Nehemias

9 På den fireogtyvende dag i denne måned+ samledes Israels sønner imidlertid med faste+ og med sæk+ og jord+ på sig. 2 Israels afkom skilte sig så ud+ fra alle de fremmede*+ og stod frem og bekendte+ deres egne synder+ og deres fædres misgerninger.+ 3 Derpå rejste de sig på deres plads+ og læste op af bogen med Jehova deres Guds lov+ i en fjerdedel af dagen;+ og i en fjerdedel aflagde de bekendelse+ og bøjede sig for Jehova deres Gud.+

4 Og Jeʹsjua og Baʹni, Kadʹmiel, Sjebanʹja, Bunʹni, Sjerebʹja,+ Baʹni [og] Kenaʹni rejste sig på levitternes forhøjning+ og råbte med høj røst+ til Jehova deres Gud. 5 Og levitterne Jeʹsjua og Kadʹmiel, Baʹni, Hasjabneʹja, Sjerebʹja, Hodiʹja, Sjebanʹja [og] Petaʹja sagde videre: „Rejs jer, velsign+ Jehova jeres Gud, [som er] fra den fjerne fortid til den fjerne fremtid.+ Ja, lad dem velsigne dit herlige navn,+ som er ophøjet over al velsignelse og lovsang.

6 Du er Jehova, du alene;+ du frembragte himlene,+ himlenes himle, og hele deres hær,+ jorden+ og alt hvad der er på den,+ havene+ og alt hvad der er i dem;+ og du holder alt i live; og himmelens hær+ bøjer sig for dig. 7 Du er Jehova, den [sande] Gud, der udvalgte Aʹbram+ og førte ham ud af kaldæernes Ur+ og gjorde hans navn til Abraham.+ 8 Og du fandt at hans hjerte var trofast mod dig,+ så der blev sluttet* pagt+ med ham om at give [ham] det land der tilhørte kana’anæerne, hetitterne, amoritterne og perizzitterne og jebusitterne og girgasjitterne, for at give [det] til hans afkom;+ derpå opfyldte du dine ord, for du er retfærdig.+

9 Da du så+ vore forfædres nød i Ægypten, og du hørte+ deres klageskrig ved Det Røde Hav, 10 brugte du tegn og mirakler mod Farao og alle hans tjenere og hele folket i hans land,+ for du vidste at de handlede formasteligt imod dem,+ og derpå gjorde du dig et navn+ som [du har] den dag i dag, 11 idet du kløvede+ havet foran dem, så de gik over midt gennem havet på tør bund;+ og deres forfølgere kastede du i dybet+ som en sten+ i de voldsomme vande.+ 12 Og du førte dem med en skysøjle om dagen+ og med en ildsøjle om natten,+ for at oplyse+ den vej for dem som de skulle gå ad. 13 Og du steg ned på Sinaj Bjerg+ og talte med dem fra himmelen,+ hvorpå du gav dem retskafne lovbud+ og sande love,+ gode forordninger+ og bud.+ 14 Og du gjorde dem bekendt med din hellige sabbat,+ og du pålagde dem bud og forordninger og en lov ved din tjener Moses.+ 15 Og du gav dem brød fra himmelen da de var sultne,+ og du lod vand komme ud af klippen til dem da de var tørstige,+ hvorpå du sagde til dem at de skulle gå ind+ og tage det land i besiddelse som du havde løftet din hånd på at ville give dem.+

16 Men de, ja, vore forfædre, handlede formasteligt+ idet de gjorde deres nakke stiv;+ og de adlød ikke dine bud, 17 men nægtede at adlyde;+ og de huskede ikke+ de undere som du havde gjort med dem, men gjorde deres nakke stiv+ og udpegede en anfører+ for at vende tilbage til deres trældom i Ægypten.* Du er imidlertid en tilgivende+ Gud,* nådig+ og barmhjertig,+ sen til vrede+ og rig+ på loyal hengivenhed, og du forlod dem ikke.+ 18 Og de lavede sig et støbt billede af en kalv,+ hvorpå de sagde: ’Dette er din Gud* som førte dig op fra Ægypten,’+ og de handlede meget respektløst, 19 men i din rige barmhjertighed forlod du dem alligevel ikke i ørkenen.+ Skysøjlen forsvandt ikke fra pladsen over dem om dagen, hvor den førte dem ad vejen,+ eller ildsøjlen om natten, hvor den oplyste den vej for dem som de skulle gå ad.+ 20 Og du gav dem din gode ånd+ for at give dem indsigt, og du holdt ikke din manna tilbage fra deres mund,+ og du gav dem vand da de var tørstige.+ 21 Og i fyrre+ år sørgede du for føde til dem i ørkenen. De manglede intet.+ Deres klæder blev ikke slidt,+ og deres fødder svulmede ikke op.+

22 Så gav du dem riger+ og folkeslag og delte disse ud stykke for stykke;+ således tog de Siʹhons land i besiddelse,+ ja, Hesjʹbons konges land,+ samt kong Og+ af Baʹsans land.+ 23 Og du gjorde deres sønner talrige som himmelens stjerner.+ Derpå førte du dem ind i det land+ som du havde lovet deres forfædre+ at de skulle gå ind og tage i besiddelse. 24 Nu gik deres sønner+ ind og tog landet i besiddelse,+ og du undertvang+ landets indbyggere, kana’anæerne,+ foran dem og gav dem i deres hånd, ja, deres konger+ og landets folkeslag,+ så de kunne gøre med dem som det behagede dem.+ 25 De indtog således befæstede byer+ og fed jord+ og tog huse fyldt med alt godt i besiddelse,+ samt udhuggede cisterner,+ vingårde og olivenlunde+ og en mængde træer til føde, hvorpå de spiste og blev mætte+ og blev fede+ og levede højt på din store godhed.+

26 Men de blev opsætsige+ og gjorde oprør mod dig+ og kastede din lov bag deres ryg;+ og de dræbte+ dine profeter, som vidnede imod dem for at føre dem tilbage til dig,+ og de handlede meget respektløst.+ 27 Da overgav du dem i deres modstanderes hånd+ og de voldte dem trængsel,+ men i deres trængselstid råbte de til dig,+ og du hørte det fra himmelen,+ og i din rige barmhjertighed+ gav du dem frelsere+ som frelste dem af deres modstanderes hånd.+

28 Så snart de havde ro, handlede de dog atter ondt for dit ansigt,+ og så overlod du dem i deres fjenders hånd og de udøvede deres magt over dem,+ hvorpå de vendte om og råbte til dig om hjælp,+ og du hørte dem fra himmelen+ og udfriede dem gang på gang i din rige barmhjertighed.+ 29 Så vidnede+ du imod dem for at føre dem tilbage til din lov,+ men de handlede formasteligt+ og adlød ikke dine bud; og de syndede+ mod dine lovbud,+ som et menneske* skal leve ved* hvis det handler efter dem.+ De viste således en genstridig skulder,+ og deres nakke gjorde de stiv,+ og de adlød ikke.+ 30 Men du var overbærende mod dem i mange år+ og vidnede+ imod dem ved din ånd gennem dine profeter, uden at de lyttede.+ Til sidst gav du dem i landenes folkeslags hånd.+ 31 I din rige barmhjertighed gjorde du dog ikke ende på dem+ eller forlod+ dem; for du er en nådig+ og barmhjertig+ Gud.*

32 Og nu, du vor Gud, den store,+ vældige+ og frygtindgydende*+ Gud,* der holder fast ved pagten+ og den loyale hengivenhed,+ lad det ikke være en ubetydelighed+ for dit ansigt med alle de besværligheder der har ramt os,+ vore konger,+ vore fyrster+ og vore præster+ og vore profeter+ og vore forfædre+ og hele dit folk fra Assyriens kongers dage indtil denne dag.+ 33 Og du er retfærdig+ i alt hvad der er kommet over os, for du har handlet trofast,+ men vi har handlet ugudeligt.+ 34 Ja, vore konger, vore fyrster, vore præster og vore forfædre+ har ikke handlet efter din lov+ eller givet agt på dine bud+ eller på de vidnesbyrd* hvormed du har vidnet+ imod dem. 35 Og mens kongedømmet+ var deres* og mens [de nød] din store godhed+ som du gav dem og [de var] i det vidtstrakte og fede land+ som du havde lagt foran dem, tjente de dig ikke+ og vendte ikke om fra deres onde gerninger.+ 36 Se! Vi er i dag trælle;+ og det land som du gav vore forfædre for at de skulle spise dets frugt og dets gode sager, se, det er vi trælle i,+ 37 og dets rigelige+ afgrøde tilfalder de konger+ som du har sat over os på grund af vore synder,+ og de hersker over vore kroppe og over vore husdyr som det behager dem, og vi er i stor trængsel.*+

38 I betragtning af alt dette slutter* vi nu en bindende aftale+ og skriver den ned, og den er beseglet+ af vore fyrster,* vore levitter [og] vore præster.“+