Markus

7 Farisæerne og nogle af de skriftlærde som var kommet fra Jerusalem, samledes nu om ham.+ 2 Og da de så nogle af hans disciple spise deres mad med vanhellige, det vil sige uvaskede, hænder+ — 3 farisæerne, ja alle jøderne, holder fast ved overleveringen fra mænd i tidligere tider og spiser ikke uden først at vaske deres hænder op til albuen,* 4 og når [de kommer] fra torvet spiser de ikke uden først at rense sig ved bestænkning; og de har modtaget mange andre overleveringer+ som de skal holde fast ved, dåb af bægre og kander og kobberkar+ — 5 så spurgte disse farisæere og skriftlærde ham: „Hvordan kan det være at dine disciple ikke går efter overleveringen fra mænd i tidligere tider, men spiser deres mad med vanhellige hænder?“+ 6 Han sagde til dem: „Træffende har Esajas profeteret om jer hyklere, som der står skrevet:+ ’Dette folk ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig.+ 7 Det er forgæves de bliver ved med at dyrke mig, når den lære de fører er menneskebud.’+ 8 I giver slip på Guds bud og holder fast ved menneskers overlevering.“+

9 Han sagde endvidere til dem: „Behændigt tilsidesætter I Guds bud+ for at kunne beholde jeres overlevering. 10 Moses sagde for eksempel: ’Ær din fader og din moder,’+ og: ’Lad den der håner fader eller moder lide døden.’*+ 11 Men I siger: ’Hvis et menneske siger til sin fader eller sin moder: „Hvad jeg end har som kunne være en hjælp for jer, er korbanʹ*+ (det vil sige en gave viet+ til Gud)“’* — 12 så lader I ham ikke længere gøre en eneste ting for sin fader eller sin moder,+ 13 og I gør således Guds ord ugyldigt med jeres overlevering+ som I har givet videre. Og mange andre lignende ting+ gør I.“ 14 Så kaldte han folkemængden hen til sig igen og sagde til den: „Hør nu alle på mig og få fat i meningen.+ 15 Der er intet af det der udefra kommer ind i et menneske som kan gøre det urent; men det er det der kommer ud af et menneske som gør mennesket urent.“+ 16* ——

17 Og da han var gået ind i et hus, bort fra folkemængden, begyndte hans disciple at spørge ham angående billedtalen.+ 18 Så sagde han til dem: „Er I også, som de, uforstandige?+ Er I ikke klar over at intet af det som udefra kommer ind i et menneske, kan gøre det urent, 19 da det ikke går ind i hjertet men ned i maven og ud i kloakken?“*+ Således erklærede han al mad for ren.*+ 20 Endvidere sagde han: „Det er det der kommer ud af et menneske som gør mennesket urent;+ 21 for indefra, fra menneskenes hjerte,+ udgår skadelige overvejelser: utugt,*+ tyverier, mord,+ 22 ægteskabsbrud, handlinger der skyldes havesyge+ og ondskab, svig, skamløshed,*+ et misundeligt øje,* [guds]bespottelse, hovmod, ufornuft. 23 Alle disse onde ting kommer indefra og gør et menneske urent.“+

24 Så brød han op derfra og tog til egnene ved Tyʹrus og Ziʹdon.+ Og han gik ind i et hus og ønskede ikke at nogen fik det at vide. Han kunne dog ikke undgå at blive bemærket;+ 25 nej, en kvinde hvis lille datter havde en uren ånd, hørte straks om ham og kom og kastede sig for hans fødder.+ 26 Kvinden var græker, syrisk-fønikisk af nationalitet; og hun blev ved med at anmode ham om at uddrive dæmonen af hendes datter.+ 27 Men han begyndte med at sige til hende: „Lad først børnene blive mætte, for det er ikke rigtigt at tage børnenes+ brød og kaste det til de små hunde.“+ 28 Men som svar sagde hun til ham: „Du har ret, herre, og dog æder de små hunde under bordet af de små børns smuler.“+ 29 Så sagde han til hende: „Fordi du sagde dette, da gå blot; dæmonen har forladt din datter.“+ 30 Hun gik så hjem og fandt+ barnet liggende på sengen, og dæmonen var forsvundet.

31 Da han igen tog bort fra egnene ved Tyʹrus, gik han gennem Ziʹdon til Galilæʹas Sø, op midt igennem Dekaʹpolis’* egne.+ 32 Her kom de til ham med en der var døv og talehæmmet, og de bad ham indtrængende om at lægge sin hånd på ham.+ 33 Og han tog ham væk fra folkemængden, så de var for sig selv, og stak sine fingre i mandens ører, og efter at have spyttet rørte han ved hans tunge.+ 34 Og idet han så op mod himmelen+ sukkede+ han dybt og sagde til ham: „Effataʹ,“ der betyder: „Luk dig op.“ 35 Og der blev åbnet for hans hørelse,+ og det der havde hæmmet hans tunge* blev løst, og han begyndte at tale normalt. 36 Så forbød han dem at sige det til nogen,+ men jo mere han forbød dem det, desto mere bekendtgjorde de det.+ 37 Ja, de var helt ovenud forbløffede+ og sagde: „Han har gjort alle ting vel. Han får endog de døve til at høre og de stumme til at tale.“+