Prædikeren
9 For jeg tog alt dette til hjerte, ja, for at udgrunde alt dette:+ at de retfærdige og de vise og deres gerninger er i den [sande] Guds hånd.+ Menneskene kender hverken kærligheden eller hadet, alt hvad der var før dem.+ 2 Alt er ganske det samme for alle.+ Der er ét og samme endeligt+ for den retfærdige+ og for den ugudelige,+ for den gode og for den rene og for den urene, og for den der ofrer og for den der ikke ofrer. Den gode er som synderen;+ den der aflægger ed er ganske som den der frygter edsaflæggelse.+ 3 Dette er det ulykkelige ved alt hvad der gøres under solen, at fordi der er ét og samme endeligt for alle,+ er menneskesønnernes hjerte også fyldt med ondt;+ og der er galskab+ i deres hjerte i [hele] deres liv, og derefter — [bort] til de døde!+
4 Der er nemlig håb for den der hører med til* alt levende; for en levende hund+ er bedre stillet end en død løve.+ 5 De levende ved nemlig* at de skal dø,+ men de døde* ved slet ingenting,*+ og til dem er der ikke længere nogen løn, for mindet om dem er glemt.+ 6 Også deres kærlighed og deres had og deres skinsyge er allerede gået til grunde,+ og de har til fjerne tider ingen yderligere del i alt det der gøres under solen.+
7 Gå, spis dit brød* med fryd og drik din vin med et veltilpas hjerte,+ for den [sande] Gud har allerede godkendt det du gør.+ 8 Lad altid dine klæder være hvide,+ og lad der ikke mangle olie på dit hoved.+ 9 Nyd livet med den hustru som du elsker,+ alle dit tomme livs dage som Han giver dig under solen, alle dine tomme dage, for det er den del du har af livet+ og af den møje som du har under solen. 10 Alt hvad din hånd finder at gøre, gør det med den kraft du har,+ for der er hverken virksomhed eller planlægning eller kundskab+ eller visdom+ i Sheʹol*+ hvor du går hen.+
11 Jeg vendte tilbage og så* under solen at løbet ikke tilhører de hurtige,+ og at kampen ikke tilhører de vældige krigere,+ og at brødet* heller ikke tilhører de vise,+ eller rigdommen de forstandige,+ eller yndesten dem der har kundskab;+ for tid og tilfælde berører dem alle.+ 12 For heller ikke mennesket+ kender sin tid.+ Som fiskene der fanges i det onde fangegarn,+ og som fuglene der fanges i fælden,+ sådan falder menneskesønnerne i snaren på et ulykkeligt tidspunkt+ som pludselig rammer dem.+
13 Også dette så jeg som visdom under solen, ja, den* syntes mig stor: 14 Der var en lille by, og mændene* i den var få; og der kom en stor konge til den, og han omringede den og byggede store belejringstårne mod den.+ 15 Og der fandtes en mand* i den, forarmet [men]* vís, og han hjalp byen ud af faren ved sin visdom.+ Men ikke et menneske huskede denne forarmede mand.+ 16 Og jeg sagde: „Visdom er bedre end styrke;+ dog ringeagtes den forarmedes visdom, og man hører ikke hans ord.“+
17 Ord af vismænd [talt] i stilfærdighed høres mere+ end skrig af en der hersker blandt tåber.+
18 Visdom er bedre end kampredskaber, men blot én synder kan ødelægge meget godt.+