Jeremias
13 Således har Jehova sagt til mig: „Gå hen* og køb dig et lærredsbælte og anbring det om dine hofter, men du må ikke komme det i vand.“ 2 Så købte jeg bæltet i overensstemmelse med Jehovas ord og anbragte det om mine hofter. 3 Da kom Jehovas ord til mig anden gang, idet der blev sagt: 4 „Tag bæltet som du købte [og] som er om dine hofter, og bryd op, gå til Euʹfrat,+ og skjul det dér i en klippekløft.“ 5 Derpå gik jeg hen og skjulte det ved Euʹfrat, sådan som Jehova havde påbudt mig.
6 Men efter mange dages forløb sagde Jehova videre til mig: „Bryd op, gå til Euʹfrat og hent derfra det bælte som jeg påbød dig at skjule dér.“ 7 Så gik jeg til Euʹfrat og gravede, og jeg hentede bæltet fra det sted hvor jeg havde skjult det, og se! bæltet var blevet ødelagt; det duede ikke mere til noget.
8 Da kom Jehovas ord til mig, idet der blev sagt: 9 „Således har Jehova sagt: ’På samme måde vil jeg ødelægge Judas stolthed+ og Jerusalems store stolthed. 10 Dette onde folk, de som nægter at adlyde mine ord,+ som vandrer i deres hjertes trods+ og som bliver ved med at vandre efter andre guder* for at dyrke dem og for at bøje sig for dem,+ vil blive som dette bælte der ikke duer til noget.’ 11 ’For ligesom et bælte slutter tæt til en mands* hofter, således har jeg ladet hele Israels hus og hele Judas hus slutte sig til mig,’+ lyder Jehovas udsagn, ’for at de skulle være mig et folk+ og et navn+ og en lovsang og en hæder; men de adlød ikke.’+
12 Og du skal sige dem dette ord: ’Således har Jehova, Israels Gud,* sagt: „Enhver stor krukke kan fyldes med vin.“’+ Og de skal sige til dig: ’Ved vi ikke udmærket at enhver stor krukke kan fyldes med vin?’ 13 Og du skal sige til dem: ’Således har Jehova sagt: „Se, jeg fylder alle dette lands indbyggere og kongerne der sidder i stedet for David+ på hans trone, og præsterne og profeterne og alle Jerusalems indbyggere, med beruselse.+ 14 Og jeg skal slå dem, den ene mod den anden, både fædre og sønner samtidig,“+ lyder Jehovas udsagn. „Og jeg vil ikke vise medlidenhed, og ikke ynkes, og ikke have barmhjertighed, så jeg undlader at ødelægge dem.“’+
15 Hør og lyt. Vær ikke hovmodige,+ for Jehova selv har talt.+ 16 Giv Jehova jeres Gud* ære,+ før han lader mørket komme+ og før jeres fødder støder mod hinanden på skumringens bjerge.+ Og I håber på lys,+ men han gør det til dystert mørke;+ han vil forvandle [det] til tykt mulm.+ 17 Og hvis I ikke vil høre det,+ vil min sjæl græde i det skjulte over [denne] stolthed, og den vil fælde tårer; og mit øje vil løbe med tårer,+ fordi Jehovas flok+ er blevet bortført.
18 Sig til kongen og til enkedronningen:+ ’Sæt jer på en lavere plads,+ for jeres hæderskrone skal falde ned fra jeres hoved.’*+ 19 Sydlandets* byer er blevet lukket, og der er ingen som åbner [dem]. Hele Juda er ført i landflygtighed. Det er ført i landflygtighed helt og holdent.+
20 Løft dine* øjne* og se dem der kommer fra nord.+ Hvor er flokken man gav dig,* din hæders hjord?+ 21 Hvad vil du sige når der er en som hjemsøger* dig,+ for du har selv undervist dem som fortrolige venner ved din side fra begyndelsen?+ Mon ikke veer vil gribe dig, som [de griber] en fødende kvinde?*+ 22 Og når du siger i dit hjerte:+ ’Hvordan kan det være at disse ting er overgået mig?’+ [så vid at] det er på grund af din store brøde at man har løftet dine skørter for at blotte [dig];+ dine hæle er blevet krænket.
23 Kan en kusjit*+ ændre sin hud eller en leopard sine pletter?+ Da kunne også I gøre godt, [I] som er oplært i at gøre hvad der er ondt.+ 24 Derfor vil jeg sprede dem+ som halmstrå der føres af sted med ørkenens vind.+ 25 Dette er din* lod, din tilmålte del fra mig,“+ lyder Jehovas udsagn, „fordi du har glemt mig+ og du sætter din lid til løgn.+ 26 Og jeg vil også selv løfte dine skørter op over dit ansigt, og din vanære vil blive set,+ 27 dit ægteskabsbrud+ og din vrinsken,+ din skamløse utugt. På højene, på marken, har jeg set dine afskyeligheder.+ Ve dig, Jerusalem! Du kan ikke blive ren+ — hvor længe endnu?“+