Mika*

1 Jehovas* ord som kom til Miʹka+ fra Moʹresjet* i Judas konger Joʹtams,+ Aʹkaz’+ [og] Ezekiʹas’+ dage,+ [og] som han fik i syner angående Samaʹria+ og Jerusalem:+

2 „Hør, alle I folkeslag; lyt opmærksomt, du jord og hvad der fylder dig,+ og lad den suveræne Herre Jehova være vidne imod jer,+ Jehova* fra sit hellige tempel.*+ 3 For se! Jehova* går ud fra sit sted,+ og han skal stige ned og træde på jordens høje.+ 4 Og bjergene skal smelte under ham+ og lavningerne kløves, som voks for ilden,+ som vand der styrter ned ad en bjergskrænt.

5 Det er på grund af Jakobs oprør alt dette sker, ja, på grund af Israels hus’ synder.+ Hvad er Jakobs oprør? Er det ikke Samaʹria?+ Og hvad er Judas offerhøje?*+ Er det ikke Jerusalem? 6 Og jeg vil gøre Samaʹria til en dynge ruiner på marken,+ til et sted hvor man planter en vingård; og jeg vil styrte dets sten ned i dalen, og dets grundvolde blotter jeg.+ 7 Og alle dets billedstøtter vil blive slået i stykker,+ og alt hvad der blev givet det som løn vil blive brændt i ild,+ og alle dets gudebilleder lægger jeg øde. For af skøgeløn har det samlet [dem], og til skøgeløn bliver de igen.“+

8 Derfor vil jeg klage og hyle;+ jeg vil gå barfodet og nøgen.+ Jeg vil holde klage som sjakalerne og sorg som hunstrudsene.* 9 For slaget* det fik er uhelbredeligt;+ det er jo trængt helt frem til Juda,+ [dets] plage helt frem til mit folks port, helt frem til Jerusalem.+

10 „Fortæl [det] ikke i Gat; I må slet ikke græde.+

Vælt dig i støvet+ i Afʹras hus. 11 Drag forbi, du kvinde som bor i Sjaʹfir, i skændig nøgenhed.+ Hun som bor i Zaʹanan er ikke gået ud. Bet-Eʹzels klage vil tage sit ståsted borte fra jer. 12 For hun som bor i Maʹrot har ventet på godt,+ men ondt kom ned fra Jehova til Jerusalems port.+ 13 Spænd forspandet for vognen, du kvinde som bor i Laʹkisj.+ Hun var begyndelsen til synd for Zions datter,+ for i dig* fandtes Israels oprør.+ 14 Derfor skal du give afskedsgaver til Moʹresjet-Gat.+ Akʹzibs+ huse var svigefulde over for Israels konger. 15 Fordriveren* bringer jeg endnu en gang til dig,+ du kvinde som bor i Mareʹsja.+ Helt til Adulʹlam+ vil Israels herlighed komme. 16 Rag dig skaldet og klip [håret] af på grund af dine sønner, som er din største glæde.+ Gør din skaldede isse bred som ørnens, for de er draget i landflygtighed fra dig.“+

2 „Ve dem der på deres leje udtænker ondskab og forbereder ulykke!+ Når det bliver lyst om morgenen, går de i gang med at gøre det,+ for det er i deres magt.*+ 2 De begærer marker og tilraner sig [dem];+ huse, og tager [dem]; og de besviger en våbenfør mand* og hans husstand,+ en mand* og hans arvelod.+

3 Derfor har Jehova sagt således: ’Se, jeg udtænker mod denne slægt+ en ulykke+ som I ikke skal fri jeres halse fra,+ og I skal ikke mere gå stolte omkring;+ for det er en ulykkens tid.+ 4 På den dag vil man bruge et ordsprog om jer+ og holde klage, ja en klage.+ Man skal sige: „Vi er virkelig blevet hærget!+ Mit folks andel lader han skifte ejer!+ Hvor kunne han dog fjerne [den] fra mig! Den utro tildeler han vore marker!“ 5 Derfor vil du ingen have der kaster målesnoren ud ved lodkastning+ i Jehovas menighed.* 6 „Prædik ikke!“+ [siger de]. De prædiker [derimod]. [Men] de prædiker ikke om disse [ting]. Ydmygelser vil ikke ophøre.+

7 Siges der, Jakobs hus:+ „Er Jehovas ånd* blevet misfornøjet, eller er dette hans gerninger?“+ Gør mine ord ikke godt+ mod den der vandrer retskaffent?+

8 Endnu i går rejste mit eget folk sig som en fjende.+ Den ærefulde prydelse foran på klædningen flår I af dem der intetanende går forbi, [så de bliver som] dem der vender hjem fra krigen. 9 Enhver af mit folks kvinder driver I ud af det hus som er hendes største glæde. Fra hendes børn tager I min prydelse+ for stedse.+ 10 Rejs jer og gå,+ for dette er ikke et hvilested.+ Fordi det er blevet urent,+ vil der finde en ødelæggelse sted, og ødelæggelsen vil være smertefuld.+ 11 Hvis en mand* der vandrer efter vind* og falskhed, taler løgn [idet han siger]:+ „Jeg vil prædike for dig om vin og stærke drikke,“ da er han en der kan prædike for dette folk.+

12 Jeg vil visselig samle [dig,] Jakob, alle som tilhører dig;+ jeg vil visselig indsamle Israels rest.*+ Jeg fører dem sammen som en hjord i folden,* som en flok midt på sin græsgang;+ der vil være en vældig larm af mennesker.’*+

13 Den der bryder igennem skal drage op foran dem:+ de skal bryde igennem. Og de går igennem porten og ud ad den.+ Og deres konge går igennem foran dem, med Jehova i spidsen for dem.“+

3 Og jeg sagde videre: „Hør dog, I Jakobs overhoveder og Israels hus’ førere.+ Bør I ikke kende ret?+ 2 I som hader det gode+ og elsker det onde,+ som river huden af folk og kødet af deres knogler;+ 3 I som fortærer kødet af mit folk+ og flår huden af dem og sønderbryder deres knogler og brækker [dem] i stykker som i en gryde, som kød i et kogekar.+ 4 Da råber de til Jehova om hjælp, men han svarer dem ikke.+ Og han vil skjule sit ansigt for dem til den tid,+ eftersom de har handlet ondt med deres gerninger.+

5 Således har Jehova sagt mod de profeter der fører mit folk vild,+ som råber ’Fred!’+ når de får [noget] at sætte tænderne i,*+ men som helliger en krig+ imod den der ikke giver dem [noget] i munden: 6 ’Derfor vil I få nat uden noget syn;+ og mørke får I, så I ikke kan spå.+ Og solen skal gå ned over profeterne og dagen blive mørk omkring dem.+ 7 Og seerne+ skal blive til skamme+ og spåmændene+ beskæmmes. Og de må alle tildække overskægget,+ for der er intet svar fra Gud.’“*+

8 Men jeg, jeg er fyldt med kraft, med Jehovas ånd, og med ret og med styrke,+ til at fortælle Jakob om hans oprør og Israel om hans synd.+

9 Hør dog dette, I overhoveder for Jakobs hus og I førere for Israels hus,+ som afskyr ret og gør alt hvad der er lige, kroget,+ 10 som bygger Zion med blod og Jerusalem med uretfærdighed.+ 11 Dets overhoveder dømmer for bestikkelse+ og dets præster lærer for betaling+ og dets profeter spår for sølv;*+ dog støtter de sig til Jehova og siger: „Er Jehova ikke iblandt os?+ Der kommer ingen ulykke over os.“+ 12 Derfor vil Zion for jeres skyld blive pløjet som en mark, og Jerusalem vil blive til ruindynger,+ og husets bjerg vil blive til skovklædte høje.

4 Og i de sidste dage+ vil bjerget+ med Jehovas hus+ blive grundfæstet over bjergenes top, og det skal hæves op over højene,+ og folkeslag skal strømme til det.+ 2 Og mange nationer skal drage af sted og sige: „Kom,+ lad os gå op til Jehovas bjerg og til Jakobs Guds hus;+ og han vil lære os sine veje,+ og vi vil vandre* på hans stier.“+ For lov vil udgå fra Zion, og Jehovas ord fra Jerusalem.+ 3 Og han vil fælde dom mellem mange folkeslag+ og afgøre sager+ vedrørende mægtige nationer langt borte.+ Og de skal smede deres sværd til plovjern og deres spyd til beskæreknive.+ Nation vil ikke løfte sværd mod nation, og de skal ikke mere lære at føre krig.+ 4 Og de skal sidde,* hver* under sin vinstok og sit figentræ,+ og ingen får [dem] til at skælve,+ for Hærstyrkers Jehovas* mund har talt.+

5 For alle folkeslagene vandrer hvert i sin guds* navn;+ men vi vil vandre i Jehova* vor Guds* navn+ til fjerne tider, ja, for evigt.*+

6 „På den dag,“ lyder Jehovas udsagn, „vil jeg samle de haltende,+ og jeg vil samle de fordrevne sammen,+ ja dem som jeg har handlet ilde med. 7 Og jeg gør de haltende til en rest,+ og dem der var sendt langt bort, til en mægtig nation;+ og Jehova* skal herske som konge over dem på Zions Bjerg, fra nu af og til fjerne tider.+

8 Og du,* kvægflokkens* tårn, Zions datters høj,*+ til dig skal det komme, ja, det tidligere* herredømme skal komme,+ kongedømmet som tilhører Jerusalems datter.+

9 Hvorfor råber du* højt nu?+ Er der ingen konge i dig, eller er din rådgiver gået til grunde, siden veer som den fødende kvindes har grebet dig?+ 10 Vrid dig i veer og bliv forløst, Zions datter, som en fødende kvinde,+ for nu skal du ud af staden og bo på marken.+ Og du skal komme helt til Babylon.*+ Dér vil du blive udfriet.+ Dér vil Jehova genløse dig af dine fjenders hånd.+

11 Men nu skal mange nationer samles mod dig, de som siger: ’Lad hende besudles, og måtte vore øjne nyde synet af Zion.’+ 12 Men de kender ikke Jehovas tanker, og de forstår ikke hvad han har besluttet,+ for han skal samle dem sammen som nyhøstet korn på tærskepladsen.+

13 Rejs dig og tærsk, Zions datter,+ for dit horn gør jeg til jern, og dine klove gør jeg til kobber, og du skal knuse mange folkeslag til støv;+ og du skal vie deres uærlige vinding til Jehova,+ og deres forråd til den [retmæssige] Herre* over hele jorden.“+

5 „Nu river du flænger i dig,+ du krigerskarens datter; man har sat os under belejring.+ Med kæppen slår de Israels dommer på kinden.*+

2 Og du, Betlehem* Eʹfrata,+ for lille til at være blandt Judas tusinder,+ af dig*+ skal der udgå en for mig som skal være hersker i Israel,+ en hvis udspring* er fra de tidligste tider, fra en fjern fortids dage.+

3 Derfor overgiver han dem+ indtil den tid da hun som skal føde, føder.+ Og resten af hans brødre vil vende tilbage til Israels sønner.

4 Og han skal stå og vogte [sin hjord] ved Jehovas* styrke,+ i sin Gud Jehovas* ophøjede navn. Og de skal blive boende,+ for nu når hans storhed til jordens ender.*+ 5 Og han skal være fred.+ Når assyreren trænger ind i vort land og når han betræder vore tårnborge,*+ da rejser vi syv hyrder mod ham, ja otte stammehøvdinger blandt menneskene.* 6 Og de skal vogte Assyriens land med sværdet+ og Nimʹrods land+ ved dets indgange. Og han skal udfri [os] fra assyreren+ når han trænger ind i vort land og når han betræder vort område.

7 Og Jakobs rest*+ skal midt blandt mange folkeslag blive som duggen fra Jehova,+ som rigelige regnskyl på planterne;+ den håber ikke på nogen* eller venter på menneskenes* sønner.+ 8 Og Jakobs rest skal blandt nationerne, midt blandt mange folkeslag, blive som en løve blandt skovens dyr, som en ungløve blandt fåreflokke; den både nedtramper og sønderriver når den går igennem;+ og der er ingen som udfrier. 9 Din* hånd vil være højt løftet over dine modstandere,+ og alle dine fjender vil blive udryddet.“+

10 „Og på den dag,“ lyder Jehovas udsagn, „udrydder jeg dine heste af din midte og ødelægger dine stridsvogne.+ 11 Og jeg udrydder byerne i dit land og nedriver alle dine befæstede steder.+ 12 Og jeg udrydder trolddomskunster af din hånd, og der vil ikke mere være nogen hos dig der øver magi.+ 13 Og jeg udrydder dine billedstøtter og dine hellige støtter af din midte, og du vil ikke længere bøje dig for dine hænders værk.+ 14 Og jeg oprykker dine hellige pæle*+ af din midte og tilintetgør dine byer. 15 Og i vrede og forbitrelse vil jeg fuldbyrde hævn over de nationer som ikke har adlydt.“+

6 Hør dog hvad Jehova siger.*+ Stå frem, før din sag for bjergene, og måtte højene høre din røst.+ 2 Hør, I bjerge, på Jehovas retssag, og I urokkelige, I jordens grundvolde;+ for Jehova har en retssag med sit folk, ja med Israel vil han have sin sag afgjort:+

3 „Mit folk,+ hvad har jeg gjort dig, og hvordan har jeg trættet dig?+ Vidn imod mig.+ 4 Jeg førte dig jo op fra Ægyptens land,+ og fra trællehuset løskøbte jeg dig,+ hvorpå jeg sendte Moses, Aron og Mirʹjam foran dig.+ 5 Mit folk, husk+ dog hvad Baʹlak, Moʹabs konge, fandt på,+ og hvad Biʹleam, Beʹors søn, svarede ham.+ Fra Sjitʹtim*+ var det, hele vejen til Gilʹgal,+ for at du kunne lære Jehovas retfærdsgerninger at kende.“+

6 Hvormed skal jeg træde frem for Jehova,+ bøje mig for Gud i det høje?+ Skal jeg træde frem for ham med brændofre,+ med årgamle kalve? 7 Bryder Jehova sig om tusinder af væddere, om titusinder af oliestrømme?+ Skal jeg give min førstefødte for mit oprør, min livsfrugt for min sjæls synd?+ 8 Han har fortalt dig, o menneske,* hvad der er godt.+ Og hvad kræver Jehova af dig andet end at du øver ret+ og elsker loyal hengivenhed*+ og vandrer beskedent+ med din Gud?+

9 Jehovas røst råber til byen,+ og [den der ejer] praktisk visdom vil frygte dit navn.+ Hør [lyden af] staven og den der forordnede den!*+ 10 Findes ugudelighedens skatte endnu i den ugudeliges hus,+ og det knebne efamål, som er fordømt? 11 Kan jeg være ren med ugudeligheds vægtskåle og med en pung med svigefulde lodder?+ 12 For dens rigmænd er fyldt med vold, og dens indbyggere har talt løgn,+ og deres tunge er svigefuld i deres mund.+

13 „Men så vil jeg også gøre [dig] syg ved at slå dig,+ idet jeg lægger [dig] øde på grund af dine synder.+ 14 Du skal spise, men ikke blive mæt, og du vil have en følelse af tomhed i dit indre.*+ Og du skal flytte [ting], men ikke få [dem] bragt i sikkerhed; og hvad du end bringer i sikkerhed, overgiver jeg til sværdet.+ 15 Du skal så, men ikke høste. Du skal træde oliven, men ikke indgnide dig med olie, og [træde] ny vin, men ikke drikke vinen.+ 16 Og Omʹris+ forskrifter overholdes og alt hvad Aʹkabs hus har gjort,+ og I vandrer efter deres råd,+ så jeg må gøre dig til noget man forfærdes over, og [byens] indbyggere til noget man fløjter [undrende] ad;+ og folkeslags* smædeord må I bære.“+

7 Ve mig,+ for jeg er blevet som frugthøsten, som eftersankningen under vinhøsten!+ Der er ingen drueklase at spise, ingen tidlig figen som min sjæl kunne længes efter!+ 2 Den loyale* er forsvundet fra jorden,* og der er ingen retskaffen blandt menneskene.*+ Alle ligger de på lur efter blod.+ De jager hinanden med net.+ 3 Begge hænder er [udrakt] mod det onde for at gøre [det] grundigt;+ fyrsten beder [om noget], og den der dømmer [beder] om noget til gengæld,+ og stormanden udtaler hvad hans sjæl begærer,+ og så snor de det sammen. 4 Den bedste af dem er som en tornebusk, den mest retskafne er værre end en tjørnehæk.+ Dine vægteres dag, din hjemsøgelse, kommer.+ Nu gribes de af bestyrtelse.+

5 Tro ikke på en ven. Stol ikke på en fortrolig.+ Vogt dig for at åbne din mund over for hende der ligger i din favn.+ 6 For en søn foragter sin fader; en datter sætter sig op mod sin moder;+ en svigerdatter mod sin svigermoder;+ en mands husfolk er hans fjender.*+

7 Men jeg vil spejde efter Jehova.+ Jeg vil vente på min frelses Gud.+ Min Gud vil høre mig.+

8 Fryd dig ikke over mig, min fjende.*+ Skønt jeg er faldet, rejser jeg mig;+ skønt jeg bor i mørket,+ er Jehova et lys for mig.+ 9 Jehovas flammende vrede vil jeg bære — for jeg har syndet mod ham+ — indtil han fører min sag og tager sig af min ret.+ Han fører mig ud i lyset; jeg får hans retfærd at se.+ 10 Og min fjende skal se det, og skam skal dække hende,+ hun som siger til mig: „Hvor er han, Jehova din Gud?“+ Mine øjne skal se på hende.+ Nu bliver hun til noget der trampes ned, som gadesnavs.+

11 Den dag dine* stenmure bygges, den dag vil forordningen* være langt borte.+ 12 Den dag vil de* komme til dig helt fra Assyrien og Ægyptens* byer, og fra Ægypten [og landene] helt til Floden;+ og fra hav til hav, og [fra] bjerg til bjerg.+ 13 Og landet skal blive en ødemark på grund af dets indbyggere, på grund af deres gerningers frugt.+

14 Vogt dit* folk med din stav,+ din arvelods hjord, som boede for sig selv i en skov, midt i en frugthave.+ Lad dem græsse i Baʹsan og Giʹlead+ som i fortids dage.+

15 „Som i de dage da du gik ud af Ægyptens land, vil jeg lade ham se undere.+ 16 Nationer skal se [det] og beskæmmes over al deres vælde.+ De skal lægge hånden på munden;+ deres ører skal blive døve. 17 De skal slikke støv som slangen;+ som jordens kryb kommer de bævende ud af deres forskansninger.+ Til Jehova vor Gud* kommer de rædselsslagne, og de skal frygte dig.“+

18 Hvem er en Gud* som du,+ der tilgiver brøde og forbigår overtrædelse+ hos sin arvelods rest?+ Han holder ikke fast ved sin vrede for evigt, for han har behag i loyal hengivenhed.*+ 19 Han vil igen vise os barmhjertighed;+ han vil betvinge vore misgerninger.+ Og du vil kaste alle deres* synder i havets dyb.+ 20 Du vil vise Jakob trofasthed, Abraham loyal hengivenhed, som du tilsvor vore forfædre fra fortids dage.+