JOB

“Nøgen kom jeg ud af min mors liv,

og nøgen vender jeg tilbage.+

 3 “Lad den dag hvor jeg blev født, blive slettet,+

og den nat hvor man sagde: ‘En mand er blevet undfanget!’

Lad Gud i himlen se bort fra den;

lad intet lys skinne på den.

 6 Den nat – lad det sorte mørke overtage den;+

lad den ikke glæde sig over at være blandt årets dage,

og lad den ikke indgå i årets måneder.

 7 Ja, lad den nat blive ufrugtbar;

lad ingen udbrud af glæde høres i den.

 8 Lad dem der forbander dagen, dem der kan vække Livjatan,*+

forbande den dag.

 9 Lad dens morgenstjerner blive slukket;

lad natten vente forgæves på dagslys,

og lad den ikke se daggryet,

10 for den hindrede ikke min mor i at føde mig,+

og den skånede ikke mine øjne for at se elendighed.

12 Hvorfor var der knæ der tog imod mig,

og bryster hvor jeg kunne blive ammet?

13 Jeg kunne have ligget og haft ro;+

jeg kunne have sovet fredeligt+

14 sammen med jordens konger og deres rådgivere,

der byggede sig steder som nu ligger i ruiner,*

15 og sammen med fyrster der ejede guld,

og hvis huse var fyldt med sølv.

16 Hvorfor var jeg ikke som et barn der er dødfødt og skjult,

som børn der aldrig får dagens lys at se?

17 I graven er selv de onde faldet til ro;

der har de trætte fået hvile.+

18 Der hviler fangerne sammen i fred;

de hører ingen stemme som tvinger dem til at arbejde.

19 Der er små og store lige,+

og trællen er løst fra sin herre.

20 Hvorfor giver Gud lys til den der lider,

og liv til dem der er dybt fortvivlede?*+

De søger mere ivrigt efter den end efter skjulte skatte,

22 de jubler af glæde

og er lykkelige når de finder graven.

23 Hvorfor giver han lys til en mand der er faret vild,

og som Gud har spærret inde?+

24 Mine suk har erstattet min mad,+

mine klageråb+ strømmer frem som vand.

25 Det jeg frygtede, har ramt mig,

og det jeg var bange for, er kommet over mig.

26 Jeg har hverken haft fred eller ro eller hvile,

sorgerne har ingen ende.”

 3 Du har selv irettesat mange,

og du har styrket andre når deres hænder var slappe.

 4 Med dine ord hjalp du dem der snublede, til at rejse sig,

og du styrkede dem som var ved at synke i knæ.

 5 Men nu kommer det over dig selv, og så bliver du slået ud;*

det rammer dig selv, og du bliver fortvivlet.

 8 Det jeg har erfaret, er at de der pløjer ondskabens marker*

og sår problemer, kommer til at høste det samme.

 9 Gud puster på dem, og de går til grunde,

et udbrud af hans vrede gør det af med dem.

10 En løve brøler, og en løveunge knurrer,

men selv den stærkeste løve knækker sine tænder.

11 En løve dør af mangel på bytte,

og dens unger bliver spredt.

12 Der kom et ord til mig i hemmelighed,

det blev hvisket i mit øre.

13 Syner der gav skræmmende tanker, kom til mig om natten,

hvor mennesker ellers sover dybt;

14 jeg rystede af skræk,

og alle mine knogler blev fyldt med rædsel.

15 En ånd strejfede mit ansigt;

hårene rejste sig på min krop.

Jeg genkendte ikke skikkelsen,

men den stod lige foran mine øjne.

18 Selv sine tjenere tror han ikke på;

han finder fejl hos sine engle,*

19 hvor meget mere da ikke hos dem der bor i huse af ler,

hos dem der er dannet af støv,+

dem der bliver mast lige så let som et møl!

20 De er der om morgenen og er knust inden aften;

de er væk for evigt, og ingen savner dem.

 2 For den ufornuftige ærgrer sig ihjel,

og den naive dør af sin misundelse.

 3 Jeg har set den ufornuftige slå rod,

men pludselig er det sted han boede, blevet forbandet.

 4 Hans sønner er langtfra i sikkerhed,

og de bliver knust i byporten+ uden at nogen redder dem.

 5 Den sultne spiser hans høst

og tager endda det der vokser mellem tornene.

 6 Onde ting spirer jo ikke frem af støvet,

og problemer kommer ikke bare op af jorden.

 7 Nej, mennesket er født til elendighed,

lige så sikkert som gnister flyver til vejrs.

 8 Hvis det var mig, ville jeg appellere til Gud,

ja, fremlægge min sag for Gud,

 9 for ham som gør så mange store ting vi ikke forstår,

som udfører så mange fantastiske gerninger.

10 Han lader det regne på jorden

og giver markerne vand.

11 Han løfter de ydmyge op,

og han bringer den fortvivlede i sikkerhed.

12 Han ødelægger de udspekuleredes planer

så ingenting lykkes for dem.

13 Han fanger de kloge i deres egen snedighed+

og spolerer de listiges planer.

14 De møder mørke midt på dagen,

og ved middagstid famler de sig frem som om det var nat.

15 Han redder andre fra de kloges skarpe ord*

og udfrier de fattige fra de stærkes hånd.

16 Derfor er der håb for de svage,

og munden lukkes på de uretfærdige.

17 Lykkelig er den som Gud irettesætter;

derfor må du ikke afvise straffen fra Den Almægtige!

18 For han giver dig et smertefuldt sår, men forbinder det selv;

han slår i stykker, men heler med sine egne hænder.

19 Han vil redde dig fra seks ulykker,

og den syvende vil heller ikke skade dig.

20 Når der er hungersnød, vil han udfri dig fra døden,

og når der er krig, vil du ikke blive slået ihjel.

21 Du vil være i sikkerhed for tungens pisk,+

og du vil ikke være bange for ødelæggelsen når den kommer.

22 Du vil le ad trusler om ulykke og sult,

og du vil ikke frygte jordens vilde dyr.

23 Stenene på marken vil ikke give dig besvær,*

og du vil være i fred for de vilde dyr på marken.

24 Du vil vide at der er trygt* i dit telt,

og når du ser efter der hvor dine dyr græsser, mangler ingen af dem.

25 Du vil glæde dig over mange børn

og få lige så mange efterkommere som der er planter på jorden.

26 Du vil stadig være stærk når du går i graven,

som nyhøstet korn der samles i neg.

 2 “Jeg ville ønske at min desperation+ kunne vejes

og lægges på vægtskåle sammen med min elendighed,

 3 for den er tungere end havets sand,

og derfor er jeg kommet til at sige noget tankeløst!*+

 4 Pile fra Den Almægtige har gennemboret mig,

og deres gift trænger ind i mit sind;+

Gud har sendt en hær af ulykker imod mig.

 5 Skryder et vildæsel+ hvis det har græs,

eller brøler en okse hvis den har foder?

 6 Vil man ikke komme salt på mad der mangler smag?

Smager katostens saft af noget?

 8 Bare min bøn ville blive opfyldt

og Gud ville indfri mit ønske!

 9 Bare Gud ville knuse mig,

række sin hånd ud og gøre det af med mig!+

Jeg ville springe af glæde trods mine konstante smerter,

for jeg har ikke fornægtet Den Helliges ord.+

13 Kan jeg på nogen måde hjælpe mig selv

når alle mine midler er taget fra mig?

14 Den der nægter at vise sit medmenneske loyal kærlighed,+

vil også holde op med at vise ærefrygt for Den Almægtige.+

15 Mine egne brødre har været lige så upålidelige+ som en vinterbæk,

som vandet i vinterbækkene der tørrer ud.

16 De er mørke af is,

og den smeltende sne forsvinder i dem.

17 Men på et tidspunkt holder vandet op med at løbe;

når vejret bliver varmt, tørrer bækkene ud.

18 De ændrer retning,

flyder ud i ørkenen og er væk.

19 Karavanerne fra Tema+ søger efter dem,

de rejsende fra Saba*+ venter på dem,

20 men deres tillid har været forgæves;

de kommer hen til stedet, kun for at blive skuffede.

21 Det er sådan I er blevet for mig;+

I har set mine frygtelige ulykker, og I er bange.+

23 Har jeg bedt jer om at redde mig fra en fjende

eller at befri* mig for undertrykkere?

24 Belær mig, så vil jeg tie stille;+

hjælp mig til at forstå hvad jeg har gjort forkert.

26 Vil I bebrejde mig for mine ord,

en fortvivlet mands udtalelser,+ der bare blæses væk af vinden?

27 I ville sikkert også kaste lod om en forældreløs+

og sælge* jeres egen ven!+

28 Så vend jer om og se på mig!

Jeg ville ikke lyve jer lige op i ansigtet.

29 Tænk over tingene igen – og fejlbedøm mig ikke –

ja, overvej sagen på ny, for jeg er lige så retfærdig som før.

7 Er det dødelige menneskes liv på jorden ikke som tvangsarbejde,

og er hans dage ikke som en daglejers?+

 2 Som en slave sukker han efter skygge,

og som en daglejer længes han efter sin løn.+

 3 Sådan har jeg haft måneder hvor alt var forgæves;

nætter med elendighed har jeg fået tildelt.+

 5 Min krop er dækket af maddiker og snavs,+

min hud er fuld af skorper og betændelse.+

 6 Hurtigere end en vævers skyttel flyver mine dage afsted,+

de forsvinder uden at der er noget håb.+

 7 Husk at mit liv kun er et vindpust,+

at jeg aldrig mere vil få glæden at se.

 8 Den der ser mig nu, vil ikke længere kunne se mig;

dine øjne vil spejde efter mig, men jeg er væk.+

 9 Som en sky der opløses og forsvinder,

sådan er den der går ned i Graven* – han kommer ikke op igen.+

10 Han kommer aldrig mere hjem;

der hvor han boede, vil han blive glemt.+

Jeg vil lade mit forpinte sind tale;

i min fortvivlelse* vil jeg klage min nød!+

12 Er jeg havet eller et havuhyre,

så du er nødt til at vogte mig strengt?

13 Når jeg siger: ‘Min seng vil trøste mig,

mit leje vil lindre min smerte’,

14 så skræmmer du mig med mareridt,

forfærder mig med syner.

15 Jeg ville foretrække at kvæles

– ja, hellere dø end leve med denne krop.*+

17 Hvad er et dødeligt menneske at du beskæftiger dig med ham,

at du overhovedet viser ham opmærksomhed?*+

18 Hvorfor inspicerer du ham hver morgen

og sætter ham på prøve hvert øjeblik?+

19 Vil du ikke nok vende dit blik væk fra mig

og lade mig være i fred længe nok til at jeg kan synke mit spyt?+

21 Hvorfor tilgiver du ikke mine overtrædelser

og undskylder mine fejl?

Snart ligger jeg alligevel i jorden,+

og du vil lede efter mig, men jeg vil være borte.”

 3 Ville Gud dømme uretfærdigt?

Ville Den Almægtige fordreje retfærdigheden?

 4 Hvis dine sønner syndede mod ham,

var det for deres oprør han straffede dem.*

 5 Men hvis du bare ville se hen til Gud+

og indtrængende bede Den Almægtige om at vise dig velvilje

 6 – og hvis du virkelig var ren og retskaffen+ –

så ville han vise dig opmærksomhed*

og igen give dig den stilling du burde have.

 7 Og selvom du begyndte i det små,

ville du i fremtiden blive til noget stort.+

 8 Prøv at spørge generationen før os,

og læg mærke til hvad deres fædre fandt ud af.+

 9 Vi blev jo først født i går, og vi ved ingenting,

for vores dage på jorden er en skygge.

10 Mon ikke vores forfædre vil belære dig

og fortælle dig hvad de ved?*

12 De visner før de blomstrer, før de bliver høstet,

og før alle andre planter.

Den gudløses* håb vil briste,

14 hans tillid er forgæves,

og det han har stolet på, er lige så skrøbeligt som et edderkoppespind.*

15 Han vil støtte sig til sit hus, men det holder ikke;

han vil klamre sig til det, men det bliver ikke stående.

16 Han er en saftig plante der står i solen,

og hans ranker breder sig i haven.+

17 Hans rødder fletter sig sammen i en stendynge,

han finder et hjem mellem stenene.*

18 Men når han så bliver rykket op* fra det sted hvor han står,

vil det nægte at kendes ved ham. ‘Dig har jeg aldrig set,’+ vil det sige.

19 Ja, sådan vil han forsvinde,*+

og så vil andre skyde op af jorden.

20 Gud vil aldrig forkaste dem der er trofaste,*

og han vil ikke give de onde nogen støtte.*

21 Han kan igen fylde din mund med latter

og lægge glædesråb på dine læber.

22 De der hader dig, vil blive fuldstændigt ydmyget,*

og de ondes telt vil ikke længere findes.”

 3 Hvis en fik lyst til at argumentere med Gud,*+

ville han ikke kunne svare på ét ud af tusind spørgsmål fra Ham.

 5 Han flytter* bjerge uden at nogen er klar over det;

i sin vrede får han dem til at styrte sammen.

 6 Han får jorden til at ryste

så dens søjler skælver.+

 7 Han befaler solen at lade være med at skinne

og spærrer for stjernernes lys;+

 8 helt alene spænder han himlen ud,+

og han træder på havets høje bølger.+

 9 Han har frembragt stjernebillederne Ash,* Kesil* og Kima*+

og stjernebillederne på den sydlige himmel.*

10 Han gør store gerninger der ikke kan udforskes,+

og vidunderlige ting der ikke kan tælles.+

11 Han går forbi mig, og jeg ser ham ikke;

han passerer mig, men jeg opfatter det ikke.

13 Gud vil ikke holde sin vrede tilbage;+

selv Rahabs* hjælpere må bøje sig for ham.+

14 Derfor må jeg virkelig vælge mine ord med omhu

hvis jeg vil argumentere med ham og svare ham!

Jeg tror ikke at han vil lytte til mig,

17 for han knuser mig med et uvejr

og mangedobler mine sår uden grund.+

18 Han giver mig ikke lov til at trække vejret;

hele tiden giver han mig noget der er bittert at sluge.

21 Ja, selvom jeg forbliver trofast,* er jeg ikke sikker på mig selv;*

jeg kan ikke godkende* mit eget liv.

22 Det hele kommer ud på et. Det er derfor jeg siger:

‘Han udsletter de uskyldige* såvel som de onde.’

23 Hvis en flodbølge spredte pludselig død,

ville han more sig over de uskyldiges fortvivlelse.

24 Jorden er blevet overgivet til de onde;+

han dækker øjnene til hos* dens dommere.

26 De farer afsted som sivbåde,

som ørne der slår ned på deres bytte.

27 Hvis jeg sagde: ‘Jeg vil glemme det jeg har at klage over,

jeg vil smile og være munter’,

28 så ville jeg alligevel være plaget af alle mine smerter,+

og jeg ved at du ikke ville se mig som uskyldig.

30 Hvis jeg vaskede mig ren i smeltet sne

og rensede mine hænder i lud,*+

31 ville du dyppe mig i en mudderpøl

så selv mit eget tøj ville afsky mig.

32 Han er ikke et menneske som mig så jeg kan give ham svar på tiltale

eller vi kan mødes i retten.+

33 Der findes intet menneske der kan afgøre sagen* imellem os,

ingen der kan tjene som vores dommer.*

34 Hvis han ville holde op med at slå mig*

og at skræmme mig med det han gør,+

35 så ville jeg tale til ham uden at frygte,

for normalt er jeg ikke bange for at sige noget.

 3 Får du noget ud af at undertrykke,

af at foragte det du selv har skabt,+

samtidig med at du lader onde menneskers planer lykkes?

 4 Har du et menneskes øjne?

Ser du sådan som dødelige mennesker ser?

 5 Er dine dage som dødelige menneskers dage,

og dine leveår som en mands,+

 6 siden du ligefrem leder efter mine fejl

og søger efter min synd?+

 7 Du ved at jeg ikke er skyldig,+

og at ingen kan redde mig fra dig.+

 8 Du har formet og frembragt mig med dine egne hænder,+

men nu vil du gøre det helt af med mig.

 9 Husk at du selv skabte mig af ler,+

men nu lader du mig vende tilbage til støvet.+

10 Var det ikke dig der hældte mig op som mælk

og lod mig stivne som ost?

11 Du klædte mig med hud og kød,

vævede mig af knogler og sener.+

12 Du har givet mig livet og vist mig loyal kærlighed,

og du har omsorgsfuldt beskyttet mig.*+

14 Hvis jeg syndede, ville du se det,+

og du ville ikke se gennem fingre med min overtrædelse.

Og selv hvis jeg er uskyldig, kan jeg ikke holde hovedet højt,+

for mit liv er fyldt med ydmygelse og lidelse.+

16 Hvis jeg løfter mit hoved, sætter du efter mig som en løve+

og viser igen din magt over mig.

17 Du vil føre nye vidner imod mig,

blive endnu mere vred på mig

og ramme mig med modgang og ulykker.

19 Så ville det have været som om jeg aldrig havde eksisteret;

jeg var kommet direkte fra livmoderen til graven.’

20 Er mine dage ikke få?+ Bare han ville lade mig være,

vende blikket væk fra mig så jeg kunne få en smule lindring*+

21 før jeg går bort til det dybe mørkes land,*+

som jeg ikke vender tilbage fra,+

22 til landet hvor alt er sort og dystert og ligger i skygge,

hvor der ikke er nogen orden,

og hvor selv det lys der skinner, er mørke.”

 2 “Skal alle disse ord bare have lov til at stå alene?

Har en mand ret bare fordi han snakker meget?*

 4 Du påstår jo: ‘Alt hvad jeg belærer andre om, er sandt,+

og jeg er ren i Guds øjne.’+

 5 Men hvis bare Gud ville tale

og sige dig sandheden!+

 6 Så ville han åbenbare visdommens hemmeligheder for dig,

og praktisk visdom har jo mange sider.

 7 Kan du forstå Guds dybe visdom

eller finde ud af alting om Den Almægtige?*

 9 Den er større end selve jorden

og mere vidtstrakt end havet.

10 Hvis han farer frem mod en mand, tilbageholder ham og bringer ham for retten,

kan manden så sætte sig imod det?

12 Hvis en tomhjernet mand kan forstå noget som helst,

så kan et vildæsel også føde et menneske.*

13 Bare du ville ændre indstilling*

og række hænderne ud mod Gud!

14 Hvis din hånd gør noget der er ondt, så fjern det,

og giv ikke det uretfærdige lov til at bo i dine telte.

15 Så kan du løfte dit hoved med god samvittighed;

du kan stå fast og behøver ikke at frygte noget.

16 Du vil glemme dine problemer;

de vil være som vand der er flydt forbi dig.

17 Dit liv vil blive lysere end dagen ved middagstid;

selv dets mørke stunder vil være som den lyse morgen.

18 Du vil være tillidsfuld fordi der er håb,

du vil se dig omkring og trygt lægge dig til at sove.

19 Du vil lægge dig uden at nogen gør dig bange,

og mange vil søge at blive venner med dig.

De får ikke øje på noget tilflugtssted,

og deres eneste håb er at dø.”+

 4 Jeg er blevet til grin for mine venner,+

og jeg råber til Gud for at få svar.+

 5 Et ubekymret menneske ler ad ulykker

og tror at de kun rammer folk der ikke står fast på fødderne.*

 6 Røverne har fred i deres telte,+

og de der provokerer Gud, er trygge;+

de går med deres gud i hænderne.

 7 Men prøv at spørge dyrene, så vil de belære dig,

og spørg himlens fugle, de vil give dig svar.

 8 Eller betragt* jorden, og den vil belære dig;

og havets fisk vil give dig besked.

 9 Hvem blandt alle disse ved ikke

at det er Jehovas hånd der har skabt dem?

10 I hans hånd er alle levende skabningers liv

og alle menneskers åndedræt.*+

11 Prøver øret ikke ordene

ligesom tungen* smager på maden?+

12 Findes visdom ikke hos de gamle,+

og bliver man ikke klog når man har levet længe?

13 Hos Gud er der visdom og styrke;+

han har indsigt og kan give råd.+

14 Når han river noget ned, kan det ikke bygges op igen;+

det han har lukket, kan intet menneske åbne.

15 Når han holder vandene tilbage, tørrer alting ud;+

når han sender dem afsted, overskyller de jorden.+

16 Hos ham er der styrke og praktisk visdom;+

både den der farer vild, og den der fører vild, tilhører ham.

17 Han lader rådgivere gå barfodede,*

og han gør dommere til tåber.+

18 Han løser de bånd som konger har lagt om andre,+

og lægger et bælte om livet på dem selv.

19 Han lader præster gå barfodede,+

og han vælter dem der sidder på magten.+

20 Han gør betroede rådgivere mundlamme

og fratager gamle mænd* deres fornuft.

21 Han overøser fremtrædende mænd med foragt+

og gør de magtfulde svage.*

22 Han afslører det der ligger skjult i mørke,+

og han bringer det dybe mørke frem i lyset.

23 Han lader nationer vokse sig stærke for at ødelægge dem,

han gør nationer store for at føre dem i eksil.

24 Han fratager folkets ledere deres fornuft*

og lader dem strejfe om i øde, ufremkommelige områder.+

25 De famler rundt i mørke,+ hvor der ikke er noget lys,

han lader dem flakke om som fulde mænd.+

13 Ja, mit øje har set alt dette,

mit øre har hørt det, og jeg har forstået det.

 2 Jeg ved lige så meget som I ved,

jeg står ikke tilbage for jer.

 3 Jeg ville foretrække at tale med Den Almægtige selv,

jeg ønsker at bringe min sag frem for Gud.+

 4 Men I smører mig ind i løgne;

I er elendige læger.+

 5 Hvis I ville tie helt stille,

ville det være et tegn på visdom.+

 6 Lyt nu til mine argumenter,

og hør mine læbers appel.

 7 Vil I komme med uretfærdige påstande for at forsvare Gud,

og vil I lyve til fordel for ham?

 8 Vil I stille jer på hans side?*

Vil I prøve at tale den sande Guds sag?

10 Han vil helt sikkert gå i rette med jer

hvis I viser partiskhed og prøver at dække over det.+

11 Bliver I ikke skræmt af hans storhed,

og er I ikke skrækslagne for ham?

12 Jeres kloge* udtalelser er ordsprog af aske,

jeres forsvar er lige så skrøbeligt som et forsvar af ler.*

14 Hvorfor udsætter jeg mig selv for risiko*

og sætter livet på spil?

15 Måske slår Gud mig ihjel, men jeg vil alligevel vente på ham med håb;+

jeg vil forsvare min sag* over for ham.

16 Så vil han blive min redning,+

for et gudløst menneske* kan ikke træde frem for ham.+

17 Lyt opmærksomt til mine ord;

hør på min forklaring.

18 Se nu her, jeg er klar til at fremlægge min sag;

jeg ved at jeg har ret.

20 Gør bare to ting for mig, Gud,*

så vil jeg ikke skjule mig for dig mere:

21 Tag din tunge hånd væk fra mig,

og lad ikke frygten for dig gøre mig bange.+

22 Enten må du kalde og lade mig svare,

eller også må du lade mig tale og så svare mig.

24 Hvorfor skjuler du dit ansigt+

og betragter mig som din fjende?+

25 Vil du prøve at skræmme et vindblæst blad

eller jage efter et tørt halmstrå?

26 Du nedskriver jo konstant hårde anklager mod mig,

og du kræver mig til regnskab for de fejl jeg begik som ung.

27 Du har sat mine fødder i gabestokken,

du holder øje med mig uanset hvor jeg går hen,

og du følger alle mine fodspor.

28 Mennesket* nedbrydes som noget der rådner,

som et stykke tøj der ædes af møl.

14 Et menneske, født af en kvinde,

har et kort liv+ fyldt med bekymringer.*+

 2 Han kommer op som en blomst og visner så væk;*+

han flygter som en skygge og forsvinder.+

 3 Ja, du har rettet dit blik mod ham,

og du lægger sag an mod ham.*+

 5 Hvis hans dage er fastsat,

så afhænger antallet af hans måneder af dig;

du har sat en grænse han ikke kan overskride.+

 6 Vend dit blik væk fra ham så han kan få fred

indtil han slutter sin dag, ligesom en daglejer.+

Hvis det bliver fældet, vil det skyde igen,

og det vil blive ved med at sætte nye grene.

 8 Hvis roden i jorden bliver gammel

og stubben dør i mulden,

 9 vil det spire igen ved lugten af vand,

og det vil sætte grene som en ny plante.

10 Men når en mand dør, er hans kraft forsvundet;

når et menneske udånder, hvor er det så?+

11 Fra en sø forsvinder vandet,

en flod svinder ind og tørrer ud.

De vågner ikke før himlen er borte,

og de bliver heller ikke vækket af deres søvn.+

13 Bare du ville gemme mig i Graven,*+

skjule mig indtil din vrede lægger sig,

sætte mig en tidsfrist og huske mig!+

Jeg vil vente så længe mit tvangsarbejde varer,

lige til min befrielse kommer.+

16 Men lige nu tæller du hvert eneste skridt jeg tager;

du er kun på udkig efter mine synder.

17 Min overtrædelse er forseglet i en pose,

og du forsegler mine fejl med lim.

18 Som et bjerg falder sammen og smuldrer væk

og en klippe rives løs fra sit sted,

19 som sten slides ned af vand

og jord skylles væk af vandstrømme,

sådan har du ødelagt det dødelige menneskes håb.

20 Du tvinger ham i knæ så han giver op;+

du forandrer hans udseende og sender ham væk.

21 Hans sønner æres, men han ved det ikke;

de bliver ubetydelige, men han er ikke klar over det.+

22 Han føler kun smerte så længe han er i sit kød;

han sørger kun så længe han er i live.”

 2 “Vil en klog mand svare med tomme argumenter*

eller fylde sit indre med skadelige tanker?*

 3 Irettesættelse med ord alene hjælper ikke noget,

og snak gavner intet i sig selv.

 4 Du undergraver frygten for Gud

og nedbryder respekten for ham.

 5 Det er din synd der dikterer hvad du siger,*

og du vælger udspekulerede ord.

 6 Det er din egen mund, ikke mig, der fordømmer dig;

dine egne læber vidner imod dig.+

 7 Var du det første menneske der nogensinde blev født,

eller kom du til verden før højene?

 8 Hører du det Gud siger i fortrolighed,

eller har du eneret på visdom?

10 Vi har både gråhårede og gamle iblandt os,+

mænd der er meget ældre end din far.

11 Er Guds trøst eller andres venlige ord

ikke nok for dig?

12 Hvorfor rives du med af dit hjerte,

og hvorfor lyner dine øjne af vrede?

13 Du retter jo din vrede mod* Gud selv

og taler derfor som du gør.

14 Hvordan skulle et dødeligt menneske kunne være rent,

eller en der er født af en kvinde, være retfærdig?+

15 Selv sine engle* stoler han ikke på,

og selv himlen er ikke ren i hans øjne.+

16 Skulle han da stole på et menneske som er frastødende og fordærvet,+

på en mand der hælder uretfærdighed i sig som vand?

Jeg vil fortælle hvad jeg har set,

18 hvad vise mænd har fortalt videre fra deres fædre,+

ting de ikke har holdt skjult.

19 Til dem alene blev landet givet,

og ingen fremmede kom ind iblandt dem.

20 Det onde menneske pines alle sine dage,

tyrannen lider i alle de år han har fået tildelt.

21 Hans ører hører skræmmende lyde;+

i fredstid bliver han overfaldet af røvere.

22 Han tror ikke at han slipper ud af mørket;+

han er bestemt til at falde for sværdet.

24 Angst og bekymring skræmmer ham,

slår ham ud som hvis en konge stod klar til at angribe.

25 Han løfter truende sin hånd mod Gud

og prøver at udfordre* Den Almægtige.

26 Han stormer stædigt hen imod Gud

med sit tykke, stærke skjold.*

27 Hans ansigt svulmer af fedme,

og hans hofter buler af fedt,

28 men han bor i byer som vil blive lagt i ruiner,

i huse som ingen længere vil bo i,

og som vil blive til stendynger.

29 Han vil ikke blive rig, og han vil ikke samle sig velstand,

hans besiddelser vil ikke brede sig i landet.

30 Han vil ikke slippe ud af mørket;

en flamme vil afsvide hans nye grene,*

og et pust fra Gud* vil gøre det af med ham.+

31 Han skulle ikke lade sig narre til at stole på noget værdiløst,

for det han opnår ved det, vil også være værdiløst.

32 Det vil han erfare før hans dag kommer,

og hans grene vil aldrig springe ud.+

33 Han vil være som en vinstok der taber sine druer inden de er modne,

og som et oliventræ der mister sine blomster.

34 Ja, de gudløse* bærer ikke frugt,+

og ild vil æde de korruptes telte.

35 De undfanger problemer og føder noget ondt,

i deres mave vokser bedrag.”

Hvis I var i mit sted,

kunne jeg sætte jer på plads med velformulerede taler

og ryste på hovedet ad jer.+

 5 Men i stedet ville jeg styrke jer med ord fra min mund,

og mine læbers trøst ville give jer lindring.+

 6 Hvis jeg taler, lindrer det ikke min smerte,+

og hvis jeg holder op med at tale, bliver min smerte så mindre af det?

 7 Men nu har han gjort mig træt;+

han har udryddet hele min husstand.*

 8 Også mig selv griber du fat i, og det er blevet et bevis imod mig;

min egen magre krop vidner imod mig.

10 De har vendt sig imod mig med opspilet gab,+

og de har givet mig lussinger for at håne mig;

de samler sig imod mig i stort antal.+

11 Gud lader drengene håne mig

og kaster mig i de ondes hænder.+

12 Jeg havde ingen bekymringer, men så slog han mig i stykker;+

han greb mig i nakken og knuste mig,

og så satte han mig op som sin skydeskive.

13 Hans bueskytter omringer mig;+

han gennemborer mine nyrer+ og har ingen medlidenhed;

han hælder min galde ud på jorden.

15 Jeg har syet sækkelærred sammen for at dække min hud,+

og jeg har begravet min værdighed* i støvet.+

16 Mit ansigt er rødt af gråd,+

og der er mørke skygger omkring mine øjne*

17 selvom jeg ikke har begået vold

og min bøn er ren.

19 Selv nu har jeg et vidne i himlen;

den der kan gå i vidneskranken for mig, er i det høje.

20 Mine venner gør nar af mig+

mens jeg grædende ser hen til Gud.*+

21 Lad nogen afgøre denne sag mellem en mand og Gud

som var det en sag mellem to mennesker,+

22 for der er kun få år tilbage,

så går jeg bort ad den vej man ikke vender tilbage ad.+

17 Mit livsmod* er brudt, der er blevet slukket for mine dage;

graven venter mig.+

 2 Jeg er omgivet af folk der håner mig,+

og jeg er tvunget til at se på* deres trodsige opførsel.

 4 Du har holdt dømmekraften skjult for deres hjerte;+

derfor ophøjer du dem ikke.

 5 Nogle tilbyder at dele ud til deres venner,

mens deres egne børn bliver forsømt.*

 6 Gud har gjort mig til en som folkene morer sig over,*+

så jeg er blevet en man spytter i ansigtet.+

 7 Mine øjne sløres af sorg,+

og mine lemmer er ikke andet end en skygge.

 8 Retskafne mennesker stirrer forbløffet på dette,

og den uskyldige er rystet over de gudløse.*

 9 Den retsindige holder fast ved sin vej,+

og den der har rene hænder, bliver stærkere og stærkere.+

10 Men kom bare og begynd at argumentere igen,

for jeg har ikke fundet en eneste iblandt jer som er vis.+

11 Mine dage er forbi;+

mine planer, mit hjertes ønsker, er blevet knust.+

12 Man gør nat til dag

og siger: ‘Fordi det er mørkt, må det snart blive lyst.’

13 Når jeg har ventet lidt endnu, bliver Graven* mit hjem;+

i mørket skal jeg rede min seng.+

16 Det* vil forsvinde bag Gravens* lukkede porte

når vi alle går ned til støvet sammen.”+

 3 Hvorfor skal vi betragtes som dyr+

og være dumme* i dine øjne?

 4 Selv hvis du i vrede flår dig selv i stykker,

vil jorden så komme til at ligge øde af den grund,

og vil klippen flytte sig fra sit sted?

 5 Nej, den ugudeliges lampe vil blive slukket,

hans flammes lys vil ikke skinne.+

 6 Lyset i hans telt bliver til mørke,

og lampen over ham går ud.

 7 Hans lange, faste skridt bliver korte,

og hans planer vil få ham selv til at falde,+

 8 for hans fødder vil føre ham ind i et net,

han vil gå lige i garnet.

 9 En fælde vil gribe fat om hans hæl;

en snare vil fange ham.+

10 Et reb ligger skjult til ham på jorden,

en fælde venter på hans sti.

11 Rædsler skræmmer ham fra alle sider+

og jager hans fødder afsted.

12 Hans kræfter svigter,

og ulykker+ får ham til at vakle.*

13 Hans hud bliver ædt op;

den mest dødbringende sygdom* vil fortære hans lemmer.

14 Han rives væk fra trygheden i sit telt+

og føres afsted til rædslernes konge.*

15 Fremmede* vil bo i hans telt;

man vil strø svovl ud over hans bolig.+

16 Under ham vil hans rødder tørre ind,

og over ham vil hans grene visne.

17 Mindet om ham vil forsvinde fra jorden,

og på gaden vil hans navn være ukendt.*

18 Fra lyset vil han blive drevet ud i mørket,

og han vil blive jaget væk fra det frugtbare land.

19 Han vil ikke have børn eller efterkommere blandt sit folk,

og der hvor han bor,* vil der ikke være nogen tilbage efter ham.

20 Når hans dag kommer, vil man blive forfærdet i Vesten,

og i Østen vil man blive grebet af rædsel.

21 Sådan vil det gå den der handler forkert,*

den som ikke har lært Gud at kende.”

 2 “Hvor længe vil I blive ved med at plage mig*+

og knuse mig med ord?+

 3 Nu har I skældt mig ud* ti gange;

I skammer jer ikke over at behandle mig groft.+

 4 Hvis jeg virkelig har gjort noget forkert,

så ligger skylden hos mig.

 5 Hvis I holder fast ved at I er bedre end mig,

og at I har ret i det I beskylder mig for,

 6 så skal I vide at det er Gud der har ført mig på vildspor,

og at det er ham der har fanget mig i sit net.

 7 Jeg råber: ‘Overfald!’ men får ikke noget svar;+

jeg bliver ved med at råbe om hjælp, men der er ingen retfærdighed!+

 8 Han har spærret min sti med en stenmur, og jeg kan ikke komme forbi;

han har dækket mine veje med mørke.+

 9 Han har taget min værdighed fra mig

og fjernet kronen fra mit hoved.

10 Han bryder mig ned fra alle sider indtil jeg forsvinder;

mit håb rykker han op som et træ.

11 Hans flammende vrede er rettet imod mig,

og han betragter mig som sin fjende.+

12 Hans tropper samler sig imod mig og belejrer mig,

og de slår lejr omkring mit telt.

13 Han har jaget mine egne brødre langt væk fra mig,

og de der kender mig, har vendt mig ryggen.+

14 Mine nærmeste* er forsvundet,

og dem jeg kendte godt, har glemt mig.+

15 Gæsterne i mit hus+ og mine trælkvinder regner mig for en fremmed;

jeg er en udlænding i deres øjne.

16 Jeg kalder på min tjener, men han svarer ikke;

jeg tigger og beder ham om at vise medfølelse.

17 Min ånde virker frastødende på min kone,+

og jeg er en stank for mine egne brødre.*

18 Selv små børn foragter mig;

når jeg rejser mig op, håner de mig.

19 Alle mine nære venner afskyr mig,+

og dem jeg elskede, har vendt sig imod mig.+

20 Min krop er ikke andet end skind og ben,*+

og jeg undslipper kun med nød og næppe.*

21 Vær barmhjertige, mine venner, vær barmhjertige mod mig,

for det er Guds hånd der har rørt mig.+

22 Hvorfor forfølger I mig ligesom Gud gør,+

og bliver ved med at angribe mig?*+

23 Bare mine ord dog var skrevet op,

bare de kunne blive indskrevet i en bog!

24 Bare de for evigt stod skrevet i sten,

indhugget med en griffel af jern og fyldt med bly!

25 For jeg ved at min løskøber+ lever;

senere vil han komme og stå frem på jorden.*

26 Efter at min hud er blevet flået,

og mens jeg endnu lever, skal jeg se Gud,

27 jeg vil selv komme til at se ham.

Men i mit indre føler jeg mig udmattet,*

28 for I siger: ‘Hvordan forfølger vi ham?’+

29 I har selv grund til at frygte sværdet,+

for sværdet vil straffe overtrædelser.

 2 “Nu tvinger mine urolige tanker mig til at svare

fordi jeg føler mig så ophidset.

 3 Jeg har måttet høre på en fornærmende irettesættelse,

og min forstand* tvinger mig til at svare.

 4 Du må da altid have vidst dette,

for det har været sådan lige siden mennesket* blev sat på jorden:+

 5 De ondes glædesråb er kortvarigt,

og den gudløses* jubel varer kun et øjeblik.+

 6 Selv hvis han gør sig så stor at han når til himlen

og hans hoved når op til skyerne,

 7 vil han forsvinde for evigt ligesom sin egen afføring;

de der plejede at se ham, vil sige: ‘Hvor er han?’

 8 Han flyver væk som en drøm, og man finder ham ikke;

han jages bort som et syn om natten.

 9 Det øje der så ham engang, ser ham ikke mere,

og det sted hvor han boede, får ham ikke at se igen.+

10 Hans børn må bede de fattige om at vise dem venlighed,

og med egne hænder må han aflevere sin formue.+

11 Hans knogler var fulde af ungdomskraft,

men den* vil blive til støv sammen med ham.

12 Hvis det onde smager sødt i hans mund,

hvis han gemmer det under sin tunge,

13 hvis han nyder smagen af det og ikke vil spytte det ud

men beholder det i sin mund,

14 så vil hans mad blive sur inden i ham;

den vil blive som kobraers gift* i hans indre.

15 Han har slugt rigdom, men han vil kaste den op;

Gud vil tømme den ud af hans mave.

16 Han vil komme til at die kobraers gift;

en slanges gifttænder* vil slå ham ihjel.

17 Han kommer aldrig til at se strømme af vand,

floder af honning og smør.

18 Han må aflevere det han har, uden at kunne nyde det;*

han vil ikke få glæde af den velstand han har opnået ved sin handel,+

19 for han har knust og forladt de fattige;

han har taget et hus som han ikke selv har bygget.

20 Men han vil ikke finde nogen indre fred,

hans rigdom vil ikke hjælpe ham til at undslippe.

21 Der er ikke noget tilbage som han kan sluge;

derfor vil hans velstand ikke vare ved.

22 Når hans rigdom er på sit højeste, vil bekymringerne indhente ham;

ulykken vil komme over ham med sin fulde styrke.

23 Mens han fylder sin mave,

vil Gud* sende sin brændende vrede over ham,

ja, lade den regne ned over ham, lige ned i hans indvolde.

24 Når han flygter for våben af jern,

vil pile fra en bue af kobber gennembore ham.

25 Han trækker en pil ud af sin ryg,

et skinnende våben ud af sin galdeblære,

og han gribes af rædsel.+

26 Fuldstændigt mørke venter hans skatte;

en ild som ingen har pustet til, vil æde ham op.

27 Himlen vil afsløre hans synd,

jorden vil rejse sig imod ham.

28 En flodbølge vil skylle hans hus væk,

den vil blive en rivende strøm den dag Guds* vrede viser sig.

29 Dette er hvad det onde menneske vil få fra Gud,

den arv som Gud har tildelt ham.”

 2 “Hør godt efter hvad jeg siger;

den trøst kan I da give mig.

 3 Hav tålmodighed med mig mens jeg taler;

når jeg er færdig med at tale, kan I håne mig.+

 5 Se hvordan jeg ser ud! I vil blive chokerede

og lægge hånden over munden.

 6 Når jeg selv tænker på det, bliver jeg forfærdet

og ryster over hele kroppen.

 7 Hvordan kan det være at de onde bliver ved med at leve,+

at de bliver gamle og rige?*+

 8 De har altid deres børn i nærheden,

og de får deres efterkommere at se.

 9 De er trygge i deres hjem, de føler ingen frygt,+

og Gud straffer dem ikke med sin kæp.

10 Deres avlstyre svigter aldrig;

deres køer kælver og taber aldrig deres kalve.

11 Deres drenge løber frit omkring som en flok lam,

deres børn springer glade rundt.

12 De synger til lyden af tamburin og harpe

og glæder sig mens der bliver spillet på fløjte.+

13 De lever i tilfredshed alle deres dage

og går fredeligt* ned i Graven.*

18 Bliver de nogensinde som strå for vinden

og som avner der bæres væk af blæsten?

20 Med egne øjne skulle han se sin ødelæggelse,

og han skulle være den der drak af bægret med Den Almægtiges vrede,+

21 for hvad bekymrer han sig om hvad der sker med hans hus når han er væk,

hvis der ikke længere føjes måneder til hans liv?*+

22 Er der nogen der kan give Gud kundskab,*+

når det er Ham der dømmer selv de højeste?+

23 Den ene mand dør mens han er i fuld vigør,+

mens han er sorgløs og uden bekymringer,+

24 mens hans hofter er godt polstrede

og hans knogler er stærke.*

25 Men den anden mand dør mens han er fortvivlet,*

og han har aldrig smagt livets goder.

26 De kommer begge to til at ligge i støvet,+

og maddiker vil dække dem begge.+

27 Jeg ved præcis hvad I tænker,

og hvad I pønser på for at gøre mig uret.*+

28 I siger: ‘Hvor er den fornemmes hus,

og hvor er det telt hvor den onde boede?’+

Har I ikke tænkt over det de har observeret,*

30 nemlig at et ondt menneske bliver skånet den dag ulykken rammer,

og reddet den dag vreden bryder løs?

31 Er der nogen der kræver ham til regnskab for den måde han lever på,

og gengælder ham for det han har gjort?

32 Nej, når han bliver båret til gravstedet,

vil man højtideligt holde vagt ved hans grav.

33 Han hviler fredeligt i dalens jord,*+

og hele menneskeheden går samme sted hen,*+

ligesom de utallige der døde før ham.

 3 Er Den Almægtige interesseret i om* du er retfærdig?

Får han noget ud af din perfekte livsførelse?*+

 4 Straffer han dig og bringer dig for retten

fordi du har vist ærefrygt?

 5 Er det ikke fordi din adfærd har været så ond,

og fordi der ikke er nogen ende på dine synder?+

 6 Du tager jo pant fra dine brødre uden grund,

og du river tøjet af folk og efterlader dem nøgne.*+

 7 Du giver ikke vand til den trætte,

og du nægter at give mad til den sultne.+

 8 Landet tilhører de magtfulde,+

og det er de privilegerede der bor i det.

 9 Men du sendte enker bort uden at give dem noget,

og du gjorde faderløse børn fortræd.*

10 Det er derfor du er omringet af fælder*+

og bliver skræmt af grusomme ting der pludselig rammer dig;

11 det er derfor det er så mørkt at du ikke kan se,

og vandmasser skyller hen over dig.

14 Skyerne forhindrer ham i at se

når han vandrer omkring på himmelhvælvingen.’*

15 Vil du gå på den ældgamle sti

som onde mennesker har fulgt,

16 mennesker der blev revet bort før tiden,*

hvis grundvold blev skyllet væk af en flod?+

og: ‘Hvad kan Den Almægtige gøre os?’

18 selvom det var ham der fyldte deres huse med gode sager.

19 De retfærdige ser deres fald og jubler,

og de uskyldige håner dem med ordene:

20 ‘Vores modstandere er blevet udslettet,

og en brand vil fortære det der er tilbage af dem.’

21 Lær Gud at kende, så vil du have fred,

og så vil det gode komme til dig.

22 Lyt til loven fra hans mund,

og bevar hans ord i dit hjerte.+

Hvis du fjerner uretfærdighed fra dit telt,

24 hvis du kaster dit guld* i støvet

og guldet fra Ofir+ i bjergkløfterne,*

25 så vil Den Almægtige blive dit guld,*

han vil blive dit udsøgte sølv.

26 Den Almægtige vil være din største glæde,

og du kan løfte dit ansigt mod Gud.

27 Du vil bede til Gud, og han vil høre dig,

og du vil holde dine løfter til ham.

28 Uanset hvad du vælger at gøre, vil det lykkes for dig,

og lyset vil skinne på din sti.

29 Du vil blive ydmyget når du taler arrogant,

men den beskedne* vil han frelse.

30 Han redder dem der er uskyldige,

så hvis dine hænder er rene, vil du helt sikkert blive reddet.”

 2 “Også i dag vil jeg stædigt blive ved med at klage;*+

jeg er udmattet af at sukke.

 4 Jeg ville lægge min sag frem for ham

og fremføre alle mine argumenter.

 5 Så kunne jeg høre hvordan han ville svare mig,

og jeg ville lytte til det han sagde til mig.

 7 Sådan kunne den retskafne få afgjort sin sag med Gud,

og jeg ville én gang for alle blive frikendt af min Dommer.

 9 Når han arbejder oppe mod nord,* kan jeg ikke se ham;

når han vender sig mod syd,* ser jeg ham stadig ikke.

11 Mine fødder har nøje fulgt hans fodspor,

jeg har holdt mig til hans vej uden at afvige fra den.+

14 Han vil gennemføre alt det han har besluttet om mig,

og der venter mig meget mere fra hans side.

15 Det er derfor jeg er så bange for ham,

og når jeg tænker på ham, vokser min angst.

16 Gud har gjort mig bange,

Den Almægtige har taget modet fra mig.

17 Men jeg er endnu ikke gjort tavs af mørket

eller af de skygger der har lagt sig over mit ansigt.

 2 Der er folk som flytter markskel;+

de stjæler får og fører dem over på deres egen græsgang.

 3 De trækker afsted med det faderløse barns æsel

og tager enkens okse som pant.+

 4 De skubber de fattige væk fra vejen;

de hjælpeløse på jorden må gemme sig for dem.+

 5 De fattige må lede efter mad i ødemarken ligesom vildæsler,+

de samler føde i ørkenen til deres børn.

 6 De må høste på en andens mark*

og samle det der er tilbage på de ondes vinmark.

 7 Om natten må de ligge nøgne, uden tøj på;+

de har ikke noget at tage over sig når det er koldt.

 8 De bliver gennemblødt når der er skybrud i bjergene;

de trykker sig ind mod klipperne fordi de ikke har andet ly.

 9 Barnet der ikke har nogen far, bliver revet væk fra sin mors bryst,+

og de fattiges tøj bliver taget som sikkerhed for lån+

10 så de bliver tvunget til at gå nøgne omkring, helt uden tøj,

mens de bærer på neg og selv sulter.

11 I middagsheden slider og slæber de mellem terrassernes mure;*

de træder druer i persekarrene, men selv får de ikke noget at drikke.+

12 Inde i byen bliver de døende ved med at jamre,

og de dødeligt sårede råber om hjælp,+

men i Guds øjne er der ikke noget galt.*

13 Der er nogle der hader lyset,+

de anerkender ikke dets veje,

og de følger ikke dets stier.

14 Morderen står op så snart det bliver lyst,

han slår hjælpeløse og fattige mennesker ihjel,+

og om natten går han på tyvetogt.

Om dagen holder de sig hjemme bag lukkede døre,

for de er lyssky.+

17 Når det bliver morgen, er dagen slut for dem,*

nattemørkets farer er de derimod godt kendt med.

19 Ligesom tørke og hede fjerner den smeltede sne,

sådan opsluger Graven* dem der har syndet!+

21 Han udnytter den kvinde der ikke kan få børn,

og han tager ikke hensyn til enken.

23 Gud* lader dem føle sig trygge og sikre på sig selv,+

men han holder øje med alt hvad de gør.*+

De bliver ydmyget+ og kappet af som alle andre,

skåret af som toppen af kornaks.

25 Hvem kan nu bevise at jeg lyver,

eller gendrive det jeg har sagt?”

 4 Hvordan kan et dødeligt menneske så være retfærdigt i Guds øjne,+

og hvordan kan en der er født af en kvinde, være uskyldig?*+

 5 Ikke engang månen lyser klart,

og heller ikke stjernerne er rene i hans øjne.

 6 Hvor langt mindre så et dødeligt menneske, der er en maddike,

et menneskebarn, der er en orm!”

 4 Hvem taler du egentlig til,

og hvem har inspireret dig til at sige det du siger?*

 5 Selv de der er livløse i døden,

de der ligger længere nede end vandene og deres beboere, gyser af frygt.

 6 Graven* ligger jo nøgen foran Gud,*+

ødelæggelsens sted* er åbent og utildækket.

 7 Han spænder nordhimlen* ud over det tomme rum,*+

han hænger jorden op på intet.

 8 Han pakker vandene ind i sine skyer+

og sørger for at skyerne ikke sprænges på grund af vægten.

 9 Han skjuler sin trone

ved at indhylle den i sine skyer.+

10 Han tegner horisonten* hen over vandene,+

sætter en grænse mellem lys og mørke.

11 Himlens søjler skælver,

de ryster når han hæver stemmen.

12 Havet kommer i oprør når han viser sin styrke;+

i sin indsigt knuser han det store havuhyre.*+

13 Med et pust* gør han himlen skyfri;

hans hånd gennemborer den flygtende* slange.

Vi har kun hørt en svag hvisken om ham;

hvem kan så forstå hans vældige torden?”+

 2 “Så sandt Gud lever, han der har nægtet mig retfærdighed,+

så sandt Den Almægtige lever, han der har gjort mig bitter:+

 3 Så længe jeg kan trække vejret

og Guds ånd er i min næse,+

 4 vil ingen uretfærdige ord komme over mine læber,

og min tunge vil ikke hviske løgne!

 6 Jeg vil holde fast ved min retfærdighed og aldrig slippe den;+

mit hjerte vil ikke fordømme* mig så længe jeg lever.*

 7 Jeg vil ønske at det går min fjende som de onde,

at det går dem der angriber mig, som de uretfærdige,

 8 for hvilket håb har den gudløse* når han bliver udslettet,+

når Gud tager hans liv?

 9 Vil Gud høre hans råb

når ulykkerne rammer ham?+

11 Jeg vil lære jer om Guds magt;*

jeg vil ikke skjule noget som helst om Den Almægtige.

12 Hvis I alle sammen har haft syner,

hvorfor er jeres taler da så indholdsløse?

13 Her er hvad Gud har tildelt det onde menneske,+

den arv som tyrannen får fra Den Almægtige:

14 Hvis han får mange sønner, vil de falde for sværdet,+

og hans efterkommere vil ikke have mad nok.

15 De der overlever ham, bliver lagt i graven af en dødbringende epidemi,

og deres enker vil ikke græde over dem.

16 Selv hvis han har lige så meget sølv som der er støv,

og lige så meget fint tøj som der er ler,

17 ja, selvom han samler alt dette sammen,

er det den retfærdige der vil tage tøjet på,+

og de uskyldige der vil dele hans sølv imellem sig.

18 Det hus han bygger, er lige så skrøbeligt som et møls puppe,

som et læskur+ en vagtmand har lavet sig.

19 Når han lægger sig til at sove, er han rig, men der kommer ingen høst;

når han lukker øjnene op, er der ingenting.

20 Angsten skyller ind over ham,

et stormvejr river ham væk om natten.+

21 Østenvinden blæser ham væk, og han forsvinder;

den fejer ham bort fra hans hjem.+

22 Den kaster sig mod ham uden barmhjertighed,+

og han prøver desperat at flygte fra den.+

23 Den klapper i hænderne ad ham,

og fra sit sted pifter+ den hånligt ad ham.*

28 Der er et sted hvor man henter sølv,

og guldet man lutrer, findes også et sted.+

 2 Jern hentes op af jorden,

og kobber smeltes* ud af klipper.+

 3 Mennesket indtager mørket,

leder i de dunkleste afkroge

i sin søgen efter malm.*

 4 Man udhugger en skakt langt fra hvor mennesker bor,

på glemte steder, langt fra hvor folk færdes;

man firer mænd derned, de hænger i deres reb.

 5 Oven på jorden gror føden frem,

men dens undergrund bearbejdes som af ild.*

 6 Dér i stenene findes der safirer,

og i jorden er der guld.

 7 Ikke en eneste rovfugl kender vejen derhen,

den sorte glente har ikke fået øje på den.

 8 Stien dertil har ingen stolte dyr betrådt,

ungløven har ikke strejfet om på den.

 9 Mennesket gør indhug i den flinthårde klippe,

underminerer bjerge så de falder.

10 Man hugger vandledninger+ i klippen,

får øje på alle slags kostbarheder.

11 Man dæmmer op for flodernes udspring

og bringer det der ligger skjult, frem i lyset.

12 Men visdommen – hvor kan man finde den?+

Og klogskaben* – hvor er kilden til den?+

13 Mennesker ved ikke hvor meget den er værd,+

og man finder den ikke i de levendes land.

14 Det dybe hav siger: ‘Den er ikke hos mig!’,

og oceanet siger: ‘Den er heller ikke hos mig!’+

15 Selv for rent guld kan man ikke købe den,

og man kan ikke bytte sig til den for sølv.+

16 Den kan hverken købes med guld fra Ofir+

eller med kostbar onyks og safir.

17 Den kan ikke sammenlignes med guld og glas,

og man kan ikke bytte sig til den for en skål af fint* guld.+

18 Koraller og krystal er slet ikke værd at nævne,+

for en pose med visdom er mere værd end en hel pose perler.

19 Topas+ fra Kush kan ikke sammenlignes med den;

selv for det pureste guld kan den ikke skaffes.

20 Men hvordan kan man så skaffe visdom?

Og hvor er kilden til klogskab?+

21 Den er jo skjult for alle levende skabninger,+

gemt væk for himlens fugle.

22 Ødelæggelsens sted og døden siger:

‘Vores ører har kun hørt et rygte om den.’

23 Men Gud kender vejen til den;

han er den eneste der ved hvor den bor,+

24 for han ser til jordens ender;

alt under himlen ser han.+

25 Da han gav vinden dens styrke*+

og fordelte vandmasserne,+

26 da han fastsatte regler for regnen+

og bestemte tordenskyernes vej,+

27 da så han visdommen og formulerede den;

han fastlagde den og lod den vise sin værdi.

‘Se, respekt* for Jehova – dét er visdom,+

og at holde sig fra ondt – dét er klogskab.’”+

 2 “Jeg ønsker mig tilbage til de måneder som nu er forbi,

de dage da Gud beskyttede mig,

 3 da han lod sin lampe lyse på mit hoved,

da hans lys skinnede for mig så jeg kunne gå igennem mørket,+

 4 da jeg havde min bedste tid,

da jeg mærkede Guds venskab og han var i mit telt,+

 5 da Den Almægtige stadig var med mig

og jeg havde mine børn* omkring mig,

 6 da jeg kunne bade mine fødder i smør

og strømme af olie flød ud af klipperne til mig.+

 7 Når jeg gik ud til byens port+

og indtog min plads på torvet,+

 8 plejede de unge mænd at træde til side* når de så mig,

og selv de gamle mænd rejste sig op og blev stående.+

 9 Fyrster holdt op med at tale,

de lagde hånden over munden.

10 Fremtrædende mænd blev tavse,

deres tunge hang fast i ganen.

11 Enhver der hørte mig, talte godt om mig,

og de der så mig, vidnede til min fordel,

12 for jeg reddede altid fattige der råbte på hjælp,+

børn der manglede en far, ja, enhver som ikke havde nogen hjælper.+

13 Den der lå for døden, velsignede mig,+

og jeg gjorde enkens hjerte glad.+

14 Jeg klædte mig i retfærdighed,

min retfærdige dom var min overklædning* og min turban.

15 Jeg var øjne for den blinde

og fødder for den der ikke kunne gå.

16 Jeg var en far for de fattige,+

og jeg tog mig af retssager for folk jeg ikke kendte.+

17 Jeg knuste kæberne på forbryderen+

og rev byttet ud mellem tænderne på ham.

18 Jeg plejede at sige: ‘Jeg får lov til at dø i mit eget hjem,*+

og jeg vil få lige så mange levedage som der er sandkorn.

19 Mine rødder vil strække sig frit og finde vand,

og natten lang vil der være dug på mine grene.

20 Mit omdømme vil stråle hver dag,

og der vil blive ved med at komme pile fra buen i min hånd.’

21 Folk lyttede opmærksomt til mig,

de ventede i spændt forventning på mine råd.+

22 Når jeg havde talt, havde de ikke mere at sige;

mine ord lød godt* i deres ører.

23 De ventede på mig som på regnen

og slugte mine ord som om de var forårets regn.+

24 Når jeg smilte til dem, kunne de næsten ikke tro det;

mit ansigts lys gav dem nyt mod.*

25 Jeg vejledte dem som deres overhoved,

og jeg var som en konge blandt sine soldater,+

som en der trøster dem der sørger.+

30 Nu er jeg til grin+

for mænd der er yngre end mig,

for dem hvis fædre jeg ikke engang

ville betro at passe mine hyrdehunde.

 3 De er udmattede på grund af sult og mangel;

de afgnaver den svedne jord,

som i forvejen var gold og øde.

 4 De plukker de salte blade af buskene;

de lever af gyvelbuskens rødder.

 5 De bliver udstødt af samfundet;+

man råber efter dem som efter en tyv.

 6 De bor på stejle bjergskråninger,*

i jordhuler og klippehuler.

 7 Mellem buskene sidder de og råber,

de klynger sig til hinanden mellem nælderne.

 8 Som børn af uduelige og navnløse fædre

er de blevet fordrevet fra* landet.

 9 Men nu håner de mig endda i deres sange;+

jeg er blevet en de gør nar af.*+

10 De afskyr mig og holder sig på afstand af mig;+

de er ikke bange for at spytte mig i ansigtet.+

11 Fordi Gud har gjort mig forsvarsløs* og ydmyget mig,

tillader de sig hvad som helst* over for mig.

12 På min højre side samler de sig som en sværm for at overfalde mig;

de driver mig på flugt

og sætter dødsfælder op på min sti.

13 De bryder mine veje op

og gør min ulykke værre,+

og ingen standser dem.*

14 De kommer imod mig som gennem et stort hul i en forsvarsmur,

de vælter frem mellem ruinerne.

15 Angsten overvælder mig,

min værdighed forsvinder med vinden,

og mit håb om frelse opløses som en sky.

16 Mit liv er ved at ebbe ud,+

dage med elendighed+ har indhentet mig.

17 Smerter borer sig gennem mine knogler om natten,+

den gnavende pine holder aldrig op.+

18 Min klædning er gjort ukendelig af stærke kræfter,*

den strammer om min hals som en krave.

19 Gud har kastet mig ned i mudderet;

nu er jeg kun støv og aske.

20 Jeg råber til dig om hjælp, men du svarer mig ikke;+

jeg rejser mig op, men du ser bare på mig.

21 Brutalt har du vendt dig imod mig,+

med din hånds fulde kraft angriber du mig.

22 Du løfter mig op og lader vinden tage mig,

og så lader du uvejret kaste mig omkring.*

23 Jeg ved at du bringer mig ned i døden,

til huset hvor alle der lever, vil mødes.

24 Ingen ville ellers slå en mand der allerede er knust,*+

mens han råber om hjælp midt i sin ulykke.

26 Jeg håbede på lykke, men der kom ulykke;

jeg ventede lyset, men det var mørket der kom.

27 Mit indre var konstant i oprør,

dag efter dag blev jeg mødt med elendighed.

29 Jeg er blevet bror til sjakaler

og deler vilkår med strudsenes døtre.+

30 Min hud er blevet sort og falder af,+

mine knogler brænder af hede.*

31 Min harpe spiller kun sørgelige toner,

og min fløjte spiller kun til gråd.

31 Jeg har indgået en aftale* med mine øjne,+

så hvordan skulle jeg kunne vise en jomfru upassende opmærksomhed?+

 2 Hvis jeg gjorde det, hvilken andel ville Gud i det høje så give mig,

hvilken arv ville jeg få fra Den Almægtige i det højeste?

 3 Vil synderen ikke blive ramt af ulykke,

og er det ikke katastrofer der venter dem der gør det onde?+

 4 Ser Gud ikke alt hvad jeg gør,+

og tæller han ikke alle mine skridt?

 6 Lad Gud veje mig på nøjagtige vægtskåle,+

så vil han se at jeg er trofast mod ham.*+

 7 Hvis mine skridt forlader vejen,+

hvis mit hjerte har fulgt mine øjne,+

eller hvis mine hænder har været besmittet,

 8 så lad andre spise det jeg har sået,+

og lad det jeg planter,* blive rykket op med rode.

 9 Hvis mit hjerte er blevet lokket af en kvinde+

og jeg har ventet hemmeligt+ ved en andens dør,

10 så lad min kone male korn for en anden mand,

og lad andre mænd tage hende.*+

11 Det ville jo være en skamløs opførsel,

en synd der fortjente at blive straffet af dommerne.+

12 Det ville være en ild som åd og ødelagde,+

som fortærede hele min afgrøde og rødderne med.*

13 Hvis jeg har nægtet mine tjenere eller tjenestepiger deres ret

når de har klaget over* mig,

14 hvad skal jeg så stille op når Gud står foran mig?

16 Hvis jeg har nægtet de fattige det de ønskede,+

eller slukket lyset i enkens øjne,*+

17 hvis jeg har spist min mad alene

uden at dele den med de forældreløse+

18 (fra jeg var ung, er den forældreløse* jo vokset op hos mig, og jeg har været som en far for ham,

og fra jeg var barn,* har jeg taget mig af enken),*

19 hvis jeg passivt har set på at en var ved at dø af kulde fordi han manglede tøj,

eller at en fattig mand ikke havde noget at tage over sig,+

20 hvis han ikke kunne takke mig*+

for at jeg havde givet ham uld fra mine får så han kunne varme sig,

21 hvis jeg har truet den forældreløse+ med min knyttede næve

når han havde brug for min hjælp i byens port,*+

22 så lad min arm* falde af ved skulderen,

lad min arm blive brækket ved albuen.*

23 Jeg har jo altid frygtet Guds straf,

og jeg ville aldrig kunne stå op imod hans majestæt.

24 Hvis jeg har stolet på guld

og sagt til det fine guld: ‘Du er min sikkerhed!’,+

25 hvis det var min store rigdom der var min glæde,+

og jeg nød de mange ejendele jeg skaffede mig,+

26 hvis jeg beundrede den skinnende sol*

eller månen der bevægede sig i al sin pragt,+

27 og mit hjerte i hemmelighed lod sig lokke af dem

og jeg sendte dem fingerkys for at tilbede dem,+

28 så ville det være en synd jeg burde straffes for ved en domstol

– jeg ville have fornægtet Gud i det høje.

29 Har jeg nogensinde frydet mig over en fjendes ulykke+

eller hoveret over at det gik ham dårligt?

30 Jeg har aldrig tilladt min mund at synde

ved at forbande min fjende og ønske ham død.+

31 Mændene i mit telt siger:

‘I finder ingen som han ikke har givet rigeligt med mad* at spise!’+

32 Ingen fremmed* har måttet tilbringe natten uden for mit hus;+

jeg har slået dørene op for den rejsende.

33 Har jeg nogensinde prøvet at dække over mine fejl, ligesom andre gør,+

ved at gemme dem væk i mine lommer?

34 Har jeg været nervøs for hvordan flertallet ville reagere,

eller har jeg frygtet at andre familier ville se ned på mig,

så jeg har tiet stille og været bange for at gå udendørs?

Hvis bare min modstander havde skrevet sine anklager ned i et dokument,

36 så ville jeg bære det på min skulder

og binde det om mit hoved som en krone!

37 For hvert skridt jeg tog, ville jeg aflægge regnskab for ham;

jeg ville træde frem for ham med en fyrstes selvtillid.

38 Hvis min jord har skreget over mig

og dens plovfurer alle sammen har grædt,

39 hvis jeg har spist dens afgrøde uden at betale for den+

eller jeg har gjort dens ejermænd fortvivlede,+

40 så lad markerne give mig tornede planter i stedet for hvede

og stinkende ukrudt i stedet for byg.”

“Jeg er ung,*

og I er oppe i årene.+

Af respekt for jer holdt jeg mig tilbage+

og vovede ikke at fortælle jer hvad jeg ved.

 7 Jeg tænkte: ‘Lad alderdommen* tale,

og lad de mange år forkynde visdom.’

 8 Men det der giver mennesker indsigt, er jo den ånd der er i dem,

Den Almægtiges ånde.+

 9 Alderen alene gør ikke folk kloge,

og det er heller ikke kun gamle mænd der forstår hvad der er rigtigt.+

10 Derfor siger jeg: ‘Hør nu på mig,

så vil jeg fortælle jer hvad jeg ved.’

11 Jeg har ventet på det I havde at sige;

jeg lyttede til jeres tanker og meninger+

mens I famlede efter svar.+

12 Jeg lyttede godt efter,

men ingen af jer kunne bevise at det Job sagde, var forkert,*

eller gendrive hans argumenter.

13 Sig nu ikke: ‘Vi har fundet visdom;

det er Gud, ikke et menneske, der sætter ham på plads.’

14 Nu er det jo ikke mig Job har rettet sine ord imod,

og jeg vil heller ikke svare ham på samme måde som I gjorde.

17 Men nu vil jeg give et svar;

også jeg vil fortælle hvad jeg ved,

18 for ordene presser sig på,

ånden i mit indre tvinger mig.

19 Mit indre er som gærende vin der er lukket inde,

som nye vinsække der er ved at sprænges.+

20 Lad mig tale så jeg kan få luft!

Jeg vil lukke munden op og svare.

21 Jeg vil ikke tage parti for nogen,+

og jeg vil heller ikke smigre* noget menneske.

22 Nej, jeg bruger ikke smiger

– hvis jeg gjorde det, ville min Skaber hurtigt gøre det af med mig.

33 Men Job, hør nu på mig,

lyt til alt hvad jeg har at sige.

 2 Jeg er nødt til at åbne munden,

min tunge* kan ikke lade være med at tale.

 3 Det jeg siger, udspringer af et oprigtigt hjerte,+

og mine læber fortæller ærligt hvad jeg ved.

 4 Det er Guds ånd der har frembragt mig,+

og Den Almægtiges ånde der har givet mig livet.+

 6 Se, når vi står foran den sande Gud, er jeg ligesom dig,

jeg er også formet af ler.+

 7 Derfor behøver du ikke at være bange for mig,

og jeg vil ikke sige noget der vil knuse dig.

 8 Men jeg hørte hvad du sagde,

ja, jeg hørte dig flere gange sige:

 9 ‘Jeg er ren, jeg har ikke begået nogen fejl;+

jeg er pletfri og har ikke gjort noget forkert.+

10 Men Gud søger anledninger til at straffe mig,

han betragter mig som sin fjende.+

14 Gud taler både én og to gange

uden at nogen lægger mærke til det.

15 I en drøm, i et syn om natten,+

når mennesker sover dybt,

når de ligger i deres senge,

16 da åbner han deres ører+

og indprenter dem sine formaninger*

17 for at få mennesket til at holde op med at handle forkert+

og beskytte en mand mod at blive stolt.+

18 Gud skåner hans sjæl* for at gå ned i graven,+

hans liv for at blive tilintetgjort af sværdet.*

19 Et menneske kan også blive retledt af at ligge og have ondt,

af at have konstante smerter i sine knogler

20 så han* væmmes ved brød

og afviser selv den lækreste mad.+

21 Hans kød svinder ind til ingenting,

hans knogler, som før var skjulte, stikker nu frem.*

22 Hans sjæl* kommer tættere på graven,

hans liv nærmer sig dem der bringer død.

23 Hvis der kommer en budbringer* til ham,

en forsvarer, én ud af tusind,

og lærer ham hvad der er ret,

24 så vil Gud vise ham sin velvilje og sige:

‘Skån ham for at gå ned i graven!+

25 Lad hans krop blive friskere* end den var i ungdommen,+

lad ham få sin ungdoms styrke tilbage.’+

26 Han vil bønfalde Gud,+ og Gud vil godkende ham,

han vil råbe af glæde over at se Hans ansigt,

og Gud vil igen regne det dødelige menneske for at være retfærdigt.

27 Så vil det menneske fortælle* enhver:

‘Jeg har syndet+ og fordrejet sandheden,

men det er ikke gået mig som jeg har fortjent.*

28 Han har løskøbt min sjæl* fra at gå ned i graven,+

jeg lever og ser lyset.’

29 Ja, alt dette gør Gud

to gange, tre gange for et menneske

30 for at hente ham tilbage fra graven

så han kan blive oplyst med livets lys.+

 2 “Hør mine ord, I der er så kloge;

lyt til mig, I der ved så meget,

 3 for øret prøver ordene

ligesom tungen* smager på maden.

 4 Lad os sammen vurdere hvad der er rigtigt;

lad os blive enige om hvad der er godt.

 5 Job har altså sagt: ‘Jeg har ret,+

men Gud har nægtet at behandle mig retfærdigt.+

 7 Findes der nogen som Job,

der tørster efter fornærmelser som efter vand?

 8 Han har slået sig sammen med dem der handler forkert,

og er blevet ven med onde mænd,+

 9 for han har sagt: ‘Det er til ingen nytte for en mand

at han prøver at behage Gud.’+

Det er utænkeligt at den sande Gud skulle handle ondt,+

at Den Almægtige skulle gøre noget der er forkert!+

11 Han belønner jo et menneske for det han gør,+

og lader ham mærke følgerne af sine handlinger.

12 Gud handler afgjort ikke ondt,+

Den Almægtige fordrejer ikke retten.+

13 Hvem har givet ham ansvaret for jorden?

Hvem har givet ham myndighed over hele verden?*

14 Hvis Gud rettede sin opmærksomhed* mod mennesker

og tog deres ånd og åndedræt tilbage,+

15 så ville de alle omkomme,

og menneskene ville vende tilbage til støvet.+

17 Kunne en der hader retfærdighed, have magten?

Eller ville du fordømme en der har magten, for at han er retfærdig?

19 Der er En der ikke tager parti for fyrster,

og som ikke favoriserer de rige frem for de fattige,+

for de er alle sammen skabt af ham.*+

20 De kan alle dø pludseligt,+ midt om natten;+

de ryster voldsomt, og så er det slut.

21 Gud følger en mands veje med sit blik,+

og han ser hvert skridt manden tager.

22 Der findes intet mørke og ingen skygge

hvor de der øver ondt, kan gemme sig,+

23 for Gud har ikke fastsat en bestemt tid hvor et menneske

skal føres frem for ham i retten.

24 Han knuser de magtfulde og behøver ikke først at forhøre dem,

og han indsætter andre i deres sted.+

25 Han ved nemlig hvad de foretager sig;+

midt om natten fælder han dem, og så er de færdige.+

26 Han straffer dem for deres ondskab

i fuld offentlighed+

27 fordi de er holdt op med at følge ham+

og er ligeglade med alle hans veje.+

28 De er skyld i at de fattige må råbe til Gud,

og at han må høre de hjælpeløse skrige.+

Om det er for en nation eller for et enkelt menneske, er resultatet det samme,

30 nemlig at en gudløs* ikke kommer til at herske+

eller lægge fælder for folket.

31 Vil du virkelig sige til Gud:

‘Jeg er blevet straffet selvom jeg ikke har gjort noget forkert,+

32 gør mig opmærksom på det jeg har overset

– hvis jeg har gjort noget galt, vil jeg ikke gøre det igen’?

34 Kloge og fornuftige mænd*

– ja, enhver vis mand der hører mig – vil sige til mig:

35 ‘Job taler uden at have viden,+

der er ingen indsigt bag hans ord.’

36 Lad Job blive prøvet* til det yderste,

for han svarer præcis som de onde!

37 Han føjer oprør til sin synd;+

han klapper hånligt i hænderne foran os

og taler mere og mere imod den sande Gud!”+

 2 “Er du så overbevist om at du har ret, at du ville sige:

‘Jeg er mere retfærdig end Gud’?+

 4 Jeg vil svare dig

og samtidig svare dine venner.+

 5 Kig op på himlen,

og læg mærke til skyerne,+ der er så højt oppe over dig.

 7 Hvis du er retfærdig, hvad giver du ham så?

Hvad modtager han fra dig?+

 8 Din ondskab går kun ud over et andet menneske,

og din retfærdighed gavner kun en menneskesøn.

 9 Folk klager højlydt når de bliver groft undertrykt;

de råber om udfrielse når de magtfulde holder dem nede.*+

10 Men ingen siger: ‘Hvor er Gud, min Store Skaber,+

han der får mennesker til at lovsynge ham om natten?’+

11 Det er os han underviser,+ snarere end dyrene på jorden;+

han gør os klogere end himlens fugle.

12 Mennesker råber, men han svarer ikke,+

for de er onde og stolte.+

13 Nej, et råb der er hult,* hører Gud ikke,+

Den Almægtige lytter ikke til det.

15 Han har ikke i vrede krævet dig til regnskab,

og han har heller ikke hæftet sig ved alt det du har sagt uden at tænke dig om.+

 2 “Vær tålmodig med mig mens jeg forklarer lidt mere,

for jeg har stadig noget at sige til fordel for Gud.

 3 Jeg vil tale i detaljer om de ting jeg ved,

og jeg vil slå fast at min Skaber er retfærdig.+

 4 Det jeg siger, er sandt;

det er ord fra Ham der er fuldkommen i kundskab.+

 5 Guds magt er stor,+ og han afviser ikke nogen;

hans indsigt er uden grænser.*

 6 Han vil ikke lade de onde leve,+

men de hjælpeløse skaffer han deres ret.+

 8 Men hvis de bliver lagt i lænker

og fanget i nødens reb,

 9 så fortæller han dem hvad de har gjort forkert,

hvilke overtrædelser de har begået i deres stolthed.

10 Han åbner deres ører for retledning

og befaler at de skal holde op med at handle ondt.+

11 Hvis de adlyder ham og tjener ham,

vil de leve resten af deres dage i velstand,

og de vil få gode leveår.+

12 Men hvis de ikke adlyder, vil de blive ramt af sværdet,*+

de vil dø uden at have lært noget.

14 De vil dø mens de endnu er unge;+

de vil ende* deres liv blandt mandlige tempelprostituerede.+

16 Han vil trække dig væk fra fortvivlelsens rand,+

hen til et sted hvor der er rigelig plads, hvor der er frit omkring dig,+

og hvor du trøstes af udsøgte retter på dit bord.+

17 Så vil du kunne glæde dig over den dom der rammer de onde,+

når der afsiges dom og retten bliver håndhævet.

18 Men pas på at vreden ikke får dig til at optræde hånligt,*+

og lad ikke store bestikkelser føre dig på afveje.

19 Ville dit råb om hjælp

eller nogen som helst kraftanstrengelse kunne redde dig fra ulykke?+

20 Du skal ikke længes efter natten,

hvor mennesker forsvinder fra deres sted.

21 Pas på at du ikke slår ind på en ond kurs

og vælger den frem for lidelser.+

22 Se hvor ophøjet Gud er i sin magt!

Hvilken lærer er som ham?

23 Hvem har bestemt hvilken vej han skal gå,*+

eller sagt til ham: ‘Det du har gjort, er forkert’?+

24 Glem ikke at lovprise alt det han gør,+

det som mennesker har sunget sange om.+

25 Hele menneskeheden har set det,

dødelige mennesker beundrer det på afstand.

26 Ja, Gud er større end vi kan forestille os,+

antallet af hans år kan ikke udforskes.+

27 Han trækker vanddråberne op,+

hans tåge fortættes som regn.

28 Skyerne lader regnen strømme ned,+

de lader den skylle ned over menneskene.

29 Kan nogen fatte skylaget,

forklare tordenen fra hans telt?*+

30 Se hvordan han lader lynet+ fare hen over skyerne*

og dækker havets dybder* med vand.

31 Sådan holder han folkeslag i live*

og giver dem rigeligt med mad.+

32 Med sine hænder skærmer han for lynet,

og han retter det mod dets mål.+

33 Hans torden fortæller om ham,

selv kvæget ved hvem* der er på vej.

37 Dette får mit hjerte til at hamre

og galopere afsted.

 2 Lyt opmærksomt til Guds* stemmes buldren,

den torden der kommer fra hans mund.

 3 Han slipper den løs under hele himlen,

og han sender sine lyn+ ud til jordens ender.

 4 Så lyder der et brag;

han tordner med sin majestætiske stemme,+

og han holder ikke lynene tilbage når hans stemme høres.

 5 Når det tordner, lyder Guds stemme+ forunderligt;

han gør store ting som overgår vores forstand.+

 6 Til sneen siger han: ‘Dal ned på jorden’,+

og til regnen: ‘Fald ned i stride strømme.’+

 7 Gud sætter alle menneskers aktiviteter i stå*

så de dødelige mennesker lærer hvad han kan gøre.

 8 De vilde dyr går ind i deres huler

og bliver i deres skjul.

 9 Stormen bryder ud af sit kammer,+

og vinden fra nord bringer kulde med sig.+

10 Med sin ånde skaber Gud isen,+

og det åbne vand fryser til.+

11 Ja, han gør skyerne tunge af væde,

han spreder sine lyn+ i skyerne.

12 Tordenskyerne bevæger sig derhen hvor han vil have dem;

de udretter præcis det han ønsker,+ på den beboede jord.*

13 Om det er for at straffe,*+ for at gavne jorden

eller for at vise loyal kærlighed, så får han det til at ske.+

14 Vær opmærksom på dette, Job,

stands op og tænk grundigt over Guds underfulde gerninger.+

15 Ved du hvordan Gud styrer* skyerne,

og hvordan han får lynene til at glimte fra dem?

17 Hvorfor føles dit tøj varmt

når vinden fra syd lægger alting stille?+

18 Kan du brede himlen ud*+ så den bliver som et spejl af metal,

sådan som han har gjort?

19 Fortæl os hvad vi skal sige til ham;

vi kan ikke svare, for vi er i mørke.

21 Mennesker kan ikke se lyset*

selvom det stråler klart på himlen,

før vinden kommer og blæser skyerne væk.

22 Fra nord kommer et gyldent lys;

Guds værdighed+ er ærefrygtindgydende.

Hans magt er stor,+

og han slækker aldrig på sine retsnormer+ og sin store retfærdighed.+

24 Derfor bør mennesker frygte ham,+

for han godkender ikke dem der er kloge i egne tanker.”*+

 2 “Hvem tilslører det der er min vilje,

og taler uden viden?+

 5 Hvem bestemte dens mål – ved du det?

Eller hvem spændte en målesnor ud over den?

 6 Hvad blev dens sokler sat ned i,

og hvem lagde dens hjørnesten+

 7 mens morgenstjernerne+ sammen råbte af glæde

og alle Guds sønner*+ brød ud i begejstret bifald?

 8 Og hvem spærrede for havet med porte+

dengang det kom ud af moderlivet,

 9 da jeg klædte det i skyer

og svøbte det i tæt mørke,

10 da jeg bestemte hvor dets grænse skulle gå,

satte dets porte og slåer på plads+

11 og sagde: ‘Hertil må du komme, og ikke længere,

her skal dine stolte bølger standse’?+

12 Har du nogensinde* givet morgenen ordre til at komme

eller fortalt daggryet hvor det skulle bryde frem,+

13 så det kunne tage fat i jordens yderste ender

og ryste de onde af?+

14 Jorden forandrer sig som ler under et segl,

og dens former træder frem som strukturen i en klædning.

15 Men de ondes lys tages fra dem,

og deres løftede arm bliver brækket.

16 Har du været nede ved havets kilder

eller udforsket de dybe vande?+

17 Er dødens porte+ blevet afsløret for dig,

eller har du set portene ind til det dybe mørke?*+

20 Kan du finde stierne til dets hus

og følge det hjem?

21 Ved du det fordi du var født dengang,

og fordi du har levet i mange år?*

22 Har du været inde i de huse hvor sneen ligger på lager,+

eller har du set de lagerrum hvor jeg opbevarer haglen,+

23 som jeg holder parat til trængslens tid,

til kampens og krigens dag?+

24 Hvorfra bliver lyset* spredt,

og hvorfra blæser østenvinden hen over jorden?+

25 Hvem har dannet en kanal til styrtregnen

og banet en sti til tordenskyen+

26 for at lade regnen falde der hvor ingen bor,

i en ødemark uden mennesker,+

27 for at mætte de golde ørkner

og få græsset til at spire?+

28 Har regnen en far?+

Og dugdråberne, hvem er far til dem?+

29 Fra hvis moderliv dukkede isen frem,

og hvem har født himlens frost,+

30 som gør vandenes overflade hård som sten

og får det dybe vands overflade til at stivne?+

31 Kan du binde stjernebilledet Kima* sammen med reb

eller løse stjernebilledet Kesils* bånd?+

32 Kan du føre et stjernebillede* frem til tiden,

eller kan du lede stjernebilledet Ash* og dets sønner?

33 Kender du de love der styrer himmellegemerne,*+

og kan du bestemme hvordan de virker på jorden?*

34 Kan du råbe helt op til skyerne

og få regnen til at vælte ned over dig?+

36 Hvem lagde visdom i skyerne*+

og gav himmelfænomenet* forstand?+

37 Hvem er klog nok til at tælle skyerne,

og hvem kan vælte himlens vandkrukker+

38 så støvet bliver til flydende mudder

og jorden hænger sammen i klumper?

39 Kan du jage bytte til en løve

eller mætte løveunger+

40 når de kryber sammen i deres huler

eller ligger på lur i deres skjul?

41 Hvem sørger for mad til ravnen+

når dens unger skriger til Gud om hjælp

og flakser omkring fordi der ikke er noget at spise?

 3 De krummer sig sammen når de føder,

og så er deres fødselsveer overstået.

 4 Deres unger bliver stærke mens de vokser op i det åbne land;

så løber de væk og kommer ikke tilbage.

 5 Hvem har sat vildæslet* fri?+

Hvem har løst det vilde æsels bånd?

 6 Jeg har givet det ørkensletten som hjem

og saltlandet som bolig.

 7 Det ler ad byen og dens larm;

det ignorerer æseldriverens råb.

 8 Det strejfer omkring i bjergene og søger efter steder at græsse,

det leder efter hver eneste grønne plante.

10 Kan du binde en vildokse med reb og få den til at pløje for dig?

Vil den følge efter dig ned i dalen for at harve?*

11 Vil du stole på dens mange kræfter

og lade den gøre dit hårde arbejde?

12 Vil du betro den at bringe din høst hjem?

Vil den komme hen til din tærskeplads med kornet?

13 Strudsen basker glad med sine vinger,

men kan dens fjerdragt og svingfjer måle sig med storkens?+

14 Den efterlader sine æg på jorden

og holder dem varme i støvet.

15 Den glemmer at en fod kan knuse dem,

og at et vildt dyr kan træde på dem.

Den er ikke bange for at dens slid skal være forgæves,

17 for Gud har holdt visdommen tilbage fra den,*

har ikke givet den nogen forstand.

18 Men når den rejser sig op og basker med vingerne,

ler den ad hesten og dens rytter.

21 I dalen står den triumferende og stamper i jorden,+

den stormer ud i kampen.*+

23 Pilekoggeret rasler imod den,

spyddet og kastespyddet glimter.

24 Dirrende af spænding bruser den frem,*

den kan ikke stå stille når* hornet lyder.

Den lugter kampen på lang afstand,

hører hærførernes brøl og krigsråbet.+

26 Er det din forstand der får falken til at svæve,

til at brede sine vinger ud mod syd?

27 Eller er det på din ordre at ørnen flyver opad+

og bygger sin rede højt oppe?+

28 Den tilbringer natten på en tinde,

bor i sin fæstning oppe på en stejl klippe.*

29 Derfra søger den efter føde,+

dens øjne spejder vidt omkring.

30 Dens unger nipper blod i sig,

og hvor der er døde kroppe, dér er den.”+

 5 Jeg sagde noget én gang, men jeg siger ikke noget igen,

ja, to gange, men nu vil jeg ikke sige mere.”

 9 Er din arm lige så stærk som den sande Guds,+

og kan din stemme tordne som hans?+

10 Prøv at smykke dig med storhed og ære,

klæd dig i værdighed og pragt.

12 Se på alle de stolte, og ydmyg dem,

og træd de onde ned på stedet.

13 Gem dem alle i jorden,

bind dem* på det skjulte sted.

14 Hvis du kan det, så vil jeg give dig ret i

at du har magt til at redde dig selv.*

16 Se kraften i dens hofter

og styrken i dens bugmuskler!

17 Den kan gøre sin hale stiv som et cedertræ,

lårenes sener er vævet sammen.

18 Dens knogler er kobberrør,

dens lemmer er som stolper af smedejern.

19 Den er et af Guds mesterværker,*

kun dens Skaber kan nærme sig den med sit sværd.

20 Bjergene frembringer føde til den,

dér leger alle de vilde dyr.

21 Den lægger sig under lotustræerne,

i ly af sumpens kæmperør.

22 Lotustræerne kaster deres skygge på den,

og poplerne i dalen* omgiver den.

24 Kan en mand fange den hvis den først har fået øje på ham,

eller gennembore dens næse med en krog?*

41 Kan du fange Livjatan*+ med en fiskekrog

eller binde et reb om dens gab?

 2 Kan du trække et reb* gennem dens næsebor

eller bore en krog* gennem dens kæber?

 3 Vil den trygle dig om at skåne den?

Vil den tale blidt til dig?

 4 Vil den indgå en aftale med dig

om at du gerne må holde den som slave resten af livet?

 5 Vil du lege med den som med en fugl

eller holde den i snor til dine små piger?

 7 Vil du gennembore dens skind med mange harpuner+

eller dens hoved med fiskespyd?

 8 Læg din hånd på den

– du vil huske kampen og aldrig gøre det igen!

10 Ingen tør tirre den,

så hvem skulle kunne klare sig imod mig?+

12 Jeg vil ikke tie stille om dens* lemmer,

om dens styrke og dens velskabte krop.

15 På ryggen har den rækker af skæl,*

de sidder sammen, tæt forseglede.

16 De slutter så tæt

at der ikke kan komme luft ind imellem dem.

17 De sidder fast i hinanden,

hænger sammen og kan umuligt skilles ad.

18 Dens fnysen udsender lysglimt,

og dens øjne er som daggryets stråler.

19 Lynglimt kommer ud af dens mund,

der står gnister ud af den.

20 Røg står ud af dens næsebor

som fra en ovn der er tændt op med siv.

21 Dens ånde sætter kul i brand,

og en flamme står ud af dens mund.

22 Den har vældige kræfter i sin nakke,

og alt foran den flygter i skræk.

23 Huden på dens bug* slutter tæt,

sidder som støbt og giver sig ikke.

24 Dens hjerte er hårdt som sten,

ja, hårdt som den nederste møllesten.

25 Når den rejser sig, bliver selv de stærke bange;

når den slår om sig, bliver man lammet af skræk.

26 Intet sværd kan få bugt med den,

heller ikke noget spyd eller kastespyd eller nogen pilespids.+

27 Den regner ikke jern for andet end strå,

og kobber regner den for råddent træ.

28 En pil får den ikke til at flygte,

og sten der slynges imod den, bliver til halmstrå.

29 Den regner ikke en kølle for andet end et halmstrå,

og når man rasler med kastespyddet, ler den bare.

30 Dens underside er som spidse potteskår;

den trækker sig igennem mudderet som en tærskeslæde.+

31 Den får det dybe vand til at koge som en gryde,

den pisker det op som når man pisker salve i en krukke.

33 Der er intet som den på jorden,

et dyr der er skabt til ikke at føle frygt.

34 Alt hvad der er hovmodigt, tør den se i øjnene;

den er konge over alle de majestætiske vilde dyr.”

 2 “Nu ved jeg at du kan gøre alt,

og at intet som du sætter dig for, er umuligt for dig.+

Ja, jeg talte, men uden at have forstået de ting

der er for underfulde for mig, ting jeg ikke ved noget om.+

 5 Mine ører havde hørt om dig,

men nu ser jeg dig med mine øjne.

 6 Derfor trækker jeg mine ord tilbage+

og angrer i støv og aske.”+