Anden Kongebog

6 Profetsønnerne+ sagde til Elisa: “Der er for lidt plads der hvor vi bor sammen med dig. 2 Lad os gå til Jordanfloden og hente hver sin træstamme og der bygge os et sted hvor vi kan bo.” Han sagde: “Gør bare det.” 3 En af dem sagde: “Vil du ikke nok tage med os?” Han sagde: “Jeg tager med.” 4 Så gik han med dem, og de kom til Jordanfloden og begyndte at fælde træer. 5 Mens en af dem var ved at fælde et træ, faldt øksehovedet i vandet, og han råbte: “Åh nej, herre! Det er et jeg har lånt.” 6 Den sande Guds mand sagde: “Hvor faldt det i?” Han viste ham stedet. Så skar han et stykke træ af og kastede det derhen og fik øksehovedet til at flyde. 7 Han sagde: “Tag det op.” Han rakte så hånden ud og tog det.

8 Arams konge gik nu i krig mod Israel.+ Han rådførte sig med sine tjenere og sagde: “Jeg vil slå lejr sammen med jer på det og det sted.” 9 Så sendte den sande Guds mand+ bud til Israels konge og sagde: “Lad være med at passere det sted, for der vil aramæerne komme ned.” 10 Israels konge sendte så bud til sine mænd der befandt sig på det sted som den sande Guds mand havde advaret ham om. Elisa blev ved med at advare kongen, og ved flere lejligheder* holdt han sig væk fra disse steder.+

11 Det gjorde Arams konge* meget vred, så han tilkaldte sine tjenere og sagde til dem: “Fortæl mig hvem iblandt os der er på Israels konges side.” 12 En af hans tjenere sagde: “Det er ingen af os, min herre og konge! Det er derimod profeten Elisa i Israel der fortæller Israels konge de ord du siger i dit soveværelse.”+ 13 Han sagde: “Gå, find ud af hvor han er, så jeg kan sende nogle mænd ud for at tage ham til fange.” Senere blev det meddelt ham: “Han er i Dotan.”+ 14 Han sendte straks heste og stridsvogne og en stor hær dertil. De kom om natten og omringede byen.

15 Da den sande Guds mands medhjælper stod tidligt op og gik udenfor, så han at byen var omringet af en hær med heste og stridsvogne. Medhjælperen sagde til Elisa: “Herre, hvad skal vi gøre?” 16 Men han sagde: “Vær ikke bange,+ for der er flere med os end med dem!”+ 17 Så bad Elisa og sagde: “Jehova, jeg beder dig, luk hans øjne op så han kan se.”+ Straks lukkede Jehova medhjælperens øjne op, og han så at bjerglandet omkring Elisa+ var fyldt med heste og stridsvogne af ild.+

18 Da aramæerne kom ned mod Elisa, bad han til Jehova: “Jeg beder dig, slå disse folk* med blindhed.”+ Så slog han dem med blindhed, sådan som Elisa havde bedt om. 19 Elisa sagde nu til dem: “Det er den forkerte vej og den forkerte by. Følg med mig, så skal jeg føre jer til den mand I leder efter.” Men han førte dem til Samaria.+

20 Så snart de kom til Samaria, sagde Elisa: “Jehova, luk deres øjne op så de kan se.” Så åbnede Jehova deres øjne, og de så at de var midt inde i Samaria. 21 Da Israels konge så dem, sagde han til Elisa: “Skal jeg slå dem ihjel, skal jeg slå dem ihjel, min far?” 22 Men han sagde: “Du må ikke slå dem ihjel. Slår du dem ihjel som du har taget til fange med dit sværd og din bue? Giv dem mad og vand så de kan spise og drikke+ og vende tilbage til deres herre.” 23 Så han arrangerede et stort festmåltid for dem, og de spiste og drak. Derefter sendte han dem tilbage til deres herre. Og der kom aldrig mere aramæiske røverbander+ ind i Israel.

24 Senere samlede Ben-Hadad, Arams konge, hele sin hær* og drog op og belejrede Samaria.+ 25 Der var stor hungersnød+ i Samaria, og belejringen af byen varede så længe at et æselhoved+ kostede 80 sølvstykker og en kvart kab* duemøg 5 sølvstykker. 26 Da Israels konge kom gående oppe på muren, råbte en kvinde til ham: “Hjælp os, herre konge!” 27 Han sagde: “Hvis Jehova ikke hjælper dig, hvor skal jeg så skaffe dig hjælp fra? Fra tærskepladsen? Eller fra vin- eller oliepersen?” 28 Kongen spurgte hende: “Hvad er der i vejen?” Hun svarede: “Kvinden her sagde til mig: ‘Kom med din søn, så spiser vi ham i dag, og i morgen spiser vi min søn.’+ 29 Vi kogte så min søn og spiste ham.+ Dagen efter sagde jeg til hende: ‘Kom med din søn så vi kan spise ham.’ Men hun gemte sin søn.”

30 Så snart kongen hørte hvad kvinden fortalte, flængede han sit tøj.+ Mens han gik forbi på muren, så folkene at han havde sækkelærred under sit tøj.* 31 Han sagde: “Lad Gud straffe mig hårdt hvis Elisas, Shafats søns, hoved bliver siddende på ham i dag!”+

32 Elisa sad i sit hus, og de ældste sad sammen med ham. Kongen sendte en mand i forvejen, men inden sendebuddet nåede frem, sagde Elisa til de ældste: “Den søn af en morder+ har sendt en mand ud for at hugge hovedet af mig. Hold udkig, og når sendebuddet kommer, skal I lukke døren og holde den lukket. Kan I ikke høre hans herres fodtrin bag ham?” 33 Mens han talte med dem, kom sendebuddet til ham, og kongen sagde: “Den her ulykke er fra Jehova. Hvorfor skal jeg vente længere på Jehova?”