14 Et menneske, født af en kvinde,+
lever kun kort+ og mættes af uro.+
2 Han bryder frem som en blomst og skæres af,+
og han flygter som skyggen+ og bliver ikke stående.
3 Ja, ham har du åbnet dit øje imod,
og mig bringer du for retten+ sammen med dig.
4 Hvem kan frembringe en ren af en uren?+
Ikke én.
5 Hvis hans dage er fastsat,+
er tallet på hans måneder hos dig;
du har givet ham en frist som han ikke kan overskride.
6 Vend blikket fra ham og lad ham være,+
indtil han som en daglejer kan glæde sig over sin dag.
7 For der er håb for et træ.
Hvis det fældes, kan det dog skyde igen,+
og dets kviste vil ikke forsvinde.
8 Hvis dets rod bliver gammel i jorden
og dets stub dør i støvet,
9 vil det spire igen ved lugten af vand+
og frembringe smågrene som en ny plante.+
10 Men en våbenfør mand dør og ligger slagen;
og et jordisk menneske udånder, og hvor er han?+
11 Vand forsvinder fra havet,
og floden svinder og tørrer ud.+
12 Også mennesket må lægge sig og rejser sig ikke igen;+
de vågner ikke før himmelen er borte;+
nej, de bliver ikke vækket af deres søvn.+
13 Gid du ville gemme mig i Sheʹol,+
skjule mig indtil din vrede har lagt sig,
sætte mig en frist+ og huske mig!+
14 Hvis en våbenfør mand dør, kan han så leve igen?+
Jeg vil vente alle de dage min tvungne tjeneste varer,+
indtil min afløsning kommer.+
15 Du vil kalde, og jeg vil svare dig;+
du vil længes efter dine hænders værk.
16 For nu tæller du mine skridt;+
du vogter ikke på andet end min synd.+
17 Min overtrædelse er forseglet i en pung;+
du har klæbet min misgerning til.
18 Men selv et bjerg der falder, smuldrer hen,
og selv klippen kan flyttes fra sit sted.
19 Sten slides bort af vand;
slagregn bortskyller jordens støv;
sådan ødelægger du det dødelige menneskes håb.
20 Du overmander ham for bestandig, og han går bort;+
du skæmmer hans ansigt og sender ham bort.
21 Æres hans sønner, ved han det ikke;+
bliver de ubetydelige, ænser han dem dog ikke.
22 Hans kød, derimod, vil smerte så længe det er på ham;
og hans sjæl vil sørge så længe den er i ham.“