14 Men Zion blev ved med at sige: „Jehova har forladt mig,+ ja, Jehova* har glemt mig.“+

15 I stedet for at du er forladt og hadet og ingen drager igennem [dig],+ skal jeg gøre dig til en varig stolthed, en glæde generation efter generation.+

11 Og han fortsatte med at sige til mig: „Menneskesøn, disse knogler er hele Israels hus.+ Hør, de siger: ’Vore knogler er tørret ud og vort håb er forsvundet.+ Det er ude med os.’

11 Jeg spørger så: Gud har da ikke forskudt sit folk?+ Måtte det aldrig ske! Også jeg er jo israelit,+ af Abrahams afkom, af Benjamins stamme.+