JONAS

1 Jehovas ord kom til Jonas,*+ Amittajs søn: 2 “Tag afsted, rejs til den store by Nineve,+ og udråb min dom over den, for jeg har set hvor onde indbyggerne er.”

3 Men Jonas bestemte sig for at flygte fra Jehova til Tarshish, så han rejste ned til Joppe* og fandt et skib der skulle til Tarshish. Han betalte hvad rejsen kostede, og gik ombord for at tage med besætningen til Tarshish, væk fra Jehova.

4 Så sendte Jehova en stærk storm over havet, og uvejret på havet blev så voldsomt at skibet var ved at gå under. 5 Sømændene blev så bange at de begyndte at råbe om hjælp til hver sin gud. Og de begyndte at kaste ting over bord for at lette skibet.+ Men Jonas var gået ned i det inderste rum på skibet,* hvor han havde lagt sig og var faldet i dyb søvn. 6 Skibets kaptajn kom ned til ham og sagde: “Hvorfor ligger du der og sover? Stå op og råb til din gud! Måske vil den sande Gud have medlidenhed med os så vi ikke omkommer.”+

7 De sagde nu til hinanden: “Lad os kaste lod+ for at finde ud af hvem der er skyld i denne ulykke.” Så kastede de lod, og loddet faldt på Jonas.+ 8 De sagde til ham: “Vil du ikke nok fortælle os hvem der er skyld i den ulykke der har ramt os? Hvad er dit arbejde, og hvor kommer du fra? Hvilket land er du fra, og hvilket folk tilhører du?”

9 Han svarede: “Jeg er hebræer, og jeg tilbeder* Jehova, himlens Gud, der har skabt havet og det tørre land.”

10 Da mændene hørte det, blev de endnu mere bange, og de spurgte ham: “Hvad er det dog du har gjort?” (Mændene vidste at han var flygtet fra Jehova, for det havde han fortalt dem). 11 “Hvad skal vi gøre ved dig for at få havet til at falde til ro?” spurgte de, for havet blev mere og mere oprørt. 12 Han svarede: “Kast mig over bord, så vil havet falde til ro, for jeg ved at det er min skyld at I er blevet ramt af dette voldsomme uvejr.” 13 Mændene roede nu af alle kræfter* for at få skibet tilbage på tørt land, men de kunne ikke, for havet omkring dem blev mere og mere oprørt.

14 Så råbte de til Jehova og sagde: “Åh, Jehova, lad os ikke omkomme på grund af denne mand! Kræv ikke os til regnskab for uskyldigt blod, for det er jo din vilje der er sket, Jehova!” 15 Så tog de Jonas og kastede ham i havet, og havet holdt op med at rase. 16 Nu blev mændene grebet af ærefrygt for Jehova,+ og de bragte et slagtoffer til Jehova og aflagde løfter til ham.

17 Men Jehova sendte en stor fisk, som slugte Jonas, og Jonas var i fiskens mave i tre dage og tre nætter.+

2 Jonas bad så til Jehova sin Gud inde fra fiskens mave+ 2 og sagde:

“I min fortvivlelse råbte jeg til Jehova, og han svarede mig.+

Fra Gravens* dyb* råbte jeg om hjælp.+

Du hørte mig.

Alle dine brændinger og bølger skyllede ind over mig.+

 4 Og jeg sagde: ‘Du har drevet mig væk fra dit blik!

Hvordan skal jeg få dit hellige tempel at se igen?’

Tang viklede sig om mit hoved.

 6 Til bjergenes fundamenter sank jeg ned.

Jordens porte lukkede sig bag mig for altid.

Men du hentede mit liv op fra gravens dyb, Jehova min Gud.+

 7 Da mit liv var ved at ebbe ud, var det Jehova jeg huskede på,+

og min bøn nåede dig inde i dit hellige tempel.+

 8 De der tilbeder værdiløse afguder, svigter ham der viser dem loyal kærlighed.*

 9 Men jeg vil bringe ofre til dig og udtrykke min taknemmelighed.

Hvad jeg har lovet, vil jeg holde.+

Frelsen kommer fra Jehova.”+

10 Efter noget tid gav Jehova fisken besked på at spytte Jonas op på det tørre land.

3 Jehova talte nu til Jonas for anden gang:+ 2 “Tag afsted, rejs til den store by Nineve,+ og forkynd det budskab jeg giver dig besked på.”

3 Så tog Jonas afsted og rejste til Nineve,+ sådan som Jehova havde befalet ham.+ Nineve var en meget stor by* – det tog tre dage at gå igennem den. 4 Jonas gik ind i byen, og han gik en hel dag mens han forkyndte: “Om kun 40 dage vil Nineve blive ødelagt.”

10 Da den sande Gud så hvad de gjorde, at de var vendt om fra deres ondskab,+ genovervejede* han den katastrofe han havde sagt han ville bringe over dem, og han lod den ikke komme.+

4 Men det var Jonas meget utilfreds med, og han blev rasende. 2 Han bad derfor til Jehova: “Åh, Jehova, var det ikke netop det jeg tænkte da jeg var hjemme i mit eget land? Det var jo derfor jeg først flygtede til Tarshish.+ Jeg vidste jo at du er en medfølende og barmhjertig Gud der ikke hurtigt bliver vred, men er fuld af loyal kærlighed+ og ikke ønsker at bringe ulykke over nogen. 3 Tag nu mit liv, Jehova, for jeg vil hellere dø end leve.”+

4 Jehova spurgte: “Har du grund til at være så vred?”

5 Jonas gik så ud af byen og slog sig ned øst for den. Der lavede han sig en lille hytte, og han satte sig i dens skygge for at se hvad der ville ske med byen.+ 6 Jehova Gud fik så en flaskegræskarplante* til at skyde op og kaste skygge over Jonas’ hoved og befri ham for hans dårlige humør. Og Jonas blev meget glad for flaskegræskarplanten.

7 Men da det begyndte at blive lyst næste dag, sendte den sande Gud en orm som angreb flaskegræskarplanten så den visnede. 8 Da solen begyndte at skinne, sendte Gud desuden en gloende varm østenvind, og solens stråler brændte ned på Jonas’ hoved, og han var lige ved at besvime. Han blev ved med at bede om at han måtte dø, og han blev ved med at sige: “Jeg vil hellere dø end leve.”+

9 Gud spurgte Jonas: “Har du grund til at være så vred over det der er sket med flaskegræskarplanten?”+

Han svarede: “Ja, jeg har god grund til at være vred, så vred at jeg har lyst til at dø.” 10 Men Jehova sagde: “Du havde ondt af flaskegræskarplanten, som du ikke havde haft noget arbejde med, og som du ikke havde fået til at gro. Den voksede op i løbet af en nat og gik ud i løbet af en nat. 11 Skulle jeg så ikke have ondt af den store by Nineve,+ hvor der er over 120.000 mennesker som ikke kan kende forskel på rigtigt og forkert,* foruden mange dyr?”+