datter af Harus fra Jotba. 20 Han gjorde det der var ondt i Jehovas øjne, ligesom sin far, Manasse.+ 21 Han fulgte i sin fars fodspor, og han tilbad og bøjede sig for de ækle afguder som hans far havde tilbedt.+ 22 Han svigtede Jehova, sine forfædres Gud, og han fulgte ikke Jehovas vej.+ 23 Til sidst dannede Amons tjenere en sammensværgelse mod ham og dræbte ham i hans eget hus. 24 Men folket i landet dræbte alle dem der havde sammensværget sig mod kong Amon, og de gjorde hans søn Josija til konge efter ham.+ 25 Resten af Amons historie, det han gjorde, er nedskrevet i bogen med Judas kongers historie. 26 Man begravede ham i hans grav i Uzzas have,+ og hans søn Josija+ blev konge efter ham.

22 Josija+ var otte år da han blev konge, og han regerede 31 år i Jerusalem.+ Hans mor hed Jedida og var datter af Adaja fra Boskat.+ 2 Han gjorde det der var rigtigt i Jehovas øjne, og fulgte i sin forfar Davids fodspor+ uden at afvige fra dem, hverken til højre eller til venstre.

3 I sit 18. år sendte kong Josija sekretæren Shafan, søn af Meshullams søn Asalja, hen til Jehovas hus.+ Han sagde til ham: 4 “Gå op til ypperstepræsten Hilkija+ og sig at han skal hente de penge der er blevet bragt ind i Jehovas hus,+ de penge dørvogterne har indsamlet fra folket.+ 5 De skal give pengene til dem der fører tilsyn med arbejdet i Jehovas hus, og de skal så give dem videre til dem der skal udføre arbejdet og reparere skaderne på* Jehovas hus,+ 6 det vil sige håndværkerne, bygningsarbejderne og murerne. De skal bruge pengene til at købe tømmer og tilhuggede sten til reparation af huset.+ 7 Men de skal ikke aflægge regnskab for de penge de får, for man kan stole på dem.”+

8 Ypperstepræsten Hilkija sagde senere til sekretæren Shafan:+ “Jeg har fundet Lovbogen+ i Jehovas hus.” Hilkija gav bogen til Shafan, der begyndte at læse i den.+ 9 Sekretæren Shafan gik så ind til kongen og sagde til ham: “Dine tjenere har samlet de penge sammen* der fandtes i huset, og de har udleveret dem til dem der fører tilsyn med arbejdet i Jehovas hus.”+ 10 Sekretæren Shafan sagde også til kongen: “Præsten Hilkija har givet mig en bog.”+ Så begyndte Shafan at læse op af den for kongen.

11 Så snart kongen hørte ordene i Lovbogen, flængede han sit tøj.+ 12 Kongen gav så præsten Hilkija og Ahikam,+ Shafans søn, og Akbor, Mikajas* søn, og sekretæren Shafan og kongens tjener Asaja denne befaling: 13 “Gå hen og spørg Jehova for mig og for folket og for hele Juda angående ordene i denne bog der er blevet fundet. Jehovas vrede som er flammet op imod os, er nemlig stor,+ for vores forfædre har ikke adlydt ordene i bogen og rettet sig efter alt det der er skrevet til os.”

14 Så gik præsten Hilkija, Ahikam, Akbor, Shafan og Asaja hen til profetinden+ Hulda. Hun var gift med Shallum, som var søn af Harhas’ søn Tikva, og som førte tilsyn med garderoben. Hun boede i den nye* del af Jerusalem, og der talte de med hende.+ 15 Hun sagde til dem: “Jehova, Israels Gud, siger: ‘Sig til den mand der sendte jer til mig: 16 “Jehova siger: ‘Jeg vil ramme dette sted og dets indbyggere med ulykke, ja, med alt det der står skrevet i den bog Judas konge har læst.+ 17 De har nemlig svigtet mig. De lader røgen fra deres ofre stige op til andre guder,+ og de krænker mig med alle deres handlinger.+ Derfor vil min vrede flamme op imod stedet her, og den kan ikke slukkes.’”+ 18 Men sig til Judas konge, der har sendt jer for at bede Jehova om råd: “Jehova, Israels Gud, siger med hensyn til de ord du hørte: 19 ‘Dit hjerte var modtageligt,* og du ydmygede dig+ foran Jehova da du hørte hvad jeg har udtalt mod stedet her og dets indbyggere – at de vil blive ramt af forbandelse, og at de vil blive til skræk og advarsel – og du flængede dit tøj+ og græd foran mig. Af den grund har jeg lyttet til dig, erklærer Jehova. 20 Det er derfor du skal samles til dine forfædre* og vil blive lagt i din grav i fred så du ikke kommer til at se al den ulykke som jeg bringer over stedet her.’”’” Det svar bragte de så til kongen.

23 Kongen sendte nu bud, og man tilkaldte alle Judas og Jerusalems ældste.+ 2 Derefter gik kongen op til Jehovas hus sammen med alle mændene i Juda, alle indbyggerne i Jerusalem, præsterne og profeterne – hele folket, både unge og gamle. Han læste alt det der stod skrevet i pagtsbogen+ der var blevet fundet i Jehovas hus, højt for dem.+ 3 Kongen stillede sig ved søjlen og indgik en pagt* med Jehova+ om at han ville følge Jehova og holde hans bud, hans påmindelser og hans forskrifter af hele sit hjerte og af hele sin sjæl* ved at overholde ordene i den pagt der stod skrevet i bogen. Og hele folket gik med til at overholde pagten.+

4 Kongen gav derefter ypperstepræsten Hilkija,+ præsterne og dørvogterne besked på at tage alle de redskaber der var lavet til Baal, til den hellige pæl*+ og til hele himlens hær, ud af Jehovas tempel. Så brændte han dem uden for Jerusalem på Kedrons skråninger, og asken bragte han til Betel.+ 5 Han afsatte de afgudspræster som Judas konger havde udnævnt til at lade offerrøg stige op fra offerhøjene i Judas byer og i området omkring Jerusalem, og også dem der bragte røgofre til Baal, til solen, til månen, til dyrekredsens stjernebilleder og til hele himlens hær.+ 6 Han førte den hellige pæl*+ ud fra Jehovas hus og ud af Jerusalem til Kedrondalen, og han brændte den+ i Kedrondalen og malede den til støv og spredte støvet på det jævne folks grave.+ 7 Han rev også de boliger i Jehovas hus ned hvor de mandlige tempelprostituerede+ holdt til, og hvor kvinderne vævede telthelligdomme til den hellige pæl.*

8 Så førte han alle præsterne ud af Judas byer, og han gjorde offerhøjene hvor præsterne havde bragt røgofre, uegnede til tilbedelse, fra Geba+ til Beersheba.+ Han rev også de offerhøje ned der lå ved bykommandanten Josvas portindgang, til venstre når man kom ind gennem byporten. 9 De der havde været præster ved offerhøjene, måtte ikke tjene ved Jehovas alter i Jerusalem,+ men de fik lov til at spise usyrnet brød sammen med deres brødre. 10 Han gjorde også offerpladsen Tofet+ i Hinnoms Sønners Dal*+ uegnet til tilbedelse så ingen kunne ofre sin søn eller datter i ilden til* Molek.+ 11 Han sørgede for at de heste Judas konger havde viet* til solen, ikke kom ind i Jehovas hus ved hofmanden Netan-Meleks rum* i søjlegangene, og han brændte solvognene.+ 12 Kongen rev også de altre ned som Judas konger havde opstillet på taget+ af Akaz’ tagkammer, og de altre som Manasse havde opstillet i de to forgårde til Jehovas hus.+ Han knuste dem og spredte støvet i Kedrondalen. 13 Og kongen gjorde offerhøjene over for Jerusalem, syd* for Fordærvets Bjerg,* uegnede til tilbedelse. Det var dem kong Salomon af Israel havde bygget for Astarte, sidoniernes afskyelige gudinde, og for Kemosh, Moabs afskyelige gud, og for Milkom,+ ammonitternes modbydelige gud.+ 14 Han knuste de hellige støtter og huggede de hellige pæle* i stykker+ og fyldte de steder hvor de havde stået, med menneskeknogler. 15 Han rev også altret i Betel ned, den offerhøj der var blevet bygget af Jeroboam, Nebats søn, som havde fået Israel til at synde.+ Efter at have revet altret og offerhøjen ned brændte han offerhøjen, malede den til støv og brændte den hellige pæl.*+

16 Da Josija vendte sig om og så gravene på bjerget, fik han hentet knoglerne fra gravene, og han brændte dem på altret så det blev uegnet til tilbedelse, i overensstemmelse med det Jehova havde sagt gennem den sande Guds mand, der havde forudsagt at det skulle ske.+ 17 Så sagde han: “Hvad er det for en gravsten jeg ser derovre?” Mændene i byen sagde til ham: “Det er den sande Guds mands grav, ham der kom fra Juda,+ og som forudsagde det du har gjort mod altret i Betel.” 18 Han sagde: “Lad ham ligge. Lad ingen røre hans knogler.” Derfor lod de hans knogler være, og også knoglerne af den profet der var kommet fra Samaria.+

19 Josija fjernede også de templer på offerhøjene i Samarias byer+ som Israels konger havde bygget for at krænke Gud, og han gjorde det samme med dem som han havde gjort i Betel.+ 20 Så ofrede han alle offerhøjenes præster på altrene, og han brændte menneskeknogler på dem.+ Derefter vendte han tilbage til Jerusalem.

21 Kongen befalede nu hele folket: “Hold påske+ for Jehova jeres Gud, sådan som der står skrevet i denne pagtsbog.”+ 22 Der var nemlig ikke blevet holdt en sådan påske siden dengang dommerne dømte Israel, eller i al den tid der havde været konger i Israel og Juda.+ 23 Men i kong Josijas 18. år blev påsken for Jehova holdt i Jerusalem.

24 Josija fjernede også åndemedierne, spåmændene og spåkonerne,+ husguderne,*+ de ækle afguder* og alle de afskyelige ting der fandtes i Juda og i Jerusalem, for at følge ordene i den Lov+ der stod skrevet i den bog præsten Hilkija havde fundet i Jehovas hus.+ 25 Før ham havde der ikke været nogen konge som ham, der vendte tilbage til Jehova af hele sit hjerte og af hele sin sjæl*+ og af hele sin styrke, i overensstemmelse med hele Moses’ Lov, og efter ham fremstod der ingen som ham.

26 Jehova vendte sig dog ikke fra sin brændende vrede som var flammet op mod Juda på grund af alt det forfærdelige Manasse havde gjort for at krænke ham.+ 27 Jehova sagde: “Jeg vil også fjerne Juda fra min nærhed,+ ligesom jeg fjernede Israel,+ og jeg vil forkaste den by som jeg udvalgte, Jerusalem, og det hus som jeg talte om da jeg sagde: ‘Dér vil mit navn være.’”+

28 Resten af Josijas historie, alt hvad han gjorde, er nedskrevet i bogen med Judas kongers historie. 29 I hans dage drog Farao Neko, Egyptens konge, ud for at møde Assyriens konge ved Eufratfloden. Kong Josija drog ud for at kæmpe mod ham, men da Neko så Josija ved Megiddo, dræbte han ham.+ 30 Hans tjenere transporterede hans lig fra Megiddo til Jerusalem i en stridsvogn, og de begravede ham i hans grav. Derefter salvede landets folk Josijas søn Joakaz og gjorde ham til konge efter hans far.+

31 Joakaz+ var 23 år da han blev konge, og han regerede tre måneder i Jerusalem. Hans mor hed Hamutal+ og var datter af Jirmeja fra Libna. 32 Han gjorde det der var ondt i Jehovas øjne, nøjagtigt som hans forfædre havde gjort.+ 33 Farao Neko+ fængslede ham i Ribla+ i Hamat så han ikke længere kunne regere i Jerusalem, og pålagde derefter landet en bøde på 100 talenter* sølv og en talent guld.+ 34 Farao Neko gjorde desuden Josijas søn Eljakim til konge efter hans far, Josija, og ændrede hans navn til Jojakim. Men han tog Joakaz med til Egypten,+ hvor han senere døde.+ 35 Jojakim gav Farao sølvet og guldet, men han måtte beskatte landet for at kunne give Farao det sølv han forlangte. Han opkrævede en fastsat mængde sølv og guld fra hver indbygger i landet og gav det til Farao Neko.

36 Jojakim+ var 25 år da han blev konge, og han regerede 11 år i Jerusalem.+ Hans mor hed Zebida og var datter af Pedaja fra Ruma. 37 Han gjorde det der var ondt i Jehovas øjne,+ nøjagtigt som hans forfædre havde gjort.+

24 På Jojakims tid invaderede kong Nebukadnesar+ af Babylon landet, og Jojakim blev hans tjener i tre år. Men han gjorde oprør imod ham. 2 Så begyndte Jehova at sende kaldæiske,+ aramæiske, moabitiske og ammonitiske røverbander imod ham. Han sendte dem imod Juda for at ødelægge landet, sådan som Jehova havde sagt+ gennem sine tjenere profeterne. 3 Ja, det ramte Juda på Jehovas befaling, for han ville fjerne dem fra sin nærhed+ på grund af alle de synder Manasse havde begået,+ 4 og på grund af det uskyldige blod han havde udgydt,+ for han havde fyldt Jerusalem med uskyldigt blod, og Jehova ville ikke tilgive det.+

5 Resten af Jojakims historie, alt hvad han gjorde, er nedskrevet i bogen med Judas kongers historie.+ 6 Så lagde Jojakim sig til hvile hos sine forfædre,+ og hans søn Jojakin blev konge efter ham.

7 Egyptens konge vovede sig aldrig mere ud af sit land, for Babylons konge havde taget alt hvad der tilhørte ham,+ fra Egyptens Wadi*+ og op til Eufratfloden.+

8 Jojakin+ var 18 år da han blev konge, og han regerede tre måneder i Jerusalem.+ Hans mor hed Nehushta og var datter af Elnatan fra Jerusalem. 9 Han gjorde det der var ondt i Jehovas øjne, nøjagtigt som hans far havde gjort. 10 På den tid drog Nebukadnesars, Babylons konges, folk op mod Jerusalem, og byen kom under belejring.+ 11 Nebukadnesar, Babylons konge, kom selv til byen mens hans folk belejrede den.

12 Kong Jojakin af Juda overgav sig til Babylons konge,+ og det gjorde hans mor, hans tjenere, hans fyrster og hans hofmænd+ også. Babylons konge tog ham til fange i sit ottende regeringsår.+ 13 Så tog han alle skattene fra Jehovas hus og fra kongens palads.*+ Alle guldredskaberne som kong Salomon af Israel havde lavet til Jehovas tempel,+ huggede han i stykker. Alt dette skete sådan som Jehova havde forudsagt. 14 Han førte hele Jerusalem i eksil, alle fyrsterne,+ alle de dygtige krigere og hver eneste håndværker og smed*+ – han førte 10.000 i eksil. Der blev ikke efterladt andre end de fattigste i landet.+ 15 Altså førte han Jojakin+ i eksil til Babylon.+ Også kongens mor, kongens hustruer, hans hofmænd og landets ledende mænd førte han i eksil fra Jerusalem til Babylon. 16 Babylons konge førte også alle 7.000 krigere i eksil til Babylon sammen med 1.000 håndværkere og smede.* De var alle sammen dygtige mænd der var oplært til at føre krig. 17 Babylons konge gjorde Jojakins farbror+ Mattanja til konge i stedet for Jojakin og ændrede hans navn til Sidkija.+

18 Sidkija var 21 år da han blev konge, og han regerede 11 år i Jerusalem. Hans mor hed Hamutal+ og var datter af Jirmeja fra Libna. 19 Han gjorde det der var ondt i Jehovas øjne, nøjagtigt som Jojakim havde gjort.+ 20 Det der skete i Jerusalem og Juda, skyldtes Jehovas vrede, og til sidst forkastede han dem.+ Og Sidkija gjorde oprør mod Babylons konge.+

25 I Sidkijas niende regeringsår, på den tiende dag i den tiende måned, kom kong Nebukadnesar+ af Babylon og hele hans hær imod Jerusalem.+ Han belejrede byen og byggede en belejringsmur rundt om den,+ 2 og byen var under belejring indtil kong Sidkijas 11. år. 3 På den niende dag i den fjerde måned var der streng hungersnød+ i byen, og landets folk havde ingen mad.+ 4 Bymuren blev gennembrudt,+ og alle soldaterne flygtede om natten ud gennem porten mellem de to mure ved kongens have mens kaldæerne omringede byen; og kongen fulgte vejen mod Araba.+ 5 Men den kaldæiske hær satte efter kongen og indhentede ham på Jerikos ørkensletter, og alle hans soldater forlod ham og blev spredt. 6 Så greb kaldæerne kongen+ og førte ham op til Babylons konge i Ribla, og de afsagde dom over ham. 7 De henrettede Sidkijas sønner for øjnene af ham. Bagefter blindede Nebukadnesar Sidkijas øjne, bandt ham med kobberlænker og førte ham til Babylon.+

8 På den syvende dag i den femte måned, det vil sige i kong Nebukadnesar af Babylons 19. år, kom Nebuzaradan+ til Jerusalem.+ Han var chef for vagtstyrken og tjener for Babylons konge. 9 Han nedbrændte Jehovas hus,+ kongens palads*+ og alle husene i Jerusalem,+ også de huse der tilhørte de fremtrædende mænd i byen.+ 10 Og den kaldæiske kampstyrke der var med chefen for vagtstyrken, rev murene rundt om Jerusalem ned.+ 11 Nebuzaradan, chefen for vagtstyrken, førte dem der var tilbage i byen, i eksil sammen med desertørerne der var gået over til Babylons konge, og resten af befolkningen.+ 12 Men chefen for vagtstyrken lod nogle af de fattigste i landet blive tilbage for at arbejde i vingårdene og udføre tvangsarbejde.+ 13 Og kaldæerne slog kobbersøjlerne+ i Jehovas hus og vognene+ og kobberhavet+ i Jehovas hus i stykker, og de fragtede kobberet til Babylon.+ 14 De tog også spandene, skovlene, lyseslukkerne, bægrene og alle kobberredskaberne som man brugte til tjenesten i templet. 15 Chefen for vagtstyrken tog ildbækkenerne og skålene af ægte guld+ og sølv.+ 16 Det var umuligt at veje kobberet fra de to søjler, Havet og vognene som Salomon havde lavet til Jehovas hus.+ 17 Hver søjle var 18 alen* høj,+ og søjlehovederne var af kobber og tre alen høje, og fletværket og granatæblerne hele vejen rundt om søjlehovederne var alt sammen af kobber.+ De to søjler og deres fletværker var lavet ens.

18 Chefen for vagtstyrken tog også ypperstepræsten Seraja,+ andenpræsten Sefanja+ og de tre dørvogtere.+ 19 Fra byen tog han den hofmand der havde befalingen over soldaterne, fem af kongens nærmeste medarbejdere som befandt sig i byen, og hærførerens sekretær, som var den der udskrev folk i landet til militærtjeneste, og 60 mand fra det jævne folk der stadig var i byen. 20 Nebuzaradan,+ chefen for vagtstyrken, greb dem og førte dem til Babylons konge i Ribla.+ 21 Babylons konge henrettede dem i Ribla i Hamat.+ Sådan gik det til at Juda blev ført i eksil fra sit land.+

22 Kong Nebukadnesar af Babylon indsatte Gedalja,+ der var søn af Ahikam,+ Shafans+ søn, over dem han havde efterladt i Juda.+ 23 Da alle hærførerne og deres mænd hørte at Babylons konge havde indsat Gedalja, kom de til Gedalja i Mispa. De der kom, var Ismael, søn af Netanja, Johanan, søn af Karea, Seraja, søn af Tanhumet fra Netofa, og Jaazanja, søn af maakatitten, og deres mænd.+ 24 Gedalja sværgede over for dem og deres mænd og sagde til dem: “I skal ikke være bange for at tjene kaldæerne. Bliv boende i landet og tjen Babylons konge, så vil det gå jer godt.”+

25 Men i den syvende måned kom Ismael+ – han var søn af Netanja, Elishamas søn, og hørte til den kongelige slægtslinje – sammen med ti andre mænd. De huggede Gedalja ned, og de dræbte også de jøder og kaldæere der var hos ham i Mispa.+ 26 Derefter brød hele folket op, både unge og gamle, også hærførerne, og de tog til Egypten,+ for de var bange for kaldæerne.+

27 I det 37. år efter at kong Jojakin+ af Juda var blevet ført i eksil, blev Evil-Merodak konge i Babylon. Samme år, på den 27. dag i den 12. måned, løslod han kong Jojakin af Juda* fra fængslet.+ 28 Han behandlede ham godt og satte ham* højere end de andre konger der var hos ham i Babylon. 29 Så Jojakin tog sin fangedragt af, og han spiste hos kongen resten af sit liv. 30 Så længe han levede, fik han hver dag en fast madration fra kongen.