Hvordan går det med hjertetransplantationerne?
PHILIP BLAIBERGS død i Sydafrika markerede i mange lægers øjne afslutningen på en æra. Blaiberg, som døde i august sidste år, var verdens længstlevende hjertemodtager. Han havde levet over halvandet år siden operationen, eller i alt 594 dage.
Blaibergs død blev årsag til nøgtern overvejelse hvad angår fremtidige hjertetransplantationer. Hjertekirurgen dr. Denton Cooley fra Houston sagde: „Så længe han var i live, var hjertetransplantationsprogrammet det også. Men nu må vi overveje om vi skal fortsætte eller ej.“
Hvilket hovedproblem har givet anledning til denne fornyede overvejelse? Det fremgår af en erklæring om årsagen til Blaibergs død. Ifølge denne erklæring skyldtes døden „kronisk hjerteafstødelse“. Selv om transplantationen teknisk set lykkedes, begyndte der en voldsom kamp i samme øjeblik som det nye hjerte blev indopereret, en kamp hvori Blaiberg ville tabe terræn hver eneste dag. Hans legeme begyndte at „afstøde“ fremmedlegemet, det nye hjerte.
Gud har skabt mennesket med en storslået forsvarsmekanisme mod sygdomsfremkaldende bakterier og virus. Denne mekanisme sætter legemet i stand til øjeblikkelig at angribe enhver fremmed celle som indføres i det. Selv om man ikke fuldt ud forstår hvad der sker, ser det ud til at hovedfaktoren er en slags hvide blodlegemer, kaldet lymfoide celler eller lymfocytter. Vi har milliarder af disse celler i vort legeme. De har en „indbygget“ evne til at identificere andre celler i legemet. Når de møder celler som hører til legemet, forholder de sig passive. Men når de opdager celler som ikke hører til legemet, begynder de at fremstille antistof som angriber de indtrængende og enten neutraliserer dem eller udsletter dem.
Ved akut eller øjeblikkelig afstødning svulmer de transplanterede celler pludselig op og dør, alle på én gang. I andre situationer sker afstødningen imidlertid langsommere. Sådan var det i Blaibergs tilfælde. Men selv om det skete langsomt, var afstødningen ubønhørlig. Legemets forsvar holdt aldrig op med at angribe det nye hjertes fremmede celler.
Lægerne prøver at modvirke denne afstødningsproces. Men det stiller dem over for et alvorligt dilemma. Hvis processen hæmmes ved hjælp af forskellige medikamenter, bliver det nye organ ikke afstødt så hurtigt. Men jo mere man undertrykker afstødningen, jo dårligere kan legemet forsvare sig mod sygdomsfremkaldende bakterier. Så mens medikamenter kan forhale afstødningsprocessen, nedsætter de også modstandskraften så patienten let pådrager sig andre sygdomme.
Blaiberg pådrog sig hepatitis i løbet af cirka seks måneder. Derpå fik han lungebetændelse. Ved hjælp af en hårfin balance af medikamenter som modvirkede afstødningsprocessen og medikamenter som modvirkede de nye sygdomme, holdt man ham i live. Men hele tiden fortsatte afstødningen uden ophør.
Hvilken forfatning var hans andet hjerte i da han døde? New York Times for 19. august 1969 beretter: „Faktisk var så meget af dr. Blaibergs hjertemuskel ødelagt at hjertet var i samme forfatning som hans oprindelige hjerte før transplantationen, sagde lægerne.“
En ny hjertetransplantation var udelukket. Hvorfor? Fordi hans andet hjerte, som hele tiden var blevet ringere og ringere, „ikke længer kunne pumpe så meget blod ud til lungerne at legemet kunne forsynes med tilstrækkelig ilt, eller så meget blod til nyrerne at deres vigtige filtreringsproces kunne opretholdes. Som følge heraf var disse organer også ved at være ødelagt“. — Time, 29. august 1969.
Lægerne tager hjertetransplantationerne op til nøgtern overvejelse fordi de ved at de ikke på nuværende tidspunkt kan standse afstødningsprocessen. Som dr. Christiaan Barnard, der udførte Blaibergs hjertetransplantation, indrømmer: „Jeg har aldrig bluffet mig selv eller verden til at tro at vi har en løsning. Det er ikke muligt at hindre afstødningen, men kun at hæmme processen.“ Det er grunden til at så få lever længe med nyt hjerte. I august sidste år havde 141 patienter gennemgået en hjertetransplantation, men kun 29 levede.
En lignende afstødning sker ved andre transplantationer. Tallene afslører følgende: lungetransplantationer — 20 modtagere, én overlevende; bugspytkirteltransplantationer — 10 modtagere, én overlevende; levertransplantationer 100 modtagere, 14 overlevende. Ved nyretransplantationer er forholdet dette: i de tilfælde hvor donor og modtager ikke er beslægtede, dør 58 procent inden for et år, men er de beslægtede er muligheden for at overleve større.
Eftersom kun få overlever, og disse kun lever kort tid, har mange institutioner anlagt et negativt syn på transplantationer, især hjertetransplantationer. Clevelandkardiologen dr. Irvine H. Page siger: „Hjertetransplantationernes resultater berettiger ikke til tiden, udgifterne og risikoen.“ New Orleans-kardiologen dr. G. E. Burch erklærer: „Det er uretfærdigt på nuværende tidspunkt at give en lidende det håb at en hjertetransplantation er løsningen.“
Ingen som er ved sin fornufts fulde brug ønsker at dø. Livet er dyrebart, og derfor vil man gerne bevare det. Men at ’drive kannibalisme’ på andre mennesker er ikke vejen til at opnå en lang levetid. Løsningen vil først komme i Jehova Guds nye ordning, efter at de nuværende systemer er forsvundet. Som Guds inspirerede ord siger i Åbenbaringen 21:4: „Han skal tørre hver tåre af deres øjne, og der skal ingen død være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.“
Et langt liv, ja evigt liv, vil da være opnåeligt, ikke for dem der finder en hjertedonor, men for alle som udviser tro på den ordning hvorved Jehova skænker evigt liv på grundlag af hans søn Jesu Kristi genløsningsoffer! Hvor vil livet blive herligt til den tid! Med god grund omtaler Bibelen det som „det virkelige liv“! — 1 Tim. 6:19; Joh. 3:16.