Jonas*

1 Og Jehovas ord kom til Jonas,+ Amitʹtajs søn, og det lød: 2 „Bryd op, gå til Niʹneve,+ den store by, og udråb for den at dens ondskab er steget op for mit ansigt.“+

3 Så brød Jonas op for at flygte for Jehova+ til Tarʹsis,+ og han kom ned til Jopʹpe*+ og fandt et skib som skulle til Tarʹsis. Så betalte han hvad rejsen kostede og gik om bord i det for at rejse med det til Tarʹsis, bort fra Jehova.

4 Men Jehova kastede en vældig vind* mod havet+ så der blev en vældig storm+ på havet, og skibet var nær ved at blive knust. 5 Da blev matroserne bange og råbte om hjælp, hver til sin gud.*+ Og de gav sig til at kaste de ting der var i skibet ud i havet for at lette [det] for dem.+ Men Jonas var gået ned i det inderste rum under fartøjets dæk og havde lagt sig og var faldet i dyb søvn.+ 6 Omsider kom skibsføreren* hen og sagde til ham: „Hvad er der i vejen med dig, sovetryne? Rejs dig, råb til din gud!*+ Måske den [sande] Gud* vil vise at han har omsorg for os, så vi ikke går under.“+

7 Og de sagde til hinanden: „Kom, lad os kaste lod,+ så vi kan få at vide hvem der er skyld i at denne ulykke har ramt os.“+ Derpå kastede de lod, og loddet faldt på Jonas.+ 8 Så sagde de til ham: „Fortæl os dog hvem der er skyld i at denne ulykke har ramt os?+ Hvad bestiller du, og hvor kommer du fra? Hvad er dit land, og hvilket folk er du fra?“

9 Så sagde han til dem: „Jeg er hebræer,+ og jeg frygter+ Jehova, himmelens Gud,+ ham som har frembragt havet og det tørre land.“+

10 Da blev mændene* grebet af stor frygt og sagde til ham: „Hvad er det du har gjort?“+ Mændene vidste nemlig at han flygtede for Jehova, for det havde han fortalt dem. 11 Og de sagde til ham: „Hvad skal vi gøre med dig+ for at havet kan falde til ro for os?“ For havet blev stadig mere oprørt af stormen. 12 Så sagde han til dem: „Løft mig op og kast mig i havet; så falder havet til ro for jer; for jeg véd at jeg er skyld i at denne vældige storm er kommet over jer.“+ 13 Imidlertid prøvede mændene at ro sig igennem for at bringe [skibet] tilbage til det tørre land; men de kunne ikke, for havet rejste sig stadig mere oprørt af stormen imod dem.+

14 Da råbte de til Jehova og sagde:+ „Åh, Jehova, lad os dog ikke gå under på grund af denne mands sjæl!* Og lad ikke uskyldigt blod komme over os,+ for du, Jehova, har jo selv gjort som det har behaget dig!“+ 15 Derpå løftede de Jonas op og kastede ham i havet, og så holdt havet op med at rase.+ 16 Da blev mændene grebet af stor frygt for Jehova+ og ofrede et slagtoffer til Jehova+ og aflagde løfter.+

17* Imidlertid sørgede Jehova for at en stor fisk* slugte Jonas,+ så Jonas var i fiskens indre tre dage og tre nætter.+

2 Da bad Jonas til Jehova sin Gud* fra fiskens indre+ 2 og sagde:

 8 De som ærer værdiløse, tomme guder, svigter deres loyale hengivenhed.+

10 Så talte Jehova til fisken, og den spyede Jonas op på det tørre land.+

3 Derpå kom Jehovas ord til Jonas for anden gang, og det lød:+ 2 „Bryd op, gå til Niʹneve, den store by, og udråb den kundgørelse for den+ som jeg siger dig.“

3 Så brød Jonas op og gik til Niʹneve i overensstemmelse med Jehovas* ord.+ Nu var Niʹneve selv for Gud en stor by*+ — det tog tre dage at gå igennem den* — 4 så Jonas begyndte at gå ind i byen, så langt som man kunne gå på én dag, mens han råbte og sagde: „Kun fyrre dage til, så skal Niʹneve omstyrtes.“+

5 Da troede folkene* i Niʹneve på Gud,+ og de udråbte en faste og klædte sig i sæk,+ fra den største til den mindste iblandt dem. 6 Da budskabet nåede Niʹneves konge,+ rejste han sig fra sin trone og aflagde sin embedsklædning og dækkede sig med sæk og satte sig i asken.+ 7 Endvidere lod han følgende bekendtgøre og sige i Niʹneve ved dekret fra kongen og hans stormænd:

„Ingen, hverken mennesker eller husdyr, hornkvæg eller småkvæg, må nyde noget som helst. Ingen må indtage føde. End ikke vand må de drikke.+ 8 Og de skal dække sig med sæk, både mennesker og husdyr. Og de skal råbe til Gud af al magt og vende om,+ hver fra sin onde vej og fra den vold som er i deres hænder. 9 Hvem véd om ikke den [sande] Gud vil vende om og fortryde+ og vende sig fra sin brændende vrede, så vi ikke går til grunde?“+

10 Da den [sande] Gud så hvad de gjorde,+ at de vendte om fra deres onde vej,+ fortrød den [sande] Gud+ den ulykke han havde talt om at volde dem, og voldte [den] ikke.+

4 Men det mishagede i høj grad Jonas,+ og han blev optændt af vrede. 2 Derfor bad han til Jehova* og sagde: „Åh, Jehova, var det ikke dét jeg sagde* mens jeg endnu var i mit eget land? Det var jo derfor jeg først flygtede til Tarʹsis;+ jeg véd jo at du er en nådig og barmhjertig Gud,*+ som er sen til vrede og rig på loyal hengivenhed,+ og som fortryder ulykken.+ 3 Så tag dog, Jehova, nu min sjæl*+ fra mig, for det er bedre for mig at dø end at leve.“*+

4 Da sagde Jehova: „Er det med rette du er optændt af vrede?“+

5 Så gik Jonas ud af byen og satte sig øst for den;* og han lavede sig en løvhytte dér og satte sig i skyggen under den+ indtil han havde set hvad der skete med byen.+ 6 Da sørgede Jehova Gud* for at en flaskegræskarplante* voksede op over Jonas til at kaste skygge over hans hoved og befri ham for hans nedtrykthed.+ Og Jonas frydede sig højligt over flaskegræskarplanten.

7 Men da daggryet brød frem den følgende dag, sørgede den [sande] Gud for at en orm+ stak flaskegræskarplanten så den tørrede ud.+ 8 Og så snart solen stod op, sørgede Gud* for en svidende østenvind,+ og solen stak Jonas på hovedet så han var ved at besvime;+ og han bad om at hans sjæl* måtte dø, og han sagde: „Det er bedre for mig at dø end at leve.“*+

9 Da sagde Gud til Jonas: „Er det med rette du er optændt af vrede over flaskegræskarplanten?“+

Og han sagde: „Det er med rette jeg er optændt af vrede — til døden.“ 10 Men Jehova sagde: „Du ynkedes over flaskegræskarplanten, som du ikke har haft besvær med eller fået til at vokse op, som blev til blot på en nat* og gik til grunde blot på en nat. 11 Skulle jeg så ikke ynkes over Niʹneve, den store by,+ hvori der er flere end et hundrede og tyve tusind* mennesker* som ikke kender forskel på højre og venstre — foruden mange husdyr?“+