Er beatmusik skadelig?
I EN del år har beatmusikken, og før den rock’n’roll-musikken, været meget populær hos en stor del af ungdommen. Beat og rock er temmelig løse begreber. Der findes store modsætninger inden for genren, ikke alene hvad kvalitet angår men også med hensyn til stil og tonesprog. Det som de fleste former for rock og beatmusik har tilfælles er den stærkt markerede rytme, som med hårde, ubønhørlige taktslag (engelsk: beat) virker æggende og ophidsende.
Navnet „beat“ hentyder altså til den særlig stærke rytme. Om oprindelsen til „rock’n’roll“ skrev tidsskriftet High Fidelity for november 1967: „Udtrykket rock-and-roll har en seksuel bibetydning — rockin’ and rollin’ betød oprindelig at bedrive utugt. Og ordet jazz, der engang var et udsagnsord, har betydet det samme.“ Med hensyn til beatmusikkens oprindelse skriver Hvem-Hvad-Hvor 1968: „Denne har sit udspring i den amerikanske rock and roll, der som sine forudsætninger har de negroide musikformer rhythm and blues (swingpræget bluesmusik) og gospel music (stærkt rytmisk religiøs musik).“ En af dem der har haft størst betydning for rockmusikkens popularitet er den amerikanske sanger Elvis Presley, som har en meget sexet sangstil. Beatmusikkens berømteste udøvere er sikkert den engelske gruppe „The Beatles“.
En anden ting som beatmusikkens udøvere og tilhængere har tilfælles er deres ungdom. Leonard Bernstein har sagt: „Denne form for musik hører helt og fuldt de unge til, og med unge mener jeg alle fra otte til femogtyve år.“ I hvor høj grad dette er tilfældet ses for eksempel på en fremtrædende beatgruppe som består af to på fjorten og en på tolv år. En undersøgelse af hvem der så fjernsynsprogrammer med den populære gruppe „The Monkees“, viste at fjernseernes gennemsnitsalder var ti år.
Den moderne ungdom går meget op i de forskellige former for beatmusik, både ved at købe grammofonplader og bånd og ved selv at spille. Alene i De forenede Stater sælges hvert år beatplader til et beløb af to milliarder dollars, og de allerfleste af disse plader købes af unge. Er det nu godt at de unge er så optaget af „beat“, eller kunne der være noget skadeligt ved det? Det afhænger for en stor del af hvilken slags beatmusik det drejer sig om og hvor meget man går op i det.
Kommerciel udbytning
De unge og deres forældre kan naturligvis ikke forvente at musikindustrien skal sortere det skadelige i beatmusikken fra. Fortjenesten er for stor. Og det er nemt for forretningsfolk at udbytte den moderne ungdom ved at appellere til dens svagheder, dens fordomme og dens lidenskaber, akkurat ligesom filmindustrien gør. Herom skrev High Fidelity for november 1968: „Musikbranchen er en skøge. Den vil producere hvad som helst den mener kan sælges, og bringe det på markedet, således som det fremgår af dens propaganda for anvendelse af euforiserende stoffer. Den gør kun lidt med ærefulde hensigter. Den laver det som dens publikum, især dens unge publikum, ønsker.“
Ja, underholdning er blevet storfinans i dag, og storfinansen har ingen skrupler ved at udbytte ungdommen for penges skyld. Det gør den blandt andet ved at danne beatgrupper. De unge har i dag mange penge mellem hænderne, enten fra forældrene eller fra egen fortjeneste. For at få fat i disse penge appellerer snedige forretningsfolk til de unge ved at smigre dem, ved at tilbyde dem det de ønsker eller det man kan få dem til at ønske. Forfatteren Gene Lees har rammende udtalt: „Ingen anden branche bearbejder de unge med samme kølige beregning som popmusikbranchen.“ Det vil ikke sige at al beatmusik beherskes af storfinans. Muligheden for hurtigt og let at tjene penge har også lokket mange „små fisk“ til at prøve lykken. De unge bliver nemt narret af beatmusikproducenterne, fordi de unge er tilbøjelige til at efterligne andre unge som de føler er deres egne, deres ligemænd.
Protest og oprør
En side af beatmusikken er dens protest. Og det må indrømmes at den unge generation har gode grunde til at protestere mod meget af det der foregår i verden i dag. Et popmusik-tidsskrift har påpeget at der blandt både udøverne og deres fans findes nogle som røber „alvorlig bekymring for tendensen i det amerikanske samfund i dag — dets materialisme, dets tilsyneladende selviskhed, det vilde jag efter tomme bedrifter, svineriet og forfaldet i nationens byer, kongressens sløvhed, de rystende moralske spørgsmål som krigen i Vietnam har rejst“. Denne bekymring udtrykkes i teksterne til noget beatmusik.
Protestsange af denne slags er dog i mindretal. Langt den overvejende del af teksterne udtrykker underfundigt eller uden omsvøb de unges oprør mod den ældre generations principper og adfærdsnormer, et oprør som mange af disse unge også formulerer gennem deres udseende og sprog. Om dette har forfatteren Gene Lees udtalt at da de unge altid har haft tendens til at gøre oprør, og da denne tendens aldrig har været så stærk som den er i dag, „er branchen snu nok til at sælge dem oprør — emballeret, færdigsyet plasticoprør“.
I samme retning går en iagttagelse af Daniel Greene som kunne læses i National Observer for 15. januar 1968: „Måske er der intet der så slående afspejler generationskløften som den nye musik. Den er et ekko af alle de andre manifestationer af ungdommens oprør mod det etablerede samfund — hippie-bevægelsen, brugen af euforiserende stoffer, protest mod samfundsnormerne, aggressiv pacifisme, løjerligt lurvet tøj, almindelig forkastelse af religion og moralske konventioner, og kronisk aversion mod kamme, frisører og skønhedssaloner.“ Der er således en sang der gør nar af forældrene fordi de ser fjernsyn, selv om det er en kendsgerning at de unge tilbringer langt mere tid ved fjernsynet end de voksne. En anden sang, „She’s Leaving Home“ (Hun går hjemmefra), giver forældrene skylden.
Tekster med dette indhold er imidlertid blot det naturlige udtryk for hvad musikken selv skildrer. Selv om man med censur kan forhindre publiceringen af visse anstødelige tekster, kan man ikke censurere det oprør der levende og intenst er en del af selve musikken og dens rytme. Som Daniel Greene videre bemærker: „Uanset hvor meget teksterne udvikles og modnes, er den hårde rytme stadig det der er sagen i beatmusik. . . . Ordene kan man alligevel næsten aldrig høre . . . Det er i virkeligheden popmusikkens ’sound’ der altid har været det uimodståeligt tiltrækkende ved den.“ Og N. Diamond, som skriver tekster til beatmusik, siger: „De fleste plader købes ikke for deres lyriske indhold, men for deres musikalske indhold. Hvis musikken fanger mig, vil jeg lytte til ordene. Hvis musikken ikke er en succes, er det lige meget med ordene.“
Dette bekræftes af Richard Goldstein, en kendt kommentator af moderne musik. Han skrev i New York Times for 24. november 1968 under overskriften: „Hvorfor kan de unge lide beat?“: „Hvis man skulle fjerne oprøret i rock og beat, så måtte man afskaffe selve musikken, for oprør er en uadskillelig del af dens natur som en hård og intensiv form for blues . . . Man kan nemt glemme . . . at rock’n’roll begyndte som musik for unge der var lidt på kant med samfundet . . . De første optøjer var . . . foranlediget af popmusik og dens pludselige nedbrydning af hæmningerne. Dens rå vildskab var en kombination af vold og vitalitet. Den fungerer med hamrende intensitet som oprørets musik.“
Alt dette understreger hvor skadelig meget beatmusik kan vise sig at være! Det maner til at unge er både moderate og særdeles kræsne med hensyn til at lytte til beatmusik.
Lydstyrke og voldsomhed
Rock’n’roll og beatmusik kan også være skadelig på grund af lydstyrke og simpel voldsomhed. Den til tider kolossale volumen frembringes enten ved udfoldelse af ren og skær muskelkraft eller, oftere, med et forstærkeranlæg. En ung beatmusiker har sagt: „Som teenager må jeg sige at jeg kan lide det fordi det er højt. Det er sandt. Jeg ved det fra tidligere når jeg gik ud for at danse. Jeg kom ind ad døren, og det første der slog mig i møde var musikkens styrke. Virkningen var fantastisk — i hvert fald i de første minutter.“ Men ifølge Electronics Illustrated for januar 1969 og New York Times for 20. august 1968 kan ’hård beat’ være særdeles skadelig for hørelsen. Man kan pådrage sig ret alvorlige høreskader, og de kan være kroniske, afhængig af hvor kraftig musikken er og hvor længe man udsættes for den.
Endnu mere forkastelig er den voldsomhed visse beatgrupper lægger for dagen ved deres offentlige koncerter. Ved en koncert med en meget populær beatgruppe kastede et af de fremtrædende medlemmer af gruppen en mikrofon ned fra scenen, spyttede på publikum og sluttede med at sætte ild til sin guitar ved hjælp af en cigarettænder. En engelsk beatgruppe ødelægger en bil på scenen fuldstændig under deres optræden. En af topgrupperne i England er „drevet til at ødelægge på scenen, at sparke til trommerne, smide mikrofonerne på gulvet, smadre forstærkerne, og slå guitarerne i stumper og stykker“. (Life, 28. juni 1968) I en anden gruppe ’hamrer trommeslageren løs som om han ophidses til at nå uopnåelige grader af rytmisk vildskab. Hans slagtøj kan ikke klare denne udfordring. En tromme vælter ned; et bækken kommer flyvende. Nu har trommeslageren rejst sig, og han sparker og kaster instrumenterne i alle retninger, mens resten af gruppen fortsætter med at spille uanfægtet som om intet sker, bortset fra at de af og til må dukke sig for at undgå at blive ramt af flyvende objekter!’
Er den slags virkelig musikalsk underholdning? Eller er det bare en opvisning af følelsesmæssigt vanvid? Opmuntrer det ikke tilskuerne til at udtrykke sig lovløst og voldsomt? Disse koncerter som nogle grupper afholder, er noget af det mest forkastelige på beatmusikkens område. „Sanseligt“, „satanisk“, og „ondt“ er de tillægsord pressen har brugt for at beskrive disse forestillinger.
Blasfemisk og umoralsk
Egentlig kan man ikke undre sig over det der foregår ved sådanne koncerter i betragtning af de blasfemiske og umoralske tanker der kommer til udtryk i teksterne til mange beatnumre. Og stemningen i musikken svarer altid til ordene. En fremtrædende sangerinde som er stærkt påvirket af spiritus når hun optræder og som fordømmer alt hykleri blandt de voksne, synger for eksempel: „Vi har ikke brug for Gud, vi er alle vores egen.“ En af de mere avancerede grupper foredrager blasfemiske tekster der ironiserer over sådanne kendte bibeltekster som „Salige er de sagtmodige, thi de skal arve . . .“
Medlemmerne af en nyere gruppe beskrives som ’syngende med hofter, arme og underliv, og af og til også med stemmen’. Gruppens budskab til ungdommen sammenfattes i titlen på en af deres sange, „Kick Out the Jams, Brothers and Sisters“. Og dette slangudtryk betyder sådan noget som „Spark alt det væk der ligger i vejen, brødre og søstre“, altså: lad hæmningerne falde, gør som det passer jer.
For et års tid siden kom en plade på markedet som var lavet af et af medlemmerne af The Beatles. Pladen havde titlen „To jomfruer“ og indeholdt numre af ham selv og hans elskerinde (de er senere blevet gift). På pladeomslaget er to billeder af parret, på forsiden fotograferet nøgne forfra og på bagsiden fotograferet nøgne bagfra. Flere engelske pladeselskaber nægtede at producere pladen. I De forenede Stater måtte man danne et nyt pladeselskab for at udgive den. Og hvad kaldte man selskabet? Tetragrammaton, det ord der betegner de fire hebraiske bogstaver i navnet Jehova, navnet på Skaberen, Bibelens og universets Gud!
Richard Goldstein skriver i tidsskriftet Life: „Beat er nedbrydende, ikke [kun] fordi den synes at give lov til sex, stofmisbrug og simple fornøjelser, men fordi den tilskynder sit publikum til selv at bestemme om det vil respektere samfundets tabuer.“ Den opmuntrer med andre ord de unge til at gøre lige som de har lyst til uden hensyn til retfærdige principper. Dette fremgår også tydeligt af den ene titel og tekst efter den anden: „Let’s Spend the Night Together“ (Lad os tilbringe natten sammen), „Live for Today, Buddy, Because Tomorrow May Never Happen“ (Lad os leve i dag, Buddy, for måske kommer i morgen aldrig), „I Wanna See and Hear Everything“ (Jeg vil se og høre alt).
Nogle kan godt lide mange af de melodier som fremføres af beatmusikere, og det er heller ikke alle sange der er moralsk forkastelige. Men alt det vi her har betragtet med hensyn til beatmusik og rock’n’roll, synes dog at vise at de unge som gerne vil gøre det rigtige, bør vise både mådehold og skønsomhed når de vælger den slags musik til underholdning.
Især unge der hævder at være kristne forkyndere bør vise skelneevne. De kender det kristne synspunkt med hensyn til at synge sange der forherliger nationen eller som bruges ved fejringen af hedenske helligdage. Bør de ikke være lige så påpasselige når det gælder populær musik hvis tema eller tekst vanærer Gud og Bibelen? Bør de ikke omhyggeligt undgå musik som udtrykker oprør mod forældrene, som opmuntrer til forskellige former for umoralitet eller til brugen af vanedannende stoffer?
Unge kristne som virkelig lever efter Bibelen forstår at „visdommen ovenfra . . . først og fremmest [er] ren, dernæst fredsommelig, fornuftig, rede til at adlyde“. Men er meget beatmusik i dag ikke lige det modsatte? Er den ikke helt og fuldt udtryk for denne verdens ånd? Og denne verdens ånd er „jordisk, dyrisk, dæmonisk“. Ja, beatmusik kan i høj grad være skadelig for unge, medmindre de viser skønsomhed og mådehold. — Jak. 3:15, 17, New World Translation.