Job

 2 “Hvor længe vil I blive ved med at plage mig*+

og knuse mig med ord?+

 3 Nu har I skældt mig ud* ti gange;

I skammer jer ikke over at behandle mig groft.+

 4 Hvis jeg virkelig har gjort noget forkert,

så ligger skylden hos mig.

 5 Hvis I holder fast ved at I er bedre end mig,

og at I har ret i det I beskylder mig for,

 6 så skal I vide at det er Gud der har ført mig på vildspor,

og at det er ham der har fanget mig i sit net.

 7 Jeg råber: ‘Overfald!’ men får ikke noget svar;+

jeg bliver ved med at råbe om hjælp, men der er ingen retfærdighed!+

 8 Han har spærret min sti med en stenmur, og jeg kan ikke komme forbi;

han har dækket mine veje med mørke.+

 9 Han har taget min værdighed fra mig

og fjernet kronen fra mit hoved.

10 Han bryder mig ned fra alle sider indtil jeg forsvinder;

mit håb rykker han op som et træ.

11 Hans flammende vrede er rettet imod mig,

og han betragter mig som sin fjende.+

12 Hans tropper samler sig imod mig og belejrer mig,

og de slår lejr omkring mit telt.

13 Han har jaget mine egne brødre langt væk fra mig,

og de der kender mig, har vendt mig ryggen.+

14 Mine nærmeste* er forsvundet,

og dem jeg kendte godt, har glemt mig.+

15 Gæsterne i mit hus+ og mine trælkvinder regner mig for en fremmed;

jeg er en udlænding i deres øjne.

16 Jeg kalder på min tjener, men han svarer ikke;

jeg tigger og beder ham om at vise medfølelse.

17 Min ånde virker frastødende på min kone,+

og jeg er en stank for mine egne brødre.*

18 Selv små børn foragter mig;

når jeg rejser mig op, håner de mig.

19 Alle mine nære venner afskyr mig,+

og dem jeg elskede, har vendt sig imod mig.+

20 Min krop er ikke andet end skind og ben,*+

og jeg undslipper kun med nød og næppe.*

21 Vær barmhjertige, mine venner, vær barmhjertige mod mig,

for det er Guds hånd der har rørt mig.+

22 Hvorfor forfølger I mig ligesom Gud gør,+

og bliver ved med at angribe mig?*+

23 Bare mine ord dog var skrevet op,

bare de kunne blive indskrevet i en bog!

24 Bare de for evigt stod skrevet i sten,

indhugget med en griffel af jern og fyldt med bly!

25 For jeg ved at min løskøber+ lever;

senere vil han komme og stå frem på jorden.*

26 Efter at min hud er blevet flået,

og mens jeg endnu lever, skal jeg se Gud,

27 jeg vil selv komme til at se ham.

Mine egne øjne, ikke en andens øjne, vil se ham.+

Men i mit indre føler jeg mig udmattet,*

28 for I siger: ‘Hvordan forfølger vi ham?’+

29 I har selv grund til at frygte sværdet,+

for sværdet vil straffe overtrædelser.

I burde vide at der findes en dommer.”+