Stævnerne „Fred på jorden“ fra kyst til kyst

SIDSTE år i juli og august samledes hundredtusinder af mennesker fra hele verden i tretten byer i Nordamerika og Europa. På store stadioner i disse byer mødtes Jehovas vidner til internationale stævner under temaet „Fred på jorden“. Vi har her samlet nogle oplysninger og indtryk fra disse stævner.

Begyndte i U.S.A.

Stævnerne begyndte i den anden uge af juli. De første tre blev afholdt samtidig i den østlige del af De forenede Stater. Allerede her lagde man mærke til to ting som kom til at kendetegne alle stævnerne i denne række: alle var enige om at programmet var meget berigende og opbyggende, og antallet af tilstedeværende overgik langt hvad man havde ventet.

Til stævnet i New York kom delegerede fra 114 lande, heriblandt 6000 fra Europa. Der var trængsel på det store Yankee Stadium søndag den 13. juli, da 122.011 hørte foredraget om hvordan Gud vil indføre fred på denne jord i vor levetid. I Atlanta, staten Georgia, hørte 57.626 foredraget, og i Buffalo, staten New York, var tallet 54.909.

Fra disse byer flyttede stævnerne ud til De forenede Staters og Canadas vestkyst, hvor tre stævner blev afholdt i den tredje uge af juli.

Kæmpestævne i Vancouver

Dette stævne var det største kristne møde der havde været afholdt i Canada. Det gjorde et stort indtryk på byen Vancouver, og alle talte om det.

Der kom så mange — 65.609 til det offentlige foredraga — at det store Empire Stadium ikke kunne rumme dem alle; man måtte leje det nærliggende Coliseum og Agrodome.

For at give forplejning til hele denne forsamling meldte omkring 20 procent af deltagerne sig til at arbejde gratis i stævnets forskellige afdelinger. Folk af alle professioner gav et nap med — landmænd, mekanikere, læger, sygeplejersker, maskinarbejdere, sælgere, speakere, portnere, skoleelever og husmødre. Om afviklingen af hele dette arrangement udtalte bestyreren af Empire Stadium: „Det er et forbløffende samarbejde! Et glimrende eksempel på hvordan en så stor opgave som denne løses med et minimum af problemer.“

En lille typisk tildragelse: Et kvindeligt Jehovas vidne var på rejse til stævnet. Den gruppe hun rejste sammen med gjorde holdt ved en servicestation i Golden, Britisk Columbia, cirka otte hundrede kilometer fra Vancouver. Nogen tid efter at de havde forladt servicestationen opdagede hun at hun manglede sin pung. Hun kunne huske at hun havde lagt den fra sig på toilettet. Hun telefonerede til servicestationen og bad bestyreren om at aflevere pungen til det næste Jehovas vidne der kom til hans station og bede vedkommende om at aflevere den i afdelingen ’Tabt og fundet’ ved stævnet. Bestyreren spurgte hende om hun vidste hvem dette vidne ville være. Da hun svarede nej, ville han ikke tro på at det virkelig var hendes mening at han skulle aflevere pungen til en helt fremmed. Hun forsikrede ham om at det ville være helt i orden, og han gjorde som hun bad ham om. Senere kunne hun ganske rigtigt hente sin pung, som indeholdt flere hundrede dollars, i afdelingen for tabt og fundet!

Et af de punkter på programmet som deltagerne især blev betaget af, var opførelsen af et bibelsk skuespil bygget over lignelsen om den fortabte søn. Skuespillet, som også havde en nutidsscene, hed „Torne og snarer på den uafhængiges vej“, og den gribende fremstilling af Jesu berømte lignelse understregede det som var skuespillets idé: at den der vil leve sit liv uafhængig af Gud betræder en kvalfuld vej; den sande lykke opnås kun ved at adlyde Guds love.

Spansk stævne i Pomona

I samme uge var 14.853 forsamlet i Pomona i Californien. Dette stævne var usædvanligt ved at være fuldstændig spansksproget. Delegerede fra 11 lande deltog.

På møderne blev der flere gange lagt vægt på værdien af at hele familien oplæres efter de bibelske principper. De familier som var til stede var selv et levende bevis på hvor virkningsfuld en sådan undervisning kan være. En familie på 80 medlemmer fordelt på fire generationer deltog i stævnet, og seksten af dem er heltidsforkyndere! En anden familie var repræsenteret med 56 medlemmer!

Et skuespil som stævnedeltagerne var særlig glade for, handlede om profeten Daniel i det gamle Babylon i tiden kort efter byens fald i 539 f.v.t. Det var på det tidspunkt jøderne havde fået mulighed for at vende tilbage til Jerusalem og genoprette den sande tilbedelse der. Man så Daniel tale med en jøde som tøvede med at opgive de materielle goder han havde i Babylon. Daniel advarede ham om at hvis han ikke vendte tilbage ville han forfejle hensigten med at Gud havde udfriet jøderne. Ved at blive hos babylonierne, som praktiserede dæmonreligion, ville han også bringe sin tro i fare.

Skuespillet ville vise at kristne i dag som ikke tjener Gud nidkært, også forfejler hensigten med at de er blevet frigjort for trældommen under vor tids falske religion. Hensigten med denne frigørelse er at vi kan forkynde den gode nyhed om at Gud vil give jorden en ny regering, sådan som Jesus forudsagde i Mattæus 24:14. Skuespillet understregede at ingen materielle besiddelser er mere værd end vort forhold til Skaberen.

I Los Angeles

Dodger Stadium i Los Angeles var ramme om endnu et kæmpestævne i den tredje uge af juli. Stadionet havde langtfra plads til de 81.032 (højeste tilhørerantal) der kom fra 44 stater i U.S.A. og fra 21 andre lande.

I alt 2324 blev døbt. Bassinet lå cirka femten kilometer fra stævnepladsen, og ved vigtige kryds langs ruten havde man posteret frivillige der med skilte viste vej for de seksten busser og 240 personvogne der bragte de glade dåbskandidater til dåben. Disse menneskers baggrund var vidt forskellig, men nu havde de alle det samme mål: at blive døbt som symbol på deres indvielse til at gøre Guds vilje.

En af de nydøbte indrømmede at den kærlighed han før havde søgt som „hippie“, findes i den mest ophøjede form blandt Jehovas folk. Han syntes at det var helt rigtigt at man, sådan som det blev gjort ved stævnet, uden omsvøb pegede på de farer vor tids generation står over for. Han nævnte at han satte pris på et trossamfund der „siger det som det er“, som får unge og ældre til at samarbejde og sætter et virkelig godt eksempel for hele menneskeheden.

Vagttårnets selskab gav ved dette stævne, ligesom ved de øvrige, meddelelse om udgivelsen af en ny bog (192 sider) med titlen Er Bibelen virkelig Guds ord? Den blev modtaget med stor begejstring af stævnedeltagerne, da den opfylder et væsentligt behov i disse „sidste dage“ (2 Tim. 3:1-5), hvor Bibelen angribes mere og mere.

Stævnerne rykker ind i landet

De sidste to stævner i Nordamerika blev afholdt i den sidste del af juli, i Kansas City og i Chicago.

Ved det offentlige møde i Kansas City gik det ligesom det var gået ved de andre stævner: Der var langtfra siddepladser nok på Municipal Stadium til de 40.009 tilhørere.

En af byens aviser, The Call, havde gjort en interessant iagttagelse vedrørende hensigten med stævnet:

„De 40.000 der kom hertil fra hele verden for at deltage i møder hvor der blev prædiket og undervist, var først og fremmest interesseret i at lære mere om og få en bedre forståelse af Bibelen, det vil sige de principper, bud, profetier og love som Den hellige Skrift indeholder.“

En del af denne undervisning blev med god virkning givet ved hjælp af hørespillet „Er du en — nutidens Jonas?“ Det skildrede hvordan Jonas, dengang Gud gav ham til opgave at forkynde for den blodtørstige by Nineve, reagerede ved at prøve at komme så langt væk fra Nineve som muligt, men hvordan han dog senere påtog sig sit ansvar og udførte opgaven. Det vi kan lære af dette i dag har at gøre med hvordan vi hver især betragter det at gøre Guds vilje. Gør vi fremskridt med hensyn til at kende og værdsætte Guds krav? Eller prøver vi at løbe fra vore forpligtelser over for Gud? Det der fører til evigt liv er at gøre hvad Gud kræver.

Politiet i Chicago forbløffet

Det sidste stævne i Nordamerika afholdtes i Chicago, der i den senere tid har været skueplads for megen kriminalitet og mange voldshandlinger.

Politiet var forbløffet over den ro og orden som kendetegnede de 56.261 der fyldte White Sox Park til bristepunktet. En overbetjent som havde været politimand i femten år udtalte: „Jehovas vidner er . . . den nemmeste forsamling jeg nogen sinde har haft med at gøre. De adlyder politiet med det samme, og de begynder ikke at gå over gaden før man har blæst i sin fløjte.“ Han tilføjede: „De synes at have løst verdens problemer. Jeg har ikke lagt mærke til et eneste skænderi.“

Da en anden betjent blev spurgt om han glædede sig til at stævnet var forbi og der ikke var så mange mennesker, svarede han: „Nej, for så skal jeg igen tage mig af almindelige mennesker, og nogle få af dem er vanskeligere at have med at gøre end 47.000 af jer.“

Udenforstående lagde også mærke til den enhed og harmoni der var mellem folk af forskellige racer ved dette stævne. Den kirkelige redaktør ved Chicago-avisen Daily News skrev: „Vidnerne synes overhovedet ikke at være racebevidste.“ Hvordan så de delegerede selv på denne raceenhed? En af dem udtalte:

„Jeg er mexikansk statsborger er. Jeg var før en del af denne splittede verden, var tilsluttet statskirken og blev tilskyndet til at hade folk at andre racer. Da jeg lærte Jehova og sandheden fra hans ord at kende, fik jeg en fredelig indstilling til alle folkeslag. At vide at Jehova ikke bedømmer mennesker efter deres nationalitet eller race og at hans synlige organisation følger dette bibelske princip, har virkelig gjort dette internationale stævne ’Fred på jorden’ muligt!“

Jehovas vidner fra Afrika og Asien udtalte sig på samme måde.

Over Atlanterhavet til Europa

Den 29. juli, to dage efter at Chicago-stævnet sluttede, begyndte et nyt i London.

På Wembley Stadium kom 82.416 for at høre det offentlige foredrag. Dette forbløffende antal overgik langt de 50.111 der overværede det forrige internationale stævne i London i 1963. Blandt tilhørerne må der have været omkring 20.000 som ikke er tilsluttet Jehovas vidner. Under stævnet anmodede cirka 500 mennesker om at få et bibelstudium i deres hjem, eller de viste på anden måde stor interesse!

Der kom mange Jehovas vidner fra andre lande, især fra Afrika. I alt 63 lande var repræsenteret. Blandt de afrikanske delegerede var flere fra Biafra.

At alle disse mennesker af forskellig race og med forskellig baggrund mødtes i fred, fik London-bladet The Observer til at skrive: „En stor, tæt skare mennesker af mange hudfarver og nationaliteter strømmer fredeligt ind på stadion. . . . Enten man var enig med dem i det de tror på eller ej, så var deres optimisme tydelig. Og der syntes ikke at være noget af det hysteri eller teater som ledsager Billy Graham.“

Også ved dette stævne blev de kristne menigheders tilsynsmænd styrket af de praktiske forslag som indeholdtes i det bibelske skuespil „Tilsynsmænd, vær mandige!“ Her skildredes situationen i menigheden i oldtidens Korint. Mange spørgsmål og problemer opstod, men de blev alle løst ved hjælp af vejledning fra Guds ord. Vore dages tilsynsmænd lærte at de på samme måde kunne klare vanskeligheder ved at stole på Jehova og holde sig nær til hans ord.

Til det europæiske fastland

I de næste to uger, fra 5. til 17. august, afholdtes stævner på det europæiske fastland i København, Paris, Nürnberg og Rom.

I Paris var 47.480 til stede. Og et helt utroligt antal blev døbt — 3619! I København var der 42.073 til stede; i Nürnberg 150.645; i Rom 25.648.

Også ved disse stævner kunne man glæde sig over et bibelsk skuespil bygget over begivenhederne på kong Sauls tid i det gamle Israel. Skønt Saul lagde råd op imod David, prøvede denne dog ikke at hævne sig, men ventede på at Gud ville gribe ind. På samme måde bør det være i dag hvis en eller anden som har myndighed i Guds organisation gør noget forkert; de enkelte kristne skal ikke forværre sagen ved at gøre oprør, ligesom de naturligvis heller ikke skal følge overtræderen i hans urette færd. Vi må have tillid til at Gud, ligesom i Sauls tilfælde, enten vil tugte overtræderen eller fjerne ham fra sin menighed når tiden er inde.

Disse europæiske sammenkomster var ikke de sidste „Fred på jorden“-stævner. Fra oktober til december skulle lignende stævner afholdes i Korea, Japan, Taiwan, Hongkong, Filippinerne, Papua, Australien, New Zealand, Fijiøerne, Tahiti, Hawaii og Mexico.

Alle som har overværet disse stævner har ikke alene haft stort udbytte af selve programmet, men har også personligt erfaret at sand fred kan trives blandt mennesker fra mange folkeslag, selv i denne kritiske tid.

[Fodnote]

[Oversigt på side 7]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Stævnebyen: Atlanta

Ant. til stede v. off. møde: 57.626

Antal døbte: 1.619

Stævnebyen: Buffalo

Ant. til stede v. off. møde: 54.909

Antal døbte: 985

Stævnebyen: New York

Ant. til stede v. off. møde: 122.011

Antal døbte: 2.972

Stævnebyen: Pomona

Ant. til stede v. off. møde: 14.853

Antal døbte: 472

Stævnebyen: Vancouver

Ant. til stede v. off. møde: 65.609

Antal døbte: 1.853

Stævnebyen: Los Angeles

Ant. til stede v. off. møde: 81.032

Antal døbte: 2.324

Stævnebyen: Kansas City

Ant. til stede v. off. møde: 40.009

Antal døbte: 1.019

Stævnebyen: Chicago

Ant. til stede v. off. møde: 56.261

Antal døbte: 1.650

Stævnebyen: London

Ant. til stede v. off. møde: 82.416

Antal døbte: 2.215

Stævnebyen: København

Ant. til stede v. off. møde: 42.073

Antal døbte: 1.407

Stævnebyen: Paris

Ant. til stede v. off. møde: 47.480

Antal døbte: 3.619

Stævnebyen: Nürnberg

Ant. til stede v. off. møde: 150.645

Antal døbte: 5.095

Stævnebyen: Rom

Ant. til stede v. off. møde: 25.648

Antal døbte: 2.212

I ALT:

Ant. til stede v. off. møde: 840.572

Antal døbte: 27.442

[Illustration på side 4]

Ved stævnerne „Fred på jorden“ var arrangeret fællesspisning hvor de delegerede fra alle folkeslag kunne nyde måltiderne sammen

[Illustration på side 5]

Dodger Stadium i Los Angeles fyldt til bristepunktet da 81.032 hørte hovedforedraget „Den kommende fred i tusind år“

[Illustration på side 6]

Ved de første tretten stævner blev i alt 27.442 døbt

[Illustration på side 6]

Nogle af de afrikanske og asiatiske delegerede ankommer til stævnet på Wembley Stadium i London