31 Så troede folket.+ Da de hørte at Jehova havde vendt sin opmærksomhed+ mod Israels sønner og at han havde set deres nød,+ bøjede de sig og kastede sig ned.+

11 og hun aflagde et løfte+ og sagde: „Hærstyrkers Jehova, hvis du blot ville se din trælkvindes nød+ og huske mig,+ og ikke glemme din trælkvinde men give din trælkvinde et drengebarn, så vil jeg give ham til Jehova alle hans levedage, og ingen ragekniv skal komme på hans hoved.“+

12 Måske vil Jehova se+ [det] med sit øje,* og måske vil Jehova vise mig godhed til gengæld for hans forbandelse i dag.“+

9 I al deres kval var det en kval for ham.*+ Og hans personlige sendebud* frelste dem.+ I sin kærlighed og i sin medfølelse var han den der genløste dem,+ hvorpå han tog dem op og bar dem alle fortidens dage.+