IFØLGE MARKUS

1 Her begynder den gode nyhed om Jesus Kristus, Guds Søn: 2 I profeten Esajas’ bog står der skrevet: “(Se, jeg sender mit sendebud foran dig,* og han vil bane vejen for dig).+ 3 En stemme råber i ørkenen: ‘Ryd Jehovas* vej! Gør hans veje lige.’”+ 4 Johannes Døber var i ørkenen, og han forkyndte for folk at de skulle lade sig døbe som symbol på at de havde angret, så de kunne få deres synder tilgivet.+ 5 Så gik folk fra hele Judæas område og alle Jerusalems indbyggere ud til ham. Han døbte* dem i Jordanfloden, og de bekendte åbent deres synder.+ 6 Johannes’ tøj var lavet af kamelhår, og han havde et læderbælte om livet.+ Han spiste græshopper og vild honning.+ 7 Og han forkyndte: “Efter mig kommer der en som er stærkere end mig, og jeg er ikke engang god nok til at bøje mig ned og løse remmen på hans sandaler.+ 8 Jeg har døbt jer med vand, men han vil døbe jer med hellig ånd.”+

9 I de dage kom Jesus fra Nazaret i Galilæa og blev døbt af Johannes i Jordanfloden.+ 10 Straks efter at han var kommet op af vandet, så han himlene dele sig og ånden dale ned over sig som en due.+ 11 Og der lød en stemme fra himlene: “Du er min Søn, som jeg elsker. Jeg har godkendt dig.”+

12 Og straks tilskyndede ånden ham til at gå ud i ørkenen. 13 Han var så i ørkenen i 40 dage, og der fristede Satan ham.+ Han var blandt de vilde dyr, men englene sørgede for ham.+

14 Efter at Johannes var blevet arresteret, gik Jesus til Galilæa,+ og han forkyndte Guds gode nyhed+ 15 og sagde: “Den fastsatte tid er inde, og Guds rige er kommet nær. I skal angre+ og tro på den gode nyhed.”

16 Da han kom gående langs Galilæas Sø, så han Simon og hans bror Andreas+ kaste deres net i søen;+ de var nemlig fiskere.+ 17 Jesus sagde til dem: “Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere.”+ 18 Og straks forlod de nettene og fulgte ham.+ 19 Han gik lidt videre og så Zebedæus’ søn Jakob og hans bror Johannes. De sad i deres båd og reparerede deres net,+ 20 og med det samme kaldte han på dem. Så efterlod de deres far, Zebedæus, i båden med de lejede folk og gik efter ham. 21 Og de gik ind til Kapernaum.

Så snart det blev sabbat, gik han ind i synagogen og begyndte at undervise.+ 22 Og de var helt forbavset over hans måde at undervise på, for han underviste dem som en der havde autoritet, og ikke som de skriftlærde.+ 23 Netop på det tidspunkt var der i deres synagoge en mand der var besat af en uren ånd, og han råbte: 24 “Hvad har vi med dig at gøre, Jesus fra Nazaret?+ Er du kommet for at gøre det af med os? Jeg ved godt hvem du er. Du er Guds Hellige!”+ 25 Men Jesus beordrede ånden: “Ti stille, og kom ud af ham!” 26 Den urene ånd gav manden et krampeanfald og skreg og kom ud af ham. 27 Alle blev så forbavsede at de begyndte at sige i munden på hinanden: “Hvad er det her? En ny lære! Med myndighed giver han endda de urene ånder ordrer, og de adlyder ham.” 28 Og rygtet om ham blev hurtigt spredt i hele Galilæa.

29 De gik ud af synagogen og hen til Simons og Andreas’ hjem sammen med Jakob og Johannes.+ 30 Simons svigermor+ lå syg med feber, og det fortalte de straks Jesus. 31 Han gik så hen til hende, tog hendes hånd og hjalp hende op. Feberen forsvandt, og hun begyndte at sørge for dem.

32 Da det var blevet aften og solen var gået ned, begyndte folk at komme til ham med alle der var syge og dæmonbesatte,+ 33 og hele byen havde samlet sig lige uden for døren. 34 Så helbredte han mange der led af forskellige sygdomme,+ og han uddrev mange dæmoner, men han ville ikke lade dæmonerne tale, for de vidste at han var Kristus.*

35 Tidligt om morgenen, mens det stadig var mørkt, stod han op og gik ud til et øde sted, og der begyndte han at bede.+ 36 Men Simon og de der var med ham, ledte efter Jesus overalt, 37 og da de fandt ham, sagde de til ham: “Alle leder efter dig.” 38 Men han sagde til dem: “Lad os gå et andet sted hen, til byerne heromkring, så jeg også kan forkynde dér. Det er jo derfor jeg er kommet.”+ 39 Og han gik omkring og forkyndte i synagogerne i hele Galilæa og uddrev dæmonerne.+

40 Der kom også en spedalsk hen til ham. Han knælede og bønfaldt ham: “Hvis bare du vil, kan du gøre mig rask.”*+ 41 Jesus fik inderligt ondt af ham og rakte hånden frem og rørte ved ham. “Det vil jeg!” sagde han. “Bliv rask.”*+ 42 Straks forsvandt spedalskheden fra ham, og han blev rask. 43 Jesus sendte ham straks bort, efter at han klart og tydeligt 44 havde sagt til ham: “Sig ikke noget til nogen, men gå hen og lad præsten undersøge dig, og bring de ofre som Moses har foreskrevet,+ så du kan blive renset og det kan være et vidnesbyrd for dem.”+ 45 Men da manden var gået, fortalte han om det overalt så det blev kendt vidt og bredt. Jesus kunne derfor ikke længere åbenlyst gå ind i en by, men han blev ude på øde steder. Alligevel blev folk ved med at komme til ham alle vegne fra.+

2 Nogle dage efter gik han igen ind til Kapernaum, og det rygtedes at han var hjemme.+ 2 Og der samlede sig så mange at der ikke var plads til flere, ikke engang uden for døren, og han begyndte at forkynde Guds ord for dem.+ 3 Og man kom til ham med en lam mand som blev båret af fire mænd.+ 4 Men de kunne ikke få ham helt hen til Jesus på grund af de mange mennesker, så de fjernede taget oven over Jesus, og efter at have lavet en åbning firede de båren med den lamme mand ned. 5 Da Jesus så deres tro,+ sagde han til manden: “Mit barn, dine synder er blevet tilgivet.”+ 6 Nogle af de skriftlærde var til stede, og de sad og tænkte i deres hjerte:+ 7 “Hvorfor siger han sådan? Det er jo blasfemi. Hvem andre end Gud kan tilgive synder?”+ 8 Men Jesus var straks klar over* at de tænkte sådan, så han sagde til dem: “Hvorfor tænker I sådan i jeres hjerte?+ 9 Hvad er lettest at sige til den lamme: ‘Dine synder er blevet tilgivet’ eller ‘Rejs dig op, tag din båre og gå’? 10 Men for at I kan vide at Menneskesønnen+ har myndighed til at tilgive synder på jorden+ ...” Så sagde han til den lamme mand: 11 “Jeg siger dig: Rejs dig op, tag din båre og gå hjem.” 12 Han rejste sig straks op, tog båren og forlod stedet for øjnene af dem alle sammen. De var alle forbløffede, og de lovpriste Gud og sagde: “Vi har aldrig set noget lignende.”+

13 Han gik igen ud langs søen, og de mange mennesker strømmede til ham, og han begyndte at undervise dem. 14 Han gik videre og fik øje på Levi, Alfæus’ søn, der sad på skattekontoret, og han sagde til ham: “Følg mig.” Han rejste sig straks og fulgte ham.+ 15 Senere spiste* Jesus hjemme hos Levi, og mange skatteopkrævere og syndere spiste* sammen med ham og hans disciple, for mange af dem fulgte ham.+ 16 Men da de skriftlærde blandt farisæerne så at han spiste sammen med synderne og skatteopkræverne, sagde de til hans disciple: “Spiser han sammen med skatteopkrævere og syndere?” 17 Da Jesus hørte det, sagde han til dem: “De raske har ikke brug for en læge, men det har de syge. Jeg er ikke kommet for at indbyde retfærdige, men syndere.”+

18 Nu plejede Johannes’ disciple og farisæerne at faste. Nogle kom så og sagde til ham: “Johannes’ disciple og farisæernes disciple plejer at faste. Hvorfor faster dine disciple ikke?”+ 19 Jesus svarede: “Brudgommens venner har ingen grund til at faste så længe brudgommen+ er sammen med dem, vel? Så længe de har brudgommen hos sig, kan de ikke faste. 20 Men den dag kommer hvor brudgommen bliver taget væk fra dem.+ På den dag vil de faste. 21 Ingen syr en lap af nyt stof på en gammel yderklædning. Hvis man gør det, vil flængen blive endnu større, for det nye stykke vil krympe.+ 22 Og ingen fylder ny vin på gamle skindsække. Hvis man gør det, vil vinen sprænge sækkene, og man mister både vinen og skindsækkene. Nej, man fylder ny vin på nye skindsække.”

23 På en sabbat kom han gående gennem kornmarkerne, og hans disciple begyndte at plukke aks mens de gik.+ 24 Farisæerne sagde til ham: “Se der! Hvorfor gør de noget der er forbudt på sabbatten?” 25 Men han svarede dem: “Har I aldrig læst hvad David gjorde dengang han og de mænd der var med ham, blev sultne og ikke havde noget mad?+ 26 Ifølge beretningen om Ebjatar,+ en af de øverste præster, gik han ind i Guds hus og spiste de hellige brød,* som ingen andre end præsterne har lov til at spise,+ og han gav også nogle til de mænd der var med ham.” 27 Så sagde han til dem: “Sabbatten er blevet til for menneskets skyld,+ og ikke mennesket for sabbattens skyld. 28 Derfor er Menneskesønnen også Herre over sabbatten.”+

3 Igen gik han ind i en synagoge, og dér var der en mand med en lam* hånd.+ 2 De holdt skarpt øje med ham for at se om han ville helbrede manden på sabbatten så de havde noget at anklage ham for. 3 Han sagde til manden med den lamme* hånd: “Rejs dig og kom herind i midten.” 4 Så sagde han til dem: “Er det tilladt at gøre noget godt eller noget ondt på sabbatten, at redde et liv eller at slå ihjel?”+ Det svarede de ikke på. 5 Efter at have set rundt på dem med vrede, dybt bedrøvet over at deres hjerte var så ufølsomt,+ sagde han til manden: “Ræk din hånd frem.” Han rakte den frem, og hånden blev rask. 6 Så gik farisæerne ud, og sammen med tilhængerne af Herodes’ parti*+ begyndte de straks at lægge planer om at slå ham ihjel.

7 Men Jesus gik ud mod søen sammen med sine disciple, og en stor folkemængde fra Galilæa og fra Judæa fulgte efter ham.+ 8 Helt fra Jerusalem og fra Idumæa og fra den anden side af Jordanfloden og fra egnen omkring Tyrus og Sidon kom en stor mængde mennesker til ham da de hørte om alt det han gjorde. 9 Og han bad sine disciple om at holde en lille båd klar til ham for at folkemængden ikke skulle mase sig ind på ham. 10 Fordi han helbredte mange, stimlede alle der havde alvorlige sygdomme, nemlig sammen omkring ham for at røre ved ham.+ 11 Selv de urene ånder+ kastede sig ned for ham når de så ham, og råbte: “Du er Guds Søn.”+ 12 Men igen og igen gav han dem strenge ordrer om ikke at fortælle andre hvem han var.+

13 Han gik op på et bjerg og tilkaldte dem han havde i tanke,+ og de kom til ham.+ 14 Og han dannede* en gruppe på 12, som han kaldte apostle – de skulle følges med ham, og han ville sende dem ud for at forkynde 15 og give dem myndighed til at uddrive dæmoner.+

16 Og de 12+ i den gruppe han dannede,* var Simon, som han også gav navnet Peter,+ 17 Zebedæus’ søn Jakob og Jakobs bror Johannes (dem gav han tilnavnet Boanerges, der betyder “Tordensønner”),+ 18 Andreas, Filip, Bartholomæus, Matthæus, Thomas, Alfæus’ søn Jakob, Thaddæus, kananæeren* Simon 19 og Judas Iskariot, der senere forrådte ham.

Så gik han ind i et hus, 20 og igen samledes så mange mennesker at de ikke engang kunne komme til at spise. 21 Men da hans familie hørte om det, tog de derhen for at få fat i ham, for de sagde: “Han er blevet vanvittig.”+ 22 Og de skriftlærde der kom ned fra Jerusalem, sagde: “Han er besat af Beelzebul,* og han uddriver dæmonerne ved hjælp af dæmonernes hersker.”+ 23 Derfor kaldte han dem til sig og talte til dem ved hjælp af illustrationer: “Hvordan kan Satan uddrive Satan? 24 Hvis et rige kommer i splid med sig selv, kan det rige ikke bestå,+ 25 og hvis en familie kommer i splid med sig selv, kan den familie ikke bestå. 26 Og hvis Satan har sat sig op imod sig selv og er kommet i splid med sig selv, kan han ikke bestå, men det er ude med ham. 27 Ingen der går ind i en stærk mands hus, kan jo stjæle det han ejer, uden først at binde ham. Kun hvis han gør det, kan han plyndre hans hus. 28 Det siger jeg jer: Uanset hvilke synder mennesker begår, og uanset hvilke blasfemiske udtalelser de kommer med, vil det blive tilgivet. 29 Men den der taler blasfemisk om den hellige ånd, vil aldrig blive tilgivet+ men er skyldig i en evig synd.”+ 30 Det sagde han fordi de havde sagt: “Han er besat af en uren ånd.”+

31 Nu kom hans mor og hans brødre.+ De blev stående udenfor og sendte nogen ind efter ham.+ 32 Mens de mange mennesker sad rundt om ham, sagde de til ham: “Din mor og dine brødre står udenfor og spørger efter dig.”+ 33 Men han svarede dem: “Hvem er min mor og mine brødre?” 34 Så kiggede han på dem der sad i en kreds rundt om ham, og sagde: “Se, her er min mor og mine brødre!+ 35 Enhver der gør Guds vilje, er min bror og søster og mor.”+

4 Han begyndte at undervise ved søen igen, og en meget stor folkemængde samlede sig om ham. Så han gik ombord i en båd og sad i den et stykke fra land, og alle de mange mennesker stod inde på bredden, langs søen.+ 2 Og han begyndte at lære dem mange ting ved hjælp af lignelser,+ og i sin undervisning sagde han til dem:+ 3 “Hør! En landmand gik ud for at så.+ 4 Nogle af de korn han såede, faldt langs vejen, og fuglene kom og åd dem. 5 Andre faldt på klippegrund hvor der ikke var ret meget jord, og de skød straks op fordi der kun var et tyndt jordlag.+ 6 Men da solen stod højt på himlen, blev de svedet, og de visnede fordi de ikke havde nogen rod. 7 Andre korn faldt mellem tidsler, og tidslerne voksede op og kvalte dem, og de gav intet udbytte.+ 8 Men andre faldt i den gode jord, og de voksede op og begyndte at give udbytte, og de gav 30, 60 og 100 gange så meget som der var blevet sået.”+ 9 Så tilføjede han: “Lad den der har ører at høre med, høre efter.”+

10 Da han var alene, begyndte de der var omkring ham sammen med de tolv, at spørge ham ud om lignelserne.+ 11 Han sagde til dem: “I har fået betroet Guds riges hellige hemmelighed,+ men for dem udenfor er det hele bare lignelser,+ 12 så selvom de ser og ser, vil de ikke forstå, og selvom de hører og hører, vil de ikke få fat i meningen, og de vil heller aldrig vende om og få tilgivelse.”+ 13 Desuden sagde han til dem: “I forstår ikke denne lignelse, så hvordan vil I forstå alle de andre lignelser?

14 Det landmanden sår, er ordet.+ 15 Nogle er ligesom de korn der faldt langs vejen. Så snart de har hørt budskabet, kommer Satan+ og tager det bort der er blevet sået i dem.+ 16 Andre er ligesom de korn der blev sået på klippegrund. Så snart de har hørt budskabet, tager de imod det med glæde.+ 17 De lader dog ikke budskabet slå rod i deres hjerte, men fortsætter et stykke tid, og når der så kommer trængsler eller forfølgelse på grund af ordet, snubler de. 18 Andre igen er ligesom de korn der blev sået mellem tidslerne. Det er dem der har hørt budskabet,+ 19 men denne verdens* bekymringer+ og rigdommens bedragende magt+ og lysten+ til alt muligt andet trænger ind og kvæler det, og det bærer ikke frugt. 20 Endelig er de der blev sået i den gode jord, dem der hører ordet og villigt tager imod det og bærer frugt – 30, 60 og 100 gange så meget som der blev sået.”+

21 Han sagde også til dem: “Man tager ikke en olielampe frem for at sætte den under et kar* eller under en seng, vel? Er det ikke for at sætte den på en stander?+ 22 For der er intet skjult som ikke vil blive afsløret, og der er intet omhyggeligt gemt som ikke vil komme frem i lyset.+ 23 Enhver der har ører at høre med, skal høre efter.”+

24 Desuden sagde han til dem: “Vær opmærksomme på det I hører.+ Det I udmåler til andre, vil I selv få udmålt, ja, I vil få endnu mere. 25 For den der har, vil man give mere,+ men den der ikke har, fra ham vil man endda tage det han har.”+

26 Han sagde også: “Guds rige er ligesom når et menneske tilsår jorden. 27 Han sover om natten og står op når det bliver dag, og kornet spirer og bliver højt – men han ved ikke hvordan. 28 Af sig selv bærer jorden lidt efter lidt frugt, først strå, så aks, til sidst fuld kerne i akset. 29 Men så snart kornet er modent, går han i gang med seglen, for så er det høsttid.”

30 Og han fortsatte: “Hvad kan vi sammenligne Guds rige med, eller hvilken lignelse kan vi forklare det med? 31 Det er som et sennepsfrø, der når det bliver sået, er det mindste af alle frø på jorden.+ 32 Men når det er blevet sået, vokser det op og bliver større end alle andre urter og får store grene så himlens fugle kan finde ly i dets skygge.”

33 Med mange af den slags lignelser+ forkyndte han ordet for dem, alt efter hvor meget de var i stand til at forstå. 34 Han talte faktisk ikke til dem uden at bruge lignelser, men når han var alene med sine disciple, forklarede han dem alt.+

35 Om aftenen samme dag sagde han til dem: “Lad os tage over til den anden bred.”+ 36 Efter at de havde sendt folkemængden afsted, tog de ham med i båden, og andre både fulgte med.+ 37 Så blev det pludselig et voldsomt stormvejr. Bølgerne blev ved med at slå ind over båden, og den var lige ved at blive fyldt med vand.+ 38 Men han lå i agterstavnen og sov på en pude.* Så de vækkede ham og sagde: “Lærer, kan du ikke se at vi er ved at gå under?” 39 Han rejste sig og råbte ad vinden og sagde til søen: “Stille! Fald til ro!”+ Og vinden lagde sig, og der blev helt stille. 40 Så sagde han til dem: “Hvorfor er I så bange? Har I stadig ingen tro?” 41 Men de var grebet af en usædvanlig frygt og sagde til hinanden: “Hvem er det menneske egentlig? Selv vinden og søen adlyder ham.”+

5 Så kom de over til den anden side af søen, til gerasenernes område.+ 2 Lige efter Jesus havde forladt båden, kom en mand der var besat af en uren ånd, hen imod ham fra gravene.* 3 Han holdt til blandt gravene, og ikke engang med en lænke havde man kunnet holde ham bundet. 4 Han havde tit været bundet med fodlænker og kæder, men han rev kæderne over og sprængte fodlænkerne, og ingen var stærk nok til at overmande ham. 5 Både nat og dag råbte og skreg han blandt gravene og i bjergene og slog sig selv med sten. 6 Men da han på afstand fik øje på Jesus, løb han hen og bøjede sig for ham.+ 7 Så råbte han højt: “Hvad har jeg med dig at gøre, Jesus, Søn af Den Højeste Gud? Sværg ved Gud at du ikke vil pine mig.”+ 8 For Jesus havde sagt til ånden: “Kom ud af manden, du urene ånd.”+ 9 Men Jesus spurgte ham: “Hvad er dit navn?” Og han svarede: “Legion, for vi er mange.” 10 Og han blev ved med at bede Jesus om ikke at sende ånderne ud af landet.+

11 Der gik en stor flok svin+ og rodede efter føde på bjerget,+ 12 så ånderne bønfaldt ham: “Send os i svinene, og lad os gå i dem.” 13 Det gav han dem lov til. Så kom de urene ånder ud og gik i svinene, og flokken på omkring 2.000 fór ud over skrænten og ned i søen, hvor de druknede. 14 Men svinehyrderne flygtede og fortalte om det i byen og på landet, og folk kom for at se hvad der var sket.+ 15 De kom altså til Jesus og så den dæmonbesatte mand, ham der havde haft legionen i sig. Han sad påklædt og ved sin forstands fulde brug, og de blev bange. 16 Og de der havde set hvad der var sket med den dæmonbesatte og svinene, fortalte dem om det. 17 Så bad de Jesus om at forlade deres område.+

18 Mens han var ved at gå ombord i båden, spurgte manden der havde været dæmonbesat, om han ikke nok måtte komme med ham.+ 19 Det gav han ham ikke lov til, men sagde: “Tag hjem til dine slægtninge, og fortæl dem om alt det Jehova* har gjort for dig, og om den barmhjertighed han har vist dig.” 20 Manden tog afsted og begyndte at fortælle i Dekapolis* om alt det Jesus havde gjort for ham, og alle var forundrede.

21 Efter at Jesus igen var sejlet over til den anden bred, samledes en stor folkemængde om ham, og han var ved søen.+ 22 En af forstanderne for synagogen, ham der hed Jairus, kom nu, og da han fik øje på Jesus, kastede han sig ned for hans fødder.+ 23 Han bønfaldt ham igen og igen: “Min lille datter er meget syg.* Vil du ikke nok komme og lægge dine hænder på hende+ så hun kan blive rask og leve?” 24 Så gik Jesus med ham, og en stor folkemængde fulgte efter og maste sig ind på ham.

25 Der var en kvinde som i 12 år+ havde haft konstante blødninger.+ 26 Hun havde gennemgået smertefulde behandlinger hos mange læger og brugt alle sine penge på det. Alligevel havde hun ikke fået det bedre, men faktisk værre. 27 Hun havde hørt om Jesus, og nu kom hun hen bag ham i menneskemyldret og rørte ved hans yderklædning,+ 28 for hun blev ved med at sige: “Hvis bare jeg rører ved hans yderklæder, bliver jeg rask.”+ 29 I samme øjeblik standsede hendes blødning, og hun mærkede i sin krop at hun var blevet helbredt for den alvorlige sygdom.

30 Jesus kunne straks mærke at der var udgået kraft fra ham,+ og han vendte sig om i folkemængden og spurgte: “Hvem rørte ved mine yderklæder?”+ 31 Men hans disciple sagde til ham: “Du kan jo se at folk maser sig ind på dig, og så spørger du: ‘Hvem rørte ved mig?’” 32 Han så sig alligevel omkring for at se hvem der havde gjort det. 33 Kvinden blev bange og skælvede, for hun vidste hvad der var sket med hende, så hun kom og kastede sig ned foran ham og fortalte ham det hele. 34 Han sagde til hende: “Datter, din tro har gjort dig rask. Gå med fred,+ nu hvor du er blevet helbredt for din alvorlige sygdom.”+

35 Mens han talte, kom der nogle mænd fra synagogeforstanderens hus og sagde: “Din datter er død! Hvorfor ulejlige Læreren mere?”+ 36 Men Jesus hørte det og sagde til synagogeforstanderen: “Vær ikke bange, du skal blot tro.”+ 37 Og han gav ikke nogen lov til at gå med, undtagen Peter, Jakob og Jakobs bror Johannes.+

38 De nåede frem til synagogeforstanderens hus, og han så de mange larmende mennesker der græd og jamrede højlydt.+ 39 Da han var kommet ind, sagde han til dem: “Hvorfor græder og larmer I? Pigen er ikke død, men sover.”+ 40 Så begyndte de at le hånligt ad ham. Men efter at have sendt dem alle ud tog han barnets far og mor og sine ledsagere med sig, og han gik ind hvor pigen lå. 41 Han tog barnets hånd og sagde til hende: “Talitá kum”, der betyder: “Lille pige, jeg siger til dig: Stå op!”+ 42 Med det samme stod pigen op og begyndte at gå omkring. (Hun var 12 år). Og de var helt ude af sig selv af glæde. 43 Men han forbød dem igen og igen* at fortælle det til nogen,+ og han sagde at de skulle give hende noget at spise.

6 Han tog derfra og kom til sin hjemegn,+ og hans disciple fulgte med ham. 2 Da det blev sabbat, begyndte han at undervise i synagogen, og de fleste der hørte ham, blev forbløffede og sagde: “Hvor har manden dog alt det fra?+ Hvordan kan det være at han har fået den visdom og kan udføre den slags mirakler?*+ 3 Er det ikke tømreren,+ søn af Maria+ og bror til Jakob,+ Josef, Judas og Simon?+ Og bor hans søstre ikke her hos os?” Så begyndte de at tage anstød* på grund af ham. 4 Men Jesus sagde til dem: “Det eneste sted en profet ikke bliver respekteret, er på sin hjemegn og blandt sine slægtninge og i sin egen familie.”+ 5 Og han udførte ikke nogen mirakler* dér, bortset fra at han lagde hænderne på nogle få syge og helbredte dem. 6 Han var virkelig forbavset over at de manglede tro. Og han gik rundt til landsbyerne i omegnen og underviste.+

7 Nu kaldte han de tolv til sig, og han sendte dem ud to og to+ og gav dem myndighed over de urene ånder.+ 8 Han gav dem besked på ikke at tage andet med på rejsen end en stav – intet brød, ingen madpose, ingen penge* i bæltet+ – 9 og at tage sandaler på men ikke have en ekstra klædning med.* 10 Desuden sagde han til dem: “Når I går ind i et hus, skal I blive der indtil I rejser videre fra stedet.+ 11 Og hvis man et sted ikke vil tage imod jer eller lytte til jer, skal I forlade stedet og ryste det støv af som er på jeres fødder, for at vise at de er blevet advaret.”*+ 12 Så gik de ud og forkyndte at folk skulle angre,+ 13 og de uddrev mange dæmoner+ og indgned mange syge med olie og helbredte dem.

14 Kong Herodes hørte om det, for navnet Jesus blev kendt, og man sagde: “Johannes Døber er blevet oprejst fra de døde, og det er derfor han kan udføre mirakler.”*+ 15 Andre sagde: “Det er Elias.” Andre igen sagde: “Det er en profet ligesom en af fortidens profeter.”+ 16 Men da Herodes hørte det, sagde han: “Den Johannes jeg halshuggede, er blevet oprejst.” 17 Herodes havde nemlig arresteret Johannes og bundet ham og sat ham i fængsel på grund af sin bror Filips hustru, Herodias, som han havde giftet sig med.+ 18 For Johannes havde flere gange sagt til Herodes: “Du har ikke lov til at leve sammen med din brors hustru.”+ 19 Derfor hadede Herodias ham og ønskede at dræbe ham, men hun kunne ikke. 20 Herodes havde nemlig stor respekt* for Johannes, som han vidste var en retfærdig og hellig mand,+ så han beskyttede ham. Efter at han havde hørt på ham, var han meget i tvivl om hvad han skulle gøre. Han var dog stadig glad for at lytte til hvad han havde at sige.

21 Men Herodias fik en mulighed da Herodes på sin fødselsdag+ holdt et aftenselskab for sine stormænd og kommandanterne og de mest prominente mænd i Galilæa.+ 22 Herodias’ datter kom ind og dansede til stor fornøjelse for Herodes og hans gæster,* så kongen sagde til pigen: “Bed mig om lige hvad du vil, og jeg vil give dig det.” 23 Ja, han sværgede over for hende: “Uanset hvad du beder mig om, vil jeg give dig det, om det så er halvdelen af mit kongerige.” 24 Så gik hun ud til sin mor og spurgte: “Hvad skal jeg bede om?” Hun sagde: “Johannes Døbers hoved.” 25 Hun skyndte sig ind til kongen og sagde: “Jeg ønsker at du med det samme giver mig Johannes Døbers hoved på et fad.”+ 26 Selvom kongen blev meget ked af det, ville han ikke nægte hende det fordi han havde sværget foran gæsterne.* 27 Kongen sendte straks en livvagt afsted og befalede ham at komme med Johannes’ hoved. Så han gik ud og halshuggede ham i fængslet, 28 og han kom med hans hoved på et fad og gav det til pigen, og pigen gav det til sin mor. 29 Da hans disciple hørte om det, kom de og hentede hans lig og lagde det i en grav.*

30 Apostlene vendte tilbage til Jesus og fortalte ham om alt det de havde gjort,+ og alt det de havde lært andre. 31 Og han sagde til dem: “Kom I med mig til et øde sted hvor vi kan være for os selv og I kan hvile jer lidt.”+ Der var nemlig mange som kom og gik, så de havde ikke engang tid til at spise. 32 Så sejlede de hen til et øde sted for at være for sig selv.+ 33 Men folk så dem sejle ud, og mange fik det at vide, og fra alle byerne skyndte folk sig afsted til fods og kom før dem. 34 Da han kom ud af båden, så han en masse mennesker, og han fik dyb medfølelse med dem,+ for de var som får uden hyrde.+ Og han begyndte at lære dem mange ting.+

35 Det var sidst på eftermiddagen, og hans disciple kom hen til ham og sagde: “Her er øde, og det er allerede sent.+ 36 Send dem afsted så de kan gå ind til gårdene og landsbyerne i nærheden og købe sig noget at spise.”+ 37 Han svarede: “Giv I dem noget at spise.” Til det sagde de: “Skal vi gå ud og købe brød for 200 denarer* for at give dem noget at spise?”+ 38 Han spurgte dem: “Hvor mange brød har I? Gå hen og se efter!” Det gjorde de og sagde: “Fem – og to fisk.”+ 39 Så gav han dem alle besked på at sætte sig i det grønne græs+ i grupper. 40 De slog sig ned i grupper på 100 og på 50. 41 Så tog han de fem brød og de to fisk, så op mod himlen og bad en bøn.*+ Bagefter brækkede han brødet i stykker og begyndte at give det til disciplene så de kunne dele det ud til folk, og han delte også de to fisk så alle kunne få noget. 42 Så spiste de alle og blev mætte, 43 og man samlede resterne sammen og fyldte 12 kurve, foruden de fisk der var tilovers.+ 44 Der var 5.000 mænd der havde spist.

45 Straks efter fik han sine disciple til at gå ombord i båden og sejle i forvejen over til den modsatte bred, mod Betsajda, mens han selv sendte folk afsted.+ 46 Efter at have taget afsked med dem gik han op på et bjerg for at bede.+ 47 Om aftenen var båden midt ude på søen, og han var alene inde på land.+ 48 Han så at det var hårdt for dem at ro, for der var modvind. Omkring den fjerde nattevagt* gik han derfor ud til dem på søen, men det virkede som om han ville* gå forbi dem. 49 Da de så ham komme gående på søen, tænkte de: “Det er noget overnaturligt!” Og de skreg. 50 De så ham nemlig alle og blev forskrækkede. Men straks sagde han til dem: “Tag det roligt, det er mig! Vær ikke bange.”+ 51 Han kom op i båden til dem, og vinden lagde sig. De var helt forbløffede, 52 for de havde ikke lært af det der var sket med brødene, nej, deres hjerte var stadig langsomt til at forstå.

53 Da de nåede over til den modsatte bred, kom de til Genesaret og kastede anker i nærheden.+ 54 Men så snart de steg ud af båden, genkendte folk ham. 55 De løb rundt i hele egnen for at hente de syge på bårer og bære dem derhen hvor de havde hørt at han var. 56 Og uanset om han kom til en lille eller stor by eller ud på landet, anbragte man de syge på markedspladserne, og de tryglede ham om lov til at røre bare frynsen på hans yderklædning.+ Og alle der rørte ved den, blev raske.

7 Farisæerne og nogle af de skriftlærde der var kommet fra Jerusalem, samlede sig nu omkring ham.+ 2 De så nogle af hans disciple spise med urene hænder, det vil sige uden at have vasket dem.* 3 (Farisæerne og alle jøderne spiser nemlig ikke uden at vaske hænderne op til albuen, for de holder fast ved forfædrenes traditioner, 4 og når de kommer fra torvet, spiser de ikke uden at vaske sig. Der er mange andre traditioner som de har fået og holder fast ved, som for eksempel at døbe* bægre, kander og kobberkar).+ 5 Så spurgte disse farisæere og skriftlærde ham: “Hvorfor følger dine disciple ikke vores forfædres traditioner, men spiser med urene hænder?”+ 6 Han sagde til dem: “Esajas har rammende profeteret om jer hyklere, som der står skrevet: ‘Dette folk ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig.+ 7 Det nytter ikke noget at de bliver ved med at tilbede mig, for de lærer andre at følge menneskers bud.’+ 8 I giver slip på Guds bud og holder fast ved menneskers traditioner.”+

9 Han sagde også til dem: “Hvor er I gode til at tilsidesætte Guds bud så I kan beholde jeres traditioner!+ 10 Moses sagde for eksempel: ‘Vis din far og din mor ære’+ og: ‘Den der taler hånligt om* sin far eller mor, skal dø.’+ 11 Men I siger: ‘Et menneske kan sige til sin far eller mor: “Hvad jeg end har som kunne være en hjælp for jer, er korban (det vil sige en gave der er viet til Gud).”’ 12 I fritager ham derved for at gøre noget som helst for sin far eller mor.+ 13 På den måde gør I Guds ord ugyldigt med jeres traditioner som I har givet videre.+ Og I gør mange andre lignende ting.”+ 14 Så kaldte han igen på folkemængden og sagde: “Hør nu alle sammen på mig, og forstå det jeg siger.+ 15 Intet af det der kommer ind i et menneske udefra, kan gøre det urent, men det er det der kommer ud af et menneske, der gør det urent.”+ 16 *——

17 Da han var kommet ind i et hus, væk fra folkemængden, spurgte hans disciple ham hvad illustrationen betød.+ 18 Han sagde til dem: “Har I heller ikke forstået det? Er I ikke klar over at intet af det som udefra kommer ind i et menneske, kan gøre det urent? 19 Det går jo ikke ind i hjertet, men ned i maven og ud i kloakken.” Dermed slog han fast at al mad er ren. 20 Han fortsatte: “Det er det der kommer ud af et menneske, der gør mennesket urent.+ 21 Indefra, fra menneskets hjerte,+ kommer skadelige tanker om umoralske seksuelle forhold,* tyveri, mord, 22 ægteskabsbrud, grådighed, onde handlinger, bedrag, skamløs opførsel,* misundelse,* blasfemi, arrogance og ufornuft. 23 Alle disse onde ting kommer indefra og gør et menneske urent.”

24 Han brød op derfra og tog til området ved Tyrus og Sidon.+ Der gik han ind i et hus og ville ikke have at nogen skulle vide det, men han kunne ikke undgå at blive bemærket. 25 En kvinde hvis lille datter var besat af en uren ånd, hørte om ham, skyndte sig derhen og kastede sig ned for hans fødder.+ 26 Kvinden var græker, af syrisk-fønikisk nationalitet,* og hun blev ved med at bede ham om at drive dæmonen ud af hendes datter. 27 Men han sagde til hende: “Lad først børnene blive mætte, for det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og kaste det til de små hunde.”+ 28 “Du har ret, Herre,” svarede hun, “og dog æder de små hunde under bordet de små børns krummer.” 29 Han sagde til hende: “Fordi du sagde sådan, så gå blot hjem. Dæmonen har forladt din datter.”+ 30 Hun gik hjem og fandt barnet liggende på sengen, og dæmonen var forsvundet.+

31 Da Jesus forlod området ved Tyrus, gik han gennem Sidon og Dekapolis* og kom til Galilæas Sø.+ 32 Her kom man til ham med en døv mand med et talehandicap,+ og man tryglede ham om at helbrede* manden. 33 Han tog ham til side, væk fra de mange mennesker. Da de var alene, stak han sine fingre i mandens ører, og efter at have spyttet rørte han ved hans tunge.+ 34 Han så op mod himlen, sukkede dybt og sagde til ham: “Effatá”, der betyder: “Luk dig op.” 35 Så blev mandens ører åbnet,+ og hans talehandicap forsvandt, og han begyndte at tale normalt. 36 Jesus forbød dem at fortælle nogen om det,+ men jo mere han forbød dem det, jo mere talte de om det.+ 37 De var overvældet af forbløffelse+ og sagde: “Alt hvad han har gjort, er godt. Selv døve får han til at høre, og stumme får han til at tale.”+

8 På det tidspunkt var der igen en stor folkemængde som ikke havde noget at spise, så han kaldte disciplene til sig og sagde til dem: 2 “Jeg har ondt af de mange mennesker,+ for de har allerede været hos mig i tre dage, og de har ikke noget at spise.+ 3 Hvis jeg lader dem gå sultne* hjem, falder de måske om af udmattelse på vejen, og nogle af dem bor langt væk.” 4 Men hans disciple svarede: “Hvordan kan nogen på det her øde sted skaffe brød nok til at alle de mennesker kan spise sig mætte?” 5 Så spurgte han dem: “Hvor mange brød har I?” “Syv,”+ svarede de. 6 Og han sagde til de mange mennesker at de skulle sætte sig på jorden. Så tog han de syv brød, takkede Gud, brækkede dem i stykker og begyndte at give dem til sine disciple så de kunne dele dem ud, og de delte dem ud til de mange mennesker.+ 7 De havde også nogle småfisk, og efter at have bedt en bøn* sagde han at de også skulle dele dem ud. 8 De spiste så og blev mætte, og de fyldte syv store kurve* med det der blev tilovers.+ 9 Der var omkring 4.000 mænd. Til sidst sendte han dem afsted.

10 Straks gik han ombord i båden sammen med sine disciple og kom til egnen ved Dalmanuta.+ 11 Her kom farisæerne og gav sig til at diskutere med ham, og for at udfordre ham krævede de et tegn fra himlen.+ 12 Så sukkede han dybt* og sagde: “Hvorfor kræver denne generation et tegn?+ Det siger jeg jer: Denne generation vil ikke få noget tegn.”+ 13 Så forlod han dem, gik ombord igen og tog over til den anden bred.

14 Men disciplene havde glemt at tage brød med, så de havde kun ét brød med sig i båden.+ 15 Og han advarede dem udtrykkeligt: “Hold øjnene åbne, og pas på farisæernes surdej og Herodes’ surdej.”+ 16 Så gav de sig til at diskutere med hinanden fordi de ikke havde noget brød. 17 Han lagde mærke til det og spurgte dem: “Hvorfor diskuterer I at I ikke har noget brød? Har I ikke forstået det endnu? Er jeres hjerte stadig langsomt til at forstå? 18 ‘Kan I ikke se selvom I har øjne, og kan I ikke høre selvom I har ører?’ Kan I ikke huske 19 dengang jeg brækkede de fem brød+ i stykker til de 5.000 mænd? Hvor mange kurve fyldte I med rester?” “Tolv,”+ sagde de. 20 “Og efter at jeg havde brækket de syv brød i stykker til de 4.000 mænd, hvor mange store kurve* fyldte I bagefter med rester?” “Syv,”+ svarede de. 21 Så sagde han til dem: “Har I stadig ikke forstået det?”

22 De lagde til ved Betsajda. Her kom folk til ham med en blind mand, og de bønfaldt ham om at røre ved ham.+ 23 Han tog den blinde ved hånden og førte ham uden for landsbyen. Efter at have spyttet på hans øjne+ lagde han hænderne på ham og spurgte ham: “Ser du noget?” 24 Manden så op og sagde: “Jeg tror at jeg ser mennesker, for jeg ser noget der ligner træer, men de går omkring.” 25 Han lagde hænderne på mandens øjne en gang til, og nu så manden klart. Han havde fået synet tilbage og kunne se alt tydeligt. 26 Så sendte han ham hjem og sagde: “Gå ikke ind i landsbyen.”

27 Jesus og hans disciple tog nu afsted til landsbyerne omkring Cæsarea Filippi, og på vejen spurgte han sine disciple: “Hvem siger folk jeg er?”+ 28 De sagde til ham: “Johannes Døber,+ men andre siger Elias,+ og andre igen en af profeterne.” 29 “Hvad med jer?” sagde han. “Hvem siger I jeg er?” “Du er Kristus,”+ svarede Peter. 30 Så forbød han dem udtrykkeligt at fortælle nogen om ham.+ 31 Han begyndte også at lære dem at Menneskesønnen skulle gennemgå mange lidelser og ville blive forkastet af de ældste og de øverste præster og de skriftlærde, og at han ville blive dræbt+ og tre dage senere opstå fra de døde.+ 32 Ja, han sagde det ligeud. Men Peter tog ham til side og begyndte at irettesætte ham.+ 33 Jesus vendte sig om, så på sine disciple og irettesatte Peter: “Forsvind om bag mig, Satan! For du tænker ikke Guds tanker, men menneskers.”+

34 Han kaldte nu folkemængden og sine disciple til sig og sagde til dem: “Hvis nogen vil følge mig, så lad ham sige nej til sig selv og bære sin torturpæl* og blive ved med at følge mig.+ 35 For enhver der ønsker at redde sit liv, vil miste det, men enhver der mister sit liv for min og den gode nyheds skyld, vil redde det.+ 36 Hvad gavn har et menneske af at opnå alt det verden har at tilbyde, hvis han mister livet?+ 37 Hvad vil et menneske egentlig give i bytte for sit liv?+ 38 For enhver som skammer sig over mig og mine ord i denne utro* og syndige generation, ham vil Menneskesønnen også skamme sig over+ når han kommer i sin Fars herlighed sammen med de hellige engle.”+

9 Han fortsatte: “Det siger jeg jer: Nogle af dem der står her, skal slet ikke dø før de har set Guds rige komme med magt.”+ 2 Seks dage senere tog Jesus Peter og Jakob og Johannes med op på et højt bjerg hvor de var for sig selv. Og han blev forvandlet for øjnene af dem.+ 3 Hans yderklæder begyndte at skinne og blev langt hvidere end nogen tøjrenser på jorden kunne få dem. 4 Og Elias og Moses viste sig for dem, og de stod og talte med Jesus. 5 Så sagde Peter til Jesus: “Rabbi, det er godt at vi er her. Så kan vi rejse tre telte, et til dig, et til Moses og et til Elias.” 6 Han vidste nemlig ikke hvordan han skulle reagere, for de var meget bange. 7 Og en sky kom ned over dem, og inde fra skyen lød en stemme:+ “Det er min Søn, som jeg elsker.+ Lyt til ham.”+ 8 Men pludselig, da de så sig omkring, var der ikke andre end Jesus hos dem.

9 Mens de var på vej ned fra bjerget, forbød han dem at fortælle nogen hvad de havde set,+ før Menneskesønnen var opstået fra de døde.+ 10 De tog det han havde sagt, til sig,* men diskuterede indbyrdes hvad det at opstå fra de døde betød. 11 Og de spurgte ham: “Hvorfor siger de skriftlærde at Elias+ først skal komme?”+ 12 Han sagde til dem: “Elias kommer ganske rigtigt først og genopretter alt,+ men hvordan kan det så være at der står skrevet om Menneskesønnen at han skal gennemgå mange lidelser+ og blive hånet?+ 13 Men jeg siger jer at Elias+ faktisk er kommet, og de gjorde med ham hvad de ville, sådan som der står skrevet om ham.”+

14 Da de kom hen til de andre disciple, så de en stor folkemængde omkring dem og nogle skriftlærde i diskussion med dem.+ 15 De mange mennesker blev overraskede da de fik øje på Jesus, og de løb hen for at hilse på ham. 16 Han spurgte dem: “Hvad er det I diskuterer?” 17 En fra folkemængden sagde til ham: “Lærer, jeg tog min søn med til dig fordi han er besat af en ånd der gør ham stum.+ 18 Når den angriber ham, kaster den ham til jorden, og han får fråde om munden og skærer tænder og bliver helt udmattet. Jeg bad dine disciple om at uddrive den, men det kunne de ikke.” 19 Han sagde til dem: “Åh, du generation uden tro!+ Hvor længe skal jeg blive hos jer? Hvor længe skal jeg holde jer ud? Kom herhen med ham.”+ 20 Så kom de hen til ham med drengen, men da ånden så Jesus, gav den med det samme drengen et krampeanfald. Han faldt om på jorden og lå og rullede rundt med fråde om munden. 21 Jesus spurgte hans far: “Hvor længe har han haft det sådan?” Han sagde: “Siden han var lille, 22 og den har tit kastet ham ind i ilden og også i vandet for at tage livet af ham. Men hvis du kan gøre noget, så hav medfølelse med os og hjælp os.” 23 Jesus sagde til ham: “Hvorfor siger du ‘hvis du kan’? Alt er muligt for den der har tro.”+ 24 Straks udbrød barnets far: “Jeg har tro! Hjælp mig der hvor jeg mangler tro!”+

25 Jesus, som nu så at folk stimlede sammen, talte hårdt til den urene ånd og sagde: “Du ånd der gør stum og døv, jeg befaler dig: Kom ud af ham, og gå ikke ind i ham igen!”+ 26 Den skreg højt, og efter at have givet drengen voldsom krampe kom den ud, og det virkede som om drengen var død, så de fleste sagde: “Han er død!” 27 Men Jesus tog hans hånd og hjalp ham op, og han kom op at stå. 28 Da Jesus var kommet ind i et hus og var alene med sine disciple, spurgte de ham: “Hvorfor kunne vi ikke uddrive den?”+ 29 Han sagde til dem: “Den slags kan kun komme ud ved bøn.”

30 De tog derfra og gik gennem Galilæa, men han ville ikke have at nogen fik det at vide. 31 Han var nemlig i gang med at undervise sine disciple, og han sagde til dem: “Menneskesønnen vil blive forrådt og overgivet til sine fjender, og de vil dræbe ham,+ men til trods for det vil han opstå tre dage senere.”+ 32 De forstod dog ikke hvad han mente, og de var bange for at spørge ham.

33 Så kom de til Kapernaum. Og da han var inde i huset, spurgte han dem: “Hvad diskuterede I på vejen?”+ 34 Men de svarede ikke, for på vejen havde de diskuteret hvem af dem der var størst. 35 Så satte han sig ned, kaldte på de tolv og sagde: “Hvis nogen ønsker at være først, må han være sidst af alle og alles tjener.”+ 36 Så tog han en lille dreng og stillede ham midt iblandt dem. Han lagde armene om ham og sagde til dem: 37 “Enhver som tager imod sådan et lille barn+ på grundlag af mit navn, tager også imod mig, og enhver som tager imod mig, tager ikke bare imod mig, men også imod Ham der har sendt mig.”+

38 Johannes sagde til ham: “Lærer, vi så en der uddrev dæmoner ved at bruge dit navn, og vi prøvede at forhindre ham i det, for han fulgtes jo ikke med os.”+ 39 Men Jesus sagde: “I skal ikke prøve at forhindre ham i det, for ingen der udfører en magtfuld gerning på grundlag af mit navn, vil lige efter kunne sige noget ondt om mig. 40 For enhver der ikke er imod os, er med os.+ 41 Og enhver der giver jer et bæger vand at drikke fordi I tilhører Kristus+ – det siger jeg jer: Han skal afgjort ikke gå glip af sin belønning.+ 42 Men hvis nogen får en af disse små som tror, til at snuble, ville det være bedre for ham at få en møllesten der drejes af et æsel, hængt om halsen og blive kastet i havet.+

43 Hvis din hånd nogensinde får dig til at snuble, så hug den af. Det er bedre for dig at gå handicappet ind til livet end at have to hænder og komme i Gehenna,* i den ild der ikke kan slukkes.+ 44 *—— 45 Og hvis din fod får dig til at snuble, så hug den af. Det er bedre for dig at gå halt ind til livet end at have to fødder og blive kastet i Gehenna.*+ 46 *—— 47 Og hvis dit øje får dig til at snuble, så kast det bort.+ Det er bedre for dig at gå enøjet ind i Guds rige end at have to øjne og blive kastet i Gehenna,*+ 48 hvor maddikerne ikke dør og ilden ikke slukkes.+

49 Alle skal saltes med ild.+ 50 Salt er en god ting, men hvis saltet nogensinde mister sin kraft, hvad kan I så krydre det med?+ Hav salt i jer selv,+ og hold fred med hinanden.”+

10 Han brød op derfra og kom til Judæas grænseområde på den anden side af Jordanfloden, og igen samlede der sig mange mennesker om ham. Og som han plejede, gav han sig til at undervise dem.+ 2 Nogle farisæere nærmede sig for at udfordre ham, og de spurgte ham om en mand har lov til at skille sig fra sin hustru.+ 3 Han svarede dem: “Hvad har Moses befalet jer?” 4 De sagde: “Moses har tilladt at man skriver en skilsmisseattest og skiller sig fra hende.”+ 5 Men Jesus sagde til dem: “Han skrev det bud til jer fordi I er så hårdhjertede.+ 6 Men fra skabelsens begyndelse ‘skabte Han dem som mand og kvinde.+ 7 Af den grund vil en mand forlade sin far og mor,+ 8 og de to skal være ét.’*+ De er altså ikke længere to, men ét. 9 Derfor, hvad Gud har forenet, må intet menneske skille ad.”+ 10 Da de igen var inde i huset, spurgte disciplene ham ud om dette. 11 Han sagde til dem: “Enhver der skiller sig fra sin hustru og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud+ og er utro mod hende, 12 og hvis en kvinde skiller sig fra sin mand og gifter sig med en anden, begår hun ægteskabsbrud.”+

13 Folk begyndte nu at komme til ham med små børn for at han skulle lægge hænderne på dem, men disciplene skældte dem ud.+ 14 Da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: “Lad de små børn komme hen til mig. Prøv ikke at forhindre dem i det, for Guds rige tilhører dem der er som disse børn.+ 15 Det siger jeg jer: Den der ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn, vil slet ikke komme ind i det.”+ 16 Og han tog børnene i sine arme og lagde hænderne på dem og velsignede dem.+

17 Da han gik videre, løb en mand hen og faldt på knæ for ham og spurgte: “Gode Lærer, hvad skal jeg gøre for at få* evigt liv?”+ 18 Jesus sagde til ham: “Hvorfor kalder du mig god? Der er kun én der er god, og det er Gud.+ 19 Du kender buddene: ‘Myrd ikke,+ begå ikke ægteskabsbrud,+ stjæl ikke,+ afgiv ikke falsk vidneforklaring,+ bedrag ikke,+ vis din far og din mor ære.’”+ 20 Manden sagde til ham: “Lærer, jeg har holdt dem alle sammen siden jeg var ung.” 21 Jesus så på ham, og hans kærlighed til ham fik ham til at sige: “Én ting mangler hos dig: Gå hen og sælg hvad du har, og giv det til de fattige, så vil du have værdier i himlen, og kom så og følg mig.”+ 22 Men da han hørte det, blev han bedrøvet og gik sin vej, for han ejede mange ting.+

23 Efter at have set sig omkring sagde Jesus til sine disciple: “Hvor vil det være vanskeligt for dem der har penge, at komme ind i Guds rige!”+ 24 Men disciplene var overrasket over hans ord. Det fik Jesus til at sige: “Børn, hvor er det vanskeligt at komme ind i Guds rige! 25 Det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige.”+ 26 De blev endnu mere forbløffede og sagde til ham:* “Hvem kan så blive frelst?”+ 27 Jesus så direkte på dem og sagde: “For mennesker er det umuligt, men ikke for Gud, for alting er muligt for Gud.”+ 28 Peter sagde til ham: “Hør! Vi har forladt alt og fulgt dig.”+ 29 Jesus sagde: “Det siger jeg jer: Ingen har forladt hus eller brødre eller søstre eller mor eller far eller børn eller marker for min skyld og for den gode nyheds skyld+ 30 uden at han vil få 100 gange mere nu i denne tid – huse, brødre, søstre, mødre, børn og marker, sammen med forfølgelser+ – og i den kommende verdensordning* evigt liv. 31 Men mange af de første skal blive de sidste,+ og de sidste skal blive de første.”

32 De var nu på vej op til Jerusalem, og Jesus gik foran dem, og disciplene var forvirrede, men de der fulgte efter dem, begyndte at blive bange. Så tog han endnu en gang de tolv til side og begyndte at fortælle dem om det der skulle ske med ham:+ 33 “Vi går nu op til Jerusalem, og Menneskesønnen vil blive overgivet til de øverste præster og de skriftlærde. De vil dømme ham til døden og overgive ham til folk fra nationerne, 34 som vil gøre nar af ham og spytte på ham og piske ham og dræbe ham, men tre dage efter skal han opstå fra de døde.”+

35 Jakob og Johannes, Zebedæus’ sønner,+ kom hen til ham og sagde: “Lærer, der er noget vi vil bede dig om at gøre for os.”+ 36 Han sagde til dem: “Hvad vil I gerne have at jeg gør for jer?” 37 De svarede: “Giv os lov til at sidde ved siden af dig når du er blevet ophøjet, den ene af os ved din højre side og den anden ved din venstre.”+ 38 Men Jesus sagde til dem: “I ved ikke hvad I beder om. Kan I drikke det bæger som jeg er ved at drikke, eller blive døbt med den dåb jeg er ved at blive døbt med?”+ 39 “Det kan vi,” svarede de. Så sagde Jesus til dem: “Det bæger jeg er ved at drikke, skal I drikke, og den dåb jeg er ved at blive døbt med, vil I blive døbt med.+ 40 Men hvem der skal sidde ved min højre eller venstre side, har jeg ikke myndighed til at bestemme, for de pladser tilhører dem som de er bestemt for.”

41 Da de ti andre hørte om det, blev de vrede på Jakob og Johannes.+ 42 Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: “I ved at de der betragtes som nationernes herskere, spiller herrer over dem, og at deres ledere* bestemmer over dem.+ 43 Sådan må det ikke være blandt jer, tværtimod, enhver der ønsker at være stor blandt jer, skal være jeres tjener,+ 44 og enhver der ønsker at være først blandt jer, skal være alles træl. 45 For selv Menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig betjene, men for at tjene+ og give sit liv som en løsesum i bytte for mange.”+

46 Så kom de til Jeriko. Men da han og hans disciple og en større folkemængde var på vej ud af Jeriko, sad Bartimæus (Timæus’ søn), en blind tigger, ved vejen.+ 47 Da han hørte at det var Jesus fra Nazaret, gav han sig til at råbe: “Davids Søn,+ Jesus, vis mig barmhjertighed!”+ 48 Det fik mange til at irettesætte ham og sige at han skulle tie stille, men han blev bare ved med at råbe: “Davids Søn, vis mig barmhjertighed!” 49 Jesus stoppede op og sagde: “Kald ham hen til mig.” Så kaldte de på den blinde og sagde til ham: “Vær ikke bange! Rejs dig, han kalder på dig.” 50 Han kastede sin yderklædning fra sig, sprang op og kom hen til Jesus. 51 Så sagde Jesus til ham: “Hvad ønsker du at jeg skal gøre for dig?” Den blinde sagde: “Rabbúni,* lad mig få mit syn igen.” 52 Og Jesus sagde til ham: “Du kan gå hjem. Din tro har gjort dig rask.”+ Straks fik han sit syn igen,+ og han begyndte at følge ham.

11 Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage og Betania+ ved Oliebjerget, sendte han to af sine disciple afsted+ 2 og sagde til dem: “Gå ind i landsbyen derovre. Så snart I kommer derind, vil I se et føl der står bundet, og som ingen endnu har siddet på. Løs det og kom med det. 3 Og hvis nogen siger til jer: ‘Hvorfor gør I det?’, så sig: ‘Herren skal bruge det, og han vil straks sende det tilbage hertil.’” 4 Så gik de, og de fandt føllet bundet ved en dør i en sidegade, og de løste det.+ 5 Men nogle af dem der stod der, sagde til dem: “Hvad laver I? Løser I føllet?” 6 De svarede præcis som Jesus havde sagt de skulle, og så lod de dem gå.

7 Og de kom med føllet+ til Jesus og lagde deres yderklæder på det, og han satte sig op på det.+ 8 Der var også mange som bredte deres yderklæder ud på vejen, men andre skar grønne grene af på markerne.+ 9 Og de der gik foran, og de der fulgte bagefter, blev ved med at råbe: “Frels* ham, beder vi!+ Velsignet er den der kommer i Jehovas* navn!+ 10 Velsignet er vores far Davids kommende rige!+ Frels ham, beder vi, du som er i det højeste!” 11 Han red ind i Jerusalem og gik ind i templet og så rundt på alt det der var der, men det var allerede blevet sent, så han gik ud til Betania sammen med de tolv.+

12 Næste dag, da de var på vej ud af Betania, blev han sulten.+ 13 På afstand fik han øje på et figentræ som havde blade, og han gik hen for at se om han kunne finde noget på det. Men da han kom hen til det, fandt han ikke andet end blade, for det var ikke figentid. 14 Så han sagde til det: “Ingen skal spise frugt fra dig mere.”+ Og det hørte hans disciple.

15 Så kom de til Jerusalem. Der gik han ind i templet og begyndte at jage dem ud der solgte og købte i templet, og han væltede pengevekslernes borde og duesælgernes bænke,+ 16 og han lod ikke nogen bære noget som helst redskab gennem templet. 17 Han underviste dem og sagde: “Står der ikke skrevet: ‘Mit hus skal kaldes et bedehus for alle nationer’?+ Men I har gjort det til et tilholdssted for røvere.”+ 18 Og de øverste præster og de skriftlærde hørte det, og de gav sig til at undersøge hvordan de kunne dræbe ham.+ De var nemlig bange for ham fordi hans undervisning gjorde et stærkt indtryk på hele folkemængden.+

19 Sidst på dagen gik de ud af byen. 20 Da de tidligt næste morgen kom forbi figentræet, så de at det allerede var visnet fra roden af.+ 21 Peter kom i tanke om hvad der var sket, og sagde til Jesus: “Rabbi, se! Figentræet som du forbandede, er visnet.”+ 22 Jesus sagde til dem: “Tro på Gud. 23 Det siger jeg jer: Den som siger til dette bjerg: ‘Løft dig op og kast dig i havet’, og som ikke tvivler i sit hjerte men tror på at det han siger, vil ske, for ham vil det ske.+ 24 Derfor siger jeg til jer: Alt det I beder om i jeres bønner – tro på at I har fået det, så vil I få det.+ 25 Og når I står og beder, så tilgiv andre det I har imod dem, så jeres Far i himlene også kan tilgive jer jeres overtrædelser.”+ 26 *——

27 De kom igen til Jerusalem. Og mens han gik rundt i templet, kom de øverste præster og de skriftlærde og de ældste, 28 og de spurgte ham: “Hvilken ret har du til at gøre det her? Eller hvem har givet dig lov til at gøre det her?”+ 29 Jesus svarede dem: “Jeg vil spørge jer om en ting. Hvis I svarer mig, vil jeg fortælle jer hvilken ret jeg har til at gøre som jeg gør. 30 Var Johannes’ dåb+ fra Gud* eller fra mennesker? Svar mig.”+ 31 Så begyndte de at diskutere indbyrdes: “Hvis vi svarer: ‘Fra Gud’,* vil han sige: ‘Hvorfor troede I så ikke på ham?’ 32 Men tør vi svare: ‘Fra mennesker’?” De var bange for folket, for alle mente at Johannes virkelig havde været en profet.+ 33 De svarede derfor Jesus: “Vi ved det ikke.” Jesus sagde til dem: “Så fortæller jeg heller ikke jer hvilken ret jeg har til at gøre som jeg gør.”

12 Så begyndte han at tale til dem ved hjælp af lignelser: “En mand anlagde en vingård,+ satte et hegn omkring den, udhuggede en vinperse og byggede et tårn.+ Så lejede han den ud til nogle vinbønder og rejste til udlandet.+ 2 Da tiden var inde, sendte han en træl til vinbønderne for at hente noget af vingårdens høst hos dem. 3 Men de tog fat i ham, slog ham og sendte ham tomhændet bort. 4 Så sendte han en anden træl til dem, og de slog ham i hovedet og ydmygede ham.+ 5 Og han sendte endnu en, og ham dræbte de. Han sendte mange andre, og nogle af dem pryglede de, og andre dræbte de. 6 Han havde én mere, en søn som han elskede.+ Ham sendte han til dem som den sidste, for han tænkte: ‘Min søn vil de respektere.’ 7 Men vinbønderne sagde til hinanden: ‘Det er arvingen.+ Kom, lad os dræbe ham så vi får arven.’ 8 Så tog de ham og dræbte ham og smed ham ud af vingården.+ 9 Hvad vil ejeren af vingården gøre? Han vil komme og slå vinbønderne ihjel og give vingården til nogle andre.+ 10 Har I aldrig læst dette skriftsted: ‘Den sten bygmestrene forkastede, er blevet hovedhjørnestenen.*+ 11 Den er kommet fra Jehova,* og den er vidunderlig i vores øjne’?”+

12 Så ville de arrestere ham, for de vidste at lignelsen var møntet på dem, men de var bange for folkemængden. Derfor lod de ham være og gik deres vej.+

13 Derefter sendte de nogle af farisæerne og af tilhængerne af Herodes’ parti* til ham for at få ham til at sige noget de kunne fange ham i.+ 14 De kom hen og sagde til ham: “Lærer, vi ved at du taler sandt og ikke tager dig af hvad andre mener, for du ser ikke på folks ydre, men du lærer andre sandheden om hvad der er Guds vilje. Er det tilladt* at betale skat* til kejseren, eller er det ikke? 15 Skal vi betale, eller skal vi ikke betale?” Han gennemskuede deres hykleri og sagde til dem: “Hvorfor udfordrer I mig? Kom med en denar* så jeg kan se den.” 16 De rakte ham en, og han spurgte dem: “Hvis billede og titel er det?” De svarede: “Kejserens.” 17 Så sagde Jesus: “Giv kejseren det der er kejserens,+ og Gud det der er Guds.”+ Og de var forbløffet over ham.

18 Nogle saddukæere – det er dem der siger at der ikke er nogen opstandelse+ – kom og spurgte ham:+ 19 “Lærer, Moses skrev til os at hvis en mand dør og efterlader sig en hustru men ikke efterlader sig noget barn, så skal hans bror gifte sig med enken og give sin døde bror efterkommere.+ 20 Der var syv brødre. Den første tog en hustru, men da han døde, efterlod han sig ikke nogen børn. 21 Og den anden giftede sig med hende men døde uden at efterlade sig børn. Det samme skete med den tredje. 22 Ingen af de syv efterlod sig børn. Til allersidst døde kvinden også. 23 Hvem af dem skal have hende til hustru i opstandelsen? De har jo alle syv været gift med hende.” 24 Jesus sagde til dem: “Er grunden til at I tager fejl, ikke netop at I hverken kender Skrifterne eller Guds kraft?+ 25 For når de opstår fra de døde, gifter mænd sig ikke, og kvinder bliver ikke giftet bort, men de er som engle i himlene.+ 26 Men med hensyn til at de døde bliver oprejst, så har I vel læst i Moses’ bog, i beretningen om tornebusken, at Gud sagde til ham: ‘Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud.’+ 27 Han er ikke de dødes men de levendes Gud. I tager fuldstændigt fejl.”+

28 En af de skriftlærde, som var kommet hen og havde hørt dem diskutere, forstod at han havde givet et godt svar, og spurgte ham: “Hvilket bud er det vigtigste* af alle?”+ 29 Jesus svarede: “Det vigtigste er: ‘Hør, Israel, Jehova* vores Gud er én Jehova,* 30 og du skal elske Jehova* din Gud af hele dit hjerte og hele din sjæl* og hele dit sind og hele din styrke.’+ 31 Derefter kommer dette: ‘Du skal elske dit medmenneske* som dig selv.’+ Der er ikke noget bud der er større end dem.” 32 Den skriftlærde sagde til ham: “Lærer, det var godt sagt og i overensstemmelse med sandheden: ‘Han er én, og der er ikke nogen anden Gud end ham.’+ 33 Og at elske ham af hele sit hjerte, hele sin forstand og hele sin styrke og at elske sit medmenneske* som sig selv er langt mere værd end alle brændofre og slagtofre.”+ 34 Da Jesus hørte at han svarede klogt, sagde han til ham: “Du er ikke langt fra Guds rige.” Derefter turde ingen stille ham flere spørgsmål.+

35 Jesus fortsatte med at undervise i templet og sagde: “Hvordan kan det være at de skriftlærde siger at Kristus er Davids søn?+ 36 Ved den hellige ånd+ har David selv sagt: ‘Jehova* sagde til min Herre: “Sæt dig ved min højre hånd indtil jeg lægger dine fjender under dine fødder.”’+ 37 David selv kalder ham Herre, så hvordan kan det være at han er hans søn?”+

Og den store folkemængde lyttede begejstret til ham. 38 Han fortsatte med at undervise og sagde: “Pas på de skriftlærde som kan lide at gå rundt i lange klæder og gerne vil have at man hilser på dem på torvene,+ 39 og ønsker de forreste* siddepladser i synagogerne og de bedste pladser ved aftensmåltiderne.+ 40 De udnytter enkerne og tager deres ejendom,* og for et syns skyld* beder de lange bønner. De vil få en hårdere* dom.”

41 Og han satte sig over for bidragsbøsserne+ og gav sig til at betragte folk der lagde penge i bidragsbøsserne, og mange rige lagde mange mønter i.+ 42 Nu kom der en fattig enke og lagde to småmønter* i.+ 43 Så kaldte han sine disciple hen til sig og sagde til dem: “Jeg siger jer at denne fattige enke har lagt mere i end alle de andre der lagde penge i bidragsbøsserne.+ 44 For de gav alle af deres overskud, men fattig som hun er, gav hun alt hvad hun ejede, alt hvad hun havde at leve af.”+

13 Da han var på vej ud af templet, sagde en af hans disciple til ham: “Lærer, se de imponerende sten og bygninger!”+ 2 Men Jesus sagde til ham: “Hvorfor ser du på de store bygninger? Der skal afgjort ikke ligge to sten oven på hinanden* uden at de bliver revet ned.”+

3 Mens han sad på Oliebjerget med udsigt til templet, spurgte Peter, Jakob, Johannes og Andreas da de var alene med ham: 4 “Fortæl os: Hvornår vil alt det ske, og hvad vil være tegnet på at det nærmer sig sin afslutning?”+ 5 Så sagde Jesus til dem: “Pas på at ingen vildleder jer.+ 6 Mange vil komme i mit navn og sige: ‘Det er mig.’ Og de vil vildlede mange. 7 Og når I hører lyden af krig og meldinger om krige, så bliv ikke foruroligede. Det er ting der nødvendigvis må ske, men enden er der ikke endnu.+

8 For nation skal gå i krig mod nation, og rige mod rige;+ der vil være jordskælv det ene sted efter det andet; der vil også være hungersnød.+ Det er begyndelsen på en tid med store lidelser.*+

9 Men I skal være på vagt. Folk vil overgive jer til lokale domstole,+ og man vil slå jer i synagoger,+ og I vil blive stillet for statholdere og konger for min skyld så I kan aflægge vidnesbyrd over for dem.+ 10 Desuden skal den gode nyhed først forkyndes for alle nationerne.+ 11 Men når de fører jer afsted for at overgive jer, så vær ikke i forvejen bekymret for hvad I skal sige, men sig det der bliver givet jer i samme øjeblik, for det er ikke jer der taler, men den hellige ånd.+ 12 Desuden vil en mand overgive sin bror til døden, og en far sit barn, og børn vil gøre oprør mod deres forældre og få dem slået ihjel.+ 13 Og I vil blive hadet af alle på grund af mit navn,+ men den der holder ud* til enden,+ bliver frelst.+

14 Men når I ser at afskyeligheden der ødelægger,+ står hvor den ikke bør stå (den der læser dette, skal bruge dømmekraft), så skal de der er i Judæa, flygte til bjergene.+ 15 Den der er på taget, skal ikke gå ned og hente noget i huset, 16 og den der er på marken, skal ikke gå hjem og hente sin yderklædning. 17 Stakkels de gravide kvinder og dem der har et barn at amme i de dage!+ 18 Bliv ved med at bede om at det ikke sker om vinteren, 19 for i de dage vil der være en tid med trængsler,+ en tid der ikke har været magen til siden begyndelsen af Guds skaberværk, og som aldrig vil komme igen.+ 20 Og hvis Jehova* ikke afkortede dagene, ville ingen blive frelst. Men på grund af de udvalgte, dem han har udvalgt, har han afkortet dagene.+

21 Og hvis nogen da siger til jer: ‘Se! Her er Kristus’ eller: ‘Se! Dér er han’, skal I ikke tro på det.+ 22 For der vil komme falske profeter og nogle der påstår at de er Kristus,+ og de vil gøre tegn og undere for om muligt at vildlede de udvalgte. 23 I skal derfor passe på.+ Jeg har fortalt jer alt i forvejen.

24 Men i de dage, efter de trængsler, vil solen blive formørket, og månen vil ikke skinne,+ 25 og stjernerne vil falde ned fra himlen, og kræfterne i himlene vil blive rystet. 26 Så skal de se Menneskesønnen+ komme i skyerne med stor magt og herlighed.+ 27 Og så vil han sende englene ud, og han vil samle sine udvalgte fra de fire verdenshjørner,* ja, fra jordens ende til himlens ende.+

28 Lær noget af denne sammenligning med figentræet: Så snart dets unge gren bliver blød og får blade, ved I at sommeren er nær.+ 29 Sådan ved I også når I ser disse ting ske, at han er nær og står ved døren.+ 30 Jeg skal sige jer at denne generation afgjort ikke skal forsvinde før alt dette sker.+ 31 Himlen og jorden vil forsvinde,+ men mine ord vil afgjort ikke forsvinde.+

32 Ingen kender den dag eller time, hverken englene i himlen eller Sønnen – kun Faren.+ 33 Hold øjnene åbne, og hold jer vågne,+ for I ved ikke hvornår tiden* er inde.+ 34 Det er som en mand der rejste til udlandet. Inden han tog afsted, gav han sine trælle ansvaret for huset,+ tildelte hver af dem en arbejdsopgave og befalede dørvogteren at være på vagt.+ 35 Hold jer derfor vågne – for I ved ikke hvornår husets herre kommer,+ om det er sent på dagen eller ved midnat eller før daggry* eller tidligt om morgenen+ – 36 så han ikke finder jer sovende når han pludselig kommer.+ 37 Men det jeg siger til jer, siger jeg til alle: Hold jer vågne.”+

14 Der var to dage til påsken+ og de usyrnede brøds fest.+ Og de øverste præster og de skriftlærde prøvede at finde en snedig måde at arrestere ham på og få ham dræbt.+ 2 De sagde nemlig: “Ikke i højtiden, ellers kunne der opstå uroligheder blandt folket.”

3 Mens han i Betania spiste* hos Simon der havde været spedalsk, kom en kvinde med en alabasterkrukke med en meget dyr parfumeret olie, ægte nardus. Hun brød hul på alabasterkrukken og gav sig til at hælde den ud over hans hoved.+ 4 Det fik nogle til vredt at sige til hinanden: “Sikke et spild af parfumeret olie! 5 Den parfumerede olie kunne jo have været solgt for mere end 300 denarer,* og pengene givet til de fattige!” Og de var meget irriterede på* hende. 6 Men Jesus sagde: “Lad hende være. Hvorfor kritiserer I hende? Hun har gjort en god gerning mod mig.+ 7 De fattige har I jo altid hos jer,+ og dem kan I gøre godt mod når som helst I vil, men I vil ikke altid have mig hos jer.+ 8 Hun har gjort hvad hun kunne; hun har hældt parfumeret olie over mig som en forberedelse til min begravelse.+ 9 Det skal jeg sige jer: Hvor som helst i verden den gode nyhed bliver forkyndt,+ vil det som denne kvinde har gjort, også blive fortalt til minde om hende.”+

10 Og Judas Iskariot, en af de tolv, gik hen til de øverste præster for at forråde Jesus til dem.+ 11 Da de hørte det, blev de henrykte og lovede at give ham sølvpenge.+ Han begyndte så at lede efter en mulighed for at forråde ham.

12 På den første dag under de usyrnede brøds fest,+ hvor man plejede at bringe påskeofret,+ sagde hans disciple til ham: “Hvor ønsker du at vi skal gå hen og gøre klar til påskemåltidet?”+ 13 Han sendte så to af sine disciple afsted og sagde til dem: “Gå ind i byen, så vil en mand som bærer en vandkrukke, møde jer. Følg efter ham,+ 14 og der hvor han går ind, skal I sige til herren i huset: ‘Læreren siger: “Hvor er gæsteværelset hvor jeg kan spise påskemåltidet sammen med mine disciple?”’ 15 Han vil så vise jer et stort rum ovenpå, som er udstyret og parat. Gør det klar til os dér.” 16 Så gik disciplene, og de kom ind i byen og fandt det præcis som han havde sagt til dem, og de gjorde klar til påsken.

17 Om aftenen kom han og de tolv.+ 18 Mens de lå til bords og spiste, sagde Jesus: “Jeg siger jer: En af jer som spiser sammen med mig, vil forråde mig.”+ 19 De blev bedrøvede og begyndte en efter en at sige til ham: “Det er ikke mig, vel?” 20 Han sagde til dem: “Det er en af de tolv, ham der sammen med mig dypper sit brød i skålen.+ 21 For Menneskesønnen går bort, som der står skrevet om ham, men ve det menneske der forråder Menneskesønnen!+ Det ville have været bedre for det menneske aldrig at være blevet født.”+

22 De fortsatte med at spise, og han tog et brød, bad en bøn,* brækkede det i stykker, gav det til dem og sagde: “Tag det, det er et symbol på min krop.”+ 23 Han tog også et bæger, takkede Gud og gav det til dem, og de drak alle af det.+ 24 Og han sagde til dem: “Det er et symbol på mit blod,+ ‘pagtens blod’,+ der skal udgydes for mange.+ 25 Det siger jeg til jer: Jeg skal afgjort ikke mere drikke af vintræets frugt før den dag jeg drikker ny vin i Guds rige.” 26 Til sidst, efter at de havde sunget lovsange,* gik de ud til Oliebjerget.+

27 Og Jesus sagde til dem: “I vil alle svigte mig,* for der står skrevet: ‘Jeg vil slå hyrden,+ og fårene vil blive spredt.’+ 28 Men efter at jeg er blevet oprejst fra de døde, vil jeg gå i forvejen for jer til Galilæa.”+ 29 Men Peter sagde: “Selvom alle de andre svigter dig,* vil jeg ikke gøre det.”+ 30 Så sagde Jesus til ham: “Jeg skal sige dig: I dag, ja, i denne nat, før hanen galer to gange, vil du tre gange nægte at kendes ved mig.”+ 31 Men Peter sagde endnu mere ivrigt: “Om jeg så skal dø sammen med dig, vil jeg bestemt ikke nægte at kendes ved dig.” Det samme sagde alle de andre.+

32 Så kom de til et sted der hedder Getsemane, og han sagde til sine disciple: “Sæt jer her mens jeg beder.”+ 33 Han tog Peter og Jakob og Johannes med sig.+ Og han blev fortvivlet* og meget foruroliget. 34 Han sagde til dem: “Jeg* er dybt bedrøvet,+ ja, til døden. Bliv her og hold jer vågne.”+ 35 Han gik lidt længere væk, faldt på knæ og begyndte at bede om at han, hvis det var muligt, måtte slippe for at gennemgå denne vanskelige time. 36 Og han sagde: “Abba,* Far,+ alt er muligt for dig. Tag dette bæger* fra mig. Men gør ikke hvad jeg vil, men hvad du vil.”+ 37 Han kom tilbage og så at de sov, og han sagde til Peter: “Simon, sover du? Var du ikke i stand til at holde dig vågen i en time?+ 38 Hold jer vågne, og bliv ved med at bede så I ikke giver efter for fristelser.+ Ånden er naturligvis ivrig,* men kødet er svagt.”*+ 39 Han gik igen væk og bad den samme bøn.+ 40 Og han kom igen tilbage og så at de sov, for de var meget trætte, og de vidste ikke hvad de skulle svare ham. 41 Og han kom tilbage tredje gang og sagde til dem: “Hvordan kan I sove og hvile jer på et tidspunkt som det her? Det er nok nu! Tiden er inde!+ Menneskesønnen bliver forrådt og overgivet til syndere. 42 Stå op, lad os gå. Den der forråder mig, nærmer sig.”+

43 Og straks, mens han talte, kom Judas, en af de tolv, sammen med en flok med sværd og køller. De var sendt af de øverste præster og de skriftlærde og de ældste.+ 44 Forræderen havde aftalt et tegn med dem og sagt: “Det er ham jeg kysser, I skal arrestere og føre bort under bevogtning.” 45 Og han gik lige hen til ham og sagde: “Rabbi!” og kyssede ham ømt. 46 Så greb de fat i ham og arresterede ham. 47 Men en af dem der stod ved siden af, trak sit sværd og slog ud efter ypperstepræstens træl og huggede øret af ham.+ 48 Så sagde Jesus til dem: “Er I kommet ud for at arrestere mig med sværd og køller som om jeg var en røver?+ 49 Dag efter dag har jeg været hos jer i templet og undervist,+ og alligevel har I ikke arresteret mig. Men det sker for at Skrifterne kan blive opfyldt.”+

50 Og alle disciplene forlod ham og flygtede.+ 51 Men en ung mand der kun havde en klædning af fint linned på,* begyndte at følge lige efter ham, og man prøvede at pågribe ham, 52 men han efterlod sin linnedklædning og slap halvnøgen* væk.

53 De førte nu Jesus til ypperstepræsten,+ og alle de øverste præster og de ældste og de skriftlærde samledes.+ 54 Men Peter fulgte efter ham på sikker afstand, helt ind i ypperstepræstens gård, og han satte sig sammen med husets tjenere og varmede sig ved et bål.+ 55 Nu prøvede de øverste præster og hele Sanhedrinet at finde nogle der kunne vidne imod Jesus så de kunne få ham henrettet, men de fandt ingen.+ 56 For der var mange der vidnede falsk imod ham,+ men deres forklaringer stemte ikke overens. 57 Nogle rejste sig og vidnede falsk imod ham ved at sige: 58 “Vi har hørt ham sige: ‘Jeg vil rive dette tempel ned der er bygget med hænder, og på tre dage vil jeg opføre et andet der ikke er bygget med hænder.’”+ 59 Men ikke engang her stemte deres forklaringer overens.

60 Så rejste ypperstepræsten sig midt iblandt dem og spurgte Jesus: “Har du ikke noget at sige til dit forsvar? Hvad er det de anklager dig for?”+ 61 Men han tav og svarede slet ikke.+ Ypperstepræsten stillede ham endnu et spørgsmål: “Er du Kristus, Den Velsignedes Søn?” 62 Så sagde Jesus: “Det er jeg, og I skal se Menneskesønnen+ sidde ved kraftens* højre hånd+ og komme med himlens skyer.”+ 63 Ypperstepræsten flængede sit tøj og sagde: “Har vi brug for flere vidner?+ 64 I har selv hørt ham tale blasfemisk. Hvad mener I?”* De dømte ham alle skyldig til døden.+ 65 Og nogle gav sig til at spytte på ham+ og dække hans ansigt til og slå ham med knytnæver og sige til ham: “Profetér!” Og retsbetjentene gav ham lussinger og førte ham væk.+

66 Mens Peter var nedenunder i gården, kom en af ypperstepræstens tjenestepiger.+ 67 Hun fik øje på Peter der varmede sig, så direkte på ham og sagde: “Du var også sammen med ham Jesus fra Nazaret.” 68 Men han benægtede det og sagde: “Jeg kender ham ikke, og jeg forstår ikke hvad du snakker om.” Så gik han ud til porten.* 69 Der fik tjenestepigen øje på ham og sagde igen til dem der stod i nærheden: “Han er en af dem.” 70 Men han benægtede det igen. Lidt efter sagde de der stod der, også til Peter: “Du er helt sikkert en af dem, du er jo galilæer.” 71 Men han begyndte at nedkalde ondt over sig selv* og sværge: “Jeg kender ikke det menneske I snakker om!” 72 Straks galede hanen anden gang,+ og Peter kom i tanke om hvad Jesus havde sagt til ham: “Før hanen galer to gange, vil du tre gange nægte at kendes ved mig.”+ Og han brød sammen og græd.

15 Straks ved daggry drøftede de øverste præster sagen med de ældste og de skriftlærde, ja, hele Sanhedrinet samledes, og de bandt Jesus og førte ham afsted og overgav ham til Pilatus.+ 2 Så spurgte Pilatus ham: “Er du jødernes konge?”+ Som svar sagde han: “Du siger det selv.”+ 3 Men de øverste præster kom med mange anklager mod ham. 4 Pilatus gav sig igen til at udspørge ham: “Har du ikke noget at sige?+ Hør alt det de anklager dig for.”+ 5 Men Jesus svarede ikke længere, og det undrede Pilatus.+

6 Nu plejede han ved hver højtid at løslade den fange folket bad om.+ 7 På det tidspunkt var en mand der hed Barabbas, fængslet sammen med nogle oprørere, som under deres oprør havde begået mord. 8 Folkemængden kom nu op til Pilatus og bad ham om at gøre som han plejede. 9 Han svarede dem: “Vil I have at jeg løslader jødernes konge?”+ 10 Pilatus var nemlig klar over at de øverste præster havde overgivet ham fordi de var misundelige.+ 11 Men de øverste præster ophidsede folkemængden til at kræve at han i stedet løslod Barabbas.+ 12 Igen svarede Pilatus dem og sagde: “Hvad skal jeg så gøre med ham I kalder jødernes konge?”+ 13 De råbte igen: “Pælfæst ham!”*+ 14 Men Pilatus fortsatte: “Hvorfor? Hvad forkert har han gjort?” Men de råbte bare endnu højere: “Pælfæst ham!”*+ 15 Pilatus ønskede at gøre folkemængden tilpas, så han løslod Barabbas. Og han befalede at Jesus skulle piskes+ og føres bort for at blive pælfæstet.+

16 Soldaterne førte ham nu ind i gården, det vil sige ind i statholderens residens, og de sammenkaldte hele hærafdelingen.+ 17 De klædte ham i en purpurkappe og flettede en krone af tornede grene og satte den på ham, 18 og de begyndte at råbe: “Vær hilset,* jødernes konge!”+ 19 De slog ham også i hovedet med en kæp* og spyttede på ham, og de lagde sig på knæ og bøjede sig* for ham. 20 Til sidst, efter at de havde gjort nar af ham, tog de purpurkappen af ham og gav ham hans egne yderklæder på. Og de førte ham ud for at pælfæste ham.+ 21 En forbipasserende, Simon fra Kyrene, far til Alexander og Rufus, der var på vej ind fra landet, pålagde de som tvungen tjeneste at bære hans torturpæl.*+

22 De førte ham så til stedet som bliver kaldt Golgata, der betyder “Hovedskalstedet”.+ 23 Her prøvede de at give ham vin blandet med myrra,*+ men han ville ikke tage det. 24 De naglede ham til pælen og fordelte hans yderklæder mellem sig ved at kaste lod om dem for at afgøre hvem der skulle have hvad.+ 25 Det var den tredje time* da de naglede ham til pælen. 26 Og indskriften med anklagen mod ham lød: “Jødernes konge.”+ 27 Desuden hængte man to røvere på pæle ved siden af ham, den ene til højre for ham og den anden til venstre for ham.+ 28 *—— 29 Og folk der gik forbi, hånede ham og rystede på hovedet+ og sagde: “Ha! Du som ville rive templet ned og genopbygge det på tre dage,+ 30 frels dig selv og kom ned fra pælen.”* 31 De øverste præster og de skriftlærde gjorde også nar af ham og sagde til hinanden: “Andre har han frelst, men sig selv kan han ikke frelse!+ 32 Lad nu Kristus, Israels konge, komme ned fra pælen* så vi kan se og tro.”+ Selv de der hang på pæle ved siden af ham, begyndte at håne ham.+

33 Fra den sjette time* til den niende time* blev det mørkt i hele landet.+ 34 Omkring den niende time råbte Jesus højt: “Elí, Elí, lamá sabaktáni?”, der betyder: “Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”+ 35 Og nogle af dem der stod i nærheden, hørte det og sagde: “Hør! Han kalder på Elias.” 36 Men en løb hen, dyppede en svamp i sur vin, satte den på en kæp og lod Jesus drikke af den+ og sagde: “Lad ham være! Lad os se om Elias kommer for at tage ham ned.” 37 Men Jesus udstødte et højt råb og udåndede.+ 38 Og forhænget i helligdommen+ blev flænget i to dele fra øverst til nederst.+ 39 Da officeren som stod foran ham, så at han udåndede under disse omstændigheder, sagde han: “Dette menneske var virkelig Guds Søn.”+

40 Der var også kvinder som så til på afstand, og blandt dem var Maria Magdalene og Maria, mor til Jakob den Lille og Joses, og desuden Salome,+ 41 der plejede at følges med ham og sørge for ham+ når han var i Galilæa, og mange andre kvinder som var kommet op til Jerusalem sammen med ham.

42 Det var allerede sent på eftermiddagen, og desuden var det forberedelsesdag, det vil sige dagen før sabbatten. 43 Derfor kom Josef fra Arimatæa, et respekteret medlem af Rådet,* som også selv ventede på Guds rige. Han tog mod til sig og gik til Pilatus og bad om lov til at begrave Jesus.+ 44 Men Pilatus undrede sig over at han allerede kunne være død, så han tilkaldte officeren og spurgte ham om Jesus allerede var død. 45 Og da han havde fået det bekræftet af officeren, lod han Josef få liget. 46 Efter at han havde købt fint linned og taget ham ned, svøbte han ham ind i det fine linned og lagde ham i en grav*+ der var hugget ud i en klippe. Så rullede han en sten for indgangen til graven.+ 47 Men Maria Magdalene og Maria, Joses’ mor, blev ved med at holde øje med stedet hvor han var blevet lagt.+

16 Da sabbatten+ var forbi, købte Maria Magdalene og Maria,+ Jakobs mor, og Salome aromatiske stoffer for at indgnide Jesus med dem.+ 2 Og meget tidligt den første dag i ugen efter at solen var stået op, kom de til hans grav.*+ 3 De sagde til hinanden: “Hvem skal rulle stenen væk fra indgangen til graven for os?” 4 Men da de kiggede op, så de at stenen var rullet væk, selvom den var meget stor.+ 5 Da de kom ind i graven, så de en ung mand i en lang hvid klædning sidde i højre side, og de blev forskrækkede. 6 Han sagde til dem: “I skal ikke blive forskrækkede.+ I leder efter Jesus fra Nazaret som blev pælfæstet. Han er blevet oprejst.+ Han er ikke her. Se, det var her de lagde ham.+ 7 Men gå hen og sig til hans disciple og Peter: ‘Han går i forvejen for jer til Galilæa.+ Der vil I se ham, sådan som han har sagt til jer.’”+ 8 Da de kom ud fra graven, skælvende og stærkt bevægede, flygtede de derfra. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.*+