Kan religion appellere til de unge i vor tid?
Hvorfor har de unge tit ingen tiltro til religion? Findes der en form for religion der tiltaler dem?
NÆSTEN halvdelen af alle som lever i dag, er under tyve år gamle. Disse hundreder af millioner af unge vokser op i en forvirret verden. Mange af dem mister deres illusioner på grund af de fejltagelser de mener deres forældre har gjort. I deres fortvivlelse har nogle helt vendt Gud ryggen.
Lederen af en katolsk high school i Victoria i Canada fortæller at 75 til 80 procent af skolens ældste elever har indrømmet at Gud ikke betyder meget for dem og at religionsundervisningen heller ikke siger dem noget særligt. „Jeg kan godt lide Gud men bryder mig ikke om kirken,“ sagde en teenager. Dette genspejler den opfattelse som bliver mere og mere almindelig — at kirken blot er en del af det etablerede samfund og har givet afkald på sin rolle som eksempel og vejleder.
Men kan religion og ungdom virkelig ikke forenes? Er det helt umuligt for fremskridtsvenlige unge i dag at få deres problemer løst ved hjælp af religion? Mener du at religion og ungdom simpelt hen ikke hører sammen?
Uanset hvad du personligt tror, vil du uden tvivl gerne høre begge sider af sagen. Hør derfor hvordan to elever med hver sit synspunkt måske ville tale om emnet.
Hyklerisk religion
„Rart at se dig igen, Cesar. Jeg havde regnet med at støde på dig ved vores ungdomsmøde i sidste uge, men jeg så dig ikke. Du kommer ikke sammen med de andre mere. Hvor har du været henne?“
„Jeg har haft temmelig travlt på det sidste, Pedro. Ser du, jeg er begyndt at undersøge Bibelen.“
„Du? Bibelen? Det havde jeg ikke ventet! Siger religion virkelig dig noget? Jeg har ikke været i kirke i lang tid. For mig at se er religion forældet og på tilbagetog.“
„Jeg forstår godt hvordan du ser på det. Jeg havde nøjagtig det samme syn før jeg begyndte at undersøge Bibelen. Men sig mig, Pedro, hvis en sagfører holdt op med at holde sig til loven og begyndte at råde sine klienter ud fra sine egne ideer, er det så lovens skyld hvis klienterne kommer på afveje?“
„Nej, selvfølgelig ikke. Det er sagførerens skyld.“
„Nemlig. Sådan er det også med Guds lov. De fleste kirker følger ikke Guds love fra Bibelen. De holder sig i stedet for til deres egne overleveringer eller traditioner og deres egen filosofi. Det var det samme da Jesus var på jorden. Han sagde til de religiøse ledere dengang at de havde ’sat Guds lov ud af kraft for deres overleverings skyld’. Derefter citerede han hvad Gud mente om dem: ’Det er forgæves, de dyrker mig, når de fører lærdomme, som kun er menneskebud.’ (Matt. 15:6, 9) Ganske vist har nogle præster forsøgt at ’modernisere’, men i stedet for at følge Guds lov har de bare tilpasset sig verden, og derfor er der snart ingen der hører efter hvad de siger. Selve Bibelen er derimod virkelig tidssvarende og har givet mig mange udmærkede råd.“
„Jeg har sådan set ikke noget imod Bibelen, men det er alt det dér skinhellige jeg ikke kan tage. Folk går i kirke og lader som om de er gode, og bagefter går de ud og opfører sig endnu værre end før. Hvis der er noget jeg ikke bryder mig om, er det hykleri. Jeg regner mig selv for at være lige så god som de, selv om jeg ikke kommer i kirken.“
„Du er da i hvert fald ærlig, Pedro, og det er godt. Hyklerne siger ét men gør noget andet. Prøv at se hvad Bibelen siger om hykleri her i Mattæus 23:3: ’Alt, hvad de siger, skal I derfor gøre og overholde; men deres gerninger skal I ikke rette jer efter; thi de siger det nok, men gør det ikke.’
I Andet Timoteusbrev 3:1-5 står der også at der ville komme mange hyklere i ’de sidste dage’ og at man bør undgå dem. Der står at de vil have et vist skin af gudsfrygt, men at de fornægter dens kraft. Det er derfor ikke så underligt at der er så meget hykleri i dag, men alligevel bør vi ikke blive bitre på Gud eller føle at al religion er forkert. Hvis du havde levet mens Jesus var på jorden ville du sikkert ikke have forkastet Jesus, sådan som farisæerne gjorde, vel? Det er altså ikke klogt at betragte al religion som falsk, selv om mange kirker ikke sætter det rette eksempel.“
„Jeg må sige at du taler overbevisende, Cesar. Men findes der virkelig nogen form for religion i dag som har den ’kraft’ du nævnte?“
Religion uden hykleri
„Ja der gør. Da jeg begyndte at læse Bibelen sammen med Jehovas vidner kom jeg i forbindelse med folk som virkelig følger Guds principper uden at hykle. Og hvad ’kraften’ angår, kan jeg skrive under på at den virkelig er der. Tag for eksempel mit tilfælde.
Du ved at jeg om natten plejede at vente til alle i huset sov og at jeg så lige så stille sneg mig ud for at slutte mig til jer andre i banden. Og du ved hvordan vi plejede at være. Vi vandaliserede andres ejendom, stjal, røg hash og drak os fulde. Når jeg ser tilbage forstår jeg at jeg var en hykler. Over for mine forældre foregav jeg at være ét, men bag deres ryg var jeg noget helt andet.“
„Ja, det har du vist ret i, Cesar, selv om jeg ikke har set sådan på det før. Her sidder jeg og fordømmer hykleri, og så har jeg faktisk selv været noget af en hykler.“
„Før troede jeg at alle unge opførte sig sådan, så jeg fulgte vel bare med flokken. Men en dag blev jeg indbudt til at komme i Jehovas vidners rigssal, og dér så jeg nogle unge som ikke var pjattede, som virkelig så ordentlige ud og havde et godt humør. Det fik mig til at tænke. I begyndelsen var jeg temmelig kynisk og nogle af mine spørgsmål må have lydt noget kværulantiske, men vidnerne var forstående og det de sagde lød fornuftigt.
Siden har jeg været en del sammen med Jehovas vidner, og jeg har opdaget at de er oprigtige, at de har høje normer og virkelig forsøger at leve op til dem. Derfor begyndte jeg at undersøge Bibelen, og jeg har nu ændret en hel del af mine synspunkter og aflagt mange af mine dårlige vaner.“
Sand frihed
„Men synes du ikke at religion begrænser din frihed? Jeg mener: nu kan du slet ikke have det sjovt sammen med os andre mere, vel?“
„Det troede jeg også i begyndelsen, Pedro, men det er slet ikke rigtigt. Jeg troede før at jeg var virkelig fri, og jeg nød det når jeg var sammen med gutterne og ingen blandede sig i hvad vi foretog os. Men nu kan jeg se at jeg var slave af mit eget ønske, mit ønske om at være ’med på noderne’ og være som de andre. Og skjulte vi ikke altid hvad vi foretog os, så vore forældre og politiet ikke fik noget at vide, med det resultat at vi tit var nervøse og urolige?
Fra Bibelen har jeg lært at vi mennesker har fået frihed af Gud, men en begrænset frihed, bundet af fornuftige begrænsninger. I Åbenbaringen 4:11 fortæller Bibelen at vi blev skabt fordi det var Guds vilje, og derfor er formålet med vores liv først og fremmest at vi skal gøre Guds vilje. Når vi har de rigtige retningslinjer at gå efter, kan vi uden risiko nyde den frihed Gud har givet os, men uden disse retningslinjer kommer vi let til at skade os selv, både vort sind og vort legeme, især når vi er unge og mangler erfaring. Først nu er jeg virkelig fri — fri for dårlige tanker, dårlige vaner og en dårlig samvittighed. Det er en sikker frihed jeg nyder, for den er begrænset af den højeste autoritet, den almægtige Gud.“
En tid hvor man må tænke alvorligt over tingene
„Men jeg har altid ment at man som ung skulle nyde livet, være uden bekymringer og lade de alvorligere sager ligge til man blev ældre.“
„Ja, sådan ser mange på det, men du ved alligevel at mange high school- og college-elever ligesom du selv er begyndt at interessere sig mere aktivt for samfundsforholdene end før. Faktisk er ungdommen en tid hvor man må tænke alvorligt over tingene og lægge grundlaget for hele sin fremtid. Bare man gør en enkelt slem fejltagelse mens man er ung, kan man jo ødelægge hele sit liv! Det er helt rigtigt hvad Bibelen siger i Galaterbrevet 6:7: ’Hvad et menneske sår, det skal han også høste.’
Se hvor mange selvmord der begås blandt unge mennesker. I De forenede Stater, for eksempel, er selvmord den næsthyppigste dødsårsag blandt college-elever, og der sker cirka 5000 selvmord om året i aldersgruppen fra femten til nitten. Hvor sørgeligt at mange mister ethvert ønske om at leve når de stadig har de bedste år foran sig! Er det ikke bedre at høre efter hvad mere erfarne folk siger, og derved lægge en god grundvold for fremtiden?“
„Men hvis man skal tænke på fremtiden når man er ung, vil det så ikke være bedre at skaffe sig en god uddannelse så man kan få et godt arbejde, i stedet for at læse i Bibelen?“
Materialistiske mål utilfredsstillende
„Jo, en god uddannelse er en udmærket hjælp. Jeg har selv stræbt efter at være flittig i skolen for at få en god viden at bygge videre på, men materialistiske mål alene er ikke nok. Tag for eksempel vores egen by. Mener du at det kun er fattige folks børn der er rastløse og undertiden begår voldsforbrydelser?“
„Nej, jeg har flere gange læst i avisen at mange af dem der kommer på kant med loven, har ret velstående forældre.“
„Viser det ikke at en rent materialistisk filosofi ikke er god? Mange unge mænd og kvinder som kommer på afveje har hvad de behøver rent materielt, men de mangler alligevel noget. De er rastløse. De behøver åndelig og moralsk støtte hvis de skal undgå den moderne verdens skuffelse og håbløshed.
Som du ved, Pedro, var jeg meget stræbsom da jeg gik i high school. Jeg ville have en god stilling og virkelig være noget i verden. Men siden jeg er begyndt at undersøge Bibelen har jeg fået et mere afbalanceret syn på det hele. Nu er mit mål ikke kun at tjene penge eller ’blive noget’, men at tjene Gud og respektere hans principper så jeg kan gøre mig håb om at opnå det evige liv i virkelig lykke som han lover.“
Studenternes indsats kan ikke gøre det
„Men tror du ikke at studenterdemonstrationerne i sidste ende er til stor gavn for samfundet?“
„Det er sandt at mange studenter er oprigtige i deres ønske om forandringer. Men, Pedro, er det ikke sådan at mange af studenterne demonstrerer imod lokale skoleproblemer, ofte mindre uretfærdigheder, og ikke så meget de store fejl i samfundet?
I en demonstration er der desuden altid den fare at man kommer til at optræde ubehersket, eller at radikale eller kriminelle elementer drager fordel af ens sag. Du må indrømme at der i de sidste demonstrationer på universitetet blev anrettet en del skade. Og så er der også det at hvis studenternes krav bliver imødekommet på ét punkt, vil det blot opmuntre til mere agitation og flere krav, indtil lov og orden måske forsvinder og vi har anarki. Det ville blive til skade for samfundet, ikke til gavn, vel?
Vi hører ofte om ’studentermagt’, og det er virkelig en stor magt. Men magt uden kontrol kan være meget farlig, ligesom en atombombe i de forkerte hænder. Du husker sikkert hvad der skete i Kommunistkina for ikke så længe siden. Rødgarden blev sendt ud for at gennemføre regeringens kulturrevolution, men til sidst måtte regeringen selv stramme grebet om rødgardisterne fordi de var blevet helt uregerlige.“
„Ja, det kan jeg godt se, men de unge prøver da i hvert fald at få gjort noget ved forholdene.“
„Rigtigt, ungdommen er idealistisk. Men husk på at det etablerede samfund i dag består af mennesker som selv engang har været unge. De følte uden tvivl også at de kunne løse alle verdens problemer hvis de fik chancen. Men da de først kom til magten fandt de i mange tilfælde at problemerne er langt mere komplicerede end de havde ventet, og at de bliver vanskeligere og vanskeligere at løse efterhånden som tiden går.“
„Hvad siger Bibelen da at vi skal gøre?“
„I Romerbrevet 13:1 råder Bibelen os til at ’underordne os de øvrigheder vi har over os’. Det betyder at vi skal adlyde lovene og respektere myndighederne. Det gør Jehovas vidner. Men det betyder langtfra at de er tilfredse med systemet som det er.“
Bibelens løsning
„Bibelen forklarer at hverken de voksne eller de unge, uanset hvor oprigtige de måtte være, kan løse verdens problemer. Næh, det er Gud alene som ved sit rige vil gøre ende på det uretfærdige system og indføre et retfærdigt styre som langt overgår vore dristigste forventninger.
Det er det jeg har sat min lid til, Pedro, og det er det jeg har viet min tid og mine kræfter til, for det er kun gennem den sande tilbedelse af Gud og ved at leve efter hans ord at jeg har fundet en virkelig mening med livet. Jeg kan anbefale at du selv undersøger det, Pedro, og jeg er sikker på at du vil få besvaret dine spørgsmål om livet og fremtiden.“
„Ja, du har virkelig sat mine tanker i sving, Cesar. Jeg havde aldrig drømt om at jeg en dag skulle beskæftige mig med religion, men på grund af det du har fortalt mig kunne jeg godt tænke mig at være med når du undersøger Bibelen. Hvis den form for religion kan forandre dig så meget og give dig et virkeligt mål i livet, så er det måske virkelig det jeg søger.“