10 Og Gud kaldte herefter det tørre land Jord,+ men samlingen af vandene kaldte han Hav.+ Og Gud så at [det var] godt.+

29 da han satte sin forordning for havet så vandene ikke skulle overskride hans befaling,*+ da han forordnede jordens grundvolde,+

22 ’Frygter I da ikke mig,’+ lyder Jehovas udsagn, ’eller pines på grund af mig,+ som har sat sandet som grænse for havet — en varig forordning det ikke kan overskride? Skønt dets bølger oprøres, kan de dog ikke få overtaget; og [selv om] de bruste, kunne de ikke overskride den.+