Esajas
63 Hvem er det der kommer fra Eʹdom,+ fra Bozʹra+ med dybrøde klæder, som er prægtig i sin klædning, som skrider frem i sin store kraft?
„Det er mig, jeg som taler i retfærdighed,+ som er stor til at frelse.“+
2 Hvorfor er din klædning rød, og dine klæder som persetræderens?+
3 „Persekarret har jeg trådt alene,+ idet ingen* fra folkeslagene var med mig. Og jeg blev ved med at træde dem i min vrede+ og at trampe dem ned i min forbitrelse.+ Og deres udstrømmende blod sprøjtede op på mine klæder,+ og hele min klædning fik jeg sølet til. 4 For hævnens dag er i mit hjerte,+ og mine genløstes år er kommet. 5 Og jeg blev ved med at se efter, men der var ingen der hjalp; og jeg undrede mig meget, men der var ingen der ydede støtte.+ Så skaffede min arm mig frelse,+ og det var min forbitrelse+ der støttede mig. 6 Og jeg blev ved med at nedtræde folkeslag i min vrede og lade dem drikke sig berusede* i min forbitrelse,+ og jeg lod deres udstrømmende blod løbe ned på jorden.“+
7 Jeg vil minde om al Jehovas loyale hengivenhed,*+ [synge] lovsangene til Jehova, på grund af alt hvad Jehova har gjort for os,+ ja hvor meget godt han har gjort for Israels hus+ i sin barmhjertighed+ og i sin loyale hengivenhed på mange måder. 8 Og han fortsatte med at sige: „Ja, de er mit folk,+ sønner som ikke viser sig falske.“+ Derfor blev han deres frelser.+ 9 I al deres kval var det en kval for ham.*+ Og hans personlige sendebud* frelste dem.+ I sin kærlighed og i sin medfølelse var han den der genløste dem,+ hvorpå han tog dem op og bar dem alle fortidens dage.+
10 Men de var opsætsige+ og bedrøvede hans hellige ånd.+ Så forvandledes han til deres fjende;+ han førte krig imod dem.+ 11 Da huskede man* fortidens dage, hans tjener Moses:* „Hvor er Han som førte dem op af havet+ sammen med sin hjords hyrder?*+ Hvor er Han som gav sin hellige ånd+ i ham? 12 Han som lod sin hæders arm+ vandre ved Moses’ højre, Han som kløvede vandene foran dem+ for at gøre sig et varigt navn;+ 13 Han som lod dem vandre gennem de brusende vande* så at de, som en hest i ørkenen, ikke snublede?+ 14 Som når et husdyr går ned på sletten, således lod Jehovas ånd dem hvile.“+
Således førte du dit folk for at gøre dig et hædersnavn.+
15 Se ned fra himmelen,+ ja se ud fra din helligheds og hæders ophøjede bolig.+ Hvor er din nidkærhed+ og dine kræfter, uroen i dit indre+ og din barmhjertighed?+ Over for mig har de holdt sig tilbage.*+ 16 Du er jo vor Fader;+ selv om Abraham ikke kender os og Israel ikke kendes ved os, så er du, Jehova, vor Fader. „Vor Genløser* fra ældgammel tid“ er dit navn.+ 17 Hvorfor, Jehova, lader du os fare vild fra dine veje? Hvorfor lader du vort hjerte forhærdes så det ikke frygter dig?+ Vend om for dine tjeneres, din arvelods stammers, skyld.+ 18 En kort tid havde dit hellige folk+ [landet] i besiddelse. Vore modstandere har nedtrådt din helligdom.+ 19 Vi har i lang tid været som nogle du ikke herskede over, som nogle dit navn ikke var nævnt over.+