Alternativer til blodtransfusion

BØR man give et barn blodtransfusion når lægerne kræver det men forældrene protesterer? Det er et vanskeligt spørgsmål som amerikanske dommere ofte må tage stilling til. På grund af dette har det amerikanske „dommerråd“ været forsamlet og har udarbejdet „Retningslinjer for dommeren angående medicinske kendelser vedrørende børn“, som blev offentliggjort i Crime and Delinquency for april 1968.

Dette råd består af cirka halvtreds amerikanske dommere som arbejder sammen med De forenede Staters „nationale kriminalitetsråd“. Det udarbejder eller godkender „retningslinjer“ til gavn for dommere i Amerika. Blandt dets medlemmer findes nogle af U.S.A.’s mest fremtrædende dommere. Ovennævnte „Retningslinjer for dommeren angående medicinske kendelser vedrørende børn“ gav sådan set en god vejledning om dette vanskelige og omstridte emne.

For eksempel syntes rådet ikke særlig godt om det unødige hastværk nogle dommere under indflydelse af læger har haft med at billige blodtransfusion. I ét tilfælde sagde en læge at barnet var i livsfare, og dommeren gav tilladelse til blodtransfusion uden at holde retsmøde. Lægen fremførte at „barnet kunne nå at blive koldt i sin grav“ hvis det skulle vente med at få blodtransfusion til der var holdt et retsmøde. Imidlertid gik der en hel uge før barnet virkelig fik en blodtransfusion. Rådet erklærede med rette:

„Når kendelsen udfærdiges på grundlag af en lægeerklæring og uden retsmøde, fratager loven, som den fortolkes af Ohio-domstolen, forældrene den ret de har til af religiøse og medicinske grunde at modsætte sig behandlingen, og opmuntrer således lægerne til at handle egenmægtigt. Som det ses i dette specielle tilfælde var det muligt at holde et normalt retsmøde uden at skade barnet; retsmødet burde have været holdt.“

Rådet præciserede derpå det grundlæggende princip: „Det synes klart at ’blå børn’ og tilskadekomne kan blive helbredt uden blodtransfusioner og at et stort antal mennesker dør eller smittes med serumhepatitis på grund af blodtransfusioner. Enhver lægelig afgørelse om at en bestemt behandlingsmetode er nødvendig . . . skal over for domstolen begrundes med at det er den eneste rette behandlingsmetode i den pågældende situation. Hvis man kan vælge mellem flere metoder — hvis for eksempel lægen anbefaler en metode som har 80 procents chance for at lykkes men som forældrene afviser, og forældrene ikke har noget imod en metode som kun har 40 procents chance for at lykkes — så må lægen følge den fremgangsmåde som medicinsk er mere risikabel men som forældrene ikke har noget at indvende imod.“

Mange er glade for dette standpunkt, især de der har noget at indvende imod blodtransfusioner på grund af de farer der er forbundet med dem. I mange tilfælde kan et plasmaerstatningsmiddel uden tvivl være lige så effektivt, og det medfører ikke de risikoer der er ved blodtransfusioner! Og når blot et sådant erstatningsmiddel har en vis chance for at gøre fyldest, bør man, ifølge det amerikanske dommerråd, benytte dette middel hvis forældrene indvender noget mod blodtransfusioner.

Dommerne tilråder desuden: „Retten bør forhøre sig hos lokale repræsentanter for religiøse sekter som sandsynligvis vil blive impliceret i sager angående lægebehandling, idet sådanne sekter hyppigt kender læger eller ikke-læger som er villige til at behandle børn i krisesituationer på måder som ikke strider mod forældrenes tro.“ Hvor fornuftigt! Hvor retfærdigt! Man giver rum for forskellige synspunkter og alternative behandlingsmetoder og erkender at nogle af disse endog kan være at finde hos „ikke-læger“.

Alternativer til blodtransfusioner

Enhver som følger med i udviklingen inden for lægevidenskaben kan ikke undgå at lægge mærke til at man mere og mere går over til at bruge alternativer til blodtransfusioner. Dr. B. F. Rush, jun., professor i kirurgi, skrev således i 1967: „Mens et antal institutioner og organisationer sværger meget til saltvand, holder et større antal sig stadig næsten udelukkende til blodtransfusioner,“ — Medical Science, maj 1967, s. 62.

At tiden er løbet fra dette „større antal“ fremgår af følgende beretning som findes i 1969 World Book of Science Service under overskriften „Behovet for blod“ og her citeres fra Los Angeles-bladet Herald-Examiner for 16. februar 1969:

„Enkelte dødsfald tilskrives at man ikke har nok forligeligt blod. Men der er ingen grund til panik. . . . Vi står ikke helt uden alternativer. . . . alternativer som måske er at foretrække fremfor donorblod. Undtagen i usædvanlige tilfælde . . . kan de fleste genfremstille deres egne røde blodlegemer inden for tre dage efter blodtabet. . . .

Glukoseopløsning, som gives intravenøst, har været den mest anvendte væske. Kirurger som forsker for De forenede Staters hær, har også med gode resultater brugt almindeligt saltvand ved hundreder af operationer, deriblandt operationer på åbent hjerte. De har fundet at man ved at benytte det sterile saltvand undgår alle risikoerne for transfusionsreaktioner, blodforurening, overfølsomhedsreaktioner og serum- eller virushepatitis.

For at fremskynde legemets genopbygningsprocesser beriger dr. Stanley Dudrick fra Pennsylvaniens universitet normal glukose med mange næringsstoffer og indfører den ved hjælp af et kateter gennem halsvenen. Og Robert Geyer fra Harvard-universitetet har måske snart den bedste løsning. Han er kommet nærmest til at udvikle en egentlig bloderstatning ved at emulgere de samme flour-kulstof-forbindelser som man laver teflon af.“

Dr. Rush, jun., aflægger et lignende vidnesbyrd i sin artikel „Bør man behandle blødninger og blødningschok med saltvand med stødpudevirkning?“ Han beretter at nogle læger er så begejstrede for dette saltvand at de omtaler det som „hvidt blod“, og han siger at det på nogle lazaretter i Vietnam er gået ind som rutinebehandling. Han fortæller også om et hundrede operationer hvor mavesækken helt eller delvis blev fjernet og hvor kun to patienter modtog blod under operationen, og nævner desuden at fireogtredive tilfælde af større blodtab kun blev behandlet med saltvand.

En meget vigtig opdagelse, erklærer han, er at den mistede blodmængde skal erstattes med tre til fire gange så meget saltvand. Det forholder sig tilsyneladende sådan fordi „choket“ kræver at man ikke alene erstatter væsketabet i blodkarrene men også i vævet uden for blodkarrene. Hertil er saltvand særlig effektivt.

En anden sagkyndig viser at man i tilfælde af forbrændingschok må foretrække alternativer til blodtransfusioner: „Ringers væske ser ud til at være det mest virkningsfulde enkelte middel man har til behandling af forbrændingschok, uanset patientens alder og læsionens omfang.“ Det skyldes blandt andet, mener han, at blodet har nemmere ved at komme rundt i hårkarrene når det fortyndes med denne opløsning. — Annals of Surgery, oktober 1966.

På grund af de farer der er forbundet med blodtransfusioner har myndighederne i U.S.A. henstillet at der undersøges hvor mange enkelttransfusioner der gives på hospitalerne, idet en enkelt transfusion ikke kan udrette ret meget godt men kan gøre stor skade, ja endog dræbe patienten. En læge har spurgt om man ikke også bør undersøge hvor mange gange der gives flere transfusioner, idet farerne her er meget større. Efter at have beskrevet disse farer erklærer han: „Man bør aldrig give en transfusion hvis en anden behandling er tilstrækkelig.“ — New York State Journal of Medicine, 15. januar 1965.

I det følgende vil vi vise hvor effektive alternativer til blodtransfusioner kan være i forskellige situationer.

Anæmi

Nogle læger foreskriver rent rutinemæssigt blodtransfusioner for anæmi. Hvor utilrådeligt det kan være, viser dr. B. S. Leavell, professor i medicin og chef for den hæmatologiske afdeling ved Virginias universitet: „Hvad angår anæmi som skyldes mangelfuld blodproduktion . . . Vi har nogle patienter som udførte lettere husgerning og klarede sig ganske udmærket indtil hæmoglobinet gik ned til 2¹/₂ gram . . . Det varierer fra person til person . . . Dette viser simpelt hen at patienter med en egentlig sygdom . . . ikke har meget gavn af at man giver dem transfusioner hvis de i øvrigt overlever sygdommen . . . de har nået en temmelig stabil tilstand, og denne patient med seglcelle-anæmi . . . vi gav ham transfusioner til han kom op på et normalt niveau, og i løbet af få måneder var han tilbage dér hvor han var før.“

Professoren fortæller også om en livlig ung forretningsmand som fik influenza og kom på hospitalet. „Han havde en mild anæmi som ikke blev undersøgt nærmere, men han var så ivrig efter at blive udskrevet at hans læge gav ham transfusion for at fremskynde hans helbredelse. Han fik en hel pint blod [cirka en halv liter] selv om han begyndte at få kuldegysninger og rygsmerter under transfusionen . . . Til sidst døde han.“ — Uses and Misuse of Blood Transfusions.

Disse oplysninger støttes af dette eksempel: „I 1964 blev jeg alvorligt syg af anæmi og blev kørt på hospitalet. Lægen sagde at kun en blodtransfusion kunne redde mig. . . . Da jeg afslog denne behandling . . . begyndte han at behandle mig på anden måde og skrev på mit kort: ’Han har sagt nej til blodtransfusioner.’ Den dag jeg ankom til hospitalet døde en mand på min stue. Han havde fået en blodtransfusion en måned i forvejen. En uge senere fik en anden mand på stuen en blodtransfusion for samme sygdom som min. . . . Men kort efter døde denne mand . . . pludselig, hvorimod jeg blev rask.“ — 1969 Yearbook of Jehovah’s Witnesses.

Hjernekirurgi uden blod

Nogle af de vanskeligste operationer er hjerneoperationer. Men også neurokirurger har været villige til at operere uden blod af hensyn til deres patienters religiøse indstilling. En af dem er dr. J. Posnikoff. I California Medicine for februar 1967 fortalte han om „Helbredelse af interkranial aneurisme uden brug af blodtransfusion“. Efter at have forklaret problemets omfang (det drejede sig om en stor aneurisme) og i detaljer beskrevet hvordan han behandlede tilfældet ved hjælp af totrinsteknikken, siger han:

„Det er den almindelige opfattelse hos de fleste neurokirurger at blodtransfusion er absolut nødvendig ved operationer for interkraniale aneurismer. Dette tilfælde viser imidlertid at hver aneurisme bør betragtes individuelt. Det vil derfor ikke være rigtigt af os rutinemæssigt at nægte at operere dem der desperat har brug for det men som af moralske grunde ikke kan acceptere blodtransfusion.“ (Kursiveret af os.)

En anden neurokirurg fra Californien fortæller at han har udført en kraniotomi på et niårigt barn uden at bruge blod. I Philadelphia har en neurokirurg sagt ja til at fjerne en hjernesvulst uden at bruge blod, selv om han ikke før havde foretaget en sådan operation uden at bruge fra to en halv til tre liter blod. Ikke alene lykkedes denne operation i enhver henseende, men patienten kom sig også så hurtigt at det forbløffede hele hospitalets lægestab. Da neurokirurgen blev spurgt om han ville gøre det igen svarede han: „Ja, det ville jeg med glæde gøre.“ Og han har siden gjort det.

I februar forrige år kom en toårig dreng i Brooklyn, New York, så uheldigt af sted at et stykke metal fra noget legetøj trængte flere centimeter ind i hans hoved, og hans forældre var ude af stand til at fjerne det. Det ene hospital efter det andet ville gerne operere, men nægtede at gøre det uden blod. Til sidst konsulterede man en af New Yorks førende neurokirurger, dr. Matthews, og han gik med til at behandle tilfældet. I løbet af få minutter kunne han trække genstanden ud, helt uden operation.

Hjertekirurgi

Den moderne kirurgi har gjort store fremskridt hvad angår operationer på åbent hjerte. Også her finder vi at nogle kirurger er med helt fremne i forreste række og udfører disse operationer uden blodtransfusioner, mens andre stadig holder på at der skal bruges blod. For eksempel erklærer dr. Denton A. Cooley at man på hans hospital har anvendt en 5 procents glukoseopløsning siden 1962. Men så sent som i 1967 nægtede man i Atlanta, Georgia, at operere på åbent hjerte uden at give blod, så patienten måtte flyves til Houston, Texas, hvor operationen blev gennemført uden blodtransfusioner.

Vi kunne også nævne tilfældet med drengen Gino på Bahamaøerne. Han havde en hjertemislyd som nødvendiggjorde en operation. Kirurgen forlangte at få lov til at bruge blod hvis der skulle opstå en krisesituation, ’for drengen kunne dø når det skulle være’. Moderen stod imidlertid fast, og operationen blev gennemført uden blod. Hun beretter: „Af de tre hjerteoperationer der blev udført den dag, var Ginos den alvorligste, men alligevel var han den første de kunne flytte. Mange læger kom for at se tilfældet — en gang hele syv læger samtidig. De var forbløffede over at han kom sig så hurtigt.“

Greg, en treårig dreng fra staten Washington, havde en alvorlig hjertefejl. Da forældrene var imod blodtransfusion gik lægeholdet ind på at operere uden blod, men ikke uden først at advare om de risikoer dette indebar. Operationen lykkedes fuldt ud, selv om det under operationen viste sig at hjertefejlen var endnu alvorligere end først antaget.

I Gibraltar fik en kvinde som havde studeret Bibelen sammen med et af Jehovas vidner, at vide at hun måtte opereres på grund af en hjerteklapfejl. Men da kirurgen på hospitalet hørte at hun var imod blodtransfusion, blev han så vred at han sendte hende hjem. Dagen efter besøgte en hjertespecialist fra London imidlertid hospitalet, og da han hørte om tilfældet bad han kvinden komme igen. Efter at have undersøgt hende sagde han at han med glæde ville operere uden blod, hvilket naturligvis var meget pinligt for den lokale kirurg. Operationen lykkedes i enhver henseende.

Ulykker

Alvorlige ulykker er en særlig udfordring til kirurgerne, for de tilskadekomne har tit mistet meget blod og er i yderste livsfare. Men selv i sådanne tilfælde har det atter og atter vist sig at der findes alternativer. Et eksempel: På sit arbejde faldt en familiefader i Californien gennem et hul i et tag og styrtede seks meter ned på et cementgulv. Under udrykning blev han kørt til hospitalet, og det viste sig at han havde pådraget sig bækkenbrud, ribbensbrud og hjernerystelse, foruden at han havde brækket venstre arm og håndled. Idet han gled over i bevidstløsheden blev han ved med at mumle på spansk: „Giv mig glukose. Giv mig glukose.“ Fem dage senere kom han til bevidsthed igen, og lægerne ønskede nu at fjerne hans milt da der var mulighed for at den var sprængt siden han fortsat blødte. Men de ville ikke gøre det uden at give ham blod, og det ville hverken han, eller hans hustru gå med til.

Hans hustru fortæller hvad der skete: „Jeg fortalte lægerne at hvis de nægtede at gøre alt hvad de kunne for at redde ham uden blod, ville de blive hans mordere. De svarede at skylden ville være min. Hvad kunne de gøre hvis de ikke måtte give ham blod? Jeg svarede hurtigt: ’Hvorfor har De ikke givet ham B-vitaminer, jern og leverpræparater? Giv ham K-vitamin som kan hjælpe blodet til at koagulere. Hans legeme kan jo ikke fremstille blod lige så hurtigt som han mister det, eller hurtigere, når det ingen næring får.’ Lægen svarede at min mand ikke var bløder og at K-vitamin kunne være farligt. Jeg sagde at jeg vidste det, men at min mand tydeligt nok ikke kunne holde op med at bløde nu og at en smule kunne hjælpe. Han ville vide hvorfra jeg vidste så meget om disse ting, og jeg forklarede at jeg selv havde fået denne behandling da jeg nogle år før stærkt blødende var blevet kørt på hospitalet.“ Selv om denne familiefader en uge senere måtte igennem en ny krise, blev han helt rask, og det uden blod.

I et andet tilfælde blev en seksårig dreng på cykel kørt over af en bil i staten New York. Han fik kraniebrud, brud på venstre arm og ben, og desuden svære indre kvæstelser. Blandt andet bristede hans tarme og hans milt. Alligevel opererede kirurgerne uden at bruge blod, og operationen lykkedes. Men da der dagen efter stødte komplikationer til og drengens hjerteslag kom helt op på 216 i minuttet, holdt lægerne på at han skulle have blod og truede med at få rettens godkendelse hertil. De blev imidlertid talt fra det og benyttede dekstran. I løbet af to timer begyndte hans hjerte at slå langsommere, og fem dage senere slog det normalt. Han kom sig hurtigt og kunne kort efter passe sin skole igen, normal i enhver henseende.

I slutningen af 1968 kom en ung kvinde ud for så alvorlig en ulykke at lægerne ikke gav hende meget håb. Men hun kom sig fuldstændigt uden brug af blod. Mens hun lå og genvandt helbredet fortalte sygeplejersken hende at hun selv havde været ude for en lignende ulykke og havde fået blod og at hun aldrig var kommet over de skadelige virkninger af blodtransfusionen!

Barnefødsler

Det har også gang på gang vist sig at der er alternativer til blodtransfusioner i tilfælde med barnefødsler. Et sådant tilfælde blev omtalt i Tulsa-bladet Daily World (Oklahoma) for 6. august 1967 under overskriften „Tulsaner levende gendrivelse af transfusioner“. Artiklen fortalte om en moder som tidligere havde født syv børn uden mere end normalt besvær. Men da hun nedkom med sit ottende barn, en datter på godt fire pund, stødte der vanskeligheder til. Hun begyndte at bløde kraftigt. Læger og sygeplejersker søgte forgæves at standse blodet. Avisen skriver:

„Den behandlende læge traf en beslutning: den eneste måde at få blødningen standset på var ved kirurgi, men en operation var umulig i betragtning af blodtabet. Patienten måtte have en blodtransfusion. Som medlem af Jehovas vidner nægtede [hun] den foreslåede behandling, idet den var imod hendes religiøse tro.“ Da hun blev ved med at nægte sagde lægen til hende: „Jeg er overbevist om at der ikke er noget håb; jeg tror ikke De kan leve natten over.“ Men både kvinden og hendes mand stod fast. „Efterhånden som natten skred frem stilnede blødningen af. Det lykkedes lægen at hindre hendes vener i at klappe sammen ved at give transfusioner med glukose og andre erstatningsmidler.“

„[Hun] overlevede natten, men hæmoglobinmængden . . . var 2,4 gram pr. 100 milliliter blod. Den skulle have været 16. Blodlegemernes rumfang i forhold til plasmaets var nede på 7 procent. Det skulle have været 40. Lægerne var forbløffede over at hun havde overlevet natten, men anbefalede stadig blodtransfusioner i betragtning af det vældige blodtab. Hun nægtede fortsat standhaftigt. Dagen gik . . . På tredjedagen begyndte mængden af hæmoglobin langsomt at øges. Da hun blev udskrevet fra hospitalet, fire uger efter at hun var blevet indlagt, var hendes hæmoglobintal oppe på 10,2 og blev stadig bedre.“ To uger senere „gik hun normalt rundt i sit hjem og sørgede for sin familie“.

En moder i Kentucky oplevede nogenlunde det samme da hun fødte sit første barn. Hun fortæller: „I april 1968 kom jeg på hospitalet for at føde mit første barn. Der opstod en infektion og jeg blødte tre gange på otte dage efter at barnet var født, så det blev nødvendigt at fjerne min livmoder. Mit hæmoglobintal var nede på 3 da jeg blev opereret. Da jeg vågnede op næste morgen fortalte en læge som jeg ikke kendte at min blodtælling var nede på 2,3 og at jeg ville dø hvis jeg ikke fik blodtransfusion. Mine egne læger arbejdede imidlertid hårdt for at redde mit liv, og i løbet af syv dage steg min blodtælling til 7. En uge senere var den oppe på 9,8 og jeg kom hjem. Fem uger efter operationen var den oppe på 11, og nu er den på 11,5, højere end den har været i årevis.“

Alternativer til udskiftningstransfusioner

Mange læger tager det for givet at et nyfødt barn som har gulsot skal have sit blod udskiftet, men også her findes der læger som fremhæver at der er alternativer, i hvert fald i mange tilfælde. Dr. P. M. Dunn skriver således i The Journal of Pediatrics om „Den unødvendige udskiftningstransfusion“. Han fortæller at „mindst halvdelen“ af rhesusbørnene i en bestemt undersøgelse ikke behøvede udskiftningstransfusioner, og fortalte at farerne ved sådanne transfusioner er større end almindeligt antaget.

Medical World News for 17. februar 1967 berettede at „Trækul hver dag holder gulsot borte“. En børnelæge fra New Jersey giver børn med gulsot trækul at spise for at „fordrive gulsoten og eliminere behovet for udskiftningstransfusioner“. Ved denne metode er det lykkedes ham at nedskære antallet af udskiftningstransfusioner med over 90 procent. Og han siger: „Vi har ikke haft tilfælde af forgiftning eller andre vanskeligheder på grund af trækullet.“ På mange hospitaler er dødeligheden som følge af udskiftningstransfusioner helt oppe på 5 procent. På dette hospital er den 1 procent.

For seksten år siden blev der inden for en uges tid født tre rhesusbørn, to drenge og en pige, i Reading, Pennsylvanien. De to drenge fik udskiftet deres blod og døde i løbet af et par dage. Pigen fik ikke skiftet sit blod ud fordi hendes forældre var imod blodtransfusioner. De blev advaret om at hun enten ville dø eller for bestandig blive mentalt tilbagestående. Sidste år blev denne pige medlem af National Junior Honor Society, en forening for elever som har udmærket sig i skolen. Det er åbenbart at lægen tog fejl, og det i mere end én retning.

Der kunne anføres flere eksempler på at der virkelig er alternativer til blodtransfusioner, og at disse alternativer fortjener dommernes opmærksomhed. Fornuften i de retningslinjer der er udsendt fra det amerikanske dommerråd, fremgår af følgende begivenhed:

I januar 1968 måtte en treårig pige pludselig i seng med høj feber og fik voldsomme krampeanfald. Da hun under udrykning var blevet kørt på hospitalet sagde kirurgen at der kunne være tale om en ondartet svulst. Han nævnte at han ville bruge blod hvis der under operationen opstod fare for pigens liv, og foreslog at sagen blev behandlet i et retsmøde. Da dommeren fik sagen forklaret og hørte at der sandsynligvis var en kirurg som ville operere uden blod, gav han tid til at denne mulighed kunne undersøges. Man fandt frem til en sådan kirurg. Men da en narkoselæge blandede sig i sagen blev det nødvendigt at overføre barnet til et tredje hospital hvor kirurgen, chefen, erklærede: „Ja, jeg er villig til at vove operationen uden blod.“ Operationen, som varede to timer, lykkedes i enhver henseende; ja, der gik kun få dråber blod til spilde.

Det kan i sandhed siges at ordene af oldtidens vismand — „den vise hører på råd“ — gælder den dommer som følger dommerrådets retningslinjer med hensyn til blodtransfusionssager. — Ordsp. 12:15.