Klagesangene
א [’Aʹlæf]
2 Hvor hyller Jehova* i sin vrede Zions datter i skyer!+
Han har kastet Israels hæder+ ned fra himmelen til jorden.+
Og han har ikke husket sin fodskammel+ på sin vredes dag.
ב [Bēth]
2 Jehova* har uden skånsel opslugt alle Jakobs bosteder.+
I sin heftige vrede har han nedrevet Judas datters befæstede byer.+
Han har jævnet [dem] med jorden,+ han har vanhelliget riget+ og dets fyrster.+
ג [Giʹmæl]
3 I glødende vrede har han afhugget hvert horn+ i Israel.
Han har trukket sin højre hånd tilbage over for fjenden;+
og i Jakob bliver han ved med at brænde som en flammende ild der æder om sig.+
ד [Daʹlæth]
4 Han spændte sin bue som [var han] en fjende.+ Hans højre hånd+ gik i stilling
som en modstander,+ hvorpå han dræbte alle som øjet skattede højt.+
I Zions datters telt+ har han udøst sin forbitrelse som ild.+
ה [He’]
5 Jehova* er blevet som en fjende.+ Han har opslugt Israel.+
Han har opslugt alle dets tårnborge;+ han har ødelagt dets befæstede byer.+
Og i Judas datter øger han sorg og klage.+
ו [Waw]
6 Og han krænker sin hytte+ som [hytten] i en have.+ Han har ødelagt sit mødested.
Jehova har ladet festtid+ og sabbat gå i glemme på Zion,
og i sin fordømmende vrede viser han ingen respekt for konge og præst.+
ז [Zaʹjin]
7 Jehova* har forkastet sit alter.+ Han har vraget sin helligdom.+
Han har overgivet dens tårnborges mure i fjendens hånd.+
I Jehovas hus har de opløftet røsten som på festens dag.+
ח [Chēth]
8 Jehova fik i tanke at ødelægge Zions datters mur.+
Han udspændte målesnoren.+ Han trak ikke sin hånd tilbage fra at opsluge.+
Og han får vold og mur til at sørge.+ Sammen er de sygnet hen.
ט [Tēth]
9 Hendes porte+ er sunket i jorden. Han har ødelagt og splintret hendes slåer.
Hendes konge og hendes fyrster er blandt [folk fra] nationerne.+ Der er ingen lov.+
Hendes profeter får heller intet syn fra Jehova.+
י [Jōdh]
10 Zions datters ældste sidder på jorden i tavshed.+
De har kastet støv på deres hoved.+ De har bundet sæk om sig.+
Jerusalems jomfruer har sænket deres hoved til jorden.+
כ [Kaf]
11 Mine øjne svigter på grund af tårer.+ Mine indvolde er i gærende uro.+
Min lever er udgydt på jorden,+ som følge af mit folks datters sammenbrud,+
fordi børn og diende segner på stadens torve.+
ל [Laʹmædh]
12 De blev ved med at sige til deres mødre: „Hvor er der korn og vin?“+
idet de som slagne segnede på byens torve,
idet deres sjæl blev udgydt i deres mødres favn.
מ [Mem]
13 Hvad kan jeg bruge dig som et vidne om? Hvad kan jeg sammenligne dig med, Jerusalems datter?+
Hvad kan jeg sætte som din lige, så jeg kan trøste dig, du jomfru, Zions datter?+
For dit sammenbrud+ er så stort som havet. Hvem kan helbrede dig?+
נ [Nun]
14 Dine profeter har set værdiløse og indholdsløse syner for dig,+
og de har ikke blottet din misgerning for at vende dit fangenskab [til frihed],+
men de har stadig i syner set værdiløse og vildledende budskaber for dig.+
ס [Saʹmækh]
15 Alle som går forbi på vejen har slået hænderne sammen ved [synet af] dig.+
De har fløjtet+ [i undren] og ryster på hovedet+ ad Jerusalems datter:
„Er dette byen hvorom man plejede at sige: ’Fuldendt i skønhed, hele jordens glæde’?“+
פ [Pe’]*
16 Alle dine fjender har åbnet deres mund mod dig.+
De har fløjtet og skærer tænder.+ De sagde: „Vi vil opsluge [hende].*+
Ja, dette er dagen vi har ventet på.+ Vi har nået [den]. Vi har set [den]!“+
ע [‛Aʹjin]*
17 Jehova har gjort hvad han havde i sinde.+ Han har fuldbyrdet sit ord,+
det han gav som påbud fra fortids dage.+ Han har revet ned uden skånsel.+
Og han lader fjenden fryde sig over dig.+ Højt har han løftet dine modstanderes horn.+
צ [Tsadhēʹ]
18 Deres hjerte råbte til Jehova:*+ Zions datters mur,+
lad tårerne strømme ned som en regnflod dag og nat.+
Und dig ikke et blund. Lad ikke dit øje* få ro.
ק [Qōf]
19 Rejs dig! Råb højt om natten ved nattevagternes begyndelse.+
Udøs dit hjerte+ som vand foran Jehovas* ansigt.+
Løft dine hænder til ham+ for dine børns sjæles skyld,
de som segner af sult ved alle gadehjørner.+
ר [Rēsj]
20 Se, Jehova, og betragt+ den som du således fór frem imod med strenghed.
Skal kvinderne spise deres [livs]frugt, de fuldbårne børn,+
ש [Sjin]
21 I gaderne ligger drenge og gamle mænd+ på jorden.+
Mine jomfruer og mine unge mænd er faldet for sværdet.+
Du har dræbt [dem] på din vredes dag.+ Du har slagtet;+ du har ikke vist skånsel.+
ת [Taw]