Ester

7 Kongen og Haʹman+ kom så for at feste sammen med dronning Ester. 2 Kongen sagde nu igen til Ester, anden dag, under vintaffelet:+ „Hvad du end beder om,+ dronning Ester, vil det blive givet dig,+ og hvad du end anmoder om — om det så er halvdelen af kongeriget+ — vil det blive efterkommet!“ 3 Da tog dronning Ester til orde og sagde: „Hvis jeg har fundet yndest i dine øjne, o konge, og hvis kongen mener at det er godt, så lad min sjæl*+ blive givet mig som det jeg vil bede om, og mit folk+ som det jeg vil anmode om, 4 for vi er blevet solgt,+ jeg og mit folk, til at blive tilintetgjort, dræbt og udryddet.+ Hvis så blot det var som trælle eller trælkvinder vi var blevet solgt,+ ville jeg have forholdt mig tavs. Men trængselen er ikke tilbørlig når den er til skade for kongen.“*

5 Da sagde kong Ahasveʹrus, ja, han sagde til dronning Ester: „Hvem er dog det,+ og hvor er han* som har dristet+ sig* til at handle sådan?“ 6 Hertil sagde Ester: „Manden, modstanderen+ og fjenden,+ er den onde Haʹman dér.“

Haʹman blev da skrækslagen+ på grund af kongen og dronningen, 7 og kongen rejste sig i sin forbitrelse+ fra vintaffelet [og gik ud] i slottets have. Haʹman, derimod, blev stående for at anmode dronning Ester om sin sjæl,*+ for han så at kongen havde besluttet at bringe ham i ulykke.*+ 8 Og da kongen vendte tilbage fra slottets have til huset hvor vintaffelet blev holdt,+ havde Haʹman kastet sig hen over løjbænken+ som Ester lå på. Da sagde kongen: „Voldtager man oven i købet dronningen, her hos mig i huset!“ Så snart ordet var udgået af kongens mund,+ tildækkede man Haʹmans ansigt. 9 Harboʹna,+ en af hofmændene+ hos kongen, sagde da: „Der står for øvrigt en pæl+ ved Haʹmans hus, halvtreds alen* høj, den Haʹman lavede til Morʹdokaj, der talte så det blev til bedste for kongen.“+ Da sagde kongen: „Hæng ham op på den!“+ 10 Så hængte de Haʹman op på pælen+ som han havde gjort klar til Morʹdokaj;+ og kongens forbitrelse lagde sig.